Mere end et berømt efternavn?  

Torsdag formiddag på Copenhell er sjældent tidspunktet, hvor man forventer at blive væltet bagover. Men Bastardane har netop potentialet til at gøre det. Den unge trio fra Savannah, Georgia, leverer en hårdtslående blanding af sludge, thrash og grunge med en tyngde, der allerede på plade har markeret dem som et navn, man skal holde øje med. Skiven, de udgav sidste år, Catatonic Symphony, er deres mest eksperimenterende til dato. Albummet vidner om et band, der stadig leder efter sin endelige form, men som samtidig viser mere personlighed og musikalsk nerve end tidligere. Det er ingen ringere end Castor Hetfield – ja, søn af dén Hetfield – der sidder bag tønderne og nu også deler vokalen med bassisten Luca Badan, efter de sagde farvel og tak til deres tidligere vokalist.  

Op ad bakke i modvind 

Det er aldrig nemt at åbne ballet så tidligt på Copenhell, især ikke torsdag formiddag, hvor mange stadig kæmper med gårsdagens tømmermænd og ømme kroppe. De tre gutter fra Savannah trådte dog selvsikkert ind på Hades-scenen med et ydmygt, men energisk udtryk. Publikum var i begyndelsen begrænset til en spredt skare af nysgerrige og trætte metalhoveder, men efterhånden som de første tunge riffs rullede ud, begyndte flere at finde vej ned foran scenen eller at slå sig ned på bakken i solen.  

Åbningsnummeret ”The New Sanity” blev ramt af en lidt lav vokal i starten, men det kom der heldigvis hurtigt styr på, og både Hetfield og Badan leverede solide vokalpræstationer. Man kunne netop høre, hvordan Hetfields vokal til tider bærer en tydelig arv fra faderen, dog uden at være en kopi. Trommespillet var ligeledes glimrende, men der blev indimellem rettet på både bækkener og mikrofoner af både Hetfield og teknikere. Igennem koncerten voksede både bandets energi og publikums engagement. På scenen var der godt gang i både bassisten og guitaristen. Smalltalken mellem numrene skiftedes Hetfield og Badan til at varetage. Førstnævnte udviste både overskud og humor, da han introducerede bandet ved at pege på bagtæppet med deres navn på og tilføjede: ’If you can read, you know what our name is’.  

Selvom sættet primært var bygget op af bastunge grooves og et par hurtigere skæringer mod slutningen, imponerede det især undertegnede, hvor velspillende trioen fremstod. Bastardane er stadig et band, der søger sit endelige udtryk, men live havde de en energi og spilleglæde, der var svær ikke at lade sig smitte af – selv en tidlig torsdag. Dog manglede der stadig noget, for at oplevelsen kom helt op at ringe. Der måtte gerne have været mere bevægelse hos bandet og større armbevægelser for helt ordentligt at fylde Hades-scenen ud. Samtidig så virkede det i første halvdel af koncerten, som om de lige skulle komme sig over, at der ikke var så mange fremmødte. Energien blev i hvert fald bedre hos bandet, jo flere der troppede op foran scenen.  

Klart potentiale!  

Bastardane stod over for en utaknemmelig opgave med en åbning af den næststørste scene på Copenhells andendag, men formåede alligevel at levere en stærk, energisk og velspillet koncert, der demonstrerede deres potentiale. Publikum voksede i takt med koncertens fremdrift, og bandet kvitterede med både spilleglæde og selvironi. Der er stadig plads til, at Bastardane kan finde deres helt egen lyd, men denne formiddag viste de i hvert fald, at de kan langt mere end blot at ride på et berømt efternavn. 

_{Billeder af Sebastian Dammark}

7/10

Endelig skete det

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på redaktionen som oftest har været ret vilde med danske Skarnet. Den københavnske kvintet imponerede ikke blot med debutalbummet Vinger Til Salg fra 2020, men sandelig også med opfølgeren Fængslet i det fri, der kom små tre år senere. Bandets unikke blanding af tung rock, melodiøse riffs og poetiske tekster på dansk har længe syntes at passe som hånd i handske til Copenhell-formatet, og torsdag formiddag på Pandæmonium blev det endelig en realitet.

Skarnsunger og mælkebøttebørn

Trætheden, og ikke mindst tømmermændene, havde ikke helt fortaget sig, da undertegnede stillede sig i kø uden for indgangen til helvede kl. 11.45. Formiddagens støvfyldte blæsevejr gjorde heller ikke rigtig noget godt, men jeg skulle ind og se Skarnet skyde dagen i gang som torsdagens første band på Copenhells tredjestørste scene. Og lad mig sige det, som det er: Jeg glædede mig som et lille skarn.

Veloplagte og meget smilende gik bandet på scenen, hvor de startede med det medrivende nummer “S.K.Ø.R.”. Det ville være synd at sige, at fremmødet var stort på dette tidlige tidspunkt, men folk rundtomkring på Refshaleøens gamle beton må have mærket magien. Der gik nemlig ikke længe, før der var ganske godt pakket, og folk gik bestemt ikke forgæves. Efter de smukke “Provinszombie” og “Krigersind” fik vi forrygende “Smertedyr”, der fremkaldte fællessang, mens den karismatiske Danny Kroghly i front dansede elegant til de hårdtslående og melankolske toner. Der var ikke et øje tørt, men det skulle blive endnu bedre. En perfekt og intenst leveret “Løgner” fik nakkerne til at vippe i takt på hele pladsen, og herefter kom et af Skarnets allersmukkeste numre, “Mælkebøttebarn”. Sangen blev introduceret af bassist Stig Kjeldsmark, der dedikerede den til alle dem, der trods tunge sten i rygsækken og livslang modgang har grebet chancerne, de aldrig fik. En længere omgang, og lige i overkanten, vil nogen sikkert mene, men det er præcis det her, Skarnets musik handler om; ingen af os er fejlfri, ingen af os er perfekte, men vi kan alle stå sammen om, at man kommer længst med gensidig respekt, nærvær, kærlighed og anerkendelse. Og det budskab er Skarnet bestemt ikke for fine til at buldre frem med, for som den messende Kroghly så smukt udtrykker det: ‘Der er ikke noget pis – jeg pisser, hvor det passer mig!’. Og således gjorde de alle fem. Især den headbangende og allestedsnærværende guitarist Georgios Alevrofas, der simpelthen ikke er i stand til at levere et bare lidt kedeligt riff, om det så gjaldt hans liv. Hans enestående energi og professionalitet er i en klasse for sig. Han giver simpelthen bandet et internationalt snit, hvilket gjorde afslutningsnummeret “Voldtaget Nattergal” til en særdeles smuk oplevelse. Sådanne præstationer ser man sjældent fra så relativt nye bands på så stor en scene som denne.

Træthed og tømmermænd tryllet væk

Pandæmonium-scenens design er nyt i forhold til tidligere år, men også scenens lyd er blevet markant forbedret, hvilket Skarnets musik i dén grad fortjener. Det havde ikke været til at bære, hvis lydforholdene ikke var med dem, men det var de heldigvis. Bandets Copenhell-debut var en decideret smuk oplevelse, og det eneste, der kunne have gjort oplevelsen vildere, var, hvis de spillede lidt længere samt om aftenen ved mørkets frembrud. Det må blive næste gang. Copenhell og Skarnet – I er et smukt par. Jeg håber bestemt ikke, det er sidste gang, jeg ser jer danse tæt.

_{Billeder af Christian Larsen}

9/10

Colombianerne kommer

Syracusæ brød ud af Bogotás undergrund i 2015 og satte hurtigt deres præg på den colombianske metalcore- og djent-scene. Med deres debutalbum fra 2016, Radix Nebulæ, præsenterede de tekniske riffs og dynamiske rytmeskift og ramte lige ind i hjertet på lyttere, der elsker en potent blanding af aggression og atmosfære. Colombia har jo ellers ikke ligefrem gjort specielt meget for at sætte et aftryk på metalmiljøet, men det er Syracusæ nu ude på at ændre, et land ad gangen.

Hvem behøver egentligt Royal Run, hvis man i stedet kan starte en pit?

Pladsen foran Gehenna var fint fyldt op, der var åbenbart andre end mig, der ville se den colombianske giraf. Men desværre døde deres overraskelsesmoment, inden de overhovedet kom rigtigt i gang. For det stykke pop, der som intro skulle afbrydes af et gevaldigt break, resulterede først og fremmest i et antiklimaks, da teknikken knasede. Bandet stod ellers klar til at vise præcist, hvor gode breaks de kan levere, men det blev altså i første omgang til lidt af en fuser.

Men da de så endelig kom rigtigt i gang, så fik de heldigvis også hurtigt de fremmødte med sig, og moshpitten hvirvlede støvet op. Bandet væltede ud over scenekanten med iltert sydamerikansk tempo og temperament, og stemningen kunne næsten ikke være bedre. Lyden var desværre ikke rigtigt med bandet, men det lod publikum sig dog overhovedet ikke mærke med. Pitten kørte, og jeg er sikker på, at der er et par skridttællere, der blev slidt op undervejs. Bandet er ellers superdygtigt, og særligt må jeg fremhæve Perez Schuster bag tønderne, der i den grad fik fuglene i Gehennas træer til at flygte.

Da Tomas Perez i front på et tidspunkt sagde, at de havde brug for hjælp til at optage en video, og publikum skulle gå amok, så blev der prompte adlydt. Syracusæ-feberen rasede, især da forsangeren skrålende crowdsurfede rundt foran scenen. Det var et fint øjeblik fra et band, der egentlig fremstod teknisk dygtigt og glade for at være i Danmark, men som alligevel ikke gav en super oplevelse. Spilleglæden og kontakten med publikum kunne man i det mindste ikke tage fra de gæve musikere, og jeg er sikker på, at de gik stolte af scenen trods lydproblemer og lidt ensformige numre.

Fra Colombia til Gehenna

Syracusæ stillede på Gehenna foran et publikum, der nok lige knap kendte dem, men det holdt heldigvis ingen af parterne tilbage fra at holde en fest. Live leverer Syracusæ et frontalt angreb på lytteren med præcise djent-grooves, tordnende percussion og Perez’ gutturale scream-vokal. Deres scenetilstedeværelse er intens og disciplineret og med høj teknisk kunnen, men jeg synes alligevel, at numrene lød for ens, og jeg er med på, at det også kan være en fordel. Det er i hvert fald nemt at glemme tid og sted, hvis man alligevel vælter rundt i en uendelig pit. Perez i front gjorde fin figur som publikumsindpisker, og bandet bag ham gjorde, hvad de kunne for at levere en solid oplevelse i pittens fortryllende verden.

_{Billeder af Christian Larsen}

6/10

Et sammenstød i støj 

Syl og Eyes var teamet op til, hvad der tegnede til at blive et kaotisk hardcore-kombi-show. Og når Eyes går på scenen, ved man, hvad man får: en nådesløs eksplosion af hardcore, der ikke giver publikum et sekunds pusterum. Jeg har set dem flere gange, og de har blæst mig bagover hver eneste gang. SYL har på rekordtid markeret sig med et rasende politisk ladet udtryk, som både musikalsk og holdningsmæssigt går lige til benet. Eyes er aktuelle med tredje langspiller SPINNER, og SYL med deres EP, afmagt. Der var således lagt op til et potent clash torsdag eftermiddag, hvor det skulle vise sig, hvad der ville ske, når to så stærke kræfter mødtes på en scene. 

Ti mennesker, ét hold 

Scenen var sat, sådan at både bagtæppe og opstillinger viste, at det var to bands, der skulle mødes. Der var dubletter af både trommesæt og kabinetter til de i alt ti musikere, der skulle stå på Pandæmonium. Efter at der kom flere og flere folk på scenen, kunne man se, at bandmedlemmerne alle havde identiske hvide trøjer på. Med et SYL X Eyes-logo bagpå samt teksten foran på brystet. Nedenunder stod de enkelte medlemmers navne – særlige uniformer til anledningen for at fastslå, at de i den næste times tid var ét hold. Og fra første anslag stod det da også klart, at det her ikke blot var et eksperiment. Det var en velorkestreret eksplosion af energi, og lige under kaosset var det hele helt nøje planlagt. Det kunne sagtens have mudret gevaldigt med så mange instrumenter på én gang. Men forbløffende nok så var dette ikke tilfældet.  

Der blev lagt ud med ”Congratulations!” fra Eyes, som blev efterfulgt af ”pligt” fra SYL, der gled over i ”kort strå”. Her gik SYLs forsanger, Benjamin Clemens, væk fra scenen for at komme blæsende tilbage med Palæstinas flag holdt oppe over hovedet. De to universer gik i clinch, uden at nogen af parterne gav køb på deres identitet. Tværtimod blev det et samspil, hvor de to bands konstant krydsede hinandens udtryk. De to vokaler fra Victor Kaas og Benjamin Clemens overlappede hinanden i et smukt samspil, der på papiret burde falde fra hinanden, men som i praksis løftede intensiteten til nye højder. 

Der var en helt tydelig glæde på scenen, nærmest en euforisk energi mellem de ti musikere. Det skete gerne, når en af dem havde en pause i et nummer, at de kastede sig rundt lige så ekstatiske, som var de publikum til koncerten. SYLs trommeslager, Andreas Grønne, begav sig for eksempel ud i en running man en af gangene, han var væk fra tønderne. Ligeledes kunne man se, at herrerne sporadisk sang med på hinandens numre. På den måde blev koncerten aldrig blot en parade af numre, men et levende, organisk væsen, der hele tiden ændrede form. 

Kulminationen på hele oplevelsen kom i form af den nye fælleskomposition ”Hoarder”, som de to bands havde skrevet sammen til anledningen. Det hele blev afsluttet med flere omgange wall of death, hvor Benjamin Clemens placerede sig midt i kaosset som en galionsfigur for hele den sømløse energiudladning. Victor Kaas havde undervejs sine karakteristiske bevægelser, der får en til at tro mere på, at han er en alien fra det ydre rum end en jordbo som os andre.  

Ét perfekt øjeblik af intensitet  

Efter knap 50 minutters koncert føltes det, som om der kun var gået et øjeblik, og det virkede, som om publikum ligesom jeg sagtens kunne have klaret en time eller to mere. Eyes og Syl leverede et kompromisløst, intenst og kreativt sammensmeltet kaos, der aldrig kammede over i rod. I stedet blev det et studie i, hvordan to stærke identiteter kan løfte hinanden til nye højder. En koncert, der gav både gåsehud og tårer i øjnene hos undertegnede, og som formentlig vil stå som et af årets stærkeste øjeblikke på Copenhell. Der var i hvert fald ikke én finger at sætte på det show, som det hvidklædte hold skabte med og for publikum.  

_{Billeder af Claus Ljørring}

10/10

Metalcore, som de fleste kender

Bullet For My Valentine var med til at redefinere metalcore i starten af ​​00'erne med fængende melodier og følelsesmæssig intensitet. Deres debutalbum, The Poison, er fortsat en milepæl inden for genren og fejrer i år 20-års jubilæum. Siden da har de godt nok bevæget sig i en tungere retning med mere aggression. Spørgsmålet er så, hvad vi kommer til at opleve denne eftermiddag i bagende sol på festivalpladsens største scene. Det bliver på ingen måde den tungeste koncert på Copenhell i år – men det kunne godt gå hen og blive den koncert med mest skrålen-med.

En træls dag for nye fans, men en rigtig god en for de gamle

Der er tit rift om pladsen foran Helviti, og det gjorde sig også gældende, på trods af at Bullet For My Valentine havde fået en plads midt om eftermiddagen, hvor der notorisk ikke er mange på pladsen. Bandet kom storsmilende på scenen, og deres musik satte med det samme gang i publikum.

I år har The Poison som sagt 20-års jubilæum, og det fejrede bandet ved at spille albummet fra start til slut. Det var et modigt valg, da det naturligt både giver plads til skidt og kanel fra et album, som ikke alle iblandt publikum kender. Var du som jeg ung, da Bullet For My Valentine strøg til tops i starten af 00’erne, så var koncerten helt perfekt. Lidt hårdt, men ikke for hårdt ved de gamle knæ. Lidt blødt, men ikke alt for flødebolle. Og så kendte du alle numrene, så ingen grund til at blive udfordret for meget.

Koncerten så ud til at have fået alle på min alder ned foran Helviti og skråle, for sikke en energi, der blev lagt for dagen. Så snart tonerne til de store hits blev lagt an, så reagerede publikum prompte, og især sange som ”All These Things I Hate”, ”Tears Don’t Fall” og ”4 Words” fik så sandelig gang i fællessangen – også på bakken. Både Matt Tuck i front og Michael Paget på guitaren var godt fremme på scenen og opildnede publikum til mere sang, og en pit blev det da også til.

Det er svært at finde noget at hade ved den her koncert, hvis man hørte The Poison, da den udkom. Bandet var et absolut godkendt og solidt act og så både glade og stolte ud over den modtagelse, Copenhell gav dem. Stod man som ny fan, kunne man måske godt sætte pris på bandets tekniske kunnen og polerede numre, men man kunne godt have drysset et par nye numre med ind i sætlisten for at give lidt variation.

Bullet For My Valentine kom med overskud og masser af nostalgi

Bullet For My Valentine har besluttet, at 20-års jubilæet for deres The Poison-album skal fejres ved kun at spille det live. Det kan man synes om, hvad man vil, men faktum er i hvert fald, at albummet blev flot fremført på dette års Copenhell, og det fremmødte publikum var med på fællessang, fra de første strofer blev slået an. Bandet fremstod på alle måder overskudsagtige og glade for at være der, og det fremmødte publikum tog imod dem med henrykte og nostalgiske arme.

8/10

I skovens dybe stille ro

Traditionen tro ankom jeg i løb til dagens første koncert, Danefæ på Gehenna, den perfekte scene at lade sig omslutte af deres dansksprogede prog på. Og lad mig sige det med det samme: Deres valg om at synge på dansk gjorde det til en intim oplevelse. Deres følsomme prog mindede mig om Leprous’ melodiøse vinkel på en genre, der enten er for meget eller slet ikke nok – men i dag var den lige tilpas.

Ingen grund til at være nervøs

Anne Olesen i front stod skarpt i al sin åbenhjertighed, og hendes uprætentiøse og sårbare vokal smøg sig om de fremmødte. Jeg synes, helt personligt, at hendes tilstedeværelse på scenen passede som fod i hose til både musikkens afdæmpede øjeblikke og de stormfulde passager. Hendes singer/songwriter-stemme førte an, og som jeg sidder nu og genkalder mig ”P.S Far er død”, kan jeg mærke, at der blev spillet på mine hjertestrenge lige så effektivt som på strengene på scenen.

Olesen overraskede mig ved at slå over i en rå og harsk vokal, som gik godt i spænd med den tyngde, der forankrede den kniplingsfine sang og efter de fremmødtes respons på stort set alt hvad de lavede, lod mig forstå, at jeg ikke var den eneste den dag, der satte pris på at opleve den danske sangskat med et tvist.

Det trestemmige kvindelige kor på ”Vandskabt” satte en stor, fed streg under deres i forvejen meget nordiske lyd, og jeg fik en følelse af, at den historie, de havde at fortælle, var personlig. Min eneste anke er sådan set, at det blev lige lovlig ferskt til tider. Til trods for at deres mere bastante udgydelser kunne tilføje noget kant, føltes det alligevel for poleret i kanterne, og den manglede råhed kunne have givet dem et ekstra nøk op ad.

Stærkt arbejde

Men med tanke på hvem der ellers har stået på plakaten i år, havde de ikke noget at bekymre sig om. Jeg oplevede i hvert fald ikke andet, end at hele orkestret bestående af Anders Mogensen på guitar, Carl Emil Tofte Jensen på bas og Jonas Agerskov på trommer lagde sig i selen, som om de skulle retfærdiggøre at blive booket til Copenhell.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at samtlige medlemmer tog deres musik meget alvorligt, og jo højere oppe bassen sad, jo mere seriøse var de. De gik til den med alt, hvad de havde, og Olsens indrømmelse om ængstelighed forud for showet var absolut ubegrundet. Deres anstrengelser bar i den grad frugt, for jeg gik derfra med en udefinerbar følelse af at have fået lov til at se nogen folde deres vinger ud. Jeg ser frem til deres himmelflugt.

_{Billeder af Lykke Nielsen}

8/10

Ånden fra Epic Fest

Når man melder sig helt frivilligt til to dages Epic Fest i Roskilde, så fanger bordet åbenbart. Det var i hvert fald min tanke, da jeg torsdag eftermiddag bevægede mig mod Hades og en time sammen med Gloryhammer. Der var med andre ord episk power metal, fantasy-fortællinger og en pæn sjat fjollerier i horisonten. Men hvilken version af bandet havde vi mon i vente? Her på sitet har vi haft blandede oplevelser med deres koncerter, der ikke altid har kunnet leve op til de normalt så roste albumudgivelser. Senest de besøgte Refshaleøen, var de ’OK’, mens de sidste år på Copenhell Metal Cruise var decideret ringe.  Ville den ’nye’ forsanger, Sozos Michael, endelig kunne løfte arven efter Thomas Winkler, den oprindelige Angus McFife?

