Musik på A-niveau
Med 16 album udgivet på 36 år er der vist ingen grund til den store introduktion. Dream Theater har fungeret som målestok for mangen et progband gennem årene, og selvom koncerten var mit første møde med dem, forventede jeg mig mere end en gennemsnitlig oplevelse. Deres professionalitet og erfaring burde være med til at gøre dem til et band, der er værd at opleve på en scene.
Mit forhold til prog er lidt som genren: kompliceret. Men på Opeths insisteren blødte jeg langsomt op, og derfor så jeg frem til at tage livtag med et band, der altid har været i mit perifere syn, men som jeg aldrig har taget mig sammen til at få øjenkontakt med.
Rock out with your prog out
Og det er en skam, for det var lutter gode sager de havde i kammeret til os. “Night Terror” fra deres seneste udgivelse sparkede showet i gang og understregede, at selvom man giver sig god tid, kan man stadig godt spille hurtigt. Det stod klart fra start, at selvom de havde rullet det tunge artilleri frem, så var det primære fokus altså den prog, vi allesammen kom for at se. Den snørklede prog trak muligvis i langdrag på “Fatal Tragedy”, men i modsætning til mange andre bands kom jeg aldrig til at kede mig.
“Panic Attack” er ikke helt så kaotisk som den virkelige verdens oplevelse, til gengæld lød den godt, omend lyden ind imellem tangerede diskant. Og her begyndte problemet med min oplevelse af koncerten så småt at vise sig. Bandet spillede eminent, deres komplekse kompositioner gik klart igennem, og “The Enemy Inside” lod mig forstå, at jeg lyttede til de helt forkerte numre, dengang jeg forsøgte at træde ind i deres musikalske karrusel. Uheldigvis stod James LaBrie i vejen for oplevelsen.
Et dårligt førstehåndsindtryk
Vi nåede ikke engang halvvejs, før jeg så småt bemærkede, at vokalen ikke rigtig stod mål med de øvrige medlemmers indsats. Han manglede simpelthen den pondus, der er påkrævet for at stå i spidsen for et band som Dream Theater, som er sat sammen af en flok dygtige musikere, der spillede et nærmest perfekt sæt.
Desværre kom jeg heller aldrig rigtig til at nyde den sidste strækning, hvor især afslutningsnummeret, den formidable “Pull Me Under”, blev absolut saboteret af LaBries forpustede og kraftesløse vokal. Energien fejlede ikke noget, men hvad nytter det, når det ikke kan omsættes til en bare nogenlunde acceptabel vokal? Det var en spøjs fornemmelse på den ene side at være fuldstændig på halen over bandet, musikken og størrelsen på Mike Portnoys trommesæt, og på den anden side flov på alles vegne. Om det er alderen, der trykker, skal jeg ikke kunne sige, men jeg håber, det bare var en dårlig dag på jobbet. For selvom samspillet var eminent og musikken interessant, den matchede vokalen på ingen måde det niveau, man kunne forvente af selveste Dream Theater.
Sætliste:
Night Terror
Panic Attack
The Enemy Inside
Fatal Tragedy
Peruvian Skies
As I Am
Pull Me Under
