Atter en gang skal vi på eventyr i troldenes skov

Der var engang nogle trolde …

Dybt inde i skovens mørke, hvor trækronerne stod tæt som hemmeligheder, og tågen snoede sig som gamle fortællinger, fandtes en gruppe trolde. Ikke hvilke som helst trolde, men trolde med musik i blodet og eventyr i stemmen. Troldene havde før vandret ad mange musikalske stier, undersøgt både de drilske, de brutale og de storladne sange. Men nu – nu havde de fundet deres sti. I Skovens Rige er et vidnesbyrd om musikalske trolde, der ikke længere behøver søge, men har fundet deres hjem. Hvor deres musiske debut sprang i alle de flotteste retninger som en vild skovbrand, står dette album som en mægtig eg, dybt forankret i den festlige folk metal-jord.

Troldene samles om ilden

Og hvilken fest det er! Troldene har nu hugget deres musik i skovens ældste træer, og sangene er mere sammenhængende end før. Som en gammel sagnkonge har hævet sit bæger og sagt: ”Her fester vi! Syng med!” Omkvædene kalder på lytterens stemme, og de minder om tidligere bedrifter såsom Trolden og Jomfruen og Brumbas. Men ingen eventyr begynder uden en ordentlig fortæller, og her træder selveste Lars Thiesgaard frem og giver os en introduktion, som kun ægte skovtrolde kan. Hans mørke latter i Troldmanden lyder som en forbandelse kastet i månens skær – præcis den slags magi, et eventyr fortjener.

Hvis du lytter godt efter, kan du næsten høre de gamle træer synge med. For her er ingen dårlige sange, men nogle brænder klarere i natten end andre. Med høtyv og fakkel er en hymne for de oprørske, hvor det er umuligt ikke at brøle med på ordene ’STINKER AF TROLD!’ Og så er der Skovfesten, et nummer, der vækker billeder af trolde med store næver, som omfavner skummende krus, høj latter og dunkende bordslag, mens de største af dem alle rejser sig og brøler: ’I bliver pissefulde!’ Selv begyndelsen af sangen, hvor medlemmerne diskuterer, om en optagelse var god, oser af den slags humor, der gør Trold til mere end bare musik – det er en stemning, et fællesskab, et sagn. Dog er der plads til alvorligheder, for sangen Mod den Endeløse Skov er skrevet med trolden Allan Vangsgaard Madsens mor i erindring, da hun stadig betrådte skovens stier.

Men hver historie har sine forandringer, og i denne fortælling er den største ændring en ny, raspende stemme. Hvor Astór Elduvík Reidarson på forrige skive var den lumske trold, der listede sig ind i landsbyens nat og snød de intetanende bønder for både guld og arvinger, så er Allan Vangsgaard Madsen en helt anden slags trold. Han er den, der sparker døren ind til laden, flår en høne midt over og kaster benene i fjæset på den stakkels bonde. En vildskab, en råhed – men stadig trolde. To ansigter af den samme skovs ånd. Forvirrer sagnet, kære læser? Så lyt endelig efter, og forstå meningen med det samme.

Og de levede lykkeligt … næsten

Men ak! Selv de største eventyr har skygger. Og her kommer de ikke fra troldenes dunkende fester, men fra tekniske valg, der trækker lydbilledet ned. Produktionen har sine tørre pletter, hvor man savner lidt af skovens ekko i vokalen og en klarere klang fra guitarerne. En synd, men ikke en dødssynd.

For hvad vi står med, er et band, der har fundet sin vej. Hvor de før kunne gå i alle retninger, går de nu én – og de går den stærkt. Efter en debut så mageløs som deres første album, var det en naturlig frygt, om de kunne gøre det igen. Men troldene er ikke til at stoppe. De har rejst deres fane, hævet deres mjødhorn og brølet mod månen.

Så lad os skåle – og skrige – før vi bliver pissefulde!