Vi fløj væk med vinden

Især bedømt på deres optræden på Metal Cruise sidste år og det faktum, at der kun er gået tre år, siden de var her senest, virkede Gloryhammer som en ’best available’-booking, men det har jo også været et svært år for Copenhells bookere. Det bekymrede Gloryhammer sig naturligvis ikke synderligt meget om, og fra de energisk lagde ud med "The Land of Unicorns", så de sig ikke tilbage. Alt ved Gloryhammer er jo en kærkommen påmindelse om, at vi ikke altid skal tage os selv og vores favoritmusikgenre så fandens alvorligt. Sådan var det hovedsageligt også denne eftermiddag, men det vender vi tilbage til.

Desværre gav det heftige blæsevejr store problemer med lyden, der i perioder fløj væk med vinden. "Fly Away" gav frontmand Michael en fuldt forståelig anledning til at klage over blæsevejret. Men her i Thors land kæmper enhjørninger tydeligvis forgæves mod vejrguden. Når vi endelig kunne høre noget, lød det hele egentlig godt nok. Michaels vokal var lys og fin, og han gjorde, hvad han kunne for at få gang i festen. Resten af bandet spillede jo eksemplarisk, mens de også tumlede rundt og legede ’sværd og sandaler’. Apropos legede, så fik Gloryhammer besøg af en saxofonspillende øglemand, og det samme kryb fik med hammeren lidt senere. Man må håbe, han havde fortjent det.

Musikalsk leverede gruppen som forventet. "Gloryhammer" med de tunge riffs mindede os om, at det trods alt stadig er tung metal power, metallen kommer fra. Men det med ikke at tage det hele så alvorligt fik lidt af et skud for boven, da begge guitarister holdt et par selvhøjtidelige skåltaler, der endda delvist druknede i blæsten. Englænderne sluttede af med den ustyrligt cathy "Hootsforce", og så "The Unicorn Invasion of Dundee", der udover at være både en af de sejeste og mærkeligste sangtitler nogensinde var en opvisning i alt det, man elsker og hader ved klassisk power metal. Fuld fart, masser af teknisk kunnen og en melodi på grænsen til det irriterende.

Kan flere hundrede crowdsurfere tage fejl?

Lige under en times underholdning fik vi, men englænderne spiller jo også vældig hurtigt. Der var naturligvis gang i crowdsurfing hele vejen igennem, men alligevel var det, som om band og publikum ikke rigtigt kunne mærke hinanden denne eftermiddag. Det var svært undervejs ikke at få den tanke, at når nu Danmark har fået en temmelig succesfuld og rendyrket power festival i Epic Fest, så er det måske ikke længere så relevant at booke den genre til Copenhell? Måske ville Powerwolf lørdag eftermiddag få mig på andre tanker …

_{Billeder af Christian Larsen}

6/10

Metalcorens ånd lever stadig i bedste velgående 

Walls of Jericho blev dannet i 1998 i Detroit og fandt hurtigt deres særlige niche – nemlig brutal og uophørlig metalcore iblandet groove-fyldte riffs og ikke mindst Candace Kucsulains voldsomme vokal. Live er Walls of Jericho et kinetisk kaos, hvor Kucsulain skriger med rå vildskab, bakket op af hårde rytmer, der smadrer gennem den ene pit efter den anden.  

Ild i fødderne   

Allerede inden Walls of Jericho gik på scenen, var publikum mødt talstærkt frem. Og det havde de gjort klogt i. Et tændt band indtog nemlig hurtigt Pandæmonium og sparkede hele seancen i gang med ”American Dream”. Her fik vi et band, der i den grad brugte hele scenen – og her mener jeg altså alle i bandet og ikke blot forsangeren, som jeg ellers har kritiseret et par bands for. For i Walls of Jericho sprang såvel bassist Aaron Ruby som de to guitarister Mike Hasty og Chris Rawson nemlig rundt som en flok femårige, der er blevet bedt om at tage hjem fra en fødselsdag, inden kagen blev serveret. Skønt, at hele showet ikke kun ligger hos forsanger, Candace Kucsulain, selvom det er lige før, hun nok kunne bære det. For Kucsulain selv var, på trods af at hun skulle kunne synge imens, ganske få hop fra en dom for indtagelse af præstationsfremmende stoffer. Hun var som altid et både charmerende og intimiderende bekendtskab, som hun sparkede huller i luften og skreg sine frustrationer ud over pladsen.  

Bandets fængende musik og optræden fik de fremmødte til at springe rundt og skråle med, så godt de kunne. Wall of Jericho lagde op til hidsige pits langt størstedelen af sættet igennem, og blandt andet ”All Hail the Dead” rystede også en imponerende wall of death af sig. Ad flere omgange råbte Kucsulain alligevel af os, at vi skulle bevæge os mere, og selvom publikum adlød prompte, så fortsatte opfordringerne ubønhørligt igennem en perlerække af velfungerende og velspillede numre som syng-med-venlige ”Reign Supreme” og ikke mindst den bevægende ”Relentless”, dedikeret til alle berørte af cancer. Afslutningsvis endte både Aaron Ruby og Kucsulain stående på publikum foran scenen, mens hele pladsen foran Pandæmonium skrålede med. Det giver akut gåsehud at opleve så mange mennesker gå op i en højere enhed med et band, der i den grad har noget på hjerte. 

Hvor højt sagde du, vi skulle hoppe?  

Koncerten med Walls of Jericho viste sig at være lidt af en kæberasler. De havde måske nok lidt vel mange pauser mellem numrene, og det er den eneste grund til, at de ikke kan svinge sig helt op på en topkarakter. Og bevares, de har trods alt være i gang i snart 30 år, så bliver man nok lidt træt i poterne af al den springen rundt. Uagtet pauserne, så var det en primal og katartisk oplevelse, hvor hvert nummer føltes som et kampråb, og hvis de nogensinde kommer til Danmark igen, så skal jeg helt sikkert med. 

_{Billeder af Claus Ljørring}

9/10

Som en blikspand med møtrikker i

Efter at være blevet krammet af Danefæ og deres dansksprogede prog skulle jeg nu konfronteres med den musikalske pendant til ‘the breakfast of champions’. Doom og sludge er nemlig to genrer, der passer sammen som kaffe og smøger til morgenmad, og Jon Davis’ rustne vokal lød, som om netop denne kombination er en fast bestanddel af hans kost. Hos Conan er der ikke spor af hverken clean singing eller andet af den slags, der ikke hører til i et band, der i folkemunde kaldes hulemandsmetal.

Den betegnelse kan jeg egentlig godt forstå, for der var ikke mange krummelurer i trioens tunge, langsomme musik. Det gik bestemt ikke hurtigt, hvilket er typisk for genren, men det er sådan set heller ikke nødvendigt for at være godt, så længe det er tungere end en våd sweater. Det betyder ikke, at de ikke også kan sætte tempoet op, og de hurtige passager virkede efter hensigten på de mange glade mennesker, der var mødt op.

Bulder og brag

Ud fra drønene fra scenen kunne man forledes til at tro, at det trak op til torden. Men det var bare Conan. Uheldigvis for dem blev oplevelsen spoleret af den til tider dårlige lyd. Som nævnt er det ikke den mest komplekse musik, men det er sgu træls, at jeg under en stor del af koncerten kun kunne høre buldren fra Johnny Kings stortromme. Omvendt betød det, at lyden tilføjede endnu mere uld på bassen, der, når den kunne høres ordentligt, nærmest gjorde David Ryley en tjeneste.

Efter en stund syntes jeg dog, at det blev en smule ensformigt. Det er ikke en genre, jeg aktivt undgår, faktisk er næsten alt med doom på min ‘ja tak’-liste. Men denne dag føltes det mere som en pligt at skulle bruge en time i selskab med voldsom distortion og ujævn lyd. Det er svært at sige noget om de enkelte sange, da jeg havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Jeg syntes, det føltes som baggrundsstøj, som om jeg stod midt på pladsen og hørte en koncert i det fjerne uden egentlig at kunne høre andet end larmen fra metal i det fri.

Fuzz, det’ bare fuzz

Jeg ville så gerne kunne give dem en højere karakter, for det var bestemt ikke en dårlig koncert. Der var gang i den foran scenen. De obligatoriske circlepits, wall of death og ej at forglemme op til flere crowdsurfers viste bandet, at de i den grad var velkomne på Copenhell. Jeg er glad for, at jeg ikke repræsenterer det øvrige publikums oplevelse, eftersom de var kommet specifikt for at opleve bandet, og det lod til, at jeg var en af få, der ikke lod mig rive med. Men hvad gør det, når solen skinnede, musikken spillede og alle var glade? Det er i hvert fald godt nok til mig.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

6/10

En tilståelsessag 

Jeg er egentlig ikke meget for at indrømme det, men hvad The Cult angår, er jeg præcis en af den slags fans, jeg normalt selv finder ret irriterende. Jeg stod nemlig af efter den kedelige Ceremony i 1991, og da englænderne blev annonceret på dette års Copenhell, kendte jeg stor set kun materialet fra de første fire udgivelser. Når man så dertil lægger de efterhånden lidt for mange oplevelser med 80’er-bands, der ikke har kunnet leve op til fortidens præstationer, stod jeg foran Helviti-scenen med en vis portion skepsis denne tidlige aftentime. Som 80’erne skred frem, udviklede The Cult sig til en af de stærkeste arvtagere til 70’ernes klassiske hardrock, og det var således ikke kun deres egen arv, de skulle leve op til på Helviti, men også vores fælles 70’er-helte. 

Hvor var energien? 

Med ”In The Clouds" startede bandet modigt nok med en af de mindre kendte numre, men det havde et utroligt fængende riff, og så var det lidt nemmere at overse de indledende problemer med Ian Astburys mikrofon. De fede riffs fortsatte med "Wild Flower" fra klassikeren Electric, men så skete der det, man så ofte ser til denne  type koncert: Det nyere materiale lagde en dæmper på den energi, Ian Astbury forgæves efterspurgte flere gange. Han var og er stadig en karismatisk og enigmatisk frontfigur, og stemmen lød også tip-top, men den fælles energi udeblev.   

Selv ikke en ellers solidt leveret "C.O.T.A” (eller "Communion of the Animals") fra de helt tidlige Death Cult-dage løftede stemningen nævneværdigt. Ej heller den groovy ”Hollow Man” fra gennembruddet Love skabte den ønskede reaktion. Bortset fra et ikkeeksisterende sceneshow spillede det meste ellers. Billy Duffy gjorde sin sædvanlige guitar hero-figur, og ’de nye’ drenge i kulten gjorde et solidt arbejde for at få det hele til at hænge sammen. The Cult anno 2025 fremstod således som et yderst kapabelt liveband – det har vi set langt, langt værre fra andre af vores 80’er-helte de senere år på Copenhell.  

Desværre skulle vi helt hen til slutningen, før der opstod noget, der kunne betegnes som bare lidt magi. Først den smukke "Rain", så en sprudlende "Spiritwalker", og selvom det stadig ikke nåede ret langt ud over de forreste rækker, så var vi ved at være der. Og med "She Sells Sanctuary”, et 80’er-anthem af de større, kom energien endelig helt på plads. Astbury fornemmede stemningen helt korrekt og udbrød derefter: ’We should be leaving the stage, but there's no fucking point!’ Og så gik The Cult direkte over til ekstranumrene, “Fire Woman” og “Love Removal Machine”. Ingen overraskelser der, men nogle gange er nostalgi den helt rigtige medicin. 

Tak for turen 

Efter denne omgang på Helviti må man erkende, at det langtfra kun var i 80’erne, at Duffy kunne rive klassiske riffs ud af sin Gibson. Det var dog ikke mange af de nye sange, der for alvor fangede Copenhell-publikummet, eller denne skribent for den sags skyld. Og hvad giver man et yderst kompetent band, en håndfuld fede sange, et absolut fraværende sceneshow og et halvlunkent publikum? En stor tak, og syv kranier er da det mindste, vi kan kvittere med.  

_{Billeder af Christian Larsen}

7/10

Man må gerne glæde sig 

’Der er ingen tvivl om, at hvis man er fan af Exodus, så er der absolut noget at se frem til på årets udgave af Copenhell’. Det var ordene for et par uger siden, da vores udsendte anmelder oplevede et ’utrolig veloplagt’ Exodus på Mystic Festival i Gdańsk. Erfaring har ellers vist, at det godt kan betale sig at dæmpe forventningerne lidt, når man her i 2020’erne skal møde sine gamle 80’er-helte, men det blev da lidt mere vanskeligt ikke at glæde sig til et gensyn med Gary Holt & co., når de nu fik sådant et skudsmål for en normalt ikke specielt thrashbegejstret kollega. 

Gang i svingdøren. Gang i pitten!  

Siden amerikanerne sidst var på Copenhell i 2018, har der igen været gang i svingdøren hos thrashens OGs. Gary Holt er kommet tilbage igen, og det samme er vokalist Rob Dukes efter Steve Souzas dramatiske afsked tidligere i år. Er der nogen, der har tal på, hvor mange gange det efterhånden er sket? Præcis som vi oplevede det i Polen, viste det sig hurtigt, at Dukes var særdeles klar til at løfte opgaven, og alt var dermed, som det plejede i Exodusland. De er sådan cirka midt i deres europæiske sommertur, og det kunne man i den grad mærke, for det var ikke kun Dukes, der leverede varen. Fra ”Bonded By Blood” – der skød koncerten i gang efter programerklæringen ”We Will Rock You” (ja, den med Queen) – til ”Strike of the Beast”, der sluttede løjerne af, var der fuld smadder, skarpe riffs og masser, jeg mener MASSER, af gang i pitten.  

Der gik nemlig maksimalt tre sekunder af ”Bonded”, før circlepittet gik i gang, og det voksede sig kun større, efterhånden som den her eminente koncert skred frem. Der er mange af de gamle klassiske thrashbands, der stadig kan levere solide oplevelser; Exodus hører til i toppen af den liste. At det blev en kæmpe oplevelse, skyldes ikke bare bandet og sangene. Om det var de helt gamle som ”A Lesson In Violence” eller de lidt nyere ting som ”Deathamphetamine” og ”Blacklist”, gjorde ingen forskel. Det hele blev knivskarpt leveret og ikke mindst modtaget med udelt begejstring og blodige næser i pitten.  

Vi fik en lektion i vold på den fede måde  

Og ja, det kan da godt være, at Exodus’ sangkatalog mangler lidt – OK, en del – i forhold til de helt store i genren, men denne eftermiddag var det fuldstændigt ligegyldigt. Der var proppet foran Pandæmonium, og vi var alle vidner til en ren symbiose mellem fortiden og nutiden, band og publikum. For os, der ’var der dengang’, var det en kærkommen genopliven af ungdommens udskejelser, og for de overraskende mange yngre deltagere virkede det bare til at være en livsbekræftende oplevelse. Dem skal man samle på. 

_{Billeder af Claus Ljørring}

9/10

At blive banket baglæns ind i fremtiden 

Der var engang, hvor Mnemic stod som et af Danmarks mest visionære metalbands. Med deres ’Future Fusion Metal’ blandede de Meshuggah-lignende grooves med melodisk vokal og industriel råkraft. De var tilbage i 00’erne ikke bare store i den lille danske andedam, men fik også international anerkendelse. Og – nu er de tilbage! Tilmed i det originale lineup fra debutalbummet Mechanical Spin Phenomena. Torsdag aften på Hades blev en tur direkte tilbage til den industrielle side af ungdommen med rumklang, rytmisk præcision og riffs, der føles som at få smidt en stålbjælke i hovedet. Efter at undertegnede oplevede dem sidste år til Copenhagen Metal Fest, var forventningerne tårnhøje, nu de skulle indtage en større scene.   

Et glædeligt gensyn 

Fra første sekund blev Hades-scenen forvandlet til en maskinel storby, hvor støj, struktur og stål gik op i en højere enhed. Åbningsnummeret ”Deathbox” ramte som en præcisionsbombe, og det visuelle udtryk matchede lydbilledet. Forsanger Michael Bøgballe stod i hvid jakke og skjorte, sorte bukser og matchende butterfly. Køligt, stilrent, næsten futuristisk. Resten af holdet var klædt i sort.  

Det er tydeligt, at Mnemic anno 2025 har fået ny energi. Bandet smilede, interagerede og virkede oprigtigt glade og stolte over at stå på scenen igen. ’Er I klar på at holde en fest, Copenhell?', lød det energisk fra Bøgballe, mens han manøvrerede rundt på scenen med et glimt i øjet og indimellem med en øl i hånden. Bassist Tomas ’OBeast’ Koefoed var ligeledes i hopla og hev sig selv i ørene for bedre at kunne høre publikums jubel. Trods den kliniske præcision i rytmer og riffs var stemningen hele vejen igennem hjertelig. ’Jeg har aldrig været et sted, hvor der bliver drukket så mange bajere, og folk passer så godt på hinanden’, konstaterede Bøgballe med et stort smil.  

Nummeret ”Diesel Uterus” blev præsenteret med en sentimental bemærkning fra OBeast, der mindedes bandets sidste Copenhell-optræden tilbage i 2010. Dengang med den nu afdøde forsanger Guillaume Bideau, som nummeret blev dedikeret til. På scenen kom Asger Mygind, forsanger i danske VOLA, for at levere gæstevokal på nummeret. Hans lyse vokal passede fint ind i det tunge lydbillede, og leveringen fejlede bestemt ikke noget. Kemien mellem gæst og band var positiv.  

Selvom numrene hver især er velkomponerede og teknisk skarpe, kan de tætte, rytmisk komplekse passager til tider komme til at minde om hinanden. I løbet af sættet kunne man som tilskuer indimellem ønske sig lidt flere små nuancer eller overraskende greb, der brød forudsigeligheden og gav øjeblikke af ekstra dynamik og kontrast. Det havde løftet helhedsindtrykket og givet publikum endnu flere højdepunkter at hæfte sig ved. De to virkelig stærke numre ”Liquid” og ”Door 2.12” afsluttede koncerten og satte en stor fed streg under, hvorfor bandet i sin tid blev internationalt kendt. 

Fortiden og fremtiden mødes 

Mnemic leverede et solidt, velspillet og varmt comeback på Hades. Der var hjerte, humor og masser af svedig energi i maskinrummet. Alt blev fremført med professionelt overskud og oprigtig glæde, der smittede af på publikum. Alligevel savnede jeg det sidste lille udefinerbare moment, der kunne have løftet koncerten til den magiske liga. Måske var det lydbilledets tætte væv, der enkelte steder druknede nuancerne. Men alt i alt: en triumferende tilbagevenden for et band, der stadig banker hårdt og præcist. Tilmed løftede bandet sløret for, at de er i gang med at skrive ny musik. Hvornår der kommer nyt, er uvist, men det skal blive spændende at høre, hvordan bandet lyder i nutiden, når de genspiller fortiden for os.  

_{Billeder af Sebastian Dammark}

8/10

It happens every 27 years …

I 1990’erne var det australske Silverchair og danske Dizzy Mizz Lizzy, der skabte overskrifter i kraft af deres ørehængende fortolkninger af rock og grunge, og ikke mindst deres purunge alder. Tredive år senere er det sket igen, og denne gang hedder bandet Ashes of Billy. Daniel, Anton og Johan fra Roskilde dannede bandet i 2022, og siden da er det gået stærkt med at spille grunge. I efteråret optrådte de på Copenhell Cruise med så stor succes, at de dagen derpå fik stående klapsalver fra hele morgenmadsbuffeten. Og selvfølgelig, fristes man til at sige, blev det belønnet med en plads på årets Copenhell.

Så seje var vi andre ikke i den alder

På vej gennem skoven til Gehenna-scenen var det tydeligt, der var noget i gærde. Der var markant flere mennesker end sædvanligt, der var ved at indfinde sig mellem træerne og sikre sig en plads, og var jeg kommet bare et par minutter senere, havde jeg muligvis slet ikke fået set koncerten. ‘Er der virkelig så mange mennesker, der ser Go’ morgen Danmark?’ lød det fra en anden koncertgænger ved min side. Han hentydede naturligvis til TV 2-programmet, hvor trioen havde optrådt en uge forinden og givet udtryk for, de var mere nervøse for Copenhell-koncerten end for deres snarlige eksaminer i mundtlig dansk. Det kunne dog overhovedet ikke mærkes. Med store smil og mindst lige så stor selvtillid gav de tre gutter den fuld smadder, og selvom de hørte til blandt festivalens yngste deltagere, fremstod de som et band med stor rutine. Ikke kun i forhold til deres ro og selvtillid, men sandelig også deres musikalske performance. Guderne skal vide, at jeg har oplevet meget større bands med mange flere år på bagen levere shows, der ikke kom i nærheden af det, Ashes of Billy leverede denne fredag. For pokker, de er dygtige både som musikere og performere, og for pokker, hvor de kan deres grunge. Hvad der startede med Nirvana-covers på Jelsfest for nogle år tilbage er endt med et band, der har fundet sine egne ben i området mellem gode gamle Bush og førnævnte Silverchair. Men modsat disse kæmper frontmand Daniel Hermann på ingen måde med vokalen. Selvom de synger fedt, har sangere som Daniel Johns og Gavin Rossdale altid anstrengt deres stemmer en anelse for at opnå den karakteristiske rustne grunge-vokal. Dette problem har Daniel Hermann slet ikke, sådan synger han bare. Og så er de bare utroligt charmerende. Man bliver lidt rørt, når en forsanger mod slutningen af koncerten siger ‘tak til Copenhell, tak til jer, og tak til vores forældre, fordi de kørte os herud’.

