Epic Fest 2025
Det ligger lige for at beskrive power metal-festivalen i Roskilde, Epic Fest, som humlebien, der ikke burde kunne flyve, som Klods Hans der jo ikke havde en chance for at bjergtage Prinsessen, eller som hobbitten der aldrig kunne overvinde mørkets fyrste. Men nu på tredje år trodser Søren Weiss og resten af holdet bag festivalen, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre, alle odds og har endda denne gang gjort sværd og sandal-løjerne endnu mere episke.
Hvor det danske metalpublikum altid har forholdt sig til den storladne power metal med en pæn portion skepsis, har jeg selv mest siddet overskrævs på borgens mure med en sandalklædt fod i begge lejre. For når man som overtegnede har fået sin metalopdragelse i de tidlige 80eres NWoBHM, så er der jo ikke langt til at holde af, eller i det mindste nære sympati for, det storladne, det episke, og det mjøddrikkende, højtravende, hornsvingende power metal med de store armbevægelser og højt til loftet.
Derfor var det nu ved den unge men støt voksende festivals tredje udgave absolut på høje tid, at jeg gav Epic Fest den chance, arrangementet fortjente. Udover Heavymetal.dk’s to hårdt arbejdende fotografer på stedet var jeg eneste skribent, så på forhånd skal lyde en undskyldning til alle de bands og events, vi ikke nåede i denne omgang. Nå, men fat dit tornyster, for nu er det tid til at gå i krig.
Fredag:
Apostolica Gimle, kl. 15:30
Vi lagde ud på Gimle med italiensk symfonisk power inklusiv kristne overtoner. Der er mange måder at bruge masker i metallen på, og Apostolica gør det et sted mellem Ghost, Crimson Glory (som vi vender tilbage til), og Imperial Triumphant (som vi absolut ikke vender tilbage til!). Heldigvis er deres musik ikke et mix af samme trio af forbilleder. Masser af heftige riffs gør, at der virkelig er, ahem, power bag deres power metal. Gruppen har udgivet to LP’er indtil videre, men alligevel var det her deres allerførste live-optræden. Det var altså intet mindre end en verdenspremiere, vi var vidner til her i Gimle.
Lidt forsinket gik de maske- og kutteklædte italienere på scenen til munkesang og kirkeklokker, hvorefter de lagde fra land med ”Sanctus Spiritus”. Man fornemmede på ingen måde premierenerver, for gruppen gjorde fra starten et solidt indtryk med deres veludførte stil som moderne riddere af apokalypsen. På numre som ”Gloria” og ”Veritas” var der imponerende meget syng-med fra den godt fyldte sal, der tydeligvis bestod af en stor del inkarnerede fans. Godt gået af så lille et band som de italienske kættere. Vi fik et stramt styret sæt med ti sange, hvor eneste minusser var en snert af ensformighed og så manglende bund i lydbilledet. Men for os, der først stødte til Epic Fest på dette tidspunkt, leverede Apostolica en yderst lovende start på festen.
Fabio Leone The Realm of Might & Magic, kl. 16:45
Vi var selvfølgelig langt fra færdig med Italien endnu her på Epic Fest, og findes der et mere italiensk metalband end Rhapsody (of Fire)? Næppe, og deres mangeårige, men nu forhenværende, forsanger Fabio Leone, er ligeledes italiener med stort ’I’. Det fik han lov til at vise, da han havde fået æren af at åbne Epic Fests store sal, the Realm of Might & Magic. Er man ikke mangeårig fan, kan det være svært at finde rundt i alle de konstellationer og udgaver, Rhapsody har udsat os for, men denne eftermiddag var det nu ret ligegyldigt, for publikum tog imod med åbne arme, og var så klar til at fejre italienernes historie sammen med Fabio.
