Nye ’børn’ fra celleblokken

“We’re a band, we wear masks and we’re bringing nu-metal back”. Således lyder introduktionen af den mystiske bevægelse, der i foråret 2022 steg op fra den britiske undergrund med debut-EP’en BLACKGOLD. Medlemmerne af Blackgold har hidtil ført en tilværelse på den gale side af loven, hvorfor varetægtsdomme og samfundstjeneste kan ses som selve fundamentet for gruppens eksistens. Mens maskeringen åbenlyst trækker i retning af Slipknot, minder det rebelske udtryk mere om en hybrid mellem The Prodigy, Hacktivist samt Copenhell-aktuelle Fever 333, som i øvrigt optræder på singlen ”I A’int Going Out Like That”. 
 

Lovløse aktiviteter

Knap tre minutter i halv ét kunne spores, hvad jeg vil vurdere til at være maksimalt et par hundrede mennesker foran Pandæmonium. Det tidlige spilletidspunkt på andendagen samt placeringen på den mindst ønskværdige scene på Copenhell havde sat sine tydelige spor. Britiske Blackgold besad såmænd også, hvad man kan kalde moderat folkelig appel … ja, altså, medmindre du finder en inferiør hybrid af Charlie Scene, Eminem og Edsel Dope tiltrækkende. For så var torsdagens narrestreger lige ned ad din boldgade! Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der var værst … plagiatet (et i øvrigt gennemgående tema) af et vist Iowa-ensemble eller det faktum, at den efterhånden berygtede tunnellyd på ’Reffens’ scene tre sendte mig lige lukt tilbage til Parken anno 2004, hvor selvsamme band gav en rædderlig koncert. 

Skal man omvendt anerkende Blackgold for noget, er det at ramme den tidstypiske ånd, der i disse år skyller ind over den etablerede metalscene som en syndflod af bibelske proportioner. Den lidt tungere ”Sorry” udgjorde en lettere pauvert udstrakt hånd til ’The Metalheads’, men generelt endte de konstante shout-outs som et tilbagevendende irritationsmoment. Med gruppens fortid in mente forekommer hele narrativet om lovløse aktiviteter omtrent lige så tåbeligt og tonedøvt, som når Brian Sandberg tjener penge på bøger og foredrag om sin blakkede fortid. 

Ret skal være ret. Instrumentalt begik gruppen sig såmænd ganske hæderligt, og det efterhånden større fremmødte antal blev da også aktiveret på strategisk rigtige tidspunkter. Da pladsen foran scenen forekom tilstrækkelig pakket, udgik en ’spontan’ invitation om at medvirke på den kommende video til nummeret ”Freak”. Her ramte vi lige i hjertekulen på den digitale selviscenesættelse hos den yngre generation, og den fikse ’happening’ understregede egentlig med al tydelighed, at det her ville ende med at blive 43 minutter af mit liv, jeg aldrig fik igen.   

Hvis tale er sølv, burde guldet være forblevet tavst

Alt for meget snak om trivialiteter og manglende respekt for klassikernes status, glimrende illustreret gennem den respektløse udbasunering ’Who wants to see us fuck up Cypress Hill?’, forud for en gyselig fortolkning af ”I A’int Going Out Like That.” Kombineret med den overfladiske mangel på koncentration og indlevelse blandt publikum endte vi med en fest, der hurtigt fes ud i glemslens tåger. Bekendtskabet med Blackgold behøver da heller ingen gentagelse. En gang var mere end rigeligt!

4/10

Slipknot vol. 2

Skulle det være gået nogens næse forbi, så kommer Vended fra Des Moines, Iowa. Hvis man synes, man har hørt den adresse før, så er det med stor sandsynlighed, fordi man kender til Slipknot, som også spiller på Copenhell i år. Mærkeligt? På ingen måde. Vended indeholder nemlig hele to medlemmer, hvis forældre er med i Slipknot, Henholdsvis Simon Grahan på trommer og Griffin Taylor på vokal. Bandet har brugt meget tid på at fortælle om, at de har deres egen stil og ikke har fået hjælp fra deres forældre, hvad angår musikalitet. Det betvivles dog.

The kids are all right

Lad mig lige slå fast med det samme: Vended spiller og opfører sig på en scene, som om de har været der i 20 år i stedet for kun 5. Med charme, selvtillid og lækkert hår gik de fem ungersvende på scenen som et af de første bands her på andendagen af Copenhell. Inden første nummer overhovedet var gået i gang, kommanderede Griffin, at han ville se en circlepit, og publikum adlød prompte.

Deres ophav er ikke til at skjule. Griffins stemme og vokalstil er så tæt på Corey Taylors, at man ikke kan være i tvivl, men i mange henseender står han stærkere end farmand. Hans clean vokal og growls står knivskarpt, og der er ikke en finger at sætte på det. Simon spiller ligeledes trommer på et ekstremt professionelt niveau, og selvom der måske har været noget nepotisme involveret i bookingen, så gjorde Vended sig fortjent til pladsen på Hades. Den eneste på scenen, som desværre stod i stærk kontrast til resten af gruppen, var guitarist Connor Grodzicki, som holdt sig inden for de samme to meters radius under hele koncerten.

Arvtagerne

Oprigtigt talt: med den fart, Vended har på, med den måde, de gebærder sig på scenen, så tror jeg ikke, der går mange år, før de unge mennesker vil blive brugt som vikarer og så senere overtage deres forældres hverv. Det kan lyde mærkeligt, men Corey har mere fokus på sit eget projekt disse dage, og Shawn har sagt, at han ikke kan blive ved mange år endnu. Vended er et solidt projekt og leverer et vildt show, men jeg kan ikke lade være med at tro, at det er et trinbræt for dem.

8/10

Så’ der tråd! 

Dagens første koncert på Gehenna stod danske Dirt Forge for. Og ikke nok med, at det var dagens første koncert, de skulle også spille deres debutkoncert på Copenhell.  
Lad os slå fast med det samme: Det gjorde de helt fantastisk! Publikum havde en fest, og der blev vist stor teknisk kunnen fra bandets side. 

Morgenvækning med tunge riffs 

Havde man begivet sig til Gehenna for at få en blød og blid start på dagen, var man havnet det forkerte sted. Dirt Forge serverede en morgenplatte, der bestod af tunge riffs og mørk, tung og rumlende sludge metal. Det var i den grad noget, der faldt i publikums smag. 

Dirt Forge lagde ud med at slå strengene an på et langsomt nummer, der gradvist blev bygget op og endte i et meget melodisk nummer med den helt rigtige stoner-rock-lyd. Der var i alle numrene en grundlæggende dyb og tung bas, der lagde den helt rigtige bund, så både sang og instrumenter fremstod klare og tydelige. Er der noget, der kendetegner Dirt Forge, er det deres evne til at levere numre, hvor man kan fornemme, at der er kræset om hver lille lyd, hvilket også afstedkom store klapsalver og begejstring fra publikum.  
Bandet spillede med så meget knald på forstærkerne, at lyden forplantede sig i siddepladserne. Det gav en fed vibe og man følte sig suget ind i musikken. Nok var lyden meget høj, men på intet tidspunkt forvrænget eller ubehagelig. Man kunne virkelig fornemme, at vi havde med et band at gøre, hvor en optræden på Copenhell havde stået meget højt på ønskelisten, for de gav den alt, hvad de havde i sig, og lidt mere til. Når forsanger Alexander Kolby sang, var det ikke blot imponerende og ren lyd, men også en stemme der formåede at brage igennem og fange den sidste sløve banan på de bageste rækker. 

Om lidt bliver her stille. 

Det her kunne meget vel være et band, der fremadrettet er at finde på de helt store scener for sikke en energi, de kom med. Nok er Gehenna en skøn scene, men med et sceneshow, der også rummer en hel del pyroteknik, kan de næsten ikke være der. Dirt Forge er et yderst dynamisk band med en fantastisk indlevelse i musikken. Der var intet, der haltede eller på anden måde skæmmede helhedsoplevelsen. De forstår at spille langsom og tung musik, men så sandelig også at give deres instrumenter gedigne tæsk i et højhastigt tempo. 

9/10

”He’s back!”

Er der noget bedre end at starte anden dagen på Copenhell foran Helviti scenen med et seriøst ’YES!’? Uhørt glæde var i hvert fald min reaktion, da jeg kunne konstatere, at en af mine største guitarhelte, Alex Skolnick, var med, da Testament trådte ind på scenen. Skolnick - en af de dygtigste guitarister Bay Area-scenen overhovedet har frembragt - havde misset starten af gruppens Europasommertur på grund af sygdom i familien, men nu var han der altså! På trods af det utaknemmeligt tidlige tidspunkt var der dermed basis for at starte dagen med en solid omgang klassisk old school thrash, fra et af de bedste og mest stabile bands i genren.

Ned i pitten. Dækket af støv

På forhånd havde jeg været en smule mopset over, at legenderne havde fået tildelt et så tidligt spilletidspunkt, men det glemte man hurtigt. Top-professionelle, som amerikanerne er, gik de seriøst til stålet fra start, og publikum kvitterede med det samme. Testament lagde fra land med mægtige ”Rise Up” fra Dark Roots of the Earth. Det viser noget om gruppens kvalitet og holdbarhed, at de kan starte med et nummer, der kun er godt 10 år gammelt, og stadig få gang i fællessang og circle pit fra stort set første sekund.

Chuck Billy ejede scenen med sin karisma og stadig imponerende vokal. Vi har tidligere været ude efter ham for at interagere så meget med publikum, at det forstyrrede leveringen af de klassiske thrash-sange, men det var der ikke noget af denne eftermiddag, for også på det område var han knivskarp. Lige før ”D.N.R (Do Not Resusciate)” udbrød frontmanden ‘I can taste the dirt. I love it!’ Det var selvfølgelig en hentydning til luftkvaliteten frembragt af det stadigt vildere pit, og der var bare så meget kærlighed i det støv! Stor ros også til den unge komet på trommerne, Chris Dovas, der fik os til at glemme alt om Dave Lombardo, for han drev med klinisk præcision det hele upåklageligt frem.

’Are you guys ready for some classic thrash metal?’ spurgte Chuck, inden de satte gang i "The Haunted" fra debuten, The Legacy. Overflødigt spørgsmål, for alt de havde spillet indtil havde sgu da været klassisk thrash! ”Over The Wall" fra samme album satte gang i sættets største circle pit, og ganske passende sluttede et af de skarpeste thrashbands nogensinde af med en hyldest til præcis det, der var foregået den seneste time: "Into The Pit". Der var ikke et øje tørt, eller jo, det var der jo faktisk, for der var ikke et eneste metalhoved fora Helivti-scenen, der ikke var dækket af støv. 

For gamle og nye fans

Uanset, hvor godt et sæt man serverer, så er der bare en øvre grænse for, hvor stort det kan blive, når en koncert starter klokken 13:30. Testament leverede på alle parametre, og fik med garanti sendt os gamle røvhuller direkte tilbage til thrashens storhedstid. Samtidig er jeg sikker på, at amerikanerne også vandt en masse nye fans med denne aldeles overbevisende præstation. Skøn at se at (nogle af) de gamle kan endnu. En bedre start på dag to kan man næppe få.

8/10

Helt forrest i bøllebussen

Det er ikke nogen hemmelighed, at det går godt for dansk hardcore. Rigtig godt, faktisk. Bands som Lifesick, Anti Ritual og Rot Away, for bare at nævne nogle få, er blandt de bands, der i de seneste år har udgivet enormt stærke plader. Torsdag eftermiddag var det sidstnævntes tur til at få de fremmødte skovtrolde ved Gehenna-scenen til at gå agurk i en lille times tid.

“Kom tættere på!!!”

Det er ikke meget materiale, Rot Away har med i rygsækken, når de skal spille en koncert. Faktisk er det indtil videre kun blevet til en håndfuld singler og en EP samt det suveræne debutalbum, Nothing Is Good, der har en samlet spilletid på beskedne 24 minutter. Men så længe kvalitet kan vinde over kvantitet, gør det vel ikke noget?

Det første kvarters tid var ærligt talt lidt tungt at komme igennem. Bevares, frontmand Jonathan Albrechtsen og hans sammensvorne hardcoresoldater gjorde meget for at få publikum i stødet. Men måske også for meget. Der blev brugt al for meget tid på snak og opfordringer til at kaste folk op i luften, end der blev på musikken. Det brød flowet i en koncert, der knap var startet. Senere blev det dog den slags koncert, vi var kommet for at se. “Hang Low”, “Graves” og “Prøv Igen” sad lige i skabet, og det utrolig vellydende band gav os også “Ghost City”, der vil være at finde på gruppens kommende plade. Det lød mildest talt rigtig lovende, og så vidt undertegnede er informeret, er det september måned, vi i dette tilfælde skal glæde os til.

Morgendagens stjerner

Når Rot Away er allerbedst, har de energi som Cro-Mags og attitude som Trap Them, mens de på en scene leverer på niveau med de allerstørste inden for genren. Deres klassiske hardcorepunk tilsat metalriffs og en fandens masse grooves er svær at stå stille til, når alt går op i en højere enhed, men desværre var rigtig mange fødder plantet solidt i Refshaleøens tørre jord ved koncertens start. Rot Away spiller fedt og lyder godt, men lad musikken tale – så skal folk nok følge trop.

6/10

Mission Aborted  

Med sit energiske blend af grindcore og død er belgiske Aborted en særdeles attraktiv størrelse. Som eneste gennemgående medlem kunne forsanger Sven de Caluwé fejre sølvbryllup med manér, da gruppen i 2020 drog på krydstogt som del af den flydende festival ’70000TONS OF METAL’. Her til lands har det skortet noget på tilstedeværelsen, da hele fire planlagte koncerter siden efteråret 2021 har måttet aflyses. Vi skal således tilbage til forrige årti for at finde det seneste besøg, da belgierne optrådte i Store Vega. Gensynsglæden var derfor til at få øje på, da Aborted torsdag eftermiddag indtog Hades.   

Pludselig får du et flyvespark i hovedet … 

Aborted bestod til lejligheden af fire teknisk virkeligt velfunderede herrer, idet guitarist Daníel Máni Konráðsson, der ellers sluttede sig til gruppen så sent sidste år, af uransagelige årsager ikke er at finde lineuppet for nuværende. Det satte selvfølgelig tilsvarende store krav til de øvrige i ensemblet. Krav, som primært blev indfriet af forsanger Sven de Caluwé, der virkede mere end almindeligt veloplagt denne eftermiddag. Det samme kunne desværre ikke helt siges om tilbageværende guitarist Ian Jekelis og bassist Stefano Franceschini, der næppe fik forbrændt flere kalorier end dem, der blev svedt ud under den nådesløst brændende sol. 

Netop solen kan snildt have spillet en faktor for det gumpetunge publikum, den tydeligt frustrererede forsanger med jævne mellemrum forsøgte at råbe an. Knap ti minutter inde i sættet kvitterede de dog med en sjældent set spontan circlepit. En tendens, der synes at være gennemgående på dette års festival: Folk savner bevidsthed om, hvad de reelt set bliver præsenteret for. Derfor skal lyde en ekstra tak til de til lejligheden fremmødte, der virkelig formåede at holde dampen oppe gennem resten af sættet. Ikke fordi de bare ville have fest for enhver pris – men som reelle fans af bandet, der var kommet for at lytte til musikken. 

Selve sættet blev i øvrigt eksekveret med højt kvalitativt niveau, glimrende hjulpet af de gunstige lydforhold, som Hades diskede op med. Derfor studsede jeg også lidt over den uventede ’bøvs’, hvor lyden pludselig faldt ud for en kort bemærkning. Det gjorde Aborted tilsyneladende ikke, for de fortsatte ufortrødent deres forehavende. Et forehavende, der – velspillet, som det var – dog savnende noget mere variation.   

Når de først får begyndt, kan de ikke holde op  

Der hersker lidt divergerende meninger om publikum på årets Copenhell. Den lettere ukritiske tilgang, hvad end der præsenteres på de skrå brædder, var dog heldigvis fraværende under netop denne koncert. Når vi nu ofte er efter de fremmødte, er det tilsvarende også på sin plads at rose det vedholdende og ikke mindst tilpas afstemte engagement, der kastede både horn og en glimrende wall of death af sig. Derfor var det også tilsvarende ærgerligt, at der ikke blev kvittereret i samme omfang fra bandet, hvor kun de Caluwé leverede samme indlevelse og tilstedeværelse. Det introverte udtryk, det lettere repetitive lydbillede og den lille knaser med lyden gør, at belgierne stikker afsted med et hæderligt syvtal. 

7/10

Rising stars

Sleep Token er det nye potentielt store band på den internationale metalscene. Bandets medlemmer er komplet anonyme bag deres masker, og selvom der eksisterer et udførligt breakdown over, hvem de forskellige medlemmer skulle være, så har bandet intet bekræftet officielt endnu. Det er desuden umuligt at sætte en enkelt genre på Sleep Tokens musik, da det er blandinger af prog-metal, metalcore og ambience dertil tilsat passager med popmusik. Bandet har for nyligt udsolgt Wembley Arena (10.000 pladser) på kun et par minutter. Hypen for bandet er således på sit højdepunkt for bandet lige nu, og det var ikke til at sige, om der ville stå 10 mennesker foran scenen eller 8.000 på Copenhells anden dag.

Pandæmoniums forbandelse

Pandæmonium var fuldstændig pakket, kort tid inden Sleep Token gik på scenen, og folk, der kom gående fra Udgaard-området blev, frivilligt eller ej, indlagt til at se en stor del af koncerten, for man kunne hverken komme frem eller tilbage for menneskemængden.

Sleep Token på scenen er svær at beskrive, for på et punkt var de meget seriøse, gemt bag masker og deres egen musik, og lige pludselig slog de over i leg, valsede rundt på scenen, legede gevær med bas i bedste Steve Harris stil eller lavede sjove fagter til publikum. Det var dog tydeligt, at de meget lange ambiente passager, som er i Sleep Tokens musik ikke faldt i helt god jord hos mange af de fremmødte. Efter det fjerde nummer ”Granite” var der store lommer iblandt publikum, og man kunne komme næsten helt frem til den store mængde mennesker i midten. Disse loyale fans havde dog en anden oplevelse end dem længere bag, og jeg så flere imellem som fældede tårer til musikken. Dette kulminerede hen imod slutningen til nummeret ”The Summoning”, hvor de vokale falsetstykker fik en ung kvinde til at bryde helt sammen af gråd, imens hun lavede hjertetegn imod bandet. Det var smukt at overvære.

Sidder man nu og undrer sig over den lave karakter, så kommer forklaringen her: Lyden på Panndæmonium er rædsom! Den fungerer til bands, som kan klare en mere smadret lyd, men til et band som har så skrøbelig og delikat lyd som Sleep Token, der virkede det simpelthen ikke. I stedet for at blive opslugt af lyduniverset, blev man mere irriteret over den rungende forvrængede lyd. Det var en skam.

Bytte bytte købmand

Havde Sleep Token fået Gehenna-scenen – selv på samme tidspunkt af dagen – så havde der været tale om en helt anden koncert. Gik man tilbage til den store metalskulptur, som forestillede en hest, havde man perfekt lyd fra Pandæmonium-scenen, men så kunne man ikke se bandet spille. Det var ærgerligt, at den største hæmsko for bandet, var placeringen. Dog er Sleep Token et modigt band til Copenhells publikum, hvor mange går forbi koncerter og stopper op, hvis de kan lide det. I Sleep Tokens tilfælde ville der være stor sandsynlighed for, at de hørte en blød synthesizer spille helt nøgent. Og det var øjensynligt ikke det, som årets Copenhell-publikum havde lyst til denne gang.

6/10

Neonpandebåndene vender tilbage 

Så sent som i marts, smadrede Electric Callboy Amager Bio i bedste stil – men heldigvis var de allerede 3 måneder senere tilbage i Danmark med deres imponerende electroni-core-Geil. Kan du lide seriøse miner og strammer rullekraven, så snart du hører ungabunga i højtaleren, så hader du formentligt allerede Electric Callboy af et brændende hjerte. Elsker du en god fest med ironisk kærlighed til 80’erne og neonfarvede pandebånd, ja, så elsker du dem sikkert allerede. Torsdag kl. 16 indtog de så den store scene efter en lidt mere seriøs omgang med Testament. Sceneskift on! 

Lidt mindre metal – meget mere fest 

Electric Callboy har de seneste par år været svære at undgå, selv hvis man havde lyst til det. De er efterhånden lige så kendte for deres gøglede videoer og optrædener, som de er for deres glade musik. Og det fik vi så sandelig at føle, da gruppen gik på Helviti med den fulde plade af dansable numre akkompagneret af grimme parykker med elastik om hagen, sangtekster på niveau med DJ Alligators tekstunivers. Og nok konfetti til at de simpelthen havde en dedikeret konfettikanonsopfylder, der kom kravlende ind på scenen adskillige gange i løbet af koncerten og sørgede for at der kunne spyes konfetti direkte ud over publikum i tide og utide. Hvis der da er en utide for konfetti. 