Det her kan godt blive stort

Af indlysende årsager er bandets bagkatalog ikke voldsomt stort endnu, men man fornemmer, at deres talent inden for sangskrivning bliver gradvist bedre. Personligt hæftede jeg mig ved “Feel You Around” og den charmerende “Something About Your Smile” som numre i den bedre ende, for trods deres åbenlyse talenter mangler Ashes of Billy det sidste og mest afgørende: et hit. Man kan desværre ikke gøre karriere på baggrund af charme, selvtillid og uglet hår, men fortsætter den største rocksensation, vi har oplevet siden Dizzy Mizz Lizzy, uden at drukne i bajere og damer, ser jeg ingen grænser for, hvor langt de kan nå. Det er ikke usandsynligt, at mange dukkede op på grund af trioens optræden i Go’ morgen Danmark. Men de blev stående og så hele koncerten, fordi Ashes of Billy er uhyggeligt gode.

_{Billeder af Christian Larsen}

8/10

Interessant booking 

Jeg har i løbet af festivalen beskyldt metalfolket for at være nogle værre poptøser, men man kommer heller ikke udenom, at diverse former for elektronisk musik har været en fase for mange af os. En lille håndfuld kunstnere i denne kategori har spillet en rolle i vores musikalske udvikling, og for mit vedkommende er The Prodigy en af dem. Dengang man måtte nøjes med, hvad der var i den lokale pladebiks, var bandet en form for gatewaydrug til de musikalske ekstremer, jeg ultimativt opsøgte indenfor metallen. 

Derfor var der heller ingen tvivl i mit sind om, at jeg skulle ned og genopleve mine tidlige teenageår sammen med alle de andre gamle røvhuller, der nægter at blive gamle. Der har været temmelig mange bookinger i år, der fik mig til at løfte et øjenbryn, men The Prodigy er øverst på den liste. Hvis man nogensinde har hørt bare ét nummer med dem, kan man snildt regne ud, at deres rave-punk er en kende malplaceret på en festival, der er dedikeret til rock og metal. 

Danseflade og danseglæde 

Det lod dog ikke til at afskrække hverken band eller publikum. Det forekom mig, at så længe musikken er høj og tung, så kan det hoppes til – og hoppet, det blev der. Alle hits, der nogensinde er kommet ud af The Prodigy, blev kylet i nakken på de mange feststemte mennesker, der omgående kvitterede ved at danse, som om ingen kiggede. Techno og metal er ikke en ny opfindelse, og bandet inkorporerer også metal i sin musik, omend ikke i sådan en grad, at det trænger sig ind på ‘vores’ territorium. Det er mere sådan en slags besøgsordning, hvor de mødes for at hænge ud med punken. 

Alt hvad man kunne ønske sig af numre fra deres 35 år lange karriere, blev serveret på et sølvfad. “Voodoo People” sendte folk i ekstase. “Smack My Bitch Up”, der i sin tid fik udenforstående til at knuge perlekæden i bar forargelse over den medfølgende musikvideo. “Breathe”, for hvad havde du regnet med? Og selv-fucking-følgelig, det nummer, der er det første de fleste tænker på, når man nævner The Prodigy: En, forståeligt nok, temmelig skrabet “Firestarter”. Jeg lærte dem at kende gennem det for længst hedengangne musikprogram ‘PULS’, og jeg mindes den absolutte fascination af både musikken – og Keith Flint. Aldrig før i mit korte liv havde jeg set noget lignende. 

Og det kommer jeg heller aldrig til. Flint rejste til en anden dimension tilbage i 2019 og efterlod et amputeret The Prodigy. Han var en iøjnefaldende karakter med en iørefaldende vokal, og det store hul, han efterlod, burde have været enden på bandet. Man kan argumentere for, at han ville have været den bro, der for alvor kunne forene Copenhell-klientellet med kunstneren, eftersom han var mere punk, end man kunne forvente af et raveband.  

I aftenens anledning var deres musik tilsat lidt ekstra gods for at komme gæsternes primære interesse i møde. Det klædte deres i forvejen pågående musik, at der blev mere end bare skelet til de tunge toner, og energien stod ikke tilbage fra en standard metalkoncert. 

En postgang for sent 

Så da støvet havde lagt sig, og euforien var dampet af, var det med blandede følelser, at jeg gjorde status over koncerten. Nok var det en festlig koncert med basarm og dansetrin og al den techno, man kunne slippe tøjlerne til, men det føltes mest af alt som et ekko af alt det, The Prodigy var engang. Og selv ikke det faktum, at jeg støvede danseskoene godt og grundigt til, kan distrahere fra, at der var en tom plads på scenen, der aldrig kan gives til en anden.  

Maxim gjorde alt, hvad han kunne for at få publikum med til fest, men vidunderbarnets fravær har reduceret The Prodigy til et omrejsende mindesmærke, der bladrer hurtigt igennem fotoalbummet. Det føltes langt hen ad vejen, som om hvert nummer bare skulle overstås, så det næste kunne blive spillet, og i bund og grund havde jeg oplevelsen af, at DJ’en oprindeligt var fra Amager. Men mine fødder er mindre kritiske, end jeg er, så i det store hele kan jeg tilgive mig selv for først at se The Prodigy, da det var for sent at se The Prodigy. 

_{Billeder af Claus Ljørring}

7/10

Iskold arv og metallisk magt 

Der var noget særligt ved at stå foran Pandæmonium og gøre sig klar til et møde med black metal-kongen Abbath. For denne anmelder føltes det næsten som at komme hjem, og det er nu ikke, fordi jeg har dyrket mandens musik i årevis. Men fordi jeg har familie i Bergen, hvor det hele begyndte for Hr. Abbath Doom Occulta i 1973. Så på en måde var det lidt som at få sin onkel fra fjeldene på besøg, bare iført corpsepaint og med ild i øjnene. Forventningerne til koncerten var derfor ikke små, og undertegnede gjorde sig klar til at blive ramt af nordens kulde – og muligvis en stålstøvle i ansigtet. 

En iskold lektion i norsk black metal 

Jeg må starte med en tilståelse. Som anmelder havner man indimellem i opgaver, hvor man må erkende, at man bevæger sig uden for sit vante territorium. Sådan var det med Abbath for mig. Jo, jeg har naturligvis lyttet mig igennem hans bagkatalog forud for koncerten, men det ville være løgn at påstå, at numrene sidder printet fast i hukommelsen. Det var lidt som at se en fisk blive kastet op på land – akavet i starten, men så lykkedes det alligevel hurtigt finde sig til rette. For når først musikken buldrede derudad, og det visuelle vanvid foldede sig ud, blev det umuligt ikke at lade sig rive med af Abbaths sorte univers. 

Scenen var badet i blåligt skær og indhyllet i tunge røgskyer, mens stroboskoplyset lynede i mørket. Musikken gik i gang med et brag, og fra første skæring var der tryk på. Abbath og resten af bandet leverede et massivt og kompromisløst angreb på sanserne, hvor black metallens isnende kulde blev forenet med teatralsk vanvid. Røgen lå så tæt, at man indimellem kun kunne ane konturerne af de sortklædte skikkelser på scenen. Og det fungerede. Der var noget hypnotisk i den måde, lyset og røgen spillede sammen med musikken. 

’Godaften for i helvete!’ brølede Abbath kort inde i sættet, og hans karakteristiske stemme sendte kuldegysninger gennem publikum. Selvom jeg ikke kunne genkende alle numrene, var det tydeligt, at bandet spillede med en indædt professionalisme. Numre som ”All Shall Fall”, ”One By One” og ”Withstand The Fall of Time” var med til at indfange denne anmelder. Undervejs gjorde Abbath brug af hele scenen, og bandet var gode til at bevæge sig deroppe. Manden i midten dirigerede publikum fra sin trone, satte sig teatralsk ned for at piske stemningen op og viste her, at han havde publikum i sin hule hånd. Han befalede, og vi adlød. Senere i sættet kom Abbath ind iført en hornmaske, som var vi vidner til et okkult ritual. Da han hev faklen frem og pustede ild ud i natten, var det ren black metal-cirkus på den bedst tænkelige måde. 

Publikum lod sig tydeligt rive med i denne nattetime. Nakkerne vippede i takt, hornene blev kastet i vejret, og Pandæmonium blev for en times tid forvandlet til en nordisk heksegryde af røg, ild og mørke. Selv som relativt uindviet i Abbaths univers måtte jeg overgive mig. Det var ganske enkelt fremragende håndværk, der blev leveret.  

Den første, men ikke den sidste 

Abbath leverede en stærkt iscenesat og dybt underholdende koncert, hvor musikken blev ledsaget af et teatralsk vanvid, der kun kan komme fra den norske fjeldsindssyge. Det var black metal med både pondus og glimt i øjet. Selvom jeg ikke kom som fan, så gik jeg derfra som en decideret konverteret discipel. Min allerførste Abbath-koncert – det bliver dæleme ikke den sidste!  

_{Billeder af Christian Larsen}

9/10

At træffe de svære valg

Nogle af de største oplevelser du generelt kan få på Copenhell, er midnatsblack på Gehenna. At etablere den lille scene inde i skoven er i det hele taget en af de bedste beslutninger, Jeppe Nissen & Co. har taget i festivalens nu mere end 15-årige historie. Torsdag aften, lidt før midnat, bød på en oplagt mulighed for at opleve endnu en sort og magisk midnatsmesse, da belgiske Wiegedood kom forbi. De har eksisteret siden 2014 og udgivet fire albummer med i stigende grad kreativ og intens black metal. De har en tilgang til genren, der er grænsende til progressiv, hvilket man ikke just kan sige om det norske ikon Abbath, som optrådte samtidig på Pandæmonium. Det er jo ikke, fordi jeg tror, Nissen gør det med vilje eller specifikt for at genere blackfolket, men det er desværre ikke første gang, den slags sker. Surt, men at være småbitter er jo end yderst passende sindstilstand inden en black metal-koncert. Så nu var det op til Wiegedood at gøre mit humør endnu dårligere – og det var der jo en god chance for, når man kom i hu, at bandnavnet betyder vuggedød.

Ingen konservative her

Selvom black metallen ofte bliver beskyldt for at være en ekstrem konservativ subgenre, så er der altså en ret stor underskov af bands verden over, der fornyer og forandrer. For at understrege at Wiegedood er med på det hold, lagde de ud med deres bedste og mest populære sang, ”FN SCAR 16”. Det er en sang, der til perfektion kombinerer ekstrem vildskab og førnævnte kreativitet, og det gjorde den også her. Det var mørk musik fra en anden verden leveret af tre introverte musikere, der var helt opslugt i deres egen.

Det var så suveræn en start, at man bare blev endnu mere bitter over at de fleste blackfans på festivalen tilsyneladende havde valgt at se Onkel Abbath på Pandæmonium. Det var i hvert fald færre mennesker foran Gehenna-scenen, end jeg nogensinde har oplevet, men dem, der trods alt var til stede, fik en oplevelse af de sjældne. Den kreative kakofoni blev hele tiden akkompagneret af en stensikker melodisk tæft, som for eksempel på det gennemgående riff i ”Ontzieling” og den hjerteskærende intro til ”De dooden Hebben Het Goed”.  Udover de intense, kantede riffs og en virkelig stærk blackvokal fik vi også flere segmenter med strubesang og sågar andre passager med kaotisk støjrock. På lidt under en time demonstrerede de introverte belgiere dermed, at black metallen kan gå i præcis så mange retninger, som kreative kunstnere, der forstår genren, ønsker det.

En voldsomt omskiftelig rundtur

Min rundtur på alle Copenhells scener denne torsdag bød på verdensklasse-thrash på Pandæmonium, så ekstatisk power metal på Hades efterfulgt af klassisk 80’er-hardrock på Helviti. Med Wiegedood på Gehenna blev rundturen fuldendt med en opvisning i moderne black metal. Belgierne er heldigvis ikke en fremmed gæst på disse kanter, og jeg glæder mig allerede til at se dem igen.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

8/10

Lorna fra kommunen

Min sidemand ved bølgebryderens fælles front af deathcorefans fortalte, at hun ikke kendte bandet, der gemte sig i Hades’ kulisser. Hun troede, at forsangeren var en kvinde, men navnet Lorna lyder jo også lidt som Lone fra kommunen, der har været til numerolog (den virkelige historie bag navnet kommer dog fra DC-universet https://batman.fandom.com/wiki/Lorna_Shore). Det var ikke den eneste overraskelse, for intet kunne have forberedt os på, hvad aftenen havde i vente. Ild, flammekastere, kanonbrag og blastbeats fløj ud over scenekanten sammen med forsanger Will Ramos’ flænsende vokal. Flere gange måtte jeg tjekke, om der var gået ild i håret. Ikke kun på grund af det vilde flammeshow, men også fordi bandet i den grad brændte scenen ned. Aftenen bød ikke på et eneste lavpunkt. Ramos krængede lungerne ud på numre som “Oblivion” og hittet “To the Hellfire”. Hans modulerede stemmeomfang rummede både growls dybe som en endeløs afgrund og screams høje som himmelhvælvingens bue. Ramos’ pig squeals skar gennem natten som slagterkniven i en gris, der lød, som om den blev levende parteret. I baggrunden sad trommeslagter Austin Archey solidt bag bækkenerne og gik nærmest i et med sit instrument. Trommestikkerne må være slidt til tandstikker efter den hæsblæsende præstation, hvor hver rytme under solen blev slået på plads. Bassist Michael Yager stod som en stenstøtte solidt plantet på sit podium og udstrålede stoisk ro. Hans basgange vardybe og lagde en god bund, som guitaristerne Adam De Micco og Andrew O’Connor kunne bygge deres riffs på. Lorna Shores medlemmer er hver især særdeles dygtige musikere, og sammen dannede de en ond symfoni, som løftede sig til nye højder.

Smertelindrende deathcore

Det sker ufatteligt sjældent, men er den bedste følelse i verden: at et band formår at spille sjælen frem, så den løfter sig ud af kroppen og op på tonernes bølger. Lorna Shores store scenenærvær smittede af på publikum, så hele ens væsen samlede sig om musikken. Verden udenfor koncerten blev uvirkelig, uvigtig, og mit forstuvede håndled holdt en stund op med at smerte. Måske burde man bruge Lorna Shores deathcore som smertelindrende medicin i stedet for de brusetabletter, som af en eller anden grund nævnes i mange anmeldelser. De Micco og O’Connors riffs fik frit lov til at udfolde deres komplekse kompositioner, men tog alligevel ikke plads fra de andre instrumenter. Der var et henført udtryk i ansigtet på dem alle, og man kunne mærke, at de var et med hinanden og musikken. Lysshowet sammenflettede sine spotlights med musikken, så der skabtes en visuel og auditiv samklang. Ramos stod rank som et siv og udstrålede ydmyg autoritet. “We never thought we’d be booked for a stage like this”, sagde han, da bandet blev overvældet over deres fremdrift i Europa, og man kunne ikke andet end tænke, at bandet i virkeligheden burde have spillet på Helviti i stedet for The Prodigys afdankede technofest.

Ild i ører og hår

Som en dygtig dødsprædikant fik Ramos hele tiden øjenkontakt med sin menighed, mens de modtog dagens dommedagsepistel. Alle rytmer stod for skud og blev brutalt slagtet af Archey. Der var ikke et øre tørt, efter De Micco og O’Connor havde gennemflænset dem med deres riffs. Yagers basgange var så bundtrawlende, at de ville ødelægge biosfæren i mangt et rev og gøre hvert havdyr til flyvefisk. Publikum var veloplagte trods den sene nattetime, og cirkelpittens centrifuge kørte på højtryk. Lorna Shore var uden tvivl andendagens højdepunkt, og man gik fra koncerten med rygende ører og afsvedet hår. Det blev en aften, man sent glemmer – selv efter en godnatøl i Biergarten.

_{Billeder af Claus Ljørring}

10/10

Tømmermænd og søvn i øjnene 

Da jeg så de unge Wacken-vindere Thus på Copenhagen Metal Fest sidste år, slog de fuldstændig benene væk under enhver gammelmandsskepsis, jeg måtte have. De virkede allerede dengang parate til langt større rammer end den intime BETA2300, men var de virkelig allerede klar til at optræde på Copenhell? Det gjorde ikke ligefrem udsigten nemmere med det ukristeligt tidlige tidspunkt, jyderne havde fået tildelt til at præsentere deres tekniske, groovy og melodiske dødsthrash for et Copenhell-publikum med masser af tømmermænd og søvn i øjnene.  

'Er I fucking klar?' 

Selvom svaret på ovenstående spørgsmål fra forsanger Frederik Jensen ikke var helt utvetydigt, så startede Thus med et brøl i form af “Inhale the Ash”. Men Jensen gav ikke op. Inden næste nummer, “Pacify the Parasite”, forsatte han opfodringerne med et 'nu skal vi have gang i den her fredag' – og så skete der noget! Selvom man kan indvende, at jydernes tekniske dødsthrash er svær for den gennemsnitlige pit-entusiast at moshe, endsige headbange til, så blev der gjort masser af entusiastiske forsøg.  

Da vi anmeldte gruppens debut-EP, The Terminal Condition of Existence, sidste år, skrev vi blandt andet, at der var en ’imponerende variation af riffs, trommekombinationer og vokallevering’, og alt det fik vi i den grad bekræftet her. Der var altså masser af fart, teknik og omskiftelighed, så det var bare om at følge med så godt, man nu kunne. Udover at gruppen sådan set bare er ekstremt dygtige, så var der faktisk flere grunde til, at al kompleksiteten fungerede: Dels har Frederik Jensen en bundsolid vokal, der ubesværet hører hjemme i både thrash og død, og dels indeholdt de fleste sange lige det strejf af melodi og catchiness, der skulle til for at fastholde folket foran Gehenna-scenen.  

Et prima eksempel på det var "Atlas of Hate", der blev introduceret som ikke bare en sjæler, men en vals! Det førte til nogle prisværdige forsøg på at mestre de vanskelige trin nede i pitten. Derefter fik vi et helt nyt nummer, “Deadweight”, som endda blev spillet for allerførste gang live. Det var endnu et ambitiøst nummer, men det sad lige i skabet og lover godt for fremtiden. På trods af deres åbenlyst melodiske talenter er der dog intet, der tyder på, at Thus har tænkt sig at blive mere kommercielle foreløbig. “Graveyard of Empires” sluttede festen af med en ægte fredag formiddags Wall of Death, og 45 vildt underholdende minutter var fløjet forbi.  

Fremtiden er lys 

En ting er at vinde Wacken Metal Battle, endnu mere imponerende er naturligvis at blive kåret som Årets Danske Håb af Heavymetal.dk. Thus levede uden problemer op til begge akkolader denne tidlige fredagsstund – og mere til endda. Hvis gruppen kan holde snuden i sporet, tegner der sig en lys fremtid for de unge gutter, der simpelthen strutter af talent. 

_{Billeder af Sebastian Dammark}

8/10

Velkommen tilbage

Soulfly er ikke en sjælden gæst på disse breddegrader; i omegnen af et dusin gange på 27 år har Max Cavalera & co. bragt sit tribal-thrash til Danmark. Ud af de mange koncerter, de har underholdt os med, har tre af dem været på Copenhell, så gensynsglæden denne dag var stor mellem band og fans. Spørger man mig, er Soulfly er endnu et band i rækken, der overvejende henvender sig til de midaldrende metalfans – hvilket burde placere mig i den målgruppe. Men eftersom jeg ikke har lyttet til dem i nærved 20 år, da min smag har udviklet sig, var det mere af pligt end af lyst, at jeg mødte op foran Helviti alt, alt for tidligt.

De lyserøde briller

En Soulfly koncert i 2004 kostede mig adskillige blå mærker og to bøjede ribben. Så det var ikke uden en vis form for nostalgi, der kan slås mønt på, der gjorde, at jeg trods alt glædede mig en lille smule til at stå ansigt til ansigt med dem igen. Og til min fornøjelse, var det, som jeg husker det. Det var en perlerække af hits fra deres storhedstid, hvor især åbneren ”Seek and Strike”, ”Bring It” og selvfølgelig ”Back to the Primitive” satte fut i et publikum, der trodsede både det tidlige tidspunkt og den bagende sol.

Max Cavalera virkede til at være i rigtig godt humør; han smilede næsten hele koncerten igennem, vandt point hos fansene med sin Hummel trøje og eksekverede et fejlfrit ”tak”, der føltes oprigtigt. Generelt var der en positiv stemning fra scenen, hvor en gæsteoptræden på ”Pain” fra sønnike Igor Cavalera fuldendte et godt nummer fra en god plade.

