forbrændingen

COPENHELL 2022

CL Photography

1091 dage.

Jo, den er god nok. Et tusinde og enoghalvfems dage! Så længe gik der, fra Copenhell lukkede ned i 2019, til portene til helvede endelig åbnede igen onsdag d. 16. juni, 2022. Fra Wargasm onsdag eftermiddag til Orm lørdag nat (eller søndag morgen alt efter temperament) var vi vidner til et ret enestående, og uhyre bredt musikprogram, da vi endelig fik lov til at komme på Copenhell igen. Alle havde i månedsvis talt om de store navne, som Live Nation havde fået lokket til Refshaleøen denne gang og det med rette. For med Metallica, Kiss, Iron Maiden og Judas Priest var det nogle imponerende navne, der stod og skinnede på plakaten. Den slags vil altid dele vandene blandt et så passioneret publikum som Copenhells. Headlinernes indsatser er der naturligvis mange meninger om, og Heavymetal.dk’s har du kunnet læse de foregående dage her på sitet. Men når man tænker på alle de bekymringer om, hvad de store navne gjorde ved ”den ægte Copenhell-stemning”, må man bare konstatere, at det primært var det sædvanlige elitære gylle, som mange i metallens verden har for vane at lukke ud. Vist var der f.eks. langt flere Kiss t-shirts at se om torsdagen end normalt for Copenhell, men i det store hele lignede publikum sig selv, og stemningen var præcis som den plejer.

Alle skulle lige i gang

Og dog. Især på førstedagen, virkede det, som om de fleste gæster lige skulle i gang igen. Som om der var en frygt for, om man nu virkelig gerne måtte moshe igen. Eller kom der mon nogen og bad om mundbind og vaccinepas? Men det gjorde der jo ikke, og vi skal da love for, at da Copenhells officielle crowdsurfing-rekord blev slået under Alestorms koncert om fredagen, var alt om restriktioner og forsigtighed fuldstændig glemt. Det var dog ikke kun Copenhell-publikummet, der lige skulle i gang igen, for på førstedagen var der problemer med både pantsystemet, betalingssystem og garderober, der skabte massive køer mange steder. Det meste blev dog løst forholdsvis hurtigt, så udover at der er mange, der med rette har kritiseret det ret ensformige øl-udvalg, var der ikke meget organisatorisk at sætte en finger på. Omrokeringen af pladsen fungerede fint, og specielt den nye Gehenna-scene inde i skoven, tilbød en intimitet som Copenhell har manglet de senere år. Og så virkede det som om folk tog godt imod det nye Copenhell Con indslag, men det overrasker nok ingen. Madudvalget var der ikke meget at udsætte på, men vi hørte mange klage over øl-udvalget. Det kan godt være at Tuborg er en guldrandet hovedsponsor, men de må altså godt oppe sig lidt, så der er andet end flade fadbamser at kaste sig over. 

De ”små” stjerner skinnede klarest  

Tilbage til musikken som jo er det, det primært handler om her hos Heavymetal.dk. Det blev nemlig ikke til en festival, hvor de store navne dominerede (og kostede) så meget, at der ikke var plads til andet. For der var masser af fede koncerter alle fire dage fra mindre bands på de mindre scener. Her skal bare nævnes nogle af redaktionens favoritter: Gatekreeper, Xenoblight, Eyes, Redwood Hill, Death To All, Siamese, Knocked Loose, Orm, Deadly Apples, ja selv Hällas - de kappeklædte proggere fra Sverige – leverede fantastiske koncerter, som på mange måder overgik de helt store navne. Der var også mindeværdige præstationer fra blandt andet Devin Townsend og Mercyful Fate, som er to af dem, der står stærkest for os her bagefter. 
Den eneste bekymring er vel, hvordan arrangørerne næste år skal overgå eller måske i virkeligheden bare leve op til det, vi var vidne til i år? Men det er heldigvis ikke vores hovedpine – så vi vælger bare at begynde at glæde os allerede nu.

ONSDAG:

  1. Wargasm
  2. Angstskríg
  3. Suicidal Tendencies
  4. VOLA
  5. Ugly Kid Joe
  6. Dizzy Mizz Lizzy
  7. Red Fang
  8. Gloryhammer
  9. Eyes
  10. Metallica
  11. LOK
  12. Lydsyn

Wargasm HADES, kl. 13:45

I DO CONCERT

Wargasm er en britisk duo, der spiller elektronisk rock/punk/hardcore med en bismag af nu-metal. De er relativt nye, og startede i 2018 med at producere deres musik præget af screams, elektroniske og psykedeliske lyde, aggressive riffs og distorted bas. De fik æren af både at være første band på dette års Copenhell men også første band på den spritnye Gehenna-scene. Det skulle vise sig at være en ganske fornuftig beslutning, for ikke bare indtog Wargasm scenen, jo deres energi smadrede de fremmødtes skepsis og fik godt gang i pitten.

Do you even know who we are? Well fuck off!

Bandet gik på i strålende solskin, og blæste publikum omkuld fra første strofe. Der var fuld smæk på fra starten, hvilket var det helt rigtige valg til at ruske publikum i gang. Sangene blev splittet op mellem de to vokalister Sam Matlock og Milkie Way, der begge formåede at komme godt ud over scenekanten til de fremmødte. Det var måske nok et utaknemmeligt tidspunkt, men det lod hverken publikum eller band sig kue af. 
Da ”D.R.I.L.D.O." væltede ud over scenen, så var der ikke andet at gøre, end at lade sig rive med. Der blev skrålet ”Drink! Fuck! Fight! Love!” så træerne omkring scenen rystede – og det var da også en helt perfekt chant at skyde Copenhell i gang med. De elektriske effekter og de tunge trommer satte en ganske effektiv fest i gang, mens de to sangere sprang rundt på hele scenen og fik revet folk ud af deres onsdagssløvsind.

Godt begyndt er halvt fuldendt

Showet var hele vejen igennem kaotisk med masser af springen omkring, ild og attitude – og selvom mange af sangene tydeligvis var totalt ukendte for publikum, så lod Milkie Way os vide, at vi jo bare kunne lade som om vi kendte sangen. Det tog publikum til sig og skrålede med – det var ikke kønt, men det var en absolut underholdende halv time!

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

8/10

Af .

Angstskríg PANDÆMONIUM, kl. 14:30

@CLPHOTOGRAPHYDK

Black’n’roll på Pandæmonium

Jeg aner ikke, hvilke kriterier folkene bag Copenhell bruger for at udvælge de bands, der får den ærefulde, men også lidt utaknemmelige opgave at starte festivalen. Jeg kunne selvfølgelig bare have spurgt Jeppe Nissen for nylig, men det må blive næste gang, for der var meget andet at snakke om. De danske black’n’roll’ere i Angstskrig havde nok været mere oplagte en sen nattetime på Gehenna, men nu var det altså tidlig onsdag eftermiddag på Pandæmonium, at black’n’roll-duoen Angstskrig skulle have deres koncertdebut. Det slap de faktisk mere end hæderligt fra. 

Djævlen kalder

Klædt i deres karakteristiske bowlerhatte og sorte masker gik gruppens to faste medlemmer på den omplacerede Pandæmonium-scene til ”Lad Paladserne Brænde”, og min første tanke var, ’hvordan kan to mennesker larme så meget?’ Men det kunne de jo heller ikke, for dels var der et backingtrack fyldt med bas, og dels fik de hyppig hjælp af en leadguitarist med mundbind (sort selvfølgelig), som tilføjede noget flash og lir til Angstskrigs tunge riffs og rytmer. Præcis som på debutpladen Skyggespil fungerede deres mix af norsk black, svensk melodød og sludget hygge ret fint. Særligt da det blev tid til ’hittet’ ”Lucifer kalder” med de uimodståelige riffs og omkvæd og ikke mindst den lækre Priest-solo. Det nummer blev i øvrigt præsenteret med følgende svada:  ’Det bedste ved kristendommen er Satan, og indimellem kalder han!’ Et uafviseligt faktum, her hvor vi havde ventet på hans kald i tre år. Det hele sluttede med titelnummeret ”Skyggespil”, og endelig fik vi så det første moshpit. Publikum var i det hele taget lidt forsigtige her på åbningsdagen, ikke kun her, og det var, som om alle lige skulle vænne sig til, at man havde lov til at gå amok igen. Det stoppede dog på ingen måde duoen/trioen i Angstskrig. For de gav den gas, og leverede en ret overbevisende præstation. Det ville dog pynte gevaldigt, hvis de fik en bassist med på scenen, når nu bassen rent faktisk fylder så meget i bunden af deres lydbillede. 

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

7/10

Af .

Suicidal Tendencies HELVITI, kl. 15:30

JN Lightning

Suicidal Tendencies har eksisteret siden 1980 – der er dog kun forsanger Mike Muir tilbage fra den oprindelige besætning. De spiller en blanding af punk og metal, og var en lille flok pionerer dengang i 80’erne. Denne onsdag skulle de så prøve kræfter med Copenhells største scene som de første på dette års festival.

Ufarlige tendenser

Suicidal Tendencies gik på scenen foran en stor plads præget af førstedagsstemning – der var ikke ret mange mennesker, men alle så til gengæld spændte til, da bandet gik på. Det fede nye podie, der var blevet sat ud blandt publikum, blev benyttet lige med det samme – for Mike Muir i front skulle ud og have kontakt med publikum med deres største hit ”You Can’t Bring Me Down”. 
Men hurtigt begyndte Muir dog at snakke i stedet for at synge. Det er der for så vidt ikke noget galt med, hvis det bliver gjort ordentligt, og der stadig leveres et show. Det skulle dog vise sig, at vi ikke var enige om, hvad et show bør indeholde. For Mike Muir talte. Og talte. Om alt muligt. Deres instrumenter var forsvundet under rejsen til Copenhell, så de havde lånt nogen af Metallica. Og at du ikke skal fucke med nogen, eller lade nogen fucke med dig. Og så videre. Og så videre. Jeg ville ønske, at de havde ladet musikken tale – i stedet for at insistere på at råbe S! T! i tide og utide. For det bliver hurtigt kedeligt. Meget hurtigt.
Publikum var splittede. I front var der helt sikkert nogle fans, der havde en fest og besvarede Muirs råb, men en stor del af de fremmødte var simpelthen ikke tjekket helt ind denne eftermiddag. Så selvom den forreste del lydigt klapper og hopper med, så gør det sig desværre ikke gældende hele vejen ned igennem folkemængden. Selv da de slutter af med et af deres store gamle hits 

Tak, fordi I kom til min TED-talk

Selve musikken er stadig god – de spiller godt og kompetent, og sangene er stadig gode. Men det er også bare lidt bedaget, når der ikke kommer andet til at give modspil end Muirs sniksnak. Måske var de bare trætte eller uinspirerede – måske var det bare ikke lige deres dag. 

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

6/10

Af .

VOLA PANDÆMONIUM, kl. 16:45

Vola byder op til dans

Vola er et af de der bands, som man ikke har kunnet undgå de seneste par år – selv hvis man skulle have ønsket det. De har været flittige med turneer og har også været leveringsdygtige i et album under corona-nedlukningen. Det dansk-svenske prog-band er efterhånden et meget veletableret liveband, der både har turneret selvstændigt og som support til store navne som Katatonia og Dream Theater. De er garanter for smukke, drømmende melodier blandet med prog/djent og rock, og de fik æren af at prøve kræfter med Pandæmonium-scenen på Copenhells første dag. 

CL Photography

Kontrasternes holdeplads

Publikum stod pakket foran Pandæmonium-scenen, da Vola gik på. De startede i den blide ende af spektret med bløde stemningsfulde toner og Asger Myginds umiskendelige smukke klang på ”24 Light-Years” fra det seneste album Witness.  Det fik med det samme publikum til at fokusere på scenen, og man blev suget ind i et smukt univers, hvor omdrejningspunktet var Vola. Hypnosen blev brudt, da de sprang videre til ”Bring Out Your Forces”, hvor der kom noget mere tryk på lyden. Det fungerede fuldstændigt efter hensigten, og publikum rørte prompte på sig og headbangede, som gjaldt det livet. Det var supertight leveret, og de fortsatte stilen med ”Smart Friend”, der leverede tunge riffs, der gik lige i nakken.

Vola gjorde det forventede langt hen ad vejen. Alle musikere på scenen er sindssygt dygtige, og der er ingen slinger i valsen. Der var til gengæld heller ikke ret meget spænding eller interaktion. Der var spilleglæde og et par korte bemærkninger – hvilket egentligt passer godt til musikken.  Det var ikke navlebeskuende, som shoegaze, men det var heller ikke kommanderende interaktivt, som hardcorebands fx typisk er.

De leverede derimod deres bundsolide smukke, drømmende sekvenser mikset med masser af tunge riffs og tryk, der tvang hænderne op over hovedet, crowdsurfing og masser af flyvende nakker. Deres storhit ”These Black Claws” var komplet med dyb rap som kontrast til Myginds vokal – jeg fik desværre ikke fat i navnet på rapperen i kampens hede, men det lød forrygende – både tungt og tilpasset Volas stemningsfulde lydbillede.

Omgivelserne er fede, men noget drillede lyden – og jeg mistænker, at det var de nærliggende haller, der slog lyden tilbage, der hvor jeg stod det meste af koncerten. Det virkede dog ikke rigtigt til at påvirke publikum, der åd alt, hvad Vola serverede, råt for usødet. Flotte lyseffekter kan selvsagt også være svært at levere på sådanne solbeskinnede scener, som Copenhell leverede i år, men Vola løste problematikken med flotte standere bag bandet i skiftende farver. Stemningsfuldt og simpelt.

CL Photography

Tak for dansen

Vola gjorde præcis det, som jeg havde håbet: de leverede bundsolid progget djent og drømmende elektroniske sekvenser, der kunne få enhver hårdnakket lytter til at forsvinde ind i Volas univers. Der var ikke så meget pjat og lir – musikken kunne sagtens stå alene, og det var helt befriende ikke at skulle tage stilling til gøgl og pjat midt i det hele. De er en rutineret flok unge mennesker, og det afspejler deres levering også denne dag. Tak for dansen, Vola. Vi ses helt sikkert igen

CL Photography

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Ugly Kid Joe HADES, kl. 17:15

I DO CONCERT

Alle gode gange to

Et af de bands, jeg havde glædet mig mest til at se, var Ugly Kid Joe. Jeg så dem for første gang live i 2017, og dengang var jeg ikke synderligt imponeret. Så det var med stor spænding, at jeg besøgte Hades-scenen med Ugly Kid Joe som første Copenhell-band for mit vedkommende. 
Jeg har altid ment, at Ugly Kid Joe er noget flabet musik. Der skal være noget gavtyvattitude på scenen for, at musikken rigtig får sit liv, og det må man i den grad sige, at der var. Forsanger Whitfield Crane kom ind på scenen med al den gadedrengsattitude, han kunne mønstre, og det virkede. Med første nummer ”Neighbor” beviste hele bandet, at det var i topform og klar til at tage opgaven seriøst! Og publikum kvitterede da også med fællessang og god stemning hele vejen igennem sætlisten. Især numre som ”I’m Alright”, ”Milkman’s Son” og covernummeret ”Cats in the Cradle” var store hits blandt publikum. Som afslutter fik vi både ”Everything About You” og Motörhead-nummeret ”Ace of Spades” som en hyldest til Lemmy, hvis motiv prægede Cranes tøj.

Gentagelsens mestre

Jeg gik fra koncerten med en følelse af, at bandet havde gjort det mærkbart bedre end sidste gang, jeg så dem. Men hvorfor egentlig? Og det var da, det slog mig: Det var de eksakt samme sange, jeg havde hørt for fem år siden. Sætlisten var uændret. Det var alligevel lidt en skuffelse. 
På trods af den gentagne sætliste var det en rigtig god koncert, og jeg tror faktisk ikke, at Ugly Kid Joe kan gøre det ret meget bedre, end de gjorde her. Det er i hvert fald svært at finde ud af, når de gør det samme om og om.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

8/10

Af .

Dizzy Mizz Lizzy HELVITI, kl. 18:15

Dizzy på Copenhell? Ja tak!

Af uransagelige årsager er det aldrig lykkedes mig at opleve Dizzy Mizz Lizzy live. Det er, som om skæbnen ikke har villet det på trods af utallige forsøg. Siden de bragede igennem dengang i 90’erne, har jeg holdt ret meget af Tim Christensen & Co.s blanding af hardrock, americana og traditionel heavy metal. At Copenhell skulle blive første gang, havde jeg godt nok ikke forudset, men hvorfor egentlig ikke? Dizzy kan jo riffe med de bedste, når de ellers ønsker det – eller det var i hvert fald min holdning inden koncerten, og den holdning blev der faktisk ikke ændret meget ved denne aften.

CL Photography

Does this remind you of the 90’ies?

Det skyldtes primært starten og afslutningen på gruppens optræden. De indledte med ”The Ricochet” og ”In The Blood” fra den anmelderroste Alter Echo, der udkom i 2020, og som beviste, at Dizzy absolut stadig har relevans her i 2020’erne. Det bekræftede især det langsomt opbyggende riff i ”Blood” til fulde. ”Brainless” blev også leveret overbevisende, og publikum var i dén grad med, selvom et teknisk uheld gjorde, at gruppen måtte starte forfra. Men der skal tydeligvis mere til at slå et så rutineret band ud af kurs. Ud af kurs bragte de sig til gengæld selv med den lange ”Amelia”, der fylder hele side to på Alter Echo. På pladen fungerer den sang glimrende, men her gik der for meget stilstand i den, og energien blev også suget ud af publikum. Det kunne selv ikke det eminente riff i ”Part 2 – The Path Of Least Existence” ændre særligt meget ved. Var det lidt arrogance, der spillede ind her, eller måske bare mangel på forståelse for, hvad publikum på Copenhell gerne vil have?

