Mere end sexede nonner

Vi skriver 1589 – året, hvor Peter Stumpps liv og virke brat fandt sin ende med tortur og dekapitering, efter han havde hjemsøgt sin fødeby, Bedburg, i næsten 25 år som seriemorder, kannibal, okkultist og naturligvis varulv. Denne og andre – til dels mere trivielle fortællinger – besynges og nyfortolkes på Powerwolfs niende studiealbum, Wake Up the Wicked, der i lyset af de skuffende Call of the Wild og Interludium giver håb for bandets fremtid. 

Frækkere end politiet tillader

For niende gang siden udgivelsen af bandets debutalbum, Return in Bloodred, fra 2005 står der endnu en gang gejstligt og lummert varulve-powermetal på programmet hos kvintetten fra Saarbrücken. Der tages dog igen også fat i Powerwolfs nye yndlingsemne, søfart, på “Sinners of the Seven Seas”, der er pladens andet nummer og omhandler de spanske conquistadorer, der naturligvis også var varulve. Denne skæring tydeliggør desuden bandets evne til at skabe ørehængere med baggrundskor og en bombastisk instrumentering. Videre går spasen med det forfærdelig catchy nummer “Kyrie Klitorem”, der er Wake Up the Wickeds svar på “Resurrection by Erection” fra Bible of the Beast, både hvad angår indhold og komposition. Powerwolf er et band med en høj genkendelighedsværdi, da der genbruges sangstruktur, melodier og riffs efter forgodtbefindende – hvilket i stigende grad er blevet et problem på bandets sidste par udgivelser. På Wake Up the Wicked er der da også et par gengangere – sågar fra værker, der ikke er deres egne, men mere om det senere – i denne ombæring er der heldigvis også tale om upcycling og ikke blot tankeløs repetition. Femte nummer, “1589”, er et vaskeægte Powerwolf-nummer, hvor det hverken skorter på keyboard eller et storladent omkvæd, der straks hjemsøger hjernen og sætter sig fast. Så er vi fremme ved ottende nummer, “Joan of Arc,” der ikke kun leder tanken hen på “Sainted By The Storm”, men med det underliggende keyboard, den lagdelte vokal og det indholdsmæssige emne er der også meget tydelige Sabaton-esque træk at spore, da nummeret med sin mere opløftende melodi bevæger sig væk fra de ellers Powerwolf-typiske gotiske lydelementer. I forbindelse med anmeldelsen af det foregående album havde jeg en del anker og ønsker, som dette album i en vis udstrækning kan honorere: På trods af gengangere i både tematik og komposition evner Powerwolf at komme op i fart igen. De gode sange vejer dog klart tungest, og der er ikke et eneste nummer, der er pivelendigt.

Pseudolatin for viderekommende

Det går altså i den rigtige retning for Powerwolf igen; man kan dog spørge sig selv om, hvor meget mere man kan presse ud af det gotiske varulvetema. Det er måske grunden til, at de har kastet sig over søfart og historiske hændelser, men når det gøres på klassisk Powerwolf-manér, så gør det heller ikke noget. Denne plade vil tilfredsstille dem, der i forvejen kan lide Powerwolf, men jeg vil skyde på, at den også kan tiltrække nye fans blandt powermetalentusiaster.