Med sig havde han Roskilde Domkirkes pigekor, hvilket selvfølgelig gav det hele lidt ekstra kolorit, selvom de desværre ikke fik lov til at fylde nok i lydbilledet. Det blev til 14 nedslag i Rhapsody-kataloget, og der var mange højdepunkter undervejs. Stærkt stod for eksempel den smukke ballade ”Symphony of Enchanted Lands”, hvor Fabio sang duet med Nicoletta Rosellini fra Alterium (der i øvrigt spillede på festivalen sidste år). Imponerede gjorde også den voldsomt symfoniske ”The Wizard’s Last Rhymes” med hovedvægt på det mægtige tema fra Dvořák’s 9. symfoni i al sin magt og vælde.
På trods af den meget begejstrede stemning i salen, var der altså nogle sten i skoen. En masse instrumentering som backing track er normalt for genren, men det generer i hvert fald denne traditionalist, der mener, at livemusik skal fremføres af levende væsener. Og så er det altså nærmest utilgiveligt at kludre i teksten til Queen’s ”We Are the Champions”! Hvorfor det nummer overhovedet var med, når man har Rhapsody’s mangeårige bagkatalog at trække på, er i øvrigt et godt spørgsmål. Men Epic Fests første store koncert var alt i alt en særdeles underholdende omgang.
Theocracy Roskilde Domkirke, kl. 18:45
Akustisk power metal? Og så endda fra et af de tungere og mere riff-baserede bands på plakaten, nemlig amerikanske Theocracy. Lidt skeptisk har man jo lov til at være, især når bandet ovenikøbet flirter ret meget med kristendommen, noget jeg som regel finder temmelig anstrengende. Men selv en forbenet ateist måtte jo erkende, at når nu Roskilde Domkirke lagde rum til begivenheden, var deltagelse selvfølgelig obligatorisk. Theocracy har eksisteret siden 2002, og har siden da bare udgivet fem albummer med deres specielle udgave af progressiv og tung power metal, men her skulle der vel være fokus på noget mere poetisk og smukt?
I hvert fald var der lagt op til det, da vi sad og ventede, bænkede som vi var i Domkirkens imponerende rum. Theocracy gik stille og roligt på scenen, og satte et andægtig og stemningsmættet sæt i gang. Fra starten blev to ting ret tydelige: For det første består Theocracy af virkelig dygtige musikere. Det vidste vi jo godt, men det er bare noget andet, at spille helt akustisk. For det andet så kunne det have gået grueligt galt hvis Matt Smiths lyse og bevidst skrøbelige vokal var faldet igennem. Det gjorde den ikke, tværtimod faktisk. For han fremmanede de smukkeste klange, i perfekt samspil med det vellydende orkester bag ham. Patossen drev ned af Domkirkens vægge, men det tog faktisk kun overhånd, da de satte gang i ”Silent Night”, bedre kendt som julesangen ”Glade Jul” her i vikingernes land. ’Det havde de altså ikke behøvet’, som min kloge og normalt korrekturlæsende sidemand fik hvisket undervejs. Alt det religiøse pladder kunne jeg altså godt have undværet, men man må jo indrømme, at rammerne var forholdsvis passende til den slags. Jeg går helt sikkert gerne i kirke sammen med Theocracy igen, og større ros kan jeg næsten ikke give.
Stratovarius The Realm of MIght & Magic, kl. 20:00
Finske favoritter
Det er næppe en overdrivelse, hvis man påstår, at finske Stratovarius hører til på alle seriøse top-10-lister over de største/bedste power metal-bands i verden. Finnerne var dermed endnu en stærk booking til årets Epic Fest, så der var ikke andet at gøre end at haste tilbage fra Theocracys akustiske messe i Roskilde Domkirke til Kongrescentrets Realm of Might & Magic for at se, om Stratovarius kunne leve op til favoritværdigheden. Sporten kort: Det kunne de.