”Spiller de overhovedet noget af det gamle?" spurgte Tim retorisk oppe fra scenen efter den lange ørkenvandring, og det gjorde de selvfølgelig. Med ”Waterline”, ”Glory” og måske især ”Rotator”s synkoperede rytmer blev store dele af Copenhell bragt direkte tilbage til 90’ernes gymnasie- og handelskolefester, og langt de fleste labbede nostalgien i sig. ”Rotator” er angiveligt en af James Hetfields favoritter, og han stod såmænd og så med fra sidelinjen! Det lange jam i ”67 Seas In Your Eyes” udstillede til dels alle power-trioers problem med mangel på fylde, når der spilles guitarsoloer (medmindre de har Lemmy som bassist), men viste alligevel også et rutineret og umanerlig tight band, der har turneret længe og kan jamme med mægtige Led Zeppelin som forbillede. Problemet er måske bare, at der manglede lidt ”star quality” på scenen? Tim C. er ingen guitargud, men de afsluttende sange holdt alligevel 100 %!

CL Photography

En sejr i overtiden

Det sluttede altså som en sejr på Helviti-scenen, men man kan ikke lade være med at tænke over, hvad er var sket, hvis Dizzy ikke havde holdt den lange pause i 00’erne, så der var flere gamle klassikere at tage fra? Der er som nævnt masser af guld på det nyeste album, og vi fik sådan set også hørt det meste (og lidt til), men det har bare ikke samme gennemslagskraft, når nu så mange tydeligvis var kommet for at blive mindet om 90’erne. Det holdt ikke hele vejen, men når det var godt, så var det fandeme godt!

CL Photography

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

Sætliste

The Ricochet
In The Blood
I Would If I Could But I Can’t 
Brainless
The Middle
Amelia Part 1-4 
Glory
Rotator
67 Seas In Your Eyes
Waterline
Thorn In My Pride
Silverflame

7/10

Af .

Red Fang PANDÆMONIUM, kl. 19:45

I DO CONCERT

Bandet, der altid leverer

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede skribent er ret tosset med Red Fang. Jeg har endnu ikke oplevet noget decideret skuffende eller på anden måde mangelfuldt fra dem, og det gælder hele vejen rundt, hvad enten det er deres koncerter, album eller deres evigt fede musikvideoer. Derfor havde jeg set rigtig meget frem til, at se dem rive publikum rundt denne tidlige onsdag aften på Pandæmonium-scenen. Men bandet, der aldrig skuffer, var omvendt ikke specielt imponerende.

Bortset fra denne gang…

Stonerkvartetten fra Portland, Oregon, har lavet fem solide plader siden den eponyme debut fra 2009, og de holder alle fem et uhyre højt bundniveau. Men trods de fine standarder, bandet holder sig, var det lidt for ofte det, vi fik i løbet af de i alt 13 numre, koncerten bød på: bundniveau. Nærvær, interaktion og spilleglæde var desværre svær at få øje på. Bevares, bandet spiller fandens godt, og lyden var aldeles glimrende, men helt ærligt kunne jeg lige så godt have stået hjemme i stuen og oplevet musikken på anlægget. Endda med en bedre (og billigere) bajer i hånden end den plastik-Tuborg, Copenhell har at byde på. 
Sætlisten fejlede ikke noget, idet langt de fleste af sangene stammede fra gruppens to første, og bedste, plader. Der var ingenting fra Only Ghosts, men heldigvis to af de mest solide skæringer fra bandets seneste udspil, Arrows, nemlig titelnummeret og “Two High”. Mod slutningen blev vi, som ventet, forkælet med numre som “Wires” og “Prehistoric Dog”, og det var da også her, koncerten toppede, omend det var lidt for sent. Det var en jævn og rutinepræget omgang, der hurtigt går i glemmebogen, men heldigvis ved vi alle, at Red Fang nok skal gøre det meget bedre en anden gang.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

5/10

Af .

Gloryhammer HADES, kl. 20:00

JN Lightning

”Kongen” vender hjem

Gloryhammer er en mærkelig størrelse. Det er et band som for mange skal forklares på samme måde, som fans forklarer eksempelvis Tool. Man er ikke helt sikker på, hvori genialiteten består, fansene er ofte klædt ud, teksterne har sit eget univers, og så er der endda en ny sanger. Især issuet med den nye sanger, Sozos Michael, har fyldt meget for mange. Den tidligere sanger, Thomas Winkler, havde en meget ikonisk stemme, og fans har haft svært ved at se de enorme sko blive fyldt ud. Men da løjerne gik i gang på scenen, tog det præcis en sang for Michael at bevise, at han har, hvad der skal til for at påtage sig den nye rolle som ”Angus McFife”. 

Vild sætliste

Når man har tre albums at vælge mellem, så var det en meget fint blandet sætliste, vi fik. Det ældre materiale var det mest interessante – jeg ville for eksempel gerne høre Michael synge sange som ”Angus McFife”. Den nyeste single er mindre mindeværdig, men den skulle jo spilles. Til gengæld burde The Hootsman, aka bassist James Cartwright, nok have gjort brug af tilbuddet om en gratis energidrik, inden de gik på, for der var flere gange, hvor han stod og gabte, og han var klart den mindst entusiastiske på scenen. Hvis der er noget, man ikke gider se, så er det metal, hvor selv publikum er klædt ud som enhjørninger, og så med et bandmedlem, der ikke rigtig gider. Bevares, jetlag er en ting, men det påvirkede ingen andre artister på festivalen. Hvis vi skal være med James, så skal du også! 

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

7/10

Af .

Eyes GEHENNA, kl. 20:30

Eyes er et dansk hardcoreband, der både er fløjtende ligeglade med, hvordan alle andre laver hardcore, og som har ry for at være helt forrygende live. Deres kompromisløse blanding af hardcore, næsten dansable rytmer og metalelementer giver god grobund for en interessant koncert – nu skulle det så vise sig, om publikum var klar på en lussing, inden de vendte næsen mod Metallica på Helviti.

Kæmpe pit foran den lille scene 

Eyes brød lydmuren på Gehenna, da de startede på nummeret ”Swim” – og fra starten kommanderede Victor Kaas i front med det fremmødte publikum. Han var som en vanvittig, der endelig havde fået fat i den mikrofon, der skulle overbevise publikum om, hvad der dog var galt med verden. ”Er det alt, hvad I har til mig?!” brølede han arrigt ud over det stakkels publikum, der ellers gjorde alt, hvad de kunne for at smadre pladsen. Pitten roterede som var der ingen morgendag i vente, mens bandet spillede aggressivt og kompetent, og Kaas i front manisk bevægede sig frem og tilbage på scenen.
Musikken var kompleks og nuanceret, og der herskede ingen tvivl om bandets tekniske kunnen. Det var sindssygt, vredt, manisk – og helt gennemført forrygende at opleve Eyes på Gehenna. Den lille scene og det dedikerede band samt et veloplagt publikum var en koncert, der gik op i en højere enhed. Eyes er et af de der bands, der SKAL opleves live. De er garanter for et forrygende aggressivt show, det er umuligt at stå stille til. Und dig selv en tur i ringen med Kaas og Co, så du kan prøve at få en fiskerlussing af en motorcykel. 

Kloden drejer, og det samme gør pitten

Victor mf’in Kaas er en formidabel frontfigur i Eyes. Han er vred på verden, og når du har set en koncert med bandet, så er du det samme. Eller måske formår du at få forløsning for vreden via den energiudladning, der kører dig over, så snart sættet går i gang. Deres tekniske kunnen og aggressive energiudladning var en sand fornøjelse, og jeg håber for dig, at du også var der til at opleve det. 

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

9/10

Af .

Metallica HELVITI, kl. 21:30

Udstrakte arme og kærlighed

Er Metallica for store til Copenhell? Ville verdens største metalband mon trække en masse ”hr. og fru Danmark-typer” til ’Reffen’, og hvor meget ville det genere de selvbestaltede ’ægte’ metalfans? Det var nogle af de spørgsmål, der – i hvert fald for nogen – trængte sig på, inden Metallica gik på Helvitiscenen på festivalens første aften. Svaret kom prompte og på flere måder. For nej, Lars & co. er på ingen måde for store til vores alle sammens yndlingsfestival. De var toptændte fra starten, og det samme var publikum, der efter alt at dømme tog imod stjernerne med kærlighed og udstrakte arme. Desværre var der lidt lyd- og samspilsproblemer under de tre første sange, hvor gruppen spillede foran snakepittet, helt ude ved scenekanten. Det er jo lavthængende frugt at beskylde Metallica (især Lars) for at spille ’sjusket som altid’, men oppe fra skrænten lød det mest, som om det interimistiske trommesæt var ’miket’ forkert. Eller måske var der noget andet teknik, der drillede? Ærgerligt, for med ”Whiplash”, “Creeping Death” og “Enter Sandman” er det svært at forestille sig en bedre og mere intens start på en Metallica-sætliste.

CL Photography

Gåsehud på skrænten

James’ udtalte bekymring om, at de nu havde spillet deres tre bedste sange, var helt ubegrundet, for det blev til et perfekt tilpasset sæt til en begivenhed som Copenhell – endnu en gang suverænt tilrettelagt af sætlistemaestro professor Ulrich. Vi fik blandt andet solide udgaver af ”Trapped Under Ice” og ”Dirty Window”. Det var smukt at konstatere, at Lars Ulrich følger med på Heavymetal.dk, og at dette intense nummer fra den alt for udskældte St. Anger blev vist frem – og så endda tilsat en heftig lille guitarsolo fra Kirk Hammett. Det virkede, som om stemningen svingede lidt op og ned undervejs, men under ”Trapped” opstod der rent faktisk små cirlepits rundtomkring – det ser man ikke specielt ofte til Metallica-koncerter i Danmark eller andre steder for den sags skyld. En stensikker ”Moth Into Flame” viste, at nyere sange også holder, og så leverede hele gruppen, men især James Hetfield, en gribende præstation i mægtige ”Bleeding Me”. Hvis James stadig led under de seneste ugers meget omtalte problemer med tanker om utilstrækkelighed, så skjulte han det eminent godt. For her var der indlevelse for alle pengene – den mand er bare stadigvæk en funklende stjerne på metalhimlen, og gåsehuden nåede helt op til os oppe på skrænten.

CL Photography

Hvem tager udfordringen op?

Et andet højdepunkt var Kirks og Robert Trujillos efterhånden rituelle stammedans under ”For Whom The Bell Tolls” – selvom det kan virke som en ubetydelig detalje. Men der var bare en utroligt inspirerende energi i de gamle veteraners optræden denne aften, og det blev stadig mere og mere tydeligt, at alle fire medlemmer bare ville det her meget. Det gjorde det umådelig let at se igennem fingre med de små skønhedsfejl, der opstod undervejs, dog mest i starten som allerede omtalt. Ekstranumrene ”One” og ”Master Of Puppets” tvinger mig til (endnu en gang) retorisk at spørge, om var der nogen ser savnede ”Nothing Else Matters” og findes der et band på denne planet, der kan hamle om med Metallicas diskografi og levere en afslutning som denne? Jeg tror det ikke, selvom der jo er flere andre veteraner og deres mest inkarnerede fans, der måske har et og andet at sige til dette postulat. Flere af dem får jo heldigvis mulighed for at samle handsken op her i løbet af Copenhell 2022. Men sikke en start, Metallica leverede.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

Sætliste

Whiplash 
Creeping Death
Enter Sandman
Harvester Of Sorrow
Trapped Under Ice
Bleeding Me
Sad But True
Dirty Window
Welcome Home (Sanitarium)
For Who The Bells Toll
Moth Into Flame
Fade To Black
Seek And Destroy
Damage Inc
One
Master Of Puppets

CL Photography

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

LOK HADES, kl. 23:45

I DO CONCERT

En utaknemmelig opgave

Lad os bare gå direkte til sagens kerne: at gå på scenen lige efter Metallica er en utaknemmelig opgave. Den voldsomme mængde af mennesker, som skulle hjem eller videre fra Helviti-scenen, skulle også forbi Hades, og det skabte meget uro. Der var en mindre hob af mennesker, som var mødt op for at se Lok spille, men mængden af folk, som IKKE skulle se dem, var cirka dobbelt så stor. Det skabte så meget uro for alle på nær dem i pitten, at vi faktisk skulle hele seks sange ind i sættet, før der kom lidt ro. Men med et Black Sabbath-cover fik de mange folk til at stoppe op, blot for at fortsætte deres migration bagefter. Halvdelen af koncerten var nu slut, og man kunne endelig nyde Loks musik.

Offer for logistikken

Selvom Lok gjorde alt, hvad de kunne, og skabte en fed fest for pitten, så var resten af pladsen et stort kaos. 15.000 spritstive skandinaver, som skal rejse igennem din koncert, det er jo altså en umulig opgave. 
Lok gjorde det godt og kunne ikke gøre det ret meget anderledes. De lavede den fest, de kunne, og jeg tror slet ikke, at de fra scenekanten kunne se den mængde af folk, der gik forbi. Jeg føler kun, at jeg så en halv koncert med Lok, hvor jeg konstant skulle flytte mig for at undgå at blive overhældt med øl eller tisset på. Ikke lige den afslutning, man kunne ønske sig på førstedagen af en festival, men ikke desto mindre var det den, jeg fik. 

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

5/10

Af .

Lydsyn PANDÆMONIUM, kl. 23:45

JN LIghtning

Fra thrash til syrerock

Hvordan følger en gammel syrerocker op på halvanden times energiudladning fra verdens største metalband? Det er ikke et spørgsmål, jeg nogensinde havde forventet at skulle svare på, men ikke desto mindre er det præcis, hvad jeg kommer til i det følgende. For Uffe Lorenzen (kendt fra grupperne Baby Woodrose og Spids Nøgenhat) har en ny trio, Lydsyn, og sidst på Copenhells første dag skulle den holde festen kørende, lige efter Lars Ulrich & Co. lukkede ned på Helviti-scenen. Lidt af en opgave, som de dog gik til med masser af energi, professionalisme og spilleglæde.

Varm, blød og lækker

Uffe Lorenzen har i mange år været kendt som landets primære nyfortolker af den gamle, bluesinspirerede syrerock, og tidshoppet tilbage til slut-tresserne var da også en gigantisk kontrast til Metallica, men hold nu op, hvor det svingede! Måske var det endda tiltrængt med nogle løsere ’vibes’, og når Lydsyn var bedst, så virkede det nærmest som en lille genistreg fra arrangørernes side. Der var da også ganske pænt fyldt op foran Pandæmonium-scenen på trods af både kulde og det sene tidspunkt. Men hvornår var det så bedst? Jo, for det første var Uffes guitartone præcis, som den skulle være. Varm, blød og lækker og med præcis den fylde en guitar skal have i en powertrio. Ked af at sige det, men det kunne Tim Christensen, som vi jo havde set nogle timer før, faktisk lære lidt af.
Ellers var det singlen ”Kat Ser Kat” med sit tunge blues-riff og fede omkvæd, der stod stærkest, mens et helt nyt nummer, ”Tragisk Eskapisme", viste, at kilden med riffs og melodier slet ikke er udtømt endnu. Det lød ganske vist ret meget som det meste andet, Uffe & Co. spillede denne nat, men det betød jo så også, at det svingede fantastisk. Et sidste kick og lidt variation fik vi, da multikunstneren Trine Trash kom på scenen og sang med på popsangen ”To Syge Skud”. Slet ikke en dum måde at slutte Copenhells første dag af på.  

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

7/10

Af .

TORSDAG:

  1. Deadly Apples
  2. Ivy Crown
  3. Myrkur
  4. Midnight
  5. NyreDolk
  6. Korn
  7. Knocked Loose
  8. Opeth
  9. Blood Incantation
  10. Judas Priest
  11. Destruction
  12. Down
  13. Konvent
  14. Kiss
  15. Devin Townsend
  16. Raised Fist
  17. Katla

Deadly Apples PANDÆMONIUM, kl. 12:45

JN Lightning

De sidste og de første

Jeg havde ingen forventninger til canadiske Deadly Apples, da de gik på Pandæmonium-scenen på andendagen af Copenhell. Jeg blev dog meget interesseret, da annoncøren fortalte, at Deadly Apples var det sidste band, som gav koncert før den store nedlukning, og nu skulle de være et af de første bands på Copenhell. Det var første gang, at Deadly Apples overhovedet skulle spille i Europa. Den minimalistiske opsætning på scenen gjorde desuden nysgerrigheden større. Trommesæt, en kridhvid mikrofon, en enkelt guitar og en sampler. 

