Copenhell 2019

Copenhell 2019

10 år i helvede

Copenhell fejrede sit velfortjente tiårsjubilæum i år og inviterede 25.000 gæster til fire dages fest og ballade. Vejret var med os hele vejen, og stemmen er så småt ved at komme tilbage i takt med, de næsten meningitisstive nakkemuskler langsomt slapper af igen. Men hvordan gik det så fejringen af Danmarks største metalfestival? Der er både gode og dårlige aspekter af at være blevet et flagskib, en institution, og selvom de gode klart opvejer de dårlige, bør begge sider adresseres med samme iver, for anerkendelse er intet værd uden kritik. Kritik er med til at gøre en god ting bedre, og her på redaktionen bliver vi aldrig trætte af de lange dage med mange bands – tak for den gratis kaffe.

Pænt rent

Igen i år havde festivalen et samarbejde med Hus Forbi. Det kan vi kun se som noget positivt, da Copenhell trods alt har en masse tørstige gæster, der skal drikke ud, inden de betræder grusstien til helvede. Det taler om goodwill og en humanistisk filosofi, som, skulle der stadig sidde nogle indskrænkede typer og tro på forældede stereotyper, understreger, at det ikke blot handler om bajere og Satan, men også om at give noget tilbage.

Og det leder os videre til et punkt, der læner sig lidt op ad det praktiske udfald på en altruistisk idé: Rengøringen på dette års Copenhell. Udover den utroligt effektive oprydning på pladsen efter lukketid, var der i år flere officielle oprydningshold, som diskret smøg sig igennem de festende masser og samlede smadrede krus sammen. For reglen hedder jo, at er du på festival, behøver du ikke selv tage ansvar for din egen oprydning, når nu der er folk til det samme. Men når det så er sagt, så fremstod pladsen generelt pæn og ryddelig til trods for de mange tørstige sjæle og åbenbart usynlige skraldespande.

Frivillig tvang

Det kan med sikkerhed tilskrives det pantsystem, som Copenhell indførte sidste år. Bakken var ikke reduceret til et decideret skraldehjørne, men omvendt skabte pantsystemet trafikpropper i ølboderne. En del kom for at indløse tårne af tomme krus og måtte bagerst i køen for hvert tiende glas, hvilket gjorde, at folk måske var mindre villige til at samle så meget sammen og dermed holde pladsen pæn. Løsningen kunne eventuelt være to køer: En til ”casuals” der kommer og veksler ti tomme krus til ét fyldt, og så en til de mere hardcore samlere, der stabler vaklende tårne.

Det ville også lette presset på de frivillige i ølbarerne, som vel har skrevet sig op til tjansen mod at få et armbånd, men måske ikke er forberedt på det ekstra arbejde, der er forbundet med både pantsamlere, almindelige fulderikker og så en konstant tilstrømning af begge. Det resulterede ofte i mange, lange køer, hvor det utrænede personale i flere tilfælde udvandrede med den konsekvens, at ølboderne var grotesk underbemandede. Den problemstilling kunne eventuelt afhjælpes ved at afkræve disse frivillige et depositum for deres armbånd – som naturligvis bliver tilbagebetalt efter festivalen. Det er set på flere større festivaler, og selvom det måske strider imod den tillid, man gerne vil vise de frivillige, som trods alt er med til at få festivalen til at køre, så skader det ikke at være praktisk anlagt.

Fyldte busser og åbne porte

Og apropos praktikalitet: Så kan vi ikke komme uden om elefanten i rummet. Transporten til og fra festivalen. Man kan ikke bebrejde nogen noget, de allerede har taget ansvar for, så manglen på kommunikation de første dage omkring hvor bus 666 kørte fra, kan ingen fortsat bebrejde dem. Men det resulterede i en veritabel shitstorm fra utilfredse deltagere, der af den ene eller den anden årsag ikke kunne/ville gå/cykle ud til pladsen. Og der kan kun lyde en opfordring til de ellers mange, glade mennesker: Vejene bliver ikke bredere af, at der går flere på dem. Vis hensyn i trafikken til og fra Refshaleøen, og husk på, at hvis alle vil først, kommer ingen af os nogen vegne.

Og apropos ikke at komme nogle vegne. Det er forventeligt med køer til indgangen, vi vil jo alle sammen gerne ind, og i dette tilfælde er køkulturen finkulturel, men! Især R.I.P. led under dette alle dagene. At åbne én indgang, når muligheden er der for fire, og køen går ud til vejen, er ikke optimalt. Enkelte tyede til højlydte mishagsytringer, da de, der havde betalt ekstra for deres armbånd, kunne stå og se de andre komme ind langt hurtigere. Lagt oven i transportkaos og bagende sol, havde man opskriften på sure miner. Løsningen kunne være at have et fast antal vagter ved indgangen, som så kunne fordeles alt efter hvor stort pres, der er på de forskellige indgange, så alle føler sig budt velkomne.

Og hør nu her, hvordan vi alle riffe vil…

Men det skal ikke kun være utilfredse gæster alt sammen. For når man tænker på, hvor stor Copenhell har vokset sig fra (5.000 det første år til 25.000 i år), så er det godt at se, at det stadig er hyggeligt – om end knap så intimt. Festivalen byder ikke blot på musik men også mad i lange baner – af svingende kvalitet – og diverse aktiviteter til at underholde mellem koncerterne. Nogle af disse kan man så undre sig over, hvad har at gøre på en metalfestival – såsom skatehallen. Det er prisværdigt, at ledelsen ønsker at tilbyde så diverse distraktioner, men når nu Purgatory, Smadreland og øksekast i Udgård trods alt flugter lidt mere med metalmiljøets… skal vi kalde det interesser, undrer det os HVORFOR. Måske pengene og pladsen kunne udnyttes lidt bedre til næste år, det bestemmer vi ikke. Men vi vil opfordre til at bruge midlerne på musikken i stedet, da det trods alt er det, de fleste er kommet for.

Og det er, hvad der optager majoriteten af de besøgende: Musikken. Copenhell er først og fremmest en metalfestival, og derfor ærgrer det os, at programmet i år ikke havde så meget fokus på netop det. Et tiårsjubilæum burde være en fejring af sig selv, sine fans og ikke mindst den musik, vi samles om. Så et hovednavn, som kiggede forbi for to år siden og vel næppe kan kaldes metal, er at skyde ved siden af. Ten Years In Hell var en fejring af festivalen, og det eneste, der manglede, var sådan set en kage til at fuldende verdens tungeste fødselsdagssang med. Ellers var det en forholdsvis blandet landhandel af gengangere, nye ansigter og længeventede bands. Alle vil altid være uenige om musikken, maden og vejret, så lad os bare slutte af med én ting, vi alle kan blive enige om: Vi ses til næste år

Onsdag:

  1. Like a Storm
  2. 1000Mods
  3. Eagles Of Death Metal
  4. Katatonia
  5. Immolation

Like a Storm Pandæmonium, kl. 17:00

Like a Storm

Ingen skyer over Gamle Sjælland

Solen fyrede op til en hed eftermiddag i helvede, da Carsten Holm langt om længe kunne præsentere Copenhell 2019 samt opvarmningsfestens første band, Like a Storm. Det var første gang, jeg havde fornøjelsen af at opleve et band hele vejen fra New Zealand live, selvom Like a Storm tidligere har spillet sammen med Alter Bridge og Living Colour i Falkonersalen. Spændte gæster var stimlet sammen i den sparsomme skygge ved scenekantens højre side, men da denne blev fyldt op, og da bandet gik på, lod folk pokker stå i solskoldninger og stimlede sammen om Pandæmonium. Like a Storm kom med en masse turnéerfaring, og publikum kom med en gedigen underholdningstrang.

Opvarmningsprogrammet blæste op fra start

Gruppen gik på til pænt bifald, og tog hul på afslutteren ”Pure Evil” fra deres seneste album, Catacombs. Omkring scenen var det tydeligt, at bandet allerede har opbygget en fanbase i Danmark. Lyden var klar og tydelig, så både de nedstemte guitarrytmer og den bagvedliggende synth kunne høres. Som de tog hul på andet nummer, ”The Bitterness”, klappede publikum taktfast sangen i gang. Bandets omfattende turnéarbejde havde lønnet sig, og koncerten ud viste de sig som dygtige underholdere. Mængden og stemningen steg, alt imens gruppen spillede sig gennem ”Complicated (Stitches and Scars)” og ”Solitary”, ligesom coveret af Linkin’ Parks ballade, ”Crawling” faldt i god jord – i hvert fald hos fansene tættest på scenen. Afslutningsvist steg stemningen endnu et hak, da de velkendte ”The Devil Inside” og ”Love the Way You Hate Me” rundede en vellykket åbningskoncert på opvarmningsdagen af.

Det er ikke nogen nem opgave at spille et fyraftenspublikum op under bagende solskin, og før de har fået taget den første tår øl, men Like a Storm klarede det rigtig flot med deres lyttervenlige, semi-elektroniske didgeridoo-hard-rock-core.

7/10

Af .

1000Mods Pandæmonium, kl. 19:00

1000Mods

Solskin, fuzz, groove, røg

Godt en time efter Like a Storm på Pandæmonium var flere mennesker efterhånden kommet til med forventningen om en god seneftermiddagsdøs i selskab med de græske stenerrockere, 1000Mods. Stablen af Orange-forstærkere varslede fuzz, groove og tommetyk røg, og det var, hvad publikum fik. Til de vanlige tre gange ”Hell!” og en masse hænder gik grækerne på, og fyrede yderligere op under den nu temmelig fyldte scene. Anført af forsanger Danis rockede vokal fandt 1000Mods deres tempofyldte sætliste frem, og det var et fremragende valg, som resulterede i en fremragende koncert.

Stenerrockerne fyrede yderligere op

Allerede ved åbningsnummeret ”Loose” blev hegnet ved scenekanten sat på prøve. Stemningen steg da gruppen fulgte op med ”Electric Carve”, som affødte festivalens første mosh pit blandt et nu meget feststemt publikum. Moshing blev til taktfast klappen til ”Above 179”, og hænderne nåede nu næsten ned til lydteltet. Ligesom hos forgængerne på scenen var lyden fremragende, og navnlig lilletrommen slog tilfredsstillende gennem mikset. Lidt over halvvejs gennem koncerten tog gruppen fat på den tempofyldte ”El Rollito”, mens Dani bad folk om en circle pit og såmænd også fik, hvad han bad om. Pitten voksede kun i størrelse på afslutteren ”Super Van Vacation”, hvor også den første crowdsurfer passerede hegnet, og hvor de sidste gæster foran lydteltet også løftede næverne i begejstring.

8/10

Af .

Eagles Of Death Metal Pandæmonium, kl. 21:00

Eagles Of Death Metal

Tid til død- og/eller grinebidere

Klokken 21:00 var det tid til hvide netundertrøjer, aviators og indforstået bluesrock med Josh Homme og J. Everett Hughes – alias Carlo Von Sexron og J. Devil Huge. Kort før koncerten fik jeg en snak med en gut, for hvem Eagles of Death Metal var hovednavnet ved opvarmningsfesten, og mængden foran scenen forvissede mig om, at Eagles of Death Metal nok skulle passe fint ind. Gruppen gik imidlertid på og lignede det, de er: en parodi skabt af vellæste musikere og dygtige sangskrivere. Hughes i rødforet kappe, Homme i jeans, skorte og solbriller, og bassist Jennie Vee i lyseblåt cowgirl-galla-suit med tilhørende hvid Texas-hat. Bifaldet var pænt, da gruppen gik i gang med den rock’n’rollede ”I Only Want You”, hvor både Hughes’ og Vees vokaler lød fremragende. Til gengæld, og måske som en del af parodien, var guitarerne skruet uhensigtsmæssigt højt op gennem hele koncerten, hvilket desværre overdøvede alt andet – f.eks. ”Ooh Ooh”-gimmicket i ”Secret Plans”. Uanset motivet var det en dårlig beslutning.