Power og magi
Bortset fra et lille kiks, da guitaren ikke var klar til at tage over efter den ellers passende episke intro til ”Forever Free”, var det nemlig en stort set fejlfri omgang, vi var vidner til i Kongrescentrets store sal. ”Eaglehart” bød helt som forventet på masser af syng med-momenter fra et entusiastisk publikum, som åd det hele råt. Det inkluderede afslutningen, der var mere omstændelig end en Metallica-intro. ”World on Fire” fra gruppens seneste album leverede noget tiltrængt tunghed, men ellers masser af den catchiness og virtuositet, som man forventer af et Stratovarius-nummer. Også her var salen helt med, og det er ikke skidt for et mere end 40 år gammelt band stadig at levere den slags momenter med nye sange. I samspil med publikum, forstås.
Personligt blev jeg lidt træt af alt det storladne og ikke mindst alle dobbeltpedalerne, for når alt er episk, er intet jo episk. Heldigvis fik vi med "Visions (Southern Cross)" en lang og skøn clean passage, der netop gav det tiltrængte åndehul. Det eneste, der manglede, var vel Christopher Lee på spoken word, men ham havde Fabio Leone kapret tidligere på dagen.
Sidste ekstranummer var, selvfølgelig, "Hunting High and Low" der indledningsvis gav denne 80’er-dreng seriøse “Future World”-vibes, men som ellers leverede aftens højdepunkt, hvad fællessang angår. Det er den slags momenter, power metal kan levere som ingen andre af metallens subgenrer, og det var vel dybest set derfor, vi var kommet! Om man er til Timo Kotipeltos lyse vokal, er en smagssag, men han lød, som var han 26 og ikke 56. Han blev da også bakket op af et suverænt velspillende band og en lyd, der var fremragende, uanset hvor man stod i salen.
Den umulige drøm
Stratovarius har været med til at holde liv i power-dyderne i mere end 40 år, og efter denne optræden her på Epic Fest, er der intet, der tyder på, at de har tænkt sig at ændre på det foreløbig. Og hvem havde troet, at det var muligt at samle omkring 2000 mennesker til en power metal-koncert i Danmark (bortset fra Copenhell, selvfølgelig)? Det havde vist kun Søren Weiss, så kæmpe cadeau til Epic Fests visionære skaber og troldmand og hans finske gæster, naturligvis.
Ross The Boss The Realm of Might & Magic, kl. 23:00
The Boss is in the hall!
Sidste uge gik jeg amok, som kun en Manowarrior kan gøre det: En dag på hjemmekontoret blev krydret med et spin af samtlige første seks albummer fra Manowars uforlignelige diskografi. Så var der ligesom varmet op til Ross The Boss’ optræden på Epic Fest, for her var vi blevet lovet, at deres originale guitarist ville spille sange fra de gamle udgivelser. Desværre forlod bossen jo Manowar, da de var absolut på toppen efter Kings Of Metal i 1988, men det er en anden historie. Denne aften skulle vi føres tilbage til 80’erne, og dengang den amerikanske udgave af power metal fik sin begyndelse.
No bullshit Manowar
Vi fik altså en sætliste domineret af sange fra Sign of the Hammer (1984), krydret med indslag fra fire af de andre tidlige Manowar-udgivelser. Med “Blood of the Kings” fra hovedværket Kings Of Metal og “The Oath” fra Sign kom et tydeligt motiveret band stærkt fra start, også selvom salen knap var halvt fyldt. Uanset hvad man mener om de fantasy-elskende amerikanere, må man erkende, at det er tæt på en umulig opgave at erstatte Joey DeMaios bas og Eric Adams vokal. Men med Dirk Schlächter på bas og Mark Lopes på vokal (mest skrig) havde bossen absolut fundet nogle værdige erstatninger. Specielt tyske Schlächter, der har huseret i Gamma Ray i evigheder, gjorde en imponerende figur. Den mand kan bare spille bas, og man savnede faktisk ikke DeMaio på noget tidspunkt.