De smukke mennesker

Man skulle ikke høre mange sekunder af Deadly Apples musik, før man kunne høre de åbenlyse paralleller. Mest genkendelig var nok Marilyn Manson-inspirationen, hvor jeg til tider tænkte, at der her måtte være tale om en form for Marilyn Manson-light-jam. Deadly Apples musik har dog mest af alt fokus på det dystre lydbillede, og der er ikke megen plads til singalong-dele.
Lyden var ikke god i starten. Guitaristen havde mange problemer, og det var tydeligt, at det ikke var meningen, at der skulle skiftes guitar midt i nummeret. Vokaleffekterne sad heller ikke helt i skabet, og der gik faktisk tre numre, før jeg virkelig kunne nyde musikken ordentligt. Men så skal jeg også love for, at jeg blev revet med. Forsanger Alex Martel har en utrolig intens måde at bevæge sig rundt på en scene og blandt publikum. Med meget få bevægelser kan han få det hele til at ligne et vildt kaos kombineret med de meget få bevægelser fra resten af bandet, lige dog på nær deres sampler, som midt i det hele gik i gang med en vild Charlotte Birkow-workout. Der er selvfølgelig plads til alle på Copenhell, også canadiske industrialsamplers, der skal træne på scenen! Jeg håber, de har ham med næste gang, de gæster Danmark! 

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

7/10

Af .

Ivy Crown GEHENNA, kl. 13:45

I DO CONCERTS

Ikke Suspekt overhovedet

Ivy Crown laver metalcore, der både fænger og skramler på den gode måde. Den har en klar undertone af noget punket og fandenivoldsk, og det klæder den ellers ret pæne metalcore. Det unge band brød frem for 5-6 år siden, og har bl.a. lavet en coverudgave af Suspekts nummer ”Sut Den Op Fra Slap”, der med god grund fik en del opmærksomhed. Der har dog været en del udskiftninger i mandskabet siden da, og denne dag mødte de talstærkt op – ja, faktisk kom de hele 6 mand høj – heraf hele 3 guitarister. Det gav masser af liv på Gehenna-scenen, selvom fx lysshow ikke kan bruges til en dyt sådan en eftermiddag i bagende sol. 
Sekstetten gik glade på scenen, og det så hele vejen igennem ud til, at de havde glædet sig umanerligt meget til at give os alle en gevaldig røvfuld – og det lykkedes langt hen ad vejen. Forsangeren var et af de nye ansigter, og det var, som om hun lige skulle varmes lidt op, før hun kunne stråle denne dag. Hendes vokal blev dog bedre og bedre, jo mere de spillede. 
De havde tydeligvis en fest på scenen, og det smittede af på publikum. Der kom med det samme godt gang i pitten, der kom crowdsurfers væltende fra alle sider, og bandet fik i det hele taget masser af djævlehorn og tilråb. Musikken er da også skruet godt sammen ift. at skulle få stablet en fest i gang, der er melodiske stykker, der afløses af nogle tunge breaks – og trommerne får masser af plads i lydbilledet. Emil Breuning fra Hearteater kom på scenen og var med på nummeret ”Bad Dream” – og det gav nummeret noget pondus, at der kom noget tungt og buldrende ind fra siden. 
Da sidste nummer ”Run” sparkes i gang, opfordrer trommeslageren alle kvinder til at crowdsurfe – men det tog de fremmødte mænd sig ikke af, for der væltede crowdsurfers af begge køn frem. Det var en halv time med masser af attitude og syng-med-venlige numre – og vi blev i den grad forkælet af vores måske eneste danske feministiske metalcore-band.

Godkendt opstart på Gehenna

Det var absolut en god dag for det unge band, der fremviste masser af spilleglæde og kom godt ud over scenekanten. Publikum tog virkelig godt imod, og var mere end klar til at deltage i den fest, der udspillede sig på scenen. Det var en rigtig god måde at skyde dagen i gang på, og jeg er overbevist om, at vi nok skal se Ivy Crown på de danske scener lang tid fremover.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

7/10

Af .

Myrkur HADES, kl. 14:15

CL PHOTO

Under ulvens øjne ved Hades

Jeg kan lige så godt sige det med det samme, jeg elsker Myrkur! Altså, ikke på den måde, men lige siden jeg hørte debuten M, har jeg været dybt fascineret af Amalie Bruun. Hendes tolkning af black metallen, den guddommelige stemme, der kan så meget, hendes ture ud i folkemusikken, og ikke mindst hendes attitude. Da alle fra det danske blackmiljø havde travlt med at forbande DR’s Satans Sorte Vinyler langt væk (inklusive mig selv, må jeg indrømme), trak hun på skuldrene og syntes egentlig bare, at det var sjovt at få lov at lege rollespil. Hun var da ligeglad med al polemikken, og med hvor corny folk så end mente, hendes optræden måtte være, og hvad er egentlig mere trve end det? Men pyt, her skal det jo handle om Myrkurs optræden på Copenhell, hvor hun tidligt torsdag fik lov at til at indtage festivalens næststørste scene, Hades. Op til koncertstarten var jeg spændt på, hvordan hun ville tackle det, for selv havde jeg kun oplevet hende på mindre scener som Pumpehuset i København, hvor konceptet passede perfekt. 

Moshpitten må vente til næste gang

Det var på forhånd annonceret, at koncerten ville være med fokus på folkesangetema, og set i den kontekst var det uden tvivl rigtigt set af arrangørerne at sætte Myrkur tidligt på, da mængden af fadølindtagelse som regel er omvendt proportional med fornuft og følelse. Så stor ros til Copenhellpublikummet for ikke en eneste gang at råbe ’spil den med Slayer’ under dette sæt, der primært bestod af skønsang, afdæmpede trommer og akustiske instrumenter som den obligatoriske nyckelharpa. Vi fik altså en stribe akustiske sange med udgangspunkt i nordisk folkemusik og mytologi. ”Bonden og Kragen” viste, hvor meget bund der kan være i en strygertrio med violin, cello og kontrabas, mens tekniske problemer ødelagde optakten til ”Leaves of Yggdrasil”, men bestemt ikke sangen, der var et af sættets bedste.  Dog står min kritik af Folkesange-albummet stadig ved magt efter denne koncert. Når der gik for meget folkedanser-tralala i den, virkede det, som om i hvert fald dele af publikum, ligesom denne skribent, mistede interessen. For det er med enkelte undtagelser Myrkurs egne sange, der holder langt bedst, også i en live kontekst. En af de nævnte undtagelser var ”House Carpenter”, der straks skærpede folks opmærksomhed, men det var nu sange som førnævnte ”Leaves of Yggdrasil”, ”Gudernes Vilje” og ”Ella”, der skinnede klarest i samspil med Amalie Bruuns uforlignelige vokal. Publikum kvitterede for et vellykket show, men man kunne nu godt stryge en lille smule rock og black metal indover. Måske til Myrkurs næste gang på Copenhell, som hun helt sikkert fortjener.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

7/10

Af .

Midnight PANDÆMONIUM, kl. 15:00

I DO CONCERT

En ringe kopi

Midnight kom med på et afbud. Jeg vil umiddelbart skyde på, at det var, fordi de 17-18 andre bands, som stod foran dem i køen, ikke havde tid pga. den korte varsel. For lige så generisk bøllemusik, de laver, lige så lidt kant har de. Det er en meget billig Wish-kopi af Motörhead tilsat mere tekst om dillere og Satan. Nuvel, jeg mødte op foran Pandæmonium-scenen og gjorde mig klar til at tage fejl.

I was right

Men det gjorde jeg ikke. Midnight er lige så dødkedelige på en scene, som deres musik er på skive. Der skete absolut intet på den scene, som ikke var enten forudsigeligt eller ligegyldigt. Ikke engang ”Satanic Royalty”, som ellers er et okay nummer, kunne puste mere liv i festen. Lad mig dog slå fast, at Midnight ikke spiller dårligt, bare kedeligt. 
Lyden var ligeledes helt hen i vejret, og det ændrede sig aldrig under koncerten. Trommerne var markant højere end guitaren, som var absurd diskant, og bassen fandtes skam i lydbilledet, men var lige så meget i baggrunden og komplet uden betydning som deres egen diskografi. Midnights deltagelse på Copenhell er så ligegyldig og forglemmelig, at de forhåbentlig aldrig bliver booket igen. At erstatte Sacred Reich med dem er en hån, og jeg vil hellere stå midt i den mest støvede Copenhell-pit og spise tvebakker med kanel på end høre dem igen. 

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

Af .

NyreDolk GEHENNA, kl. 15:30

JN Lightning

Punk, metal og sorte vinyler

Danske Nyredolk spillede en fremtrædende rolle for nylig i DR’s Satans Sorte Vinyler. I hvert fald fik de fint med plads til at fortælle om baggrunden for deres punkede udgave af den sorte metal og på den måde vise, at der faktisk var en mening med galskaben på deres debut-EP fra 2020, Indebrændt. Det vakte min nysgerrighed, og præcis derfor havde jeg set ret meget frem til at se dem optræde på den lille Gehenna-scene. Men det kom jeg desværre hurtigt til at fortryde. 

Smadreland blev flyttet til Gehenna  

Det første, man blev overrasket over, var, at der skulle hele seks mand (deriblandt tre guitarister) til at lave den smule larm, der kom oppe fra scenen. Dagen før havde vi jo oplevet Angstskrig med bare to mand støje en del mere kvalificeret. Der var masser af energi og punket attitude, og Nyredolks forsanger befandt sig i perioder mere nede foran scenen end på den. Der blev også udvekslet utallige langemænd mellem scene og publikum, men hvad skulle alt det til for? Det var, som om mange blandt publikum var kommet for at se giraffen og ikke helt forstod, hvad de egentlig blev udsat for, og der gik ikke længe, før en stor del forlod pladsen igen. Og de gik sgu ikke rigtigt glip af noget. Vokalen var for lav, trommerne ligegyldige i deres punkede ensformighed, og der kom næppe mere end et par mindeværdige riff ud af de tre guitarer. En opvisning i indholdsløshed, som jeg bestemt ikke havde regnet med efter at have set dem i Satans Sorte Vinyler.  
Til sidst sluttede de seks rebeller (tydeligvis uden en sag) af med at smadre alle deres instrumenter og samle dem i en bunke midt på scenen. Den slags var rebelsk, da The Who gjorde det i 60’erne. Her fremstod det primært lidt patetisk, især når man så, at de fik det hele optaget på video, så de rigtig kunne dele det på sociale medier bagefter. Undskyld udtrykket, men vorherre bevares. ’Ligegyldigt skrammel, der ikke laver andet end at spilde lytterens tid’ skrev vi om (dele af) Indebrændt for et par år siden. Det er en uhyre passende beskrivelse af denne koncert, hvis højdepunkt uden tvivl var, da det vittige publikum foran Gehenna-scenen (de få der var tilbage på det tidspunkt), kvitterede for kaosset med at råbe ’ekstranummer’, da alle instrumenter var smadret til ukendelighed. 

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

3/10

Af .

Korn HELVITI, kl. 16:00

Making nu-metal cool again

Nu-metal-pionererne fra Korn er et af de navne på dette års Copenhell, som næppe behøver en introduktion. Næste år har bandet 30-års jubilæum, og allerede på debutalbummet beviste de, at de ikke gjorde det for sjov. De revolutionerede brugen af rap og scat i metal, og af mange anses de som enormt vigtige for udviklingen af lyden af metal og for selve opfindelsen af nu-metal. De skød direkte mod stjernerne med modige tekstuniverser, nytænkende lyd og så ellers Jonathan Davis’ umiskendelige vokal bag mikrofonen. Men nu skal jeg nok stoppe min fablen om legendestatus og pionerånd – nu skal de levere på Copenhells største scene!

CL Photography

Here we go!

Fra bandet betrådte scenen og fyrede op for ”Here To Stay”, så var publikum med dem. Der udbrød simpelthen fællessang fra første nummer, og det fortsatte stort set hele koncerten igennem.

Davis har alle dage haft en ganske unik klang og en helt sublim vokal – og han holdt sig heldigvis heller ikke tilbage live. Han var på pladsen for at growle, scatte og synge sig ind i vores hjerter, og det var præcis, hvad han gjorde. Han var både inderlig og indebrændt, og havde så meget passion og nerve i stemmen, at ordene krøb helt ind under huden.

Bandet fyrede da også bare op for den ene lækkerbisken efter den anden, og hitsene lå som perler på en snor. Bevares, der var en lille pause, hvor Davis proklamerede, at de havde brugt de seneste par år på at lave albummer i stedet for at besøge Danmark – og spurgte om vi mon havde lyst til at høre noget nyt? Bare et enkelt nummer? Publikum lød til lige så gerne at ville fortsætte 90’er-kavalkaden, men det gjorde den til gengæld også lige så snart ”Start the Healing” var færdig. Og med numre som ”A.D.I.D.A.S.” og ”Freak on a Leash” blev publikum druknet i nostalgi og væltede rundt på den mest frydefulde primitive måde.

Der blev spillet helt suverænt hele scenen rundt, og særligt bassisten var en fryd for både øjne og ører. Han så ud til at være bygget op af 100% spilleglæde og det smittede selvsagt af. Det samme gjorde sig gældende for Davis, der flækkede i det ene brede smil efter det andet mellem sangene. Han var så sandelig i sit es på denne dag!

”Vi bliver godt nok forkælet!” udbrød min sidemand, idet Korn fyrede op for ”Shoots and Ladders” efter et obligatorisk moment med Davis og hans sækkepibe. Vi fik dem alle sammen. Alle de store sange, der har været med til at gøre Korn, til dem de er i dag. Ikonisk band med en ikonisk sætliste. De sluttede behørigt af med ”Blind”, der var med til at skyde det hele i gang i 1994 – og det eneste man kunne ønske sig var en bid mere.

CL Photography

En glad lille grisebasse

Jeg har af princip sjældent lyst til at give topkarakter for noget som helst – men jeg har simpelthen svært ved at finde på negative ting at sige om denne koncert. Måske er det bare min teenagefascination af Korn, der endelig blev forløst. Måske var jeg bare begejstret for endelig at komme på festival igen. Og måske var Korn bare fantastiske. Jeg hælder mest til sidstnævnte. Alle omkring mig var grebet af showet, Davis sang røven ud af kilten, publikum var grebet af stemning og nostalgi, og musikken var simpelthen lige i øjet. Var du der ikke, så håber jeg så sandelig, at du har fået billet til koncerten i Aarhus den 27/6 2022!

CL Photography

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

10/10

Af .

Knocked Loose PANDÆMONIUM, kl. 17:30

I DO CONCERTS

Hvis du bare gerne vil møde Smadreland in person

Knocked loose spiller møgbeskidt hardcore, og viste sig at være et hyperaktivt band på en scene. Før første skrig overhovedet forlod forsanger Bryan Garris’ hals, var pitten allerede i gang. Det skulle vise sig at være ganske sigende, for resten af koncerten igennem hvirvledes der blot mere og mere støv op og supporten til bandet blev kun vildere derfra. Bandet spillede sindssygt godt, hvis du overhovedet nåede at lægge mærke til det under det tonstunge overfald, der vælter ud fra scenen. Lyden er ikke helt med bandet – men samme kritik kan jeg sige om Vola på samme scene, så det er måske scenen og ikke lydmanden, der er noget galt med.
Knocked Loose var et særdeles angrebslystent band, og udviste sindssyg energi både på scenen – og foran scenen væltede publikum rundt og skabte dermed en smuk dystopisk symbiose. Træerne voksede dog ikke ind i himlen, for energien spredtes desværre ikke rigtigt til resten af publikum længere nede bagved. Om de havde for mange tømmerbobs til rigtigt at give den gas, det kan jeg ikke sige med sikkerhed. Men den del af publikum, der stod i front, de var klar på at give den max gas – og så lidt mere. 
Der var dog lidt megen dirigent-attitude over Garris, der i mine øjne, naturligvis efterspurgte mere energi, men som også gjorde det på nogle lidt underlige tidspunkter. Jeg er personligt af den opfattelse, at hvis der er godt gang i pitten, så gør du det rigtige. Så er der ikke grund til at stoppe folk op og bede dem gøre noget andet. Men.. det er nok bare mig. For jeg var ikke en del af pitten. Og pitten roterede, som forsøgte den at vende jordens omdrejninger, så de passede til rytmen fra Knocked Loose.

Næste generation er klar

En ældre herre stillede sig på et tidspunkt ved siden af mig. Kiggede på scenen. Kiggede på mig. Kiggede på scenen og rystede på hovedet og fortrak sig. Det var måske egentligt meget sigende. For enten var du en del af pittens slåskamp, eller også så var du udenforstående og ikke rigtigt en del af det. Næste gang må jeg hellere ryge i pitten og få en knytter, for det her var et band, der skal helt ind under huden for at forstå helt. Og da der lidt senere kom en max 8-årig pige i gadedrengeløb ud af folkemængden helt glædesstrålende – så svulmede både morhjerte og metalhjerte af glæde. Næste generation af hardcore-fans er reddet.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

9/10

Af .

Opeth HADES, kl. 17:45

JN Lightning

En blanding af alt det bedste

Svenskerne er faste gæster i Danmark og jeg har, som de fleste andre, også tidligere har haft fornøjelsen af Mikael Åkerfeldt lune og vittige liveperformance. Derimod vidste mig sidekammerat ikke hvad der ventede. Hvordan opsummere man hvad der skal ske den næste time? Vil den står på retro progressivt halvfjerser svensk hardrock. Dødsmetal, akustiske ballader? Ja, det er ikke helt let at vide hvad Opeth har på setlisten. Heldigvis blev det netop en blanding af alt det bedste.