Intet nyt under solen

Men. Der er altid et men. Tidligt i koncerten fik jeg følelsen af, at bandet ikke længere kunne følge med deres egen musik. Der var sekvenser, hvor det lød, som om de alle sammen var en smule uenige om, hvor langt de hver især var i nummeret. Men i det mindste havde Cavalera ikke problemer med at følge med, og han lød stadig som den vrede, unge mand, han engang var. Han lirede teksterne af som i gamle dage og var generelt i et humør, der strålede om kap med solen.

Med tanke på hvor gammel den gennemsnitlige Soulfly fan efterhånden må være, synes jeg, at det er et endog overordentligt modigt valg at gemme det ikoniske ’Jumpdafuckup’ øjeblik til sidst. Ingen var i tvivl om, hvad der ventede os, alle satte sig lydigt på hug, og det skal ikke hedde sig, at jeg er for fin til at deltage i festen. Men af hensyn til gammelkoneknæene (og en smule i trods) var det for mit vedkommende mere ’sitthefuckdown’, og så måtte de andre følge Cavaleras anvisninger. Det gjorde de såmænd også villigt – generelt var publikum lydige og engagerede. Og selvom Soulfly ikke længere er noget for mig, så håber jeg, at der står en ny generation klar til at lave aerobics.

_{Billeder af Claus Ljørring}

6/10

Skovtrolde og høtyve i høj sol 

Det er ikke hver dag, undertegnede frivilligt møder op til folkemetal med forventningens glæde og et fjollet smil. Men når det handler om Trold, så er de undtagelsen, der bekræfter reglen så at sige. Deres stil har tydelige tråde til de nordiske sagn, og musikalsk krydres dette med melodisk metal og fløjtespil. Jeg er egentlig ikke normalt til fløjter og fabeldyr, men der er noget helt særligt ved det eventyrlige univers, de danske skovtrolde har skabt, som har ramt plet. Med deres seneste udgivelse I Skovens Rige var der lagt op til en koncert fyldt med eventyrstemning, fællessang og god stemning. Forhåbningen var, at Trold ville sætte ild i både Hades og publikum, og at vi alle ville gå derfra med følelsen af at have danset med trolde midt i Helvede.  

Fest i troldeland 

Til tonerne af intronummeret, ”I Skovens Rige”, kom først trommeslager Frederik Damsgaard Weile på scenen og satte gang i stortrommen, hvorefter resten af bandet kom frem og startede ”Med Høtyv Og Fakkel”. Som man næsten kunne have gættet med Trolds stærke grafiske udtryk, var der kælet for detaljen rent visuelt. Bandet havde sort tøj på med slid og revner, og i ansigterne var der blevet tværet sort farve ud. Forsanger Allan Vangsgaard Madsen kom ud i sit hvidlige, men selvfølgelig beskidte tøj, som kun en trold kan gøre det snavset. Udover deres bagtæppe med deres karakteristiske Trold-logo på, var der både to bannere på scenen med troldegrafik og to skærme, hvor der kørte animationer.  

Med sig på scenen havde de undervejs fløjtespiller Louise Hjorth. Hun var med på flere numre, blandt andet på førnævnte start af koncerten og senere på både ”Utysken” og ”Mod Den Endeløse Skov”, hvilket hun gjorde rigtig godt. Desværre var lyden lidt høj i forhold til resten af mikset af åbningsnummeret, men det blev heldigvis bedre med lydniveauet, da hun senere var med på ”Mod Den Endeløse Skov”. Et nummer, hvor Madsen trådte ind med en stor fakkel hævet over hovedet og bad publikum tænde et lys for de trolde, vi har mistet. Det hele er ikke bare sjov og ballade i troldeland, og et emne som at skulle forlade jorden kunne også behandles i gruppens univers på en respektfuld måde. 

Efter sange fra både første og andet album fik vi også et medley af helt gamle numre tilbage fra bandets start, blandt andet ”Trolden Og Jomfruen”.  Ligeledes fik bandet besøg af Kristian Ellingsøe, der tryllede med sin harmonika på numrene ”Skovfesten” og ”En Kiste Fuld Af Minder”. Og det var ikke nok med gæster på scenen, for derudover blev vi undervejs forkælet med to gæsteoptrædener på vokal. Den første var Esben "Esse" Hansen, som er med på nummeret ”Tusind År I Dvale”. Han stod stærkt på scenen og gik med det samme ind i dynamikken. De to frontmænd spillede flot op mod hinanden, især når de stod ansigt mod ansigt og brølede ind i hver sin mikrofon.  Sidste nummer kunne næsten kun være ”Sensommerbålet”, og ind kom René Pedersen fra Mercenary og lagde sin flotte vokal på nummeret. Forinden havde bandet lige proklameret, at de havde købt for mange bajere, så der var 100 gratis øl til de forreste rækker i pitten. En smuk gestus som tak for publikums engagement, selv om det ikke var nødvendigt for at sætte gang i festen – det havde bandet allerede sørget for. Alt i alt var det en perfekt afslutning på en sublim koncert, som sluttede med, at der blev skudt grøn konfetti ud over det hujende og klappende publikum.  

Troldetastisk!  

Trold leverede et brag af en koncert og med høj energi, flot visuel iscenesættelse og stærk publikumsinteraktion formåede de at gøre eventyret til en helstøbt og engagerende fest. Selv for sådan en som mig, der ellers ikke har fløjter og trolde som førsteprioritet. Trold har for alvor vist, hvorfor de hurtigt er vokset sig store og er blevet en fast bestanddel af den danske metalscene

_{Billeder af Claus Ljørring}

9/10

Musik på A-niveau

Med 16 album udgivet på 36 år er der vist ingen grund til den store introduktion. Dream Theater har fungeret som målestok for mangen et progband gennem årene, og selvom koncerten var mit første møde med dem, forventede jeg mig mere end en gennemsnitlig oplevelse. Deres professionalitet og erfaring burde være med til at gøre dem til et band, der er værd at opleve på en scene.

Mit forhold til prog er lidt som genren: kompliceret. Men på Opeths insisteren blødte jeg langsomt op, og derfor så jeg frem til at tage livtag med et band, der altid har været i mit perifere syn, men som jeg aldrig har taget mig sammen til at få øjenkontakt med.

Rock out with your prog out

Og det er en skam, for det var lutter gode sager de havde i kammeret til os. “Night Terror” fra deres seneste udgivelse sparkede showet i gang og understregede, at selvom man giver sig god tid, kan man stadig godt spille hurtigt. Det stod klart fra start, at selvom de havde rullet det tunge artilleri frem, så var det primære fokus altså den prog, vi allesammen kom for at se. Den snørklede prog trak muligvis i langdrag på “Fatal Tragedy”, men i modsætning til mange andre bands kom jeg aldrig til at kede mig.

“Panic Attack” er ikke helt så kaotisk som den virkelige verdens oplevelse, til gengæld lød den godt, omend lyden ind imellem tangerede diskant. Og her begyndte problemet med min oplevelse af koncerten så småt at vise sig. Bandet spillede eminent, deres komplekse kompositioner gik klart igennem, og “The Enemy Inside” lod mig forstå, at jeg lyttede til de helt forkerte numre, dengang jeg forsøgte at træde ind i deres musikalske karrusel. Uheldigvis stod James LaBrie i vejen for oplevelsen.

Et dårligt førstehåndsindtryk

Vi nåede ikke engang halvvejs, før jeg så småt bemærkede, at vokalen ikke rigtig stod mål med de øvrige medlemmers indsats. Han manglede simpelthen den pondus, der er påkrævet for at stå i spidsen for et band som Dream Theater, som er sat sammen af en flok dygtige musikere, der spillede et nærmest perfekt sæt.

Desværre kom jeg heller aldrig rigtig til at nyde den sidste strækning, hvor især afslutningsnummeret, den formidable “Pull Me Under”, blev absolut saboteret af LaBries forpustede og kraftesløse vokal. Energien fejlede ikke noget, men hvad nytter det, når det ikke kan omsættes til en bare nogenlunde acceptabel vokal? Det var en spøjs fornemmelse på den ene side at være fuldstændig på halen over bandet, musikken og størrelsen på Mike Portnoys trommesæt, og på den anden side flov på alles vegne. Om det er alderen, der trykker, skal jeg ikke kunne sige, men jeg håber, det bare var en dårlig dag på jobbet. For selvom samspillet var eminent og musikken interessant, den matchede vokalen på ingen måde det niveau, man kunne forvente af selveste Dream Theater.

_{Billeder af Christian Larsen}

6/10

Brutalitet serveret med glitter på 

Nu var det tid til en koncert og genre, man slet ikke vidste, man manglede i sit liv: amerikanske Brat og deres vanvittige bimboviolence/Barbiegrind. Bandet, der udgav deres debutalbum, Social Grace, sidste år, har hurtigt formået at komme frem i lyset med deres sortgrynede cocktail af blackened grindcore og punket vildskab. Deres musik føles som at få en mursten i hovedet, med et glimt af glitter og en underfundig humor. Brutalt og smadret, men samtidig uimodståeligt charmerende, med en intensitet, der river publikum med sig. Brat er et liveband, der ikke bare udfordrer grænser, men også giver dig en oplevelse, du ikke lige glemmer. 

Hit me baby, one more time! 

Der var fyldt godt op foran Gehenna i den bagende sol, da Brat indtog scenen. Allerede fra første sekund blev vi fremmødte præsenteret for et absurd miks af 90’er-pop og fuld grindsmadder. Inden første nummer, ”Ego Death”, gik i gang, bragede der toner ud af højtalerne fra tyske Scooter. Og det skulle vise sig at være en ting koncerten igennem, at vi fik brudstykker fra gode gamle pop-/technonumre. Vi fik serveret dele fra både Shania Twains ”Man! I Feel Like A Woman!”, ”… Baby One More Time” af Britney Spears og Madonnas “Material Girl”. Klaverstykket fra Vanessa Carltons ”A Thousand Miles” skulle også lige spilles, inden det blev overtaget af Brats nummer ”Human Offense”. Selvfølgelig fik vi også bandets coverversion af Hearts klassiker “Barracuda”. Popstjerneinspirationen var da også at spore hos forsanger Liz Selfish, der var iført en headsetmikrofon, som Taylor Swift kunne have båret, i stedet for det normale håndholdte scepter.  

Selfish stod generelt som en glitrende kontrast til den musikalske brutalitet med sine cheerleaderagtige bevægelser kombineret med twosteps og headbanging. Ligeledes pendulerede hun mellem at ligne en popprinsesse og en dæmonisk kultleder med sine små snurrende piruetter og hævede horn over hovedet. Hendes interaktion med publikum virkede i starten næsten overfladisk, med påtaget snobbet accent og overdrevne ’thank you’-fraser efter hvert nummer. Men som koncerten skred frem, blev hendes taknemmelighed mere oprigtig og ægte – formodentligt helt som planlagt.  

Det var tydeligt, mens bandet fyrede op for ”Snifter”, ”Hesitation Wound” og ”Blood Diamond”, at det musikalske fundament var mere end bare en gimmick. Brat spillede tight, præcist og med et overskud, der fik de korte grindcorebomber til at lande hårdt og præcist. Særligt guitaristens sarte pink guitar stjal billedet som et visuelt modstykke til musikkens hårdhed, mens trommeslageren nærmest sad som en urokkelig metronom bag sættet. Dog manglede der lidt for, at det visuelle udtryk nåede helt i mål. Halvdelen af bandet havde lyserøde sko på, som var det koordineret, men de havde glemt at informere resten af gruppen. Ligeledes havde det været endnu skarpere visuelt, hvis alle instrumenter havde haft det lyserøde eller lilla skær, som deres lysshow og skriften på bagtæppet havde.  

Brat summer 

Brat leverede en koncert, der balancerede på knivsæggen mellem det grotesk komiske og det brutalt velspillede. Barbiegrind lyder måske som et jokekoncept på papiret, men live viste Brat, at de har både musikalitet, charme og en sjælden sans for at underholde uden at miste tyngden. Det var en koncert, man gik fra med både smil på læben og en pisket nakke. Brat beviste, at grindcore sagtens kan gå hånd i hånd med glitter. Leveringen fejlede ikke noget, men de kan med fordel være skarpere på deres visuelle udtryk for at skabe en endnu bedre helhedsoplevelse. Ligeledes var det Selfish, der stjal showet, mens resten af bandet var mere anonyme. Deres energi var egentlig fin nok, men blegnede ved siden af hendes, hvilket overordnet set trak ned i sceneshowet. 

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

8/10

Så er der serveret råddent kadaver

De britiske døds- og grindcore-ikoner med Jeff Walker i front er at betegne som hjørnestene, der har inspireret et utal af senere subgenrers mastodonter. Fremmødet op til showstart vidnede da også om stor forventning, og til de første toner af “Unfit for Human Consumption” gik bandet på scenen, vel modtaget af jubelbrøl. Sidste gang ådslet bød sit kød til for Refshaleøens sultne Fenrisulv, var publikum ikke helt overbevist om måltidets lødighed. Spørgsmålet denne fredag var, om masserne ville mæske sig i det slagtede dyr eller lade det gå i fordærv i eftermiddagssolen.

Ikke uegnet til menneskeligt indtag

Walker indtog fra start en central position på scenen, hvorfra han glimtvis spillede rollen som indpisker, der fik, hvad han forlangte med løftede horn og tilråb som respons – og lidt til. Godt inde i sættets andet nummer, “Buried Dreams”, blev der så småt startet små spredte moshpits, og vi så de første crowdsurfere flyde over menneskehavet. Selvom B&W-bygningen allernådigst badede Hades i skygge for eftermiddagssolen, havde Carcass taget parolen ‘Drik vand, ellers dør I’ til sig og kastede gavmildt vandflasker ned i pitten. Crowdsurferne kom for alvor i gang, og de velvillige kroppe blev i en lind strøm, der så ud til aldrig at skulle stoppe, båret frem til slagteriet. 

Det stod hurtigt klart, at herrerne havde alle kort på hånden til en vellykket koncert. Lydbilledet foran Hades viste sig fra sin bedre side, hvor især Walkers snerrende vokal fremstod kraftfuld. Til lejligheden var der fundet en sand crowdpleaser af en sætliste frem, hvor numre fra hovedværket Heartwork udgjorde hovedparten. Til stor glæde for de fremmødte vandt materiale fra de tidlige, mere bloddryppende grindcore-udgivelser også indpas og ansporede halvvejs gennem sættet til store energiudladninger, hvor blandt andet “Genital Grinder” satte nakkehvirvlerne på prøve. Lige så overlegen Walkers tilstedeværelse på scenen var, lige så glædesstrålende var guitarist Bill Steer, der leverede sine fantastiske leadpassager med kæmpestore smil.

Man kunne ikke have ønsket sig meget mere fra briterne denne dag – det skulle måske lige have været mere interaktion med publikum. Selvom der som sådan ikke var noget galt med Walkers sporadiske henvendelser leveret på hans vanlige lidt tørre facon, så var der plads til mere. De fremmødte bød sig allerede til som taknemmelige ofre, der dog selv stod for meget af vildskaben oppe foran. Selvom bandet ikke er kendt for at forlange moshpits og walls of death hvert femte minut, så var der plads til at give det sidste opildnende skub, der for alvor kunne sende flokken ud over kanten. Publikum ville uden tvivl være gået langt for Carcass denne dag, og så havde vi måske stået med en af årets helt store koncertoplevelser på Hades. Til slut, efter en times udfoldelser, var det tydeligt, at folket kunne have sat endnu en portion til livs. Fra scenen blev der da også joket med, at der stadig er billetter at få til den forestående koncert i Malmø.

Ulven fik sit kadaver

Artister som Carcass har krøbet, så artister som Lorna Shore kan løbe. Så meget desto mere glædede denne anmelder sig over den velfortjente medfart, bandet fik af publikum, der gav fuld honnør til den urkraft, Walker og kompagni i sandhed er. Med kirurgisk finesse blev dyret slagtet og serveret for det sultne publikum, mens Fenris vågede over herlighederne. Carcass vendte tilbage til Refshaleøen med bravur. Jeg fristes til at kalde det en magtdemonstration, hvor det eneste, der manglede, var en overraskelse eller to.

_{Billeder af Claus Ljørring}

8/10

Begejstrede stonere …?

’Tundra rock’ kalder norske Slomosa selv deres version af stonerrocken. Skal man tro vores anmelder, og der er faktisk ingen grund til andet, så er det en ganske rammende beskrivelse. Han var nemlig dybt begejstret for gruppens 2024-album, der sjovt nok hed Tundra Rock. Det var da også en næsten urimeligt catchy udgivelse, fyldt med stonerrock i den lettere ende, gennemsyret af en næsten barnlig begejstring. En god booking af Copenhell, godt hjulpet på vej af Heavymetal.dk, naturligvis.

Vi vil ha’ flere riffs!

Ført an af forsanger og guitarist Benjamin Berdou gik bandet på det solbeskinnede Pandæmonium på passende afslappet vis. Der var Orange-forstærkere på scenen, ledninger i guitarerne, og alt var, som det skulle være. Med "Cabin Fever" startede stenerfesten med gruppens bedste riff, og det var i det hele taget, som om Slomosa havde sat sig for at bevise, at de sidste fede riffs i verden ikke er skrevet endnu. "Cabin Fever" behøver i hvert fald ikke at skamme sig i selskab med selv de største indenfor genren.

Berdous lyse vokal var lige så overbevisende som på Slomosas udgivelser, og bandet var i det hele taget uhyre velspillende. Dermed fungerede alt fra starten, præcis som man kunne have håbet. Der var en snert af Elder over det langstrakte jam i ”Scavenger", og det samme gentog sig i "Nothing is New Under the Sun", som ellers er et møgirriterende forsøg på at lave et hit. Live skar omkvædet lige så meget i ørene som udgaven på debutalbummet.

Der begyndte i det hele taget at blive lidt længere mellem snapsene i et sæt, der mistede pusten. Det var da vældig hyggeligt, men en snert mere vildskab og tyngde havde absolut ikke gjort noget. ’Nu skal vi have lidt punk’, sagde Berdou på sit gebrokne norsk/danske, så måske fornemmede han det samme. Samtidig ville han lige høre, om Danmark havde et moshpit i sig. Det havde Danmark selvfølgelig, men til gengæld havde Norge godt nok ikke meget punk til Danmark – det havde ellers været rart. Med ”Horses” og endnu et af gruppens signatur-riffs sluttede Slomosa dog af på bedste vis, sådan skulle de jo bare gøre hele tiden!

Der mangler lige lidt

Jeg har skrevet det mange gange før: Subgenrer som stoner og hardrock er dybt afhængige af de fede riffs. Uden dem falder det ofte sammen. Det gjorde det heldigvis ikke helt for de sympatiske nordmænd, og når de først får et par solide albummer mere at vælge sange fra, så er potentialet til noget stort på live-fronten der helt sikkert også. 

_{Billeder af Sebastian Dammark}

6/10

Hårde fyre og brede smil

Det summede af forventningens glæde, da jeg atter trådte ind i skoven. Denne gang for at få blæst støvet fra pladsen af mig af vaskeægte hardcore. Guilt Trip har ti år på bagen som orkester, så jeg forventede, at de betrådte Gehenna som en enhed og med et samspil, der afspejlede deres dekadelange makkerskab.

Der er rigtig mange parametre, man som anmelder skal vurdere en koncert udfra, og en af dem er at observere, hvordan et band omgås hinanden på scenen, både undervejs og mellem numrene. På det punkt kan jeg vist roligt sige, at Guilt Trip leverede. Der var en følelse af, at de syntes, det var sjovt at gå på arbejde, og det smittede helt bestemt af på publikum. Hans omgængelige optræden mellem sangene satte de musikalske vredesudbrud i relief, for det kan godt blive lidt akavet, når en forsanger står der og skal lyde farlig. Altså, vi ved jo godt allesammen, at det bare er noget vi leger.

’Mootherfuckers’

Valentine var skoleeksemplet på, hvordan jeg synes, en metalcore/crossover-vokalist burde lyde: vred. Stemmen stod i skarp kontrast til den tykke Manchester-dialekt, der udtrykte sin taknemmelighed over at se så mange glade ansigter møde op med det formål at slippe tøjlerne. Tempoet var højt, humøret ligeså, og det smittede af på mig, der ellers stod og følte mig udenfor til en temafest, jeg ikke var inviteret til.

Som belønning for bandets anstrengelser og deres ønske om at få den største circlepit, Gehenna havde set, gjorde alle, der var direkte involveret i pitten, deres ypperste for ikke at skuffe. ’Open this pit up’, råbte frontmand Jay Valentine – hvis der blev lukket mere op for den, ville folk begynde at falde ud. Meget kan man sige om metalfans, men de går aldrig af vejen for lidt grovmotorisk samtaleterapi under åben himmel og denne dag var ingen undtagelse.