Kult-koncert fra kult-orkester

Amerikanerne havde naturligvis også deres fangruppe samlet tættest på scenen, som fulgte koncerten med begejstring fra start til slut. Glæden nåede dog sjældent meget længere end omkring scenen, og hits som ”Anything ’Cept the Truth” og ”Whorehoppin’ (Shit Goddamn)” høstede pænt bifald, men heller ikke meget mere end det. Blandt de slidte ’I-love-you-so-good-you-dig-it-amen!’-vittigheder fik gruppen ligeledes spillet korte covers af ”Complexity” (Boots Electric), ”Moonage Daydream” (David Bowie) og såmænd et bas-cover af ”Ace of Spades”, hvor sidstnævnte blev mødt med koncertens største jubel – nok fordi sangen er elsket højt af flere end gruppens egne fans.

Eagles of Death Metal leverede passende nok en underholdende kult-fest fra et kult-band foran et kult-publikum – og alle de andre. Og som de fleste kult-oplevelser, var den sjovest for dem, der allerede kender vittighederne.

4/10

Af .

Katatonia Pandæmonium, kl. 23:00

Katatonia på Copenhell 2019

Svenske Katatonia bragte mørke skyer ind over Copenhell

Det progressive metalband Katatonia havde valgt at besøge Copenhell som et led i deres igangværende turné, og denne onsdag aften skulle vi ikke kun fejre, at Copenhell havde 10-års jubilæum, men samtidig også at det i år er 10 år siden at Katatonia udgav deres roste album ”Night is The New Day”. For at fejre dette, havde bandet lovet at spille hele albummet fra start til slut.

Om Katatonias tilstedeværelse blev opfanget af vejrguderne skal være usagt, men få minutter inden koncertstart trak de mørke og ondeste skyer ind over festivalen og bød det svenske band velkommen med lyn og torden. En perfekt optakt til det mørke, dystre og tunge musik, vi fik leveret af Katatonia.

Med lyn og torden kommer regnen

Katatonia spillede som lovet hele deres album denne aften, og de fik faktisk indkapslet den specielle atmosfære på scenen, som man oplever på deres ”Night is The New Day”. Musikalsk var bandet i topform og leverede deres numre med en tung og sikker hånd. Desværre lod vejret os ikke nyde denne koncert uden, at vi lige skulle have et skybrud med på vejen. 3-4 numre inde i koncerten åbnede himlen sig op, og et mindre skybrud badede det pænt store antal publikummer, der stod og lyttede intenst til tonerne fra Katatonia.

Et sådan skybrud betyder næsten altid en publikumsflugt, og det gjaldt så sandelig også denne aften, hvor der kom godt salg i alle former for regnbeskyttelse. Regnen drillede ikke kun publikum, men også teknikken på scenen led under de store regnmængder. Teknikkerne på scenen havde en travl aften, men fik på mirakuløs vis reddet koncerten uden de store nedbrud. Så fejl indfandt sig, men fik ikke ødelagt indtrykket af en velspillet koncert, hvor især forsanger Jonas Renkses vokal fremstod stærk.

Personligt havde jeg hellere set Katatonia spille på Hades i år, men når tingene ikke passede ind i bandets turné, så var Pandæmonium scenen et ok alternativ. Bandet leverede varen og gav os en af de bedste oplevelse denne første dag på Copenhell.

8/10

Af .

Immolation Pandæmonium, kl. 00:30

Immolation

Legendarisk band lukkede og slukkede

Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvor stor en indflydelse Immolation igennem tiderne har haft på death metal, som det ser ud i dag. Men der kan være langt mellem storhedstider og nutidens form. Immolation var valgt til at lukke Pandæmonium scenen denne onsdag nat, og mens regnen silede stille ned fra de mørke skyer, forsøgte bandet at tænde op i gryderne og levere tung og mørk dødsmetal til folket. Immolation kom buldrende med fuldt smadder og en lyst til at rive alt fra hinanden, men var det drivvåde publikum klar til sådan en behandling?

Tonstunge riffs tilsat skuffende vokal

Normalt ville et band som Immolation være en garanti for en stor oplevelse, hvis man er til klassisk dødsmetal, men denne aften gik ligningen bare ikke op. En blanding af regnvejr, hvilket medførte tekniske problemer, og så en utrolig kedelig performance fra forsangeren Ross Dolan var med til at kaste en kedelig skygge på denne koncert. Bandet spillede ellers ganske tight og med en fin energi fra scenen, men tilsat den helt og aldeles monotone vokal, der var uden den normale brutalitet, så fes det hele ud i en gang tyndt kloakvand. Heldigvis forhindrede det ikke den flok ildsjæle, der var mødt op foran scenen i at have en fest uden lige. Der blev gået til den i pitten, hvor moshing og circle pits var i gang konstant. Det var og blev desværre aldrig den dødsfest, som vi alle havde håbet på – men om spilletidspunktet, vejret og dagen var skyldig i dette, skal henstå i det uvisse. Men hvis Immolation gæster Copenhell igen, så håber jeg på at udfaldet bliver flere niveauer over det, vi oplevede denne aften. Bandet har så meget mere i sig, så mon ikke vi har en revanche til gode?

4/10

Af .

Torsdag:

  1. Konvent
  2. Demons & Wizards
  3. Skindred
  4. Stone Temple Pilots
  5. Whitechapel
  6. Slash feat. Myles Kennedy and The Conspirators
  7. Halestorm
  8. Tool
  9. VLTIMAS

Konvent Pandæmonium, kl. 13:30

Konvent

Knusende Konvent

Konvent er kvinder. Ja, de spiller metal. Det er ikke et særsyn, ej heller noget, der på den ene eller den anden facon har indflydelse på deres evner udi musicering. Men grunden til jeg overhovedet nævner det er, at de ikke er dit ”typiske” kvindeband. Der er ingen teatralske fornemmelser eller højtflyvende operettevokaler. Næ nej. Konvent spiller ultratungt, ultralangsomt slow nod doom, med en vokal der bedst kan beskrives som ”gravrøst”. Der er ikke fokus på andet end musikken, og det er vidunderligt befriende i sig selv.

Det tidlige tidspunkt til trods havde der alligevel samlet sig en pæn mængde foran Pandæmonium i forventning om noget rendyrket ondskab. Og det skal jeg ellers lige love for, at vi fik. Til lyden af kirkeklokker – den langsomme og ildevarslende af slagsen, ikke den hidkaldende og opløftende – betrådte kvartetten scenen og understregede den for længst gængse viden, at der ikke skeles til køn i metallen. Rikke lød ikke helt som et menneske, og de øvrige medlemmer mestrede til fulde kunsten at spille langsomt uden at på noget tidspunkt at blive kedelige.

Hvem vil med i kloster?

En stor del af sætlisten var taget fra deres kommende plade, og den blev modtaget med åbne arme af publikum. På ”Squares” fra deres demo satte de til min store fornøjelse tempoet op, for nok sætter jeg pris på en god omgang doom, men det klæder bandet at spille lidt hurtigere – noget, der også afspejlede sig i responsen fra pladsen foran scenen. Lyden var på Konvents side, det samme var vejret. Det eneste, jeg har at udsætte på koncerten, er, at frontkvinden godt kunne have lagt noget mere fysisk energi bag sin vokal, især i de mere tempofyldte passager. Investér lidt mere i den kropslige udfoldelse, giv los, og vi nærmer os noget nær topkarakter. Jeg glæder mig i hvert fald til at sætte dem på derhjemme…

8/10

Af .

Demons & Wizards Hades, kl. 14:30

Demons & Wizards

En danmarkspremiere på Hades scenen

Mange fans af powermetal fik nok kaffen galt i halsen, da Copenhell annoncerede, at Demons & Wizards ville spille på dette års festival. Supergruppen, for at bruge et moderne udtryk, blev dannet af forsangeren fra Blind Guardian, Hansi Kürsch, og guitaristen fra Iced Earth, Jon Schaffer, tilbage i 1999. De har sammen udgivet to albums, hvoraf det sidste er helt tilbage fra 2005. Derfor var det også en stor overraskelse, at vi endelig skulle opleve dette band efter så mange år. Selvfølgelig hænger det også sammen med, at de endelig har sat sig for at udkomme med det tredje album i 2020. Bandet var sat til at åbne Hades scenen torsdag kl. 14.30. Vejret var forrygende og øllet koldt, men alligevel var fremmødet foran scenen til at overse. Ikke imponerende, når vi taler om en danmarkspremiere.

Nærværende band med manglende publikumstøtte

Men kun to albums i bagagen er udvalget ikke imponerende stort, men alligevel fik Demons & Wizards lagt en linje, hvor de havde udvalgt de stærkeste numre fra deres albums tilsat et par numre fra Blind Guardian og Iced Earth (”Welcome to Dying” og ”Burning Times”).

Samspillet på scenen mellem især Hansi og Jon var ganske stærkt, og det virkede, som om de altid havde spillet sammen. Skæringerne stod knivskarpt, og Hansis vokal var som altid en klasse for sig. Ganske imponerende at den mand stadigvæk kan levere på så højt niveau. Desværre virkede størstedelen af publikum uengagerede, og der var i den grad mangel på respons fra de fremmødte, når Hansi forsøgte at få dem med på lidt fællessang. Det kunne selvfølgelig skyldes, at publikum ganske enkelt ikke kendte teksterne, men et par strofer kunne man vel have forsøgt at synge med på, når nu frontmanden opfordrede til det? En powermetalkoncert kræver et tændt publikum for at nå klimaks, og der nåede vi desværre ikke til denne torsdag sammen med Demons & Wizards.

Bandet sluttede koncerten af med deres største hit, nemlig balladen ”Fiddler on the Green”, som blev fremført helt perfekt. En rigtig god afslutning på en koncert, som måske går over i historien, da det nok er tvivlsomt, at vi kommer til at opleve Demons & Wizards på dansk grund igen.

7/10

Af .

Skindred Pandæmonium, kl. 15:30

Skindred

Ragga-fest med Newport-helikopter og bandeord

Efter en aflyst Copenhell-koncert for i 2018 fik vi nu på tiårsjubilæet lov til at opleve vilde Skindred. En oplevelse, som jeg personligt har glædet mig til i mange måneder, da jeg var både sur og trist efter aflysningen sidste år. Skindred ved, hvad de laver på scenen, og som titlen på deres seneste album lyder, havde de gang i ”Big Tings” til årets Copenhell.