Vi fik undervejs en forrygende festparade af numre som ”Hypa Hypa”, ”MC Thunder” og ”We Got the Moves” – og uanset hvad de fyrede op for, så var publikum klar. Der blev skabt en vidunderlig symbiose af neonfarvet tøj, storsmilende og dansende festivalgængere og et afsindigt tungt og dansabelt beat. Undervejs flyder frontmændenes pingpong over af gøglet snak, som at de ligger nummer 1 på alle de tyske stationer (No we don’t? Shut up – they don’t know that!), at metalfolket ikke kan lide pardans, men det blev der ikke desto mindre plads til under ”Hurricane” – og uanset hvor dumt det var, så virkede det. Når jeg sidder og skal skrive om det nu, så har jeg faktisk svært ved at gengive præcist, HVOR genialt det var. Og hvorfor det virkede. Men det gjorde det altså. Tro mig. 

Publikum samlede sig til en lykkelig hob, der adlød enhver af frontmændene Kevin og Nicos ideer om fællesdans og fest. Så da de bad om, at alle tog hinanden om skuldrene og hoppede først 8 gange til højre og så 8 gange til venstre, så makkede publikum ret, så godt som det kunne lade sig gøre. Der herskede naturligvis totalt kaos efter 2 sekunder, men det gjorde ingenting. Der var kærlighed i luften. Og konfetti. Rigtigt meget konfetti. Og støv. Altså virkelig meget støv. For de mange dansende sko hvirvlede sand og støv op, så det til sidst var en kamp at trække vejret, og jeg har været cirka 2 ekstranumre fra at udvikle spontane dreadlocks. 

Det kan være svært at beskrive for folk, der ikke var der, hvor vildt det her var. For det her, det var en ganske unik oplevelse. Ikke en ond og dyster myrekrybsfremkaldende black-koncert. Eller dundrende og langsom indunderhudenkrybende doom. Næh... det var bestemt noget helt andet. For det var livsglæde og dans og smørrede grin. Schlager og techno og tysk kærlighed. 

Electric Callboy er faktisk meget mere end et stepfitness-band 

De er en paraply i en kedelig drink. En dansekiks til en langtrukken familiefest. De er en sindssyg polterabend komprimeret ned til en koncerts længde. De er ild i røven og fest i gaden. Det hele er sublimt bundet sammen af et tungt elektrobeat og heftige dansemoves. Og nåh ja. De to frontmænd Kevin Ratajczak og Nico Sallach formåede i den grad at tage et fast greb om publikum og starte festen med en oprigtighed, som de fleste andre bands burde skele lidt til. Hvis du var med i pitten, så vil jeg gerne sige tak for den absurde oplevelse, det var at opleve Electric Callboy med dig. Det var dumt. Og kitchet. Og en af de allerbedste koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. 

10/10

Så kører vi igen 

Over flere omgange, og i snart mange år, er Copenhell blevet kritiseret for ikke at have nok kvinder på plakaten. Når de så endelig annoncerer nogle kvindelige kunstnere, starter helt per automatik en diskussion om, hvorvidt dette band nu kun er med netop, fordi de er kvinder. Det medfører hurtigt fornyede anklager om sexisme og dernæst forsøg på at kvæle debatten. Personligt orker jeg ikke at deltage i den slags, og uanset hvad må det være op til eventuelt berørte kunstnere at fjerne enhver tvivl ved bare at gå ud og sparke røv. Inden koncerten på Gehenna med de brasilianske thrashkrigere fra Nervosa var Heavymetal.dk’s udsendte overbevist om, at det præcis var, hvad der ville ske. Og lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg såmænd havde ganske ret i den antagelse. 

Attitude og overskud 

Samtidig er en bekendelse nok på sin plads: Jeg er vild med Nervosa-chefen Prika Ameral. Hun er en af de imponerende ildsjæle, metalscenen er så rig på. Uanset hvilke udfordringer hun og hendes band udsættes for, bliver hun ufortrødent ved. Som guitarist og den dominerende sangskriver i bandet siden starten i 2010 har hun holdt kursen, selvom et hav af medlemmer har forladt Nervosa-skuden for at prøve lykken på egen hånd. Indenfor de seneste 12 måneder har hun dermed samlet et helt nyt kuld af unge musikere og endda selv overtaget forsangerrollen. Det er bare imponerende.  

Det samme var den attitude og det overskud, den spritnye udgave af Nervosa gik på scenen med. Første circle pit indfandt sig allerede ved andet nummer, ”Kings of Domination”, og fra det tidspunkt så hverken band eller folket i pitten sig tilbage. Vi fik altså en stribe velafviklede dødsthrashnumre, der holdt gang i sagerne hele vejen, også selvom der var enkelte skønhedsfejl undervejs. Det er der jo som bekendt ikke tid til at gå op i, når man har travlt med at hvirvle støv op, smadre ind i sine medgæster eller sende crowdsurfere videre mod graven. ”Venemous” satte endnu mere fart over feltet, mens "Guided by Evil" leverede mere ondskab end raseri, hvilket gav lidt tiltrængt variation og ikke mindst en lille og velfortjent pause til de trætte folk foran scenen. Lige knap 40 minutters solid underholdning blev det til, men heller ikke mere end det, for de helt store musikalske oplevelser blev det jo ikke til. 

7/10

Liv i smerte på nedsat kraft

Nu har jeg efterhånden oplevet de amerikanske grunge/hardcore/crossover-mestre Life of Agony en del gange, og aldrig har det været tilfældet, at den dedikerede Brooklynkvartet har leveret en dårlig koncert. Det gjorde de heldigvis heller ikke denne gang, men man kunne alligevel godt have ønsket sig lidt mere.

Tillykke med fødselsdagen

Iklædt Mickey Mouse-trøje påført ordene “Fuck Disney” sprang Mina Caputo og resten af bandet på scenen og kastede sig direkte ud i klassikeren “This Time” fra den nu 30 år gamle debut, River Runs Red. Netop dette jubilæum er hele anledningen for bandets nuværende turné, så vi fik naturligvis en masse af de bedste numre fra det legendariske album. “Underground” og det fantastiske titelnummer var klart dem, der lød bedst, og det var disse, der skulle til for at fyre op under et publikum, der, måske ligesom jeg selv, godt kunne have ønsket, at koncerten havde været placeret noget senere på aftenen.

Nuvel, Life of Agony, og i særdeleshed den allestedsnærværende Mina Caputo, leverede et rigtig fornuftigt show, hvor der udover numre fra debutalbummet også var plads til flere af gruppens andre suveræne skæringer. “Lost at 22” fra den groft undervurderede plade Ugly plus suveræne “Weeds” var højdepunkterne, selvom sidstnævnte blev en anelse skændet af, at den gode Mina sang den på en noget anden måde end sædvanligt. Hvor havde vi dog alle lyst til at brøle med, men den slags er svært, når sangeren vælger at improvisere både toneleje og melodi.

Sikkert og stilfuldt, men uden at imponere

Intensiteten og kontakten til publikum er altid fuldstændig suveræn til Life of Agonys koncerter, og denne gang var heller ingen undtagelse. Joey Z er en formidabel guitarist, der på fornem vis går forrest i det musikalske slag, hvilket efterlader oceaner af plads på slagmarken til Mina Caputos altid karismatiske optræden. Denne eftermiddag virkede det hele dog en anelse rutinepræget, og trods fejringen af River Runs Red ville et par udskiftninger på sætlisten også have løftet koncerten. Men det er småting i det store hele: Life of Agony gjorde næsten alt rigtigt, og vi ser dem meget gerne igen snart.

7/10

Uventede forventninger. 

Hvis du er til bands som Public Enemy, Rage Against The Machine og Hacktivist, så kan du med stor sandsynlighed også finde en glæde i Fever 333. Det amerikanske band stod klar på Pandæmonium-scenen denne ophedede torsdag for at sprede deres budskab til det fremmødte publikum. Her på redaktionen havde vi inkorporeret Fever 333 i vores liste over internationale navne, man ikke måtte gå glip af, hvor vi sluttede af med sætningen: “Forvent det uventede”. Og uventet blev det. 

Mere repræsentation, mindre Fever 333 

Det første nummer hørte jeg ikke. Ikke fordi jeg ikke var til stede, men fordi lydmanden ganske enkelt ikke havde skruet op for bandet. Det kan jo smutte, det skidt, det er trods alt kun hans job. Efter dette fulgte der et intetsigende nummer, der – ligesom resten af sætlisten – bedst kan betegnes som Rage Against The Machine købt fra Wish. Bandet havde for meget fokus på at hoppe rundt på scenen og vælte over hinanden frem for at spille nogenlunde brugbart.  

Forsanger Jason Aalon Butler havde derefter noget, han måtte fortælle publikum. Dette gjorde han med mikrofonen solidt plantet i egen mavse, så det var umuligt at høre noget som helst. Efter et stykke tid gik det dog op for ham, at mikrofoner ikke har ubegrænset rækkevidde, og han fortsatte sin tale. Jason fortalte, at der var mangel på kvindelig repræsentation i metalverden, og det var vigtigt at inkludere kvinder og huske på, at de også havde en plads i miljøet. Et ganske fornuftigt budskab. Han fremhævede her bassist April Kae som et eksempel på en dygtig musiker. Næste nummer begyndte, og i stedet for at spille, så dansede April sig igennem sangen, og da det var tid til at synge i mikrofonen, fortrød hun, men playbacktracket spillede ufortrødent videre.   

Så var det tid til et covernummer, og vi skulle nu høre en bastardiseret version af Blurs “Song 2”, nu med omskrevne vers af Jason. Dette var koncertens højdepunkt. Et bedre nummer, men skrevet af et væsentligt bedre band.  

Koncerten kulminerede med Jason, som smuttede op på den tilstødende bakke med et skateboard og ville køre ned ad det omvendte, orange kors. Dette mislykkedes katastrofalt, ligesom alt andet i løbet af koncerten, og som sin egen musik faceplantede han hårdt op af hegnet.  

Tak, men nej tak 

Fever 333 har et godt budskab: inklusion og retfærdighed for minoriteter. Det er der som sådan intet galt i, men i stedet for at være et seriøst band, fremstår de som en blanding mellem et afsnit af henholdsvis Jackass og Klovn. Den fest, som publikum nød, kunne være startet af ethvert band. Det var ikke det faktum, at Fever 333 var der, men blot at der var nogen på scenen, som stod for underholdningen. Næste gang må det meget gerne være nogle andre. Godt budskab, skidt eksekvering. 

2/10

Magi ved højlys aften

Da pandemien kom og tog koncerter og festivaler fra os, hev den også tæppet væk under Gojiras planlagte optræden på Copenhell 2020. Stor var skuffelsen, da bandet ikke var at finde på plakaten til festivalen to år senere, og ligeså glæden, da Copenhell i efteråret annoncerede franskmændene på den 23. udgave af festivalen.

Helt spildt var ventetiden ikke: Gojira udgav i 2021 den noget svingende Fortitude og gæstede K.B. Hallen i en noget nær perfekt om end lidt rutinepræget koncert sidste sommer.

Torsdag var Gojira så endelig tilbage på Copenhell. Og åh, hvor var det dog dejligt, de kom!

Lige i skabet

Foruden en trommesolo af eminente Mario Duplantier som ekstrakrydderi bød Gojira på et solidt sæt indledt af ”Born for One Thing” fra selv samme Fortitude. Men var Fortitude nu ikke kedelig? Jo, i passager, men trods alt også med gode skæringer som ”Another World”, ”Amazonia”, ”Grind” og førnævnte ”Born for One Thing”. Den ikke ret Gojira’ske ”The Chant” kunne de for min skyld til gengæld godt have ladet blive hjemme, men den fik om ikke andet skabt lidt lejrbålsagtig fællessang mod sættets afslutning.

Det skal bestemt ikke forstås, som om der manglede energi i publikum – vi havde ventet i årevis på dette, og det kunne man i dén grad mærke.

Hvis det ikke var sket allerede fra begyndelsen, så måtte enhver tilstedeværende med ører under næste nummer, ”Backbone”, lade sig begejstre og betage af Mario Duplantier bag trommerne. Hold nu helt … op, den mand kan spille, så man må tage sig til hovedet! Og selv om storebror Joseph havde problemer med stemmen på dagen, var han i såvel vokal som på guitar bedre end de fleste.

Når det er sagt, fortjener resten af bandet lige så stor ros. Den sidder simpelthen lige i skabet hele tiden, og navnlig bassist Jean-Michel Labardie er med sin åbenlyse spilleglæde tillige en sand fornøjelse at betragte.

Fra mesterværket Magma fik vi tre numre: ”Stranded”, ”The Cell” og ”Silvera”. Oh, fryd! Hertil kom herlige ”The Art of Dying” fra den efterhånden 15 år gamle The Way of All Flesh og ”The Gift of Guilt” fra kolossen L’Enfant Sauvage.

Og selv om jeg har lyst til at hælde en fortsat strøm af positive adjektiver ud over Gojira, savner jeg ganske enkelt ord for den oplevelse, det var at høre dem fremføre ”Flying Whales” denne juniaften. Der var simpelthen ikke et øje tørt, i hvert fald ikke her!

Den perfekte rutine

Endnu engang viste Gojira sig overlegne med en koncertoplevelse, der ligesom den i K.B. Hallen sidste år nærmede sig perfektion på stort set alle fronter. Ligesom dengang var der dog malurt i bægret i form af en snert af rutine hos de franske mastodonter. Det til trods er faktum, at Gojira væltede Copenhell med en intet mindre end fantastisk koncert.

9/10

”Også du, Brutus?” 

I 2017 udgav Brutus deres debutalbum, som tryllebandt både anmeldere og lyttere med deres helt egne og særlige punkede post-hardcore stil. To år efter udgav de endnu et album, der også høstede flotte anmeldelser, og nu var tiden kommet til, at vi skulle have fornøjelsen af dem på Copenhell.  

Den belgiske trio skulle vise sig at være et af dagens allerbedste bands. 
På Gehenna scenen, der ligger så smukt i skoven, omkranset af grønne træer, fik publikum serveret en meget smuk og yderst velspillet koncert, der gik lige i hjertet. 
 

Lille kvinde, kæmpe stemme 

Området foran Gehenna var allerede fyldt godt op med mennesker inden bandet gik på scenen. Der var en løssluppen og glad stemning blandt publikum på denne skønne aften. 
Da Stefanie Mannaerts satte sig ved trommesættet og begyndte at slå tonerne an, var det til stor applaus fra publikum.  
Det er muligt, at hun er en lille kvinde men sikke en udstråling hun havde, da hun selvsikkert gav den alt hvad remmer og tøjler kunne trække på trommerne. Det så så let og ubesværet ud, og publikum kvitterede med mange klapsalver.  
Hendes enestående stemme, der på den ene side lyder blød og organisk men samtidig har det her knæk, der viser at den ikke er helt poleret. Dét var en fryd for øret. Igen, fik hun det til at lyde så nemt og ubesværet, som hun sad der og havde publikum i sin hule hånd. Hun mestrede til fulde at synge i forskellige vekslende stilarter og niveauer i sangene, lige fra det bløde og fine til det mere aggressive. 
 
Bandet i sin helhed spillede rigtig godt sammen. De supplerede hinanden og understøttede på fineste måde deres sammenspil. Vi fik også et par guitarsoli fra guitaristen i løbet af koncerten. 
 
Jo længere vi kom ind i koncerten, desto mere begyndte folk at slå sig løs. Der blev headbanget i stor stil og folk gik amok i crowdsurf.  
Efter hvert nummer, blev der sagt et lille ”Thank you so much”, på en meget ydmyg facon. Intet krukkeri eller overlegenhed, blot et band der takkede for at publikum var kommet for at høre dem. 

Mægtige Brutus 

Brutus formåede at lave dét vi vil kalde en genistreg. De satte store fodspor hos publikum, og man gik fra Gehenna i en opløftet stemning 
Det hele fungerede og med skoven som en omkransende kulisse, kunne man vitterlig ikke ønske sig mere fra denne velsmurte trio. 
Brutus er som skabt til at spille på Gehenna, da den organiske og rå lyd suppleret af naturen på fineste måde understreger det essentielle i deres musik. De vil ikke imponere, de vil blot spille musik.

10/10

Velkommen tilbage!

Da MØL debuterede på Copenhell tilbage i 2018, var de endnu ikke specielt kendte i Danmark. Vel var deres debutalbum udkommet et par måneder før på et internationalt pladeselskab, blandt andet til store roser fra denne skribent, men rygtet om deres mange færdigheder var ikke nået så langt ud endnu. I 2018 kom de med på et afbud og greb i den grad chancen, men på dette års Copenhell var det en anden snak. Pandæmonium-scenen er siden blevet mindst dobbelt så stor, og det er MØL vel ret beset også, mindst. Med masser af tour-erfaring og endnu et fremragende album under bæltet var det ikke underligt, at pladsen foran scenen summede af forventninger inden koncerten. Det var jo en slags hjemkomst til det, som jeg vil påstå, er århusianernes anden hjemby, nemlig København!

Blackgaze og hawaiiskjorter

Om allehånde AGF-fans vil blive mopsede over ovenstående udsagn, ved jeg ikke, men fakta er, at da MØL gik på scenen, var det til stor jubel blandt det talstærke københavnske publikum. Alle gruppens medlemmer var endnu engang klædt i spraglede hawaiiskjorter – at udfordre metallens konventioner ligger dem tydeligvis stadig på sinde, og man kan da kun elske dem for det. Århusianerne lagde fra land med ”Fraktur”, åbneren fra førnævnte Diorama, og allerede på det følgende nummer, ”Photophobic”, fik vi den første gæstevokalist: Mirza Radonjica kendt fra Siamese (og MØLs management, Prime Collective). Han har, som Kim Song også fik nævnt, en imponerende falset og står da også for samme på albummet. En sikker og overbevisende start, der ikke blev dårligere af, at chefkomponist Nicolai Busse Hansen var vendt tilbage i live-sammenhæng. Han har af private årsager i en periode ikke været med på gruppens turnéer, men Copenhell ville han forståeligt nok ikke gå glip af.

På trods af at der derfor var hele tre guitarister med denne gang, var der i flere omgange flere fotografer end bandmedlemmer på scenen. Kald mig bare gammel, og udskam min manglende forståelse for moderne SoMe-præsentation, men det forstyrrede altså min oplevelse. Et oplagt spørgsmål var, om bandet mon optrådte for publikum på pladsen eller for deres følgere på TikTok? Heldigvis var Kim Songs nærvær og indlevelse endnu engang helt i top. Resten af bandet kom også eksemplarisk og smittende ud over scenekanten, så fotografkaosset var trods alt kun en lille sten i skoen.

Og den sten forsvandt fuldstændig, efterhånden som perlerækken af nyklassikerne fra gruppens to albummer alle blev leveret med førnævnte indlevelse og overskud. Den største oplevelse, ikke bare til denne koncert, men på hele Copenhell indtil videre, var dog, da norske Kathrine Shepard (kendt for sit soloprojekt Sylvaine) kom på scenen for at synge duet på mægtige ”Diorama”. Kim annoncerede den med sårbar ærlighed: ’Vi får brug for hjælp, for denne sang har jeg skubbet foran mig’. Det var tydeligvis en krævende opgave, MØL nu begav sig ud i, og for at gøre ondt værre var der pludselig problemer med hans mikrofon. Men det gjorde intet, og al nervøsitet var overflødig, for det var så rørende, så smukt og så intens en præstation, at gåsehuden med det samme kommer tilbage, nu hvor jeg skal forsøge at sætte ord på oplevelsen. Jeg håber i den grad, at en af de mange fotografer fik foreviget den optræden for eftertiden!  

Det bliver ikke meget bedre

Med den danske metalscenes bedste frontmand, og med en sangskriver, der skriver sange på et niveau, som få her til lands kan gøre ham efter, må man sige, at MØLs udgangspunkt er fornuftigt. Når de i Ken Klejs så ovenikøbet har en af landets dygtigste trommeslagere, er det jo ikke mærkeligt, at de endnu en gang leverede en toppræstation. Kun førnævnte fotografmylder og et par tekniske kiks undervejs trak ned på et fantastisk sæt fra et fantastisk band, der bliver ved med at give os fantastiske oplevelser.

9/10

Thin Lzzy!  

Da amerikanske Halestorm betrådte Copenhells næststørste scene torsdag aften, var det med en klar fornemmelse af, hvad vi havde i vente. Rockkvartetten har frekventeret ikke færre end otte forskellige spillesteder i Danmark fordelt over tolv besøg siden 2010. Personligt har jeg haft fornøjelsen af at overvære adskillige vellykkede koncerter, men er i denne kontekst åbenlyst nødsaget til at fremhæve gruppens seneste besøg på ’Reffen’, der modsat vanlig standard endte som en noget tyndere kop te. Med nyt materiale med i kufferten samt et spot i bedste sendetid var betingelserne for en ’do-ever’ omvendt til stede denne torsdag. 