Skyldfølelse i skoven

Men selvom alle var glade for at være der, både band og publikum, sneg der sig alligevel en slange ind i paradis. Lyden var rædderlig en stor del af tiden, og både guitarist Jak Maden, begge bassister, Sam Baker og Lily Kilcoyne, blev overordnet overdøvet af Tom Aimsons maniske trommespil. Heldigvis for mig – og for bandet – spillede han eminent, og Valentin gik klart igennem både mellem numrene og undervejs. På "Eyes Wide Shut" lagde bandet sig selen og trods lydmæssige udfordringer, gav de publikum endnu en undskyldning for at komme hinanden ved.

Helt op på dupperne kom jeg aldrig. Det blev lidt ensformigt i længden, og jeg kunne ikke sige mig fri for, at jeg havde svært ved at skelne mellem numrene. Nu er denne type af metal ikke ligefrem kendt for sin kompleksitet, men i det mindste fik vi alle de breakdowns, som vi overhovedet kunne ønske os. Om det var lyden eller sætlisten der gjorde oplevelsen knap så mindeværdig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne i det mindste glæde mig over, at alle andre så ud til at hygge sig. Og det er vel i bund og grund det vi er her for, ikk’?

_{Billeder af Sebastian Dammark}

6/10

Fra speed til thrash til Kreator  

’Speed metal?’ spurgte en skeptisk Mille Petrozza med ungdommens indbyggede arrogance om de tidlige 1980’eres forsøg på at sætte fut i og fart på metallen. ’Halt mein Weissbeer’, fortsatte han, dannede KREATOR, satte atomar ild under kedlerne, og resten er historie. Gruppen fra Essen blev dermed hurtigt til en af thrash-bølgens mest toneangivende orkestre, ikke bare i Tyskland, men i det hele taget. Da bølgen fra starten af 90’erne blev til ynkelige skvulp, begyndte en lang årrække med ekskursioner ud i alle mulige andre genrer, men efter den lettere kontroversielle Endorama i 1999 vendte Kreator heldigvis uigenkaldeligt hjem til den thrash, hvor de jo altid har hørt hjemme. I alle årene har Mille Petrozza (som gudhjælpemig er tre måneder yngre end overtegnede!) været gruppens primus motor, og jeg var spændt på, om han også stadig kunne trække læsset.  

Thrash is real! 

Ingen tvivl om at den kraftpræstation, Exodus leverede godt 23 timer tidligere på Pandæmonium, havde sat barren umådeligt højt, og nu skulle Mille & Co. jo så bare levere på samme niveau. Og vupti, det gjorde de selvfølgelig fra første minut. Tyskerne thrashede derud af med ”Violent revolution”, der bød på masser af bål og brand, ikke kun musikalsk. Inden sang nummer to, "Enemy of God”, overhovedet blev sat i søen, beordrede Mille aftenens første wall of death i gang. Bandet var klar og toptunet, og publikum kvitterede. Der var faktisk så meget fræs i pitten, og det genererede så meget støv, at det i perioder var umuligt at se Mille & Co. oppe på den ellers lækkert udsmykkede scene. 

"Hail to the Hordes" viste, at Kreator langtfra kun er til fræs, men at de også indeholder masser af catchiness. Under ”Betrayer”, desværre den eneste sang Mille havde med til os fra mesterværket Extreme Aggression, holdt pitten en kort pause, hvilket jo så gav anledning til en masse crowdsurfing i stedet. Og hvis nogen da ellers var i tvivl, så beviste ”Hate Uber Alles”, at tysk nu engang er det fedeste sprog at hade på. Midt i al denne herlighed, slog det mig pludselig, hvor sej Mille Petrozza egentlig stadig er. Han spiller guitar som en drøm og har både rigeligt hår og stemme tilbage. Jeg skulle hilse og sige, at ingen af delene tager man for givet i vores alder. 

Jo ældre jeg er blevet (der var den igen den aldersting) jo mere har jeg søgt mod festivalers små scener, der ofte leverer de intime, men store oplevelser. Jeg må dog indrømme, at det i løbet af denne koncert gik op for mig, at jeg faktisk har savnet de store begivenheder med masser af pyro og, undskyld udtrykket, folkefest. På den front leverede Kreator også til fulde. Det er mig en gåde, at det lille og ekstreme band, der i 1985 indfangede mig med debuten Endless Pain, har kunnet vokse sig så store og i virkeligheden favne så bredt. For der var godt nok mange omkring mig, der dårligt var født, da den udkom. Men sammen skrålede vi med på mægtige ”Phantom Antichrist” fra 2012, der beviste, at det ikke kun er det helt gamle materiale, der dur.   

En ren triumf 

Inden det var slut, afslørede chefen, at der såmænd igen er et nyt Kreator-album på vej. Så lad os håbe, at al den energi og det overskud, bandet viste denne aften, også har nået at forplante sig til studiet. Efter fem kvarters mageløs energiudladning og til tonerne af klassikeren ”Pleasure To Kill” var det slut. Hvilken opvisning, hvilken triumf og hvilken umådelig glæde for anden aften i træk at opleve thrashens gamle helte levere på det her vanvittige niveau! 

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

9/10

Radbrækket, men lykkelig

Hold i nakken, forslåede knæ, blødende albuer og et nedtrampet håndled: Al fornuft talte imod at bevæge sig ind i pitten forrest til Stray From The Path. Men da musikken først spillede, var det umuligt ikke at følge moshpittens lokkende kald. Bandet udviste klar spilleglæde, og deres energi var så smittende, at publikum må have skubbet bølgebryderen en halv meter fremad med den taktfaste hoppen. Ingen af os kunne dog nå samme højde som forsanger Andrew Dijorios badutspring, og han må have været en frø i et tidligere liv. Der findes dog ingen evighedsmaskiner, og sætlistens ensformighed udtrættede til sidst øregangene. Guitarist Thomas Williams’ riff var klassiske og fulgte hardcorens slagne vej uden at forvilde sig ud i vildnisset. Den velbevandrede vej er dog også nogle gange den bedste, og selvom bandet ikke udviste stor musikalsk kreativitet i kompositionerne, leverede de hardcorevaren fint pakket ind til publikum, som velvilligt tog imod den med åbne arme og slamdans. 

Nogle ting kan ikke siges nok

The Dead Kennedys har ikke levet forgæves, for ekkoet af fordums punkklassikere klinger klart i Stray From The Paths musik. Det blev særdeles klart, da Dijorio sagde det, som hverken bør være en kontroversiel udtalelse eller kan siges for ofte: ’Nazi punks fuck off’. At det stadig kan proklameres som en punk protest mod verdenssituationen, siger noget om tingenes tilstand i samtiden. Bandet lagde hårdt ud med en sonisk knytnæve lige i sylten på systemet. Williams’ stødvise riffs var slagkraftige og uddelte en hel buffet af musikalske håndmadder til ørerne. Energien var højspændt og sitrende, så man nærmest mærkede den statiske elektricitet i luften under koncertens første halvdel. Ligesom strømmen vandrer fra fingerspidserne og afgiver stød på sin passage videre, kunne bandet dog ikke holde energien. De forsøgte ellers hårdnakket at genfinde den, som for eksempel da Dijorio påkaldte sig hundrede crowdsurfere. Det var måske et lidt ambitiøst antal at sigte efter, men der blev alligevel sendt en hel del over publikumhavets bølge af hjælpende hænder. Da luften efter “Fortune Teller” gik lidt af ballonen, var den svær at puste op igen, og bandet genfandt den først ved det afsluttende nummer. Trommeslager Craig Reynolds holdt en takt, der var til at hoppe med på, mens han tyndsled trommeskindet. Dijorios scenenærvær var karismatisk, og han formåede ubesværet at dirigere både musikken og publikum, så circlepitten piskede rundt som en mælkeskummer koblet til en boremaskine. Dagens højdepunkter var det indledende “Kubrick Stare” og så “Goodnight Alt-Right”, som endte koncerten med et brag højere end Holmens kanon. Anthony Altamuras basgange trådte lidt i baggrunden, men udgjorde ellers en fin bund for resten af bandet. Morgendagens smerter oven på koncerten var det hele værd, og man glædes over nakkehvirvlernes klageskrig, fordi de medbringer minder om en energibombe af en koncert.

Unge fødder i udtrådte sko

Stray From The Path har ung energi, som de bruger til at genoplive en efterhånden halvgammel genre. Inspirationen fra klassiske punk- og hardcorebands som Bodycount er så tydelig, at man til tider savnede, at de lød mere som sig selv. Deres versefødder blev således presset ned i tidligere generationers udtrådte sko, men udfyldte disse til fulde. Stray From The Path viste, at hardcoreskoene langt fra er udtjente og kan løbe langt ad den slagne vej. Genrens protestbårne lyd er evigt relevant, og ligesom resten af coregenren er den kun på vej fremad. Det var umuligt ikke at blive smittet af deres intense scenenærvær og indignation over verdenssituationen. Nazisterne trængte lige så meget til at smides på porten i 90’erne som i dag, og vi er heldige at have bands som Stray From The Path til at give dem det sidste spark på vej ud ad døren.

_{Billeder af Christian Larsen}

7/10

Jeg gik mig ud en sommerdag

Sidst jeg havde med Myrkur at gøre, var det ikke en ubetinget succes. Heldigvis er jeg kvik nok til at regne ud, at lydforholdene i Scandinavian Congress Center er væsentligt anderledes, end hvad vi kan forvente på Copenhell. Og jeg fik ret: Myrkur er bedst uden låg på.

Enkeltkvindeprojektet er som skabt til åben himmel, og selvom jeg sad i fred og ro på bakken, forhindrede det mig på ingen måde i at nyde koncerten. Hun var et trækplaster efter folkemængden at dømme, og det var ganske velfortjent. Kulning, black metal og folkesange er ikke en helt skidt blanding. Og uden at knibe øjnene sammen kunne jeg se, at det var jeg overhovedet ikke den eneste, der syntes.

Fager som en ros

Hendes dystre fremtoning stod i skarp kontrast til hendes blide talestemme, som var lige så afdæmpet, som hendes black metal var harsk. Det er ikke nogen hemmelighed, at Myrkur trådte sine musikalske barnesko i en lidt mere radiovenlig genre. Hendes skift fra melo-pop til andenbølge-black faldt mange for brystet og dømte hende ude fra start. 

Det har heldigvis aldrig standset hende. Hun har siden sin første udgivelse, der i øvrigt blev produceret af hjernen bag Ulver, bevist sit værd igen og igen. Selvom jeg ikke har været ubetinget med på vognen, har jeg stadig haft en stor portion respekt for hendes evne til at gøre, hvad hun har lyst til uden at lade sig kue af konservative brokhoveder.

På “Skøgen Skulle Dø” havde hun Fredensborg Pigeorkester med på kor, og Maja Shining var en stærk medspiller på vokalfronten, samtidig med at hendes rutinerede basspil lagde en tung bund for de talrige luftige passager. For ja, det er black metal. Men det er også blomsterkroner, bare tæer i skoven og nordiske folkesange. Som pensioneret live-rollespiller taler det lige ind i min engang foretrukne virkelighedsflugt og jeg satte, og sætter, stor pris på hendes evne til at kombinere disse ting, uden at det bliver påtaget.

Så at opleve hende med græs under fode og åben himmel over os cementerede, at Myrkur har en plads i mit hjerte. Hendes engleblide sangstemme gjorde sig godt, og denne gang var lydmanden hverken døv eller havde luffer på. Hun gik lige så klart igennem, som hvis jeg stod overfor hende, og især på “Valkyriernes Sang” kom hendes lyse stemme til sin ret.

Himlen blev sort

Lyden var ikke perfekt. Guitarist Mikkel Haastrup måtte lide den tort, at hans ellers effektive riffing blev tabt i æteren her og der. Jaime Díaz Otero Núñez trommespil lød fladt og fjernt, men det kan selvfølgelig også skyldes valget af genre. Det er ikke ukendt for black metal at sætte en ære i at lyde, som om man har været medlem af Papkasseshow og ikke rigtig er kommet videre.

Men man kan mærke, at Myrkur mener det. Med sin stilfærdige charme og sin henførende black metal drog hun folk ind i stedet for at dele ud. Det var et befriende afbræk mellem opfordringer til at abe løs og hyperaktivitet at føle, at man fik lov til at træde ind i et intimt og introvert univers. En lille hilsen til sønnen gav hende en jordbundenhed, der klædte hendes ellers over-, eller nok nærmere underjordiske væsen.

‘Hun ville dog nok kunne have større succes alle andre steder …’, konkluderede jeg i sin tid, og nøj, hvor jeg elsker at have ret. Igen. Jeg har ikke fulgt med andet end fra sidelinjen, men nu bliver jeg sgu nok nødt til at komme ind i kampen. Myrkur kom, så og sejrede.

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

9/10

En klassisk drøm om klassisk rock

Det amerikanske rockband Dirty Honey blev dannet i 2017, efter guitaristen John Notto var taget til Los Angeles for at prøve lykken som musiker. Drømmen for Notto var at gøre Guns N’ Roses kunsten efter, men i stedet for at rende ind i den nye Axl Rose & co., var det sangeren Marc LaBelle, han mødte. Notto blev hurtigt en del af LaBelles band Ground Zero, og grundet flere udskiftninger i lineuppet ændrede gruppen navn til Dirty Honey. Efter sigende inspireret af Led Zeppelin-frontmand Robert Plants band The Honeydrippers. I tidens løb har de udgivet to langspillere, og i år var de at finde på Copenhell.

One trick pony

Jeg må indrømme blankt, at jeg op til koncerten havde mine fordomme om, hvad der var i vente. Jeg elsker alle former for rock, og da den klassiske rock nærmest var en del af min modermælk, er jeg heller ikke ubekendt med de seneste 10-15 års trend med retrorock. Derimod kan jeg godt være kræsen. Gør man det ordentligt, er der ingen skam i at stille sig på skuldrene af de gamle kæmper, men har man ikke et hundrede procent styr på sit shit, kan det næsten være ligemeget. Nuvel, jeg begav mig mod Gehenna for at se nærmere på sagerne, mens tåger af fniseurt blev gradvist stærkere i takt med min nervøsitet for, at Dirty Honey blot var ‘endnu et retrorockband’.

Jeg havde selvfølgelig lyttet lidt til bandet op mod koncerten, men var en anelse skeptisk. Super godt eller specielt unikt var det ikke. Men umiddelbart kunne jeg ånde lettet op. Dirty Honey viste sig at være utroligt tændte og meget mere spændende live end i et par høretelefoner. Kombinationen af Janis Joplin, Lynyrd Skynyrd og de mere nutidige Rival Sons fungerede temmelig godt. Både musikalsk og visuelt. Åbningsnummeret “Gypsy” var medrivende, og den sprællevende Marc LaBelle i front er uden tvivl en aldeles dygtig frontmand. Så langt, så godt. Men efter et kvarters tid begyndte det at blive en lettere tam affære. Det var ikke på nogen måde en dårlig præstation fra den californiske kvartet, men når man kun har ét trick i ærmet, holder det ikke i længere tid. Showmanship og evner er godt, men det er edderhylemig svært at skille sig ud og gøre sig huskværdig, når man dybest set bare kopierer nogle andre.

Hørt før, bare bedre

At placere Dirty Honey i kategorien ‘endnu et retrorockband’ vil måske være en anelse skarpt, da de, trods alt, er lidt bedre end det. De leverede præcis det, de var blevet hyret til, og har man en anden gang ikke råd til dyre Greta Van Fleet-billetter, kan man altid nøjes med Dirty Honey. Så længe bajerne flyder, lægger man næsten ikke mærke til de små forskelle. For feste, det kan de. Men original og langtidsholdbar kvalitet skal man kigge længe efter.

_{Billeder af Christian Larsen}

6/10

Hvad laver jeg her?

Det kan vist roligt siges, at undertegnede ikke er den primære målgruppe for endnu en af Copenhells spøjse bookinger. Jeg var ikke ubetinget begejstret for at være blevet tildelt så vigtigt et navn, eftersom mit kendskab til Billy Idol begrænser sig til tre-fire sange. Det er nemlig enhver anmelders fornemste pligt at forberede sig på en koncert, i tilfælde af at vores alvidenhed alligevel ikke rækker.

Af samme årsag var det med tilbageholdt åndedræt, at jeg troppede op på Helviti fredag aften, i håb om at stimen af overraskende gode koncerter fortsatte. Det gjorde den ikke. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med at være Billy Idol eller at kunne lide Billy Idol, men i stil med James LaBrie trykkede alderen gevaldigt. Energien fejlede ikke noget, men stemmen fulgte ikke trop.

Morfar fortæller

Det er ikke, fordi Idol eller bandet ikke gjorde sig umage. De tre sange, jeg med sikkerhed kan sige, jeg kender, fik jeg naturligvis serveret på et sølvfad, og jeg kunne snildt fornemme, at han stadig står på en scene, fordi han har lyst og ikke (udelukkende) for at spæde lidt til pensionen. Han delte gladeligt ud af sine mange anekdoter om bikere og sin tid i New York, og han gjorde, hvad gamle mænd nu gør bedst: Fortæller røverhistorier om dengang, knæene ikke drillede, og håret var hvidt med vilje. 

Det skortede ellers ikke på begejstringen blandt de omkringstående. “Dancing With Myself” kunne lige så godt have været en nøjagtig beskrivelse af den bar-mavede ungersvend, der havde akut dansefeber i nærheden. “Eyes Without A Face” blev udnævnt som en ‘fucking liderlig sang’, og min veninde ‘følte sig som en på 15 år igen’ – til trods for at jeg er et par år ældre end hende og stadig ikke er gammel nok til Idol. Mit personlige højdepunkt var Steve Stevens lirede guitarsolo – udelukkende på grund af Top Gun. Jeg er heller ikke immun for de gamle dage, selvom Idols gamle dage er ældre end mine. 

Pensionist-pop-punk

Faktisk har jeg sjældent følt mig SÅ malplaceret til en koncert. Men fair skal være fair, det følte jeg også, at Billy Idol var. Det skal ikke ligge nogen til last, at årene går. Måske er spejlbilledet efterhånden ikke helt enig med selvbilledet, men det ville Idol blæse et stykke. Han gik ind på scenen med det formål at optræde for sine fans, hvilket jeg formoder, han gjorde godt til en vis grad.

Men set uden de lyserøde briller var det egentlig bare en gammel cirkushest, som tog endnu en runde i manegen. Attituden var intakt, rødderne fra de helt tidlige år lurede i kulisserne, og spilleglæden så ud til ikke at bære præg af de 46 år, der er gået, siden Generation X startede noget, der ikke kunne stoppes. Alligevel gik jeg derfra med en følelse af at have været på et levende voksmuseum og høre musik fra dengang, morfar var en værre én.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

5/10

Ingen over Lars og Kim 

Lars Ulrich er selvfølgelig den dansker, der har sat det mest markante aftryk på vores elskede heavy metal, men Kim Bendix Petersen, i visse kredse bedre kendt som King Diamond, er godt nok en tæt nummer to. Kun tåber undervurderer King Diamond og den gennemslagskraft, hans to bands har haft siden de tidlige 1980’ere. Senest King med band optrådte i Danmark, var i K.B. Hallen i 2019, og det er såmænd ni år siden, de sidst besøgte Copenhell. Dengang fik vi hele mesterværket Abigail – den havde jeg nu gerne nappet en gang til – men denne gang var der lagt op til et mere traditionelt festivalprogram med fokus på alle klassikerne. 

Kongen i topform 

På de allestedsnærværende sociale medier har man i et stykke tid kunnet læse sig til, at 2025-udgaven af bandet er i topform, og for en gangs skyld var der noget om SoMe-hypen. For hold da fast, hvor lød kongen godt, og hvor var bandet velspillende. Ført an af den trofaste adjudant igennem 40 år, Andy LaRocque, skulle det hurtigt vise sig, at der ikke var en finger at sætte på noget som helst. Showet startede med ”Funeral”, hvor Abigail skal lægges i kisten på den sædvanlige teatralske facon, og så fik vi ellers ”Arrival” og ”A Mansion In Darkness”, der fortsatte historien fra gruppens bedste album.  

Herfra var det desværre, indtil finalen, slut med sange fra Abigail, men overordnet set fungerede sætlisten nu godt. Bortset fra den tåbelige ”Voodoo”, der bare skal smides på møddingen hurtigst muligt, var der ikke noget at klage over på den front. Selv de nyere sange som ”Spider Lilly” og ”Masquerade Of Madness” fra det kommende, og længe ventede, album blev leveret ganske overbevisende. Og folk var med, ikke mindst inspireret af King, der virkede, som om han hyggede sig gevaldigt.   

Det er der selvfølgelig ikke noget galt med, men jeg kunne dog bedre lide King Diamond, dengang han var farlig. Hyggeonkeludgaven er jo sådant set rørende nok, og King har fortjent at gøre tingene på præcis den måde, han vil. Problemet er jo bare, at et King Diamond-show efterhånden er blevet mere til gak og løjer i kabareten end til ægte teatergys. Lidt synd, for selvom vi har set den stemningsfulde sceneopsætning før, så lagde den jo op til noget andet. Man kunne ønske sig mere Abigail end Grandma, flere growls og mindre onkelhumor.   

