Thus spiller koncert på Aalborg Metal Festival.
Thus - The Terminal Condition of Existence

The Terminal Condition of Existence

Udkom

Type:EP
Genrer:Melodisk Death Metal, Progressive Death Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

I thusmørke er alle katte grå. Pånær Thus. De er æggeskalshvide.

På papiret fremstår Thus allerede som et spændende projekt. Det danske band består af Frederik Jensen på vokal og guitar, som vi blandt andet stødte på ved Mothers of Alls album Age of the Solipsist, Tobias Hornstrup fra det tidligere Polars Collide og Sebastian Skousgaard fra Chronicle, som jeg havde fornøjelsen af at se optræde på fermaten i slutningen af 2023. Bandet præsenterer sig selv som en kombination af melo-død, progressiv og thrash, og den beskrivelse kan jeg allerede nu afsløre, at de lever overraskende godt op til. Selvom førstesinglen ”Inhale the Ash” blev udgivet tilbage i maj 2023, er trioen nu klar med deres EP The Terminal Condition of Existence – som uden tvivl er et lyt værd.

Det skal sgu være hårdt”

Livet er en hård nød at knække, og hvis man skal tro på et af Jacob Kjeldbergs mottoer fra Robinson Ekspeditionen, så ”skal det sgu være hårdt”. The Terminal Condition of Existence dykker ned i dette tema og sætter alting på en spids. Eksempelvis i nummeret ”Incorporeal” holder lyrikken sig ikke tilbage. ”Tragic soul with bloody past, rotten reality as a fuel, bleak thoughts of how it will end, never a light, never a hope, for the obscene””. Det er derfor ikke kun individet, der får tæsk; det er også verden. Åbningsnummeret ”Inhale the Ash” raser afsted i vild hast og indleder EP’en med en imponerende variation af riffs, trommekombinationer og vokallevering. Ét af de steder, hvor Thus har en fordel sammenlignet med mange andre bands, er nemlig i deres forsanger Frederik Jensen, som allerede på den korte EP viser stor alsidighed – der er skrig, growl og fulde lungers råb. Generelt er alle de tre musikere ekstremt talentfulde, og selvom vi endnu ikke har anmeldt en af deres live-optrædener, får de også stor ros internt hos heavymetal.dk på den front.

Selvom man kan sagtens kan finde elementer fra Chronicle, er Thus dog sit helt eget bæst. Forestil dig en god cocktail af netop Chronicle, Swartzheim og Mother of All – så er vi næsten ved at være der. Og så igen. For undertoner fra den amerikanske groove-scene lurer konstant, og det swinger betydeligt mere, end vi er vant til inden for Danmarks grænser. Der kan derfor også trækkes tråde til Devildriver og Lamb of God, som begge har høstet stor succes igennem de sidste par årtier. The Terminal Condition of Existence er langt hen ad vejen en rigtig god EP, men der er stadigvæk områder, hvor den kunne forbedres. Et af de steder, hvor udgivelsen er ujævn, er på lyrikkens side. Et nummer som ”Graveyard of Empires” bruger de simpleste af rim, og en åbning som denne; ”Carry my aid, with a promise of a better life, with a promise of a bloody knife” høster ikke ligefrem en buket af roser, tværtimod. Små momenter og detaljer kunne også sagtens være finpudset og være eksekveret bedre. Den skrattende intro til ”Incorporeal” kunne med fordel være erstattet af en mere aggressiv åbning, og det samme gør sig gældende for ”Atlas Of Hate”, der tager for lang tid om at komme i gang.

Thus I Die. Thus thus thus.

Jeg både håber og tror, at vi kommer til at høre meget mere til Thus i den nærmeste fremtid. Bandets vovede kombination af melo-død, progressiv og thrash metal med grove-elementer er en yderst velkommen tilføjelse til den danske metalscene, som ville nyde godt af at blive rusket lidt op i. Med tre så talentfulde musikere kunne det blive endnu mere spændende med et fuldlængde album i fremtiden, og The Terminal Condition of Existence beviser selvsikkert, at Thus er klar til det. Selvom EP’en mangler det sidste ”finishing touch”, er der mange åbenlyse gode øjeblikke fordelt udover de 25 minutter. Thus er klar til at indtage den danske scene. Det er jeg sikker på!

Tracklist

  1. Inhale the Ash
  2. Pacify the Parasite
  3. Incorporeal
  4. Atlas of Hate
  5. Graveyard of Empires