Exodus af Lykke Nielsen Photography
De ‘glemte’ Bay Area-thrashere
Exodus er som bekendt et band, som indtager en vis plads i metalhistoriebøgerne. Pladsen som det sympatiske lige ved og næsten-band. Da thrash-scenen blomstrede i 80’erne, var Exodus også et af de bands, som blomstrede på scenen. På trods af at de kunne bryste sig af at have Kirk Hammett på guitar, indtil han i ‘83 forlod bandet for et andet velkendt thrash-orkester, så ramte Exodus aldrig de helt store klinger som Hammetts nye arbejdsgiver og måtte se sig tabt bag thrash-bussen styret af ‘the big four’. Det stoppede dog ikke Exodus i at fortsætte ufortrødent med deres kompromisløse Bay Area-thrash, til trods for mange udfordringer og personaleskift. Og ja, angående sidstnævnte, så har vokalist Steve Sousza i år forladt bandet for tredje gang i karrieren, og Rob Dukes er atter vendt tilbage på vokaltjansen. Med alt det i mente og det faktum, at den seneste plade, Persona Non Grata, fik lidt halvlunkne anmeldelser, så var spørgsmålet, om der overhovedet var flere skud tilbage for Bay Areas glemte thrash-helte, og om man kan sige ud fra aftenens præstation, at bandet nok bør forbigås på Copenhell?
Vi kører den ind med thrash
Mørket havde sænket sig over Gdansk og Mystic Festival. Parken var fyldt til randen med folk, og ud fra fremmødet var der ikke et mikrosekunds tvivl om, at det her var den koncert i dag, som flest havde glædet sig til. Der stod et rødt skær ud fra scenen, og til tonerne af Exodus’ velkendte “Bonded by Blood” trådte bandet ind på scenen. Der opstod straks en circlepit i parkens centrum, mens den tilbagevendte Rob Dukes overlod mikrofonen til publikummet i omkvædet. Selv de bagerste rækker 25 meter fra scenen råbte med på omkvædet.
Generelt virkede det som et veloplagt Exodus, der var trådt på scenen, hvor der blev leveret med stor spilleglæde. Bandet var godt fremme på scenekanten, lyden stod skarpt, og trods alderen, så stod Rob Dukes vokal, som den skulle. Det polske publikum slugte det råt. Circlepitten føltes som en hvirvelvind, der aldrig ville ende. Singalongs, eller yellalongs, om man ville, stoppede da heller aldrig, særligt var det polske råbekor godt på under sættets fjerde sang, “Deathamphetamine”, hvor råbene ingen ende ville tage.
Generelt var det simple midler, der virkede uhyre effektivt, men alle sangene endte med at falde i et, særligt fordi bandet heller ikke interagerede det store med publikum.
Fans på Copenhell skal glæde sig
Der er ingen tvivl om, at hvis man er fan af Exodus, så er der absolut noget at se frem til på årets udgave af Copenhell. Bandet virkede utrolig veloplagt, og Dukes er tilbage med både god energi og synergi. Det er dog tydeligt, hvorfor bandet aldrig blev lige så store som “The Big Four” ‐ de mangler den sidste smule kant og gennemslagskraft. Dog kan de stadigvæk levere en ganske habil koncert på de store scener. Dette beviste de i hvert fald onsdag aften i Polen, og det er mere, end hvad man kan sige om mange bands fra den tid.