Efter den stærke start trak uskarpt leverede ”Sign of the Hammer” og ”Thor (The Powerhead)” stemningen lidt ned. Det ændrede to helt essentielle nedslag i bagkataloget heldigvis hurtigt på, for "Blood of my Enemies" og "Kings of Metal" svingede, som kun Manowar-sange kan.
Med ”Mountains” og “Guyana (Cult of the Damned)” fik vi et par deep cuts fra Sign. Respekt for det, men dels tabte forestillingen igen lidt pusten, og dels afslørede især ”Guyana” Lopes mangler i forhold til Eric Adams – her kunne han på trods af en ihærdig indsats bare ikke være med længere. Med sin introduktion af “All Men Play On 10”: ‘Its lyrics are corny as fuck, but it grooves like a motherfucker’ dokumenterede Lopes dog en anden væsentlig ting ved denne koncert: Bossens band udviste hele tiden behørig respekt for det oprindelige materiale, men vi slap samtidig for al den selvhøjtidelighed og bullshit, der ellers er en naturlig del af en Manowar-koncert. Jeg savnede det ikke.
For de trofaste
”Battle Hymn", en af de allerførste og muligvis stadig den ultimative Manowar-sang, og mægtige "Hail and Kill" med det episke riff afsluttede et sæt, der egentlig leverede på de fleste parametre, men som alligevel blev trukket lidt ned af en halvtom sal og et band, der ikke var helt tight hele tiden. Men alle os, der var til stede, fik en herlig omgang nostalgi leveret af et entusiastisk band foran en trofast skare af gamle som unge Manowarriors.
Lørdag:
Pirate Queen Gimle, kl. 15:30
Der er ikke mange kvinder i power-metallen, heller ikke på denne udgave af Epic Fest. Så når et band som Pirate Queen, bestående af fem spanske piratinder, stillede op i Gimle tidligt på festivalens dag to, så måtte Heavymetal.dk selvfølgelig følge med. ’To charm and loot’ er gruppens mission statement, men med bare et enkelt album og, ifølge setlist.fm, kun to koncerter i sækken indtil videre kunne man selvfølgelig være lidt usikker på, hvad det mon var, man gik ind til. Der var dog en forventningsfuld stemning foran Gimles scene, så mon ikke en af Epic Fests største gamblinger ville give pote? holde hjem?
En for en gik majestæterne på scenen til en pompøs intro, der på flere måder satte scenen for et kort og rodet, men til tider også ganske underholdende sæt. Musikalsk spillede gruppen sådan set solidt nok, selvom deres poppede power-metal ikke på nogen måde skiller sig ud fra mængden. Når det var bedst, lød det egentlig lidt henad det, man godt kunne tænke sig, Nightwish stadig gjorde, især på åbningsnummeret ”Pirates From the Sea”. Vokalist Luna Lyss Shin har utvivlsomt lyttet en del til Tarja Turunen på pigeværelset. Men det var nu ikke, fordi der var voldsomt meget fokus på musikken. Vi fik kun seks numre i løbet af det ultrakorte sæt, for en stor del af koncerten gik mere op i gak og løjer end livemusik.
Vi fik nemlig flere røverhistorier mellem numrene, en langstrakt præsentation af bandmedlemmerne, sværdkampe og kastning af besværgelser mod publikum. ’Who wants to fight?’ blev der for eksempel spurgt inden ”Ghosts” og efter en ’drabelig’ sværdkamp i pitten – akkompagneret af noget, der umiskendeligt lød som ”Holy Diver”-riffet – blev to blandt publikumm inviteret op på scenen for at blive initieret i Pirate Queen-kulten. ’Part of the crew, part of the ship’, eller noget i den stil. En ting er helt sikker efter denne oplevelse: Mænd har ikke længere patent på at være fjollede i metaluniverset – og det er kun godt. Men altså, et 40 minutters show, hvoraf cirka en tredjedel blev brugt på ovennævnte gak og gøgl, er lige pauvert nok.