Nuvel, det er jo musikken, det primært handler om, og her var der som allerede nævnt ikke meget at brokke sig over. ”Burn” gav et af mange eksempler på bandets proggede tilgang til den traditionelle heavy metal. Det hævdes desuden, at den traditionelle guitarsolo blev lagt i graven for godt 20 år siden, men det ville King atter en gang ikke høre tale om. Men hvorfor skulle han også det, når han nu har to så skarpe guitarister som Mike Wead og Andy LaRocque i stalden? Især LaRocques solo i ”Welcome Home” var eminent. 

Hygge, gak og løjer 

Den mægtige ”Abigail” afsluttede showet, og til tonerne af den smukke ”Insanity” fra The Eye modtog King Diamond endnu en gang, og fuldt fortjent, folkets hyldest. Det her var altså den tredje yderst vellykkede nostalgifest, jeg nu havde deltaget i på dette års Copenhell. Problemet var bare, at i forhold til Exodus og Kreator, der begge havde masser af ungdommens vildskab og farlighed tilbage, var King Diamonds show lidt for meget hygge, gak og løjer.    

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

8/10

Dansk deathcore på hjemmebane

Cabal er uden tvivl det band, jeg har set flest gange i mit liv. Fra mørke kældre til store festivalscener. Hvis man fik rabat i merchboden, alt efter hvor ofte man havde set bandet, så ville jeg gå derfra med både gratis tøj og penge i hånden. Nuvel, overdrivelse fremmer som bekendt forståelse. Bandet har i årevis leveret brutal, mørk og kompromisløs metal, og med deres seneste udgivelse, Everything Rots, har de igen bevist, at de er ustoppelige. Der er stadig den lyd, de er kendt for, på nævnte skive, men der er også plads til eksperimenter. Forventningerne var i hvert fald høje, for Cabal plejer at levere. Jeg forventede sved, støv og smadrede nakker. Og måske en lille tåre i øjenkrogen, når man tænker på, hvor langt de her drenge er nået.

Verdens undergang, denne vej

Konferencier Carsten Holm lagde stilen, da han introducerede bandet med ordene: 'Hvis vi ikke har en dag i morgen, er det her den rette musik til verdens undergang'. Og præcis sådan føltes det. Fra første sekund af åbningsnummeret, ”Become Nothing”, var der ingen nåde. Scenen blev oversvømmet af røg, ild, strobelys og selvfølgelig knusende breakdowns. Publikum blev straks kastet ind i et kaotisk inferno af moshpits og crowdsurfing, som kun voksede i intensitet, i takt med at forsanger Andreas Bjulver Paarup bjæffede ordrer ud over mængden.

Sætlisten var overvejende domineret af sange fra deres seneste album, hvilket Paarup ærligt konstaterede med ordene: 'Vil man høre det gamle, ved man hvor udgangen er.' Senere fortalte han dog, at han havde løjet for os, hvorpå ”The Darkest Embrace” fra debutalbummet, Mark Of Rot, begyndte. Og som et uventet, men kærkomment indslag blev også de helt gamle Cabal-rødder luftet, da deres allerførste forsanger – dog kun i 14 dage – Peter Thomsen indtog mikrofonen.

Det var generelt en koncert fyldt med gæster. Neema Rad fra DETHRXNER, naturligvis iført solbriller midt om natten, leverede et stærkt vokalt bidrag til "Still Cursed”. Mens John Cxnnor forvandlede midnatsmørket til et decideret rave-kaos med psykotisk energi og et hav af crowdsurfere, der nærmest flød hen over pitten. Der kom også besøg på scenen af Fabräk, da ”Sort Sommer” bragede ud over pladsen. Der blev fortalt, at sidst de spillede nummeret, kom en fra publikum op bagefter og spurgte, om ikke de kunne lade være med at blande rap og metal. Svaret dertil var kort og kontant – ’luk røven!’ Det var fuldt kaos, og Paarup nåede lige at flå en af medlemmerne fra Fabräk væk, inden han blev grillet af pyroen på scenen. Vi fik også fornøjelsen af Mirza Radonjica fra Siamese og soloprojektet Afterlove, der lagde en solid vokal på ”No Peace”.

Aftenen kulminerede med "Death March" og ”Magno Interitus”. Under sidstnævnte kom Chris Kreutzfeldt på scenen og leverede en brutal vokal. Han er producer og guitarist og blev præsenteret som hjernen bag Cabal. Det hele sluttede alt for hurtigt, og der var ingen tvivl om, at drengene i bandet havde haft en fest. Paarup stod til sidst sammen med trommeslager Mikkel Hvam, guitarist Christian Hammer og bassist Dennis Hursid og havde både ild og julelys i øjnene. Og med god grund, for de havde lige skabt et brag af en koncert.  

Helveds-varme!

Det her var Cabal, når de er allerbedst. Rutinerede, kompromisløse og med en sceneenergi, der føltes som et direkte angreb på sanserne. Publikum fik, hvad de kom for: kaos, fællesskab og en nat, de sent vil glemme. Hvis man taler om, hvem der er klar til at indtage de øverste linjer på de største metalfestivaler i verden, så er Cabal klar til at tage det skridt. Og de beviste det med denne koncert. Min kollega på Heavymetal.dk, der så bandet i Polen til Mystic Festival og skrev det så smukt i sin anmeldelse derfra, og koncerten på Copenhell blev den endelige bekræftelse: Cabal er et af de stærkeste navne indenfor dansk metal.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

10/10

Dødsmetal som mor lavede den

Læs plakaten nedefra, sagde de. Det er meget sjovere sådan, sagde de. Men ingen skal komme og fortælle MIG, hvad jeg skal høre og i hvilken rækkefølge. Udover spilleplanen og chefen, naturligvis. Umiddelbart lød det også, som om jeg uden problemer ville kunne tilbringe en time i selskab med Terrorpy. Indholdsfortegnelsen på den odenseanske trio lovede fuld plade i dødsmetal, og der skal herfra lyde et højt og entusiastisk “BANKO!”. Hold. Nu. Kaje, hvor de leverede, og mere til. 

Konceptet “dødsmetal” er ikke en one size-løsning. Du kan få din dødsmetal hård, brutal og pågående. Du kan få den følsom, eftertænksom og melankolsk. I Terrorpys tilfælde får du det første leveret med nogens tunge lige i munden. Der var absolut ingen fine fornemmelser at spore på Gehenna, hvor den musikalske pendant til en Balrog tog os om halsen og klemte til.

Straight outta Mordor

Som belønning for at møde tidligt op i strålende solskin på Copenhells sidste dag fik vi et band, der osede af klamhed og overskud. Især forbrøler Jonas Guldfeldt Viuff var, hvad min mormor ville kalde, “i hopla”, og det kastede en særlig glans over, hvad der ellers bedst kan beskrives som to mursten i en tørretumbler. Han tog sig tid til at tale med os mellem numrene, og det blev aldrig bøvet eller påtaget, men i stedet var der lutter smil.

Jeg har førhen påtalt, når en forsanger leger farlig fyr mellem numrene, så det var en sand befrielse, at opleve nogen være så direkte i sin glæde over at spille. At blive kaldt for en solstråle af et metalband er ikke noget, jeg har oplevet før. Det varmede mit hjerte, at opleve en så åbenhjertig og oprigtig taknemmelighed som den, der blev præsenteret fra scenen; der findes ikke noget bedre end et glad dødsmetalband. Det havde ikke undret mig, hvis han havde bedt os om at stille os i kø, så vi allesammen kunne få et kram efter koncerten.

Terrorpy hev alle de for genren uundværlige værktøjer frem. De klassiske bassekvenser, der er fast bestanddel i den type død, blev høvlet effektivt af Viuff, når han da ellers ikke tørbrækkede sig ind i mikrofonen. En orkan af blastbeats fra Christoffer Birkeholm Leth udøvede stump vold mod de sagesløse mennesker i den kogende pit, og Rune Gangelhofs effektive guitarfræs savede resterne midt over. 

Der blev svinget hår til den helt store guldmedalje, og deres vekslen mellem up-tempo og den langsomme død, jeg holder så meget af, bevidnede, at spilleglæden ikke er den eneste grund til, at de var blevet booket af Copenhell. Gæsteoptrædener fra Guttural Slugs’ Alexander Kristensen og Guttural Disgorges Anton Theilade på henholdsvis “Somnambulist” og “Cååårpsebreaker” tilføjede ekstra snask på en i forvejen fedtet ret, der blev serveret med et glimt i øjet og en god portion sovs. 
 

Gruppeterrorpy

Sovset dødsmetal har en særlig plads i mit hjerte lige ved siden af alt det følsomme, eftertænksomme og melankolske. Kropsvæsker, Viuffs stemme, der lyder som et stoppet afløb, og trommer fra dybet, er opskriften på Terropys version af en genre, der er lige så mangfoldig, som de mange glade ansigter foran scenen. De har, med rette, allerede en solid fanbase, og jeg har store forventninger til deres fremtidige karriere som formidlere af slemme tekster, der skal have en forældreadvarsel på et censureret albumcover.

Det vil være at gøre Terrorpy en bjørnetjeneste at sidde og tælle på fingrene hvem jeg synes, de minder om. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en opskrift at følge - og så er det op til det enkelte band, hvor mange mider de drysser i hvilke, eventuelt hjemmelavede, huller. Der er masser af klicheer at hive op af ligposen, når vi taler om smattet død, men selv efter opskriften, blev den vamle ret serveret rygende varm og lige til at spise. Mit absolut eneste kritikpunkt overhovedet? DET HEDDER IKKE BAZOOKA, DET HEDDER RAKETSTYR!

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

9/10

En gyser af overmægtige proportioner

Forud for Copenhell udspillede sig en sand gyser for fans af Heaven Shall Burn. Forsanger Marcus Bischoff blev indlagt med en genstridig virus, hvilket afstedkom to aflysninger på bandets sommerturné, før en stedfortræder blev sat ind. Tyskerne havde dermed ikke de bedste forudsætninger for deres debut på Copenhell. At åbne Helviti på festivalens sidste dag, hvor tidlig eftermiddag kan føles som tidlig morgen for de tømmermændsramte, er i sig selv et herkulesarbejde. At gøre det, når man står med en vikar på frontmandsposten, er grænsende til at være oppe mod overmagten. Meget passende var det derfor, at tyskerne åbnede med “Übermacht” til et bagtæppe prydet med et krigsskib midt i flammernes inferno. Ind kom vikaren på vokalistposten, som de færreste foran Helviti nok var på fornavn med: Britta Görtz fra Hiraes.

At sætte ild til himlen – uden pyroteknik

De spredte grupperinger af festivalgæster – både i pitten og uden for – vidnede om, at der var flere prioriteter at tage hensyn til på Copenhell denne lørdag, hvor solen brændte ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Heldigvis blev der kontinuerligt tilført forstærkninger, og da “Black Tears” (som i øvrigt er et skoleeksempel på et covernummer, der er bedre end originalen) bragede ud fra scenen, var fremmødets størrelse gået hen og blevet ganske hæderligt.

Jeg skal indrømme, at jeg indledningsvis ærgrede mig over Bischoffs fravær, men jeg bøjer mig i Refshaleøens tisstøv over Britta Görtz’ præstation. Hendes growls var overbevisende, og det var ikke svært at se – eller høre – hvorfor valget faldt på hende. Hun kunne sikkert have forledt mange af tilskuerne til at tro, at hun var fast kvinde på vokal, hvis ikke det var for hendes egne indrømmelser. Guitarist Maik Weichert jokede da også med, at når drengene ikke kan klare mosten, må pigerne komme og redde kastanjerne ud af ilden. Fluks blev tonerne til “My Revocation of Compliance” fra det kommende album Heimat slået an, og publikum kvitterede med endnu en rundtur i pitten. Personligt kunne jeg have ønsket mig, at valget var faldet på “Empowerment”, som jeg mener, er det hidtil stærkeste udspil fra pladen.

Tyskere har et kedeligt ry for at være gravalvorlige, og Bischoff spiller sædvanligvis også rollen som indebrændt agitator. Selvom Weichert med alvorsmine brødebetynget kom med indrømmelser om det manglende sceneshow, komplet strippet for pyroteknik, blev seriøsiteten pakket væk og smilende fundet frem, og især Görtz strålede om kap med solen. Der var lutter spilleglæde og indforståede smil at spore hos kvintetten – og det smittede af på publikum. Helt fri for slinger var valsen ikke, da Görtz med jævne mellemrum måtte konferere med teleprompteren. Da formidable “Endzeit” klingede ud, kunne vi godt være gået tilfredse videre med lørdagens program, men “Hunters Will Be Hunted” viste sig som kærkomment ekstranummer, og publikum kvitterede med en sidste omgang nakkegymnastik. Jeg vil vove den påstand, at Heaven Shall Burn fik sig flere fans denne tidlige, glohede eftermiddag. Jeg overhørte i hvert fald på min vej væk fra scenen flere positive tilkendegivelser fra førstegangslyttere.

Endlich, beugt sich dein Haupt der Übermacht

Heaven Shall Burn spillede ikke bare uafgjort mod tømmermændenes overmagt. De sendte den til tælling med et ordentligt brag – og det kan Görtz tage en stor del af æren for. At skulle lære en halv snes sange udenad under tidspres er ubarmhjertigt, og det kan næsten ikke lægges hende til last, at teleprompteren sporadisk måtte agere stum sufflør. Tyskerne viste, at de har format til Helviti, så lad os håbe, de kommer igen en anden gang, når Bischoff er kommet sig, og hvor de får tildelt et mere favorabelt tidspunkt, der tillader en større opsætning. Og Görtz? Hun kommer bare med igen.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

8/10

Punk med gorillastyrke

Gorilla Angreb er måske ikke et navn, der får en klokke til at ringe hos alle i dag, men bag det gemmer sig et dansk punkband med en solid historie og et energisk bagkatalog. Startet i 1999 som et sideprojekt af medlemmer fra Amdi Petersens Armé blev de hurtigt kendt for deres melodiske punk med et snert af garagepunk samt de karakteristiske danske tekster, som også fangede opmærksomhed langt uden for landets grænser. Efter en pause og opløsning i 2007 genopstod de i 2016 og har derefter spillet koncerter i ind- og udland. Nu var de klar til at indtage og prøve kræfter med Gehenna-scenen med et solidt glimt i øjet og en tilgang, der på sin egen skæve facon virkede befriende uhøjtidelig.

En tur i abeburet

Gorilla Angreb indtog scenen til eftermiddagssol, høje temperaturer og et publikum, der virkede klar på det, der kunne blive en lille fest trods den lettere trætte fjerdedagsstemning, der herskede foran Gehenna. Bandet lagde ud med “Mit Lille Sorte Æg”, og selvom guitaren kort forsvandt i lydbilledet, kom den hurtigt tilbage. Forsanger Mai Sydendal lagde fra land med både skyggeboksning og svingende fletninger, mens resten af bandet stod noget mere roligt på scenen. Det var mest hænderne, der havde et højt tempo på instrumenterne. Der var ikke den store gang i pitten til at starte med, men mere stemning for at stå og smådanse og klappe taktfast frem for et egentligt punkkaos.

I forbindelse med nummeret “Cigaretter og Kaffe” sagde Sydendal, at de var i gang med deres chill blok, så man skulle blive hængende til senere, hvor de hurtige sange ville komme. Der kom da også mere energi både i numrene, på scenen og blandt publikum, som koncerten skred frem. Stemningen var generelt god, men i løbet af koncerten begyndte publikum langsomt at defilere væk. Om det var varmen, trangen til øl eller Alien Ant Farm på Hades, der trak, skal være usagt. Bandet spillede i hvert fald godt, og trods der ikke var den store publikumsinteraktion, kunne man mærke, bandet var glade for at stå på scenen, ved smilene på deres læber.

Der var dog også momenter, hvor det lykkedes at puste lidt ekstra liv i festen. Især da der sidst i sættet kom gorillaklædte i bandets merch-trøjer ind på scenen og begyndte at kaste bananer ud til publikum. Et lille fint intermezzo var, da Sydendal bad publikum om at råbe tillykke til sin datter, der stod ude bagved og fyldte 11 år dagen efter. Der var altså plads til både sjove indslag og personlige øjeblikke, som skabte lidt ekstra varme i eftermiddagssolen.Selv under de hurtigere numre længere henne i sættet, hvor pitten fik lidt mere liv, forblev det forholdsvist afdæmpet. Gorilla Angreb kan deres sange, de spiller dem sikkert og stramt, og de har tydeligvis et publikum, som har ventet på netop denne booking, og som hujede af bandet undervejs. Men der manglede det sidste, der kunne gøre eftermiddagen til en egentlig punkfest: den ubetingede energiudladning, den tætte kontakt med publikum og den fornemmelse af, at dét her var en af de koncerter, folk ville tale om bagefter.

Abefesten udeblev

Gorilla Angreb leverede en stabil omgang dansksproget punk på Gehenna, hvor hyggelige indslag og rutineret spil fik koncerten til at flyde jævnt igennem den bagende eftermiddagssol. Den totale abefest udeblev, men en hyggelig chimpanseeftermiddag blev det til. Bandet skabte et dansabelt og nostalgisk sæt, hvor nok især de gamle fans kunne tage en tur ned ad memory lane. Mens nye tilskuere fik en smag på dansk punk, som det stadig kan leveres – med charme, skæve grin og bananer i luften. Men det store kaos, den vilde pit og den eksplosive punkstemning udeblev. Til gengæld var det måske netop præcist det, de lettere trætte og brugte publikummer trængte mest til, nemlig en festlig og glad eftermiddag.

_{Billeder af Christian Larsen}

6/10

Vi er altså meget mere end et coverband

På trods af genstridige rygter, så er Alient Ant Farm meget mere end et one-hit-wonder. De brød igennem med deres platinsælgende 2001-album, ANThology, og ikke mindst deres cover af Michael Jacksons legendariske ”Smooth Criminal”. Og selvom mange måske i dag primært husker dem for netop covernummeret, så er Alien Ant Farm heldigvis da langt mere end det. Deres musik har en melodisk, men aggressiv kant, og de har senest udgivet albummet ~mAntras~ i 2024.

Men vi bliver måske lige lovligt tilbagelænede  

Tre fjerdedele af amerikanerne i Alien Ant Farm gik på scenen iført cap og solbriller – og Dryden Mitchell i front endda også med tyggegummi. Det satte egentligt en meget tydelig stemning for den kommende koncert. De startede med ”Courage”, et dejligt fængende og letgenkendeligt nummer, der også indbød til masser af indlevelse fra publikum. Men det blev leveret alt for laid back til min smag.

Selvom det da ikke er helt unormalt med kor (for eksempel Zeal & Ardor), så er det dog typisk udført af enten guitarist eller bassist. Men her hos Alien Ant Farm tog Michael Anaya den lidt særprægede rolle som hypeman og backupsanger helt tilbage i 2014, så Mitchell ikke skulle kæmpe så meget med vokalen. Og det var nok en meget fornuftig beslutning. For Mitchell er hverken verdens dygtigste eller mest karismatiske forsanger. Han luntede stille omkring på scenen og snakkede lidt til publikum, men det var ikke specielt overbevisende leveret. Til gengæld hoppede og dansede Anaya på sin plads ved siden af Mike Cosgrove bag tønderne, og spredte dermed meget mere stemning og hopla, end Mitchell.

”Forgive and Forget” fik publikum lidt op og hoppe, men igen blev det aldrig sådan helt godt. Og da Mitchell så spurgte, om de ikke måtte spille noget fra ~mAntras~, var responsen så larmende tavshed, som en festivalplads kan udløse. Og selvom musikken sådan set er fin og bouncy, så var det stort set kun på Anthem-numre, at man rigtigt kunne mærke bandet, hvor ”Movies” for eksempel først efter noget overtalelse får fat i publikum med, hvad det nu hedder, hvor alle skulle sætte sig ned og så op og hoppe i omkvædet. Men så kom heldigvis det, vi alle tilsyneladende havde ventet på. Det store hit. Præsenteret af selveste Michael Jackson i form af et gammelt interview, hvor han lød helt stolt af, at nogen havde valgt at lave et cover af hans nummer. Og således gik de i gang med, hvad der utvivlsomt er deres allerstørste hit: ”Smooth Criminal”.

Tamt og uinspireret

Hen mod slutningen af koncerten spurgte Mitchell om, hvem vi kom for at se på festivalen. Og det meget symbolske svar fra langt størstedelen af publikum var ’Slipknot’. Jeg behøvede da også kun en hånd for at holde styr på antallet af crowdsurfere. Det er vel en slags bundrekord af en art. Men det var ikke en superdårlig koncert egentligt. Det var bare heller ikke særligt godt. Det blev for jævnt og for dovent af bandet, som selv under deres største hit aldrig fik helt fat i publikum.

