Copenhell 2025-anbefalinger fra Cecilie Roos
Foto: Rolf Meldgaard
Sort Søndag-vært Anders Bøtter har i mange år slået på tromme for, at man læser festivalplakater fra bunden og op. Med andre ord: Vær nysgerrig, tjek nye eller ukendte bands, og besøg frem for alt de små scener. Men det gode ved at være på festival er netop at kunne vælge og vrage - så meget programsætningen tillader det - og blande både det velkendte og nye, de store med de knap så store.
Derfor er de fire skribenter, som Heavymetal.dk i år sender til Refshaleøen, dykket dybt ned i programmet og har fundet en lille håndfuld af de koncerter frem, som de glæder sig allermest til. Redaktionens nyeste skud på stammen har travet betonen tynd siden Copenhells spæde start, både som civilist og som anmelder, men selvom hun bedst kan beskrives som garvet, er der stadig plads til at glæde sig til endnu et år i ulvens tegn.
Poppy (Onsdag 19:45 - Hades)
Myrkur er ikke den eneste kunstner på pladsen i år, der har en fortid inden for popmusikken. Siden Poppy debuterede i 2016 med et med vilje søvndyssende album, 3:36 (Music to Sleep To), og til hendes bidske Negative Spaces fra sidste år, er der sket en del. Fra androgyn bubble gum arkade-synth, til en Grammy-nominering for bedste metal-præstation, samarbejder med både Knocked Loose, Babymetal og sågar Danny Elfman, har hendes musikalske udvikling cementeret hendes status som en kunstner, der er værd at følge.
Hvis man kun kender hende fra “gamle dage”, kan jeg snildt forestille mig, at hendes udvikling de senere år har drevet en kile mellem kunstner og fans. Men det er alle forundt at søge nye græsgange, og det kan man roligt sige, at hun har gjort. Hendes vokal er skiftevis primal og poleret, aggressiv og blid, og musikken bærer præg af at blive fremført af en musiker, der har haft mange forskellige hatte på gennem årene og har beholdt en stor del af dem på. Kom og vær med til at få udvidet dine horisonter, når Poppy optræder på Hades onsdag d. 18/6 kl. 19:45.
Dethklok (Onsdag 23:00 - Hades)
At kalde nogens foretrukne klub for et “tegneseriehold” er en opfordring til håndgemæng. At kalde nogens yndlingsgruppe for et “tegneserieband” er at anerkende Dethkloks eksistens som kanon. Brendon Small, manden bag de hjælpeløse musikalske genier, der er så metal, at de ruster i regnvejr, vender langt om længe blikket mod Danmark og bringer verdens mest succesfulde metalband med sig.
Med en nettoomsætning pr. tour, der matcher det gennemsnitlige europæiske lands BNP, kan vi godt forvente et brag af et show, men hvordan Live Nation kommer uden om ansvarsfrasigelseskontrakten vedrørende skader på og/eller dødsfald blandt publikum, ved jeg ikke. Men jeg vover alligevel pelsen og skal se giraffen, også selvom den er i omegnen af 15 år forsinket - og er et tegneserieband. Verdens mest elskede band optræder onsdag på Hades klokken 23-doodly-ding-dong-tick-tock.
Dream Theater (Fredag 16:00 - Helviti)
Med 16 album udgivet på 36 år, er der ingen grund til den store introduktion. Dream Theater har fungeret som målestok for mangen et prog-band gennem årene, og selvom jeg endnu har tilgode at opleve dem live, forventer jeg, at deres professionalitet og erfaring er med til at gøre dem til et band, der er værd at opleve på en scene. Medlemmerne er alle engagerede og dygtige musikere, der tager deres virke seriøst, noget der afspejler sig i musikken, og forhåbentlig også kan komme til sin ret i realtid.
Dream Theater er et af de bands, jeg har kendt til i mange, mange år, uden at have taget mig tiden til at komme ud af bekendtskabsfasen. Det kan tilskrives det faktum, at mit forhold til prog er lidt som genren: kompliceret. Men takket være black metals fascination af selvsamme genre, og på Opeths insisteren, blødte jeg langsomt op og nu er det så på tide at stå ansigt til ansigt med endnu en af giganterne. Kom og lær matematik under åben himmel fredag på Helviti klokken 16.00, inden du bliver for fuld til at sætte pris på fuldt hus i nørdet musik.
Anaal Nathrakh (Lørdag 20:30 - Pandæmonium)
Jeg har førhen udtalt mig om Anaal Nathrakh i anmelderregi, og har, siden min første anmeldelse af Dave Hunt og Mick Kenneys vanvittige univers, været glad for deres bud på, hvordan metal skal formidles. Jeg har rost dem for deres evne til at implementere både ubehagelig ambience i deres dommedagssoundtrack, deres fremstilling af livet set fra en skyttegrav og skullet acceptere, at thunderdome endnu ikke er helt død.
Men uanset hvad der end måtte have været af kurrer på tråden mellem os, lægger jeg ikke skjul på, at jeg glæder mig overordentligt meget til at udsætte mig selv for dem live. Der bliver ikke lagt fingre imellem på deres efterhånden mange udgivelser, og jeg kan på ingen måde forestille mig, at selvsamme vildskab ikke lader sig oversætte til at blive fremført for et publikum. Jeg forventer intet mindre end en hæsblæsende, tænderskærende og ikke mindst eksplosiv oplevelse, hvor deres ondsindede hybridmetal invaderer os midt i aftenkaffen. Betragt dette som din indkaldelse: spænd hjelmen, tag ladegreb og mød op kamppladsen foran Pandæmonium lørdag klokken 20.30.
Slipknot (Lørdag 21:30)
Jeg er en af dem, der er så heldige at have været ung og vred, dengang Slipknot slap ud af Iowa, unge og vrede. Gammel kærlighed kan dog godt ruste og skal jeg være hudløst ærlig, så voksede de og jeg fra hinanden for en menneskealder siden. Men som aldrende millennial går jeg nødig glip af chancen for at mindes min for længst svundne ungdom, som det er sket så mange gange før på den ujævne beton. Der er gået mange albums under åen, siden mine knæ makkede ret, når jeg blev bedt om at sætte mig ned og hoppe op på kommando, men mon ikke fødderne kan vippe lidt med, når soundtracket til mine sene teenageår bliver hevet ud af mølposen? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at når Corey Taylor siger “hop, for helvede”, så bliver der hoppet, for helvede. Klovnebussen laver hjulspin på Helviti lørdag klokken 21.30.