Do anything for Dethklok!
Efter en pause på intet mindre end et årti er verdens største og bedste band – Dethklok – endelig tilbage! Længe har vi loyale Klokateers måttet vente på en ny chance for at gøre alt, hvad bandet end måtte kræve af os, men vores tålmodighed har båret frugt langt om længe! For nu har overmenneskerne Nathan, Skwisgaar, Toki, Pickles og Murderface endelig velsignet os med et nyt og fjerde album, nemlig Dethalbum IV. Det siger jo naturligvis sig selv, at uanset hvad disse mørke mestre måtte udgive, om det er en kaffereklame eller en rockopera, ja, så er det naturligvis alt sammen en 10 ud af – undskyld hvad siger du? Den skal jeg lige have igen… Hvad mener du med, at Dethklok ikke er et rigtigt band?!
Spinal Tap-momenter og dårlig hukommelse
Ganske vist er Dethklok dødsmetallens svar på Spinal Tap, men det ændrer nu ikke på, at kombinationen af Brendon Small og Gene Hoglan (ja, ham, der har spillet trommer i nærmest alle bands) har resulteret i fremragende melodød siden 2007. Dethkloks musik har altid hængt sammen med tegneserien Metalocalypse, og tit og ofte har de to da også været afhængige af hinanden, da musikken tit afhænger af diverse referencepunkter fra serien og godt kunne føles lidt flad uden sin animerede kompagnon. Dette var især gældende for Dethalbum II, hvor musikken ikke var stærk nok til at stå på egne ben. Dog beviste Brendon og Gene med Dethalbum III, at de nu sagtens kan lave musik, der kan stå alene. Dethalbum IV er dog i den lidt uheldige situation, at der ikke kommer en ny sæson af serien, som det er koblet op på. I stedet kommer der endnu en rockoperafilm, Metalocalypse: Army of the Doomstar, samme dag som albummet, dog med sit helt eget soundtrack.
At det er ti år siden, Brendon sidst har komponeret Dethklok-musik, er desværre tydeligt; der er simpelthen ikke den ild og fandenivoldskhed som på de tidligere udgivelser. Det virker ærlig talt, som om han har glemt, hvordan Dethklok egentlig bør lyde. Derfor er resultatet langt fra så imponerende, som man kunne have håbet, og de fleste sange lyder egentlig mere som noget, et Cannibal Corpse-tributband lirer af. Tag bare åbningsnummeret ”Gardener of Vengeance”, og fortæl mig, at det ikke er et Cannibal Corpse Light-nummer. Ligeså er der numre, som er tydelige fortsættelser af tidligere numre som ”Murmaider III” og ”Horse of Fire” – og den slags fremstår ærligt talt som en kreativ bankerot. Heldigvis er der nu også gode, klassiske Dethklok-numre som ”Mutilation on a Saturday Night”, ”I am the Beast” og ”Bloodbath”, men tre gode numre ud af 11 er ikke just imponerende.
Jeg savner virkeligt de legesyge melodier, underlige guitarsoli og knivskarpe rytmesektioner, som bandet tidligere har leveret i form af bl.a. ”Crush the Industry” og ”The Galaxy” fra Dethklok III. Jeg savner humoren og gennemslagskraften fra ”Awaken” eller ”Castratikron” fra Dethalbum, og slutteligt savner jeg de lidt for store armbevægelser fra ”I Tamper With the Evidence at the Murder Site of Odin” og ”Laser Cannon Deth Sentence” fra Dethalbum II, som ellers ikke var verdens bedste album.
Mere kragekvad end svanesang
Summa summarum så er der altså en stor del fejl og mangler på Dethalbum IV. Det største er absolut, at det helt klart virker, som om i den ti år lange pause har Brendon glemt, hvordan han oprindeligt skrev Dethklok-musik – eller også er han et helt andet sted, rent kreativt, hvilket er forståeligt.
Det er dog en skam, hvis dette album bliver slutningen på Dethklok, for det er ikke en værdig svanesang – desværre.