Crimson Glory The Realm of Might & Magic, kl. 17:00
Der var groft sagt to primære årsager til, at jeg indfandt mig på Epic Fest i år. Den første, Ross The Boss, viste i går aftes, at der trods alt endnu er lidt liv i os fra 80’erne. Var man ikke 100 % overbevist om det udsagn, så var der en chance mere denne lørdag, for nu var det endelig blevet tid til årsag nummer to: Mine US progressive power-helte fra Crimson Glory. Deres to første albummer – der udkom i henholdsvis 1986 og 88 – var deciderede genistreger, og med fokus på netop de to under amerikanernes sæt her på Epic Fest var der potentiale til noget stort. Lidt malurt i bægeret var dog, at den aktuelle udgave af bandet måtte undvære sine to mest markante medlemmer, nemlig lead-guitarist og sangskriver Jon Denning og ikke mindst den eminente forsanger Midnight, der døde i 2009. Hvor stort et problem ville det mon være?
Endnu en nostalgifest
Ikke så stort at det gjorde noget, for det viste sig hurtigt, at med 80’er-kernen intakt, Jeff Lords, Dana Burnell og Ben Jackson på henholdsvis bas, trommer og rytmeguitar, så havde de to ’nye’ et yderst solidt fundament at gå ud fra. Især Jeff Lords’ melodiske og legende basspil var en fornøjelse. Mark Borgmeyer fyrede soloerne af, som om han ikke havde bestilt andet hele livet, og Travis Wills gjorde for det meste en habil indsats for at nå, bogstaveligt talt, Midnights højder. Der var i øvrigt også et sjette medlem på scenen, der med sine keys lige gav det hele et lag mere – og hvad siger I så, Epic bands? Ingen backing tracks, kun levende musikere! Har man kendt mage? Den nye konstellation af Crimson Glory havde altså for det meste, hvad der skulle til for at levere de progressive og tekniske elementer i de gamle klassikere, og det uden at give køb på den catchiness, alle sangene indeholder. En catchiness, som selv samtidens hair metal-grupper aldrig kunne hamle op med, uanset hvor meget de end forsøgte. “Lady of Winter” og "Queen of the Night" viste præcis det ovennævnte mix af lækre, komplekse riffs og ørehængeromkvæd. ”In Dark Places" med det mægtige „Kashmir“-riff var mindst lige så episk som det, alle ’de unge’ på denne festival diskede op med, og den smukke ballade “Painted Skies“ gav gåsehud til denne gamle fan (og kyniker).
The Realm of Might & Magic var ikke just en sal nær kogepunktet, men som en vis festivalchef engang har gjort mig opmærksom på i en helt anden forbindelse, så er det ikke nødvendigvis bandets skyld. Den undskyldning går vi med denne gang, for selvom Crimson Glory absolut ville have glæde af flere koncerter til at optimere sammenspillet, så var det en fornøjelse at være vidne til denne episke nostalgifest. Med ”Red Sharks” fik vi noget så sjældent som en anti-kommunistisk metalsang at forlade hallen med. Var det hele så mest noget for os nostalgikere med vinylerne stående hjemme på reolen? Muligvis, for vi fik jo det rendyrkede nostalgi-trip, vi var kommet for, og det var åbenbart kun nok til at fylde hallen cirka en tredjedel op. Synd for alle de andre festivalgæster, for de gik glip af en særdeles habil gennemgang af nogle af de bedste sange, 80’erne havde at byde på.
Wind Rose The Realm of Might & Magic, kl. 20:00
Lille spejl på væggen der, hvem er mest power mædl her …?