Mikael Åkerfeldt kan tydeligvis lide at være i opposition til et feststemt publikum, og benyttede førstgivne lejlighed til, at spørge om han skulle tale svensk eller engelsk, og selvom de fleste råbte “svensk” forsatte han ufortrødent på engelsk. Dernæst blev Stockholm udråbt som Skandinaviens hovedstad og de mange buhråb afstedkom blot et smil fra troldmanden. For det er en troldmand som var tjekket ind på festivalpladsen i skikkelse af Mikael Åkerfeldt. En metallens kamæleon som skifter musikalsk udseende som det passer ham bedst.

Teknisk er Opeth som altid i særklasser, afvekslende og denne aften også med afsæt i et varierede bagkatalog hvor der var smagsprøver på hard rock, dødsmetal og akustiske passage - så smukke at håret på armene rejste sig. Et nummer som The Drapery Falls for eksempel. En boullionterning af Opeths tryllerier. Konstant udfordrende og samtidig så formfuldendt. I dette øjeblik opstod magien og glemt er alle småsten i skoen. Uden brug af andre effekter end et band på en scene som bare er dygtige og ambitiøse

Næste gang er en lang gang, ikk´ oss - Jeppe?

Men der var også malurt i bægeret. Mikael Åkerfeldt sagde det som alle tænkte. Hvorfor kan vi ikke få tid til, at spille en længere koncert på Copenhell? - og det spørgsmål kunne vi så alle stå og overveje mens den metalliske Deliverance sluttede sættet af. Min sidemand blev på klogere på Opeth og samtidig dybt forvirret over hvad pokker den sidste time egentlig var gået med.

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

9/10

Blood Incantation GEHENNA, kl. 18:15

I DO CONCERTS

ANMELDELSE UNDERVEJS

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

Judas Priest HELVITI, kl. 16:00

Legenderne vender tilbage

“Hvad? Har du aldrig set Judas Priest live før?”. Det spørgsmål fik jeg til Copenhell et uendeligt antal gange. Så det var med en naturlig glæde og spænding, jeg fik plantet mig foran Helviti-scenen, kun otte-ni mennesker mellem mig selv og scenen, og ventede spændt på, at koncerten gik i gang. Judas Priest er ikke ligefrem et nyt band, og forsanger Rob Halford har rundet de 70. Derfor ville man gerne nå at se dette ikoniske band, før medlemmerne går på en velfortjent pension.

CL Photography DK

Vi fik på munden, ka’ du tro!

Rob Halford blev ført ind på scenen af fire vagter, og jeg tænkte først ved mig selv: “Nå, er det ved at være så slemt?”, men to sekunder efter var manden i fuld vigør, og imellem ham og guitaristerne Richie Faulkner og Andy Sneap var der så meget intensitet, at det gjorde mange nyere bands til skamme! Faulkner skulle desuden kun bruge en eneste solo for at bevise, at han er en af de, hvis ikke den mest tighte leadguitarist i verden. Det sad så snorlige i skabet, som det overhovedet kunne. Dette opstartsmoment var så intenst, at jeg spottede flere iblandt publikum, som havde tårer i øjnene. Dette følte jeg, var med rette, for der var en fantastisk stemning i pitten. Og apropos pitten så opstod der en gigantisk circle pit, hvilket tvang mig til at kæmpe for mit liv i ca. to-tre numre. Ak, man mister nemt tidsfornemmelsen i sådan en situation. Vanen tro stod bassist Ian Hill i baggrunden hele koncerten og passede sig selv. Der skulle dog gå et par numre, før dette var helt fortjent, for bassen kom ikke helt igennem, og der var svingende lydkvalitet, som lige skulle tilpasses i løbet af de første numre. Midtvejs igennem koncerten syntes det dog også at kunne anes, at pusten blev tabt en smule. Især så jeg Richie Faulkner stå og stirre tomt ud i luften i ca. 30 sekunder. Jeg nåede at tænke, om det forfærdelige kunne være sket, at han havde fået endnu et hjertetilfælde, som han gjorde på scenen i september 2021. Heldigvis fandt han fokus igen, og koncerten fortsatte uden medicinske problemer. 

CL Photography DK

Begyndelsen på enden

Jeg synes ikke, Judas Priest kunne have gjort det ret meget anderledes for at give os den bedst mulige koncert. Det er aldrig bandets fejl, at lyden driller undervejs, men det skaber desværre et andet helhedsindtryk end det ønskelige. På trods af at Rob Halford måtte støtte sig til gelændere og rekvisitter undervejs, havde han absolut ingen problemer med sin sangstemme. Havde man byttet lidt rundt på sætlisten og haft ordentlig lyd fra start, havde koncerten været tæt på perfekt. Men jeg kan også godt nøjes med det næstbedste.

CL Photography DK

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Destruction PANDÆMONIUM, kl. 20:30

JN Lightning

Flying V, nitter og en gal slagter

Tysker thrash er noget nær identisk med de gale slagtere fra Destruction. Siden start firserne har prøjserne været et gennemgående soundtrack til alle med hang til klassisk thrash af den hurtigere slags. Ikke overraskende var de fire herre klædt i sort og udstyret med Flying Vs og nitterne holdt sammen på veteranerne. 

Mens Destruction er stabile og til at regne med, så var publikum desværre ikke på plads. Fremmødet var til den beskedne side og der var god plads i moshpittet og det var let at smutte op foran og se legenden Schmier på tætteste hold. Halvvejs gennem settet kom der dog lidt fut i publikum og en wall of death blev det da også til. Gang i den koncert og generelt var det endnu engang eksemplet på, at de store oplevelser sker på de små scener.  

For helvede… Hvor var I?

Spillelisten var med tung vægt på klassikeren og både Mad Butcher og Butcher Strikes Back var på listen. Settet blev lukket med Bestial Invasion tilbage fra 1985 og dermed var det også tydeligt, at festen var for de indviede. Største synder denne aften var ikke bandet. Men, at der ikke var flere som mødte op og gav legenderne den opbakning som de berettiget fortjener.

Thrash till Death!

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

8/10

Af .

Down HADES, kl. 21:00

CL Photography DK

En kende mere super end alle de andre

Begrebet ‘supergruppe’ har efterhånden eksisteret i lang tid, og det er absolut ikke alle bands med det prædikat, der er lige gode. Men en af de allerførste metalsupergrupper er muligvis også en af de allerbedste. Nemlig amerikanske Down. Stoner-/sludgegiganterne debuterede med det legendariske album, NOLA i 1995, hvor hele verden kunne nyde sublime riffs og kompositioner fra Pepper Keenan og Kirk Windstein, mens Panteras Philip Anselmo mere eller mindre havde skiftet skrig og råb ud med sang.
Gruppen har gæstet Dannevang en lille håndfuld gange, og i år skulle vi for anden gang have fornøjelsen af dem på Refshaleøens betonpampas.

Bravo!

Den uhyre veloplagte kvintet lagde ud med en hårdtslående tretrinsraket i form af “Lysergik Funeral Procession”, “Hail the Leaf” og “Lifer” – sidstnævnte som altid dedikeret til Dimebag Darrell. Herefter en lille tale fra Phil, hvor han sendte en hilsen til sine danske aner. Cool nok, Phil, men vi var sgu ikke kommet for at høre, at dit mellemnavn, Hansen, stammer fra Danmark. Det vidste vi godt i forvejen.
Samtlige numre, bandet spillede denne smukke torsdag aften, fortjener at blive nævnt her, for det var intet mindre end en mesterlig opvisning. Spilleglæden strålede ud af alle fem bandmedlemmer, og det var uden tvivl den bedste Down-koncert, vi endnu har set på dansk jord. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af, at Phil Anselmo denne gang var fattet og dejligt veloplagt i modsætning til Vega i 2008 og senest på Copenhell i 2013, hvor han var pattevissen og ikke anede, hvad han lavede. “Eyes of the South”, “Losing All” og særligt den kriminelt undervurderede “Swan Song” sad lige i skabet, og som altid sluttede Down af med “Bury Me In Smoke”, hvor der vanen tro blev inviteret gæster på scenen for at jamme med. Var det Rob Trujillo fra Metallica, der dukkede op på bas? Jeg tror det sgu, men jeg kunne ikke helt se det i ren fascination og beundring af dette fremragende band. Kære Down, I er altid velkomne på Copenhell.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

9/10

Af .

Konvent GEHENNA, kl. 21:15

I DO CONCERTS

Og der blev sagt doom

Konvent er hele Danmarks doom-darlings, det tør jeg faktisk godt skrive under på. De har turneret rundt i årevis, og bevist, at de kan være med blandt de bedste. De spiller på et teknisk højt niveau og så har de fantastiske Rikke List i front, der slår benene væk under enhver, der ikke er forberedt på hendes naturstridigt undergrundsdybe vokal. Jeg havde set Konvent før, da de spillede på Copenhell i 2019, og dengang tog det totalt røven på mig. Denne aften var jeg dog klar til at få endnu et fedt show og dundervokal serveret.
Man skulle mene, at det var en kæmpe ulempe at skulle spille doom i solskin, men det var ikke desto mindre Konvents lod denne aften. Det tog de dog med ophøjet ro og omfavnede alle, der var mødt frem ved Gehenna-scenen, og svøbte dem i deres tunge, dystre og buldrende musik. 
Publikum stod godt pakket sammen foran scenen, og jeg hørte endda brok undervejs fra folk, at der simpelthen stod folk i kø for at komme tættere på. Så tæt syntes jeg nu ikke, vi stod, men der kan jo være kommet prop i et sted på stierne. De der nåede frem, fik et fremragende show at se. Det tonstunge tog, som List stod i front for, kørte afsted uden slinger i valsen direkte hen over publikum med vognene fyldte med kampesten. Musikken var både smuk og dunkel, og bassen var tung nok til at den satte sig i kroppen.

Smuk seance

Konvents koncert på Gehenna retfærdiggjorde eksistensen af den nye scene. Jeg tror sagtens, at Konvent kan få en større scene i fremtiden især populariteten taget i betragtning – men samtidig så gav de lidt intime nære omgivelser også noget til den samlede atmosfære. Det var en både smuk og nærmest foruroligende dunkel koncert, der kun blev bedre af, at mørket spredte sig med tunge skridt undervejs.    
 

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

8/10

Af .

Kiss HELVITI, kl. 22:30

Gammel kærlighed…

Kiss er denne anmelders første musikalske kærlighed, og gnisten blev tændt helt tilbage i 1979. På trods af gruppens rutsjebanetur af en karriere er den kærlighed aldrig for alvor rustet, så personligt var jeg mere end spændt på at opleve de amerikanske legenders ”End of the Road”-tour komme forbi Copenhell. Forinden havde Jeppe Nissen lovet os, at der var plads til hele gruppens kæmpeshow på Helviti-scenen, og det havde jo ikke just dæmpet forventningerne. Det skulle vise sig, at der så absolut heller ingen grund var til det.

CL Photography

Uforlignelig underholdning og rendyrket eskapisme

Men et spørgsmål trængte sig dog på, for hvordan anmelder man noget, der dybest set er en gentagelse af de sidste mange års koncerter med gruppen? Den nemme løsning er jo at henvise til dengang før corona, hvor Heavymetal.dk’s udsendte (dvs. overtegnede) anmeldte Kiss i Berlin i 2019, for oplevelsen var jo stort set den samme. Der var for eksempel kun mikroskopiske forskelle på sætlisterne, og alle de kendte effekter var der selvfølgelig også. Ild, eksplosioner og blod. Gene, der stiger til vejrs under ”God Of Thunder”, Paul, der flyver hen over publikum og leverer ”Love Gun” og ”I Was Made For Lovin’ You” midt på pladsen foran Helviti-scenen. Det hele kulminerende med bulder og brag og nok konfetti til at gøre himlen over Refshaleøen hvid.

Gentagelser eller ej, Kiss var klar fra starten, og det samme var publikum. Stensikkert leverede klassikere som ”Detroit Rock City” og ”Shout It Out Loud” satte med det samme gang i festen, men desværre skete præcis det samme som i Berlin, hvor den helt ligegyldige ”Say Yeah” lagde en dæmper på festlighederne. Det samme gjorde en lidt slatten ”Gold Gin” og det eller lækre 80’er-hit ”Tears Are Falling”, der mest af alt illustrerede, at den ”nye” guitarist, Tommy Thayer, kæmper lidt med Bruce Kulick-soloerne fra det årti. Men det er detaljer, for stemningen vendte hurtigt igen, både på og foran scenen.

Modtagelsen, som alt dette fik, siger i øvrigt ret meget om Copenhellpublikummet. Her var ingen snobberi eller rynken på næsen, som man ellers kunne have frygtet på en rendyrket metalfestival. Folk tog præcis Kiss for det, de er og det, de tilbyder: Uforlignelig underholdning og to timers rendyrket eskapisme. Det varmede i dén grad denne aldrende fan at opleve 20.000 metalhoveder ”do, do, do’e” med på diskohittet ”I Was Made …” og ikke mindst skråle med på omkvædet i Kiss-nationalsangen ”Rock ’n’ Roll All Nite”. For jo, at feste hele dagen (og natten med) var jo præcis det, vi var kommet for!

CL Photography

At slutte på toppen

Men hvis du ikke stoler på denne gamle fanboy, så må jeg bryde alle etiske regler og afsløre, hvad nogle af mine på forhånd ret skeptiske (og metal-elitære) kolleger fra Heavymetal.dk skrev undervejs om koncerten i vores indtil nu interne chat. Jeg skal dog skynde mig at notere, at alt er anonymiseret for ikke at ødelægge folks integritet!

”Når det så er sagt, så er Kiss faktisk et federe liveband end Metallica.”

”Jeg er så enig, jeg hader også lidt mig selv, men fuck, hvor er det godt.”

”De er åndsvagt gode live. Slut-prut.”

”Ligegyldigt hvor meget jeg end hader alt, hvad Kiss står for, så er det sgu et af de bedste livebands, jeg har set.”

”I rest my case”, må jeg så bare sige, og det gjorde Gene, Paul, Eric og Tommy også. Det er svært helt at forstå, at det her nok var sidste gang, man fik lov at opleve verdens bedste rabalder, men Kiss sluttede på toppen.

Sætliste

Detroit Rock City.
Shout It Out Loud
Deuce
War Machine
Heavens On Fire
I Love It Loud
Say Yeah
Cold Gin
(Guitarsolo)
Lick It Up (inkl. Won’t Get Fooled Again jam)
Calling Dr Love
Tears Are Falling
Psycho Circus
(Trommesolo + 100.000 Years)
God Of Thunder 
Love Gun
I Was Made For Lovin’ You
Black Diamond
Beth
Do You Love Me
Rock ‘n’ Roll All Nite

CL Photography

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

9/10

Af .

Devin Townsend HADES, kl. 00:30

Den diametrale modsætning af Kiss

Kiss var lige gået af scenen, folk var på vej væk, men på Hades-scenen stod der pludselig en mand. Nogle vidste, hvad der skulle til at ske, og andre blev stående på stedet som tryllebundet af de ord, den skaldede mand fra Canada pludselig slyngede imod dem. De havde netop overværet det pæne og teatralske Kiss, og nu stod de pludselig overfor Devin Townsend, som sagde ”Hello, I’m Devin Townsend and I’m known for having 100 % less pyro than Kiss. I suck dick for crack money. I am a thousand years old, it’s way too late for metal and you should all be in bed!”. Kan man ønske sig mere af en introduktion?

CL Photography DK

Hvis ADHD var musik

At beskrive Devin Townsends musik er ikke nogen nem opgave. Det er storladent, skiftende og dragende. Nogle gange kan det fremstå retningsløst, men sangene bindes alligevel sammen. Aftenen skulle byde på en kavalkade af numre fra både Devin selv, hans Devin Townsend Project og hans tidligere band Strapping Young Lad. Det første nummer ”Failure” er fra Devin Townsend Project, og fra start var jeg betaget af mandens stemme. Devin skiftede ufortrødent og uden nogen former for besvær imellem clean, growl og operatisk sangteknik. Efter første nummer udbrød han: ”This is a Canadian lovesong, it’s called ‘Kingdom’”. Og ja, man kan ikke lade være med at grine, for hans self-burns kombineret med hans vanvittige talent er en unik kombo.

Hvis man havde fortalt mig, at jeg en dag ville stå og nyde en koncert med en mand, der siger ”I may look like a condom full of lard, but I’m a romantic fuck!”, hvortil han pludselig spiller musik a la Oasis, som går over i en vanvittig Yngwie Malmsteen-solo, alt imens manden er badet i guld og lilla pornolys, ja, så havde jeg nok bedt vedkommende om at opsøge professionel hjælp. Men ikke desto mindre var det min og mange andres virkelighed.

Tiden gik, men det ænsede man ikke på noget som helst tidspunkt, og jeg stod blot og hungrede efter mere og blev da også belønnet med numrene ”March of the Poozers” fra Devin Townsend Project og ”Love?” fra Strapping Young Lad. En perfekt afslutning på en perfekt sætliste, hvor alt havde været perfekt. I modsætning til andre Copenhell-koncerter var lyden fra start til slut lige i skabet. Hvem end der sad bag mixerpulten den aften, burde have en lønforhøjelse, blive dyppet i guld og fastansættes på samtlige scener på Copenhell i al evighed.

CL Photography DK

Det gør ikke noget, det ikke er nemt

Devin Townsend er ikke easy listening. Der sker så meget konstant, at man bliver draget ind i hans univers, og det er uanset, om det er på skive eller live. Dette var første gang, jeg oplevede ham live, og jeg nød hvert et mikrosekund af oplevelsen. På intet tidspunkt havde jeg følelsen af, at der var lagt unødvendigt fyld på sætlisten. Devins musik holder en konstant på tæerne, og man har ikke lyst til at misse et øjeblik af det. Det er lidt udmattende, men det gør ikke noget, at man som publikum bliver udfordret, så længe man bliver udfordret med det bedste!

