Eventuelt bare sig alt som et spørgsmål
At være sandsigerske eller spåkone kræver i bund og grund ikke alverden. Kan du se logiske sammenhænge, er du observant, i stand til at tænke hurtigt, og kan du formulere dig yderst kryptisk, så er du allerede godt på vej. Hvis du dog kun er i stand til sidstnævnte, så kræver det kun, at dit publikums fatteevne er stærkt begrænset. Og nu er det ikke fordi, jeg skal starte ud med at fornærme hverken Gabestok eller deres fans, men lad venligst være med at tænke for meget over titlen på duoens seneste plade Alle Dør i Fremtiden.
Bindegalt og betagende fantasy fra psykiatrisk afdeling
Hvad, du dog gerne må tænke over, er hele konceptet omkring Alle Dør i Fremtiden. Syret, doomy og episk heavy uden meget til overs for, hvad der sig hør og bør i musikkens verden, sat til en dystopisk fantasy-fortælling om kampen for at bevare det analoge i en tid, hvor vi alle er trælbundne af digitale tyranner.
Jeg ved ikke, hvem der har bedt Gabestok om at indspille en rockopera, men allerede fra den åbnende falset på titelnummeret står det klart, at de næste 30 minutter bliver skingrende vanvittige på den helt rigtige facon. Du skal dog glemme alt om stort og flot fantasy heavy. Med en rytmesektion trukket fra en udtjent diesel Ford Transit, riffs fra en havetraktor og vokaler lånt fra den lukkede bliver “Alt Eller Intet Som Før” præcis lige så medrivende og episk, som det på papiret ikke burde være. Nok lyder det til, at det hele er indspillet i en cykelkælder, men det forhindrer på ingen måde Gabestok i at overbevise lytteren om at drage i kamp mod den digitale ondskab. Netop overbevisning og evnen til at få alt ud af ingenting er en kunstart, der excelleres i på Alle Dør i Fremtiden. “Incelcitadel (De Sidste Fyldte Papirer)” har umiddelbart en energi af Spirit Adrift og Visigoth, som pjatter rundt med fuzz-pedaler og syrlige frimærker, men maler Gabestok et dragende billede af en farefuld færd gennem Jordens ødemarker, vindomsuste tinder og mørke huler for at finde planetens sidste komplette udgave af Lademanns Leksikon? Ja, det skal jeg da lige love for, at de gør. En god fantasy-fortælling skal selvfølgelig afsluttes med en drabelig kamp, så selvfølgelig skal “Ildånden (Den Knitrende Fortærer)” besejres. Og hvordan besejrer man så denne ånd? Jo, det gøres bedst med en voldtunet øredøvende Puch Maxi påført trailer med dyb skumslukker-synth, store atmosfæriske gazede guitar-riffs og en megafon, hvori eder og forbandelser råbes højlydt. Gabestok har aldrig lydt mere skramlet, episk og fandenivoldsk overbeviste om, at Homers Odysseen burde have et garage-rock tema. Nummerets sidste fire minutter overstiger samtlige forventninger i sit soniske spil Dungeons and Dragons på den lukkede, hvor alt er en natural 20.
Der er faktisk ikke meget negativt at sige om Alle Dør i Fremtiden. Jeg kunne godt savne den mere blackede lyd, som Gabestok ofte giver sig i kast med — et Tom G “öugh” havde såmænd været nok. Ja, og så havde “Ildånden (Den Knitrende Fortærer)" nok godt kunnet klare sig med mindre end fem minutters opbygning. Men at høre en traktor gasse omkamp med en fiskekutter er nu også meget fedt.
Film-scoret må være lige om hjørnet
Hvorom alting er, så er Alle Dør i Fremtiden en fremragende plade, som alle, der søger eventyr i deres metal, bør skamhøre. Og på trods af at være stykket sammen på et budget, der kalder på papsværd, skumgummirustninger og papmachemonstre, så kan jeg næsten høre Hans Zimmer stå og ærgre sig i baggrunden. Episk garage-rock har aldrig lydt bedre.