De har været på banen i over 20 år, men på trods af alderen fik hård kærlighed, attitude og ikke mindst feststemning gang i publikum klokken halv fire torsdag eftermiddag. Forsanger Benji har tidligere udtalt, at alt, Skindred laver, er i kærlighedens navn, og på trods af de mange gange, hvor både mænd og kvinder blandt publikum blev kaldt ”bitch”, kunne jeg virkelig mærke den positive energi, der strømmer gennem bandet – musikken er deres sprog. Skindred er glimrende underholdning og ikke et band, der behøver at blive båret af nattens mulm og mørke eller det helt vilde lysshow. Derfor passer de skidegodt ind på f.eks. Copenhell, hvor der også skal være bands, som kan løfte festivalen i dagslys. Koncerten blev kun bedre af, at publikum var med på alle Benjis lege, selvom han dog måtte trække lidt gang i os nedenfor scenen, men han fik da til slut de fleste til at smide trøjen og lave den klassiske Newport-helikopter (band-T-shirten svinges over hovedet i takt til musikken) til nummeret ”Warning”.

Dubstep, reggae, punk, ska, metal… Hvad vil du ha’?

Det er ikke alle, der kommer til at elske Skindred efter koncerten på Copenhell, for deres helt unikke blanding af genrer er ikke for enhver. Det er faktisk lige før, jeg ikke kan finde et element af lyd, som ikke på en eller anden måde er repræsenteret hos Skindred. Til gengæld kan alle nok blive enige om, at det var svært at stå stille til oplevelsen. Jeg har ondt af Copenhell 2018’s gæster, som ikke var på pladsen i år. Jeg ville for alt i verden ikke have misset Skindred, og jeg håber virkelig, at de bliver inviteret igen!

8/10

Af .

Stone Temple Pilots Helviti, kl. 16:15

Det går op og ned i showbusiness

Det psykedeliske grungerockband Stone Temple Pilots har siden debut- og gennembrudspladen Core fra 1992 haft en noget omtumlet tilværelse. Bandets op- og nedture var det meste af tiden direkte forbundet med den uhyre talentfulde og karismatiske frontmand Scott Weilands ditto. Han havde dog desværre lige så store problemer med stofferne og ordensmagten, som han havde overjordiske musikalske velsignelser, og til sidst sagde bandet stop. Linkin Parks Chester Bennington blev i 2013 hyret for en kort bemærkning, og herefter fandt bandet en permanent afløser i X-Factorstjernen Jeff Gutt. Det store spørgsmål har siden været, om bandet stadig kan noget, eller om de burde have stoppet, mens legen var god?

I høj sol og dejlig varme gik kvartetten på scenen til den relativt svære opgave, det er at fyre op under publikum som årets allerførste band på den største scene. Og det skulle blive svært. Skuffelsen blev enorm hos mange, og lidt mindre hos andre. Var man kommet for nostalgiens skyld, kunne man finde glæde i velspillede udgaver af “Vasoline”, “Interstate Love Song”, “Big Empty" og en genialt underspillet udgave af megahittet “Plush”. Men var man kommet med forhåbninger om at få en fantastisk start på en ellers god torsdag i hardrockens navn, gik man slukøret fra Helviti denne eftermiddag.

Knap så Gutt

Selvom bandet absolut stadig godt kan spille, var der flere ting i vejen. For det første var bandets sætliste noget forbandet rod. Numre med gang i blev konstant afløst af de mere syrede eller stille, hvilket med det samme dræbte den dynamik, der hele tiden var lige ved og næsten – og så begynder publikum hurtigt at miste interessen. For det andet – og det burde man egentlig ikke bedømme dem på, men man kommer alligevel ikke uden om det – så er Jeff Gutt ingen Scott Weiland. Momentvis var der Bowie-inspireret hoftevrideri og numsevrik, som den gode Weiland smukt besad i sine velmagtsdage, men han fremstod alt for uerfaren på en stor scene trods det faktum, at det sangtekniske ikke fejlede noget. Og så er det ganske enkelt en utrolig svær opgave som ny forsanger at iføre sig samme sko, som en næsten legendarisk forgænger har udfyldt med så meget smerte, håb, desperation og karisma. Den opgave kunne Gutt ikke løfte. Men findes der nogen, der kan? Personligt tror jeg det ikke.

5/10

Af .

Whitechapel Pandæmonium, kl. 17:15

Whitechapel

Skulle Whitechapel spille fredag? Eller torsdag? Eller slet ikke?

Ja, hvis man var en smule forvirret, så var man helt sikkert ikke den eneste. De amerikanske deathcore-metallere fik rykket deres tid tre gange med en masse andre ændringer til følge. Hvorfor dette var nødvendigt, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, men det var glædeligt, at vi fik lov til at opleve Whitechapel på Copenhell igen. Bandet var en del af Copenhell 2010, så for nogle var det et glædeligt gensyn denne eftermiddag på Pandæmonium.

Publikum var mødt talstærkt op, og derfor kunne man måske godt have tænkte sig, at netop denne koncert var blevet flyttet til Hades. Sådan gik det bare ikke, og vi måtte tage til takke med den noget mindre, men mere intime scene.

Deathcore som det burde serveres!

Da Whitechapel satte deres koncert i gang, blev publikum ramt af en trykbølge af tunge, fandenivoldske rytmer fra bandets tre guitarister. I en herlighed af tung bas og klassiske core-rytmer gav Whitechapel os et los i klokkespillet lige fra start. Forsangeren Phil Bozeman brølede sig gennem koncerten, som var han besat af en dyrisk dæmon, og det fik øjeblikkeligt publikum til at bryde ud i en kæmpe moshpit. Tempoet var lagt, og selvom der sneg sig et par overraskelser ind i setlisten, forsatte bandet med at rive publikum rundt på pladsen.

Whitechapel var kommet for at levere en af de helt store oplevelser, og det lykkes til fulde. Betragtede man det fremmødte publikum, var der ikke mange hoveder, der blev holdt i ro. Bandet leverede en tempofyldt, tight og energisk koncert med alt, hvad man kunne forvente af et af de største i deathcore-klassen. Men sådanne demonstrationer er det indlysende, at Copenhells bookingteam burde se efter flere bands i denne genre.

Bandet nåede ”kun” at spille 11 sange, hvilket lod til at være alt for lidt – koncerten kunne sagtens have fortsat en halv time yderligere.

9/10

Af .

Slash feat. Myles Kennedy and The Conspirators

Rutineret rockkoncert foran glade fans

Helvíti var tre-kvart fyldt, da ikonerne Slash, Myles & Konspiratørerne betrådte scenen. En brat gyser-intro akkompagnerede gruppens indtog, og straks efter bragede ”The Call of the Wilds” feststemte rockriff udover mængden. Folk kom til i en lind strøm, og mens gruppen fortsatte med ”Halo”, blev der fyldt godt op på betonunderlaget foran scenen.

Bifaldene og hænderne i pitten var pæne, selvom den omkringstående menneskemængde vist var kommet for navnet og ikke blev bevæget til meget mere end de mest høflige jubler. En del af årsagen skulle findes i vokalen; Myles synger og sang naturligvis rigtig godt, men hans vanligt tilbagelænede vokal var ofte begravet i mikset, hvilket lagde en dæmper på det, der kunne have været en solid rockfest for alle fremmødte. Stemningen steg da også, da Todd Kerns tog over på ”Doctor Alibi”, idet hans mere energiske stil tydeligt forplantede sig til det større publikum.

Rutineret rockkoncert foran glade fans

Størst blev bifaldet – naturligvis – da gruppen tog hul på ”Nightrain”, hvor Myles i øvrigt også hævede energiniveauet for at ære originalen. Slash, Myles & The Conspirators leverede en hæderlig præstation på Copenhell, som har været en glimrende oplevelse for de fans, som kom for at opleve Slash, Myles & The Conspirators, og et tilfredsstillet kryds på listen for de gæster, som primært kom for at se Slash.

5/10

Af .

Halestorm Hades, kl. 21:00

Halestorm

Velkendt sætliste

Halestorm har det seneste årti gjort sig bemærket som et af de største nye rockbands på scenen, og måske næsten det største med så stærk en kvindelig frontfigur. Man kunne dog torsdag aften godt mærke, at rockstjernelivets slid og slæb er ved at have indhentet forsanger Lzzy Hale, der kæmpede for at finde den kraft frem, der har gjort bandet til den succeshistorie, det er blevet.

Koncerten bar lige fra første nummer præg af Halestorms efterhånden imponerende katalog af rockhits, som med blot tre udgivelser allerede er veludstyret. Sangene var velkendte, og publikum kunne synge med på sange lige fra ”Do Not Disturb” over nye numre som ”Vicious” og ”Chemicals” til den unge klassiker ”I Miss the Misery” fra 2012-albummet The Strange Case Of…. Bandet leverede en klassisk rockoptræden dertil med alle koncertgenrens velkendte tricks og gimmicks. Sidstnævnte stod især lillebror på trommerne, Arejay Hale, for med trommesolo, en masse mere eller mindre vellykkede trommestikjongleringer og ikke mindst en kort bankesession med et par stikker i menneskestørrelse.

Hæse skrig

Koncerten sprang dog aldrig langt udover det forventelige, og Lzzy Hales mange kræftpræstationer i skrig og langt udtrukne toner lød mere som angreb på et pausetrængende stemmebånd end de angreb på det hungrende publikum, de skulle have været. Udmærket koncert, men jeg ved fra tidligere danske koncerter, at Halestorm kan levere endnu bedre.

6/10

Af .

Tool Helviti, kl. 22:30

Et sansebombardement af de helt store

Man skal have sovet ualmindeligt tungt under en koloenorm sten for ikke efterhånden at være klar over, at amerikanske Tool i mange år har været Copenhellgængernes største og mest våde drøm. Men alt godt kommer til den, som venter, var der vist nok engang en klog person, der sagde. Og han fik ret. Tool har ikke spillet i Dannevang siden en fabelagtig koncert på Roskilde i 2006, men på denne smukke torsdag aften leverede metallens svar på Pink Floyd alt det, man som Tool-fan kunne tænke sig. 

Da mørket efterhånden havde lagt sig som en blød dyne over Refshaleøen, gik torsdagens helt store tilløbsstykke på scenen. Med et imponerende lysshow, en masse skærme med diverse videomontager samt en Maynard James Keenan i vanligt tilbagetrukket stil blev der lagt ud med “Ænema”, “The Pot” og vidunderlige “Parabola”. Og hold da ferie, hvor kan Tool spille. De herrer Danny Carey og Justin Chancellor udgør en så forbandet tight rytmesektion, at man skulle tro, det var båndede optagelser, vi hørte. Læg dertil en fantastisk Adam Jones, der ligeledes spillede helt formidabelt. Det var ganske enkelt alt, der sad lige i skabet. Imponerende!

To nye numre fra den kommende plade – som vi stadig gerne vil se, før vi tror det – fungerede upåklageligt sammen med resten af setlisten, der mod slut også bød på “Jambi”, “Vicarious” og selvfølgelig “Stinkfist”. Det var så formidabelt godt leveret, at man næsten kan kritisere dem for at spille for rent og lyde fuldstændig som på pladen. Men lad os undlade det og i stedet tænke tilbage på oplevelsen med fornøjelse.

Ventetiden værd

Tool har alle dage været et band, der har delt vandene. Præcis som med førnævnte Pink Floyd er man enten lige dele pjattet med dem og imponeret over dem, eller også synes man, det er noget selvhøjtideligt og ligegyldigt juks. Det var nok ikke denne aften, bandet tiltrak sig en masse nye fans med deres svært tilgængelige og introverte show, der udover musikken også funderer sig i det lysmæssige samt de MTV-agtige videomontager. Men alle de, der havde ventet med længsel på et gensyn med Tool, fik alt det, de havde håbet på. Man skal investere en del tid, koncentration og indlevelse i den til tider meget kryptiske musik, men er man vedholdende, venter en stor gevinst i den anden ende. Og den fik vi torsdag aften.

