Copenhell 2025 - Kim Dracula

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 5/10

Langt fra målgruppen

Så sikkert som amen i stavkirken kommer Heavymetal.dk’s gamle hævi-dreng ud på en eller flere håbløse opgaver under hvert eneste Copenhell. Det er helt fair, for jeg slår selv ofte på tromme for, at man skal ud på de mindre scener og lade sig udfordre af noget nyt og spændende. Her på festivalens sidste dag havde nogen fået den geniale ide, at jeg skulle lade mig underholde af Kim Dracula, og mine argumenter om, at jeg er så langt fra målgruppen, som det er menneskeligt muligt at komme, faldt for døve øren. Nuvel, der var intet at gøre. De gamle ben, den trætte ryg og mit gennemført skeptiske kadaver måtte på festivalens fjerdedag modvilligt bevæge sig mod Pandæmonium til, hvad der skulle vise sig at blive en særpræget, men underholdende omgang.

CL Photography DK

Viser Kim Dracula vejen?

Bandet kom på scenen klædt i ens sorte jakkesæt og startede deres moderne og dansable metalcore-ish-stil op. Kort efter gjorde Kim Dracula sin dramatiske entre. Mit første indtryk var, at Dracula med følge jo egentlig bare fremstod som Marilyn Manson for den nye generation, og den tanke forlod mig aldrig rigtigt undervejs. Basis var nok metalcore kombineret med alternativ metal i et eller andet omfang, men det blev blandet med en masse poppet fernis og ikke mindst en hel del yderst aggressiv hiphop.

Det er svært at lave den slags musik, uden det bliver til gøgl, hvilket det i den grad også gjorde. Der var da sekvenser, der fungerede, især når musikken vekslede brat mellem den moderne metals konventioner og de poppede eller dansable sekvenser. Her mindede gruppen mere om System of a Down, og det var jo nok derfor, det tiltalte mig og tilsyneladende også de andre mere traditionelt anlagte metalhoveder, der var til stede. Det var på den anden side mit indtryk, at de yngre deltagere i ’festen’ mere var til det andet. Sådan kan generationskløften også udstilles.

CL Photography DK

Saxofon blev gavmildt brugt, og det endda til meget større effekt end så mange andre forsøg i metallen, man efterhånden har oplevet. Som det meste andet, der bliver produceret her i 2020’erne, virkede Kim Draculas musik ikke, som om den er lavet til at sidde ned og lytte til – og endnu mindre at lade sig opsluge af. Det her handlede mere om at skifte mellem at danse, skælde ud og vælte rundt i pitten. Når man reflekterer lidt over det, så står det jo klart, at ret meget af det, Kim Dracula præsenterer, ikke er så nyt endda. Men det var selvfølgelig derfor, det fungerede langt bedre live end på deres rædderlige plader.

Har jeg set fremtiden?

Efter 45 minutter gik bandet fra scenen, men kun for at gøre en dramatisk entre til stroferne af ”Careless Whisper” på saxofon, og det var da meget sjovt. Vi fik to af de større hits – jep, sådan nogle har Kim Dracula faktisk – ”Make Me Famous” og ”Killdozer” (tror jeg nok). Her opstod koncertens første moshpit, endda med den klart laveste gennemsnitsalder, jeg endnu har set på Copenhell, ikke bare i år. Men jeg deltager jo heller ikke i så mange hardcorekoncerter hvor de unge angiveligt fester løs.

Det er helt på sin plads, at Copenhell forsøger at udvide rammerne og lukke flere og andre subkulturer ind i fællesskabet. Ingen behøver at kunne lide alle artisterne på programmet. Den her koncert, og ikke mindst alle de ledige pladser, der var foran Pandæmonium mod koncertens afslutning, overbeviste mig dog ikke om, at Kim Draculas legesyge og konfrontatoriske tilgang til metallen er vejen frem for os, der håber, at metallen består, til den fylder 100. Og længe efter …

CL Photography DK