I mere end 50 år lagde K.B. Hallen hus til en lang, lang række legendariske koncerter med nogle af rockhistoriens største stjerner. Led Zeppelin, Black Sabbath, The Who, Metallica, Slayer og Iron Maiden har alle kastet glans over Frederiksbergs karakteristiske hal, så det var lidt af en katastrofe, da taget brød i brand i 2011, og hele hallen endeligt blev revet ned i 2015. For metalfans som denne anmelder, der altid har anset K.B. Hallen som noget helt særligt, var det en næsten ligeså stor katastrofe, at det var Thomas Helmig, Katinka og andre poptøser, der blev sat til at spille ved hallens genåbning i januar i år. For metalhoveder var det derfor først i går d. 10. august 2019, at K.B. Hallen for alvor genåbnede, da Kongen omsider vendte tilbage. Med sig havde han taget de kontroversielle polske okkultister Batuskha til at tænde op under den sorte seance.
Batuskha
Med et debutalbum, der udkom i 2015, er Batushkas historie måske nok kort, men den er mildest talt temmelig turbulent. Åbenlys uenighed mellem to grundlæggende medlemmer af det polske black metalband har ført til meget ballade men også til to konkurrerende albumudgivelser i år. Først fra Batuskhas guitarist og primære sangskriver, Krzysztof Drabikowski, der gik/blev gået, og dels fra hvad der nu er tilbage af det oprindelige band – lad os kalde dem Batuskha-light. Aftenens optræden var således en mulighed for at finde ud af om polakkernes blanding af inspiration fra den ortodokse kirke og atmosfærisk black metal var en amputeret størrelse uden Drabikowski.
Det er faktisk ikke muligt at give et helt entydigt svar på det spørgsmål, men man kunne til gengæld ret hurtigt konkludere, at musikalsk passede Batuskhas black metal ikke ret godt til King Diamond-segmentet. Der var ikke meget indlevelse blandt publikum i K.B. Hallen, men tværtimod masser af højlydt snak rundt omkring, hvilket desværre blev meget tydeligt under de stille passager, som der var en del af. Æstetisk giver Batuskha dog ret god mening som opvarmning for Kongen, for polakkernes sceneoptræden fremstår både okkult og mystisk, baseret som den er på den østeuropæiske/ortodokse kirkes ritualer. Musikalsk fungerede Batuskha også fint med intens, melodisk black metal krydret med messende kor fra kutteklædte munke. Der var dog ikke ret meget variation at spore, og det var egentlig kun ”Weiczernia” fra dettes års Hospodi, der for alvor skilte sig ud. Undervejs forholdt K.B. Hallens tilskuere sig yderst passivt til menageriet, og det er nok ikke ret mange King Diamond-fans, der blev omvendt til sortmetallen denne aften. Det virkede derfor, som om Batuskha prædikede for døve øren.
King Diamond
Og så var det omsider Kongens tur. Tæppet faldt, og den karakteristiske, gotiske scene i tre niveauer blev afsløret. Aftenens hovedperson blev kørt ind på scenen i en sygeseng, og med ”St. Lucifers Hospital” fik vi en lille forsmag på King Diamonds kommende album The Institute. ”The Candle” fra bandets debutalbum tog over, og seancen var for alvor i gang. King har selv udtalt, at hans stemme blev stærkere end nogensinde, efter han kvittede smøgerne i forbindelse med et barskt sygdomsforløb i 2010. De to Songs For The Dead livealbums, der udkom tidligere i år, bekræftede det udsagn til fulde, men det var fantastisk at konstatere det igen: Kongen ER tilbage, og falsetten er i top! Med sig havde han sit altid formidabelt velspillende band inklusive den eminente Andy LaRocque i front.
Vi fik en række nedslag i bandets lange historie naturligvis med fokus på de to hovedværker i diskografien; Abigail og Them. Begge dele blev, præcis som vi forventer det, fremført med fuld gas på det teatralske, og jubelen ville ingen ende tage, da Grandma endelig blev trillet på scenen til ”Welcome Home”. Den meget proggede ”The Invisible Guests” kom ikke helt intakt udover scenekanten, hvorimod ”Sleepless Nights” fra Conspiracy sad lige i skabet. At King Diamond har meget mere at byde på end de to nævnte albums, fik også vi eksempler på med ”Burn” og ”Behind These Walls” fra The Eye, og især med en forrygende ”Halloween”, der fremtvang aftenens første og eneste (lille) moshpit. Resten af den fyldte K.B. Hallen kogte også med, og chefen udtrykte flere gange taknemmelighed over den fantastiske stemning.
At man også kan grave for dybt i bagkataloget, fik vi desværre også et par eksempler på med den underlige ”Voodoo” og den kedelige ”The Lake”, der begge savnede gennemslagskraft og derfor lagde en dæmper på det ellers meget entusiastiske publikum. Det eneste andet kritikpunkt er, at det hele var slut efter bare 90 minutter. At levere på det niveau, King Diamond gør som 63-årig, er en kraftpræstation, man kun kan bøje sig i støvet for. Men alligevel... da en magisk aften sluttede med episke ”Black Horsemen” kunne man som et utaknemmeligt skarn ikke undgå at håbe på bare et par numre mere! Og ja, det måtte da såmænd gerne være nogle Mercyful Fate-sange, men dem får vi jo på Copenhell i 2020, når Kongen vender tilbage igen. Ses vi der? Det tror jeg nok, vi gør!
Sætliste:
The Candle
Voodoo
Arrival
A Mansion In Darkness
Behind These Walls
Halloween
Welcome Home
The Invisible Guests
Sleepless Nights
The Lake
Burn
Black Horsemen
Kommentarer (1)
UMUR
Indlæg: 93
Fed koncert
Sættet var lige et par numre for kort, men ellers var det en rigtig fed koncert, og som anmelderen siger, så er King vokalt i top form. Jeg har set King Diamond og Mercyful Fate en del gange efterhånden, og nogle gange har hans vokal stået svagere...men ikke til denne koncert.
Jeg synes også, at sætlisten var interessant med et par numre man ikke har hørt så tit i The Lake (jep jeg synes den var fed) og Behind These Walls. Det eneste tidspunkt jeg kedede mig lidt, var da de valgte at spille et nummer fra den nye plade. For det første kender man ikke nummeret endnu, og for det andet så er meget af det nyere King Diamond bare mere kedelig standard heavy metal i den instrumentale del, end de gamle klassikere fra 80erne og start 90erne.