9/10

Af .

VLTIMAS Hades, kl. 00:15

Supergruppesuppe

Det er altid interessant, når musikere fra forskellige bands stikker hovederne sammen og finder på nye veje at gå, selvom det ind i mellem ikke falder så heldigt ud i praksis. Om det burde være blevet på papiret, at David Vincent fra Morbid Angel slog pjalterne sammen med Flo Mounier fra Cryptopsy og Rune Eriksen fra Mayhem, skal jeg ikke kunne sige. Men faktum er, at torsdagens koncert nærmede sig en vittighed, kun for de indviede. Der var nok af dem til gengæld, men om de hoppede for at holde varmen, eller af begejstring, var svært at tyde.

Rent teknisk er der intet at udsætte på hverken skind og strenge. Mounier knoklede for sin hyre og præsterede både at spille tight og interessant. Det må siges, at han var det absolutte højdepunkt ved hele koncerten, og at han er en fremragende dødsmetaltrommeslager. Hans blastbeats og dobbeltpedaler ramte plet hos mig, og sammen med de iskolde og knivskarpe riffs leveret af Eriksen gik arven fra black metalmaskinen hånd i hånd med dødsmetallen. Selv lyden syntes at være med dem, og det ene frække riff efter det andet gav de musikalske anstrengelser et gyldent skær.

Knapt så super gruppe

Men der stopper festen altså også. Vincent keglede rundt på scenen som en småfuld sprechstallmeister og bøvede sig igennem det ene ellers udmærkede nummer efter det andet. Hans påtagede amatørskuespil skulle ellers tilføje musikken et skær af ondskab, men det blev i stedet til noget bøhmandskvækken, der for det meste bare kom i vejen for resten af bandet. Hans rene vokal var acceptabel, men resten af tiden var det tåkrummende at observere. Vi var svært glade for deres seneste udgivelse på redaktionen, men det er altså svært at tage det alvorligt, når frontmanden krydser alle klicheerne af. Han lignede en blanding af The Undertaker og en skurk fra Red Dead Redemption, og jeg kan ikke tilgive ham for hans cover af Type O Negatives cover af Black Sabbaths ”Black Sabbath”.

5/10

Af .

Fredag:

  1. Cabal
  2. Manticora
  3. Trivium
  4. Pretty Maids
  5. Baest
  6. Alien Weaponry
  7. Lamb Of God
  8. Clutch
  9. Slægt
  10. Slipknot
  11. Heilung

Cabal Pandæmonium, kl. 12:45

Cabal

At spille sine kort rigtigt

Tilbage i 2016 udgav et band en EP. Det sker ret ofte, som vi kan se i vores indbakker her på heavymetal.dk. Æren af at anmelde denne EP tilfaldt mig, og jeg roste dem for deres ” CHUGGITY DUN DUN CHUGGITY DUN DUN!!!”, men efterlyste samtidig både mere af den black, de lovede, og at de satte deres eget præg på musikken. Men som vi kunne høre alle sammen, har de ikke blot gjort det på sidste års fremragende Mark of Rot, men også på de to spritnye sange, der varsler en ny udgivelse.

Fredag ”morgen” på Pandæmonium skulle deres sortklædte deathcore så ruske op i de morgensløve Copenhellgæster, og jeg tror, den bedste kur mod tømmermænd findes lige her. Fra første færd tog drengene os i de små hår i nakken og løftede os op på tå. Med en blanding af crab walk-positur og helkrops headbanging fulgte de ubesværet formlen for både black og core, og forsanger Andreas stod ikke stille mange sekunder, mens det ene breakdown efter det andet rullede af scenen og udover de efterhånden lige så aktive publikummer. Fra mit helle på podiet i RIP, kunne jeg se, hvordan det langsomt forplantede sig længere og længere bagud, som flere og flere lod sig rive med. Især trommeslager Nikolaj Kirk har format, og jeg tænkte ved mig selv, at Copenhell i år tilhører de sky bæster bagerst på scenen.

Ubetinget spilleglæde

Måske bryder jeg en uskreven anmelderkodeks, hvor man for alt i verden ikke må være for begejstret for grundlaget for det, man laver, men i dette tilfælde er jeg ligeglad. Når man får lov til at observere professionalisme og spilleglæde på én og samme tid, skal man være lavet af sten for ikke at lade sig underholde. Jeg morede mig over bandets hård fyr-attitude, anerkendte deres indsats og sidst, men ikke mindst, blev varm om hjertet af Andreas’ slet skjulte glæde ved at optræde på Copenhell. Vokalen, der til tider godt kunne blive lidt ensformig, var i musikalsk sammenhæng passende brutal og stod i skærende kontrast til den glæde, som boblede i hans stemme, når han henvendte sig til publikum. Vi glæder os til at se jer på Hades om et par år.

9/10

Af .

Manticora Hades, kl. 13:00

Katana-core for de få morgenfriske

I de spæde morgentimer omkring ti minutter i ét, begav jeg mig fra Cabals lettere forsinkede koncert over til Hades, hvor Manticora skulle smide en spand powerthrash i hovedet på et ikke-særligt-morgenfriskt publikum. Jeg selv havde nødtvungent sprunget Fiend/Vltimas over aftenen forinden, for at være frisk til at opleve forfatterne af den fortrinlige To Live to Kill to Live, og ligeledes Danmarks mest hæderkronede powerthrashere nogensinde. Man skulle ikke just skubbe folk til side for at trække en palleløfter forbi lydteltet, og selvom folk kom til efterhånden, som koncerten gik i gang, forblev Hades halvtomt. Det lod københavnerne sig nu ikke mærke med, da de gik på og prompte tog hul på ”Katana – Opium”. Stortrommen tordnede gennem lydbilledet – måske lidt for meget for min smag – men både vokaler og leads gik for det meste fint igennem.

Arbejdssejr

Herefter ridsede gruppen deres anselige repertoire af powerthrash op for dem, der måtte være i tvivl, og især ”A Long Farewell” fra klassikeren Hyperion affødte en længe ventet respons fra publikum. Et lydklip af Tchaikovsky’s ”Piano Concerto 1” i H-mol markerede overgangen til det nye materiale, og Larsen benyttede lejligheden til at trække en blå heldragt på og hive to halvnøgne og blændede fanger – én mand og én kvinde – på scenen. Gruppen leverede en fornem præstation af ”Echoes of a Silent Scream”, og det er efterhånden på tide at jeg anskaffer og læser deres roman.  Afslutningsvist fik fansene duoen “Towering Over You” og “Revival of the Muse that Is Violence”, som også blev hilst med behørig jubel, nu folk så småt var vågnet.

Det er drøjt arbejde at spille tredjedagen klokken 13.00, men de erfarne herrer klarede det flot efter omstændighederne. Det er urimeligt at kritisere koncerten eller kunstnerne for tidspunktet, ligesom det er urimeligt at programsætte dem til klokken 13.00 i det hele taget. Godt arbejde og god koncert.

6/10

Af .

Trivium Helviti, kl. 14:00

Trivium

Kan tredje gang siges at være lykkens gang?

For amerikanske Trivium var det tredje gang, de skulle gæste Copenhell. Nu er det ikke, fordi de ikke har leveret gode koncerter tidligere, men man håber altid på, at det bliver en af de oplevelser, der ikke går i glemmebogen med det samme. De sidste gange, de gæstede Copenhell, har de spillet på Hades scenen, men denne gang skulle de stå distancen på Helviti. Desværre for Trivium var de også dem, der var sat på programmet som første band og dermed dem, der skulle banke de sidste tømmermænd ud af et noget træt publikum. Trivium har til vane at dele vandene når det kommer til metalfolkets mening om deres musik, og selvom de plejer at levere fra scenekanten, er det desværre ikke altid nok til at få fat i det kræsne danske publikum.

Trivium fik leveret pakken, men uden modtager på!

På en fredag kl. 14, hvor ikke alle folk endnu var stået op, indtog Trivium scenen. Vejret var lunt men med en relativt stærk vind, der blæste på tværs af festivalpladsen – og hvad det så betyder kommer jeg tilbage til senere. Som sagt, så var fremmødet sparsomt, og der var vel kun en tredjedel af publikum på pladsen til koncertstart, hvilket heldigvis ikke påvirkede Trivium det store, for de gik ind til koncerten med masser af energi og spillelyst.

Selvom Trivium de seneste år har været flittigt spillet på diverse rock-radiokanaler herhjemme, så virkede det ikke, som om der var mange blandt publikum, der kunne synge med på omkvædene. Dette medførte en vis stilstand blandt publikum med undtagelse af de inkarnerede fans oppe foran i pitten. Flere gange forsøgte forsanger Matt Heafy at opildne publikum til fællessang eller mere gang i pitten, men lige lidt hjalp det. Selv da han forsøgte at provokere med at sige, at det bedste publikum, de havde oplevet på deres festivalturne var på Download festival, faldt det lidt til jorden. Dette medførte spredte buh-råb og en lidt større villighed i pitten, men som så mange gange før under denne koncert, så døde det hurtigt ud igen. Faktisk var det først, da bandets store hit “The Heart From Your Hate” blev spillet, at der kom mere gang i publikum.

Bandet spillede ganske godt sammen denne eftermiddag, og teknisk var der ikke meget at sætte en finger på. Eneste minus ved lyden var den føromtalte vind, som flere gange gjorde, at lydbilledet blev noget sløret, men det er nu engang spillereglerne, når man er til udendørs koncerter.

Trivium fik spillet 10 numre og sluttede af med nummeret ”In Waves”, før de takkede af.

Konklusionen på denne koncert må være, at det helt sikkert var den svageste optræden, bandet har leveret på Copenhell til dato. Og skulle de komme tilbage i fremtiden, så lad os håbe, at de kommer tilbage på Hades scenen og får en lidt senere spilletid.

6/10

Af .

Pretty Maids Helviti, kl. 16:30

Stadig kønne

Den store scene var pænt fyldt op, da en dramatisk synth-intro bekendtgjorde Pretty Maids’ snarlige indtog. Gutterne trådte frem fra kulissen til rimelig jubel, og synth-introen blev til ”Pandemonium.” Christensen alias Atkins var og er naturligvis langt flottere end den gennemsnitlige 80’er-rocker, og jonglerede i øvrigt fint sine karakteristiske brøl med den mere traditionelle rockvokal, selvom førstnævnte gik klarest igennem. Man fornemmede at mange langvarige fans var til stede foran scenen, da især klassikerne vakte begejstring hos de fremmødte.

Dansk old-school blandt moderne amerikanere

Som ”Pandemonium” blev afløst af ”Bull’s Eye”, klappede publikum entusiastisk sangen i gang, og entusiasmen holdt mestendels koncerten ud. Atkins holdt tæt kontakt til publikum, som gengældte med tæt kontakt til bandet. Veteranerne kom med den tungeste sætliste, de havde, som også talte ”Kingmaker” og ”Back to Back”. Den spøgefulde undskyldning for dagens ballade, ”Little Drops of Heaven”, kunne Atkins nu have sparet sig; der var ingen sure miner blandt metalhovederne på noget tidspunkt. Gutterne rundede koncerten af med ”Future World”, ”Red Hot and Heavy” og ”Love Games”, og især klassikeren ”Red, Hot and Heavy” blev hilst velkommen af gæsterne.