CL Photography DK

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

10/10

Af .

Raised Fist PADÆMONIUM, kl. 00:30

I DO CONCERT

Hardcore! Igen?

Selvom jeg langt fra har et lige så anstrengt forhold til punk som Steve Harris, så kan det alligevel være lidt af en udfordring for en gammel heavyrocker at gå fra danske Nyredolk tidligt på dagen til svenske Raised Fist sidst på natten. Heldigvis havde der været rigeligt med gode koncerter ind imellem til at kompensere for den underlige optræden fra Nyredolk, men det er nu ikke den primære grund til, at afslutningen på festivalens dag nummer to var en overraskende fed oplevelse. Næh, det var såmænd Raised Fist selv.

Young punks? Faktisk ikke

Den svensk-amerikanske gruppe præsenterede os for en blanding af et eller andet hardcore punkband, jeg er sikker på, jeg ikke kender, og så Rage Against The Machine og Kiss (det er mindre skørt, end det lyder – husk på, at Tom Morello er kæmpe Kiss-fan). Den klassiske rebelskhed fra punken tilført næsten funky grooves og riffs med en melodisk omgang hardrock hen over det hele. Der var masser af tonstunge breakdowns og vildt skrigeri, men der var aldrig langt hen til det næste catchy riff eller endnu en dansabel passage. Der gik så heller ikke længe, før jeg forstod hvorfor. Raised Fists sæt var kort efter, at Kiss havde brændt Helviti-scenen af, og efter et par numre gik forsanger Alexander Hagman til bekendelse: Han voksede også op som Kiss-fan!  
Det er næppe forkert at skrive, at jeg ikke just er en del af målgruppen, men hold nu op, hvor var det bare medrivende langt det meste af tiden. Den gode Alexander snakkede desværre mere end selveste Paul Stanley, og det lagde lidt en dæmper på stemningen, der ellers var fin, når han bare gad at skrige i stedet for at snakke. Man kan åbenbart godt have for meget på hjerte. ’We hate rehearsing’, sagde Hagman på et tidspunkt, men det kunne man nu ikke høre, og generelt fik koncerten mig til at tænke, at Raised Fist egentlig fremstår som et langt yngre band, end de er. Godt nok udgav de deres første album helt tilbage i 1998, men selv deres seneste udspil, Anthems fra 2019, er fuldt med rebelsk energi, men på en unik, opløftende måde. Man får med andre ord lyst til at bekæmpe systemet og danse hele natten samtidig. Det var præcis samme oplevelse, vi fik på Pandæmonium sent torsdag nat. 

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

7/10

Af .

Katla GEHENNA, kl. 00:30

JN Lightning

ANMELDELSE UNDERVEJS

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

Af .

FREDAG:

  1. Thundermother
  2. Horndal
  3. Bad Religion
  4. Ghost Iris
  5. Lifesick
  6. Alestorm
  7. Siamese
  8. Hällas
  9. BAEST
  10. Emperor
  11. D-A-D
  12. Redwood Hill
  13. Bersærk

Thundermother HADES, kl. 21:00

JN Lightning

Et charmerende bekendtskab

En aflysning i 11. time fra de canadiske opkomlinge i Spiritbox banede vejen for et attraktivt spilletidspunkt for Thundermother, der ellers skulle have indtaget Pandæmonium kl. 13 denne fredag.
Og indtog scenen gjorde de fire svenske damer i høj grad med deres klassiske hardrock og en smittende energi og spilleglæde. 

Thundermother blev grundlagt i 2010 af guitarist Filippa Nässil og fandt i 2017 sin nuværende form med Emlee Johansson på trommer, Mona Lindgren på bas og karismatiske Guernica Mancini bag mikrofonen. 

Sidstnævnte er med sin stærke udstråling og kraftfulde stemme et stærkt kort at have på hånden live, og Mancini fik da også fra første færd skabt rigtig god stemning og energi både på scenen og hos publikum. Bevares, vokalen sad ikke altid lige i skabet, ligesom der ikke altid blev spillet 100 pct. tight. Det blev dog bedre hen ad vejen og betød faktisk ikke det store, al den stund bandmedlemmerne fremstod så charmerende, energiske og oprigtige, som de gjorde.

Den danske forbindelse

Thundermothers fjerde og seneste album, Heat Wave, fik her på heavymetal.dk ros for at hæve bandet til at være ”meget mere end bare et AC/D-She-tributeband med egne sange” og sætte barren for 70’er-hardrock i det 21. århundrede. Læs anmeldelsen HER

Heat Wave er i øvrigt produceret af vores egen Søren Andersen, der også gæstede Thundermother på scenen i en koncert, der alt i alt var en behagelig oplevelse for alle. Måske ikke noget, vi ikke har hørt før, men god underholdning fra start til slut med solid rockmusik, liflige soli, en masse interaktion og sågar en lille cover-bid af Beastie Boys’ legendariske ’Fight for your right to party ‘. Det her, det var en fin fest.

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

7/10

Af .

Horndal GEHENNA, kl. 13:30

I DO CONCERTS

Det rigtige på det forkerte sted.

Klokken halv to middag på tredjedagen af en festival. Bare det at skrive tidspunktet får en til at miste pusten. Dette var dog virkeligheden for stakkels Horndal. Lad os bare sige det, som det er: Der var ikke ret mange mennesker for en Copenhell-standard. Folk var simpelthen ikke mødt ind på festivalen, færdige med at spise eller noget helt tredje. Samtidig var koncerten i skoven på den helt nye Gehenna-scene, så den føltes meget gemt væk, desværre. Og jeg siger desværre oprigtigt.

Flyt den dog

Det er meget nemt for mig at sidde her og være bagklog for festivalen, men jeg ville sådan ønske, at Horndal havde været placeret et andet sted en den skov. Så havde lyden forhåbentlig været bedre, og der havde måske også været et større publikum. For det fortjente de! Henrik Levahn synger fantastisk, og hans unikke growling under sangen ”Horndals Blodbad” fik mig og resten af de fremmødte til at glemme, præcis hvor tidligt det var. Derudover spiller Horndal spiller fantastisk sammen, og de lod sig ikke umiddelbart påvirke af det ringe fremmøde. Den ringe lyd i skoven var dog svær at kæmpe imod. Og det manglende publikum. Alt i alt så jeg gerne Horndal booket igen til 2023-udgaven, blot på en anden scene og et par timer senere. Så er der garanteret et vildt show! 

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

6/10

Af .

Bad Religion HELVITI, kl. 14:00

JN Lightning

Ikke bare hvem som helst

Det var Carsten Holm, der introducerede fredagens første navn på den store Helviti-scene, og bød velkommen til selveste Bad Religion, om hvilke han brugte ordet ‘ikoniske’. Tak for dagens underdrivelse, Carsten. De californiske punkere er ikke blot ikoniske – de er legendariske! Da Black Flag, The Germs og flere andre af datidens store punk- og hardcore-navne var ved at køre fast i selvdestruktiv uopfindsomhed, var det kvintetten fra Los Angeles, der revolutionerede genren ved at gøre den langt mere melodisk, end den havde været hidtil. Især 1988-udgivelsen Suffer skulle vise sig at blive en milepæl i punkens historie, og den inspirerer stadig nye punkbands den dag i dag. Denne fredag var vi så heldige at komme i audiens hos legenderne for anden gang i Copenhells historie.

De kan godt lidt endnu

“Øh, der er vist en mand, der er gået forkert!?” Sådan var ordene fra en tilfældig forbipasserende, da denne fik øje på Bad Religions frontmand, Greg Graffin. Bevares, med pæne selskabsbukser og nystrøget polotrøje lignede han da også mere en civiliseret Gentofteborger end et medlem af et punkband, men betvivl det ej. Selvom man er professor på Cornell University og ligner bestyreren af en nordsjællandsk sejlklub, kan man godt være punker.
Som det er kutyme på en festival, bød koncerten primært på de allerstørste hits. Det veloplagte og meget smilende band leverede stilsikre klassikere som “Do What You Want”, “I Want to Conquer the World” og selvfølgelig “21st Century Digital Boy”. Koncertens midterste tredjedel gik lidt i tomgang og var en lettere rutinepræget omgang, men til bandets forsvar er det godt nok heller ikke let at få gang i løjerne kl. 14 fredag eftermiddag. Ikke desto mindre var det et kærligt gensyn med legenderne, der i høj grad leverede varen det meste af tiden, men det er ingen overdrivelse at sige, at bandet har sine bedste år bag sig.

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

7/10

Af .

Ghost Iris HADES, kl. 15:15

"Er I klar til at blive revet midtover?"

Udover Volbeat er der ikke mange danske bands, der har opnået streamingsucces som den tekniske metalcoregruppe Ghost Iris. Tjek bare gruppens roste 2019-udgivelse, Apple Of Discord, hvorfra flere sange har over en million afspilninger på Spotify. Udover det er de et yderst rutineret liveband, der har hundredvis af koncerter rundtomkring i Europa på CV’et. Forventningerne var derfor store, og der var allerede pænt fyldt op foran Hades-scenen tidligt på festivalens tredjedag. "Er I klar til at blive revet midtover?", blev der med det samme spurgt ud mod pitten, og det var de, for sekundet efter opstod det første moshpit. Det varede mere eller mindre resten af koncerten, kun momentvist afbrudt af diverse circlepits og en enkelt wall of death. Jo, vi var til metalcorekoncert. 

Karaoke-core?

De havde altså en fest i pitten, men det virkede til gengæld ikke, som om Ghost Iris nåede ret meget længere ud end det. Dårlig lyd, både oplevet fra skrænten og nede foran scenen, med især en hyppig og voldsom brummen skæmmede gruppens optræden, mens alt for meget playback (både bas, keyboards, lidt cleanguitar og sågar i glimt trommer) fik det hele til at fremstå lidt som en karaokekoncert. Et så teknisk dygtigt og rutineret band bør kunne gøre det bedre. Tonen fra de to ekstremt nedtunede guitarer var både grum og grim. Jeg er med på, at det er helt bevidst, men det undrer mig alligevel en del, at man ikke tilfører noget mere farve til paletten, når man har to guitarister, der tydeligvis kan en masse på deres langt mere end seksstrengede instrumenter. Når de fleste riffs så ovenikøbet fremstår temmelig generiske, er der ikke rigtigt noget andet end bandets attitude tilbage. 
Jeg er med på, at jeg nemt kommer til at fremstå som en gammel sur mand her. En, der synes, at alt det nye er noget lort. Men så kan jeg bare henvise til en række andre yngre danske bands, man kan opleve på livescenerne rundtomkring i kongeriget, også her på Copenhell. Her får man ofte små glimt af fremtiden; noget, der giver optimisme om, at de yngre generationer har, hvad der skal til for at tage over efter for eksempel alle hovednavnene på denne festival. Efter Ghost Iris’ optræden på Hades må jeg konstatere, at de er et superdygtigt orkester med en intens sceneoptræden, men at de trods alle talenterne er havnet i en blindgyde. Begejstringen i pitten trækker dog op for det samlede indtryk. For hvordan kan man se bort fra den gruppe fans, der trods alt havde en kæmpefest?

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

5/10

Af .

Lifesick GEHENNA, kl. 16:00

CL Photography DK

De hårdeste af de hårde

Det er ingen hemmelighed, at det kører fremragende for dansk hardcore. Bands som Rot Away, Anti Ritual, Eyes og ikke mindst Lifesick har smidt fantastiske udgivelser efter os det seneste års tid, og heldigvis havde Copenhell i år booket de to sidstnævnte. 
Lifesick fra Fredericia fik ni flotte og velfortjente kranier for deres tredje album Misanthropy, der udkom tidligere på året, og derfor var undertegnedes forventninger til denne koncert selvsagt ganske høje. I anmeldelsen af pladen nævnte jeg blandt andet, at “Lifesick med garanti kommer til at skabe nye standarder for moshing, og i den forbindelse vil det være mit bedste råd at tillære sig noget kampsport, inden man hopper i pitten.” Åh, hvor fik jeg ret.

Moshing 2.0

Med både punket fart og attitude, thrashy riffs, tonstunge breakdowns og djævelsk ond dobbeltpedal var det et meget veloplagt band, der indtog den lille nye Gehenna-scene inde mellem træerne omme bag vikingelegepladsen Udgård. Den metalliske hardcore var ramt af lidt lydproblemer i løbet af koncertens første halvdel, idet stortrommen bragede alt for hårdt igennem, og bassen nærmest var helt væk, men med den energi, Lifesick lægger for dagen, fylder den slags ikke ret meget, når helhedsoplevelsen skal vurderes. Det gjorde frontskråler Simon Shoshan derimod. Med sin fabelagtige stemme og uforlignelige showmanship var han her og der og allevegne og kunne uden problemer kommandere publikum rundt, som han lystede. Moshpit? Tjek. Wall of death? Tjek. Ølkast og folk, der kom til skade? Tjek og tjek. Koncerten var en dejlig hardcore-opvisning, hvor Lifesick slog fast med meget lange søm, at de er et uforligneligt liveband, som vi skal regne med at se rigtig meget mere til i fremtiden.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Alestorm HELVITI, kl. 16:30

I DO CONCERTS

Yohoho!

Præcis kl. 16.30 indtog måske verdens grimmest klædte band, Alestorm, Helviti-scenen. De skotske lalle-pirater var klar på at danse, drikke og generelt feste, som var vi ombord på Queen Anne’s Revenge i år 1717. Bandet var i hopla og svært opsatte på at slå deres crowdsurfrekord på 800 mand – hvilket lykkedes til et stort 12-tal. 
Frygten for armystøvlerne
Hvad der derimod ikke lykkedes, var at spille højt nok til at overdøve lyden af hærdebrede mænd, der som børnehavebørn konstant prikkede til en i håbet om at blive løftet op i vejret. Adskillige numre som “The Sunk’n Norwegian” og “Hangover” druknede totalt i lyden af leviterende fans, og fornemmelsen af at man hele tiden fik et par armystøvler i størrelse langrendsski i nakken, fjernede totalt fokus fra koncerten. 
Yderligere savnede jeg numre fra bandets nyeste, og måske bedste, plade Curse of the Crystal Coconut , som “Chomp Chomp” eller “Zombies Ate My Pirate Ship”, men vi fik da nu-metalballaden “Tortuga”, komplet med Captain Yarrface med som gæst, og den moderne evergreen “Pirate Metal Driking Crew”. Selvom Alestorm måske ikke var et af de tænkte hovednavne, så viste antallet af piratudklædninger, krumsabler og oppustelige papegøjer på pladsen, at den trofaste besætning var mødt talstærkt op klar til at gå planken ud, hvis Kaptajn Bowes befalede det. Selv det kommende album, “Seventh Rum of the Seventh Rum” (hertil fulgte en undskyldning til Iron Maiden for at have planket en albumtitel), fik lidt opmærksomhed i form af det ligegyldige nummer “Magellan’s Expedition” samt disko-baskeren “P.A.R.T.Y”, et nummer, som folk allerede har taget godt til sig. Og der blev da også afholdt en “pirate party time”, selvom lyden var lav, sætlisten småkedelig og det, at bandet havde en kende svært ved – for alvor – at komme udover scenekanten, hvilket virker paradoksalt for et band, der går så meget op i fis og ballade som Alestorm. 

Godkendt, men så ikke mere

Dog er det svært at slutte en koncert bedre end med kombinationen af “Fucked with an Anchor” og “Shit Boat (No Fans)”, de to måske herligste hymner længe skrevet, der med sine poetiske tekster fortæller præcis, hvad Alestorm egentlig går ud på. Så nok var mit første møde med live-Alestorm et udmærket et af slagsen, men jeg ikke just blev blæst bagover. Jeg gik derfra med følelsen af, at et mindre og mere intimt spillested ville være langt mere passende rammer til Kaptajn Bowes, besætningen samt den enorme oppustelige gummiand.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

7/10

Af .

Siamese HADES, kl. 18:15

En minoritet i en niche

Danmark er ikke just kendt for sin melodiske side, når det kommer til metal. Bevares, de store udenlandske navne med dansk ophav som Mercyful Fate og Volbeat har rigeligt med melodiske elementer. Men når det kommer til den danske undergrund, er der især to subgenrer, som regerer: death og black. Det var derfor ikke uden en velbegrundet nysgerrighed, at jeg befandt mig i pitten foran til koncerten med Siamese. For kunne det være, at der var et publikum til et band, som mange har kaldt ”pop-core” på en metalfestival? Svaret skulle vise sig at være JA!

I DO CONCERT

Der er plads til mere, end man tror

Fremmødet var ikke skidt, men det var dog klokken 18, så mange folk skulle have noget at spise nu, og vejret var for første gang på festivalen ikke optimalt med lidt dryppende regn. Alligevel var publikum klar fra det sekund, Siamese gik på scenen, og der skal jeg ellers love for, at jeg blev overrasket. Der er en tendens til, at vi distancerer os en smule fra danske bands og holder musikken lidt på afstand. Kald det jantelov, om man vil. Men det var der intet af denne dag. Samtlige folk, jeg så i pitten, skreg og sang med på sangene, som fra scenen blev leveret smukt af Mirza Radonjica. Der var en intensitet og en dybde i folks udtryk, noget som jeg bedst kan sammenligne med det, jeg har set hos det ældre publikum, som synger med på de store sange fra de store ikoniske bands. Det havde jeg bestemt ikke set komme.

