Det forjættede land
Black metal-genren er efterhånden en ældre herre, men trods over 30 år på bagen er det først nu, at genren for alvor er brudt igennem i Guds eget land – hvilket vel egentlig giver mening på sin egen metafilosofiske måde. De sidste par år er den amerikanske black metal-scene dog virkelig blomstret op med bands som Uada, Wolves in the Throne Room, Agalloch og Panopticon, der alle bidrager med deres eget input til den konstant voksende black metal-scene. Selv de indfødte amerikanere har fået øjnene op for black metallen i en sådan grad, at der nu er tale om genren ”NABM”, altså ”native american black metal”, og her kommer BlackBraid ind i billedet. Soloprojektet opstod tilbage i 2020, og nu er manden bag – Sgah'gahsowáh (Jon Krieger, som også er et ret trve navn) – klar med den første skive, BlackBraid I.
Point for ambitionerne, men…
Jon er pjattet med Dissection (hvilket er passende, når nu manden bag det band også hed Jon), det er tydeligt for enhver, når først musikken spiller. BlackBraid har samme melodiske tilgang til sin sangskrivning, som det hedengangne svenske band også havde det. Derfor skal man ikke forvente den klassiske norske lyd, med derimod en sand kavalkade af riffs og guitarsoli. Sgah'gahsowáhs vokal svinger mellem alt lige fra de klassiske lyse og høje skrig til en noget dybere Behemoth-agtig stil, hvilket fungerer ganske fint og tilføjer noget variation. Hvad der ikke fungerer, er de to instrumentale numre, ”As the Creek Flows Softly By” og ”Warm Wind Whispering Softly Through Hemlock at Dusk”. Bevares, de er med til at cementere mandens kulturelle rødder med fløjte, skindtromme osv. Men det havde ærligt talt være meget mere overbevisende, hvis de elementer var blevet inkorporeret i de andre sange, for de to førnævnte numre er slet ikke stærke nok til at kunne stå på egne ben. Albummets lukker, ”Prying Open the Jaws of Eternity”, er en sær størrelse med sin intro, der minder mere om klassisk dødsmetal og derefter forsøger at blive en episk størrelse på hele ti minutter. Der er absolut point for forsøget samt ambitionerne, selvom det ikke er det mest elegante nummer på hele albummet.
Resten af BlackBraid I er dog ganske udmærket, især et nummer som ”Sacadaga”, hvor BlackBraid virkelig viser, hvad han kan. Her formår han også at kombinere sin melodiske black metal med sit kulturelle ophav – hvilket er et tveægget sværd. For samtidig med at han her viser, hvad han virkelig kan, fremhæver nummeret også de andre numres mangler – mangler som først bliver klare, efter man har hørt, netop hvor godt det spiller, når han blander de to elementer. Jeg kan læse mig til, at Sgah'gahsowáh selv frygtede, at et for stort fokus på netop folkeinstrumenterne ville gøre musikken for fjollet, hvilket er forståeligt, da folk metal nemt bliver virkeligt fjollet, men jeg synes nu, hans tøven er en skam.
Der er langt til toppen
Der er ekstremt meget potentiale i BlackBraid, og på mange parametre rammer Sgah'gahsowáh den også lige i øjet. Samtidig virker musikken for forsigtig og tøvende, som om den har lyst til at blive til mere, men endnu ikke er klar til at tage springet ud i det. Jeg savner mere gåpåmod og mere tjubang i musikken, om det så er mere fløjte, stammedans eller endnu større melodier er ét fedt, men hvis BlackBraid skal blive mere end en kuriositet grundet kulturelt ophav, så skal vi altså op på de helt høje nagler.