Pretty Maids var blevet skohornet ind mellem tre af de store amerikanske bands, og selvom Maids ikke er hverken moderne eller verdensstjerner, så leverede de en underholdende koncert fra start til slut foran et publikum, som havde en glimrende eftermiddagsfest.

6/10

Af .

Baest Hades, kl. 18:00

Baest på Copenhell 2019

Fra skønhederne til udyrene

Ét kvarter havde jeg til at løbe fra Helvíti over til baren efter en fadøl, derefter til toiletterne og endelig til Hades. Mens Pandæmonium spillede op til haka krigsdans, skulle Hades lægge gulv til en mere makaber én af slagsen.

Skeletal Remains, Death, Ozzy og Katla pryder brystet på Aarhus’ tungeste, da de træder frem på Hades foran en usædvanligt tætpakket menneskemængde. Hvis det tog ti sekunder før den første circle pit var i gang, var det udelukkende fordi, der skulle ryddes så mange mennesker af vejen. Alt er et virvar; et oprørt hav af lemmer, festivalarmbånd og forbipasserende ansigter, der sporadisk bryder gennem støvtågen før de forsvinder igen. På de frådende bølger sejler en armada af crowdsurfere; én af dem rammer mig i nakken og sætter en midlertidig stopper for min intense headbanging.

Kaos på Hades – og på skadestuen

På scenen leverer Baest naturligvis et overmåde energisk, underholdende og – ikke mindst – voldsomt spektakel. Med gentagende appeller til moshing, knytnæver, råb, død og ødelæggelse giver drengene intet hvil til et publikum, der heller ikke ønsker ét. Mellem to numre får jeg held til at samle min telefon op fra jorden og lægge den i tasken; den må være faldet ud da hele folkemængden hoppede op og ned sekunder forinden. Jeg kan slet ikke få armene ned – dels på grund af showet, dels er der ikke plads – så jeg bruger dem flittigt til at beskytte min nakke mod den evige strøm af crowdsurfere.

Sætlisten er for mit vedkommende fuldstændig tabt i kaosset, men undervejs får aarhusianerne spillet førstesinglen ”Gula” fra deres kommende album (Venenum, Sep. 13 2019), samt – hvis jeg husker rigtigt, hvilket er usandsynligt – andensinglen ”As Above, So Below”, som endnu ikke er udgivet. Baest afslutter sættet til et kæmpe brøl og tusindvis af horn (går jeg ud fra) fra tusindvis af fans. Jeg ånder lettet op og ringer 1813. ”Tak for din tålmodighed. Der er i øjeblikket mange, der ringer samtidigt”. Slet ikke ilde!

Baests koncert var en oplevelse, der gav hår på brystet – og på skuldrene, ryggen og resten af kroppen i det hele taget – og det var den helt rigtige beslutning at rykke dem op på Hades. Når de om to år spiller på Helvíti, bør Copenhell nok informere Hovedstadens Beredskab.

9/10

Af .

Alien Weaponry Pandæmonium, kl. 18:45

Alien Weaponry

Er Haka metal?

Det New Zealandske band Alien Weaponry spiller en gang thrash metal tilsat en masse toner fra den traditionelle maorikultur. Bandet er relativt ungt og blev dannet tilbage i 2010 af to brødre. Bandet udgav dog først deres første hele album i 2018, så der var tale om et relativt uprøvet band, der skulle stå distancen på dette års festival.

For at byde bandet velkommen, havde Copenhells kommunikationschef Morten Skovgaard inviteret Hr. Harnett Mutu (som underviser i Haka-dans her i Danmark) til at komme forbi Pandæmonium scenen 45 minutter før koncerten Her underviste han ca. 2.500-3.000 fremmødte i en lille bid af den traditionelle dans. Alle virkede til at tage godt imod denne nye type dans og var klar til at tage imod de tre unge mænd.

Hvor mange publikummer kan Pandæmonium scenen klare?

Da bandet gik på scenen, startede de selv med at udføre en mindre og hurtig overstået Haka-dans, hvorefter den føromtalte Hr. Harnett Mutu gik på scenen og førte an i, hvad der skulle vise sig at blive den største Haka-dans til en koncert overhovedet. Omkring 6.000 mennesker var mødt op for at overvære Alien Weaponry, og det ville være synd at sige, at der ville have været plads til mange flere. Alle bidrog, så godt de kunne i denne meget specielle velkomst af bandet, og ud fra deres reaktioner er det næppe noget, de glemmer foreløbigt.

Efter denne optakt startede bandet deres koncert med en utrolig energi og spillelyst. Der var, for at sige det ligeud, fuld smadder på fra start til slut, og drengene fra New Zealand så sig ikke tilbage denne aften. Med saft og kraft smed de alt, hvad de havde, i hovederne på det fremmødte publikum, som betalte tilbage med en stor moshpit oppe foran scenen. Bandet gav præcis det, vi alle havde håbet på – en oplevelse man sent glemmer. Et relativ nyt band kom og sparkede vores ben væk under os.

Skulle der nævnes et par småting, som evt. skal rettes næste gang Alien Weaponry kommer forbi Copenhell igen, så ville det være, at Pandæmonium scenen nok er en tand for lille til dette band og så var spilletiden for kort. Bandet nåede 9 sange, og det er i sig selv ok, når man tænker på, at de kun har et album på gaden, men mon ikke de når at udgive et mere, inden vi forhåbentligt ser dem igen? En fantastisk oplevelse med dans, sang og headbanging var vel overstået.

8/10

Af .

Lamb Of God Helviti, kl. 19:45

Lamb of God på Copenhell 2019

Endelig tilbage på Copenhell efter 7 års venten

Tilbage i 2012 skrev det amerikanske band Lamb Of God historie på Copenhell, ved at give den mest intense og gennemførte koncert i festivalens historie. Det er selvfølgelig altid en smagssag, men faktum er, at lige netop denne koncert hos mange fremstår som det vildeste, de har oplevet på Copenhell. Nu var bandet fra Virginia, USA så tilbage på festivalens grund. Sidste gang lagde de Hades scenen fuldstændigt ned, så det var med rettidig omhu, at de var flyttet over på hovedscenen denne fredag aften.

Kunne de leve op til de tårnhøje forventninger?

Som altid sparkede Lamb Of God døren ind, og anført af en hyperenergisk og voldsom karismatisk Randy Blythe, tog de kvælertag på publikum fra starten. Bandet lagde ud med sangen ”Omerta”, som øjeblikkelig skabte en kæmpe moshpit oppe foran scenen. Bandet gav alt, hvad de havde i sig, og gav ikke publikum et sekunds pause under denne koncert. Dog kan det nævnes, at musikken stoppede op, da en svensk kvinde smed sit pas op på scenen til stor undren for forsangeren. Efter at have læst hendes navn op, fik hun det tilbage, og koncerten kunne atter forsætte i et djævelsk tempo.

Det var en sand fornøjelse at se, et af de store bands bare gå ind og levere varen uden nogen former for lir eller lange taler fra scenen. Her drejede det sig om at spille musikken, og det var netop det, Lamb Of God gjorde denne aften. Store numre som ”Walk With Me in Hell”, “Still Echoes”, “Blacken the Cursed Sun” og selvfølgelig monsterhittet “Redneck” var bare nogle blandt mange, som vi fik serveret denne aften.

En Copenhell rekord til Lamb Of God

Under denne koncert slog Lamb Of God en rekord og skrev sig selv ind i Copenhells historie med flest crowd surfere til en koncert. Intet mindre end 830 mennesker måtte hjælpes ned af security-folkene oppe foran scenen. Det taler sit eget sprog og viser tydeligt hvor meget smæk, der var på denne koncert. En oplevelse der vil blive husket som en af de bedste koncerter under dette års Copenhell, men ikke en koncert i samme vanvittige kaliber, som den vi fik leveret tilbage i 2012.

8/10

Af .

Clutch Hades, kl. 21:30

Clutch

Cool, cooler, Clutch

De amerikanske bluesrockmestre i Clutch er bestemt ikke nærige med at give koncerter i Danmark. Og heldigvis for det. Det er næsten med statsgaranti, at der er lagt i kakkelovnen til et brag af en fest, når kvartetten fra Maryland bevæbnet med skovmandsskjorter og fuldskæg indtager scenen. Fredag aften på Hades var ingen undtagelse.

Neil Fallon og hans gæve Clutch-kumpaner kastede sig frådende og aldeles nærværende over publikum fra start. Med en god blanding af numre fra seneste album, det solide Book of Bad Decisions, og en masse af de gode gamle skudsikre hits, blev de fremmødte holdt i forsanger Fallons jerngreb koncerten ud. Som få andre bands er Clutch i stand til at holde dampen oppe og levere en imponerende høj kadence uden så meget som et eneste kedeligt minut. Og da de oven i købet funderer alt deres musik i rockede bluesrundgange, som er hørt en millard gange før, er dette ganske enkelt imponerende. Simpelt, vil nogen måske mene, men om ikke andet fandens effektivt. Kæmpehittet “Electric Worry” sad lige i skabet, og det samme gjorde fænomenale “The Regulator”. Da Clutch gæstede Refshaleøen i 2014, lød det nummer ganske enkelt forfærdeligt, men var der så sandeligt blevet rettet op på. Som kronen på værket fik vi også lige en overraskelse. Et par timer forinden havde Lamb Of God splittet Helviti-scenen ad, og til nummeret “Passive Restraints” blev Randy Blythe inviteret med til en lille duet. Kunne man ønske sig mere?

Den solide, men rutineprægede præstation

Jo, det kunne man faktisk godt. Koncerten var god og fantastisk medrivende. Vi fik alle de numre, vi ville høre, og endda leveret som kun Clutch kan gøre det. Man skal være et forkælet lille skarn for ikke at synes, det var hamrende fedt, men alligevel bar det lidt præg af rutine og gentagelser. Nu spiller Clutch også ganske ofte her i Dannevang, og måske har vi bare set giraffen lidt rigeligt, men trods det høje niveau og den forrygende underholdning var det lidt kort og lidt for velkendt. Men kom da endelig igen om fem år, for starte en fest, det kan de sgu!

8/10

Af .

Slægt Pandæmonium, kl. 21:45

Slægter kongerne på

Slægt er et af de bands, der de seneste år har braget ind i metaldanmarks bevidsthed med deres sorte metal og stærke tilstedeværelse på en scene. Vi har æren af at have Slægt på plakaten hele to gange til vores Night of The Black Attack, og der er ingen tvivl om, at de trækker et stort publikum. Sådan forholdt det sig også fredag aften, på hvad der efterhånden er blevet min stamscene.

Udover de velskrevne numre, som bliver leveret selvsikkert af fire talentfulde musikere, er de simpelthen er fornøjelse at opleve live. Der er ingen slinger i valsen, og skulle man være i tvivl om indlevelsen, skal man blot kaste ét blik på Anders Jørgensen. Ikke siden Jimmy Page har verden set en så intim relation mellem mand og instrument. Pirouetter og elegante bevægelser tilføjer hans leadguitar en nærmest erotisk undertone – alt sammen uden at miste fokus på det, de er her for: At spille noget gennemført og tung musik.