Dzzy Mz. Lzzy 

Det var allerede fra første færd en tydeligt mærket Lzzy Hale, der torsdag aften entrede Hades klokken 20 sammen med den øvrige entourage i Halestorm. Mimikken virkede anstrengt og blikket flakkende. Vi skulle da heller ikke mere end seks numre ind i sættet, før den resterende trio måtte improvisere et instrumentalt breakdown under ”Familiar Taste of Poison”. Et nummer, der i øvrigt komplet ude af kontekst lige skulle sovses ind i den aktuelle LGBT+-agenda, der præger mediebilledet. Bag scenen kunne en vaklende Hale skimtes, mens hun febrilsk forsøgte at genhydrere. Forud var gået en hyldest til kvindernes krav på ’tilfredsstillelse’ i form af ”I Get Off” fra Halestorms selvbetitlede debutudgivelse.  

I det hele taget bar eksekveringen af den forbavsende komprimerede sætliste præg af et overspringshandlinger og manglende fornyelse. Så længe jeg kan huske, har lillebror Arejay Hale haft en trommesolo – således også denne aften. Derfor kunne ironien da næsten heller ikke have været tykkere, da Hale tittede frem til næste nummer, ”Back From The Dead”. 

På positivsiden havde Halestorm dog valgt at ryste posen en smule, så både ”Chemicals” og ”Mayhem” fik en uventet plads på aftenens ellers så forudsigelige program. Inden klokken havde rundet 21.00, var også ”The Steeple” (der skulle vise sig at være aftens sidste nummer) afviklet. Sølle 12 numre fik vi – de fleste endda præsenteret uden hverken nerve eller tilstedeværelse.     

Lzzy Boredom 

Der forelå en gylden mulighed for at vaske tavlen ren fra det seneste mindre heldige besøg på Copenhell. Det ikke alene mislykkedes på eklatant vis – men i løbet af knap 60 minutter formåede kvartetten at begå den til dato ringeste koncert, jeg har været så uheldig at overvære. End ikke den ellers obligatoriske ”Here’s To Us”, der har huseret på sætlisterne siden udgivelsen af The Strange Case of… i 2012, blev der plads til.  Skæmmet af enerverede bekendtgørelser med politiske undertoner samt en mildt sagt uoplagt Lzzy Hale forsvandt koncerten derfor fra bevidstheden i takt med solens forsvinden i horisonten. 

4/10

Festfyrværkeri i skoven 

Gehenna er måske nok Copenhells mindste scene, men også den hyggeligste. Hvem andre end britiske Green Lung skulle kunne betræde denne og levere en præstation, der matchede de grønne omgivelser så godt? Det stemningsfulde univers, som Green Lung bevæger sig i, kredser om folkesagn, hekse og diabolske ritualer. Alt sammen serveret i en stil, der kan beskrives som okkult psych-rock med afsæt i den klassiske og progressive 70´er-rock med en gedigen twist af humor. Det er tydeligt at høre, at det er bands som Black Sabbath og Led Zeppelin, som de har fundet inspiration i. 

Fyldt til randen 

Gehenna var fyldt til randen, og folk stod nærmest som sild i en tønde for at opleve Green Lung, der virkelig forstod at gøre en entré. Til tonerne af march-musik kom de ind på scenen og blev saluteret som verdensstjerner. Det var fed rock med læderjakker, pandebånd, permanentet hår og shorts, der var trukket helt op til navlen. Publikum blev fanget af den fede lyd, og relativ hurtigt, blev der hujet, hoppet, klappet og sunget med på sangene, ja endda et mosh blev startet. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var en familiefest i baghaven, for Green Lung formåede at trække både børn, de unge og det ældre segment til koncerten.  

Det 5 mand store band leverede en pragtpræstation på scenen.  Både keyboard, bas, guitar og trommer lød ubesværet og afstemt til perfektion, og især de passager, hvor vi fik guitarlir a la godt gammel heavymetal, gik rent ind hos publikum. Sangmæssigt var det en fornøjelse at lytte til dem, da forsangeren Tom Templar forstod at give den max gas. Hans lettere nasale lyd kombineret med de tunge riffs og rytmer, fik det hele til at gå op i en højere enhed. 

 
En præstation i verdensklasse  

Det var en fornøjelse at være vidne til et band, der leverede en kraftpræstation på Gehenna denne smukke aften. Dette kunne meget vel blive et af de nye store bands, som tager over, efterhånden som de gamle og veletablerede bands går på pension. De har den rette mængde pondus og bredde til at nå ud til rigtigt mange lyttere. Man kan med rette ønske sig, at de lægger vejen forbi Copenhell igen. De vil sagtens kunne udfylde Helviti-scenen. Spørgsmålet vil så blot være, om indholdet af deres tekster falmer, netop fordi det er sange om det okkulte, hekse og folkesagn, som gør sig bedst i en Gehenna-kulisse.

9/10

De store følelsers aften

Takket være kontroverserne, der på det seneste har omgærdet den aldrende frontmand samt massive protester fra dele af fanscenen over gendannelsen, var der torsdag aften lagt i kakkelovnen til det, der meget vel kan gå hen og blive årets helt store samtaleemne. De fleste, der er vokset op med Panteras meget distinkte lyd, havde formentlig et ekstra skarpt øje rettet mod gruppens to nye tilføjelser – trommeslager Charlie Benante (Anthrax) og guitarist Zakk Wylde (Ozzy Osbourne, Black Label Society). En del af føromtalte kritik i forbindelse med gruppens genforening beror på mistanken om, at det skulle være et kynisk spørgsmål om kroner og ører. En tydelig rørt Philip Anselmo samt de gennemgående videomontager af Vinnie Paul og ’Dime’ fortalte i mellemtiden en helt anden historie.

Fællessang på bakken

Overskriften giver formentligt især det ældre segment på Refshaleøen ’flashback’ til Johnny Reimars underholdningsprogram af samme navn, der omkring årtusindeskiftet hærgede landets sendeflader. Cirka lige så langt tilbage skal vi for at finde Panteras senest optræden på dansk grund. Derfor var forventningen til aftens sene forestilling på Helvití også til at tage og føle på. Præmissen for Panteras generobring af det europæiske kontinent, var ikke overraskende en ubetinget hyldest til brødrene Abbotts liv og levned. Således kunne der hele vejen igennem trækkes en rød tråd, lige fra Benantes blå bandana, over Wyldes vest med billeder af det historiske søskendepar til Dimebags ikoniske blå guitar med de gule lyn.

Klenodiesamlingen kunne naturligvis ikke bære opvisningen alene, da en mulig musikalsk fadæse ville trække sorte skyer over en ellers festlig aften på bakken. Selvom Anselmo ikke besidder samme vildskab og virilitet som i starten af 90’erne, så er der stadig en ganske habil vokalist gemt i ham. Med en tenderende sensuel brummen, der bedst kan beskrives som Pablo Franciscos fortolkning af Don LaFontaine blev klassikere som ”Becoming”, ”I’m Broken” og især ”5 Minutes Alone” leveret med kraftfuld overbevisning til ekstatisk glæde for pladsens publikum. 

Phil er gruppens ubestridte omdrejningspunkt – det kan der næppe være to meninger om. Alligevel blev det under deep-cuttet ”Yesterday Don’t Mean Shit” alligevel mere end almindelig tydeliggjort, at Pantera anno 2023 ikke ejer samme karisma som den originale besætning. På trods af de tekniske fortræffeligheder fremvist af både Benante og Wylde, så savnede jeg fra førstnævnte lidt smil til kameraet eller anden form for lir. Zakk Wylde var ikke overraskende et kapitel for sig selv. Stationær som havde han begge fødder solidt støbt i beton. Det udgjorde et synligt irritationsmoment for Anselmo, der flere gange så ud til at måtte æde sig selv.  

Heldigvis opvejede plusserne i rigt mål minusserne, og den båndede udgave af ”Cemetery Gates”, der var akkompagneret af gamle optagelser med Vinnie og Dime, ramte lige i hjertet. Det samme gjorde det følsomme cover af den gamle Black Sabbath-traver ”Planet Caravan”. Selvom aftenen så småt begyndte at gå på held, havde onkel Phil stadig lidt godter med i posen til os. Således fik vi under afviklingen af monumentale ”Walk” pludseligt besøg af Chuck Billy, en detalje der fremkaldte om muligt endnu større applaus fra pladsens fremmødte. Når vi nærmer os enden, tænker vi ofte tilbage på begyndelsen. I dette tilfælde illustreret gennem ”Cowboys From Hell”, der til trods for den efterfølgende ’encore’ satte punktum for en på mange måder mindeværdig og bevægende aften på bakken.

En lille stykke musikhistorie

Med tanke på den anseelige mængde alkohol, der blev konsumeret under groove-giganternes genkomst, så er det tvivlsomt hvor mange, der egentlig var bevidste om det lille stykke musikhistorie, der udfoldede sig for øjnene af os. Som et direkte modsvar til grunge-bølgen, bliver Pantera af mange krediteret for at være blandt ophavsmændene til revitaliseringen af metalmiljøet. For mit eget vedkommende var aftenen en konstant konflikt mellem at give sig hen til heltene fra de yngre dage og samtidig bevare den professionelle distance, vores hverv påkræver. Velvidende at torsdagens koncert meget vel kan blive sidste gang, Danmark bliver beriget med tilstedeværelsen af ’kodriverne fra helvede’, er kun tilbage at sige: Tak for musikken, tak for minderne, og tak for Pantera!

8/10

Meshuggah så rødt på Hades

Aftenens sidste koncert på Hades var Meshuggah.
Folk var mødt frem i hobetal for at give den gas til de svenske veteraner, som i den grad fik lukket og slukket torsdagen med manér.
Jorden vibrerede under Hades, i en sådan grad at det potentielt kunne have givet udslag på Richterskalaen.
Helviti stod sortlagt, og en tung buldren sneg sig over scenen.
Rødt, infernalsk lys bredte sig på scenen, og silhuetterne af mastodonterne viste sig nu.
Hvad der lignede saltstøtter, skulle vise sig at være alt andet end det.  

Crowdsurf på samlebånd
 

Efter en meget lang, dunkel og dyb intro fik Meshuggah sat gang i festen. Der blev headbanget, hoppet, moshet og crowdsurfet i et omfang, der sjældent er set magen til. Dog virkede det, som om festen var begrænset til den forreste del af publikum. De havde sig til gengæld en kæmpe fest. For dem der stadig havde det lange hår, kunne man se, det blev kastet rundt i luften.
Meshuggah spillede godt, sikkert og scenevant, dog virkede de noget begrænset af at stå foran hver deres lysboks. Disse satte en begrænsning for, hvor meget de kunne bevæge sig og bruge scenen, så den tekniske opsætning stadig virkede efter hensigten.

”Is this Copenhell or -calm?” spurgte forsanger Jens Kidman publikum i håb om at få folk til at give den en ekstra skalle. Det hjalp ikke det helt store, men man kan til publikums forsvar sige, at det havde været en lang og meget varm dag på Copenhell, så energiniveaet var forståeligt nok på nedadgående kurs.
Til trods for at Meshuggah efterhånden er ved at være nogle aldrende herrer, formåede de at spille i et højt gear, gedigent tempo, at præstere fede trommesoli og den helt rette mængde djent.
De var kommet for at rive vores ører til blods, og det blev de, alt imens ulven majestætisk hang og vågede over Hades.
Meshuggah gav publikum en ordentlig indsprøjtning af fede guitarriffs og bas-lir, hvor der underliggende lå en intelligent og ond base af trommesmadder og mere guitar. Det var ondt, brutalt, gennemført. Det var growl, der kom fra det allerdybeste sted ind i Kidmans indre.
Det er lige præcis sådan, som Meshuggah skal og bør lyde.
Der blev spillet så massivt og tungt, vildt og olmt, så jorden under publikum skælvede, og skelettet begyndte at rasle inde i kroppen.
Deres efterhånden mange år som teknisk dødsmetalband har givet dem en pondus og en dybde, som ingen kan tage fra dem, og det kan høres.
Meshuggah leverede et brag af en koncert. De ni numre, de præsenterede for publikum, var et potpourri af noget af det allerbedste, de til dato har udgivet. ”Broken Cog”, som de åbnede koncerten med, var et af aftenens bedste numre. Nummeret har denne her ”je ne sais quoi”. En kvalitet så fin, der gør det umuligt at yde det retfærdighed ved at beskrive det eller at sætte en mærkat på det.
For det utrænede øre var det eneste minus ved denne koncert de lange sekvenser med monotone lyde, som tangerede at være en knivspids for lange og for skarpe.
Derimod er det, for det trænede øre, noget af den overlegenhed, Meshuggah er kendt og misundt for.
Meshuggah er ikke et band, man vader lige ind i og forstår. De er så teknisk overlegne, at man bør gøre sig selv den tjeneste at lytte materialet fra deres lange karriere igennem, inden man ser dem live. 

Fik Meshuggah vækket en tiger i dig?

Ja, det kan man i hvert fald sige, at de gjorde. Selv døve festivalgæster vil ikke have været i stand til at undgå at fornemme det tryk, der på alle måder fræsede gennem jorden under denne midnatskoncert fra Meshuggah. Det var en magtdemonstration af den anden verden og en absolut fornøjelse at lytte til. 

9/10

’dEt Er ikKE mEtaL’ 

Copenhell har alle dage været gode til at udfordre de konservative metalhoveder – og det er den slags, der er flest af – med nogle bookninger, der umiddelbart vurderet slet ikke passer ind. Sidste år var det blandt andet danske Lydsyn og svenske Hällas, der med deres syrede, henholdsvis proggede, 70’ervibes skubbede til grænserne for, hvad man kan opleve på en metalfestival. I år var det især Fishbone (dem vender vi i dén grad tilbage til) og så den amerikanske heavy psych-powertrio King Buffalo, der havde fået fornøjelsen af at skulle udvide metalhovedernes horisont.  

Perfekte rammer, uperfekt levering 

Hemmeligheden ved powertrioer, der nemt kan komme til at fremstå papirstynde på en scene, er trefold (duh!): en fedtet og kulørt guitartone, en dynamisk trommeslager, der kan mere end at klappe på to og fire, og så ikke mindst en bas, der gør mere end bare at lægge bunden. Alternativet er selvfølgelig at hyre Geddy Lee, der nærmest kan det hele på en gang, men når han nu ikke var til rådighed for King Buffalo, så var det jo heldigt, at de rent faktisk indeholdt alle tre elementer. Deres syrede 70’errock blev leveret stensikkert, men efterhånden også lidt for ensformigt. ”Mammoth” fra det glimrende 2022-album Regenerator lød fantastisk og fik da også det ellers ikke voldsomt aktive publikum til at vippe anerkendende med nakkerne.  

Det var afdæmpet, men smukt. Problemet var dog, at det blev ved med at være afdæmpet, men i stigende grad mere rynket end attraktivt. Alle numre fulgte præcis samme skabelon. Underligt, at et så dygtigt band som King Buffalo ikke havde lidt mere variation at byde på. Det er en triviel sammenligning, men Led Zeppelin, mestrene i genren, forstod og beherskede bedre end nogen, hvor vigtigt dette er, og det er jo ikke forbudt at lade sig inspirere af de bedste. Næste kritikpunkt var, at det absolut eneste moderne ved denne koncert bestod i brug af backingtrack, og det var en moderne ting for meget. Den her genre skal fremføres analogt og hudløst ærligt, og så dur det altså ikke, at keyboards og guitar nummer to bliver afviklet fra en server bag scenen. Så rådet herfra må være, at bøffelkongerne splejser til en tangentspiller næste gang. Ærgerligt, for det kunne have blevet en stor aften. Det lød godt, de spillede godt, og Gehennascenen ved midnatstid var den perfekte ramme. Alligevel blev det kun til en oplevelse lidt over middel. 

6/10

Meshuggah så rødt på Hades

Aftenens sidste koncert på Hades var Meshuggah.
Folk var mødt frem i hobetal for at give den gas til de svenske veteraner, som i den grad fik lukket og slukket torsdagen med manér.
Jorden vibrerede under Hades, i en sådan grad at det potentielt kunne have givet udslag på Richterskalaen.
Helviti stod sortlagt, og en tung buldren sneg sig over scenen.
Rødt, infernalsk lys bredte sig på scenen, og silhuetterne af mastodonterne viste sig nu.
Hvad der lignede saltstøtter, skulle vise sig at være alt andet end det.  

Crowdsurf på samlebånd
 

Efter en meget lang, dunkel og dyb intro fik Meshuggah sat gang i festen. Der blev headbanget, hoppet, moshet og crowdsurfet i et omfang, der sjældent er set magen til. Dog virkede det, som om festen var begrænset til den forreste del af publikum. De havde sig til gengæld en kæmpe fest. For dem der stadig havde det lange hår, kunne man se, det blev kastet rundt i luften.
Meshuggah spillede godt, sikkert og scenevant, dog virkede de noget begrænset af at stå foran hver deres lysboks. Disse satte en begrænsning for, hvor meget de kunne bevæge sig og bruge scenen, så den tekniske opsætning stadig virkede efter hensigten.

”Is this Copenhell or -calm?” spurgte forsanger Jens Kidman publikum i håb om at få folk til at give den en ekstra skalle. Det hjalp ikke det helt store, men man kan til publikums forsvar sige, at det havde været en lang og meget varm dag på Copenhell, så energiniveaet var forståeligt nok på nedadgående kurs.
Til trods for at Meshuggah efterhånden er ved at være nogle aldrende herrer, formåede de at spille i et højt gear, gedigent tempo, at præstere fede trommesoli og den helt rette mængde djent.
De var kommet for at rive vores ører til blods, og det blev de, alt imens ulven majestætisk hang og vågede over Hades.
Meshuggah gav publikum en ordentlig indsprøjtning af fede guitarriffs og bas-lir, hvor der underliggende lå en intelligent og ond base af trommesmadder og mere guitar. Det var ondt, brutalt, gennemført. Det var growl, der kom fra det allerdybeste sted ind i Kidmans indre.
Det er lige præcis sådan, som Meshuggah skal og bør lyde.
Der blev spillet så massivt og tungt, vildt og olmt, så jorden under publikum skælvede, og skelettet begyndte at rasle inde i kroppen.
Deres efterhånden mange år som teknisk dødsmetalband har givet dem en pondus og en dybde, som ingen kan tage fra dem, og det kan høres.
Meshuggah leverede et brag af en koncert. De ni numre, de præsenterede for publikum, var et potpourri af noget af det allerbedste, de til dato har udgivet. ”Broken Cog”, som de åbnede koncerten med, var et af aftenens bedste numre. Nummeret har denne her ”je ne sais quoi”. En kvalitet så fin, der gør det umuligt at yde det retfærdighed ved at beskrive det eller at sætte en mærkat på det.
For det utrænede øre var det eneste minus ved denne koncert de lange sekvenser med monotone lyde, som tangerede at være en knivspids for lange og for skarpe.
Derimod er det, for det trænede øre, noget af den overlegenhed, Meshuggah er kendt og misundt for.
Meshuggah er ikke et band, man vader lige ind i og forstår. De er så teknisk overlegne, at man bør gøre sig selv den tjeneste at lytte materialet fra deres lange karriere igennem, inden man ser dem live. 

Fik Meshuggah vækket en tiger i dig?

Ja, det kan man i hvert fald sige, at de gjorde. Selv døve festivalgæster vil ikke have været i stand til at undgå at fornemme det tryk, der på alle måder fræsede gennem jorden under denne midnatskoncert fra Meshuggah. Det var en magtdemonstration af den anden verden og en absolut fornøjelse at lytte til. 

9/10

’dEt Er ikKE mEtaL’ 

Copenhell har alle dage været gode til at udfordre de konservative metalhoveder – og det er den slags, der er flest af – med nogle bookninger, der umiddelbart vurderet slet ikke passer ind. Sidste år var det blandt andet danske Lydsyn og svenske Hällas, der med deres syrede, henholdsvis proggede, 70’ervibes skubbede til grænserne for, hvad man kan opleve på en metalfestival. I år var det især Fishbone (dem vender vi i dén grad tilbage til) og så den amerikanske heavy psych-powertrio King Buffalo, der havde fået fornøjelsen af at skulle udvide metalhovedernes horisont.  

Perfekte rammer, uperfekt levering 

Hemmeligheden ved powertrioer, der nemt kan komme til at fremstå papirstynde på en scene, er trefold (duh!): en fedtet og kulørt guitartone, en dynamisk trommeslager, der kan mere end at klappe på to og fire, og så ikke mindst en bas, der gør mere end bare at lægge bunden. Alternativet er selvfølgelig at hyre Geddy Lee, der nærmest kan det hele på en gang, men når han nu ikke var til rådighed for King Buffalo, så var det jo heldigt, at de rent faktisk indeholdt alle tre elementer. Deres syrede 70’errock blev leveret stensikkert, men efterhånden også lidt for ensformigt. ”Mammoth” fra det glimrende 2022-album Regenerator lød fantastisk og fik da også det ellers ikke voldsomt aktive publikum til at vippe anerkendende med nakkerne.  

