Essensen af Copenhell
Man må gerne glæde sig
’Der er ingen tvivl om, at hvis man er fan af Exodus, så er der absolut noget at se frem til på årets udgave af Copenhell’. Det var ordene for et par uger siden, da vores udsendte anmelder oplevede et ’utrolig veloplagt’ Exodus på Mystic Festival i Gdańsk. Erfaring har ellers vist, at det godt kan betale sig at dæmpe forventningerne lidt, når man her i 2020’erne skal møde sine gamle 80’er-helte, men det blev da lidt mere vanskeligt ikke at glæde sig til et gensyn med Gary Holt & co., når de nu fik sådant et skudsmål for en normalt ikke specielt thrashbegejstret kollega.
Gang i svingdøren. Gang i pitten!
Siden amerikanerne sidst var på Copenhell i 2018, har der igen været gang i svingdøren hos thrashens OGs. Gary Holt er kommet tilbage igen, og det samme er vokalist Rob Dukes efter Steve Souzas dramatiske afsked tidligere i år. Er der nogen, der har tal på, hvor mange gange det efterhånden er sket? Præcis som vi oplevede det i Polen, viste det sig hurtigt, at Dukes var særdeles klar til at løfte opgaven, og alt var dermed, som det plejede i Exodusland. De er sådan cirka midt i deres europæiske sommertur, og det kunne man i den grad mærke, for det var ikke kun Dukes, der leverede varen. Fra ”Bonded By Blood” – der skød koncerten i gang efter programerklæringen ”We Will Rock You” (ja, den med Queen) – til ”Strike of the Beast”, der sluttede løjerne af, var der fuld smadder, skarpe riffs og masser, jeg mener MASSER, af gang i pitten.
Der gik nemlig maksimalt tre sekunder af ”Bonded”, før circlepittet gik i gang, og det voksede sig kun større, efterhånden som den her eminente koncert skred frem. Der er mange af de gamle klassiske thrashbands, der stadig kan levere solide oplevelser; Exodus hører til i toppen af den liste. At det blev en kæmpe oplevelse, skyldes ikke bare bandet og sangene. Om det var de helt gamle som ”A Lesson In Violence” eller de lidt nyere ting som ”Deathamphetamine” og ”Blacklist”, gjorde ingen forskel. Det hele blev knivskarpt leveret og ikke mindst modtaget med udelt begejstring og blodige næser i pitten.
Vi fik en lektion i vold på den fede måde
Og ja, det kan da godt være, at Exodus’ sangkatalog mangler lidt – OK, en del – i forhold til de helt store i genren, men denne eftermiddag var det fuldstændigt ligegyldigt. Der var proppet foran Pandæmonium, og vi var alle vidner til en ren symbiose mellem fortiden og nutiden, band og publikum. For os, der ’var der dengang’, var det en kærkommen genopliven af ungdommens udskejelser, og for de overraskende mange yngre deltagere virkede det bare til at være en livsbekræftende oplevelse. Dem skal man samle på.
