Iskold arv og metallisk magt
Der var noget særligt ved at stå foran Pandæmonium og gøre sig klar til et møde med black metal-kongen Abbath. For denne anmelder føltes det næsten som at komme hjem, og det er nu ikke, fordi jeg har dyrket mandens musik i årevis. Men fordi jeg har familie i Bergen, hvor det hele begyndte for Hr. Abbath Doom Occulta i 1973. Så på en måde var det lidt som at få sin onkel fra fjeldene på besøg, bare iført corpsepaint og med ild i øjnene. Forventningerne til koncerten var derfor ikke små, og undertegnede gjorde sig klar til at blive ramt af nordens kulde – og muligvis en stålstøvle i ansigtet.
En iskold lektion i norsk black metal
Jeg må starte med en tilståelse. Som anmelder havner man indimellem i opgaver, hvor man må erkende, at man bevæger sig uden for sit vante territorium. Sådan var det med Abbath for mig. Jo, jeg har naturligvis lyttet mig igennem hans bagkatalog forud for koncerten, men det ville være løgn at påstå, at numrene sidder printet fast i hukommelsen. Det var lidt som at se en fisk blive kastet op på land – akavet i starten, men så lykkedes det alligevel hurtigt finde sig til rette. For når først musikken buldrede derudad, og det visuelle vanvid foldede sig ud, blev det umuligt ikke at lade sig rive med af Abbaths sorte univers.
Scenen var badet i blåligt skær og indhyllet i tunge røgskyer, mens stroboskoplyset lynede i mørket. Musikken gik i gang med et brag, og fra første skæring var der tryk på. Abbath og resten af bandet leverede et massivt og kompromisløst angreb på sanserne, hvor black metallens isnende kulde blev forenet med teatralsk vanvid. Røgen lå så tæt, at man indimellem kun kunne ane konturerne af de sortklædte skikkelser på scenen. Og det fungerede. Der var noget hypnotisk i den måde, lyset og røgen spillede sammen med musikken.
’Godaften for i helvete!’ brølede Abbath kort inde i sættet, og hans karakteristiske stemme sendte kuldegysninger gennem publikum. Selvom jeg ikke kunne genkende alle numrene, var det tydeligt, at bandet spillede med en indædt professionalisme. Numre som ”All Shall Fall”, ”One By One” og ”Withstand The Fall of Time” var med til at indfange denne anmelder. Undervejs gjorde Abbath brug af hele scenen, og bandet var gode til at bevæge sig deroppe. Manden i midten dirigerede publikum fra sin trone, satte sig teatralsk ned for at piske stemningen op og viste her, at han havde publikum i sin hule hånd. Han befalede, og vi adlød. Senere i sættet kom Abbath ind iført en hornmaske, som var vi vidner til et okkult ritual. Da han hev faklen frem og pustede ild ud i natten, var det ren black metal-cirkus på den bedst tænkelige måde.
Publikum lod sig tydeligt rive med i denne nattetime. Nakkerne vippede i takt, hornene blev kastet i vejret, og Pandæmonium blev for en times tid forvandlet til en nordisk heksegryde af røg, ild og mørke. Selv som relativt uindviet i Abbaths univers måtte jeg overgive mig. Det var ganske enkelt fremragende håndværk, der blev leveret.
Den første, men ikke den sidste
Abbath leverede en stærkt iscenesat og dybt underholdende koncert, hvor musikken blev ledsaget af et teatralsk vanvid, der kun kan komme fra den norske fjeldsindssyge. Det var black metal med både pondus og glimt i øjet. Selvom jeg ikke kom som fan, så gik jeg derfra som en decideret konverteret discipel. Min allerførste Abbath-koncert – det bliver dæleme ikke den sidste!