Det var afdæmpet, men smukt. Problemet var dog, at det blev ved med at være afdæmpet, men i stigende grad mere rynket end attraktivt. Alle numre fulgte præcis samme skabelon. Underligt, at et så dygtigt band som King Buffalo ikke havde lidt mere variation at byde på. Det er en triviel sammenligning, men Led Zeppelin, mestrene i genren, forstod og beherskede bedre end nogen, hvor vigtigt dette er, og det er jo ikke forbudt at lade sig inspirere af de bedste. Næste kritikpunkt var, at det absolut eneste moderne ved denne koncert bestod i brug af backingtrack, og det var en moderne ting for meget. Den her genre skal fremføres analogt og hudløst ærligt, og så dur det altså ikke, at keyboards og guitar nummer to bliver afviklet fra en server bag scenen. Så rådet herfra må være, at bøffelkongerne splejser til en tangentspiller næste gang. Ærgerligt, for det kunne have blevet en stor aften. Det lød godt, de spillede godt, og Gehennascenen ved midnatstid var den perfekte ramme. Alligevel blev det kun til en oplevelse lidt over middel. 
 

6/10

Nitter og læder  

Det københavnske speed metal-band Steel Inferno havde fået tjansen som åbner af Pandæmonium denne fredag. Der var et relativt lille fremmøde foran scenen, men de, der var dukket op, virkede maksimalt tændte på at give den gas til Steel Inferno.  
Lille fremmøde eller ej, bandet gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at give folk en fest. 
Der var dømt mullet, stramtsiddende jeans, nitter og læder i et sådant omfang, at hvis man var barn af 1980’erne, føltes det som at entrere en tidslomme af format. 

Højfrekvent 80´er lyd  

Steen Inferno er en energibombe af format. Især deres forsanger, Chris Rostoff, brugte hele scenen og formåede, som koncerten skred frem, at vække nogle af de sløve bananer, der stod foran scenen. Rostoff mestrede på overlegen vis den høje og perfekte vokal, og var man ikke vågen, så blev man det! Folk begyndte at ryste morgenstøvet af sig, og op kom de første hænder. 
Der blev headbanget i overlegen stil, og i endnu et forsøg på at vække de sidste folk serverede Steel Inferno de vildeste guitarriffs krydret med fænomenal sang.  
Det skinnede så tydeligt igennem, at Steel Inferno lever og ånder for den hurtige og højfrekvente 80’er-lyd. Det var ægte, overbevisende og meget potent. 
Musikalsk er Steen Inferno en hyldest til en svunden tid, og man fornemmede virkelig en dynamik bandets medlemmer imellem. 
Endnu engang må vi fremhæve forsanger Chris Rostoff. Han er virkelig en gave både til bandet og til publikum. Hans evne til at ramme de høje toner gik lige ind som pile på en dartskive. 

En energiudladning af format. 

Hvor andre bands ville se det som en næsten umulig opgave at spille for et beskedent og søvnigt publikum, virkede det, som om det blot var en udfordring for Steel Inferno. 
De kom og gav publikum en energiladning af format, og man skulle da næsten have været i koma for at gå uberørt fra denne koncert.  
Om det manglende fremmøde kunne skyldes, at Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester gav koncert på næsten samme tid, må stå hen i det uvisse, men det er da en tanke, der har presset sig på. 
 

8/10

Larm i sigte 

Knap 12 timer efter King Buffalo lukkede ned for Gehenna torsdag nat, stod vi der igen, nu til en helt anden slags Power-'trio', nemlig danske Galge. De er jo en kvartet, men på trods af det samme antal instrumenter på scenen, som Buffalo gjorde brug af, var der en hel del mere larm i sigte. Og så endda larm af den ret specielle slags, for Galge er jo en af den slags grupper, der ikke giver ret meget for genrekonventioner. Udgangspunktet er nok dødsmetal, men deres lydunivers inficeres regelmæssigt af både black og grind, så man har svært ved helt at bestemme, hvad pokker det er, man udsættes for. Det mest relevante spørgsmål var nu også, hvordan et morgentræt Copenhell-publikum ville modtage de fire ungersvende fra Aarhus på dette ukristelige tidspunkt.  

Modbydelig og væmmelig, men på den fede måde 

Mange mennesker var der jo ikke ligefrem, men de, der havde ladet morgenhår være morgenhår og troppet op foran Gehenna her ved 12-tiden, kunne konstatere, at Galge også lignede en flok, der havde været på festival et par dage. Barriererne mellem band og publikum således hvisket ud, gik middagsfesten i gang. Det var tungt, det var hurtigt, det var doomet, det var teknisk, det var voldsomt, og der var både growls og skrig. Morgenbuffeten var med andre ord ret varieret, og vi fik det hele serveret af et uhyre veloplagt band. På ”Tankeløse Tåber” smed gruppen regnbueparykker ud til publikum, og det var en fin lille gimmick. På trods af både tidspunkt og den bagende sol, opstod der under ”Modbydelig” en fint circlepit.  

’Den her sang er lang og tung' introducerede Søren Tuborg "Flodens Mund", og det var såmænd sandt nok. Det var et nummer, hvor Galge gav sig selv plads til at spille lidt mere med de kreative, musikalske muskler. Det fungerede ret godt, og klædte gruppen at vise en anden side af deres talenter. Der var tydeligvis mere end bare ’fuld smadder’ i de her gutter. Med "Væmmelig" kom der dog hurtigt fuld skrald på igen, men stadig med en snert af den tekniske dødsmetals kompleksitet. Her fik vi så også en wall of death, hvilket er et virkelig ømt syn når det udføres af mænd i bare maver og regnbueparykker. Galge gav alt i alt os der var mødt op, en mere end godkendt start på dagen.  

7/10

Ekko fra barndommens gade 

Jakob Stegelmanns betydning og indflydelse på især firsergenerationen kan dårligt overdrives. Bedst kendt som tv-vært for Troldspejlet, et af DR’s længst levende programmer, har han siden 1989 selv stået for anmeldelse af blandt andet børne- og ungdomslitteratur, film og computerspil. Derudover har han ved flere lejligheder fungeret som konferencier ved symfoniske koncerter, hvor navnlig de store filmtemaer har været på programmet. Og det var netop i dette format, publikum fik mulighed for at opleve (eller genopleve) ’supernørden’ over dem alle i egen høje person, da han i selskab med Aarhus Symfoniorkester åbnede fredagens program på Hades.  

Store følelser 

Imponerende så det ud, da blæsere og strygere sad linet op på pladsens næststørste scene, denne tidlige fredag eftermiddag. Efter den imponerende ouverture udgjort af John Williams ”Imperial March” fra The Empire Strikes Back kunne Stegelmann selv træde frem til stående (!) ovationer fra dagens publikum. Under temaerne ’store følelser’ og ’frygtens natur’ fik vi et filmmusikalsk overflødighedshorn bestående af velkendte toner fra blandt andet Jaws, John Carpenters Halloween og Terminator-universet. Førstnævnte fejret af hundredvis blandt publikum, der i optog med hænderne samlet i en spids over hovedet, gav den som Spielbergs berømte rovfisk. 

Hernæst fulgte et potpourri fra gamle arkade- og PC-spil, hvor særligt Sonic og Super Mario vakte genkendelsens begejstring, mens tilsvarende bedrøvelse spredte sig, da tonerne afløstes af intromelodien fra hedengangne Disney Sjov. Det blev startskuddet til et mini-medley bestående af Merrie Melodies, Simpsons og en af Stegelmanns personlige favoritter: Søren Spætte. 

Når Troldspejlets fader er involveret, vil kendere uundgåeligt vide, at vi på et tidspunkt skal runde den maskerede afdeling af det animerede univers. Vi fik således toner fra Spider-Man (2002), Avengers og selvfølgelig Danny Elfmans ’larger than life’-komposition til filmen om mørkets ridder fra 1989. Ringen sluttedes på behørig vis med hovedhymnen fra Star Wars … troede vi. For som udgangsreplik fik vi en opfordring til at blænde op for næste episode af Troldspejlet, hvilket naturligvis skulle akkompagneres af selvsamme programs familiære kendingsmelodi.  

Hjem til Aarhus 

Det var ganske vist på slaget to (og ikke tolv), vi kunne sende, hvad der lignede et ganske benovet symfoniorkester hjem til den østjyske hovedstad. Benovelse var der i hvert fald at spore blandt publikum, der ved rejsens afslutning havde været det helt store følelsesregister igennem. Vi mærkede tillige frygtens kolde favntag (en ikke uanseelig bedrift i middagsheden!), og vi fik essensen af svunden barn- og ungdom – alt sammen komprimeret til tres fabelagtige minutter, vi vil huske i lang tid fremover.  

9/10

Køb en globus

På denne tredjedag af Copenhell skulle Helviti scenen åbnes af det brasilianske powermetalband Angra. Konferencieren syntes dog, at Brasilien var for kedeligt et land at komme fra, så vi skulle give hånd til det band, der kom hele vejen fra Australien i stedet. Det er jo næsten også det samme.

Angra er bestemt ikke noget ubeskrevet blad. Har man imidlertid ikke hørt om dem før, så er det et traditionelt powermetalband, som er blevet kendt for deres teknisk vanskelige kompositioner, høje tekniske spillestil og, især i de senere år, forsanger Fabio Liones stemme.

Godt forsøgt, men …

Angras koncert på Helviti-scenen viste et band fyldt med spilleglæde og store smil, selvom det kun var forsanger Fabio Lione, som kom helt ud over scenekanten. Dette var heller ikke altid en succes, for de dele af sangene, han ville have publikum til at klappe med i takt til, var alle lidt skæve, og klappene fortog sig hurtigt. Fremmødet var desuden sparsomt, og der var ikke mere end et par hundrede mennesker samlet foran Copenhells største scene. Selvom der kom flere tilskuere undervejs, var fremmødet aldrig stort nok til at skabe den rette stemning, som skal til for at få fællessangelementerne til at virke godt.

Både Rafael Bittencourt og Marcello Barbosa spillede som meget få mestre det i denne genre, men et smil og talent får dig desværre ikke så langt frem på så stor en scene, og det virkede desværre som en hyggelig øver bandet imellem fremfor en koncert på international festival. Dog vil jeg knytte et par ord til Felipe Andreolis basspil, for han formåede næsten at komme helt ud til publikum under sine soli, og det var en fryd at se. Så mangler vi bare de andre.

Efter koncerten sad denne anmelder tilbage med en lidt ligegyldig følelse, da den samlede oplevelse ikke formåede at imponere på trods af bandets talent og entusiasme.

Der må nyt til

Der er så mange bands i powermetalgenren, som man kan tage af – uden at de behøver være de gamle travere. Bands, hvis lyd og stil ikke udelukkende er baseret på den klassiske opbygning, men som har mere personlighed og nerve. Bands som Power Paladin fra Island er et godt eksempel på, hvad høj kvalitet i ny indpakning kan være, og det er altså tid til at give plads for de nye nu.

5/10

Storladent, okkult og badet i solskin

Defacing God var vel nok en af de danske koncerter, der var set mest frem til for det brede publikum. De har med bare et album i bagagen allerede skabt en del opmærksomhed rundt omkring i Europa. Debuten, The Resurrection of Lillith, udkom på Napalm Records, og det er som bekendt de færreste danske bands forundt at have et pladeselskab af den kaliber i ryggen. Stilistisk set var Lilith en blanding af Arch Enemy og Dimmu Borgir tilsat en sjat Cradle of Filth og Rotting Christ – altså en omgang storladen, okkult melo-død med solide riffs, store armbevægelser og gotisk charme. Nu skulle de så bevise, at de kunne omsætte alt dette til en livesituation på Pandæmonium, ovenikøbet badet i solskin.

Der manglede noget …

Vi fik en lang og pompøs indledning, inden bandet gik på. Så var vi ligesom advaret om, at nogle af genrens mest slidte klichéer var på vej, men det vidste dem, der kendte Defacing God i forvejen, jo godt. Så længe udførelsen er i vinkel, er der ikke noget i vejen for at læne sig op ad genrekonventioner, og umiddelbart kørte det for Defacing God. De har en dygtig og karismatisk frontkvinde i Sandie Gjørtz. Hun lyder en del som Angela Gossow fra Arch Enemy-tiden, og det er jo absolut ikke noget at skamme sig over. Udover Gjørtz består gruppen af en gruppe knalddygtige musikere, der kan deres kram til fingerspidserne. Det hele suppleres med det helt rigtige look, og samlet set er der internationalt format hele vejen rundt.

Så langt, så godt. Men der gik ikke længe, før man måtte konstatere, at der alligevel manglede noget. På trods af alle talenterne og en prisværdigt ihærdig Sandie Gjørtz, der drønede frem og tilbage på scenen i den ekstreme varme, er gruppens helt store akilleshæl manglen på solide riffs og fængende melodier. Det hele lød godt og så lækkert ud, men samlet set løftede showet sig sjældent op på det niveau, man blev stillet i udsigt. Det skyldes det ubarmhjertige faktum, at sangene simpelthen ikke er der. En undtagelse var ”Rise of the Trinity”, der havde både de efterspurgte riffs og melodier. Dette nummer gav da også den mest begejstrede reaktion fra publikum, der ellers primært reagerede, når de blev opfordret til det oppe fra scenen.   

Kort, men uforløst

Kun 45 minutters optræden blev det til, og det var der reelt set ikke engang nok gode sange til. Selvet showet hang, bortset fra en energisk bassist, 100 % på Sandie Gjørtz. Selvom hun gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at bære det hjem, blev der, udover et hurtigt overstået blodritual, ikke rigtig fortalt nogen historier oppe fra scenen. Det bør der arbejdes langt mere på. Defacing God lovede dermed langt mere, end de kunne holde, og man stod tilbage med en oplevelse af tomme musikalske stiløvelser.

5/10

I seng med ærkefjenden

Blandt de sparsomt tilgængelige oplysninger har vi kunnet konkludere følgende om hollandske Haliphron: Der er tale om et symphonic blackened death-menageri af musikere fra andre fortrinsvis mindre kendte bands, hvor trommeslager Frank Schilperoorts øvrige virke i God Dethroned springer mest i øjnene. Gruppen, der har eksisteret siden 2021, er i skrivende stund noteret for en enkelt langspiller i form af Prey, der ramte streamingtjenesterne den 31. marts i indeværende år. Netop hjemvendt fra turné med Arch Enemy ville det derfor blive interessant at se, hvordan hollænderne havde til hensigt at bryde skovens dybe, stille ro.       

Dantes Inferno genbesøgt 

Placeret midt inde i ’skoven’ ligger Gehenna – den nyeste scene på Copenhell. Festivalens slogan, ’Fire dage i helvede’, har sjældent været mere rammende, da Haliphron blev modtaget af et solstraffet publikum, der led under den skånselsløse middagshede. Frontkvinde Marloes Voskuil skulle da også lige tunes ind på omgivelserne, og generelt var første del af sættet afviklet på jævne.  

Lydens kvalitet steg, ikke ulig situationen på Hades, jo tættere på lydboksen man befandt sig. Her fik vi den sjældne oplevelse af lydbilleder, der gik lige klart igennem, uanfægtet om man havde valgt at påføre sig høreværn. Det flugtede glimrende med afviklingen af numre som ”Mother of All Evil” og ”Human Inferno”, hvor noget mere nuancerede symfonier trådte i karakter.  

Foruden Voskuil udgjordes rygraden navnlig af David Rojas på keyboard og trommeslager Frank Schilperoort, der med beundringsværdigt overskud påbegyndte sin karriere hos landsmændene i God Dethroned simultant med stiftelsen af Haliphron tilbage i 2021. Vi fik således en række glimrende keyboardflader, ikke mindst på ”Prey” fra debutalbummet af samme navn samt potente blackened death ‘blasts’ i løbet af “Schizophrenia” og “Unidentified Mass”, der sikrede en forholdsvis fornuftig afrundning på det relativt beskedne sæt.       

Lad jer omfavne af mørket 

I kontrær modsætning til de vedholdende evangelister uden for ’Københelvedes’ porte, så findes frelsen i tilfældet Haliphron ikke i lyset, men derimod under væsentlig mørkere forhold. Det mest religiøse islæt vi denne eftermiddag kunne mønstre, var de varmelidende syndere, der stod med korslagte arme. Her skal der nok have været en enkelt eller to, der villigt havde sat sin sjæl i pant med lovning om en frelsende brise. Alt i alt fik vi hist og pist enkelte smagsprøver på et ensemble med bund og potentiale til at præstere væsentlig bedre. Det kræver dog mere tid i ’øveren’ og naturligvis noget gunstigere forhold, end tilfældet var i dag.     

6/10

Rendyrket ondskab på Hades

Når man spiller det ondeste af det ondeste dødsmetal, er det en fornøjelse at se et band, der går all in.

De danske Copenhell-debutanter fra Strychnos dækkede scenen op til død og ødelæggelse.
Blodige kranier blev placeret på scenekanten, bandet kom blodindsmurte ind på scenen, og dernæst fik publikum besked på, at bandet havde rejst sig fra graven og var kommet for at slå alle de tilstedeværende ihjel.
 Med de ord gjorde Strychnos alt, hvad der stod i deres magt for at indlemme publikum i deres ekstreme og frygtindgydende univers. 

Fast, furious and fire

Strychnos formåede at fange publikum, fra første tone blev slået an. Når Martin Leth åbnede munden og brølede og growlede den indre svinehund ud, ramte det som skarpe knive nede på de forreste rækker. Publikum labbede den rendyrkede ondskab i sig som narkomaner på jagt efter et fix.
Den ondskab, der havde manifistreret sig på scenen, lagde sig som et røgslør over publikum, der som zombier gjorde det, Strychnos befalede fra scenen.
Den teatralske del af hele koncerten gik rent ind hos publikum.

Bandet var gode til at bruge hele scenen, og den er stor, når man kun er en trio. Leth gik fra side til side og viste med fingrene, hvordan han havde tænkt sig at sprætte halsen op på tilhørerne, samtidig med at hans ansigtsmimik signalerede ypperlig ondskab.

Selve koncerten startede med nummeret ”Blessed be the Bastard Reign”, som lige fra første tone blev slået an viste, hvor sammentømret et band de er. Bandet, der har spillet sammen i efterhånden en halv menneskealder, formåede på fineste vis at supplere hinanden på instrumenterne uden på noget tidspunkt at spille ud af sync. Det var råt, brutalt og ondt.
På scenen kunne nedrige og blodige Strychnos afsløre, at det ikke varer længe, inden der lander en ny udgivelse i deres navn, hvilket afstedkom en stor klapsalve fra publikum.
De spillede nummeret ”Armageddon Patronage” derfra, og igen kunne vi konstatere, at det var noget, der faldt i god jord hos publikum. Nummeret er et hidsigt, hurtigt og velspillet stykke musik.
Som rosinen i pølseenden blev publikum beriget med nummeret ”Horror Sacred Torture Devine”. Leth stillede sig ind på midten af scenen og signalerede til publikum, at de skulle dele sig op, henholdsvis til højre og venstre.

Imens han stod der, faldt en mand på knæ for en kvinde og spurgte, om hun ville gifte sig med ham. Hun sagde ja, og imens de stod der og kyssede hinanden af glæde, fik Strychnos igen revet hårdt i strengene og banket igennem på trommerne, og så kunne den vildeste wall of death begynde. Folk oksede rundt, som var de i en blodrus, godt understøttet af Strychnos og deres diabolske musik og virkemidler.

Der går ikke yderligere 25 år

Det eneste, der kan slås ned på i forhold til koncerten, er tidspunktet for deres sceneoptræden.
Dette er jo på ingen måde noget, der belaster hverken bandet eller den musikalske præstation. Havde de derimod spillet på Hades i en mere dunkel belysning, ville indføringen i deres brutale univers have ydet Strychnos og deres dommedagsmusik meget mere retfærdighed. Så ville det brutale og olme have fremstået endnu mere grumt.

Nu, hvor Strychnos har haft sin debut på Copenhell, og en ny udgivelse er ved at være lige på trapperne, kan vi håbe på, at de en dag vender tilbage på Copenhell og får lov at spille under mere dunkle forhold og med en noget længere sætliste.

Der var desværre kun afsat tid til, at Strychnos kunne optræde med syv numre af cirka 40 minutters varighed, og det er ikke meget, når man som dem har høstet stor ros og anerkendelse, både herhjemme og i udlandet.

Strychnos afsluttede deres vellykkede optræden med at takke publikum og fortælle dem, at ”vi ses i undergrunden”.

