Interessant booking
Jeg har i løbet af festivalen beskyldt metalfolket for at være nogle værre poptøser, men man kommer heller ikke udenom, at diverse former for elektronisk musik har været en fase for mange af os. En lille håndfuld kunstnere i denne kategori har spillet en rolle i vores musikalske udvikling, og for mit vedkommende er The Prodigy en af dem. Dengang man måtte nøjes med, hvad der var i den lokale pladebiks, var bandet en form for gatewaydrug til de musikalske ekstremer, jeg ultimativt opsøgte indenfor metallen.
Derfor var der heller ingen tvivl i mit sind om, at jeg skulle ned og genopleve mine tidlige teenageår sammen med alle de andre gamle røvhuller, der nægter at blive gamle. Der har været temmelig mange bookinger i år, der fik mig til at løfte et øjenbryn, men The Prodigy er øverst på den liste. Hvis man nogensinde har hørt bare ét nummer med dem, kan man snildt regne ud, at deres rave-punk er en kende malplaceret på en festival, der er dedikeret til rock og metal.
Danseflade og danseglæde
Det lod dog ikke til at afskrække hverken band eller publikum. Det forekom mig, at så længe musikken er høj og tung, så kan det hoppes til – og hoppet, det blev der. Alle hits, der nogensinde er kommet ud af The Prodigy, blev kylet i nakken på de mange feststemte mennesker, der omgående kvitterede ved at danse, som om ingen kiggede. Techno og metal er ikke en ny opfindelse, og bandet inkorporerer også metal i sin musik, omend ikke i sådan en grad, at det trænger sig ind på ‘vores’ territorium. Det er mere sådan en slags besøgsordning, hvor de mødes for at hænge ud med punken.
Alt hvad man kunne ønske sig af numre fra deres 35 år lange karriere, blev serveret på et sølvfad. “Voodoo People” sendte folk i ekstase. “Smack My Bitch Up”, der i sin tid fik udenforstående til at knuge perlekæden i bar forargelse over den medfølgende musikvideo. “Breathe”, for hvad havde du regnet med? Og selv-fucking-følgelig, det nummer, der er det første de fleste tænker på, når man nævner The Prodigy: En, forståeligt nok, temmelig skrabet “Firestarter”. Jeg lærte dem at kende gennem det for længst hedengangne musikprogram ‘PULS’, og jeg mindes den absolutte fascination af både musikken – og Keith Flint. Aldrig før i mit korte liv havde jeg set noget lignende.
Og det kommer jeg heller aldrig til. Flint rejste til en anden dimension tilbage i 2019 og efterlod et amputeret The Prodigy. Han var en iøjnefaldende karakter med en iørefaldende vokal, og det store hul, han efterlod, burde have været enden på bandet. Man kan argumentere for, at han ville have været den bro, der for alvor kunne forene Copenhell-klientellet med kunstneren, eftersom han var mere punk, end man kunne forvente af et raveband.
I aftenens anledning var deres musik tilsat lidt ekstra gods for at komme gæsternes primære interesse i møde. Det klædte deres i forvejen pågående musik, at der blev mere end bare skelet til de tunge toner, og energien stod ikke tilbage fra en standard metalkoncert.
En postgang for sent
Så da støvet havde lagt sig, og euforien var dampet af, var det med blandede følelser, at jeg gjorde status over koncerten. Nok var det en festlig koncert med basarm og dansetrin og al den techno, man kunne slippe tøjlerne til, men det føltes mest af alt som et ekko af alt det, The Prodigy var engang. Og selv ikke det faktum, at jeg støvede danseskoene godt og grundigt til, kan distrahere fra, at der var en tom plads på scenen, der aldrig kan gives til en anden.
Maxim gjorde alt, hvad han kunne for at få publikum med til fest, men vidunderbarnets fravær har reduceret The Prodigy til et omrejsende mindesmærke, der bladrer hurtigt igennem fotoalbummet. Det føltes langt hen ad vejen, som om hvert nummer bare skulle overstås, så det næste kunne blive spillet, og i bund og grund havde jeg oplevelsen af, at DJ’en oprindeligt var fra Amager. Men mine fødder er mindre kritiske, end jeg er, så i det store hele kan jeg tilgive mig selv for først at se The Prodigy, da det var for sent at se The Prodigy.