Danmarks nok bedste liveband

Selvsikkerheden lyste ud af bandet, der snildt kunne begå sig på en større scene, for deres udstråling er lige så dragende som deres kombination af god, gammeldags heavy metal og black metal. Slægts seneste plade, som vi på redaktionen rigtig godt kunne lide, gør sig godt live, hvorimod numre fra Domus Mysterum led lidt under en svingede lyd. Om det skal tilskrives deres mindre kompakte og mere komplekse lyd fra The Wheel, skal jeg ikke kunne sige. Men Slægt er kommet for at blive, og jeg kunne fornemme på støjniveauet fra det begejstrede publikum, at jeg ikke er den eneste, der tænker sådan.

 

9/10

Af .

Slipknot Helviti, kl. 23:00

Slipknot på Copenhell 2019

Klovnene kommer stærkt igen

Der er ingen tvivl om, at fredagens hovednavn Slipknot leverede en koncert i topklasse på vores danske festival – også i forhold til egne standarder. Spørgsmålet er, hvad bandet gjorde bedre i forhold til deres sidste Copenhell-optræden i 2015. Bandet blev dengang kaldt rutinepræget med højt bundniveau, og scorede en høj middelkarakter, men viste sig ikke i sin fulde form.

Dette fik vi en forløsning på i år, hvor man kunne mærke, at spilleglæden for alvor havde taget fat i de ni maskerede midtvestamerikanere, der gav os alt hvad de havde på scenen. Især de tre nyere medlemmer på henholdsvis percussion, bas og trommer lod til at være faldet godt til i sceneshowet og fik lov til at træde mere i karakter end tidligere med deres energiudladende scenebevægelser.

Slipknot indtager helvede

På trods af at showet er tilrettelagt til mindste detalje, og sætlisten var den samme som på resten af touren, fik Corey Taylor gjort koncerten væsentligt mere nærværende end i 2015. Det gav et usædvanligt veloplagt publikum, der crowdsurfede og moshede på livet løs og adlød alle ordrer, som klovnemaskerne slyngede afsted fra scenekanten. Andet var også svært med den velvalgte sætliste, der fokuserede på bandets tidlige repertoire, men præsenterede hits fra hele diskografien, så nye som gamle fans kunne feste tilfredse igennem.

Slipknot leverede en velkontrolleret kaoskoncert, der præsenterede bandets kendte numre i solide omgivelser og beviste uden overdreven brug af gimmicks, hvorfor de regnes for et af den moderne metalverdens største navne.

9/10

Af .

Heilung Hades, kl. 00:45

For hede hule Heilung

Efter at have overværet ungdomsheltene fra Slipknot tygge sig igennem Copenhell var mine gamle ben slet ikke klar til endnu en koncert. Ryggen sagde stop, notesbogen var forsvundet, da jeg trådte vande i menneskehavet, og kulden havde langsomt sneget sig ind under mine mange lag tøj. Humøret var således ikke optimalt, da jeg skulle gense mægtige Heilung fredag nat på Hades, selvom det ubetinget var en af de koncerter, jeg havde set allermest frem til. De splittede koncertsalen ad sidste år, og jeg glædede mig til at se dem, som de bør ses: I det fri.

De gav et magisk show, med krigerkor og indlevelse, som man skulle være ualmindeligt fuld for ikke at sætte pris på. Men Heilung er ikke et band, der skal klemmes sammen på en lille scene med en time til at tryllebinde et publikum, der ikke entydigt kunne se, hvad de skulle på en metalfestival. Det kan jeg såmænd godt argumentere for, men om de burde have været på Copenhell, er en anden snak. For Heilung fortjener spotlightet for sig selv. De fortjener mere end snoldede 60 minutter til at tage os i hånden og lede os ind i en verden, der engang var. De fortjener mere plads, end der var på Hades, og de fortjener i dén grad bedre lyd, end vi blev trakteret med fredag nat.

Fællespuls og stammedans

Marias kulning og blide røst lå langt tilbage i lydbilledet, og Kais dybe, primale brummen overdøvede den balance, der ellers er gennemgående i deres musik. Alle disse ting gik sammen om at gøre det til en mindre opløftende oplevelse, end hvad vi bevidnede sidste gang, de beærede os med deres magiske tilstedeværelse. Men musikken blev ikke mindre vidunderlig af den grund, og min sidemakker, der ikke kendte Heilung, kaldte det uhyggeligt – men det kan også være overvældende at opleve første gang. Vi moderne mennesker har godt af at slippe tøjlerne og komme i kontakt med vores indre jeg, og dér er Heilung nok dit bedste bud på en socialt acceptabel spirituel oplevelse.

 

8/10

Af .

Lørdag:

  1. While She Sleeps
  2. Living Colour
  3. Glenn Hughes
  4. Orange Goblin
  5. Amon Amarth
  6. Ten Years in Hell
  7. Municipal Waste
  8. Rob Zombie
  9. Dimmu Borgir
  10. Scorpions
  11. Uada

While She Sleeps Pandæmonium, kl. 14:30

Man kommer ikke sovende til metalcore

Den britiske kvintet While She Sleeps spiller aggressiv og fængende metalcore, og skulle faktisk allerede have besøgt Copenhell i 2018, men de aflyste og blev erstattet af Nothing More. Der var dog hverken sure miner fra publikum eller nogen nervøsitet at spore hos bandet, da de denne solrige lørdag stod klar på scenen. Både forsanger Lawrence Taylor og særligt Aaran Mckenzie på bassen var tændte og klar på at smadre Pandæmonium scenen, da de gik på kl. 14.30. Et ellers utaknemmeligt tidspunkt, og mange sumpede da også på bakken, da While She Sleeps spillede op til dans – hvilket skulle vise sig at være publikums tab!

Lyden var i orden helt fra start, og første nummer, ”You Are We”, rev hurtigt de fremmødte med til fællessang, flyvende ølkrus og horn. Koncerten fortsatte for fuld smadder, og drengene lod os på intet tidspunkt trække vejret mellem numrene, og både publikums størrelse og begejstring blev større som koncerten skred frem!

Crowdsurfing for viderekomne

Taylor fik  virkelig fansene med sig ved hjælp af klassiske tilråb a la ”How many of you guys have seen us before?”, men krævede også mere fysisk deltagelse af de fremmødte. Han bad publikum klatre op på hinandens skuldre for at skråle med på nummeret ”Four Walls”. Og mens vi hastigt makkede ret, så endte han med at skrige størstedelen af nummeret crowdsurfende i et hav af hænder.

Højdepunktet var dog, da Taylor spurtede af scenen med en kameramand i hælene og klatrede op på R.I.P. Loungen. Herfra kommanderede han publikum nærmere og kastede sig så flere meter ned i deres arme, for at de kunne bære ham retur til scenen. Her fortsatte vanviddet, da han på bedste metalvis hev fat i en af scenens højtalere, og man frygtede kortvarigt det værste – før han dog stillede den ”pænt” på jorden igen. Der var åbenbart grænser for galskaben – men ikke for underholdningsværdien.

While She Sleeps leverede et versatilt, tight og medrivende sæt, der i den grad fik publikum til at glemme både tid og sted. Musikken var spot on, Taylor var som en gal mand, der vekslede mellem at holde os i sin hule hånd og at kaste sig rundt mellem os. De sluttede af med ”Hurricane”, og slap herefter grebet om publikums hals, og lod dem få vejret og et par øl, inden de igen kunne gå videre til næste koncert.

9/10

Af .

Living Colour Helviti, kl. 15:30

Klassiske funkrockere i uforudsete udfordringer

Living Colour spillede lørdag eftermiddag årets første europæiske koncert efter en uges turné i Sydamerika. Og koncerten på Copenhell bar desværre lidt for stort præg af funkgruppens konfrontation med et noget mindre forgudende publikum på denne side af Atlanterhavet. Groovet var solidt, soloerne energiske og lyden lækker, men alligevel gik publikumskontakten galt for de spilleglade amerikanere.

Koncertens første problem var simpelthen mangel på mennesker foran scenen. Sjældent har jeg oplevet så lav en tilslutning til et Helvíti-band som til Living Colour, der, på trods af deres centrale placering i 80-90’ernes funkrock-bevægelse, ikke har greb nok i det danske publikum til at kunne fremmane mere end en hullet samling menneskerækker foran Copenhells største scene. Efter at være kommet fra et kernepublikum i de tætbefolkede dele af Sydamerika var bandets generelt positive energi på scenen overraskende, men alligevel ikke nok til at få vækket folk fra lørdagstømmermændene.

Storhit går i sig selv

Dette skabte hurtigt koncertens andet væsentlige problem, hvilket var sætlistens dynamik, herunder især det politiske storhit ”Cult Of Personality”s rolle for koncerten. Egentligt var konceptet med at spille bandets første album Vivid i sin fulde længde spændende, og med albummets rockende sange også et fornuftigt valg til en metalfestival som Copenhell. Problemet var bare, at hverken publikum eller forsanger Corey Glover lod til at være klar på at synge Vivids første sang ”Cult Of Personality” efter blot to åbningsnumre. Som det eneste nummer svigtede groovet i enkelte passager, og Glover var ikke helt skarp på vokalens faste rytmer, hvilket var fatalt for et nummer, der skulle have været Living Colours store feststarter, men blot endte som en skygge af det klassiske hit. Dette har bandet da også taget til efterretning og gemte hittet til sidst i weekendens efterfølgende koncert på belgiske Graspop Metal Meeting.

De mennesker, der ikke lod sig skræmme væk af den sløve start, fik en række fede funknumre af et velspillende band, men både band og publikum var lidt for ofte tvunget til at konfronteres med en vaklende atmosfære.

5/10

Af .

Glenn Hughes Hades, kl. 17:00

Rockens stemme

”The Voice of Rock” er der mange, der stadigvæk kalder Glenn Hughes. Han er mest kendt for sine blot tre år i Deep Purple, hvor han på kort tid nåede at gøre et stort indtryk med sin imponerende vokal og flydende basspil – især på de to klassiske albums Burn og Stormbringer. Selvom han har haft succes – både som soloartist og i en lang række andre konstellationer (nævnes bør især Black Sabbath og blues-supergruppen Black Country Communion) – er det altså i høj grad årene i mægtige Deep Purple, han huskes for. Netop i år turnerer han rundt med en sætliste bestående af gamle Deep Purple-klassikere, og det var også det, han diskede op med på Hades denne lørdag. 67-årige Hughes virkede fra starten utroligt veloplagt og stolt af sit band, og der var ikke gået mange sekunder af åbneren ”Stormbringer”, før vi andre også blev overbevist. Sammen med de to danskere, Søren Andersen (guitarist og utvivlsomt stor Richie Blackmore-fan) og Jesper Bo Hansen (Hammond-hævner), serverede de en lille perlerække af Purple-sange, Hughes selv nåede at medvirke på. Især ”Burn” og ”Might Just Take Your Life” stod skarpt og blev leveret med både professionalisme, nerve og entusiasme. 

Faldgruber og ren nostalgi

På “Mistreated” undgik vi desværre ikke en af blues-rockens klassiske faldgruber: Vi fik al for meget lir og show-off og al for lidt indlevelse. Skyldige i det, var Søren Andersens guitar-spil, men i høj grad også Hughes, der ikke kunne dy sig for at gå amok med sin imponerende men ofte ustyrligt skingre vokal. Fordi man kan, er det ikke sikkert, man skal – heller ikke selvom man skal leve op til sit tilnavn. Men at Hughes’ stemmebånd er intakt, fik vi rigeligt med eksempler på – dog for det meste på den positive måde. ”Smoke On The Water” blev serveret til kæmpe-jubel fra publikum, selvom denne anmelder ved gud ikke fatter, at dette gumpetunge riff generelt anses som et af verdens bedste. Men begejstringen fra alle andre end undertegnede var ikke til at tage fejl af. Koncerten sluttede af med ”Highway Star”, som jo heller ikke er et Hughes-nummer, men som han ikke desto mindre gjorde til sit eget. Det blev en forrygende afslutning.