Power-folkemusik fra Italien bundet op på temaer fra Tolkien og Warhammer, så bliver det ikke meget mere power mædl. Wind Rose var i hvert fald, inden Epic Fest startede, kandidater til den titel, men sent her på den episke fests andendag skulle der efterhånden en del til at imponere mig. Ikke mindst efter Nanowar of Steels gakkede, men ret forrygende opvisning i King Roar’s Hall lige før. Men nu var det tid til ægte dværgemetal i the Realm of Might and Magic.
Fat hakken og grav!
Wind Rose har siden karrierestarten bevæget sig fra kraftfuld og progressiv power henimod et mere folky og symfonisk udtryk. Bedømt på stemningen i salen var det ret ligegyldigt, om det var det ene eller det andet udtryk, der dominerede, for Epic Fest-publikummet åd det hele råt – på ægte dværgemaner. At vi så ydermere havde at gøre med den eneste festival i kongeriget, hvor åbenlys våbenbesiddelse ikke bare er tilladt, men ligefrem tilskyndet, var denne koncert det bedste eksempel på indtil videre. For der var konstant økser og hakker i luften overalt blandt publikum. Nu vi er ved det visuelle, så gav scenedekorationernes bjergtema på den store scene endelig fuldt ud mening, for de var som skabt til Wind Rose.
Uanset hvad man måtte mene om dværgemetal, så var det fra start tydeligt, at Wind Rose er et særdeles kapabelt band, især når de giver den gas. Samtidig måtte man konstatere, at forsanger Francesco Cavalieri besad en af festivalens mest imponerede vokaler. "Drunken Dwarves" gav lidt tiltrængt tunghed, men under Cavalieris præsentation af netop den sang slog det mig, at det er lidt spøjst, at en dværg fra Tolkien-universet snakker engelsk med tyk italiensk accent. Og dermed har Wind Rose måske dannet præcedens for Amazons Rings of Power og deres inkluderende, men totalt mislykkede version af Midgård – det havde de ikke behøvet.
Det italienske trådte bedre frem i Cavalieris smørtenor – for pokker, hvor kunne den mand, undskyld, dværg synge. Til gengæld var jeg ikke imponeret over alle de kor-backing tracks, samtlige sange var sovset ind i. Det lød da godt og storslået, men det ødelagde altså oplevelsen af at være til en live-koncert – to dage på Epic Fest har dog lært mig, at det mere eller mindre er et vilkår i power-genren. Lidt pyro havde heller ikke gjort noget.
Men publikum havde en fest
’I am a dwarf and I’m digging a hole’ skrålede hele salen med på under Minecraft-hittet ”Diggy Diggy Hole” – og ja, det siger nok mere om oplevelsen med Wind Rose og deres dwarf metal på godt og ondt end tusinde ord, jeg kan spinde. Under afslutningen på denne underholdende, men ekstremt bøvede sang blev Epic Fest, heldigvis kortvarigt, pludselig omdannet til technofest. Men var det så muligt for denne gamle anmelder at parkere sin skepsis og undgå de korslagte arme, som jeres udsendte er så berygtet for på redaktionen? Tjae … en del af tiden var det da. Og publikum havde jo en fest.
Fellowship The Realm of Might & Magic, kl. 23:00
På en festival, hvor ’over the top’ er en del af DNA’et, er det jo oplagt at efterfølge Tolkien-inspireret dværgemetal på den store scene med endnu et middelaldertilbedende og da i hvert fald delvist Ringenes Herre-dyrkende band. Derfor tog engelske Fellowship over, der hvor Wind Rose havde smidt jernøksen et par timer tidligere, og de gik på med krum hals og masser af ungdommelig, smittende energi.
Præcis som vores anmelder har haft det med deres udgivelser indtil videre, var det en blandet fornøjelse at opleve Fellowship. Altså, de er jo dygtige, specielt deres ensomme guitarist, Brad Wosko – givetvis ankommet direkte fra Yngwie-skolen – var en oplevelse. Gruppens videoer bærer som regel vidnesbyrd om, at man ikke skal tage løjerne alt for seriøst, og de var da også klart det mest Eurovision-agtige band, jeg fik set på dette års Epic Fest. Voldsomt poppede melodier og ditto omkvæd, der på bedste MGP-vis ofte går en halv tone op til sidst. Så bliver det ikke mere Johnny Logan-agtigt.
