Brutalitet og eksperimenter
Blood Incantation fra Denver, Colorado brød i 2019 igennem den kosmiske lydmur med Hidden History of the Human Race. De har i deres endnu korte karriere aldrig været bange for at eksperimentere, men har alligevel altid formået at bevare en kerne af techdød og overjordisk brutalitet. I hvert fald indtil 2022 og Timewave Zero, der var en ustyrligt kedelig omgang ambient dungeon synth-agtigt tidsspilde med utroligt få højdepunkter. Men måske var det en nødvendig fase for amerikanerne at komme igennem, for noget kunne tyde på, at det er lykkedes dem at destillere de (få) vellykkede komponenter fra Timewave og smide dem ned i gryden med alle de andre ingredienser, der udgør Absolute Elsewhere, som udkom sidste uge.
Det er genialt, det der!
Albummet består overordnet set af to lange sange, “The Stargate” og “The Message”, der hver især er delt op i tre sektioner: [Tablet I], [Tablet II] og [Tablet III]. Allerede her er man jo advaret: Det her bliver en højpandet og progget omgang. “The Stargate [Tablet I]” bekræfter med det samme den fornemmelse, for der serveres rendyrket, intens og progget død de første to minutter. Men efter den vilde intro og det første vers får vi allerede det første, heftige stilskifte. Først med et semielektronisk stykke prog, som peger tilbage på 70’erne, men alligevel, i hvert fald indledningsvis, absolut hører til her i 2024. Efter yderligere to minutter gør først en keyboardsolo og dernæst en ditto med guitar deres entre, og begge lyder fuldstændig, som om henholdsvis Richard Wright og David Gilmour var på besøg i studiet. I den slags musikalske eksperimenter er det ofte de traditionelle metalelementer, der er det svage led, men det er ingenlunde tilfældet her, for Blood Incantation bliver ved med at spytte eminente riffs ud i alle metalsegmenterne i denne otte minutters opvisning i, hvordan man laver et genialt åbningsnummer.
Ekstremt højt niveau fra starten altså, og det bliver med få undtagelser ved hele vejen. På “The Stargate [Tablet II]” fortsætter den proggede rejse. Det virker, som om Blood Incantation har lært af det mislykkede eksperiment med førnævnte 2022-udgivelse, Timewave Zero. For her suppleres ambient electronica med akustisk guitar, spoken word og tværfløjte samt ikke mindst med både tunghed og vildskab. Denne progression gør ”[Tablet II]” så meget mere interessant end selv de bedste momenter på Timewave Zero. Glidende overgange mellem sangene sikrer kontinuitet, og der er ikke mange bands, der så effektivt kan proppe så meget forskellighed ned i et album på 43 minutter og 43 sekunder. Mellotron og østlig mystik bliver det selvfølgelig også til.
Elementer med melodød, episk shredding, brutal tech-death og tremoloriffs sikrer, at vi kommer ud i de fleste hjørner af ekstremmetallen på dette album, der ellers domineres af de proggede indslag. Bare for at vise, at det ikke skal være 70’er-prog det hele, benytter ”The Message [Tablet II]” elementer af moderne, jazzet prog, inden det selvfølgelig igen bliver en ren kærlighedserklæring til Pink Floyd, især når clean-vokalerne messer ’can you hear them?’ om stemmerne ude i det kolde kosmiske rum, der kalder dit navn. Om disse stemmer hedder det endvidere: ’Calling (from) someplace behind the soul of time ...’, og det er jo den slags tekster, man kun ser i 100 % uironisk prog. Blood Incantation fortjener stor ros for ikke at lægge postmoderne afstand til dem selv eller projektet i det hele taget – for det er på ingen måde nødvendigt.
Vi får endnu en blæret overgang til albummets store finale, “The Message [Tablet III]”, der først byder på ren speed metal-lir . Derefter skifter scenen til engelsk ‘landlig idyl-prog’ som tidlig Camel eller Caravan. I løbet af bare en enkelt verslinje lykkes det for denne sang at gå fra død til prog og tilbage til død igen. Det er decideret overlegent stykket sammen. Keyboardstykket i den lange finale er snublende tæt på at gå i ”The Final Countdown”-mode, og der er der som bekendt ingen, der skal gå hen, Simba. Helt i den fælde falder afslutningen heldigvis ikke, men alligevel kunne jeg godt have tænkt mig en afslutning, der var mindre 2112-agtig, end den vi får her. Albummet afsluttes derfor lidt ærgerligt med en sektion, der er lidt mindre genial end resten af albummet.
Hvad skal de hippier her?
Men bortset fra det og den lidt generiske vokal – det eneste ensformige element på Absolute Elsewhere – er der intet at udsætte på dette forrygende album. Det er sikkert langt fra alle gamle Blood Incantation-fans, der vil være tilfredse med alle de, i deres øjne, skøre og ikkemetalliske afstikkere, vi udsættes for her på gruppens tredje studiealbum. Til dem er der kun en ting at sige: ’Turn on, tune in and drop out, man …’, for Blood Incantation viser vejen til kosmisk frelse.