9/10

En ung, gammel traver

Fra Finland kom Korpiklaani – et band, som sædvanligvis er garant for at skabe en fest blandt sit publikum med sange om druk, skov og lidt mere druk tilsat polka. Korpiklaani er et af de få anerkendte, internationale folk metal-bands, hvilket er imponerende, da bandet synger både på engelsk og modersmålet finsk. Denne anmelder har tidligere oplevet bandet live, så det var da ikke uden en vis forventning, at jeg indfandt mig foran Helviti på Copenhells tredje dag.

Så lær det dog

Fra start var der en fantastisk energi på scenen, og jeg havde virkelig følelsen af at se et band i topform. Men allerede fra det andet nummer, ”Wooden Pints”, kunne jeg se en problematik, som ville fortsætte gennem hele koncerten. Forsanger Jonne Järvelä havde simpelthen ikke luft til at synge alle ordene i omkvædet, så han skippede konsekvent de første par ord. Det er naturligvis et problem, som kan afhjælpes med lidt træning, men det var den første kamel, jeg måtte sluge under denne koncert.

Den næste skulle dog vise sig at være endnu mere frustrerende. Da nummeret ”Tulli Kukko” skulle fremføres, var der flere blandt publikum, der som jeg selv sang med på originalsproget finsk. Jeg nåede at tænke, at det var dog fedt at stå blandt så mange, som har nørdet det her relative deep cut, lige så meget som jeg selv har. Der var dog en, som ikke havde øvet sig på denne sang, og det var desværre Jonne selv. Nu fastlåst med en akustisk guitar til sit mikrofonstativ veg hans øjne på intet tidspunkt fra den teleprompter med teksten på, som stod imellem de to monitorer. Der er altså et mismatch i at rejse verden rundt med sange på sit modersmål, forvente fællessang på dette modersmål, og så kan man ikke selv teksten. Efterfølgende var det en sjældenhed at se Jonnes blik kigge andre steder hen end på sine tekster. Kære Jonne, vi er mange, som elsker de sange, du har lavet, helt utroligt højt. Jeg håber, du vil gøre det samme igen en dag!

Festen foran scenen var der ingen hindringer iblandt, og med numre som ”Levan Polkka” og ”Vodka” blev der dannet så gigantisk en støvsky, at det blev umuligt at se bandet. Jeg savnede dog nummeret ”Kipumylly” på sætlisten, men det må blive en anden gang.

Bittersød fest

Korpiklaani får bestemt point for at levere en oprigtig fest, for det er de specialister i. Det er meget svinge-i-arm-stemning blandt publikum under deres koncerter, og det er sådan, det har været i mange år nu. Men Jonne trænger til at dedikere nogle timer til sit håndværk igen. Og det må meget gerne allerede være før end senere, så vi kan få dem tilbage igen. Både i fysisk og billedlig forstand.

6/10

Spansk power-thrash. Jo, det er en ting 

Angelus Apratida er fra Spanien og laver thrash, der kort fortalt kombinerer melodi og fuld smadder. På deres albummer, som de har udgivet syv af siden 2006, hører man inspiration fra et væld af de klassiske thrashgrupper. Det gælder blandt andet Kreators fart, en vokal som Schmier fra Desctruction, og tæft for melodi som Testament. Samtidig har de en så tydelig kærlighed til storladne omkvæd, at man mistænker dem for at være power metal-elskere. De burde med andre ord have hvad, der skal til for at sparke gang i en fest foran det normalt så thrash-glade Copenhell.  

Gammelkendte stiløvelser 

Selvom det er over ti år siden, at spanierne har spillet i Danmark, var der samlet en forholdsvis stor skare foran Gehenna-scenen. Ret usædvanligt for et Copenhell, hvor man normalt holder sig ret stramt til tidsplanen, gik Angelus på 10 minutter for sent. Der skulle tydeligvis sikres mod regnen, inden de fik lov til at gå i gang og med tanke på, hvad der senere kom til at ske denne fredag, var det nok en ganske god ide. Om forsinkelsen havde gjort spændingen endnu større, vides ikke, men faktum er, at der var gang i festlighederne fra første sekund, da Angelus endelig lagde fra land. De klassiske thrash-dyder fløj ned fra scenen, og aktiviteterne i pitten nåede hurtigt kogepunktet. Faktisk udviklede det sig efterhånden til det største circlepit denne skribent har set på Gehenna.  

Der var mindre fokus på det melodiske end på gruppens udgivelser, hvilket sikkert var en god beslutning foran et festivalpublikum, men de forsøgte da stadig at supplere noget af alt smadderet med lidt melodi. Det gav nogle få, men tiltrængte pusterum. "We Stand Alone" blev introduceret som en ny sang fra et kommende album, men den lød nu præcis som alt det andet. Nede i pitten så det dog ikke rigtigt ud til at bekymre nogen. Vi fik også den obligatoriske wall of death, og da ”You Are Next” sluttede løjerne af, måtte man konstatere, at vi havde været vidne til en af den slags oplevelser, som Copenhell altid har været så rig på: Gammelkendte stiløvelser som publikum lapper i sig. Men det var godt nok veludført.

7/10

Nestor ud, Red Warszawa ind 

På grund af sygdom måtte svenske Nestor aflyse deres optræden på Copenhell. Dette afstedkom, at man måtte finde en vikar til at spille på Hades. Valget faldt på Red Warszawa, og det var noget, der faldt i publikums smag. 
Bandet, der ifølge dem selv har spillet på festivaler 70 gange (!), var som altid oplagt og klar til at give den gas. 

Husk at drikke vand, ellers dør I  

Red Warszawa formår, som altid, at sætte gang i en fest, og Copenhell 2023 var ingen undtagelse. Bandet, der efter eget udsagn spiller polsk punk med fængende og humoristiske tekster, formåede at samle rigtig mange mennesker foran Hades på denne aften. Med en flaske Campari i hånden gik Lækre Jens i gang med de upolitiske tekster, og publikum kunne lide det. Der blev sunget, råbt, hujet og skreget, og folk havde en fest.  
Var det for letkøbt at hyre Red Warszawa ind i 11. time? Ikke hvis man spurgte publikum. De havde en fest af en anden verden. Det var store og små, ældre og yngre til denne koncert, og de morede sig i stor stil. 
Red Warszawa formåede at spille en fin koncert. Nok gik det meste op i gak og gøgl, men både lyd og sang gik rent ind hos publikum.  
Bandet formåede at ramme de rigtige toner og stort set den rigtige vokal.  
Fællessangene var der skruet lidt ned for i dagens anledning, om end vi fik et par stykker. 
Heavy Henning, som ynder at vise sin bare mås, var som vanligt i hopla, så den skulle naturligvis også vises frem i dag.  
Der er ingen korrekthed over Red Warszawa, og i den kontekst bemærkedes det, at de på ingen måde lod sig påvirke af de tidligere måneders udskamning af en kendt tv-vært, som måtte trække sig tilbage på grund af trusler. Red Warszawa var, som de nu er, og det blev der ikke lavet om på.  
Deres lyriske tekstunivers spredte sig over sangtekster som ” Børn Er Dumme Og Grimme”, ”Hurra Skolen Brænder” og Technoparty”.  
Sangen ”KKK-salat” indbød desuden til både moshpit, gruppehop, grin og fællessang. 
Alt i alt en vellykket koncert, og en god vikartjans. Nestor ville næppe have sat så meget fut i folket og samlet så mange mennesker.  

Vikaren fra Ballerup 

At Copenhell har et band som Red Warszawa stående klar i kulissen, er altid et plus. Især når det er en publikumsfavorit, man kan hive ind. 
Nok er bandet kontroversielt og gør mere eller mindre, hvad der passer ind i deres kram, men der må være en grund til, at de bliver ved med at trække et stort publikum til deres optrædener.  
Meget metal er tung og dybt, og så er det nu engang herligt at kunne frakoble hjernen og have en fest.

7/10

Undergang på Gehenna 

Det er ikke noget, der får så stor opmærksomhed som for eksempel den danske black-scene, men København er altså et ret så anerkendt centrum for ekstremt rådden dødsmetal. Bannerførerne for denne morbide sub-genre er vel Undergang, og de fik, selvfølgelig fristes man til at sige, lov til at gå på Gehenna-scenen netop som uvejret, der ramte Copenhell denne fredag eftermiddag, var på sit højeste. Meget passende, og hvis der er noget dansk band, der kan trække selv den største jubeloptimist ned i mismodets mørke, er det Undergang, anført af Danmarks ukronede kloakdødskonge, David ”Torturdød” Mikkelsen. 

Ufrivillig Donation af Vitale Organer  

Og det kunne godt nok føles, som om undergangen var nær. En syndflod af regn efter fire ugers ubarmhjertig tørke, nedrevne storskærme og aflysninger af koncerter – jo scenen var sat, og Undergang leverede et yderst passende soundtrack til alle de kalamiteter. Guitarerne var så nedstemte, at man næsten mærkede dem, mere end man hørte dem, og David Torturdøds growls var så afgrundsdybe, at de fik Konvents Rikke List til at lyde som en sopran. Den ironiske distance til det groteske, som denne genre kræver, besad gruppen selv. Flere af sangene, med titler som ”Kogt i Blod” og ”Ufrivillig Donation af Vitale Organer” blev introduceret med ’her kommer et hit’ eller ’her er vores nye hit’. Det er så dumt, at man ikke kan lade være med at holde af det. 

Selvom folkene bag Undergang altså ikke tager sig selv 100% alvorligt, så blev der alligevel gået til stålet, og leveret på et solidt og rutineret niveau. At der stadig blev crowdsurfet og moshet, mens himlen åbnede sig, som den gjorde, må desuden siges at være ret imponerende. Desværre begyndte teknikken også at drille, om det var regn-relateret vides ikke, men det satte lidt en stopper for den makabre dans på og foran scenen. Stort blev det aldrig, men det var langt fra den dårligste oplevelse på denne festival, selv for os, der stod og skuttede os lidt under træerne ved Gehenna. 
 

Og selvfølgelig stoppede uvejret over Refshaleøen straks da Undergang forlod scenen…

6/10

Godt kaldt!  

Fredag aften var der dømt ramasjang på Hades i selskab med ’en gammel ven af huset’, nemlig danske Cabal. Deathcore-drengene fra hovedstaden har således gennem årene optrådt ved adskillige arrangementer associeret med Copenhell, naturligt kulminerende med besøget på Refshaleøen i 2019. Her gik kabalen i den grad op, og spilleglæden endte med at trumfe en til tider manglende variation af vokalen. Om end to endte med at blive til fire, må vi herfra kippe med flaget for vores udsendte fra dengang, der afslutningsvis spåede et gensyn med Cabal på Hades et par år ude i fremtiden!  

DISCLAIMER: Fredag aften blev Refshaleøen ramt af et veritabelt uvejr, der endte med at koste både aflysninger, afbrydelser og massive forsinkelser blandt årets optrædende. Et af ofrene for de ulyksalige omstændigheder var danske Cabal, der skulle have optrådt på Hades kl. 20.00. Med udsigt til en potentiel aflysning fik den blonde frontfigur Andreas Paarup og resten af Cabal først grønt lys kl. 20:45. På baggrund af den kuldsejlede tidsplan og urimelige mængde af tekniske udfordringer finder vi det derfor ikke sagligt at anmelde koncerten med henblik på at give en karakter. I stedet kan du i det følgende få et indblik i det absurde hændelsesforløb, som det udspillede sig for øjnene af undertegnede. 

Teknisk uheld – vi beklager! 

Med en væsentlig mængde opsparet energi kom kvintetten endelig på græs omtrent klokken 20.45. Den instrumentale kvartet gik efter omstændighederne tilforladeligt igennem, mens Paarups vokal forekom af noget mere tvivlsom karakter. Når man sammenligner med tidligere optagelser, der trods alt indikerer en lidt bredere vokal rangering, så blev det hurtigt klart at to og to aldrig ville blive fire under de nuværende omstændigheder.  

Den kuldsejlede tidsplan bevirkede i sagens natur, at normale forberedelser lynhurtigt røg ud ad vinduet. Paarup virkede generelt hektisk, hvilket kom til udtryk gennem den gentagende konsultation af sætlisten samt den forcerende introduktion af de gæstende vokalister, der på det nærmeste fløj gennem svingdøren i pendulfart. Første refleksion, der for alvor rodfæstede sig, var dedikationen af ”Exit Wound”. En rørende hilsen til Paarups afdøde farfar, der på tragisk vis valgte at tage sig selv af dage. På en lidt mere opløftende note fik vi en humoristisk bemærkning om ungdommens tvivlsomme valg af sangtemaer.  

En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og uvejret fik således også indflydelse på scenografien i form af flammedysserne, der blæste faretruende horisontalt som følge af en markant sidevind.  

I en tabt kamp mod klokken forsøgte Cabal med en sidste desperat krampetrækning at starte en rekordstor wall of death. En kærkomment afbræk fra den kollektivt trancelignede ’boppen’ med hovederne, der ligesom den demografiske sammensætning endnu engang tjente som eksempel på, at ikke alle blandt publikum var helt klar over, hvad de havde løst billet til. Hele miseren blev afrundet med ”Death March”, der sendte Paarup på tur ud i menneskehavet. Tilbage på scenen havde han tydeligt forberedt sig på et sidste nummer, men fik til sin overraskelse overbragt en besked om, at tiden var gået. Et på alle måder passende punktum for den med afstand værst afviklede koncert, jeg i mit hidtil 37 år lange liv har overværet. Det positive er dog, at vi ved, kvintetten kan levere MEGET bedre under normale omstændigheder. Hvis der er blot den mindste smule retfærdighed til stede, så vil Cabal være at finde blandt de allerførst annoncerede navne til Copenhell 2024! 

SKYND  

SKYND består af vokalist SKYND og multi-instrumentalist Father – og denne aften også en unavngivet trommeslager. De laver australsk industrial/elektronisk rock omhandlende temaet true crime. Deres bagkatalog er ikke verdens største, men det består til gengæld udelukkende af umanerligt catchy sange med forskellige små tekstbidder, der insisterer på at blive boende i din hjerne efterfølgende. Bandet blev dog påvirket af aftenens voldsomme vejr og gik dermed også for sent på scenen. Det så dog ikke ud til at hæmme fremmødet, og da de tre satte gang i løjerne, var der pakket foran Pandæmonium-scenen. 

Mørkelandscore mens fredagen gik på hæld 

”Richard Ramirez” var åbningsnummeret, men der var tydeligvis noget, der ikke huede forsangeren, og hvis øjne kunne dræbe, så var lydmanden ikke kommet levende fra dette job. Heldigvis blev problemet løst i tide til det effektive break, der for alvor satte gang i festen cirka halvvejs igennem nummeret. Og det lød fremragende. I dette tilfælde kan det tilskrives, at SKYND benyttede sig af SÅ mange effekter og backingtracks, at der egentligt ikke var ret meget ”live” tilbage. Det var dog tydeligt, at hun sang fremragende, uagtet hvor mange filtre og andet der var lagt på vokalen. 

Jeg hørte en ung kvinde i publikum påpege, at hun godt nok måtte være en bitch. Pudsigt nok faldt kommentaren kort efter, at SKYND med nærmest lillepigestemme sagde ”thank you”. Det eneste, der i øvrigt flød fra hendes læber imellem sangene. Jeg synes personligt godt, man kan takke for at så mange ventede i regnen på en forsinket koncert – eller i det hele taget interagere en smule mere med publikum, men på den anden side, så er der også en balance i ikke at skabe lange snakkepauser undervejs. Stemningen var derimod ganske konsistent hele vejen igennem, og det er måske netop den boble, SKYND ikke ønskede skulle briste? Det var på mange måder mere en teaterforestilling end en klassisk rock-/metalkoncert med vildskab på scenen. Her var der til gengæld tydeligt koreograferede trin, staccato armbevægelser og skræmmende mimik.  

Denne koncerts højdepunkter må for mit vedkommende siges at være ”Columbine” med sit insisterende og messende ”ratatata ratatatata”-omkvæd med march på scenen og ”Tyler Hadley” med sit ”bang bang boogie boogie bang bang” og lækre break, der straks satte ild i publikum. Ved sidstnævnte nummer så det da også endelig ud til, at hun gav lidt mere slip og endda afveg en my fra det indspillede track. 

SKYND (personen) VAR showet denne aften. Father og den unavngivne trommeslager blev pænt på deres pladser hele showet igennem – indtil allersidste nummer, hvor Father endelig rev sig løs fra sin plads på podiet og kom med ud til scenekanten. Hun var til gengæld enormt karismatisk, og hendes mimik og gestik blev fint flankeret af hendes stilsikre valg af både tøj og makeup. Musikken var præcis så smuk og inderlig, vild og frådende som på de indspillede udgaver.  

Smukt og makabert har aldrig gået bedre hånd i hånd 

Musik om seriemordere har aldrig været smukkere, end når SKYND står bag. Det er enormt effektivt lavet – og musikken sætter sig fast med det samme. Og denne aften på Copenhells scene var ingen undtagelse. SKYND sang smukt og inderligt, mens musikken var med tilpas meget skrald på, så alle så sig nødsaget til at hoppe med på beatet. Jeg savnede desværre lidt mere kontakt til publikum, og i virkeligheden også en smule mere vildskab. En villighed til at gå væk fra manuskriptet. Men SKYND har et helt klart budskab og en helt klar vision – og det holdt de sig til.  

8/10

555-666

Slipknot er et vanligt navn i Copenhellregi med seneste besøg i 2019. Denne gang var det dog med et nyt og indtil nu unavngivet medlem i stedet for bandets sampler og keyboardspiller, Craig Jones. Perkussionist Shawn “Clown” Crahan havde kort tid inden annonceret, at han ikke ville være en del af showet, da han skulle passe sin kone hjemme, men kom dog tilbage alligevel på touren. Det var et talrigt publikum, som havde indfundet sig foran Helviti-scenen på Copenhells tredje dag, og overalt stod folk tæt presset sammen som sild i en tønde. Der var en sund spænding fra folk, og al snak om bandet emmede af forventningens glæde, samtidig med at en meget tung varme begyndte at indfinde sig mellem publikum.

Enter the nine

En irriterende tendens hos større bands er, at de altid skal starte med at spille et eller andet nummer for at indikere, at nu sker der snart noget. Ganske kort inde i dette nummer gav det til gengæld et højt brag på Helviti, og det store tæppe, hvor der stod “Slipknot”, faldt til jorden. Den store specialbyggede scene, som bedst kan beskrives som en blanding af en industriel fabrik og en gyserfilm, blev hurtigt indtaget af de ni store veteraner. Her må jeg fremhæve bassist “VMan”, som kommer helt ud til scenekanten og gør en imponerende, truende figur. Da det første nummer, “The Blister Exists”, begynder, virker det som en lunte, der bliver tændt i folk, og da frontmand Corey Taylor sætter i sit første skrig, eksploderer publikum i en energirus, som sender folk rundt til højre og venstre som en gigantisk bølge af vilde metalentusiaster. 

Den helt store fællessang når vanvittige højder flere gange med de store hits som ”Psychosocial”, ”The Devil in I”, ”The Heretic Anthem” og ”Wait and Bleed”. Energiniveauet kommer dog også ned igen imellem flere numre, hvor tomrummet fyldes af henholdsvis DJ Sid Wilson og det nye, unavngivne medlem. Et irritationsmoment kommer dog frem, idet der mangler belysning og fokus på netop disse imens. De er i forvejen ikke meget brugte medlemmer, så giv dem dog det spotlight, nu de andre medlemmer forlader scenen alligevel. 

Lyden til koncerten gav til gengæld anledning til at få perkussionist Clown og Michael “Tortilla Man” Pfaff frem i lyset, og de mange detaljer, de giver musikken, kunne meget bedre høres, end de kan på mange andre liveindspilninger, og det var ganske forfriskende. Den fremhævede desværre også, at Corey Taylor har et mere vedvarende problem end de “to uger” som han selv fremhævede; hans stemme. Coreys growl er ikke, hvad det har været, og det er meget tydeligt, at jo længere ind i sættet de kommer, jo mere mangler han luft. Han når desværre ikke altid at få luft nok til hele sætningen i sine growls, hvilket er ærgerligt, for Coreys clean vokal står stadig skarpt, måske endda stærkere end før. Især på den helt store fællessang, “Snuff”, dominerer han fuldstændigt lydbilledet, men for mange års hærgen har forståeligt nok sat sit præg. 

The End, So Far

Slipknot startede karrieren med at blive kendt for at være det ultimative kaosband. Alt kunne ske, og folk både foran og på scenen kom til skade i et orgie af vildskab og musik. Med tiden er Slipknot gået mere fra at være et band til at være et brand, og det er en meget naturlig udvikling for et band med succes. Dette gør også, at jeg ikke tvivler på, at det er sidste gang, vi får Slipknot at se igen, både på Copenhell og andre større steder i Danmark. Men jeg betvivler dog, at de kan toppe sig selv med denne koncert. Det var en flot koncert både visuelt og musisk, og en flot magtdemonstration af de ni fra Des Moines. Men der er ved at vise sig små krakeleringer i fundamentet, og jeg håber, at de enten bliver lappet eller, i yderste tilfælde, erstattet.