På den anden side virkede det, som om især forsanger Matthew Corry egentlig havde mere på hjerte end sange om elvere, ringe og hobbitter. Men på trods af færre løjer og gak og mere seriøsitet end forventet var den mindre end halvfyldte sal svært begejstret. Især det nye ’hit’, ”Dawnbreaker”, gik rent ind. På denne anmelder gik det også rent ind ad det ene øre og ud ad det andet, for det fremstod godt nok som en noget overfladisk omgang fra et band, der egentlig så ud, som om de havde langt mere at byde på end det, de tilbød her.
Judicator King Roar's Hall, kl. 00:30
Personligt har jeg altid foretrukket den hårdtslående amerikanske power-metal fremfor den schlager-inficerede europæiske ditto. Derfor virkede Judicator fra det vestlige USA, med en håndfuld solide udgivelser i rygsækken, ikke bare som en virkelig inspireret booking, men også som det perfekte valg til at lukke tredje udgave af Kongerigets mest episke festival ned. For jeg kunne da umuligt være den eneste, der trængte til lidt tyngde og solide riffs for lige at blive mindet om, hvor power-metallen også kommer fra?
Vel var jeg ikke den eneste, men vi var godt nok ikke mange, der var mødt op til festivalens allersidste koncert. Dem, der havde kræfter til stadig at være med, var til gengæld særdeles entusiastiske, og bandet gik da også til stålet med det samme. Forsanger og Judicators absolut primære drivkraft John Yelland fremstod som Easy Rider-versionen af Freddie Mercurys nørdede fætter, og han kombinerede det med en ukuelig energi, masser af karisma og så endda også en særdeles stærk vokal. Det fik vi blandt andet at høre på et par af sangene fra gruppens seneste udspil. Både ”Concorde” og ”A Miracle of Light” viste både den tyngde og opfindsomhed, Judicator tilfører den traditionelle power-metal, og hvor trængte vi dog til det! Saxofonsoloen på ”Miracle” havde da været en fornøjelse, men den måtte vi undvære. Til gengæld fik vi masser af kærlighed og energi især fra Yelland, der var over det hele, inklusive i fotograven. Men hele det velspillende band bidrog faktisk til festen. Gruppens inkarnerede fans nede foran kvitterede med masser af kærlighed tilbage, og på den måde skabtes en forrygende koncert. Tilbage er bare at konkludere, at Judicator er et kriminelt undervurderet band! Men sikke et brag at gå hjem på. Tak for festen, og kom snart igen, Judicator.
Vi ses i 2026!
Generelt skal man ikke skælde publikum ud, for man træffer jo de valg, man nu en gang træffer, men alligevel var det ærgerligt, at power-folket ikke gav mere opmærksomhed til de bands, der faldt lidt uden for de gængse konventioner. Her tænker jeg især på Crimson Glory og Judicator. En mere åben tilgang til tingene skader ingen, og et band som Judicator beviste, at power-metallen har langt mere at byde på end bare eventyr og fjollerier. Til gengæld må man erkende, at festivalens største og mere traditionelle navne, Stratovarius og Wind Rose, også var dem, der bragte de største oplevelser. Af de bands jeg kun nåede at se kortvarigt, skal især Nanowar of Steel fremhæves, for de lod til at være fuldt på højde med de helt store navne – i hvert fald i underholdningsværdi. Veteranerne i Royal Hunt så også superskarpe ud, så man må konstatere, at Epic Fest igen i år havde masser at byde på, og Heavymetal.dk er selvfølgelig på pletten igen næste år!