Var det ren nostalgi? Ja gu’ var det så, men når det udføres så overbevisende af et band på toppen og ydermere modtages så uforbeholdent, som Copenhell gjorde her, kan man på trods af enkelte kritikpunkter kun kvittere med en høj karakter og syv nostalgiske kranier.
 

7/10

Af .

Orange Goblin Pandæmonium, kl. 17:15

Armene over kors, læn dig tilbage, nik ganske stille, spids munden en smule og du er nu klar til noget rock

Hvert år, når man gæster Refshaleøen for at drikke sig i hegnet og høre en god gang tråd, er det yderst bekvemt, at en af de tidlige lørdagskoncerter er noget, man kan vågne lidt op til. Kroppen skal ruskes igennem, hjernen skal lige vækkes og branderten spædes op igen. På sidste års Copenhell var det Jakob Stegelmann, der på helt fantastisk manér fik samlet alle og enhver op fra sumpen med det formidable show, han leverede sammen med det kæmpe symfoniorkester, og i år var det et britisk rockband.

Orange Goblin er navnet, mine damer og herrer. Kvartetten, der blev dannet i 1995 og i øvrigt stadig består af de samme fire gutter som dengang, spiller no bull shit-rock’n’roll, som var de en moderne udgave af Motörhead, Clutch og AC/DC i samme band. Den gigantiske frontmand Ben Ward, der snildt kunne være Lemmys nevø, var allestedsnærværende fra koncertens start, og når bandet bag ham samtidig var uhyre velspillende og groovy som bare fanden, begyndte de trætte fremmødte hurtigt at hygge sig. En god gedigen omgang fræs tilsat læder og en imaginær duft af motorolie var lige hvad publikum havde brug for denne eftermiddag – udover lidt fjolletobak og en masse øl, selvfølgelig - og selvom Orange Goblin aldrig opfandt den dybe tallerken undervejs, var det pokkers underholdende og befriende med en god omgang rock.

Kunst vs. underholdning

Nogle gange er musik kunst og kræver en masse fra sin lytter - det oplevede vi bl.a. torsdag til en fantastisk koncert med Tool - men andre gange skal musik bare være underholdning, der ikke stiller krav til ret mange af publikums afbrændte hjerneceller. Fra Orange Goblin fik vi både “Scorponica” og “Red Tide Rising”, og alt derimellem var ligeledes præcis det, det skulle være; god støvet rock der var underholdende, fik nakkerne til at vippe og fik samlet folk op fra tømmermændenes smertefulde sump.

7/10

Af .

Amon Amarth Helviti, kl. 18:15

Amon Amarth

Dødsmetal, hoppeborg og broderkærlighed

Til tonerne af Iron Maidens fortærskede klassiker ”Run to the Hills” sprang Amon Amarth for tredje gang op på en af scenerne på Copenhell. Allerede fra første sekund kunne man se, at bandet var spændte og parate til at fortælle os præcis, hvordan vikinger har det sjovt. Johan Heggs øjne nærmest funklede af glæde ved at være tilbage på Refshaleøen, og der gik heller ikke mange sekunder før, at en moshpit-frembragt støvsky dækkede pladsen foran scenen. En scene der hurtigt blev proppet med alverdens inventar. For i takt med at Amon Amarths popularitet er vokset de sidste 10-12 år, er deres inventar nu blevet til: vikingehjelms-trommesæt, enorme fe-runer, bannere, våben, rustninger og en oppustelig Midgårdsorm. Sidst nævnte kan bedst beskrives som dødsmetallens hoppeborg.

Hvis man som jeg har gjort alt, hvad det stod i sin magt for at se Amon Amarth hver gang, de har været i Danmark, ville man næsten kunne have forudset sætlisten. Den var stort set den samme, som de brugte sidst, de var på Copenhell, og da de spillede på Vega samme år. Dvs. at ballet åbnes til ”Pursuit of Vikings”, afsluttes med ”Twilight of the Thunder God”, og midt i mellem fik vi klassikere som ”Death in Fire”. Bandet udgav jo et nyt album tidligere i år, et album jeg personligt fandt utroligt skuffende, men da sange som ”Crack the Sky” eller ”Shield Wall” (bemærk i øvrigt, hvordan melodien under omkvædet er det samme som Smølfernes ”Fri fra Skole”) blev serveret live og med energi, entusiasme og en proper trommelyd – så gav det hele mening.

Da de serverede den klassiske dødsduet ”Guardians of Aasgard”, dukkede selveste L. G. Petrov fra Entombed A.D. op på scenen, som en uvasket kanin af en hat. Et kærkomment syn, da den energi og broderkærlighed, der er mellem Petrov og bandet, er en utrolig bekræftende ting at se. Desværre var hans lyd helt utroligt ringe, enten fordi mikrofonen var i udu eller fordi, han ikke havde varmet op forinden – svært at sige, men resultatet var mere sjovt end godt.

Og apropos sjovt, så er der noget herligt ved et band, der medbringer oppustelige dyr på scenen. Der var ikke et øje tørt, da deres badedyr i form af Midgårdsormen langsomt blev pustet op i takt med, at Johan Hegg kom slæbende med sin skørt store Mjølner-kopi. Man havde næsten håbet på en reel dyst mellem badedyr og Johan, men ak! Vi måtte ”nøjes” med, at hammeren blev slået i gulvet i takt med, at samtlige ildkanoner og pyroteknik blev affyret.

Ikke en uovertruffen sejr, men meget tæt på!

Alt-i-alt var det en af de bedre Amon Amarth-koncerter, jeg har oplevet. Bandet var tændte, publikum var glade (nærmest euforiske), og de nye numre fungerede overraskende godt. De få minusser var ting, som Petrovs vokal, forudsigelig sætliste (uden ét eneste nummer fra Surtur Rising – deres bedste udgivelse til dato), og at Olavi stadigvæk ikke kan spille soloen i ”Twilight of the Thunder God” (som er skrevet af Roope Latvala, den tidligere guitarist fra Children of Bodom).

8/10

Af .

Ten Years in Hell Hades, kl. 19:15

Copenhells egen hyldest til Copenhell

Ja sådan kan man vel godt sætte det op. I anledning af 10-års jubilæum havde Copenhell stablet en koncert på benene, hvor de havde inviteret 40 af de mest fremtrædende metalmusikere til at komme forbi Hades scenen denne lørdag aften. Ideen var at der skulle jammes lidt med resten af publikum og musikken skulle være nogle specielt udvalgte numre. Posen var godt rystet hvad angik både musikere og numre der var valgt, anført af konferencier Carsten Holmsom, som ved denne lejlighed fik en wing man i D-A-D-guitarist Jacob Binzer, kaldte de musikere på scenen i takt med at numrene blev annonceret. Fremmødet til denne koncert/hyldest var nu relativt beskedent men de publikummer der havde taget turen til Hades scenen virkede faktisk til at kunne lide konceptet.

Var kvaliteten god nok til en plads på Hades lørdag aften?

Man kan altid pege fingre af en cover nummer koncert, enten fordi man ikke kan li musikerne eller de udvalgte numre. Men faktum var at de der spillede denne aften gjorde hvad de kunne for at skabe en fest for de fremmødte mennesker. Om det burde være rykket til Pandæmonium scenen er så en anden sag for som skrevet tidligere så var Hades langt fra fyldt op.

At Copenhell kan samle så mange musikere på tværs af den danske metalverden og så samtidig få dem til at spille sammen på kryds og tværs er ganske imponerende. Der blev holdt et højt niveau over hele linjen og man stod ikke med følelsen af at det ramte helt ved siden af, eller at man måtte krumme tæer når musikerne fortolkede numre som Motörheads ”Born to Raise Hell”, Slayer ”Angel of Death” og AC/DC ”TNT” samt en masse andre numre.

Personligt så synes jeg koncert var ganske ok, men heller ikke mere end det. Det var lidt som om det var lagt ind som fyld på festivalplakaten og aldrig noget som helt blev den store oplevelse. Personligt havde jeg hellere set at Copenhell havde lagt en hemmelig koncert ind med et ukendt stort band. Så havde det været som en gave der skulle åbnes af os alle på festivalen. Sådan blev det ikke så vi måtte nøjes med denne hyldest til Copenhells 10-års jubilæum.

Hvad man skal give af karakter til sådan en koncert er svært når vi taler om 40 forskellige musikere, men hvis jeg skulle sætte et tal på hele oplevelsen så ligger den nok lige i midten af skalaen.

5/10

Af .

Municipal Waste Pandæmonium, kl. 19:45

Municipal Waste - Fucked us up

Hvis du har svært ved kort og præcist at forklare, hvad Copenhell helt basalt handler om, så fortvivl ikke: East Coast cross-over-thrasherne fra Municipal Waste gav os med al ønskelig tydelighed svaret lørdag aften på Pandæmonium. De er måske primært kendt for skæg og ballade, men de har alligevel altid haft masser af talent og ikke mindst en nærmest uudtømmelig kilde af energiske og ørehængende thrash-riffs. Denne aften leverede bandet en veritabel syndflod af alt det, de gør bedst, og publikum kvitterede fra starten med et circle-pit, der varede til sidste sekund af koncerten. Et vildt imponerende energiniveau fra både band og fans her på tredjedagen. ”Sadistic Magician”, ”The Thrashing Of The Christ” og ”The Art Of Partying” blev alle leveret med kæmpe overskud og masser af energi. Imens så drengerøvene fra Virginia ud til at have det så sjovt, at de næsten selv burde betale entré ligesom alle os andre.

Security på overarbejde

Godt inde i sættet stoppede forsanger Tony Foresta endelig den konstante circle-pit, for nu var det tid til bandets berømte Wave of Death, der straks sendte de travle security-folk i graven på overarbejde. For tilskuerne foran Pandæmonium’s scene var tilsyneladende klar til at slå den uofficelle Copenhell-rekord i flest crowd-surfere i minuttet. Igen rendyrket og uforfalsket energi fra både band og publikum. Efter knap en time og et kvarter var det tid til bandets raison d’etre med sangen ”Born To Party” og omkvædet ’Municipal Waste – fucked us up’. Det gjorde de i dén grad, og de fandt samtidig helt ind til hjertet af det, som Copenhell i bund og grund drejer sig om: En på én gang smuk og voldsom cocktail af spilleglæde og en næsten umættelig appetit på livet. Findes der i dag et thrash-band, der er sjovere og mere underholdende end Municipal Waste? Jeg tror det ikke. Ni stærkt betændte og radioaktive kranier.

9/10

Af .