8/10

Efter regn kommer sol 

Efter en dag med mildest talt kaos omkring Pandæmonium var det nu tid til, at danske Saturnus skulle lukke og slukke dagens program. 
Tidligere på dagen måtte en koncert aflyses på grund af regnvejr og en storskærm, der faldt ned.  
På mirakuløs vis lykkedes det for Copenhell at rette op på skaderne, så musikken kunne genoptages. 
Det skulle vise sig, at Saturnus spillede en yderst velorganiseret koncert med overraskende elementer og stor følsomhed.

Stort format og dedikation 

Saturnus, som efterhånden er et band, der har været på den danske musikscene i mange år, entrerede scenen til stor applaus fra det fremmødte publikum. De virkede yderst veloplagte og glade for den herlige modtagelse. 
Der var, til trods for det sene starttidspunkt, mødt rigtig mange mennesker frem foran Pandæmonium, og de fik en oplevelse af format. Selvom lyden var høj, var den så fint afbalanceret, at det var en fryd for ørerne at høre de dybe rytmer fra det melodiske doom metal-band. 
Forsanger Thomas A. G. Jensens stemme, der skiftevis talte og growlede sig igennem sangteksterne, formåede at fange publikums opmærksomhed i en sådan grad, at man stod fuldstændig målløs og sugede stemningen til sig. Hvis man ikke stod og rockede med og klappede rytmerne med hænderne, var man i gang med at headbange eller kysse og kramme med en partner.  
Musikken var dybsindig, smuk og følelsesladet, og man fornemmede meget hurtigt, at vi havde med et band at gøre, der qua deres mange år på musikscenen forstod at levere varen og formidle musikken på fineste vis. 

Der blev headbanget i stor stil på scenen, givet de vildeste guitarsoli, trommesoli og klaverspil. 
 

Hvad der virkede som et band i topform, skulle også vise sig at være et band i sorg. Guitaristen Julio Fernandez’ far var gået bort, blot et par dage inden de skulle stå på Pandæmonium. I den forbindelse valgte bandet at dedikere aftenens koncert til ham. Det var smukt og bevægende, da Fernandez pegede op i himlen og bagefter lagde hånden på hjertet. 
En dedikation af den karakter afstedkom mange klapsalver, og bandet virkede rørte over publikums reaktion. 

Kan man trille en tåre til doom metal? 

Ja, så absolut! Når sang, musik, setup og publikum smelter sammen i en symbiose, så åbner man for alle sanserne og tillader sig selv at give slip på følelserne. 
Dette var en koncert, der var gennemført, gennemarbejdet, inderlig, smuk og nærmest transcendental.  
Saturnus havde en sidste overraskelse i ærmet på denne aften. En offentliggørelse af deres nye album, ”The Storm Within”, som de også gav et par numre fra.  

9/10

Sorgens faser

For de endnu uindviede: Den symfoniske dødskult Lamentari har siden stiftelsen i 2019 indtaget positionen som et af de højest besungne stjerneskud på den danske ekstremscenes himmelhvælving. Begrebet ’Lamentari’ stammer oprindeligt fra latin og kan løst fortolket beskrives som ’et dybfølt udtryk for bearbejdelse af sorgens faser’. Som led i forberedelserne frem mod årets debut på Copenhell havde sekstetten dog valgt en noget mere tidssvarende fremgangsmåde og gennem Facebook forespurgt mulighed for lån eller leje af otte natsorte kutter til nattens rituelle udskejelser. En pudsig sekvens, der understreger gruppens jordbundne herkomst og samtidig står i skærende kontrast til referencerammen bestående af klassiske komponister som Rachmaninov, Stravinsky og Orff. Suffleret af det tilhørende kor på hele otte personer blandt andre bestående af Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms samt den mere ukendte sangcoach Henrik Schou fra Holbæk, var vi denne sene aftentime vidne til Lamentaris hidtil største sceneproduktion. Det kom ikke som nogen større overraskelse, at Lamentari var blevet tildelt dagens seneste spilletidspunkt på Gehenna. Koncerten kunne dermed som en af de få på årets udgave af Copenhell bryste sig af at blive afviklet over to dage! Fem minutter før koncerten gik i gang, var det barkflisbeklædte underlag foran Gehenna pakket til noget nær bristepunktet. Med stiltiende håb om at al uvedkommende knevren ville forstumme, kunne den imødesete forestilling tage sin begyndelse. 

Mageløs midnatsmesse

Først de få kritikpunkter (og dem var der ved gud ikke mange af denne aften): De øverste stroboskoplys var lige lovlig skarpt indstillet, hvilket virkede lettere blændende. Kontrasten til de mørke omgivelser intensiverede desværre generne en smule. Derudover var der skruet en anelse for højt op for Thomas Mascagnis trommer, hvilket bevirkede, at Daniel Lønbergs ellers sublime vokal faldt lidt i baggrunden. Det stillede skærpede krav til placeringen, der umiddelbart virkede mest fordelagtig 10-20 meter foran lydteltet eller langt fremme, midt for scenen. To små fodfejl, der denne aften forhindrede Lamentari i at opnå suveræne topkarakterer. Allerede under ”Sede Vacante” skabte Max Uldahl Pedersens keyboard en dragende stemning gennem de ildevarslende atmosfæriske mellemstykker – suverænt understøttet af den strategisk begavede brug af scenens flammedyser. En præstation, der på imponerende vis blev fulgt op af ”Synodus Horrenda”, hvor koreografien og de blændende harmoniseringer mellem koret og det strengespillende triumvirat sendte det kvalitative output et pænt stykke forbi studieversionen.

Der blev ufatteligt nok snakket en del på de bagerste rækker, hvilket i sagens natur virkede som et forstyrrende element. Nu, hvor vi har iført os den opdragende kasket, er jeg samtidig nødsaget til at protestere mod crowdsurfere og medbragte plasticeffekter til en koncert som denne. Endnu et par skamfulde eksempler på at intet tilsyneladende er helligt, når proletariatet holder havefest. Den mavesure fornemmelse forstummende for en stund, da aftenens højdepunkt, ”Dies Irae”, blev leveret med en overbevisning ækvivalent til det simple faktum, at Lamentari er blandt landets allerbedst spillende livebands. Der blev leveret på noget nær (tør man sige?) guddommeligt teknisk niveau, og her fik vi et skoleeksempel på et sammenspillet hold, der på det nærmeste kan finde hinanden i blinde.

Hvad Lønberg til tider savnede i volumen, kompenserede han til gengæld i rigt mål med sin maniske mimik og vidunderligt groteske gestikuleren. Der er i den grad gået en suppleant til Art The Clown tabt i Lønberg, der ligesom den morderiske mimiker terroriserede sine sagesløse omgivelser under udgangsbønnen ”Confuntatis”. Et billede, der fortsatte med at hjemsøge mig på stien væk gennem skoven. Tak, Daniel!

En skærsommernats mareridt

Kender du de tavse, stærke typer, der ikke har behov for kæfte op, men i steder lader håndværket tale? Ja, lige præcis! Der blev ikke vekslet mange ord med aftenens fremmødte, til gengæld blev det otte numre lange sæt eksekveret ekstremt stramt, og kun lyssætningen og lydindstillinger på henholdsvis Mascagnis trommesæt og Lønbergs mikrofon lagde en marginal dæmper på en ellers fuldstændig fabelagtig oplevelse, der som den hidtil eneste af to koncerter på årets Copenhell (red.: Parkway Drive værende den anden) formåede at fastholde min opmærksomhed fra start til slut. Hvad vi frygtede skulle ende som en vredens dag takket være det voldsomme uvejr, der ramte Copenhell ved skumringstide, udviklede sig i stedet til en skærsommernats mareridt. Viva Lamentari! Da Capo, Lamentari! – eller for at lægge et fuldt berettiget citat i kultisternes egen mund: VENI – VIDI – VICI!

9/10

Ungdommens idoler

På vej til koncerten mødte jeg en herre, som fortalte, at han og hans datter skulle ned og se Three Days Grace. Det var nemlig musik, han havde hørt, da han var teenager. Three Days Grace er netop et af de bands, som mange, der i dag er 30+, lyttede til, når følelserne blev for meget på teenageværelset. Når de voksne hverken forstod os eller de tanker og følelser, vi gik med, og vi blot havde brug for at dykke ned i vores eget sind og lytte til dem, som sang om de følelser, der passede.

Lidt som dengang

Koncerten foregik, kort efter Slipknot havde færdiggjort deres koncert, og det var mange af de samme mennesker, som indfandt sig foran Hades-scenen tæt på midnat. De to bands, Slipknot og Three Days Grace, talte i deres tidlige dage til det samme publikum. Unge mennesker med meget på hjerte, som havde brug for et afløb for deres følelser, men på to meget forskellige faconer.

Efter en ALT for lang båndet udgave af House of Pains ”Jump Around” begyndte bandet at indfinde sig på scenen, hvor den ”nye” forsanger Matt Walst øjeblikkeligt beordrede en circlepit blandt publikum, imens sangen ”So Called Life” begyndte. Herefter fulgte en regulær hitparade med numre som “Animal I Have Become”, “Home, Pain”, “I Hate Everything About You”, “Break” og “Just Like You”. Virkelig en fornøjelse af dimensioner.

Det eneste problem med Three Days Grace anno 2023 er, at Matt Walst bare ikke er Adam Gontier. Det er ti år siden, Adam forlod bandet, og de fleste har vænnet sig til lyden af Matt nu, men der er altså numre, hvor fraseringerne bare ikke lyder rigtigt uden Gontiers karakteristiske stemme.

Imellem numrene brugte Matt Walst meget tid på at rose Danmark, den flotte by København, og især vores øl. Han lovede også, at de snart ville komme tilbage, og de kvitterede med afslutningsnummeret ”Riot”.

Blast from the past

Three Days Grace var engang nogle af de mest imponerende blandt hardrockbølgen af bands, som kom frem i starten af 00’erne. Jeg er med på, at det må være rart at have lillebror med i bandet (bassisten Brad Walst er storebror), men der blev nogle gange leget lidt for meget rockstjerne, råbt lidt for meget efter circlepits og udvist en lidt for casual attitude til en perfekt karakter. Men det var et regulært blast from the past at overvære denne koncert, og jeg håber i den grad ikke, der for længe til den næste.

8/10

Pitstop på Mc’en eller morgenmad i flydende form? 

Jeg siger ikke, der ikke blev tænkt store tanker forud for koncerten med Statement. Jeg siger blot, at når man vælger at placere denne i tidligste vindue på fjerdedagen, så nåede de forudgående refleksioner sit klimaks, da valget af dagens første kalorieindtag skulle træffes. Spøg til side, havde jeg faktisk set frem til lige netop denne koncert. Sidste år udgav kvintetten sit fjerde album, Dreams From The Darkest Side, der dagen efter blev fulgt op af en vis release-koncert på Viften. Det var tid til at viske tavlen ren. 

Vi er ikke til bryllup – vi er til heavy metal-festival!

 
Når selv Copenhells egen konferencier finder anledning til at påpege den manglende stemning, så bekræfter det egentlig blot, hvad vi allerede har gennemtæsket til hudløshed og derfor ikke behøver spilde yderligere spalteplads på. I grunden en skam, for fremmødet var, tidspunktet taget i betragtning, faktisk ganske fornuftigt her på festivalens dødsdag. Et par fallerede ’fistpumps’ var dog alt, hvad man kunne mønstre, da Statement åbnede med ”The Reaper”. Den skramlende lokumslyd (hørt fra Pandæmonium Viewpoint), der havde været symptomatisk for scenen gennem det meste af festivalen, fungerede for en gang skyld overraskende godt til Statements beskidte garagerock.  

Der blev mestendels spillet med fornuftig overbevisning, hvor leadguitarist Niels Alex Larsen og trommeslager Daniel Nielsen stod stærkest i billedet. Daniels fortid hos Den Kongelige Livgarde satte sine tydelige spor i en præstation, der generelt bar præg af stram, militær disciplin. Numre som ”Dreams From The Darkest Side” og aldrende ”Heaven Will Burn” bød på nogle af de sprødeste lydbilleder, scenen endnu har kunnet tilbyde undertegnede. Desværre kunne der ikke helt spores samme ’big stage’-karisma hos Jannick Brochdorf, der både virkede benovet og til dels hæmmet af de tilsyneladende intimiderende omgivelser. Der blev således taget tilløb ad flere omgange, men udover scenekanten nåede han aldrig rigtig for alvor. 

Fjerdedagsbranderter er ikke de bedste – de gør ondt! 

Der blev denne tidlige lørdag eftermiddag leveret i alt otte numre i løbet af de godt 40 minutter, københavnerkvintetten var blevet tildelt. Min forhåbning forud for koncerten var således en frisk start efter koncerten på Viften, der i højere grad ville matche de ellers glimrende hardrockskæringer, gruppen efterhånden har begået. Flere ting gjorde sig i mellemtiden gældende, når vi alligevel endte med at stagnere på samme karakter. På positivsiden udmærkede den instrumentale kvartet sig ad flere omgange, ikke mindst under ”Feeling Scared”, hvor Larsen, Le Fevre og Poulsen i bedste ’Accept-positur’ tog scenen i besiddelse. Omvendt var der ikke meget stjernestøv over Brochdorf, der mestendels mislykkedes i sit forehavende med at engagere publikum i nævneværdig grad. Der var desværre, som førnævnte Copenhellkonferencier kommenterede, en flerhestes fjerdedagsbrandet at spore blandt publikum, der efterhånden virkede noget mættede af festival. 

6/10

Godmorgen

Fjerdedagen af en festival er et smukt og et sørgeligt syn på samme tid. Folk ligner zombier, mens de søvnigt og sultent går rundt på må og få. De har brug for noget opkvikkende. Øllet smager fint, men det fungerer mere som en kur efter de forrige nætters strabadser. Dagen er stadig for ung til at gå ombord i de varme madretter, så folket vender sig mod musikken for at få et skud energi. Og det perfekte band til sådan et publikum kan sparke gang i festlighederne, så folk glemmer rygsmerter fra camping, tømmermænd og mæthed af at være i selskab med 30.000 andre mennesker. Lige sådan et band ville redde alle folks dag på Copenhell.

Det fik de bare ikke. De fik Shaam Larein.

… Men hvorfor?

Klokken otte om aftenen, med scenen fyldt med stearinlys, røgelse og nogle kranier, kunne Shaam Larein måske få okkult rock til at synke dybere ind hos folk. Der kunne måske endda skabes noget kollektivt vuggen frem og tilbage mellem publikum, hvis bookingen havde været lagt anderledes. Men ak, kort efter middagskringlen var indtaget, skulle Gehenna-scenen agere førstehjælp for de fremkomne. Og det mislykkedes komplet. Folk stod og vippede lidt frem og tilbage nogle steder, mens skyggerne under træerne blev brugt af andre festivaldeltagere til en middagslur. Det er jo også hårdt at være på festival. Undervejs i løbet af koncerten kom der flere til, som også lagde sig til at sove, og det må være det mest fyldestgørende billede, der kan tegnes for jer, kære læsere. Folk lagde sig bogstaveligt talt til at sove.

Bandets eneste lyspunkt var de lejlighedsvise basrundgange, som lød okay. Men det var desværre også begrænset til det.

Ik’ mere nu, tak

Som nævnt før, kunne Shaam Larein måske sagtens have fungeret under andre omstændigheder. Men når cocktailen er en blanding af, at bandet ikke kunne komme over scenekanten, og at publikum var stillestående og hellere ville putte under træerne. Krydret med den mest kuriøse booking på hele festivalen, så kan man ikke forvente mere.

3/10

Store sko at skulle udfylde 

Nok er Mammoth WVH et selvstændigt band med eget repertoire og rytmer, men når man bærer efternavnet Van Halen, er det helt naturligt, at publikum prøver at drage paralleller til Eddie Van Halen og hans eminente guitarspil.  
Det ved Wolfgang Van Halen, og selvom han har skabt sin egen lyd, lægger han ikke skjul på, at hans musik er en hyldest til faderen og til den tid, hvor han havde sin storhedstid. Det er fed hardrock tilsat et ordentlig drys heavy metal. 

Jordnære rytmer 

Til stor applaus gik en yderst veloplagt Wolfgang Van Halen og band på scenen. Der var ikke noget storladent over dem, og som det mest naturlige spurgte han ind til publikums ve og vel og fortalte, at de kom direkte fra Sverige, hvor de aftenen forinden havde varmet op for Metallica. 
Der hvilede sådan en behagelig ro over bandet, som de stod dér på Hades og spillede det ene nummer efter det andet. 
Mammoth WVH spillede en stabil og let fordøjelig koncert. Det var tydeligt, at vi havde med nogle musikere at gøre, der var vant til at stå på de store scener. 

De spillede stilrent og sikkert, og lydmæssigt var der intet at bemærke. Der blev spillet klart og tydeligt, og vokalen gik rent igennem.  
Hvor Wolfgang Van Halen stod plantet foran mikrofonen og koncentrerede sig om at synge og spille, var der en rigtig god kontakt imellem bassisten, guitaristerne og publikum.  
De formåede at få folk op at hoppe, klappe og give den gas, så Wolfgang kunne koncentrere sig om det, han er bedst til, og som folk havde en forventning til: nemlig noget gedigen guitarlir. 
Og det fik de! 
Wolfgang Van Halen gav os den ene lækre guitarsolo efter den anden, han demonstrerede evner udi shredding, og selvfølgelig viste han, hvordan man laver two-handed-tapping. En teknik, som hans far mestrede til perfektion, og som han altid vil huskes for. Især på nummeret ”Another Celebration at the End of the World”, som publikum virkede meget begejstrede for. 
I det hele taget var det et band med et kæmpe overskud, der åbnede ballet på Hades på denne sidste festivaldag, og som udviste en meget stor taknemmelighed over, at folk havde brugt tid på at komme og se dem.  

Talent fornægter sig ikke 

Mammoth WVH er debutant i Copenhell-sammenhæng, men dét at stå på en scene er langt fra nyt for dem. Wolfgang Van Halen er Mammoth WVH og har indspillet alle instrumenter og sang på egen hånd. Dette er dog lidt svært på en scene, og i den forbindelse har han hyret erfarne studiemusikere til denne turné. 
At Wolfgang Van Halen har en stor forkærlighed for de tunge rytmer, kommer næppe bag på nogen, men at han er SÅ dygtig og har en lyd, der helt er hans egen, kan ikke andet end at overraske positivt. Han lægger ikke skjul på, ej heller fornægter båndet til faderen, Eddie Van Halen, og det skal han heller ikke. Men det er tid til, at han træder frem i lyset, for Mammoth WVH er så meget mere end et opvarmningsband.

8/10

Canadisk eftermiddags-black på Gehenna 

Tænker man ’Afsky, men på canadisk’, er man ikke helt ved siden af, hvis man skal beskrive Spectral Wound. De er ikke helt så melodiske som andre af deres nordamerikanske kolleger, Uada og Vital Spirit for at nævne et par stykker, men deres plader indeholder stadig masser af atmosfære og nok melodiske elementer til at krydre de klassiske black metal-dyder. Gruppen er fra Montreal, Canada og debuterede i 2015, men lyder mest, som man gjorde på black-scenen i slutningen af 90’erne/starten af 00’erne. De pirrede især vores nysgerrighed med A Diabolic Thirst fra 2021, der da også gav dem deres gennembrud, i det omfang man kan tale om den slags i black-undergrunden. 

Tæt på tryllebundet 

På plade behersker Spectral Wound altså de fleste fundamentale facetter af black metallen, og nu fik gruppen så chancen for at bevise det foran Copenhell-publikummet. De var mødt forholdsvis talstærkt op, for en tidlig black-koncert på festivalens sidste dag, men det er vel heller aldrig for tidligt til noget atmosfærisk black? Det mente bandet heldigvis heller ikke, for de gik til stålet på den måde, man nu gør det i denne genre. Det vil sige ikke så meget interaktion med publikum eller andet gøgl, bare fuld knald på, og så ’hail Satan’. Der kom for alvor gang i sagerne, da gruppen nåede til tredje nummer, det mægtige "Frigid and Spellbound", fyldt med lige dele Infernus-riffs, lækre stemninger, skønne melodier og fuld smadder.  

Helt så storartet gik det ikke hele vejen igennem, da en sang som for eksempel "Diabolical Evidence" ikke har hverken det samme punch, catchiness eller skønhed som ”Frigid”. Rent faktisk er der ikke noget i gruppens diskografi indtil videre, der helt lever op til dette fremragende nummer, hvilket man kun kan håbe på, de får gjort noget ved snarest. Den slags black, vi fik serveret her, kan være hård kost for de uindviede og er jo ikke ligefrem det mest oplagte valg for det død-, thrash- og core-glade Copenhell-publikum. Mod slutningen tyndede det lidt ud på pladsen foran Gehenna, men de, der blev, fik en fin oplevelse med et band, der havde styr på sagerne. Black skal som bekendt spilles i mørke, men Spectral Wound gjorde absolut, hvad de kunne ud fra de forudsætninger, der nu var.

