Med kurs mod noget hårdere

Det tog kun syv år …

Den københavnske trio Bunkerstruck debuterede i 2018 med albummet The Showdown. Det var en glimrende omgang metalbaseret rock, som vi her på sitet belønnede med syv kranier. Siden da har der været forholdsvis stille omkring bandet, men nu er de endelig klar med en opfølger, der bærer navnet Heavy Exit. Gruppen er gået endnu længere i retning af metallen, men også det grungede, det groovy og det gyngende får masser af plads. Og det er bestemt ikke helt skidt – især ikke når de har en helt særlig gæst med.

Nytænkt grunge? Jo, det findes lige her

I Bunkerstrucks beskrivelse af dem selv kommer det frem, at de er inspireret af ‘alle former for rock fra 1960’erne og til og med den Seattle-baserede rock fra de tidlige 1990’ere. Plus flere nutidige bands.’ Og det er jo ikke så lidt. Helt så svulstig og altomfavnende, som den beskrivelse lægger op til, er musikken dog ikke. Det ville være for meget af det gode. Vi er primært der, hvor groovy, riffbaseret hardrock og metal møder post-grunge, og umiddelbart er alt, som det bør være. Således folder åbningsnummeret sig også ud; “The Word” er et rigtig fedt nummer, hvor frontmand Stig Nyengs vokal samt Henrik Juuls guitar gør sig aldeles positivt bemærket. En ganske glimrende ørehænger, men lidt forunderligt går den over i et c-stykke med en guitarsolo, der trækker sangens spilletid godt over de fem minutter. Temmelig atypisk for genren med den sangstruktur samt så lange numre, men en herlig overraskelse, der virker fremragende og er med til at give Bunkerstrucks sangskrivning et helt særligt præg. Jeg kan virkelig godt lide det. “Line Of Fire”, “Dreamchild” og “Vengeance” er bygget op efter samme skabelon. Igen er der tale om ørehængende omkvæd og stærke riffs, omend de to sidstnævnte skæringer bliver en anelse forudsigelige. Bevares, genren lægger ikke op til, at man som lytter skal overraskes hvert andet sekund. Men særligt “Dreamchild” er lige en anelse til den uopfindsomme side og virker, som om den godt kunne være blevet gennemarbejdet yderligere i øvelokalet.

På de øvrige fire numre har Bunkerstruck fint besøg. Mads Haarløv fra Undergang bidrager med growls, og selvom den slags umiddelbart ikke hører hjemme i grungens verden, klæder det Bunkerstrucks musik rigtig fint. Især når de som i disse tilfælde eksperimenterer lidt med både form og farve. “Caves” er en tung, slæbende og riffstærk sag, hvor Haarløv og Nyeng harmonerer flot, og tænker man Mastodon, er man bestemt ikke helt galt på den. Ligeledes er den dystre og lækkert melodiske “Torch” og lukkeren, titelnummeret “Heavy Exit”, glimrende skæringer, hvor Haarløv igen imponerer. Men fire numre – altså, halvdelen af pladen – med samme gæstevokalist? Tja, det kan man vel godt. Men det er en anden type numre, når han er med. Dermed er vi næsten ude i to særskilte ep’er, hvor numrene er blandet sammen på ét album. Lidt specielt, men det ødelægger ikke noget.

Glimrende hybrid-grunge

Jeg må være ærlig og sige, at numrene hvor Haarløv optræder, er de bedste. Her er variation, nerve og nytænkning, og det er tydeligt, at Bunkerstruck virkelig har noget at byde ind med, når Haarløvs evner udnyttes. De fire numre uden ham er bestemt ikke dårlige, men de er meget ens og en kende trivielle, hvilket må trække lidt ned i den samlede karakter.

Alt i alt er Heavy Exit en rigtig fornuftig plade, som enhver grunge- og rockfan bør tjekke ud. Der er styr på alt det basale, når det kommer til sangskrivning, udtryk og produktion, og det kan godt gå hen og blive rigtig fornuftigt med tiden. Særligt hvis der som her af og til tænkes ud af boksen. Men lad der ikke gå syv år, før der kommer endnu en plade.