Store flyttedag kan være svær

At børnene flytter hjemmefra, kan nemt gå hen og blive en meget følelsesladet oplevelse. Man ved jo godt, at de er blevet voksne, skal ud at leve deres eget liv og gøre deres egne erfaringer. Men samtidig føles tiden fra de spæde barneskridt til nu så frygtelig kort, har man nu gjort det godt nok, og kommer man nu til at se dem igen? Med andre ord. Eyes er flyttet fra ’fødehjemmet’ Indisciplinarian og er flyttet ind hos amerikanske Prosthetic Records. Så skal der selvfølgelig holdes indflytterfest, og det har Eyes gjort på bedst tænkelige måde. Nemlig ved at smide deres seneste skive, Spinner, på gaden.

Frustrationer på et globalt plan

Hvor både Underperformer og Congratulations var mere nichede, støjende og millimeter fra den lukkede, så læner Spinner sig mod et mere globaliseret metallisk hardcore udtryk. Dog uden at du nogensinde er i tvivl om, at du lytter til Eyes.

For ikke nok med at “Better” er så vred og fuld af afsky, at selv Nails ville mene, Eyes burde søge hjælp, så fornemmer man tydeligt sindsroens maske langsomt krakelere. Og netop her indtræder fokusset på den metalliske hardcore, og hvad jeg ville kalde en genistreg fra Eyes’ side. Hvor Underperformer og Congratulations næsten skiltede med den larmende sindssyge, så skjuler Spinner det flot, og først når det er for sent, opdager du, at du på titelnummeret har danset samtlige af dine mentale problemer foran dine forældre. Spinner er nemlig et sygeligt fængende album. Numre som “Deflating Rooms” og “Saving Face on a Regular Basis” har samme fremragende ørehængerkvalitet som Cancer Bats i deres Hail Destroyer-æra, dog med det fremragende tvist at mens du rocker med, rammer breakdownet på samme måde som at svinge armen ind i et hvepsebo, og øjeblikkeligt forvandles alt til kaos. Det er klassisk Eyes optimeret til det brede globale publikum. Effektiv brug af breakdown er dog også en ting, som er værd at fremhæve på Spinner. Specielt på et nummer som “Moving Day for the Overton Window”. Nummeret er dybest set et langt breakdown, som på bedste skæve og ustabile hardcore facon febrilsk prøver at finde ud af, hvor Overtons vindue er flyttet hen, og den eneste ledetråd er: “kælderen til højre”. Et hint, man i ren afmagt imiterer Batman Beyond-memes over. Fængende ustabil afmagt er er måske endda den største ros, både Eyes og Spinner kan få.

Jeg havde dog ikke klaget, hvis Spinner havde været bare 10 % mindre fængende og 10 % mere klassisk Eyes-støj. “Money Mouth” er nok det nummer, som kommer tættest på lyden af Congratulations, og det havde klædt Spinner med et enkelt eller to numre mere i denne mere ustrukturerede og larmende stil. Men når valget står mellem glimrende metallisk hardcore fra slutnullerne og eminent støjende hardcore, så kan du lige så godt spørge mig, om jeg vil have en rom og cola eller en whisky og cola – begge forsvinder som dug for solen ned i svælget.

Fængende ustabil afmagt

Der er garanteret en flok trælse Reddit-brugere, som højlydt vil proklamere, at Eyes har solgt ud på Spinner. Og disse brugere kunne ikke tage mere fejl. Spinner er uden tvivl Eyes’ mest tilgængelige plade, men under overfladen er skiven præcis lige så rablende vanvittig og frustreret over verdenssituationen som altid. Skæve rytmer, vrede hvepseriffs og ørehængermelodier lever i bedste velgående, og med de værktøjer i rygsækken skal Eyes nok kunne komme langt i den store verden.