Blandingsmisbrug
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Igorrr, gik det nogenlunde, som man kunne forvente: Jeg blev blæst bagover i benovelse. Siden da har de været guldstandarden for mindeværdig metal, senest med Spirituality and Distortion, der for mit vedkommende er endt med at blive et af mine yndlingsalbum gennem tiderne. På Amen belønnes vi med en herlig blanding af det fragmenterede kaos fra Hallelujah og Spirituality and Distortions mere veltilpassede personlighed, med en interessant balancegang som resultat.
Med Igorrr er det at forvente det uventede den smarteste tilgang til deres musik. Basalt set er Gautier Serre det musikalske svar på den spanske inkvisition, inklusive de mange opfindsomme indslag, der er designet til at vride en form for mening ud af sine ofre, jeg mener instrumenter, og fantasien er ikke blevet mindre livlig med årene.
Det tog mig da heller ikke mange sekunder i selskab med Amen, før jeg kunne konstatere, at Serre ikke er faldet ud af gryden med den gumbo, som jeg sammenlignede Igorrr med, den første gang jeg hørte dem. Fra “Daemonis”’ sydende, sitrende og strømførende velkomst til det efter forholdene afdæmpede sidste nummer “Silence”, der veksler mellem melankolske strygersektioner og Serres savtakkede breakbeats, bliver vi hevet igennem den ene vanvittige komposition efter den anden. Igen.
Klaveret er en fremtrædende gæst i Igorrrs musik, så derfor kan det heller ikke overraske nogen, at “Headbutt” gør instrumentet til genstand for et af de utallige veludførte gimmicks, der ligger bag mange af Serres mere alternative lydkilder. Chopin korser sig, det stakkels klaver gør, hvad det kan, og hvad er takken? Der har været tradition for at lade noget andet end menneskefingre betjene tangenterne i Igorrr, men aldrig i livet havde jeg forestillet mig, at en gravko ville blive føjet til rollelisten.
Musikalske elektrochok
På det forrige album var jeg svært begejstret for brugen af den arabiske skala, der er tilbage for fuld drøn på den kærligt navngivne “Blastbeat Falafel”. Den er et farvestrålende orgie af dødsmetalvokaler og ørkenrave og forener det forrige albums fokus på metallen med legesygheden fra de tidligere udgivelser. Det er helt klart et af de numre, som mere konservative Igorrr-fans vil sætte pris på, da der ikke bliver skelet så meget til form, men mere hvordan der kan komme mest muligt ind i musikken, før fyldet begynder at falde ud.
Oprindeligt tolkede jeg “ADHD” som en slags rytmisk tilståelse. Folk, hvis hjerner ikke leger efter de gængse spilleregler, finder ikke på sådan noget musik, ergo må manden have en form for opmærksomhedsforstyrrelse, se blot på Nostril. Men sjovt nok synes jeg faktisk, det var et ret kedeligt nummer, titlen taget i betragtning. Piskesmældseffekten, som Igorrr er verdensmestre i, udebliver, men når jeg siger “kedelig”, skal der stadig lige skeles til, hvem vi har med at gøre. Elektroniske breakbeats og harpsichord er altså ikke hverdagskost hos de fleste metalbands, og nummeret er stadig bygget op efter den samme formular som på de tidligere album - en masse små klip stykket sammen til et overraskende veludført stykke musik.
Og apropos fyld. Hvad end jeg mente, at “ADHD” manglede, fås til overflod på “Mustard Mucous”, der mest af alt føles som den musikalske version af tankemylder. Skrig, fræs, en piccolofløjte og en dominerende bas, mesterligt spillet af Erlend Caspersen, opfylder mere eller mindre på egen hånd mine krav til en god Igorrr-plade. Metallen er tung som altid, og på “Infestis” får vi tibetanske truthorn til at sætte den særlige stemning. Forresten, så er jeg næsten 100 % sikker på, at det er en skrivemaskine, jeg kan høre bag den dæmoniske messen i “Pure Disproportionate Black and White Nihilism”, det skulle ikke undre mig.
Metal noir
Helt nøgternt er vokalarbejdet absolut sublimt hele vejen rundt og med sin skudsikre mezzosopran, udfylder Marthe Alexandre nogle store sko efter d’damer Laure Le Prunenec og Aphrodite Patoulidou. Hendes maniske skrig matcher musikkens vilde udsving, og Jb Le Bail er et bidsk bæst, hvis vokal uden problemer står stærkt imod tyngden og aggressionen i selve musikken. Guitarist Martyn Clément spiller tungt og skarpt, og selvom trommeslager Rémi Serafino kun har været med ganske kort tid, føles Amen som en fælles og helstøbt indsats. Gautier Serre forstår om nogen at omgive sig med dygtige kunstnere, omend der har været lidt rigeligt gang i svingdøren de sidste par år.
Amen er ikke helt så skør, som det blev i gamle dage, men er heller ikke lige så stringent som Spirituality and Distortion. Og med gamle dage mener jeg dengang, hvor man næsten ikke nåede at blinke, før en musikalsk begavet høne blev afløst af en tændt støvsuger på en knasende bund af blastbeats, barok og blikdåser. Jeg forlanger ikke, at man som kunstner konstant skal overgå sig selv, men jeg har stadig nogle forventninger til opretholdelsen af et vist niveau, når man som Serre sådan går og hæver det for de andre hele tiden.
Heldigvis for mig lever han bestemt op til sine egne standarder. Jeg har sat pris på Igorrrs musikalske udvikling; hvert album bærer noget af sin forgænger i sig, men de kommer alligevel til udtryk på forskellige måder, og mit eget personlige forhold til opmærksomhedsforstyrrelser sætter pris på de mange forskellige retninger. Amen er for mig resultatet af en kærlighedsaffære mellem to albummer, der er milevidt fra hinanden og har arvet det bedste af begge verdener, og den fortjener en plads på hylden med musik, man kan genere ordensmennesker med.