Siamese på en festivalscene fungerer godt, men med et par enkelte aber dabei. Der mangler noget visuelt på scenen, for selvom de fem mænd gør, hvad de kan, så ville det klæde det visuelle udtryk på en så stor scene med nogle visuals. Det kunne være noget video, noget kulisse eller noget, som blot fyldte lidt. For det blev desværre lidt sort at se på.

Performancemæssigt er der ikke en finger at sætte på Siamese. Det er en velsmurt maskine, hvor folk har forstået deres plads, og det er fedt at se. Guitarist Andreas Kruger og bassist Morten Jakobsen har mere stillestående positioner, mens guitarist/violinist Christian Lauritzen og Mirza breder sig godt på scenen. Især Mirza har en fremtoning og en stage presence, som minder om Chino Moreno fra Deftones.

Lydmæssigt var der et minus i den dybe, synthede bas kombineret med den overdøvende stortromme. Det gjorde mig enkelte gange fysisk utilpas at mærke så kraftfuld en bas, og jeg efter et par numre måtte søge lidt længere væk. Det ærgrede mig, da stemningen var god.

I DO CONCERTS

I don’t do long distance

Jeg var så ked af at måtte gå fra den pit, nok mere end nogen anden jeg har gået fra før. Musik skal gerne opleves tæt på, så den skal helst ikke skubbe mig fysisk væk. Til gengæld fik jeg stadig glæde af resten af musikken og den fine besked om at sige nej til krig. Et meget aktuelt emne, som klart blev vist på hele festivalen. Jeg håber på at opleve Siamese endnu en gang, og helst ikke på afstand. Det skal helst ikke ende som bandet, som bliver bedre, jo længere væk man kommer fra det.

I DO CONCERTS

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

7/10

Af .

Hällas GEHENNA, kl. 19:30

JN Lightning

70’er-prog på Hell!

Hällas er navnet på en ridder i et fiktivt middelalderunivers, som den svenske gruppe af samme navn har skabt som rammen til at fortælle historier om deres progressive og stærkt 70’er-inspirerede rockmusik. Hvis du er til Yes, Starcastle eller især Wishbone Ash, så er der en god chance for, at du også kan lide Hällas. Det var der tilsyneladende ret mange Copenhell-gæster, der kunne, for pladsen foran Gehenna-scenen var godt fyldt op, da svenskerne gik på. 

Nu med kapper

’Selvfølgelig har de kapper på’, var første nedslag i mine noter til koncerten. For det var ikke kun Hällas’ musik, der tog lytteren med tilbage til begyndelsen af 70’erne; deres fremtoning denne aften gjorde præcis det samme. Desuden fik man hurtigt bekræftet indtrykket fra deres plader, at de er pokkers dygtige musikere, som ydermere spiller perfekt sammen. Lyden var rigtig fin, med god plads til alle instrumenter; selv de for genren så vigtige keyboards kunne tydeligt høres. Hällas havde med andre ord hele pakken for at kunne leve op til fortidens prog-giganter. Men det, der for alvor gjorde koncerten til en succes, var, at de spillede med langt mere tryk og distortion på guitarerne. Det var kort sagt mere ’heavy’ end på deres albummer. Om det var til ære for Copenhell-publikummet, eller om de altid er sådan live, ved jeg ikke, men det klædte dem umanerligt godt, for de kan godt være lidt for polerede. Personligt kan jeg godt undvære kapperne og retrolooket i det hele taget, men det er en detalje. Hällas sluttede sættet af med nok det tætteste, de er kommet på et hit, ”Star Rider”, og så ”Hällas”, som er titelnummeret på deres debut-EP fra 2015. Guitarharmonier, masser af keyboards og temposkift ad libitum. Sådan skal det gøres, og tak for en genial booking, Copenhell!   

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

8/10

Af .

BAEST HELVITI, kl. 19:45

Sku du bare hunden på hårene

Baest er vores allesammens dødsdarlings. De har både turneret heftigt, optrådt på Hell før og sågar været inde i hr og fru Danmarks dagligstue, da de blæste Go’ Morgen Danmarks studie omkuld. De er altså svære at komme udenom, og det er der en meget logisk grund til. De spiller død med død på – uden noget fikumdik og ballade. What you see, is what you get. Og det er voldsomt befriende i mængden af bands, der laver så meget staffage, at man knap når at følge med i musikken.

I DO CONCERTS

Et hav af udstrakte djævlehorn

Længe før Baest overhovedet gik på scenen denne dag, hang det store klæde med logo og skærmede scenen af. Publikum myldrede til fra både spisesteder og andre scener – og der var tæt pakket, da det endelig blev tid. Baest starter som vanligt med et brag i form af nummeret ”Genesis”, der denne gang blev kombineret med både kulsort konfetti og ild – let the show begin!

Simon i front var som vanligt i absolut topform. Hans growl lød præcist, som de skulle, og han indtog hele scenen med masser af energi og karisma. Det hungrende publikum reagerede prompte på energien – og gav den tifold tilbage. Der var gang i den fra bakken til pitten helt i front – og det var tydeligt for enhver, at både publikum og band havde savnet hinandens buldrende selskab. Allerede få numre inde i sættet var Simon simpelthen ude og growle løs, mens publikum løftede ham i vejret. Simon stoppede da også helt op med et kæmpe smil om læben og proklamerede, hvor skønt det dog var at være tilbage. ”I er verdens bedste – ikke bare Danmarks bedste – men verdens bedste publikum”. Det var billige point at score, men publikum labbede det i sig – og de gik så meget amok, at støvet faktisk aldrig rigtigt fik lov at lægge sig igen. 

Sætlisten fremviste et godt udsnit af Baests evner – og der kom både nyt og gammelt. Uanset hvad de spillede, var det dog tydeligt, at publikum var med dem. Sceneshowet blev båret frem af både ild, konfetti, tæppefald af flere omgange – og bandet var som vanligt fuld af spræl, hop og lir. 
Vi fik dog også lige en reminder på at søge hjælp, hvis man havde dårlige tanker. Bandet har tidligere samarbejdet med Trevor Strnad fra Black Dahlia Murder, som jo desværre ikke længere er iblandt os. Nummeret ”Gargoyles” der blev lavet i netop Trevors selskab, fyrede derefter godt op i publikum efter et eftertænksomt lille øjeblik.

I DO CONCERTS

Gode miner til slet spil

Baest har opbygget et bagkatalog af nyklassikere inden for dødsmetal. De er desuden både røvprofessionelle og har en kæmpehøj likability-faktor. Og så er de jo i øvrigt bare hver især sindssygt dygtige til præcis det, de gør. Så dygtige faktisk – at de har masser af overskud og spilleglæde til at levere det ene forrygende show efter det andet – og denne aften var ingen undtagelse. En sand dødsmarch uden slinger i valsen eller de store overraskelser. Det var en sand magtdemonstration, som det bliver svært at overgå.

I DO CONCERTS

I DO CONCERTS

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

9/10

Af .

Emperor HADES, kl. 21:30

I DO CONCERTS

Kulsort danmarkshistorie

Selvom det er over tre dekader siden, Emperor blev skabt, så har den legendariske gruppe aldrig besøgt Danmark før, til trods for at Ihsahn jævnligt har kigget forbi i årenes løb. Der var derfor tale om en decideret historisk begivenhed, da bandet endelig gav audiens på Hades-scenen kl. 21.30. Hvorfor de ikke havde fået Helviti, forstår jeg stadig ikke. Udover lidt klumper i lyden, især ift. Ihsahns vokal, lød Emperor bedre end nogensinde før. 
Ekstra sort kaffe
Alle de finurligheder og detaljer, som musikken altid har indeholdt, men som ringe albumproduktioner altid har gemt, stod knivskarpt og var alle krystalklare. 
Ligeledes var de gamle klassiske numre kun blevet bedre af, at Ihsahn selv har udviklet sig som både sanger og musiker de sidste mange år qua sit eget projekt – især lød han helt fabelagtig, når det kom til de mange, lange melodiske passager, hvor dæmonisk rallen blev erstattet af skønsang. Nok ligner manden din lokale barista komplet med hornbriller, nystrøget skjorte og sin ergonomiske guitar fra Aristride i sart rosa, men black metal-genren har få frontmænd så seje som Ihsahn. 
Kejseren selv bestod af rendyrket overskud og spillelyst, og selv når han skreg af sine lungers kraft, var det med det største tandsmil set på Copenhell nogensinde. Og hvis det var mig, der havde skrevet “I Am the Black Wizards” (som fortsat er ét af de bedste black metal-numre nogensinde skrevet), “Inno A Satana” eller “Curse All Men”, så ville jeg også – konstant – smile fjoget, hvor end jeg bevægede mig hen. Samoth var den eneste, der forsøgte at se lidt trve ud, men selv den gråskæggede jætte måtte overgive sig til euforien og endte med at se lige så munter ud som resten af bandet. 

Majestætiske, mørke mestre

Badet i epilepsilys og nattens mulm og mørke beviste Emperor præcis, hvor fantastisk en booking de var, og at de så sandelig var fredagens (måske endda hele Copenhell ’22’s) sande hovednavn. Så selv hvis dette skulle være den første og eneste gang, Emperor spiller på dansk jord, så vil det stadig have været nok, for det var i sandhed en magisk aften: Thou art the Emperor of Darkness, Inno a Satana.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

9/10

Af .

D-A-D HELVITI, kl. 23:00

CL Photography DK

Landets største rockband var endelig tilbage

De danske rockhelte, ko-punkerne i D-A-D, spillede første gang på Copenhell i 2014, hvor de erstattede Megadeth, der måtte aflyse i sidste øjeblik. Det mødte en del kritik, længe inden de overhovedet havde spillet, og var af mange hverken tungt nok eller på nogen måde en seriøs booking. Hovedpersonerne selv var dog ganske ligeglade med, hvad andre måtte mene og leverede en formidabel koncert, hvor de, blandt andet, spillede hele det legendariske album, No Fuel Left for the Pilgrims. 
Denne smukke fredag aften var de så tilbage igen, og koncerten var en såkaldt ‘by request’. Publikum havde bestemt, hvad der skulle spilles, og det blev en ganske fornuftig koncert med et par ‘deep cuts’, men der måtte faktisk gerne have været nogle flere. Mange flere.

D-A-D sejrede – publikum fejlede

Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at D-A-D ikke kan spille en dårlig koncert. Jeg har set dem et utal af gange, og selv på en halvsløj aften leverer de altid varen. Og denne aften var ingen undtagelse. Efter en solid start med “Isn’t That Wild” og “Rim of Hell” så bandet sig ikke tilbage, og i løbet af den næste godt halvanden time fik vi numre som “Marlboro Man”, “Call of the Wild” og den kriminelt undervurderede “Written In Water” fra albummet Helpyourselfish. Og lige netop det album var der nok mange, der havde regnet med, at der skulle spilles en masse numre fra. Pladen skabte ramaskrig i det pæne rock-Danmark, da den udkom i 1995, fordi den var markant tungere end noget andet, gruppen nogensinde havde lavet. Derfor havde de fleste nok en formodning om, at publikum ville smide en masse stemmer i denne retning, og at D-A-D ville spille en masse numre fra den. Det skete dog ikke. Det blev faktisk kun til tre styk, og titelnummeret samt førstesinglen “Reconstrucdead”, spilles endda jævnligt til bandets øvrige koncerter. Skuffende? Ja, det var det egentlig lidt. For som det også var tilfældet i Horsens i 2014, da mægtige Metallica lod publikum bestemme, endte det, på nær en lille håndfuld ud af i alt 18 numre, alligevel med at blive en ‘greatest hits’-koncert. Spilleglæden fejlede imidlertid ikke noget som helst, og så ender vi tilbage ved udgangspunktet: D-A-D kan ikke spille en dårlig koncert. Heller ikke når publikum misser en oplagt chance for at få en ganske unik oplevelse. Det var i særdeleshed en dejlig aften i selskab med Danmarks skønneste orkester, som jo selvfølgelig ikke kan klandres for noget som helst, men det kunne have været helt specielt, hvis publikum havde vovet pelsen og ikke stemt så konservativt.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Redwood Hill PANDÆMONIUM, kl. 00:30

I DO CONCERTS

Et godt sted at begynde

Lige siden jeg hørte Neurosis for første gang, har jeg haft det sådan, at hvis nogen smed et ”post-” foran en genre, så er jeg automatisk med på en lytter, og Redwood Hills post-blackmetalliske klange er ingen undtagelse. Der er ikke mange bands som Redwood Hill på den danske metalscene, men på trods af min begejstring for deres hidtidige udgivelser er det aldrig lykkedes mig at opleve dem live før. Copenhell skulle dog vise sig at være et rigtigt godt sted at begynde.

Et magisk moment

Fra åbneren ”Microgravity” med ekstra violin i introen til den insisterende afslutning med ”The Passage” gav Redwood Hill os foran Pandæmonium-scenen en opvisning i dybtfølt og intens metal. Begge dele er i øvrigt betegnelser, man nemt kan kaste efter Redwood Hills forsanger, der ikke bare vokalmæssigt leverede en kæmpe præstation. Hans nærvær på scenen var fantastisk, og man følte ham langt ud over scenekanten. Det var med til at gøre oplevelsen mindre introvert, end en post-metalkoncert ellers har for vane. Den simpleste måde at beskrive Redwood Hills udtryk på er i øvrigt nok, at de kombinerer Cult of Lunas intensitet og Isis' atmosfære. Det hørte man for eksempel på ”No Horizon” fra 2020’s Ender, men Redwood Hill er på ingen måde simple, og de har faktisk efterhånden opnået deres helt eget udtryk. 
Der kan være en tendens til at overse, hvor vigtig trommeslageren er i post-genrerne, men her var det tydeligt, at sangene blev drevet frem af både komplekse og tonstunge anslag på trommerne. Det havde måske været endnu bedre at få denne intense oplevelse på Gehenna-scenen, og i de helt rolige passager kom der lidt ekko fra bygningerne omkring Pandæmonium-scenen, men det er absolut det eneste negative, man kan sige om denne fantastiske oplevelse. Det meste af publikum lod da også til at være dybt opslugt i Redwood Hills verden, men der blev alligevel plads til et lillebitte moshpit undervejs. Henimod slutningen af koncerten fik vi under den smukke ”Albedo” tre korsangere på scenen. Det gav et ekstra lag til oplevelsen, og det samme gjorde de stille regndråber, der pludselig og med perfekt timing faldt fra himlen. Et fuldstændig magisk moment og klart en af de bedste oplevelser på dette års festival.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

9/10

Af .

Bersærk HADES, kl. 00:45

Ulven var løs

At skulle spille lige efter hovednavnet på en festival er sjældent en opgave for tøsedrenge. Der skal en habil fanbase til og nok folk, som er sultne efter mere. Det var heldigvis tilfældet for Bersærk på tredjedagen af Copenhell. D-A-D var netop gået af scenen, så der var en naturlig gennemstrøm af mennesker foran Hades-scenen. Det er meget minimalistisk, når Bersærk går på scenen, så det var ikke med de store armbevægelser, at kvartetten gik i gang.

CL Photography DK

Ulven var forvirret

Jeg har set Bersærk før, og jeg ved, det er en intens og opslugende oplevelse. Men for at man kan leve sig helt ind i den sindstilstand, som Bersærk kan skabe, er der nogle parametre, som skal være opfyldte. En af de vigtigste parametre er lyden, og den svigtede desværre Bersærk på flere områder denne aften. Guitaren var alt for diskant, og det skar i ørerne. Og samtidig var fuzzeffekten skruet op på 11, hvilket gav en utydelig skarp tone, som ikke var sjov at høre på i ret lang tid ad gangen. Dette er et stort minus i guitardrevet musik, især når man kun har en enkelt guitar at forlade sig på. Til alt dette skal det også føjes, at bassen manglede bund, så det ringede tørt, når stortrommen måtte kompensere for dette. 
Casper Popp er nok en af de mest karismatiske frontmænd på den danske metalscene, og han sang fortrinligt denne aften, men der var også lydmæssige udfordringer her. Popps vokal lå udenfor mixet af de tre andre instrumenter, og det lød lidt, som når nogen har lagt underlægningsmusik til en bog, de læser op. Bevares, det kan selvfølgelig have været meningen, men det skabte ikke den helhedsfølelse, som jeg har oplevet hos dem før. Folk tog godt imod dem, men alkohol og det at synge velkendte danske sange har stensikkert også spillet en rolle i denne situation.

CL Photography DK

Ulven var træt

På trods af det ringe vejr, den elendige lyd og det voldsomt sene tidspunkt havde folk en fest, og det hverken kan eller vil jeg tage fra dem. Men jeg tror bestemt, at det kunne have været en vanvittig intens oplevelse på dette tidspunkt, hvis blot lyden havde været markant bedre. For Bersærk fortjener bedre lyd, og den stemning, som de kan skabe, hører bestemt til på en festival. Men for at det kan lade sig gøre, skal det være nogle andre lydfolk, som er på pladsen. Det visuelle udtryk var til gengæld helt i top med hedningefilter på sideskærmene. Men når det er det mest interessante, så er der noget i vejen.

CL Photography DK

CL Photography DK

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

6/10

Af .

