Night of the black attack 4.0
Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

A New Kind Of Horror

· Udkom

Type:Album
Genrer:Grindcore, Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Dans eller jeg skyder

Lige i underkanten af to år er der gået, siden galningene i Anaal Nathrakh sidst begavede os med endnu en psykotisk udladning. Den gang gav jeg dem en høj karakter og roste dem for deres vanvittige udspil, og hvad jeg betragter som modigt: At kombinere ekstremmetal med ligeså ekstrem elektronisk musik, selvom fusion af to så forskellige genrer dog ikke er noget de har patent på – det ses til overflod inden for moderne metal. Men denne gang er der mindre bas-arm. Udfordringen består nu i, hvordan man får kludetæppet af subgenrer til at gå op i en højere enhed, uden at deres letgenkendelige lyd bliver hæmmet af de uforudsete islæt af blandt andet metalcore, der har sat fans ører i brand rundt omkring på internettet.

 

For gud, konge og fædreland

Og netop uforudsigeligheden er noget, jeg sætter stor pris på ved Anaal. For A New Kind Of Horror er klassisk Anaal: noget du ikke havde set komme, men alligevel forventet af dem at finde på. Lyd og indhold går op i en højere enhed, noget der er tydeligt allerede fra første færd takket være ”The Road To”. Vi bliver introduceret til pladen på eminent vis med feedback, utydelige skrig og noget, der lyder umiskendeligt som en forvrænget højttalerstemme. Det hensatte mig i en tilstand af livlige indre billeder af pansrede propagandavogne i en sønderbombet by, og det tog ikke mange minutter for dem at slå kløerne i mig. Krig skulle være så moderne at synge om, og det har ikke skortet på udgivelser i år omhandlende netop dette emne. Men hvor Anden Verdenskrig og nutidige uroligheder ofte har været i sigtekornet, går Anaal sine egne vegne og fokuserer på Første Verdenskrig. Både rent musikalsk, men i allerhøjeste grad også tematisk er der en rød tråd at spore, for teksterne er baseret på diverse antologier bestående af digte og breve skrevet af soldater og samtidige forfattere – tilsat musik der på sin egen facon afspejler en brutalitet, verden dengang endnu ikke havde set.

”Reek Of Fear” lyder til at være instrueret af Michael Bay. De klassiske dommedagshorn vi kender fra forrige plade oser af død og ødelæggelse, svinske grynt går perfekt i spænd med den King Diamond-tro overskruede falset, og musikken alene får mig til at tænke på, hvordan det lyder, når man åbner ild ind i en menneskemængde. I flammer.  Men skal jeg udpege ét nummer, der overstråler samtlige andre, er det uden tvivl singlen ”Forward”. Ikke nok med at den åbner med noget, Fantomas kunne have lavet, så er selve riffet parret med et fuldautomatisk våben af ukendt kaliber. Vokalens aggressive snerren står i skarp kontrast til teksten, der på fornem vis fremstiller skellet mellem løftet om ære og syg røv i skyttegraven. Desværre rammer vi derefter et lille fartbump. Den røde tråd trevler lige så langsomt op cirka halvvejs, og de efterfølgende numre er, selvom de er af lige så høj kvalitet, ikke i lige så høj grad engagerende – hvilket dog kan skyldes et ønske om et mere minimalistisk udtryk. Heldigvis når de at finde formen på de to sidste numre, ”Horrid Strife” og ”Are We Fit For Glory Yet (The War To End Nothing)”, hvor den første får mig til at tvivle på, om forsanger Dave Hunt er spændt FOR stridsvognen, eller om han fører den. Den oser af krig og kaos med sine fjerne skudsalver og patetiske skrig om nåde. ”Are We Fit…” er en værdig afslutning på en plade, der langt henad vejen tiltaler både musikelskeren og historienørden i mig. Det symfoniske element og et dramatisk kor i baggrunden tilføjer en ekstra dybde til deres ellers lige-på-og-hårdt tema, men den hæse vokal og de massive blastbeats er med til at holde det på jorden.

 

Pladen, der skulle ende alle plader

Man kan argumentere mod lydeffekter på albums, og hævde at musikken i sig selv skal bære stemningen. Jeg har selv brokket mig over det førhen, men omvendt har jeg også rost musikere for at kunne implementere det i musikken, uden at man mister fokus. Tilmed er de dygtige til at sammensætte genrer og få det til at lyde, som det gør på denne plade, og det er en fornøjelse at fordybe sig i musik, der er lagt omtanke og energi i. Desværre er første halvdel af pladen klart mest memorabel i form af numre, der brænder igennem med det samme, hvor resten af halter lidt bagud, når det kommer til chokeffekt – hvilket man må sige, er deres varemærke. Der er såmænd ikke et dårligt nummer på pladen, men det trækker ned i længden, at vi konstant ligger og roder oppe et sted omkring 11. Der er ikke mange pauser på denne plade, hvor man lige kan hvile ørerne, så næste nummer rent faktisk har en effekt og ikke bare ender med at være en forlængelse af forrige nummer. Men hvem er jeg til at fortælle generalen, hvordan man fører krig?

Tracklist

  1. The Road To
  2. Obscene as Cancer
  3. The Reek of Fear
  4. Forward
  5. New Bethlehem - Mass Death Futures
  6. The Apocalypse Is About You
  7. Vi Coactus
  8. Mother of Satan
  9. The Horrid Strife
  10. Are We Fit for Glory Yet (The War to End Nothing)

Tilføj kommentar