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

Et øje i det høje

Fit For An Autopsys amerikaner-deathcore var allerede i gang med de dybe knæbøjninger, da jeg ankom til Pandæmonium på festivalens sidste dag. Af mange årsager er det ikke ligefrem min yndlingsscene, og det blev det heller ikke efter denne koncert.

Men sådan går det, når man kommer i sidste øjeblik. Det kan diskuteres, hvor langt væk man skal være fra scenen, før man ikke længere ser en koncert, men hører den i stedet. At være vertikalt udfordret var dog ikke det helt store problem. Jeg havde, i ordets bogstaveligste forstand, en synstolk med, der kunne fortælle mig, hvad jeg gik glip af med øjnene.

Indledningsvis var det ikke så meget, andet end at folk var mødt op med intentionen om at få det meste ud af aftenen. Det udmøntede sig blandt andet i *kigger i mine noter* en dobbelt circle pit. Det er noget nær en kærlighedserklæring, for frontmand Joe Badolato lagde på ingen måde skjul på, hvor glad han var. 

Den halve glæde ved at opleve en metalkoncert (i det fri) er at være omgivet af smilende mennesker og god energi, noget bandet i den grad fik at føle. Det var, som om at bandet fik et boost af publikums villighed til at dyrke konditionstræning i den bagende sol, og kvitterede med en veloplagt frontmand med overskud. 

COOPER-test

“Red Horizon” fra sidste års The Nothing That Is fik mindet mig om, at -core har været sørgeligt underrepræsenteret på dette års Copenhell. Den har nærmest overtaget rollen som prügelknabe fra nu-metallen. Jeg skal ikke kunne kloge mig på hvorfor, men den faldt en bestemt type højlydte portvogtere for brystet og er stadig genstand for hån. Den slags negativitet var der dog ikke plads til her i centrifugen foran Pandæmonium. Grundet absolut elendig lyd, forårsaget af menneskehavet mellem mig og musikerne, tog jeg alligevel chancen og møvede mig tættere på scenen, hvor jeg med egne øjne kunne få lov til at opleve, hvordan det ser ud, når deathcorefans kommer på græs. 

Det var ikke ligefrem et hav af tragiske væsner, jeg så tilbede Fit For An Autopsy til “Sea of Tragic Beasts” eller den overordentligt velspillede, thrash-tilbedende “Saviour of None/Ashes of All”. Tværtimod. Det var, som om at publikum fik mere og mere energi af de utallige, og veludførte, breakdowns, der er så herligt passende for genren. Tillige er de to af de numre, der er mere death end core, så selv den argeste modstander burde kunne anerkende slægtskabet. 

Det var dog ikke helt perfekt. Trods mit held til at komme tættere på scenen, stadig med respektfuld afstand til kødkværnen, faldt lyden aldrig helt på plads for mig. Josean Ortas dobbeltpedal overdøvede Peter Spinazolas bas, der alligevel præsterede at drukne samtlige guitarister og vokalen. Badolatos clean singing har aldrig været helt clean, men den lød, som om den havde svært ved at finde sig til rette på scenen. 

الحرية لفلسطين

Der er dem, der mener, at politik og musik ikke bør blandes sammen. Jeg er ikke en af dem, og det er Fit For An Autopsy heller ikke. Jeg synes, det er befriende, når et band tør bekende sig til en holdning, der, underligt nok, er mere kontroversiel, end hvad vi har oplevet fra f.eks. blackmetallens side. Badolato undlod at holde et decideret foredrag og nøjedes med en kort, simpel udtalelse om sit ønske om et frit Palæstina – nok må man gerne give sin mening til kende, men nu er vi trods alt til koncert. 

Enig i udsagnet eller ej så var der i det mindste enighed om, at “Warfare” blev spillet, som om frontlinjen nærmede sig. “Hellion” åbnede helvedes porte på vid gab, og generelt bar hele koncerten præg af både disciplin og den spilleglæde, jeg har påtalt ved næsten alle de koncerter, jeg har tygget mig igennem på dette års Copenhell. Fit For An Autopsy vækkede min slumrende kærlighed til en underkendt genre til live igen og gik sejrrige fra Pandæmonium.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

7/10

Når power møder nørden, og ulven vågner

Her kommer en erkendelse fra undertegnede: Power metal har aldrig været min hjemmebane. Alt det højtidelige med flammer, kapper, kirkeklokker og korslagte sværd kan hurtigt få mig til at gå videre. Men når alt kommer til alt, så er det egentlig lidt underligt, når jeg frivilligt har brugt utallige timer i selskab med små japanske monstre, elvere fra Midgård og en vis dreng med lyn i panden. Med den mængde fantasynørdeblod rullende i mine årer burde jeg jo være i målgruppen for genren og ikke mindst Powerwolf. Deres seneste album fra sidste år, Wake Up The Wicked, havde allerede formået at vække min nysgerrighed.

Metalmesse i dagslys

Da bandet trådte ind på scenen, var det teatralske med det samme i højsædet. Bandet var malet i ansigtet og havde nærmest uniformer på: sorte klæder med guldmønstre, som gik igen på deres instrumenter. Scenografien var gennemført med gotiske kirkevinduer og forhøjninger, som bandet benyttede til at stå på. I vinduerne var der effekter, der skiftede koncerten igennem. Det hele var med til straks at sætte rammerne for det dramatiske univers, som publikum var blevet inviteret ind i. På få sekunder blev Copenhell forvandlet til en midnatsmetalmesse, trods den skarpe sol, der ikke just hjalp på den dunkle stemning.

Fra første nummer ”Bless ’Em With The Blade” gik i gang, styrede forsanger Attila Dorn ceremonien med autoritet og charme.  Publikum var med ham fra første strofe og havde hornene i vejret; der blev klappet og råbt ”Powerwolf” gentagne gange. Energien var generelt i top hos både band og publikum, og kontakten mellem aktører og beskuere var konstant nærværende. Attila Dorn demonstrerede både overskud og humor, som da han med et skævt grin bad publikum lave visse håndbevægelser, der ifølge ham selv kunne ligne noget fra en pornofilm.

Det musikalske håndværk var uden slinger, og bandet spillede stramt, præcist og med overskud. Samspillet på scenen virkede både professionelt og legende, hvilket blev cementeret i de små øjeblikke, som da guitaristerne Matthew og Charles Greywolf med glimt i øjet skubbede til Attila Dorn med skuldrene under ”Amen & Attack”. Det var dejligt at se så stor professionalisme samtidig med ægte showmanship og spilleglæde hos bandet. Undervejs blev vi også forkælet med publikumsinddragelse af den slags, der får fællesskabsfølelsen til at eksplodere. Et af aftenens højdepunkter kom, da Attila Dorn øvede vokalharmonier med publikum til nummeret ”Armata Strigoi”. Først kvinderne, så mændene og til sidst alle samlet. Bandet lod musikken stå stille et øjeblik og tog det hele ind med hånden på hjertet. Et smukt og nærværende moment, som viste, at showet indimellem rakte ud over den stramme koreografi.

Men, nu skal det hele ikke være ren ros. For cirka halvvejs i koncerten, efter ”Demons Are A Girl’s Best Friend”, begyndte det hele at blive lidt for forudsigeligt. Bandet leverede varen med sikker hånd, men afveg sjældent fra den formular, de havde lagt fra start. Publikum var stadig engagerede, men strukturen blev hurtigt genkendelig: store armbevægelser, publikumsinddragelse med ordene ”my friends” og teatralske prædikener, der gentog sig i nogenlunde samme tempo. Da først præmissen var etableret, ændrede dynamikken sig ikke voldsomt undervejs, og det efterlod en oplevelse, der for undertegnede blev en tand for poleret og kontrolleret til for alvor at bide sig fast. Uden at have set dem før, har jeg en fornemmelse af, at har du set ét Powerwolf-show, så har du set dem alle. Men det kan der også være noget dejligt ved – at vide præcis, hvad man får.

Charmerende, sikkert og forudsigeligt

Powerwolf leverede en visuelt imponerende og energisk time på Copenhell, hvor gotiske kulisser, teatralske præstationer og stærk publikumsinddragelse gik hånd i hånd. Der var ingen slinger i valsen, og deres professionalisme og spilleglæde skinnede tydeligt igennem. Publikum var med fra start til slut, og showet fungerede præcis som den power metal-messe, fans af bandet forventede. Men netop fordi gruppen er så gennemført i deres koncept, blev koncerten også forudsigelig i længden. Da først rammen var sat, var der ikke mange overraskelser undervejs, hverken musikalsk eller dramaturgisk.

_{Billeder af Claus Ljørring}

8/10

Charme, selvtillid, og rock’n’roll

Skillet, dannet i Memphis i 1996, er blevet et af de mest populære kristne hardrockbands i deres generation. Deres gennembrud kom med Awake i 2009, der bød på masser af arena-rockhits som eksempelvis "Monster" og "Hero", og deres album Revolution fra sidste år bragte deres signaturblanding af melodiske hooks og hårdtslående riffs tilbage. Skillet udgiver musik med nærmest poleret energi. Der er ikke nogen ridser i overfladen her, og det skiller selvsagt vandene lidt. For hvor nogle elsker den gennemførte og glatte overflade, så mangler andre et mere råt udtryk og lidt vildskab som kontrast.

Skillet i topform

Allerede inden Skillet var kommet på Hades, var der massivt fremmøde på pladsen foran. Og da de så endelig kom i gang med nummeret ”Showtime”, så fløj armene op hos de fremmødte – og sikke et show de havde i vente.

Korey Cooper var et fyrigt bekendtskab, for hun flød nærmest over af ilter energi, mens hun svingede guitaren. Det her var i det hele taget et band med ild i røven. Alle bandmedlemmer, bortset fra Jen Ledger på trommerne, hoppede og dansede sig igennem sættet, og det smittede tydeligt af på publikum. Selv Ledger, der trods alt var låst bag tønderne, fremviste masser af energi og leverede en superb anden-vokal oveni en rytmesektion i topklasse. John Cooper i front virkede påvirket på stemmen af deres turné, der til hans held sluttede efter Copenhell, men han lod sig ikke stoppe af lidt hæshed, og det klædte faktisk et par af numrene mere, end når det er ren clean vokal. Udover Cooper og Ledgers vokaler stod Copenhells publikum naturligvis for rigelige mængder fællesskrål og ’lålålååååå’ på for eksempel ”Feel Invincible” og ”Legendary”.

Bandet viste sig som helhed i hopla, og showet var visuelt eksplosivt; tågekanoner spændt fast på John Coopers arme, cellister på scenen og ikke bare som båndet track, dynamisk belysning og platforme, der drev både bandmedlemmer og energien til vejrs. Det er måske nok lir, men det virker. ”Ash in the Wind” gav kortvarigt publikum mulighed for at hvile hoppestængerne lidt, men den sprudlende stemning og energi blev heldigvis bibeholdt. 

Sættet havde masser af dynamik og skabte – for at bruge en kliché – noget af en fest hos de fremmødte. Særligt kan vi også fremhæve ”Psycho In My Head”, der både leverede fuldt drøn på musikken og syng-med-venlighed en masse. Men minder en del af deres sange til gengæld om hinanden? Ja. Bliver det derfor også lidt ensformigt, hvis man ikke synes, at staffagen var hidsig nok? Også ja.

Rock’n’roll makes people feel better 

Skillet spillede langt hen ad vejen et sprudlende sæt med masser af både saft og kraft. Man kan kun hylde forsanger John Coopers imponerende tilstedeværelse, Korey Cooper og Seth Morrisons elektrificerende scenekemi på guitarerne og ikke mindst Jen Ledgers kraftfulde dobbeltrolle som trommeslager og vokalist – alt sammen kombineret i et tæt og adrenalinpumpende sæt. Sceneshowet var større og mere spændende end langt størstedelen af det resterende Copenhell-program, og det var fedt at se et så gennemført sæt og effekter. Desværre for undertegnede blev det også lidt mere show end relevant musik, men det er jeg sikker på, at mange er uenige med mig i.

_{Billeder af Rolf Meldgaard}

8/10

Langt fra målgruppen

Så sikkert som amen i stavkirken kommer Heavymetal.dk’s gamle hævi-dreng ud på en eller flere håbløse opgaver under hvert eneste Copenhell. Det er helt fair, for jeg slår selv ofte på tromme for, at man skal ud på de mindre scener og lade sig udfordre af noget nyt og spændende. Her på festivalens sidste dag havde nogen fået den geniale ide, at jeg skulle lade mig underholde af Kim Dracula, og mine argumenter om, at jeg er så langt fra målgruppen, som det er menneskeligt muligt at komme, faldt for døve øren. Nuvel, der var intet at gøre. De gamle ben, den trætte ryg og mit gennemført skeptiske kadaver måtte på festivalens fjerdedag modvilligt bevæge sig mod Pandæmonium til, hvad der skulle vise sig at blive en særpræget, men underholdende omgang.

Viser Kim Dracula vejen?

Bandet kom på scenen klædt i ens sorte jakkesæt og startede deres moderne og dansable metalcore-ish-stil op. Kort efter gjorde Kim Dracula sin dramatiske entre. Mit første indtryk var, at Dracula med følge jo egentlig bare fremstod som Marilyn Manson for den nye generation, og den tanke forlod mig aldrig rigtigt undervejs. Basis var nok metalcore kombineret med alternativ metal i et eller andet omfang, men det blev blandet med en masse poppet fernis og ikke mindst en hel del yderst aggressiv hiphop.

Det er svært at lave den slags musik, uden det bliver til gøgl, hvilket det i den grad også gjorde. Der var da sekvenser, der fungerede, især når musikken vekslede brat mellem den moderne metals konventioner og de poppede eller dansable sekvenser. Her mindede gruppen mere om System of a Down, og det var jo nok derfor, det tiltalte mig og tilsyneladende også de andre mere traditionelt anlagte metalhoveder, der var til stede. Det var på den anden side mit indtryk, at de yngre deltagere i ’festen’ mere var til det andet. Sådan kan generationskløften også udstilles.

Saxofon blev gavmildt brugt, og det endda til meget større effekt end så mange andre forsøg i metallen, man efterhånden har oplevet. Som det meste andet, der bliver produceret her i 2020’erne, virkede Kim Draculas musik ikke, som om den er lavet til at sidde ned og lytte til – og endnu mindre at lade sig opsluge af. Det her handlede mere om at skifte mellem at danse, skælde ud og vælte rundt i pitten. Når man reflekterer lidt over det, så står det jo klart, at ret meget af det, Kim Dracula præsenterer, ikke er så nyt endda. Men det var selvfølgelig derfor, det fungerede langt bedre live end på deres rædderlige plader.

Har jeg set fremtiden?

Efter 45 minutter gik bandet fra scenen, men kun for at gøre en dramatisk entre til stroferne af ”Careless Whisper” på saxofon, og det var da meget sjovt. Vi fik to af de større hits – jep, sådan nogle har Kim Dracula faktisk – ”Make Me Famous” og ”Killdozer” (tror jeg nok). Her opstod koncertens første moshpit, endda med den klart laveste gennemsnitsalder, jeg endnu har set på Copenhell, ikke bare i år. Men jeg deltager jo heller ikke i så mange hardcorekoncerter hvor de unge angiveligt fester løs.

Det er helt på sin plads, at Copenhell forsøger at udvide rammerne og lukke flere og andre subkulturer ind i fællesskabet. Ingen behøver at kunne lide alle artisterne på programmet. Den her koncert, og ikke mindst alle de ledige pladser, der var foran Pandæmonium mod koncertens afslutning, overbeviste mig dog ikke om, at Kim Draculas legesyge og konfrontatoriske tilgang til metallen er vejen frem for os, der håber, at metallen består, til den fylder 100. Og længe efter …

_{Billeder af Claus Ljørring}

5/10

Amerikansk hippiehardcore

Det amerikanske hardcoreband Yosemite In Black kalder selv deres musik for ’hippiehardcore’. Kort fortalt er det klassisk moderne hardcore, der rammer lige i solar plexus. Dertil har deres numre noget groove over sig, der efter min bedste dømmekraft må være, hvad bandet mener, udgør hippiedelen i deres selvopfundne genrebetegnelse. Firkløveret har med deres seneste album, The Pursuit Of, vist, at de ikke er bange for at give den fuld gas. Forhåbentligt kan deres eksplosive energi på skive omsættes til en koncert, hvor der ikke bliver sparet på energien. I hvert fald forventede jeg, at de selverklærede hippier leverede en kraftfuld energiudladning på Gehenna-scenen, som gerne skulle kunne få selv den mest trætte festivalgænger til at vågne op og kaste sig ind i moshpitten.

'Wake the fuck up!'

Det blev hurtigt klart, at ingredienserne i den selvopfundne genre bestod af two-step-venlige breakdowns, bastant smadder og en god portion californisk groove. Bandet åbnede sættet med et brag og var både kontante og direkte. Forsanger Luke Marlowe råbte ’Wake the fuck up!’, før de for alvor slap helvedet løs over Gehenna. Der kom hurtigt godt gang i pitten, og bandet holdt intensiteten højt hele vejen. Marlowe havde masser af karisma og overskud undervejs, brugte scenen aktivt og spillede godt op mod publikum med humor, attitude og sarkasme.

Numre som “Warmer Weather” og “Kitsch” stod som naturlige højdepunkter, hvor både band og publikum ramte en fælles rytme. Det uprøvede materiale blev testet live med nummeret “Matter of Choice”, som blev vel modtaget og viste, at bandet har mere i støbeskeen. Bassist Cody Jenkins og guitarist Dylan Beard bakkede op vokalt og tilføjede en solid ekstra dimension, når de indimellem overtog enkelte linjer og byggede op under Marlowes vokaludladninger.

Undervejs opstod der både circlepits og en solid wall of death, og responsen fra publikum fejlede ikke noget. Der blev danset, crowdsurfet og kastet albuer til den store guldmedalje, og det var tydeligt, at bandet nød at være på scenen. ’We’re gonna take you all to groooooooove town’, jokede Marlowe inden et af numrene, og det opsummerede faktisk meget godt koncertens stemning. Det var hårdtslående, men med et glimt i øjet.

Men som helhed savnede man det sidste gear. De stærke momenter var der, men der kom aldrig det klimaks eller den overraskelse, som kunne have gjort oplevelsen uforglemmelig. Bandet havde en sikker hånd om deres hardcoreformel, men afveg sjældent fra den. Og når man selv opfinder betegnelsen ’hippiehardcore’, så er forventningen herfra, at man kommer med noget andet end charme og groove.

Solid debut, men …

Yosemite In Black leverede en velspillet, energisk og publikumsinddragende debutkoncert på dansk jord. De havde styr på deres udtryk, fik pitten i gang og skabte en god stemning. Men der manglede det uventede, det overraskende, det, der kunne have løftet koncerten op blandt de mere mindeværdige på årets festival. En stærk indsats, men stadig plads til at vokse. Og når man beskriver sig selv med en ny genre, så skulle man gerne føre noget ekstra til denne andet end charme og groove.

_{Billeder af Christian Larsen}

7/10

Göteborg-metallen lever stadig i bedste velgående

In Flames, der blev grundlagt i Göteborg i 1990, er pionerer inden for den melodiske dødsmetal. Med grundlæggerne Jesper Strömblad og vokalist Anders Fridén i spidsen lagde deres tidlige mesterværker – Lunar Strain, The Jester Race og Clayman – grunden til melodisk dødsmetal. Med tiden udviklede de sig og vævede alternativ metal og moderne indflydelser ind i deres lyd. De har samlet set udgivet 34 albummer, hvis man tæller revl og krat med, så der var altså nok at vælge imellem i repertoiret til denne koncert.

Gammelt og nyt går hånd i hånd

Helviti var måske nok mestendels besat af Slipknots udstyr, og In Flames havde derfor kun en halv scene at gøre godt med. Den plads tog de dog rutineret ejerskab over og udnyttede hver en centimeter. De kom blæsende på scenen med masser af overskud og store smil. Selv Fridén kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom han ikke just er kendt for at være en storcharmør på scenen.

Allerede fra første hug på ”Pinball Map” begyndte pitten at dreje insisterende rundt, og bandet havde svært ved at holde de smørede smil tilbage, mens security gjorde alt, hvad de kunne for at hive crowdsurfere ned på jorden igen. Det gik så stærkt på et tidspunkt, at selv bandets pauser mellem sangene blev brugt på at komme op at flyve, og eksempelvis ”Only For The Weak” fik passende hele Amager til at gynge på grund af de mange hoppende In Flames-fans.

Fridén var som altid en vred og indigneret mand, der dog imellem sangene trods alt flækkede i smil, da han for eksempel opdagede en mand, der brat stoppede op midt i pitten for lige at tømme sine sko for sand. Eller da han åtte ud med, at det altså ikke er særligt metal at sætte sig ned i pitten og ro. Not metal at all, blev der sagt. Under ”Alias” kom en stor Owl Boy figur frem på scenen, og publikum skrålede lykkeligt med.