LØRDAG:

  1. Wayward Dawn
  2. Artillery
  3. The Raven Age
  4. Thunder
  5. Junkyard Drive
  6. Jinjer
  7. Mastodon
  8. Xenoblight
  9. Death To All
  10. Gatecreeper
  11. Iron Maiden
  12. Dog Eat Dog
  13. Mercyful Fate
  14. ORM

Wayward Dawn PANDÆMONIUM, kl. 12:30

JN Lightning

Et tab for alle

Wayward Dawn er for dødsmetallen, hvad farven beige er for farvepaletten. Det er generisk og ligeud ad landevejen uden nogen former for afvigelser. Bevares, at miste vokalist Niklas Lykke til Livløs var bestemt ikke ønskværdigt for bandet, men der er også en grænse for, hvornår man kunne have gjort noget andet. Her tænker jeg specifikt på, at Wayward Dawns vokal virkelig er mangelfuld nu. Den mangler pondus, bund og autoritet. Dette var helt tydeligt på Copenhells sidste dag ved Pandæmonium-scenen. 

Vaniljemetal

Wayward Dawn spiller bestemt ikke dårligt. De er faktisk ganske habile musikere alle fire, og det vil jeg på ingen måde tage fra dem. Og det så da også ud, som om at de – efter Copenhell-standarden – få fremmødte var hungrende efter noget ”fee døø”. Tidspunktet på dagen er også utaknemmeligt for bandet: fjerdedagen af en metalfestival klokken 12.30? Da sover mange stadig! Og dertil skal det nævnes, at Wayward Dawns musik er utrolig jævn. Hvis man skulle lave en basisskabelon for dødsmetal, kunne det sagtens være dem. Det lyder alt sammen meget bittert, men det er dog ment på både godt og ondt. 
De fire drenge giver den i den grad gas på scenen, men de bør i den grad overveje en fast vokalist. En, som ikke får helhedsindtrykket til at minde om fire bøvede efterskoledrenge, som bare vil have det lidt sjovt. Med den slags hjælp så havde karakteren været lidt højere. Men nok også kun lidt.

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

5/10

Af .

Artillery HELVITI, kl. 13:30

JN Lightning

Skal man spille deepcuts eller alle klassikerne?

Artillery er rutinerede og kender udemærket agendaen på festivallens sidste dag. Som et af de første bands på programmet er det en hård tjans at sparke liv i butikken. Drengene fra vestegnen havde luret at rusten skulle bankes af med en hammer fremfor detaljeret finmotorik. Spillelisten bestod derfor af en perlerække af thrash klassikere. No fillers. Just killers.    

Passende blev der åbnet med Devils Symphony  -og så var man jo ligesom kommet i gear. På sin vis er det tankevækkende, at Artillery tilbage i firserne delte riffs og øvelokalet med to af festivallens absolutte hovednavne, Metallica og Mercyful Fate. Hvorfor og hvordan Artillery ikke har fået mere anerkendelse er svært at svare på? Men hvis nu… at Michael Bastholm imponerende vokaler havde eksisterende tilbage i startfirserne. Hvem ved? Måske ville placeringen på plakaten havde været anderledes. Tankevækkende var det fx at høre By Inheritance og de andre thrash klassikere fortolket af Michael Bastholm. Men ikke kun de unge folk var hurtige på benene denne lørdag eftermiddag. Resten af bandet er som altid bundsolide og jeg tror faktisk ligefrem, at der kom nye fans ud af dagens anstrengelser.  

1 time går hurtigt i godt selskab hvor tømmermændene hurtigt afløses af nogle af landets meste kompetence håndværkere inden for faget dansk metal.

Frisk på et gensyn?

Sådan kommer man op en lørdag morgen. Tak for morgenvækning, drenge. Hvis du ikke nåede det. Koncerten blev optaget, så der er mulighed for fange et kommende livealbum fra bandet. Det er værd at genhøre og genopleve.

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

8/10

The Raven Age PANDÆMONIUM, kl. 14:30

JN Lightning

London calling

The Raven Age er et metalcore-/groovemetalband fra London. De startede i 2009, men lavede deres første EP i 2014. Siden da har de været på tour sammen med Steve Harris’ British Lion og Tremonti og senere Iron Maiden. Efter deres første album var de support for Anthrax, Killswitch Engage og Tremonti endnu en gang. Hvis du nu sidder og spørger dig selv: ”Hvordan fanden kan et stort set ukendt band få en så vild opstart så hurtigt? Er de bare så gode?”. Og der må svaret være: delvist. The Raven Age er bestemt ikke dårligt, men det hjælper bestemt bandet, at grundlægger af bandet, George Harris, er Steve Harris fra Iron Maidens søn. 

En kærkommen overraskelse

Klokken 14.30 på Pandæmonium-scenen gik The Raven Age på, og der var et imponerende antal mennesker. Det virkede dog ikke til, at det var det musiske ry, som trak folk til, men mere at folk gerne ville se giraffen (læs: George Harris). Når farmand spiller senere på dagen, hørte jeg flere snakke om, at de håbede på, at Steve måske stod på scenen lige pludselig. Dette skulle de dog vente forgæves på. 
The Raven Age spiller en blanding af melodisk metalcore og groovemetal, og det er en spøjs blanding. Metalcoredelen var nogle gange meget markant, og den fungerede ikke særlig godt. Til gengæld er den groovede del af deres musik helt vildt fed, og det var bestemt også der, både jeg og resten af publikum var mest med. Sanger Matt James synger fantastisk, men det er, når han giver plads til resten af sit band, at han virkelig skinner, for så passer det perfekt sammen. The Raven Age gjorde det rigtig fedt, og jeg håber faktisk, de kommer igen. Denne gang bare uden metalcoredelen af deres sæt.

7/10

Af .

Thunder HADES, kl. 14:45

CL Photography DK

Guilty pleasures i sprudlende humør

Nu til noget helt andet. I starten af halvfemserne havde jeg et par guilty pleasures. En af dem var britiske Thunder. Bandet er grundlagt i 1989 hvor de fleste vel havde hovedet helt oppe i røven på “… And Justice for all” og kun de færreste bed mærke i bandets debut. Men i 1992 udkom Thunders andet album Laughing on Judgement Day, og den kunne noget. Fede hardrock numre, fængende omkvæd og ligeud af landevejen hård rock. Fedt party rock n roll. Men festen fik en brat afslutning…

Det er de færreste forundt at kunne grine på dommedag. Men det overgik Thunder. De blev som så mange andre hardrock bands savet midt over i 1992 af Nirvanas succes og pludselig var Judgement Day en realitet for Thunder. Sandt at sige har jeg ikke skænket bandet en tanke siden, men havde glæder mig til en tur ned af memory lane.

Charmerende og hyggeligt

Ret skal være ret. Thunder er ikke den rette varedeklaration og det blev ikke til et tordenvejr. Dertil er bandet for gamle, materialet for tyndbenet og fanskaren for lille og ikke en tordensky på himlen. Men når det er sagt. Forsanger Danny Bowes synger fantastisk og spilleglæden var intakt og det smittede. Overraskende mange hoppede med på vognen og der var smil på læben blandt bandet, publikum og solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var næsten for hyggeligt og på vej til at gå kolonihavehus stemning i den.

Stor sympati for et band som har oplevet dommedag, men som stadig holder ved og gør det med smil på læben og kæmpe overskud.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

7/10

Junkyard Drive GEHENNA, kl. 15:30

CL Photography DK

God gedigen rock’n’roll fra Roskilde

Junkyard Drive er ligeud-af-landevejen røvballe-rock, hvor alle kan være med. Der er fængende numre ala Airbourne, vokal ala Steven Tyler og godt humør ala nåh ja... alle glade bands. Tilbage i 2018 spurgte vi bandet, hvad ambitionerne var – Copenhell var iblandt svarene, og det skulle nu blive sjovt at se, hvordan de griber det an. De fik den måske lidt tvivlsomme glæde af at åbne Gehenna på festivalens sidste dag. Folk var trætte og tømmerbobsramte, men alligevel mødte de op i hobevis for at se Junkyard Drive. Det tegnede derfor allerede godt, inden bandet kom på scenen.
De fyrede med det samme op for ”Wasted Nights!”, og beviste præcis hvorfor de fortjente en plads på Copenhells program. Det svingede med det samme, og musikken var en lektion i god gedigen rock’n’roll. Publikum skulle dog lige vækkes, men lidt ild på scenen og et veloplagt band, hjalp på sagerne og publikum kom i bevægelse.
Derefter gik det slag i slag, indtil bandet slog over i deres cover-udgave af ”Geordie”. Der var med det samme skrål-med-stemning, men det var jo til gengæld et nummer, der ikke lyder som resten af repertoiret. Det gav derfor et lidt skørt dyk i tempoet, og selvom publikum skrålede villigt med, så var det alligevel et lidt underligt valg i mine øjne.

Giv dem bare en større scene

Junkyard Drive gav en gedigen ørefigen til alle, der mener, at de er for bløde til Copenhell. De spillede røven ud af bukserne, også på numre der ikke engang var deres egne. Sangene er groovy, publikum trængte sig sammen på trods af tidspunkter, og musikken stod skarpt i eftermiddagssolen. Jeg gætter på, at vi får Junkyard Drive at se igen meget snart – på en scene, der matcher deres tiltrækningskraft på publikum.

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Jinjer HADES, kl. 17:15

Kan Jinjer mon leve op til hypen?

Jinjer har spillet melodisk metalcore med et twist siden 2009. Deres popularitet eksploderede for et par år siden, da live-videoen til ”Pisces” udkom, og der kom et væld af reaction videos til den. Hvis du ikke har set den, så må du have boet under en sten – men finten i videoen er i hvert fald kontrasten mellem Tatiana Shmayluks vokal, når hun synger clean og så til hendes growl. Begge dele lyder forrygende, og skiftene lyder helt naturlige og uanstrengte. Men uanset internethypen, så var de nu endelig klar til at indtage Hades på dette års Copenhell.

CL Photography DK

Smukke cleans og øretævegrowls

Jinjer kom energisk fra start på Hades, der var så tætpakket, som jeg så under hele festivalen. Publikum stod tæt fra hallen til Helviti, og de var alle klar på at få en core-lussing – og det leverede de ukrainske musikere gerne. De lagde ud med ”Call Me a Symbol” og ”On the Top”, der fra starten fyrede godt op for både pit og crowdsurfing.

Bandet spillede umanerligt tight og overbevisende – og særligt Ulasevich bag tønderne var on fire. Det samme kan jeg desværre ikke sige om selve showdelen af koncerten. For her synes jeg nemlig, at der manglede lidt power og udadvendthed. Tatiana gjorde alt, hvad hun kunne, for at få publikum med og italesatte bl.a. også den igangværende krig i hjemlandet – men resten af bandet forholdt sig mestendels stillestående og med meget lidt interaktion med publikum. Det må da også have været en mærkelig oplevelse at rejse fra hjemlandet i denne tid og spille store koncerter. Men de måtte da godt have foregivet en lyst til at stå på scenen, især publikums begejstring taget i betragtning.

Da Tatiana (endelig) introducerede os for ”Pisces”, var det tydeligt et nummer, som folk havde ventet på. Måske en del af publikum var der på grund af netop det nummers hype – måske synes folk tilfældigvis bare, at det nummer er federe end de andre. Der var i hvert fald pludselig fuld fokus og en del mere skrål-med energi i publikum end i resten af sættet. På trods af bandets 4 albumudgivelser, så savnede jeg nok lidt flere bangers. Flere helt gennemførte numre, der kan give modspil til de tæsk ”Pisces” udleverer.

I DO CONCERTS

Jinjer, Jinjer, Jinjer

Sættet leveredes hele vejen igennem på overbevisende manér og uden nogen slinger i valsen. Det lød supergodt, og Tatianas vokal var lige så overbevisende live som på plade. Måske blev man lige revet endnu mere med netop af den årsag. Hendes vokale præstation var forrygende – og selvom man godt kendte til hendes talent på forhånd, så var det stadig en fryd at opleve det live. Det blev næsten et Tatiana & Co-show, for hun brugte en masse krudt på at fyre energien op på scenen, men hun var desværre alene om det. Når musikken leveres så overbevisende, så kunne man godt ønske sig, at der kommer lidt mere performance ind hos resten af bandet. Det lod publikum sig dog ikke anfægte af denne aften, for de var med hele vejen igennem.

I DO CONCERTS

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

8/10

Af .

Mastodon HELVITI, kl. 18:30

I DO CONCERT

Hovednavn eller pauseunderholdning?

Jeg var glad for Mastodon da de bankede døren ind med Leviathan og Remission og forelskede mig hovedkuls i bandet på Crack the Skye. Den perfekte kombi af prog metal, looks og syret metal. Dengang troede jeg på, at amerikanerne ville være fremtidens headliner på alverdens festivaller. Sådan gik det ikke. I dag placeret som en overspringshandling midt i den lange liste af bands og med en afmålt time.

Ingen hitparade fra Mastodonterne

Det hænder af og til, at bands ikke spiller en standard ‘greatest hits’-koncert, når de gæster en festival, men derimod leverer en masse nyt materiale og først forkæler publikum med hits til sidst. Og det var præcis hvad Mastodon gjorde denne lørdag aften. “Blood and Thunder” afsluttede koncerten og fik selvsagt gang i pitten, mens hovedvægten var på deres seneste udgivelse, Hushed and Grim, og det giver egentlig god mening i et Mastodon-univers; det skal ikke være for letfordøjeligt. Maden skal tygges grundigt før vi kan komme til desserten.

Alt i alt leverede Mastodon en gennemført koncert, hvor de nye numre blev trykttestet. Desværre virkede det som om, at publikum havde fortrukket at de havde spillet Leviathan i sin helhed. De kringlede veje, og ambitiøse fravalg er måske grunden til at Mastodon ikke blev den Mastodont som mange forventede for 10-15 år siden. Jeg er stadig fan, men har også indstillet mig på, at Mastodonterne forbliver en nichefortælling og soundtracket til festivalgængers aftensmad.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

8/10

Af .

Xenoblight PANDÆMONIUM, kl. 19:45

CL Photography DK

Forventningens glæde

Når nu man er ved at runde en så stor festival som Copenhell af, så gælder det om at gøre det med maner. Det var et enormt publikum foran Pandæmonium-scenen, som var kommet for at bevidne Xenoblight. Det overraskede mig faktisk, hvor stort et publikum der var; ikke fordi Xenoblight ikke fortjener det, men fordi legendariske Iron Maiden spillede lige efter dem. Det er en normal ting for bands på Copenhell, som spiller lige inden de store hovednavne, at have et mindre publikum end ellers, da mange gerne vil have en god plads til de store. Hvis det var tilfældet her, så burde Xenoblight have spillet på Hades-scenen (bevares, på samme tidspunkt spillede Death To All der og Gatecreeper i skoven, så det var nok det næstbedste bud – men hvis Copenhell læser dette, så hint, hint til fremtiden!).

En magtdemonstration

Xenoblight og dets medlemmer er ikke uvante på den danske scene. De har alle erfaring fra bands før dette og har spillet et væld af koncerter siden deres opstart i 2017. Danmark har taget rigtig godt imod de fem silkeborgensere, og det samme gjorde Copenhell. På trods af at energien generelt var lidt tabt hos folk her på sidstedagen af festivalen, så var det, som om der kom en fornyet mængde energi hos publikum. Om det var den oplagrede mængde af sukker og koffein fra den voldsomme mængde af monsterdrik på festivalen eller musikken, skal jeg ikke kunne sige, men mit gæt er dog på musikken. For hold nu op, hvor er de professionelle på en scene og gør mange af de andre bands med flere år på bagen end dem til skamme. Når man siger Xenoblight, siger man også forsanger Marika Hyldmar, og hun er nok en af de mest stærke frontfigurer i dansk metal lige nu. Hun kommer ud over scenekanten, både billedligt og bogstaveligt, og har en vokal, som står så skarpt og genkendeligt. Marika fik desuden fremkommanderet en wall of death, og den var større end nogen, jeg havde set ved de små scener før. Den intensitet var helt ekstrem og passede så godt til musikken. 
En ting, som også viste Xenoblights professionalisme var, da trommeslager Thomas Madsen smadrede sin lilletromme. Der gik mindre end to minutter, så var den skiftet, og bandet var videre i programmet. Man mærkede hverken på publikum eller band, at der kom en kort pause, og showet kunne fortsætte. Godt arbejde til Thomas, og godt arbejde til stage crew! 
Da koncerten var slut, var folk omkring pladsen i en form for ekstase, og det var fedt at se, hvordan det havde påvirket folk at komme af med så meget energi. Tak for det, Xenoblight! 

FOTOGRAF: Claus Westh Ljørring // Facebook: @CLPHOTOGRAPHYDK // Instagram: @CLPHOTODK

9/10

Af .

Death To All HADES, kl. 20:00

Et coverband på ’Hell?

Death metal har, præcis som det gælder for de fleste andre myriader af metalliske subgenrer, en broget og mangfoldig historie. Men hvis man alligevel skal pege på et skelsættende tidspunkt for dødsmetallen, så må det være dengang, Chuck Schuldiner ændrede gruppen Mantas til Death og udgav Scream Bloody Gore i 1987. På trods af hans uvilje mod at tage æren for at grundlægge dødsmetallen så er hans indflydelse enorm, og respekten for Chucks livsværk er kun steget siden hans alt for tidlige død forårsaget af en hjernetumor tilbage i 2001. For nogle år siden blev de tidligere Death-medlemmer Gene Hoglan, Steve DiGiorgio og Bobby Koelble enige om at lave noget, der kunne holde mindet om Death i live (om man så må sige), og de inviterede Max Phelps (tidligere Cynic) med. De begyndte så at turnere verden rundt som Death To All, og på dette års Copenhell var turen endelig kommet til Danmark. Der er således tale om langt mere end et coverband, men ville det holde uden mesteren selv?