Rob Zombie Helviti, kl. 20:45

Rob Zombie

Endnu en genganger fra 2017, fristes man til at sige

Da Rob Zombie sidste gang satte sine ben på Copenhells grund, lagde han bogstaveligt hele Helviti ned med et forrygende show. Han scorede topkarakter hos vores anmelder dengang, men kunne han gentage succesen? En ting gjorde i hvert fald udslaget denne lørdag, og det var, at han medbragte en næsten tro kopi af showet fra 2017. Lidt tamt, at der ikke var sket flere ændringer i Zombies show på hele to år. Men ikke mere snak om kopier, kunne man fristes til at sige. Men en stor del af dette show er netop covernumre, som har været en tur gennem kødhakkeren, og efterfølgende er der blevet tilsat en gang horror fra den gale musiker. At han kun spiller 6 af sine egne numre i et set på i alt 12 numre, er et tegn på, at der simpelthen mangler kvalitet i hans eget repertoire af sange. Men så er det godt, at manden er mere eller mindre genial til at levere disse covernumre på en så overbevisende måde, at det hele faktisk ender med en stor fest.

Hvad der startede så godt, endte så skidt

Den 54-årige entertainer lagde en energi for dagen, som man sjældent ser hos en mand i den aldersgruppe. Han var her og der og alle vegne gennem den første halvdel af koncerten. Med spjæt, karatespark og akrobatiske evner dansede han sig gennem koncerten tæt omgivet af et sceneshow med andre freaks, dansende dæmoner og andre uhyggelige skikkelser. Hr. Zombie viste, at han langt fra er færdig i showbusiness. Heldigvis for det, for hold nu k…, hvor er det underholdende at være til hans koncerter. Rundt omkring mig kunne folk næsten ikke stå stille, og når de gjorde, var det da kun for at skylle en øl ned. Han skabte en atmosfære blandt publikum, jeg meget sjældent oplever hos bands i dag. Men, men, men… hvor der er højt at flyve, er der også dybt at falde, og det var præcis, hvad der skete i den anden halvdel af showet. Her var det, som om gassen gik af ballonen, og der var ikke så meget spjæt og lir på scenen som i starten af showet. Pludselig var der masser af guitarsoloer og andet ”fyld”, der blev benyttet i stedet for at holde tempoet koncerten igennem. Måske han skulle have udvidet setlisten med et par numre i stedet for? Det havde i hvert fald gjort en forskel denne lørdag, hvor Hr. Zombie leverede en ganske underholdende koncert, men med et noget kedeligt udtryk til sidst. Aftenens store entertainer sluttede af med to ekstra covernumre, nemlig Metallicas ”Enter Sandman” og Alice Coopers ”School’s Out”, hvilket fik gang i publikums fællessang.

Rob Zombie får ikke så flot en bedømmelse denne gang, men underholdt var vi alle denne aften på Helviti.

7/10

Af .

Dimmu Borgir Hades, kl. 22:15

Storladent show

Med 21 års kærlighed til Dimmu Borgir og sørgeligt få koncerter under bæltet har de stået øverst på min Copenhellønskeseddel i mange år. Hvad der ikke har stået øverst på min ønskeseddel, er deres to sidste udgivelser, hvoraf den seneste skuffede mig virkelig meget. Jeg var sådan set forberedt på, at den ville være i fokus, men jeg var ikke forberedt på at deres tidligere tiders udgivelser ville fordele sig, som de gjorde, og de opvejede ikke den mørkegrå metal Dimmu Borgir er gået over til.

Det tegnede ellers godt, for fans af storladen og symfonisk black metal. Godt dvllet op med nitter på alt, der nittes kan, og med ansigtet lagt i passende sataniske folder ledte Shagrath den tidlige midnatsmesse igennem det ene bombastiske nummer efter det andet som en anden dommedagsprofet. Eonian er måske røvsyg derhjemme, men er skræddersyet til store koncerter, og selvom jeg godt kan blive en smule stram i masken over, hvor kalkuleret det er – og at det bærende element, koret, er båndet live. Men den storladne musik passede godt til deres sceneshow med ildfade, bukkekranier, og Shagraths hæse vokal gik klart igennem.

Hvis I er glade, er jeg vel det også

Men jeg savner autenticiteten. Jeg er udmærket godt klar over, at det aldrig bliver en intimkoncert med Norges største kommercielle succes, og at alle andre end lige mig, synes det var en voldsomt fed koncert. Men siden ICS Vortex forlod bandet og tog Mustis med sig, forsvandt en stor del af charmen ved musikken. Den kom mest til sin ret ved ”The Chosen Legacy”, der sendte en bølge igennem den proppede plads. Malplacerede ”Puritania” kunne nemt være skiftet ud med andre numre fra samme plade, men de ramte plet med afslutningsnummeret ”Mourning Palace”. Man kan begræde meget ved et bands musikalske udvikling, hvis man ikke er enig. Det kan også gøre det svært at bevare forbindelsen til et band, der ser ud til at gå mere op i show end indhold, men synet af de mange glade mennesker og Shagraths oprigtige glæde ved at være nordmand i Danmark må trods alt veje tungere end mine personlige præferencer.

7/10

Af .

Scorpions Helviti, kl. 23:30

Når internettets brokkehoveder får ret

Der var mange, der var skuffede, da veteranerne fra Scorpions blev annonceret som et af hovednavnene på dette års Copenhell. Selvom man ikke hører til de internet-krigere, der går til tasterne på Facebook, så snart der er det mindste at brokke sig over – om Copenhell eller alt muligt andet – så var det nok svært for de fleste at føle ret meget begejstring over den booking. Dels havde Scorpions jo næsten lige optrådt på Refshaleøen, og dels har de over 50 år på bagen, og hvor meget bid kunne der efterhånden være tilbage i de gamle skorpioner? Svaret fik vi allerede på åbningsnummeret ”Going Out With A Bang”. Der er egentlig ikke noget galt med den sang, men den blev leveret fladt og usammenhængende. Og sådan fortsatte det med få undtagelser resten af aftenen, og brokkehovederne kunne med rette stå og tænke: ”Hvad sagde jeg!”    

Tredje nummer, ”Is There Anybody There” med sine lækre reggae-rytmer, fungerede sådan set fint, men selv ikke mageløse Mickey Dee bag gryderne kunne i længden give tilstrækkeligt med kunstigt åndedræt til de trætte tyskere. Guitaristerne Matthias Jabs og Rudi Schenker drønede rundt på Helvitis store scene med (næsten) vanlig energi, men heller ikke de kunne skjule at alderen trykker – især for forsanger Klaus Meine. En meget stor del af Scorpions gennemslagskraft har altid været Meines karakteristiske og på alle måder imponerende vokal, men der er de senere år røget mange procenter af både styrke og klang. Det kan i den grad mærkes på det samlede indtryk, og man fik fornemmelsen af, at det også påvirkede resten af bandet. Det førte alt sammen til en næsten rystende mat stemning foran scenen. Sjældent har man oplevet en så tam stemning på Copenhell som her.  

Et uværdigt farvel

Kæmpehittet fra 1990, ”Winds of Change”, var et af meget få højdepunkter. Selv de mest trætte folk på skrænten afbrød pludselig både snik-snak og deres intense rygning af de sidste fede, for i stedet at skråle med på de velkendte ord. Det er måske nok en temmelig corny sang om de forandringsvinde, der blæste fra øst i de år. Men for os, der levede under og ikke mindst kan huske den kolde krigs trusler om total udslettelse, kan den ikke undgå at vække minder om både truslerne, og hvordan vi slap af med dem. ”Winds of Change” blev dermed en smuk oplevelse, men den førte også til en ligeså brat opvågnen igen. For straks da vi havde fløjtet de sidste strofer sammen med Klaus Meine, begyndte en veritabel udvandring fra området foran Helviti-scenen. Folk havde tydeligvis fået nok, og der var ikke mere at komme efter. Trist, men når en trommesolo efterfølgende fremhæves som et højdepunkt, må man bare konstatere, der manglede meget. Det endte på alle måder som et uværdigt farvel til både Scorpions og Copenhells tiårs jubilæum, og det kan derfor kun blive til fire skuffede skorpion-kranier, der skyndte sig hjem i seng med halen mellem benene.

4/10

Af .

Uada Pandæmonium, kl. 01:15

Brænder for black metal

Klædt i sort fra de hættemaskerede ansigter til de tunge læderstøvler ligner Uada på én gang bødler, ofre og bedemænd. Passende nok svinger de både økserne, hovederne og spaderne drevet frem af en sand storm fra trommesættet. Uada hverken viser deres ansigter eller taler til publikum, ligesom opfordring til jubel kun forekommer når musikken en sjælden gang i mellem giver lejlighed til det. Ikke desto mindre fremførte amerikanerne deres musik med en storslået indlevelse, som i mangel af mere verbal kommunikation blot strålede fra medlemmernes kropssprog og håndteringen af instrumenterne. Fra første sekund af ”The Purging Fire” til sidste tone af ”Black Autumn, White Spring” var Uadas koncert en tryllebindende oplevelse.

Mesterlig afslutningskoncert

Gæsterne var nu ikke mere tryllebundne, end at jeg fra min plads på forreste række bemærkede et nærmest konstant pres fra en nærmest konstant mosh pit bag mig. Da kunstnerne på scenen ind imellem løftede højre hånd fra det lynhurtige guitararbejde, blev de også mødt med løftede hænder fra publikum – i hvert fald omkring mig; jeg kiggede ikke så ofte tilbage. Den tætpakkede sætliste levnede ikke meget plads til jubelbrøl, men da koncerten klingede ud og gruppen uden videre forlod scenen, fik gæsterne omkring mig tilkendegivet, at det også havde været blandt højdepunkterne for dem.

Da jeg selv fik muligheden for at stille Hr. Superchi et par spørgsmål, forklarede han, at tilhylningen af ansigterne blandt andet er for at lade musikken tale for sig selv. Uadas musik taler afgjort for sig selv – smukt afspejlet i en fyldt Pandæmonium-scene klokken 01:15 – men den taler så meget desto tydeligere, når man oplever den følelse og energi, som bagmændene har lagt i musikken og drager på under koncerten.

8/10

Af .

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 60

OK Festival, men så heller ikke mere

Det var en ok festival i år, men så heller ikke mere. Der var simpelthen for langt mellem snapsene, når det kom til musikken. Jeg ved godt, at mange synes, at det var fedt at Tool endelig kom til Danmark igen, men for satan hvor var det en kedelig omgang. Hvad med at hyre et band, der rent faktisk har lyst til at stå på en scene? Maynard stod jo gemt bag trommesættet under hele koncerten, og det blev ikke sagt ét eneste ord til publikum. Jeg kedede mig bragt, og kunne ligeså godt have siddet derhjemme og hørt en Tool skive. Slipknot leverede som sædvanlig et fedt show, men dem har man sgu efterhånden set lidt for mange gange, og Scorpions spiller egentlig fint nok, men Meine kan jo ikke synge længere. Det var noget at en pinsel at høre på hans anstrengte kvækken igennem det meste af koncerten. De skulle vist have gjort alvor af det, den første gang de annoncerede en afskeds turné. Så ja ingen af de tre "hovednavne" var særligt interessante i år, og der var efter min mening faktisk ikke særligt mange interessante bands på festivalen i det hele taget. Køerne til øl, mad, og toiletter er efterhånden også blevet mærkbart længere, og så lige en sidste ting....når der står at man kan komme ind på camping pladsen fra kl. 9:00 om torsdagen, så nytter det altså ikke noget, at man skal stå og vente indtil kl. 9:15, før der er folk tilstede, som kan give én armbånd på. Det kan godt være, at det virker som en mindre ting, men når man har betalt så meget som billetten efterhånden koster, så forventer jeg også en professionel behandling...

Tilføj kommentar