7/10

Masser af liv

Det er svært ikke at holde af Livløs. Med et par solide plader i ryggen har bandet de seneste år etableret sig som et intenst og energisk liveband, og kvintettens besøg på Copenhells næststørste scene lørdag eftermiddag rokkede ikke ved det faktum.

Nye numre lover godt

En død (eller … livløs) mikrofon tog desværre brodden af en ellers eksplosiv indledning på de aarhusianske melodødsdrenges andet Copenhell-eventyr. Næsten et minut af ”Rot & Ruin” skulle der gå, inden der kom hul igennem, og Niklas Lykke fik lov at growle os ind i ansigterne.

Tidspunktet og de tunge skyer taget i betragtning var fremmødet pænt, og bandets energi smittede af på publikum, som begejstret tog imod seneste single fra Livløs’ kommende tredje album. ”The Crescent King” hedder nummeret, og lad os lige dvæle ved det et øjeblik. For – uf! – her får vi altså kræs, først i form af en intro, der sender tankerne i retning af Gojiras fænomenale ”The Gift of Guilt”, og siden som et vokalmæssigt mix af death og black smukt vævet ind i et nærmest Machine Head-ish riff og lyd. Det lover godt!

Efter den herlige ”Into Beyond” fra debutalbummet fik vi endnu et nyt nummer, ”Endless Majesty”, inden Niklas Lykke lod sig bære på hænder ud over publikum. Altid underholdende, om end denne gang også lidt ufrivilligt, da mikrofonen igen døde.

”Seize The Night” satte punktum for et fint festivalsæt, hvor Livløs sådan set gjorde alt det rigtige. Alligevel nåede vi heller ikke denne gang helt op på de høje nagler og ender derfor på otte solide kranier. Jeg har ærligt talt svært ved at sætter en finger på, hvad det er, jeg savner. Et catchy hit? En mindre scene? Et andet spilletidspunkt? At blive rørt?

Lykkes Livløs

Alt andet lige er jeg nødt til sluttelig at gribe i egen barm: Da jeg for halvandet års tid siden så Livløs i Pumpehuset, udtrykte jeg bekymring for, om Niklas Lykke nogensinde rigtigt ville kunne træde ud af Simon Olsens skygge. Det kunne han. Lykke har givet Livløs sit eget præg uden at pille ved grundsubstansen, og selv om han både vokal- og personlighedsmæssigt er en anden type end Olsen, passer han slet og ret supergodt til bandet. Stor respekt for det, og tak til hele Livløs for endnu en god koncertoplevelse!

8/10

I regn og støv

Med skyer i halvtreds nuancer af grå og sjatpissende regn skulle Forever Still på Pandæmonium-scenen. Forever Still er blevet et fast orkester på de danske scener igennem de sidste ti år. Tekstuniverset er dybt, personligt og minder en del om bands, man kunne finde på hitlisterne i starten af 00’erne. Hvis man kaldte Forever Still for det danske Evanescence med en hårdere kant, ville man ikke gå helt galt i byen.

Forbandelsen fortsætter

Den loyale gruppering af fans havde indfundet sig foran Pandæmonium-scenen, men det var bestemt ikke det mest imponerende fremmøde set ved denne scene. Dertil kommer det, at lyden desværre er forfærdelig på den scene. Især når forsanger Maja Shining bruger forvrængningseffekt på sin stemme, så går alt fuldstændig fløjten, og man står midt i et lydmæssigt virvar. Ligeledes da den elektroniske theremin blev taget i brug, overdøvede denne alting fuldstændigt.

Jeg har set Forever Still flere gange gennem de sidste mange år, og det her var – alene på grund af den dårlige lyd – den dårligste koncert, jeg har set med dem. Bandet spiller fantastisk, og ud over Maja Shinings fantastiske energi, så kommer bassist Mikkel Haastrup og guitarist Inuuteq Kleemann virkelig ud over scenekanten. Sidstnævnte i bogstaveligste forstand, da han crowdsurfede på publikum.

Bad sound kills good music

Når alt det er sagt, så har de fleste bands bare ingen chance mod dårlig lyd. Det er en umenneskelig opgave at forsøge at få de bagerste mennesker helt med, når virvaret er fuldkomment. Bevares, folkene helt foran gav den alt, hvad de kunne, og sikrede, at der var gang i fronten, men midten og de bagerste var desværre ikke helt overbevist. Talemåden ”Bad sound kills good music” er i den grad relevant her. Hvis du, kære læser, aldrig har hørt Forever Still før denne gang på Copenhell, så lad ikke det være sidste gang. Men forhåbentlig sidste gang på Pandæmonium.

5/10

Kongeligt besøg i helvede

Det er ingen hemmelighed, at Copenhell efterhånden er andet end en rendyrket metalfestival. Andre genrer i periferien af metal, som for eksempel punk, hardcore og hardrock er ikke ualmindelige at rende ind i, når helvedes porte slår dørene op for de årlige festligheder. Således var det også lørdag eftermiddag på Helviti, da Copenhell-publikummet kunne byde velkommen til en vaskeægte legende.

En hyldest til rødderne

Legende? Ja, for helvede. William Frederick Gibbons har vredet den seksstrengede rundt i manegen, siden han for beskedne 54 år siden dannede betonblues-ensemblet ZZ Top. Annonceringen af hans koncert på årets Copenhell vakte en del undren hos mangen et metalhoved, men hvis en festival skal favne alt inden for den hårde rock, findes der næppe noget mere rutineret og festligt indslag end lige netop Billy F. Gibbons.

Det var meningen at den tidligere The Cult-, Guns N’ Roses- og Velvet Revolver-trommeslager Matt Sorum skulle have siddet bag gryderne, men af uvisse årsager var han blevet erstattet af en afløser. Det gjorde dog ikke det fjerneste, for trioen gav publikum en gedigen lektion i, hvordan klassisk blues og røvballeboogie skal eksekveres. Med stensikre og bundsolide ZZ Top-kompositioner som klassikerne “Gimme All Your Lovin’”, “Sharp Dressed Man” og “La Grange” var det en nydelse fra ende til anden. “Sig mig, er det ikke de samme skalaer, de hele tiden jammer rundt i?” spurgte min sidemand mig undervejs. “Jo”, svarede jeg. “Men det er de helt rå rødder af blues, som rocken opstod af senere hen – uden dem havde vi sket ikke stået her i dag.”

Kom gerne igen snart

På sin vis ved man præcis, hvad man får, når man nyder en time med rock af denne kaliber: forudsigelig blues, som man har hørt mange gange før. Men er det medrivende? Er det relevant? Og har det overhovedet sin berettigelse på Copenhell? Ja, ja og JA! ZZ Top i sin allerbedste konstellation kommer vi desværre aldrig til at opleve igen. Men Billy F. Gibbons og hans formidable trio var en lige så god oplevelse og var helt suveræne på den allerstørste scene.

8/10

”Det er da den der med Bee Gees” 

Nej, det er det ikke. Der er overhovedet ingen sammenligning imellem det københavnske hardcore punkband og det hedengangne boyband Bee Gees.  
De sidste par år har vi ikke set det helt store til Night Fever på livescenerne, og troede man, at de havde mistet gejsten, tog man gruelig fejl.  
De var tændte og gav publikum et 40 minutters højt tempo – et brag af en koncert. 

Smæk for skillingen 

Allerede da første tone blev slået an, var der lagt i kakkelovnen til en koncert, som på alle punkter fik rocket Gehenna godt igennem. 
Publikum greb de hårde toner lige fra første nummer, og der blev headbanget, moshpittet, crowdsurfet og sunget med til den store guldmedalje. 
Forsangeren, Salomon Segers, leverede en pragtpræstation på vokalen. Hans ultraintense indlevelse på scenen kombineret med et band, der spillede aggressivt, stramt og hårdtslående fik folk til at få amok og få aflad for mulige indre aggressioner. 
Segers sang med så stor power, at man ikke kunne undgå at bemærke, hvordan halspulsåren på ham stod og bankede i takt med rytmerne. 
Night Fevers energi forplantede sig hos publikum, der kvitterede med vilde circlepits og god energi retur til scenen. 
Der lå en hæmningsløs stemning over Gehenna denne eftermiddag. Folk fik omsat en masse energi, og selvom regnen så små begyndte at falde, var det ikke noget, man tog notits af.  

Anger Management

 
Den energiudledning, som bandet bragte til scenen, kan man ikke andet end at kippe med hatten over. En så intens koncert med så meget energi var lige, hvad publikum havde brug for på denne sidste Copenhell-dag, hvor alle var tunge, trætte og mættede ovenpå en festival, der havde budt på en masse musik med stor variation.  
Night Fever gav os alle et kærligt spark i røven, så vi kunne komme op i gear og nyde resten af dagen. 

8/10

Kongen vender hjem!

Skulle det været gået nogens næse forbi, så er Thomas Winkler, aka Angus McSix, den tidligere frontmand i bandet Gloryhammer, som gæstede Copenhell sidste år. Efter interne stridigheder gik Thomas egne veje og allierede sig med Sebastian Levermann fra Orden Ogan, og de skabte Angus McSix. Musikken er nu mere kontrolleret, men tekstuniverset og gaggetheden er skruet endnu højere op.

Universets mester

Da bandets medlemmer, trommeslager Skaw, den buffe bersærker fra nord, guitarist/ærkedæmon Seebulon og guitarist Thalestris, dronning af laseramazonerne, trådte ind på scenen, var euforien blandt publikum til at skære i. Enhjørninger, badebolde og gummidyr blev kastet rundt i lind strøm, indtil selveste Angus McSix, stjerneherre over det sjette stjernesystem, stod på scenen. At lægge ud med sit hidtil mest populære nummer, ”Master of the Universe”, er en modig ide. For som relativt nyt band, kan man så fastholde folks interesse under resten af koncerten? Svaret er: JA! Det kan man, når man har så velkomponerede numre som ”Starlord of the Sixtus Stellar System”, ”Laser-shooting Dinosaur” og ”Sixcalibur”. Men de ville absolut intet være uden den karismatiske Thomas Winkler, for han har publikum i sin hule hånd, lige fra han træder ind på scenen, til han træder af. Selv når der skal repareres trommer (og det skal der) midt i sættet, så træder Thomas perfekt vande med publikum og laver lege og jokes, så man er underholdt fra start til slut.

Lad de nye komme til

Som det allerede er nævnt og også bliver det i andre anmeldelser fra Copenhell, så er koncerterne et bevis på, at de ældre snart skal give plads for de yngre, og gerne før end senere. Angus McSix er så meget federe et power metal-band, end størstedelen der er rundt omkring, og det er her, man skal rette blikket i stedet for mod fortidens helte. Næste gang Angus kommer forbi, så giv ham Helviti. Han kan bære det, og vi som publikum fortjener det!

8/10

Fisk på 15 måder

 
Det siges, at klokken altid er fem et eller andet sted i verden. Intet klokkeslæt markeres på samme rituelle vis gennem indtag af enten Martini eller te, alt efter hvilken herkomst og breddegrad vi befinder os på. Der blev nu hverken serveret oliven eller smørkiks, men derimod ’fisk’ i alle afskygninger, denne lørdag eftermiddag. Den amerikanske kultgruppe Fishbone havde linet op til en noget mere kulørt buffet end sædvanligvis set under på Copenhell, med deres alternative rockmikstur indeholdende ska-punk-funk, reggae og soul. Om ikke andet ventede en oplevelse i skærende kontrast til festivalens øvrige program. 

Kulørt kaos 

Rygterne ville vide, at lydoplevelsen på Pandæmonium kunne forbedres ved at forlade den distancerede position på den hævede platform i R.I.P. og i stedet bevæge sig tættere på scenen. Her kunne man så bevidne det lettere kaotiske forehavende, hvor de sidste lydprøver fadede direkte over i sættets første nummer. Ret hurtigt stod det klart, at det her var en gruppe særdeles rutinerede herrer – både hvad angår ’showmanship’ og tekniske fortræffeligheder. Mest iøjnefaldende var den spraglede forsanger Angelo Moore, der har haft sin gang i Fishbone siden 1979. Som en moderne Charlie Chaplin fodret med flydende brint flintrede multiinstrumentalisten rundt på scenen, mens John Norwood Fisher demonstrerede ’bass-slapping’ fra allerøverste hylde. 

Kontrasterne kunne næppe have været større denne eftermiddag, for mens vi fik et stykke med solskin fra de veloplagte amerikanerne, trak grå skyer sammen, og dråberne begyndte efterhånden at falde tættere. Det var derfor opløftende at bevidne, hvordan publikum valgte at trodse regnen og blive hængende. Bandet belønnende da også vedholdenheden ved at skrue op for både dynamik og fremdrift, bedst illustreret ved Moore, der udover vokalen også beherskede både saxofon og keyboard. 

I det hele taget kunne der observeres flere mere eller mindre utilsigtede hændelser, der alle sammen bidrog til indtrykket af ’organiseret (og ind imellem uorganiseret) kaos’. Således fremkaldte de fængende rytmer 20 minutter inde i sættet minsandten en mindre moshpit, mens Chris Dowd bag keyboardet undervejs formåede at vikle ledningen rundt om sit instrument. Hvad der skulle være løst med et snuptag, endte i stedet med to væltede mikrofonstativer, som scenepersonalet måtte fjerne undervejs. En anden sjov detalje var den uventede bid af Black Sabbaths ”Iron Man”, der var samplet ind i Fishbone eget nummer ”Alcoholic”. Et nummer meget passende dedikeret til de fremmødte foran Pandæmonium.             

Det handler ikke om at undgå at blive våd …  

Sikke en fest! Sikke en sprudlende energi! Sikke en livsbekræftende oplevelse. Og det er lige præcis dét, metal bør handle om – at samle mennesker på tværs af overbevisninger. Fishbone ikke alene leverede en af årets største, positive overraskelser, de samlede også den bredeste demografi, jeg endnu har observeret. Der var camouflagebærende groove-entusiaster, hardcorefans, hærdebrede mænd iført battle-veste med hang til NWOBH og ’dødsgardister’ i alle tænkelige afskygninger, blot for at nævne nogle få stykker. Alle som en hoppende og dansende med selvsiddende smil fra øre til øre. For det handler nemlig ikke om at undgå at blive våd – det handler om at lære at dansen i regnen. 

8/10

Fan er måske et stort ord

Sidst, jeg så Ghost, var i 2019, da Tobias & Co. indtog Forum Black Box, hvilket samlet set var en ganske udmærket aften, hvor bandet virkelig fik lov til at udfolde sig, med alt hvad det indebærer.

Samlet set vil jeg da beskrive mig selv som Ghost-fan, selvom alt, de har udgivet siden Prequelle, har fået mig til at rynke på næsen. Især fik albummet Impera mig helt til at holde en længere pause fra Papa Toby. Faktisk en pause, der varede helt fra albummets udgivelsesdato og til deres koncert på Copenhell i år.

Spil noget, vi kender!

Selvom bandet reelt set ikke har lavet musik siden 2018, der har gjort et positivt indtryk på mig, havde jeg nu stadig glædet mig til koncerten, for om ikke andet er de svenske gespenster altid garant for en fest – eller det troede jeg indtil i aftes.

Jeg har altid været af den opfattelse, at når et band spiller på en festival, så fokuserer man udelukkende på de store hits samt de såkaldte ”evergreens”, således at alle kan synge med og svinge deres fadøl.

Det var så ikke tilfældet, og i stedet fik vi en overflod af numre fra Impera samt begge numre fra den komplet ligegyldige EP Seven Inches of Satanic Panic. Ergo var halvdelen af aftenens sætliste nye sange. Det er en voldsom strategi på en festival, hvor 90 % af publikum bare vil høre de der fem-seks numre, de kender. Men ak, i stedet for et nummer som ”He Is” fik vi ”Hunter’s Moon” – yay.

Men ud over en decideret træls sætliste, så drillede lyden også gevaldigt under hele koncerten. Papas mikrofon døde i starten, og mellem hvert nummer var der voldsom feedback – et problem der først blev fikset, da bandet gik af. Hvilket i øvrigt var efter en time – EN TIME! Ja, et af festivalens hovednavne fik simpelthen kun en sølle time, hvilket utvivlsomt skyldtes, at Guns N’ Roses skulle bruge en masse tid på at gøre klar til deres elendige show et par timer efter – hvilket kun er endnu mere tragikomisk, når nu den koncert blev forsinket – Vorherre til hest!

Shit Parade

Vi fik hverken ”Ritual”, ”He Is”, ”Satan Prayer”, ”Elizabeth”, ”Monstrance Clock”, ”From the Pinnacle to the Pit” eller nogen af de mange andre hits, som bandet har. Vi fik faktisk dårligt nok nogle af Papas sædvanlige lumre jokes – vi fik ikke en skid, og det lod reelt set til, at Tobias godt vidste, at de kun havde en time, så fuck det. Hele showet virkede ufokuseret og forhastet, som om de godt vidste, at de ville blive jaget væk af en pissesur Axl Rose, hvis de gik så meget som ét sekund over tid. Jeg må derfor desværre konkludere, at dette nok er den værste Ghost-koncert set på dansk jord nogensinde.

5/10

Tid til revanche 

Spiritbox blev dannet af ægteparret Courtney LaPlante i front samt Mike Stringer på guitar i 2017 og har siden da hevet Zev Rosenberg på trommer og Josh Gilbert på bas med sig. Deres musik er en hybrid af klassisk heavy, tung metalcore, men med en del elektroniske og proggede elementer. De skulle egentligt have været på Copenhell i 2022, hvor de dog aflyste, men nu var de endelig tilbage for at tage revanche. 

Nu med verdensklasse-core  

Spiritbox er et af de der bands, som de fleste har en holdning til, inden de nærmest har hørt noget fra dem. Der har været masser af hype omkring bandet, der dog indtil videre kun har udgivet to albummer og to EP’er. Det var derfor også interessant for mig at se, om de nu havde materiale nok til virkelig at levere et solidt sæt denne aften – lige efter at Ghost havde givet os en noget rutinepræget demonstration på den store scene. Det gav Spiritbox den fordel, at publikum var mere end klar til at tage imod dem på Hades, da klokken nærmede sig 19.30.  

Bandet gik heldigvis kampklar på scenen og lagde hårdt ud med ”Rule of Nines”, der rammer som en mavepuster, efterfulgt af braget, der er ”Hurt You”. Stensikre hits som ”Eternal Blue” og ”Holy Roller” var tydeligvis et par publikumsfavoritter denne aften – og det er forståeligt nok. Fælles for numrene er, at de indeholder både LaPlantes smukke cleans og hidsige, undergrundsdybe growl, smukke melodier og masser af punchy beats at bakke det hele op med. 

Som en sirene lokkede hun de fremmødte ”Boxies” på afveje, for blot at lade de skibbrudne crowdsurfere vælte tilbage til det rasende hav, der var publikum denne aften, for at tage en tur mere. Bandet tog også sin tørn og satte sejlene med buldrende trommer og bas, der truede med at knuse betonen. Publikum bølgede i takt til musikken og skrålede med, så godt de kunne. En sand metallisk symbiose blev skabt.  

LaPlante viste sig fra sin mest flabede side, da hun stille og roligt gik rundt på scenen med tyggegummi i munden og et flabet smil på læberne, inden hun spyede det ene brøl ud efter det andet. Her kunne jeg også lige rose resten af bandet – for selvom LaPlante har en central rolle i bandet og derfor også fyldte mest, så stod de ikke bare og spillede lige så stille. Der var både masser af spilleglæde at spore og gennemførte korsektioner.  

It could all be yours 

Sådan skal en rematch eddermame spilles. LaPlante og Co. viste sig fra deres allermest sprælske side og publikum tog glædeligt imod. Selv da de spillede en helt ny sang, ”The Void”, så var publikum tydeligvis allerede bekendt med den, så der blev skrålet med, som var det en evergreen. Den eneste anke, jeg kan finde på for Spiritbox’ optræden, var deres pauser, der indimellem blev lidt lange. Det ødelagde lidt momentum for mig – men så længe musikken var så effektiv, så gjorde det nok ikke så meget i sidste ende. 

9/10

Heksehøgen er over os

Lørdagens andet indslag fra den nordamerikanske black metal-scene kom fra et af de mest hypede black-navne siden Zeal & Ardor, nemlig Blackbraid. Det er et enmandsprojekt, der tager udgangspunkt i sine ’first nation’-rødder (det er godt nok et udtryk brugt om Canadas oprindelige folk, det er bare så rigtig en betegnelse, at vi bruger det her). Manden bag projektet, Jon Krieger, bruger i traditionel black-stil et pseudonym: Sgah'gahsowáh. Det er et Mohawk-navn, der betyder heksehøgen, og det fortæller præcis, hvad Blackbraid er for et projekt. Krieger har nemlig fanget, hvad essensen af "moderne" black er: Tag udgangspunkt i din egen kultur, bland den med de traditionelle black-dyder, og skab på den måde ny magi, eller forsøg i det mindste på det.