JN Lightning Photography

Vanvittigt tempo, utrolig kompleksitet

Det korte svar er ja, det gjorde det 100 %, men det kræver vel lidt mere forklaring. Det startede ellers ikke helt overbevisende, men det skyldes nok, at jeg, uklogt, havde valgt at placere mig på skrænten. Festivalens fjerde dag, der var stadig Maiden, Mercyful Fate og Orm på programmet. Jo, undskyldningerne var mange, men den kraftige vind og den store afstand ødelagde lyden, så jeg måtte hive op i den gamle krop og lunte ned foran scenen, og pludselig blev alting perfekt! For selvom man er blevet for gammel til moshing og crowdsurfing, så var det en udsøgt fornøjelse på nært hold at opleve de fire blændende musikere og ikke mindst alle de begejstrede fans.  
Når stjernen selv nu ikke kunne være der, så var det faktisk Steve DiGiorgio på bas og Gene Hoglan på trommer, der stjal rampelyset. DiGiorgio blærede sig med sit lynhurtige fingerspil på den båndløse bas, hvor han får mindst dobbelt så meget ud af sine tre strenge, som de fleste gør med fire. Og så var det bare en øjenåbner at opleve Gene Hoglan, der fik det hele til at se så ufatteligt let ud: som om han kunne sidde og løse mentale andengradsligninger, imens hans tæskede løs på sine trommer i vanvittigt tempo og med en utrolig kompleksitet. Det er ikke, fordi han ikke var nærværende, men fordi han bare er så blæret. DiGiorgio og Hoglan styrede tropperne igennem et stensikkert sæt, hvor vi fik mindst et nummer fra hvert af de syv, undskyld udtrykket, udødelige Death-studiealbummer. 
Det er svært at udpege højdepunkter i et sæt, der udelukkende bestod af uforfalskede dødsmetalklassikere, men måden hvorpå de håndterede temposkiftene i ”Spirit Crusher” var fænomenal. Og så er der bare noget smukt i at stå og råbe ”Pull The Plug” sammen med et par tusind andre metaltosser. Tænk, at der kan være så meget kærlighed i noget, så mange mennesker betragter som både dumt og farligt. Men kærlighed var der masser af, også til den unge Max Phelps, der gjorde en imponerende figur i ’rollen’ som Chuck. 

JN Lightning Photography

9/10

Af .

Gatecreeper PANDÆMONIUM, kl. 20:30

I DO CONCERT

Genialt og gungrende

Gatecreeper er et amerikansk band, der spiller dødsmetal med både groove og hardcore-elementer – og så har forsanger Chase ’Hellahammer’ Mason måske det flotteste overskæg i dag! De har eksisteret siden 2013, og har på den tid udgivet ikke mindre end 2 albums og 7 Ep’er. Så der er lidt af et bagkatalog at give sig i kast med denne sidste aften på Gehenna.
Endnu engang befandt jeg mig foran Gehenna, og jeg så frem til en rasende dødsmetalkoncert. Bandet gik på scenen og så fra starten klar ud – og spillede veloplagte og med masser af overskud. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at der var pakket foran scenen, men de der trods alt var dukket op, fik sig både et show og en ordentlig rundbarbering i pitten. 
Hellahammer lagde sig i selen for at få publikum til at være med, og musikken var potent og rungede i kroppen bagefter. Og selvom jeg også er glad for hurtig og ødelæggende død, så kan Gatecreepers lidt mere dystre, tunge og langsomme stil helt klart også noget. 

Mere larm, tak!

Gatecreeper leverede en syngende lussing til alle foran Gehenna. Musikken var crisp og brutal, vokalen var rå og overbevisende – og hvad kan man så mere ønske sig? Måske kunne man ønske sig lidt mere originalitet. Eller måske bare, at Copenhell arrangørerne havde givet dem et tidspunkt, hvor ikke også de andre scener var fyldte med lignende bands, så man kunne få lidt mere af den magi, der skabes publikum og band imellem.

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

8/10

Af .

Iron Maiden HELVITI, kl. 21:30

Fanboy eller ej – alle elsker Maiden

Uanset om man elsker alt, Iron Maiden laver, eller, som denne anmelder, igennem årene har fået et lidt anstrengt forhold til mægtige Maiden, så har englænderne igen og igen bevist, at de er tæt på urørlige som liveband. Så selvom man mener, at sidste års kedsommelige Senjutsu var det foreløbige lavpunkt i en diskografi, der er gået støt ned ad bakke siden det eminente ”comebackalbum” Brave New World i 2001, kunne man kun have store forventninger til legendernes optræden på Copenhell. De har været her før (2014), men denne gang skulle de slutte festen af som det sidste band i 2022 på festivalens største scene. 

CL Photography DK

Festen udskudt

Festen kom dog ikke i gang med det samme, da tonerne til ”Doctor Doctor” ebbede ud. For Maiden havde beklageligvis valgt at starte med tre numre fra Senjutsu. Det er jo ikke, fordi de nye sange er decideret dårlige, især er Adrian Smith-nummeret ”The Writing On The Wall” en fin lille mid-tempo-rocker, men de er bare middelmådige i en Iron Maiden-kontekst. Det er en dum måde at starte festen på, især når man så lige skal bruge fem-syv minutter på at fjerne de japanske kulisser – det virkede nærmest lidt ufrivilligt Spinal Tap-agtigt.
Men så skete der til gengæld noget, for efter den malplacerede pause fik vi ”Revelations” og ”Blood Brothers” – to af gruppens absolut bedste sange – og det satte i den grad gang i både band og publikum. Samtidig blev man for alvor overbevist om, at af alle de aldrende sangere her på Copenhell var Bruce den skarpeste. På trods af endnu en omgang teknisk bøvl (lydteknikeren var ifølge Bruce en ’fucking cunt’) lød han ret fantastisk. Energien dykkede desværre igen under ”Sign Of The Cross”, og det er jo en fin anledning til at kommentere sætlisten igen. Udover de tre omtalte sange fra Senjutsu var ”Blood Brothers” eneste nye sang i forhold til Maidens besøg i Royal Arena i 2018. Det er svært at forstå med gruppens imponerende bagkatalog in mente, at de ikke kunne variere det bare en lille smule mere, ligesom ”The Clansman” slet ikke er værdig som ekstranummer. Lars Ulrich er helt sikkert stadig uofficiel mester i sætlistegenerering.
Men så var det jo altså heller ikke værre. Bruce var i topform, hele gruppen velspillende som altid, og så er der bare ikke ret mange ting, der siger ”metal” mere tydeligt end at se Steve Harris med foden på sin monitor synge med på de klassikere, han har komponeret, mens hans fingre ubesværet hamrer løs på bassen. Præcis som med Kiss i torsdags var alle showets elementer noget, vi havde oplevet før, men det blev leveret med vanligt overskud, tilpas entusiasme og med masser af glimt i øjet. Vi lappede det i os, præcis som vi plejer.

CL Photography DK

Business as usual

’Præcis, som vi plejer’ er i virkeligheden nok kodeordet her, men gør det så meget? Nok ikke, men med en historik som Iron Maiden så skal der alligevel lidt mere til for at komme helt derop, hvor man har været med til noget decideret magisk. Maiden leverede varen; vi fik, hvad vi kom for, men så heller ikke mere end det.

Sætliste
Senjutsu Samurai 
Stratego
The Writing On The Wall
Revelations
Blood Brothers
Sign Of The Cross
Flight Of Icarus
Fear Of The Dark
Hallowed Be Thy Name
The Number Of The Beast
The Trooper
The Clansman
Run To The Hills
Aces High
 

CL Photography DK

8/10

Af .

Dog Eat Dog PANDÆMONIUM, kl. 23:30

JN Lightning

Fra støvet til ilden, please?

Sådan fire dage i festivalstøvet med masser af god musik, lækkert at drikke og gode venskaber er bestemt ikke at kimse ad. Når man så lige ser nogle ikoniske bands, som man aldrig har oplevet før, bliver det hele lidt rosenrødt. Det hele er en smule euforisk, og man drømmer sig allerede frem til næste år, hvor man står her igen med glæde. 
Og så hører man Dog Eat Dog.
Vi manglede kun en halv time, inden klokken slog midnat, med det betød ikke, at vi skulle gå udenom et auditivt spark i nosserne. Det føltes, som om alt håb og godt blev suget brutalt ud af en, på samme måde som en Nilfisk-støvsuger spiser den sidste overlevende nullermand i hjørnet.

Det fandeme tarveligt, nå!

Intet, og jeg mener vitterligt intet, af hvad Dog Eat Dog gjorde, lød godt. Den generelle lyd var elendig, bevares, men selve bandet var lige til hundehuset. Uanset om det var den rædsomme saxofon, som pludselig var med på scenen, eller frontmand John Conners konstante knevren både mellem numrene og i løbet af dem, så irriterede det mig grænseløst. Musikken var ikke supertight, og der var en gang imellem slag på lilletrommen, som ikke passede helt med det samplede beat, der kørte i baggrunden. Da koncerten endelig var slut, truede Connor os med, at de var ved at lave ny musik. 
Som sagt før, man glemmer lidt den virkelige verden, når man er på Copenhell. Man glemmer, hvad der sker derhjemme og rundt omkring i verden. Dog Eat Dog fik mig til at længes hjem for at skifte ble på mine børn igen. Det eneste, der trak op for Dog Eat Dog, var, at det i det mindste ikke regnede. 

FOTOGRAF: Julia Nikiforova // Facebook @JN.LIGHTNING // Instagram: @JN_LIGHTNING

2/10

Mercyful Fate HADES, kl. 23:45

Tiden stod stille

Lørdag aften kl. 23.30 på Copenhell 2022. Festivalens fjerde dag var ved at være slut. Iron Maiden havde lige leveret en stensikker optræden på Helviti-scenen, men for denne anmelder var det alligevel, som om det hele først skulle til at begynde nu. For det var præcis 13.582 dage – eller 37 år, 2 måneder og 7 dage – siden jeg sidst havde oplevet en koncert med de danske legender fra Mercyful Fate. Dengang var det en afskedskoncert fordi de kunstneriske uenigheder var blevet for store, selvom ingen udenfor gruppens inderkreds vidste noget om det. Det blev til en reunion i 90’erne, som jeg af forskellige årsager aldrig fik oplevet, men nu var det endelig tid til at gense det band, jeg hørte mere end noget andet i første halvdel af 1980’erne.

CL Photography DK

Sådan overgår man Iron Maiden

For ikke så længe siden kårede DR’s Sort Søndag-vært, Anders Bøtter, Mercyful Fates Melissa som det bedste danske metaldebutalbum nogensinde. Den kåring kan der selvfølgelig ikke være nogen som helst tvivl om, ligesom man må konstatere, at opfølgeren, 1984’s Don’t Break The Oath, er det bedste danske rockalbum nogensinde – uanset genre. Med de to mesterværker og den i samtiden umanerligt ondsindede debut-EP fra 1982 udgav Mercyful Fate et helt urørligt metallisk triumvirat, som næppe nogensinde kan overgås af noget dansk band i hverken kvalitet eller indflydelse. Det var sange fra disse tre klassikere, der var på programmet.
Et eller andet sted havde jeg vel håbet, at sætlisten ville være præcis den samme som den aften i Saga i 1985, men så havde vi jo ikke fået den nye sang ”The Jackal Of Salzburg”, som er en tung, proggy satan. Det er et nummer, der lover virkelig godt for det kommende album, som gruppen efterhånden har lovet os i lang tid. Det hele startede ellers med ”The Oath”, hvor kongen erklærer sin evige troskab til Satan og især den ret ekstreme individualisme, der er kernen i Anton LaVey’s ’moderne’ udgave af satanismen. ’Do What Thou Wilt, Shall Be The Whole Of The Law”. Det er jo på en eller anden måde kernen i al rock og metal. Udover det er kernen i Mercyful Fate King Diamonds vokal, og den mand må være besat, for hans præstation var mageløs. Bruce Dickinson havde lige inden leveret den indtil da bedste vokalpræstation blandt den gamle garde på Copenhell, men han blev godt nok hurtigt overgået af Kim fra Hvidovre. Holy shit, den mand kan stadig synge og skrige!  
Vi fik så en række af perlerne fra de nævnte tidlige plader, alt sammen smukt sat op på en gennemført, stemningsfuld sceneudsmykning og enkle kostumeskift fra King Diamond. Bandet leverede de komplekse passager og temposkift i sangene til perfektion, og så er det lettere at se igennem fingrene med, at Mercyful Fate i dag jo sådan set kun inkluderer to af ”de gamle”: Kongen selv, og så Hank Sherman, der komponerede det meste af musikken dengang. Men Mike Wead (der også er guitarist i King Diamond-gruppen) klarede Michael Denner-soloerne til UG, og rytmesektionen var bundsolid. Men den bestod også af Joey Vera (Armored Saint, Fates Warning) og Bjarne T. Holm, der har været med siden 1994. Ekstranummeret var episke og djævelsk komplekse ”Satan’s Fall”, der var en 11 minutter lang opvisning i satanisk metal. Og ja, det var bedre end Maiden.

CL Photography DK

Satan har god smag

Mit Copenhell startede med Angstskrig i onsdags, hvor de bekendtgjorde, at det fedeste ved kristendommen er Satan. Foran Hades-scenen denne lørdag nat var vi vidner til legemliggørelsen af denne påstand. Det var så overbevisende, så på én gang smukt og ondt og ikke mindst så utroligt velspillet. På forhånd var jeg på grund af fraværet af Michael Denner fast besluttet på at trække karakteren mindst et kranie ned, men jeg må bare overgive mig. Det her var en fuldstændig magisk præstation, men derfor kan man jo godt håbe på, at Denner bliver lukket ind i varmen igen på et tidspunkt. Hail Satan!

Sætliste
The Oath
The Jackal Of Salzburg
Corpse Without Soul
Black Funeral
A Dangerous Meeting (Danhwrpus)
Melissa
Doomed By The Living Dead
Course Of The Pharoes
Evil
Come To The Sabbath 
Satan’s Fall

CL Photography DK

CL Photography DK

CL Photography DK

10/10

Af .

ORM GEHENNA, kl. 01:15

I DO CONCERT

En utaknemmelig opgave

Findes der en mere utaknemmelig opgave end at skulle lukke og slukke Copenhell kl. 1.15 søndag morgen? Og så endda lige efter en næsten intimiderende række af koncerter: Mastodon, Death To All, Iron Maiden og Mercyful Fate. Man må derfor kalde det lidt af en tillidserklæring fra arrangørerne, da de gav denne tjans til Orm, men de har i efterhånden fire-fem år da også været et af landets absolut bedste black metal-orkestre. I disse år siger det en del. Det er fire år siden, Orm sidst spillede på Copenhell, og dengang tog de brudstykker fra det på det tidspunkt endnu ikke udgivne mesterværk Ir med. Gennem en længere periode har gruppen udsendt småbidder fra deres kommende tredje album på diverse platforme, så der var lagt op til en gentagelse, hvilket bestemt ikke havde dæmpet forventningerne til Copenhell 2022’s uigenkaldeligt sidste show.

En bedre afslutning findes ikke 

Det var der tydeligvis mange, der var enige om, for pladsen foran Gehena-scenen var godt fyldt op, da Orm gik på til tonerne af ”Klippens Lyse Hal”. At lave sætlister til Orms koncerter har længe været en overkommelig opgave, og denne gang var ingen undtagelse, for vi fik alle 23 minutter af denne episke fortælling, trompetsolo inklusive. Og Satan hjælpe mig, om den ikke sad lige i skabet igen. Selv ikke det faktum at Orm har en ny bassist med, Malthe Yde Tiufkær fra Wulfaz, kunne ændre på det. Troels Cort Nielsen udgjorde med sin åbenlyse rockstjerneattitude en stor del af Orms liveoptrædener, men Tiufkær gjorde en ihærdig indsats og gled perfekt ind i samspillet med resten af bandet. 
Således beroliget af at alt stadig var godt i Orm-land blev det tid til aftenens andet og sidste nummer, som vi indtil videre bare må kalde ”Ny sang”. Og det var endnu en opvisning i endnu mere episk og progressiv black metal. Lang - vi kom vistnok igen over 20 minutter - omskiftelig, til tider smuk, til tider uhyrlig intens, men hele tiden insisterende og krævende: Man måtte bare lytte efter hver eneste lille detalje. Samtidig fremstod det så tight og velspillet, at man skulle tro, gruppen havde turneret rundt med nummeret i månedsvis. Som med Redwood Hill om torsdagen fik vi endda endnu et lille magisk moment, da regnen sagte begyndte at sile ned under en af de stille passager. Udover at man godt kunne have ønsket sig lidt mere end de cirka 50 minutter, vi fik – hvorfor er den fremragende debut-LP fra 2017 tilsyneladende helt glemt? – så kan man ganske enkelt ikke tænke sig en bedre afslutning på Copenhell 2022. Bravo!

FOTOGRAF: Sebastian Dammark // Facebook: @IDOCONCERT // Instagram: @IDOCONCERT

9/10

Af .