Live er In Flames en naturkraft, og det har de bevist gang på gang. Deres koncert på Copenhells hovedscene på festivalens sidste dag kan kun roses for sin stramme musikalske kunnen, dynamiske belysning og en sætliste, der balancerede gamle hymner som ”Only For The Weak” og ”Cloud Connected” med potente nye numre som "State of Slow Decay" og "Meet Your Maker".

Old faithful sejrede på Helviti

Uanset om du higede efter melodisk nostalgi eller moderne metalpræcision, leverede In Flames med høj energisk professionalisme og dybfølt intensitet. Lyden og solen skinnede om kap, og publikums passion forvandlede hvert riff til fælles begejstring. Det er svært at sætte en finger på noget, som bandet gjorde forkert denne dag, og når de ikke får absolut topkarakter, er det, fordi de trods alt ikke overraskede med noget som helst – og så kunne et senere tidspunkt måske også have givet lidt ekstra på atmosfæren. Men alt det er petitesser. De spillede stensikkert og rutineret, optrådte med masser af overskud og glæde over (igen) at være på vores allesammens yndlingsfestival – og du missede en klokkeklar fabelagtig koncert, hvis du ikke var der.

_{Billeder af Claus Ljørring}

9/10

Korpsånd og Gabestok

Her på Heavymetal.dk plejer det at være Kent S. Lillelund, der anmelder Gabestok, og jeg vil vove den påstand, at ingen i kongeriget forstår dem bedre. Men her på festivalens sidste dag går Kent uvægerligt rundt med et tomt blik i øjnene, ude af stand til at huske sit eget navn, og da slet ikke skrive en anmeldelse. Der måtte altså andre kræfter til. Gabestok er en duo, der er udsprunget fra den københavnske Korpsånd-cirkel, og det er en gruppering, der hovedsageligt fokuserer på punket black metal. Gabestok er vokset ud af den samme beskidte beton, selvom de især på deres seneste album, Alle dør i fremtiden, tydeligvis også elsker god gammeldaws garage-hævi. De er med andre ord et band, der nærmest skriger ’Gehenna’ på Copenhell, og vupti, nu stod de her så.

Hverken det ene eller det andet

Apropos skriger, så startede turen i gabestokken med ”Træk Stikket”, der indeholdt så meget 80’er-heavyhyl, at man har forsanger Fleetwood Asp mistænkt for at ville tage kronen fra King Diamond. På studieversionen er skrigene hele tiden lige på nippet til at kamme over, selvom de sjældent gør det. Med andre ord: De lyder præcis, som de skal. Men selvom duoen blandt andet havde fået kompetent hjælp fra to af vennerne i Slægt og Kamp, var skrigene nu mere pinefulde end underholdende at lægge øregange til. Ærgerligt, for de særegne skift mellem den rå, punkede blackvokalstil og de lyse King Diamond-skrig er en meget stor del af fascinationen ved Gabestok.    

’Episk garagerock har aldrig lydt bedre’, skrev vi om Alle dør i fremtiden, men selvom duoen var blevet udvidet med to ekstra guitarer og sågar saxofon på et par numre, så havde de svært ved at overføre det episke til Gehenna-scenen. Det lykkedes heller ikke rigtigt at holde fast i garagedelen. Koncerten udviklede sig derfor til en flad mellemvareting, der hverken var det ene eller det andet. Efter 3-4 sange var det ’slut med Clarence Clemons’, som Asp formulerede det. Ærgerligt, for saxofonen var et herligt indslag i en koncert, som ellers hverken var så kaotisk, rebelsk eller punket, som man kunne have håbet. 

’Alting ender galt’, sang Asp, da gruppen var i gang med at spille alle numrene fra ’den nye’ – det vil sige Alle dør i fremtiden. Helt så galt gik det trods alt ikke, selvom selveste Moses næppe kunne have anført en større udvandring end den, vi var vidner til fra Gehenna mod Helviti, hvor Slipknot jo snart skulle spille. Der var med andre ord en fornuftig forklaring på migrationen, men helt uden skyld var Gabestok jo altså ikke, for de lykkedes aldrig med at overføre deres specielle energi fra udgivelserne til scenen.

Af undergrunden er du kommet …

Indtil videre må man konkludere, at Gabestok stadig hører til i undergrunden, hvor de absolut også har deres berettigelse. Efter den tvivlsomme fornøjelse, det var at opleve Kim Draculas bud på metallens fremtid et par timer tidligere, havde jeg håbet, at københavnernes ret specielle cocktail ville vise en alternativ vej. Det er for tidligt endnu at afvise, at fremtiden tilhører Gabestok og den rute, de har taget, men denne på metallens vegne så bekymrede skribent blev ikke overbevist i denne omgang.

_{Billeder af Christian Larsen}

5/10

Nævn ikke krigen

Jeg har førhen udtalt mig om Anaal Nathrakh i anmelderregi og har, siden min første anmeldelse af Dave Hunt og Mick Kenneys vanvittige univers, været glad for deres bud på, hvordan metal kan formidles. Jeg har rost dem for deres fremstilling af livet set fra en skyttegrav og skullet acceptere, at thunderdome endnu ikke er helt død.

Men uanset hvad der end måtte have været af kurrer på tråden mellem os, vil jeg gerne deklarere højlydt, at deres koncert på Copenhell har redt dem ud. Der blev ikke taget gidsler, i stedet blev det ene hæsblæsende, tænderskærende og hyperaggressive blandingsblack efter det andet kylet efter os, som var det en fuldautomatisk pansernæveboldmaskine med smileyklistermærker på.

Slåsbil og skudsalver

Vildskaben fra deres ondsindede hybridkrigsmetal lod sig snildt oversætte fra studie til scene, og udover at jeg selvfølgelig godt kan lide, når der bliver skruet helt op for galskaben, så fik jeg en ekstra en på opleveren. Som en dygtig demagog ledte Hunt sine henførte tilhørere ud, hvor de ikke længere kunne sige nej, men charmen viste sig at være ganske ufarlig. Hvem helvede havde regnet med, at Dave Hunt var så stor en hyggeonkel? Nok er deres musik krigsgal, misantropisk og hadefuld, men derfor kan man godt have det rart i en skyttegrav.

Jeg skal ikke spilde for meget spalteplads på, hvad der blev sagt fra scenen, men lad mig bare sige, at dig med benprotesedrikkehornet, dig glemmer Hunt nok ikke lige foreløbig. “Sig noget, hvis du ser noget. Jeg siger noget nu, for hvad fanden ser jeg på?”. Lydmanden, der vist nok hedder Erik, blev udsat for lidt kærligt drilleri, da mikrofonen svigtede kortvarigt, og publikum fik ordren: “Stram jer an, røvhuller!”.

Forholdsvis tidligt gik lyden fløjten, og det gjorde ikke Hunts hysteriske King Diamond-falset nogen tjeneste. Efter lidt venlig frem-og-tilbage med manden bag knapperne var det egentlig Hunts egen skyld, når den ikke lige sad i skabet, som på “Idol”. Det skal ikke hedde sig, at der ikke gælder de samme regler for forsangeres stemmeføring. Men for min skyld kunne Hunts stemme været gået i overgang på scenen, og det havde stadig ikke taget spor af min begejstring over endelig at opleve “Forward” live. Deres tidligere numre kan være det, man kalder en tilegnet smag, men når man står midt på slagmarken, er man sgu ligeglad med, hvad man bliver skudt med, så længe de rammer rigtigt.

Det giver naturligvis sig selv, at jeg ikke var den eneste, der var glad for at stå inden for skudafstand. Selvom folk vadede ud og ind og frem og tilbage, var der alligevel en konstant malstrøm af kamplystne fodfolk, der alle kastede sig ind i den ene circlepit efter den anden. Der var naturligvis også enkelte optimistiske forsøg på crowdsurfing, men den slags er unægtelig lidt svært, når pitten er i konstant bevægelse. 

Krigskorrespondent, live fra fronten

Helt uden at skulle gemme mig bag min anmelderkasket erklærer jeg uden skam, at Anaal Nathrakh var den primære årsag til, at jeg meldte mig frivilligt til ikke at sove i fire dage, nøjes med at hilse på folk i forbifarten og kun se de koncerter, jeg skulle anmelde. Og de skuffede ikke. For mit vedkommende var det festivalens sidste job og en perfekt afslutning på en Copenhell, der blev set gennem en notesbog. 

At de ikke nåede at spille koncerten færdig, kan måske tilskrives Hunts snakkesalighed. Det kan også skyldes, at Slipknot krævede lydrummet til sit (b)åndede introgejl ovre på en af de store scener. Uanset hvad så forlod jeg slagmarken klar til den næste store krig og i sikker forvisning om, at svigtende lyd ikke nødvendigvis ødelægger en koncert.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

9/10

Tidens tand

Hvis der er noget, der kan få denne skribent til at føle sig gammel, så er det, når det går op for mig, at bands, jeg stadig tænker på som nye, har eller har haft 25-årsjubilæum. Da jeg oplevede Slipknot for første gang, i Parken i 2004, var der godt nok kun gået fem år, siden deres debutalbum kom på gaden, men selv havde jeg jo på det tidspunkt allerede lyttet til rock og metal i 25. Tiden flyver, og i mellemtiden er Slipknot gået hen og blevet til dad rock. Her lørdag aften var det nu blevet tid til, at Copenhell 2025’s eneste rigtigt headlinerværdige band skulle optræde på Refshaleøen – endda for fjerde gang. Heavymetal.dk har ganske mange Slipknot-fans på redaktionen, og vi har da generelt også rost deres koncerter gennem tiden, men kunne de ni stadig vinde kampen mod tidens tand?

Toptunede og superskarpe

Vores føromtalte første møde, Slipknot og jeg, var absolut ingen succes. Det skyldtes nu mest Parkens forfærdelige akustik den aften, som i parentes bemærket er den eneste dårlige Metallica-koncert, jeg nogensinde har overværet, og jeg har immervæk set nogle stykker. Denne undskyldning havde Slipknot ikke denne gang, men der gik dårligt fem minutter, før jeg måtte erkende, at Corey Taylor & co. ikke havde brug for nogen undskyldninger denne gang. Corey lød, som var han stadig i 20’erne, hvor han med rette kunne kaldes en af metallens bedste stemmer, og resten af bandet var ligeledes toptunede og superskarpe.    

Sætlisten var stort set den ’greatest hits’, man kunne forvente, men med fem numre fra debuten og ingen ”Sulfur”, ”Before I Forget” eller ”Snuff” kan man alligevel ikke beskylde bandet for kun at satse på det sikre. Det mest overraskende var, at det ikke skabte de døde perioder, som – jeg beklager, superfans – ofte hører med til dad rock-nostalgikoncerter som denne. Til gengæld fik vi ”Gematria”, som blev spillet for første gang i Danmark, og måske verdens bedste hoppesang, ”Psychosocial”, der også sad lige i skabet. Lidt tomgang fik vi dog, for eksempel med det mærkelige ”Tattered and Torn”-remix, som var lige så stort et tidsspilde, som når ’Kirk og Rob-jams’ giver James og Lars en pause.

På den anden side er det altid et godt tegn, når der opstår små spontane pits rundtomkring, som der gjorde under en stærkt leveret ”The Devil In I”. Fællessang på ”Duality” var også forventet – at den nåede helt op til os på bakken, var til gengæld langtfra givet på forhånd.
Som ekstranumre fik vi hele tre fra debuten. ”Surfacing” introducerede Corey som en fuckfinger til alle dem, der fortæller dig, hvordan du skal være, hvad du skal mene, og hvordan du skal se ud. ’And that includes me’, nærmest råbte han efter denne lille tale. Derefter blev alle opfordret til at uddele en langemand. Og tak, fordi du fik det sidste med, Corey, for det glemmer de fleste, der gerne vil moralisere eller bestemme, og som ovenikøbet tror, de er bedre end dig og mig. Om det så er politikere, influencere, hollywoodstjerner eller såkaldt politisk bevidste kunstnere. De fik fingeren alle sammen.

En finger kunne man også give til afslutningen. Sidste sang, ”Scissors”, udviklede sig til et bizart og helt overflødigt jam. Slipknot med Dream Theater-ambitioner? Den forstod jeg ikke, og det blev til en dum udgang på et ellers skarpt skåret sæt af et band i topform. 

Er du også tonedøv?

Der er altid mange meninger om kæmpebands som Slipknot. Såkaldte smagsdommere og superfans slås ofte om det rigtige udgangspunkt for at bedømme især koncerter fra metallens giganter. Selvom jeg generelt og af naturlige årsager hører langt mere til i første kategori end den anden, så skal man i tilfældet Slipknot på Copenhell lørdag aften være mere end tonedøv for at ignorere ikke bare den begejstring, der var på en propfyldt plads foran Helviti, men også den kæmpe betydning, bandet stadig har for de mange tusinde fans, der var mødt op for at deltage i festen. Jeg hørte rigtigt mange bagefter sige, at dette var deres bedste oplevelse med heltene, ikke bare på Copenhell, men i mange år. Begejstringen nåede endda helt op til højre side på bakken, hvor jeg sad. Netop det oplevede vi ikke ret mange gange under Copenhell anno 2025. Vist kan man da med rette påpege, at Slipknot har et ret begrænset antal tangenter at spille på, men på Copenhells sidste aften var de ualmindeligt hårdtslående tangenter godt nok tunet helt korrekt.

DISCLAIMER: Bandet havde frabedt sig fotografer til deres koncert. Derfor er der desværre ingen billeder fra aftenens show. 

8/10

Tysk thrash

Når en af ’The Big Four’ gæster Copenhell, er der mødepligt. Selv hvis man, som undertegnede, ikke dyrker genren til hverdag. For Sodom, der siden starten i 1981 har været med til at definere genren med deres brutale riffs og kompromisløse attitude, indtog Pandæmonium med en pondus, der tydeligt viste, hvorfor de stadig hører til blandt thrashens legender. Et band, man ikke må snyde sig selv for at opleve live. Deres bagkatalog er spækket med klassikere som Agent Orange, M-16, Decision Day og selvfølgelig også nyere udgivelser som spritnye The Arsonist. Men det blev desværre en halvtom plads, som bandet spillede for. Om det var trætheden, der var begyndt at melde sig hos gæsterne med firedagsarmbåndet, tidspunktet 23:30, eller fordi festen i Biergarten trak mere, end tyskerne gjorde, må stå hen i det uvisse.

Gammelskolesmadder med slidmærker

Fra første tone var slået an, blev tempoet skruet op, og gruppen leverede numrene med en ungdommelig energi. Det var hurtigt, hårdt og uden omsvøb. ”The Crippler” satte gang i de første circlepits, og selvom vokalen i begyndelsen forsvandt lidt i mixet, fik den hurtigt selskab af både stroboskoplys og publikums brøl. Bandet virkede tændte, men også irriterede over, at der ikke var flere mennesker. Som da forsanger Tom Angelripper formede sine hænder som en kikkert og satte dem op foran øjnene. Hvilket var med god grund, for der var som tidligere beskrevet halvtomt foran Pandæmonium-scenen.

Højdepunkterne kom især ved bandets ældre numre. Vi blev beriget med ”Blasphemer” og ”Outbreak of Evil” fra debutskiven, som fik pandelokkerne til at svinge i takt med nostalgien, og man mærkede, at netop disse numre havde en særlig plads hos de fremmødte. ”Agent Orange” bragte en mere melodisk kant ind i sættet, hvilket var et kærkomment pusterum midt i den ellers konstant højintensive thrash-orkan.

Sodom spillede uden slinger i valsen. Det var stramt, præcist og med den slags selvsikkerhed, der kun kommer med 40 års erfaring. Men selv med den anciennitet på en scene kan der være hæmsko. Det kom der også efter en halv times rendyrket thrash-smadder, hvor sættet begyndte at miste momentum. Der blev ikke just eksperimenteret med form eller flow, og de sidste numre druknede lidt i hinanden. Selvom ”Remember the Fallen” og ”City of God” stadig blev modtaget med entusiasme, var reaktionerne mere høflige end elektriske.

Publikumskontakten fandt sted, men forblev lidt overfladisk. Der blev flere gange råbt ’Sodom! Sodom! Sodom!’, og bandet takkede for støtten gennem 40 år. Men man savnede det sidste, gnistrende nærvær mellem scene og publikum, der får en god koncert til at blive hængende i kroppen længe efter.

Thrashens stædige krigere

Sodom leverede, hvad man kunne forvente: en gennemført og genreloyal thrash-koncert, hvor det musikalske niveau aldrig vaklede, og nostalgien fik lov til at dominere. De spillede som et band, der har gjort det i en menneskealder – hvilket de jo også har. Undertegnede var ikke født, da deres debut udkom i 1986. Måske netop grundet den lange karriere blev det også en kende forudsigeligt og fladt i længden, uden de store overraskelser eller magiske øjeblikke. Dertil skal dog siges, at som sidste band på en fire dage lang festival havde de også en utaknemmelig opgave. Selvom tyskerne gjorde det godt, blev det aldrig en uforglemmelig afslutning. Men for de fans, der havde kræfterne til en sidste omgang old school thrash, var det præcis det, de kom for: en solid, kompromisløs og larmende hilsen fra dengang, far gik med denimvest og patchwork.

_{Billeder af Sebastian Dammark}

7/10

Endnu en tur gennem stjerneportalen

Sidste år udgav dødsmetalmystikerne Blood Incantation fra Denver, Colorado årets album, og da de gæstede Amager Bio for et par måneder siden, spillede de såmænd bare det, der indtil videre har været årets koncert i Danmark. Mine helt personlige forventninger var derfor hysterisk høje, da Blood Incantation gik på scenen sent lørdag aften for endnu en gang at spille hele mesterværket fra 2024, Absolute Elsewhere.

Absurd dygtig og ekstremt sympatisk

Det var ikke mere end tre år siden, amerikanerne spillede på Gehenna-scenen, og at de nu stod klar på Hades, var ganske symbolsk for den kæmpe optur, deres karriere har været på siden. Det skyldes især nyklassikeren, der udkom sidste år, og selvfølgelig den modtagelse, albummet efterfølgende har fået nærmest overalt. Scenen var dermed langt større, antallet af tilskuere tilsvarende mangedoblet, men koncerten var alligevel 1-til-1 en gentagelse af sættet fra Amager Bio. Det gjorde ikke noget – faktisk tværtimod. Absolute Elsewheres unikke blanding af teknisk/brutal dødsmetal og 70’er-prog var vi tydeligvis mange, der stadig ikke var blevet bare halvt færdige med. Atter en gang blev albummets to sider altså spillet i deres helhed, og atter en gang blev ”The Stargate” og ”The Message” leveret med både beundringsværdig præcision og sublim indlevelse af dette både absurd dygtige og ekstremt sympatiske band.

Beundringsværdigt er også, at den succes, de oplever nu, ikke er kommet ved at lefle for kommercielle trends eller via et egentligt ønske om for enhver pris at slå igennem med nogen form for gevinst for øje. Deres gennembrud er opstået, fordi de kompromisløst har fulgt deres kunstneriske ambitioner. Det kan da kun gøre enhver romantiker glad. Så på trods af alt det, som nogen givetvis vil kalde prætentiøst snobberi, så var det nede i pitten bemærkelsesværdigt at konstatere, hvor brutale og tekniske BIood Incantation stadig formår at være. Selvom fokus naturligt nok har været på prog- og ambientelementerne, der fylder så meget på Absolute Elsewhere, så fik vi masser af eksempler på, at bandets seneste album indeholder nogle af de mest brutale riffs, gruppen endnu har skrevet. Riedl og hans kumpaner kunne altså stadig levere på de gamle, brutale parametre.

Samtidig var koncerten en lektion i, hvordan man fremfører selv meget ambitiøs musik live. Altså musik spillet af levende mennesker og ikke holdt oppe af backing tracks og effekter. Det var der mange af dette års artister, der kunne tage ved lære af. Ingen nævnt, ingen glemt – I ved selv, hvem I er. Efter den episke afslutning på ”The Message [Tablet III]” havde man egentlig ikke brug for mere, men opvisningen i musikalsk symbiose var ikke slut endnu. ”Inner Paths (to Outer Space)” fra Hidden History of the Human Race og “Obliquity of the Ecliptic” fra den nylige EP Luminescent Bridge afsluttede på smukkeste vis, med et par yderst fortærskede udtryk, endnu en monumental magtdemonstration fra Blood Incantation. For mig var oplevelsen dog ikke helt oppe på perfektion som den i Amager Bio for to måneder siden. Det skyldes primært, at bandet stadig har lidt at lære i forhold til at fylde så store rammer ud, som Hades gav dem.

Enestående

Der var så meget emotionel resonans mellem band, musik og publikum under hele koncerten, at det i perioder var svært ikke at tænke på det tragiske dødsfald fredag aften, hvor Copenhell tabte sin uskyld. Især under den smukke og episke solo, der afsluttede ”Obliquity”, blev man næsten overvældet af tabet og sørgmodigheden, der krøb ind under huden. Den kommer tilbage her i skrivende stund, men det beviser bare den dybde og styrke, der er i Blood Incantations musik.

Enestående. Der er ikke andre ord tilbage.    

_{Billeder af Rolf Meldgaard}