Tilbage til The Mohawk River

Som man kunne læse i vores anmeldelse af debuten, kunne Blackbraid kun til en vis grad leve op til det med magien, og den hype, som en velmenende metalverden skabte for dem, blev ikke fuldt forløst. Men Blackbraid I var jo altså på ingen måde et dårligt album, og det var derfor ikke uden en vis spænding, Heavymetal.dk troppede op foran Pandæmonium, da festivalens sidste aften for alvor blev skudt i gang (ja, vi er med på, at Ghost spillede på Hades lidt tidligere, men det blev en fuser, hvilket vi allerede har redegjort for).

På forhånd kunne man godt frygte, at et så nyt og uprøvet blackband ville have svært ved at spille Pandæmonium op, og så endda et propfyldt et af slagsen. Den frygt fik man desværre bekræftet fra start. Selvom Blackbraid havde spillet på Hellfest et par dage før, virkede det som et lidt usikkert, måske ligefrem benovet, band, der gik i gang. Første sang blev martret af dårlig lyd og en halvkikset guitarsolo. Det skulle blive værre endnu, inden det blev bedre, for der gik ikke længe, før en større flok udvandrede, men de skulle nok over til Gehenna og se Gaerea – en af de ærgerlige Copenhell anno 2023 ”dobbeltbookninger”.

Men måske skulle nerverne bare rystes lidt på plads oppe på scenen, for det begyndte langsomt at blive skarpere, og der kom nu også godt gang i pitten. Bandet fremstod pludselig som en langt mere fasttømret enhed, og så havde Sgah'gahsowáh et look, der præcis som musikken blander Mohawk-kultur med black metal-stil. Sådan skal det gøres. På det smukke instrumentalnummer ”As the Creek Flows Softly By” kneb det desværre i starten med at få fløjten rigtigt igennem, men da det lykkedes, var resultatet gåsehudsfremkaldende. Man blev helt automatisk ført tilbage til området omkring the Mohawk River, hvor Kriegers forfædre sloges med, og tabte til, de invaderende europæere.

Fra Pandæmonium til Gehenna

På trods af en lidt usikker start og diverse lydproblemer endte det med at blive en virkelig god oplevelse, især når man tænker på, hvor nyt Blackbraid er i en livesammenhæng. Da koncerten var slut, skyndte denne skribent sig sammen med en hel del andre over til Gehenna-scenen for at få de sidste 20 minutter af portugisiske Gaerea med. Her var et suverænt velspillende band, der med helt andre virkemidler lige var en klasse over, hvad Blackbraid netop have leveret. Uanset hvad, så var Blackbraids  Pandæmonium-show inklusive masser af regn en oplevelse, man ikke ville have været foruden på dette års Copenhell.

7/10

Portugisisk post-black

Det portugisiske band Gaerea har siden de udgav Limbo (2020) opnået en del omtale. Det har Copenhell heldigvis også set og belønnet med en booking af den maskerede portugisiske garde til Gehenna-scenen. Desværre blev koncerten placeret samtidig som det amerikanske black metal-band Blackbraid, der også har fået meget omtale. Derfor måtte dette være en af de bookinger på årets Copenhell, der har splittet flest, da begge bands er internationale navne og bevæger sig i samme genrespektrum – skidt planlægning. Selv var jeg splittet, men valgte at gå med Gaerea, da deres plader har tiltalt mig mere end Blackbraids. 

Smertelig og intens regndans

Klokken ramte næsten 20.15 i skoven med Gehenna-scenen. De grå skyer udfyldte hele himmellegemet over Copenhell, og det smådryppede lidt, inden Gaerea gik på. Det virkede som en passende scene til portugisernes uniforme, mørke visuelle udtryk, og deres musik, som er smertelig, eksplosiv og intens. Den perfekte slags “Copenhell er snart slut”-blues. Bandet startede på bedste vis med en kavalkade af sange fra deres nye album, Mirage (2022), og der kom allerede en kæmpe pit ved koncertens første blastbeats, der tordnede gennem skoven. Allerede ved nummeret “Salve”, som var det andet nummer på sætlisten, intensiveredes regnen sådan, at træflisunderlagets opsugningsevne blev sat på en prøve. Man kunne have troet, det ville lægge en dæmper på band, publikum og have skræmt en del folk væk – altså for at søge læ hos Biergarten eller Tuttens bodega. Overraskende skete det stik modsatte. Bandets bevægelser, især vokalistens, blev endnu mere intensive, selvom deres sorte outfit nu sad klistret til deres kroppe.

Vokalisten bevægede sig repetitivt fra side til side på scenen i nærmest eksplosiv flamenco-dansestil, mens han skreg med stor smertelig intensitet til det sorgfulde instrumentale lydbillede. Publikummet var med dem, og moshpitten blev større og vildere, og det så faktisk også ud til, at skoven sugede flere tilskuere ude fra pladsen ind til det dystre mørke, som Gaerea i den grad havde skabt. Generelt var stemningen helt i top, og de eneste små problemer, som var at spore, var, at bevægelserne på scenen blev lidt for repetitive til tider. Det gjorde det næsten lidt underligt, da forestillingen kunne virke for indøvet frem for inderligt. Trommerne lå også lidt for højt i mixet, især i forhold til vokalen. Bevares, disse ting var absolut i småtingsafdelingen i forhold til den præstation, som bandet leverede. 

Det rigtige valg

Der er ingen tvivl om, at nærmest alle dem, som havde valgt Gaerea over Blackbraid nok følte, at de havde valgt rigtigt denne sidste dag på Copenhell – uanset hvordan Blackbraid-showet havde været. Gaerea beviste, at de absolut var omtalen værdig, og at de sagtens kunne passe ind på Copenhell, selvom de var mere dystre og okkulte end 90 % af de andre bands. Det var ganske enkelt en magtdemonstration at kunne få publikum så meget med i de ellers kedelige vejrforhold.  

9/10

Forventningens glæde eller urealistiske høje forventninger?

Dette er givetvis en anmeldelse, der vil dele vandene, alt afhængig af hvilke forventninger, man har til det, engang vilde band, Guns N´ Roses.
Bandet, der udgav deres debutalbum ”Appetite for Destruction” i 1987, var kendte for at være rebelske, fandenivoldske, rå og uforfalsket.
Der er siden løbet rigtig meget vand under broen, og skruer vi tiden tilbage til lørdag d. 17.juni 2023, må vi desværre konstatere, at Guns N´ Roses´ frontmand Axl Rose blot er en skygge af sig selv.
Hvis man forventede, at Axl Rose ville synge på nøjagtig samme niveau, som han gjorde i storhedstiden, så blev man skuffet. Hvis man derimod vendte næsen mod Helviti for at se og opleve Guns N ´Roses uden at have alt for høje forventninger, så fik man på sin vis en hæderlig, men alt for lang en koncert at se, hvor Slash var aftenens stjerne.

"It´s so easy"

Guns N´Roses er notorisk kendte for at have nykker og at gøre, hvad der passer dem.
Denne aften startede med lettere uvejr og snakken gik på, om de kunne finde på at aflyse pga. vejret.

Scenen og bakken foran Helviti var under alle omstændigheder spækket med folk, der bare måtte have en bid af de gamle veteraner, og snakken blandt folk var let og lystig. Efter et kvarters forsinkelse begyndte grafikken på storskærmene at røre på sig, og vi fik snart de engang så populære amerikanere at se. Til en kæmpe applaus gik de på scenen og første nummer, ”It´s So Easy” åbnede ballet.
Det kan godt være, at det var ”easy”, men Axl lød, som om han havde glemt at opvarme stemmen, for det lød desværre mildest talt ikke særlig godt.

Lyden var nu heller ikke noget at råbe hurra for, men med enkelte småjusteringer kom dette til at fungere fint.

Axl Rose virkede ellers til at være i hopla, og de næste par sange, ”Bad Obsession” og ”Live and Let Die” forløb egentlig ganske smertefrit, men så begyndte det at blive lidt trægt.
En lang myriade af numre, kendte som mindre kendte, blev kørt igennem maskinen, og flere gange snublede Axls stemme, når han prøvede at ramme de høje toner.
Slash derimod agerede som den evige hjælper, der tog over, når Axl ikke formåede at føre et nummer til fordums tids højder.
Hvad Axl ikke mere kan præstere med stemmen, det kan Slash til gengæld klare på strengene. Og hvor Axl tidligere har været den klare frontfigur, var han nu degraderet til en skygge af sig selv.

Igennem hele aftenen, oplevede vi en sanger, der konstant løb ud af scenen for at skifte t-shirt, jakke, solbriller eller påføre sig forskellige smykker. Hvorfor, og hvad det skulle gøre godt for, kan vi kun gisne om. Faktum er, at han havde en fest, og blev gladere og gladere som aftenen skred frem.

I hans fravær tog bandet, og i særdeleshed Slash over, og gav publikum mange gode bidder af den rette Guns N´Roses-ånd, lige nøjagtig som vi kender den. I det hele taget var bandet meget mere på, end de plejer. Slash har igennem tiden altid fået plads til at give os en masse god guitar-lir og en masse lækre guitarsoli men det var, som om der var sket et tronskifte i bandet. Ja, folk klappede ad Axl Roses præstationer, men Slashs sublime guitarspil gik i hjertet på folk, og afstedkom masser af klapsalver, som var fuldt ud fortjent.

Med sig på scenen havde de også Duff McKagan på bas, som også fik mulighed for at synge et enkelt nummer nemlig ”T.V. Eye”, der i tidernes morgen er lavet af The Stooges. Det klarede han sådan set på en fin og hæderlig måde.
Richard Fortus, bandets anden guitarist, er også helt fænomenal. Hans evner på guitar fik vi også mange smagsprøver på, men slet ikke i samme målestok som fra Slash.
I den mere anonyme afdeling består Guns N´ Roses af Dizzy Reed på keyboard, Frank Ferrer på trommer og ikke mindst Melissa Reese, der synger kor og styrer de elektroniske lyde for bandet. Hun formåede også at løfte niveauet af vokalerne gevaldigt. Hvor Axl svigtede, gik hun ind og lagde en god bund til Axl.

Axl er stadig fyldt med karisma og energi. Den ros skal han have, og han var god til at komme med små bemærkninger til publikum, men hans mange løb, som han ellers er kendt for at mestre samtidig med, at han synger, bliver han nødt til at holde op med. Han har ganske simpelt ikke luft til det, og det kommer til at lyde forkrampet og forpustet.
Hvad Axls stemme ikke kunne bære, kunne publikums. Der blev skrålet og sunget med på de store klassikere såsom ”Sweet Child o´Mine” og ”November Rain”. Sidstnævnte var med Axl Rose på flygel, og det må siges at være det mest hæderlige nummer fra hans side denne aften. Det var snublende tæt på, at man i momentet mærkede nostalgien fra en svunden tid.

The Artist Formerly Known as Axl Rose

Axl Rose var sangmæssigt kun en skygge af sig selv, og det var for det meste en pinsel for ørerne, når han forsøgte at synge sig op i det høje register. Desværre!

Men hvad der trods alt hev koncerten op på et hæderligt niveau, var bandet, og især Slashs sublime guitarspil.
Det er ikke fair at sammenligne Guns N´Roses med, hvad de var engang, for det er så længe siden. Kunsten ville blot have været, hvis de havde skabt et show, hvor Axl Rose kunne følge med, og ikke konstant sang asynkront med resten af bandet.
En koncert der varer 3 timer og 10 minutter er simpelthen selvmord, og mange begyndte ca. halvvejs at udvandre.
Det er heller ikke i orden at starte 15 minutter for sent, når der stadig er koncerter, der skal afvikles på de andre scener, som så må vente pga. dette.

Guns N´Roses lavede musikalsk et fantastisk stykke arbejde og leverede en flot præstation, men for Axls vedkommende er det vist ved at være tid at takke af fremfor at blive udskammet.

5/10

Hovedet udgjorde halen

Så nåede vi til vejs ende! Efter fire begivenhedsrige dage på pladsen kunne danske Demon Head (red.: i selskab med Kellermensch og Afsky simultant spillende på de øvrige scener) sætte punktum, kort efter lørdag var blevet til søndag. Med sit doom-inspirerede hardrockudtryk virkede castingen af det danske femmandsorkester med internationale rødder særdeles velvalgt til at forestå udgangsbønnen ved årets sorte messe på Refshaleøen. Det skulle dog vise sig at blive en særdeles utaknemmelig opgave: at gå på efter festivalens sidste hovednavn og samtidig konkurrere med yderligere to kunstnere om det tilbageværende publikums gunst. 

Marshall matters 

En ting er at skulle på efter Guns N’ Roses, der spillede i tre (!) stive klokketimer. Noget helt andet er at blive en halv time forsinket med sidste koncert, der i forvejen var planlagt til at starte efter midnat. Ikke desto mindre endte det med at blive vilkårene for kvintetten, der dog ikke virkede synderligt påvirket af de mildt sagt ugunstige omstændigheder. I takt med at Axl fik skrålet af på ”Paradise City”, kom flere og flere da også dryssende til pladsen for at få den sidste rest af festival med sig – og formentlig for at slutte på en (ren) ’high note’!   

Uanset årsagen, så endte ventetiden med at være særdeles godt givet ud. Demon Head spillede denne sene nattetime med lige præcis den intensitet og det nærvær, man forventer af festivalens obligatoriske sidste midnatskoncert. Forsanger Marcus Larsen var en finurlig størrelse – lige så forsagt og introvert hans sagte ’tak skal I have’ mellem hvert nummer forekom, lige så karakter- og kraftfuldt trådte hans jazzstøvede vokal frem på scenen. I røg, damp og med gruppens brændende logoer på hver side af scenen understøttede de tungt nedstemte guitarer tillige en drævende doom-stemning.  

Der var generelt kælet for detaljerne, og med tre units bagerst på scenen bestående af de ikoniske Marshall-forstærkere fik begge brødrene Nielsen på guitarer samt bassist Mikkel Fuglsang optimale arbejdsbetingelser. Der blev således leveret masser af sprøde riffs og brummende basanslag, der begge bidrog til at skrue det samlede indtryk ganske markant i vejret. Larsen benyttede hen mod sættets afslutning lejligheden til at tale om den menneskelige forgængelighed, og afrundede med en anmodning om at huske at tale med hinanden, hvis man har det svært. En rørende afslutning på en gennemført og bevægende oplevelse.    

En introvert ekstrovert dæmon 

Koncerten, der meget nemt kunne være endt med at drukne i natten, bedst som publikum begav sig mod udgangene for sidste gang i år, endte i stedet med at blive et mindeværdigt punktum for en lørdag, der i mere end en forstand bød på oplevelser i begge ender af følelsesregisteret. Demon Head havde i den grad styr på detaljerne, og forsanger Marcus Larsens sky natur satte egentlig blot musikkens kraftfulde udtryk i relief. Cadeau skal der også lyde til publikum, der gik fra blot at observere stiltiende og svajende i takt til rytmen til at rocke igennem til sidst med hop, tilråb og armene løftet mod nattehimlen.   

8/10

Endelig! 

Jeg var næppe den eneste foran Gehenna-scenen, der stod og tænkte ’endelig’. For efter tre timers ørkesløse pinagtigheder fra d’herrer Axl, Duff og Slash, var det mere end tiltrængt med en omgang ægte dansk black metal i sin reneste form. En halv time forsinket, givetvis på grund af primadonnaerne på Helviti, var det endelig tid til, at et af kongerigets hårdest arbejdende bands, Afsky, gjorde sin entré. Sidste år på denne tid og på samme scene sluttede Orm en helt uforglemmelig aften af på gennemført magisk vis. Kunne Ole Luk og hans kumpaner mon gøre dem kunststykket efter ved den sidste koncert på Gehenna i denne omgang? 

Badet i lys 

Det første indtryk man fik, da ”Stormfulde Hav” fra Afskys seneste album satte ritualet i gang, var, at gruppen absolut havde til hensigt at gøre forsøget. De fire musikere blev badet i rødt laserlys, og den kraftige opgradering på lyseffekter skulle vise sig at give hver sang på sætlisten sit eget lystema. Det var ikke show på Lamentari-niveau – det ville også være underligt – men det, der var, var både lækkert og smagfuldt lavet. ”Stormfulde Hav” i al sin storslåede melankoli blev eminent fremført, og fra det nye album var ”Frosne Vind” og ”Tak For Alt” næsten lige så godt. Hvis man sammenligner Afsky med et band som Gaerea, der tidligere på aftenen havde fremført sin black med næsten militær præcision, så er det tydeligt, at Ole Luk & Co. er mindre præcise, mere afslappede i deres levering. Det er ingen kritik, blot en konstatering, og det betyder på ingen måde, at Afsky er usammenhængende, tværtimod. Der er bare noget mere punket attitude, og dermed en følelse af at tingene får mere plads til at ånde og leve. Og det gjorde de i høj grad.  

Bortset fra en bas, der i momenter lå lidt for højt i lydbilledet, var eneste reelle kritikpunkt faktisk sætlisten. Det er jo ikke underligt, at Afsky vælger at fokusere på sange fra det nye album, Om Hundrede År, der er blevet taget særdeles godt imod rundt omkring. Hvad der derimod kan undre, er at Ofte Jeg Drømmer Mig Død i den grad blev forbigået i forhold til gruppens helt tidlige materiale. Vi fik tre sange fra debut-EP’en og Sorg, men kun ét nummer fra Ofte … Det album er ikke bare Afskys bedste, nej, det er et af de allerbedste albummer, den sprudlende danske black-scene har kreeret – nogensinde. Så den beslutning er godt nok svær at forstå, specielt i en festivalsammenhæng, hvor lidt mere tilgængelige sange som ”Altid Veltilfreds” og ”Bondeplage” garanteret havde ramt lidt bredere. Men det var altså de nye sange samt ”Tyende Sang”, der løftede koncerten mod stjernerne, og de fyldte trods alt mest. Når man dertil lægger et uhyre velspillende band, der gav alt, så kunne det jo kun blive godt. Også stor ros til folket foran Gehenna-scenen, for selv på dette sene tidspunkt, forsinket og med en fjerdedags brandert i bagagen, var der stadig gang i både pit og crowdsurf. Copenhell-folkene imponerer med al deres smittende vanvid hvert år. Igen var det altså helt rigtigt set af arrangørerne at give lukkeren på Gehenna til et dansk black-band på toppen. Ingen laver midnatsseancer som dem.

8/10

Forsinket bedring

Tålmodigheden var i den grad sat på prøve efter Guns N’ Roses’ maratonkoncert, som var både forsinket og havde trukket i langdrag. Udfordringen for Kellermenschs koncert var således, at de skulle overbevise en masse mennesker, som var komplet mættet efter flere dages musik, og som lige tidsmæssigt var blevet holdt som gidsler af Axl Rose, om, at de skulle se endnu mere musik. Og det gjorde de rigtig godt!

Intet middelmådigt her

Hvis man ikke har set en Kellermensch-koncert før, så er det et sælsomt syn. Halvanden forsanger i form af Sebastian Wolff, som styrer slagets gang, og Christian Sindermanns blide baggrundsvokal som understøttelse. Dog kun indtil Christian træder i front og brøler igennem, som var han frontmand i et dødsmetalorkester. Dertil kommer bassist Claudio Wolff Suez, som vandrer frem og tilbage på scenen som en matador med blikket stift rettet fremad.

Koncerten opslugte folk, som åbenlyst hungrede efter endnu mere musik, og der var en skov af mennesker, som sang med på bandets sange. Der blev ikke sagt meget imellem numrene, og det behøvede der bestemt heller ikke, for det gav blot tid til mere musik. Euforien var dog på sit højeste på numrene ”6705”, ”I’m Not Like Everybody Else” og ”Lost at Sea”. Da Sebastian kort efter proklamerede, at næste sang handlede om ham, og sangen ”Mediocre Man” begyndte, nåede stemningen nye højder. Væk var fire dages strabadser, tømmermænd og en alt for lang koncert lige inden. Der blev skreget, danset, festet og sunget med, som om det var det første band på hele festivalen, og vi skulle have endnu fire dage at se frem til. En virkelig vild oplevelse.

Lyspunktet i skuffelsen

Det var ikke det gode humør, som var fremherskende, inden koncerten begyndte. Men Kellermensch mindede folk om, at god musik er grunden til, at vi alle var kommet til netop dette sted. Hvorfor vi alle var samlet. At kunne hive den stemning frem hos så træt et publikum på det tidspunkt af dagen (klokken var over et om natten, inden koncerten begyndte), er intet mindre end fantastisk. Så tak, Kellermensch, for at være lyset i mørket, og for at give Copenhell den afslutning, som den og vi fortjener!

8/10