Statement - Dreams From The Darkest Side

Dreams From The Darkest Side

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

De københavnske hardrockere har lavet deres hidtil bedste plade

Sublime koncerter og plader på det jævne

En af de udgivelser, jeg har været ret spændt på i år, er nyeste album fra Statement. Den københavnske kvintet er fabelagtig på en scene og leverer altid sublime koncerter, men desværre har jeg stadig til gode at opleve en rigtig god plade med dem. Hvorfor er det så svært at omsætte den unikke liveenergi til en pladeudgivelse?

Sidst vi hørte nyt fra de danske hardrockere, var i marts 2019, da de udgav deres tredje langspiller, Force Of Life. Som jeg skrev dengang, så indeholdt albummet to stærke numre, ét svagt og syv hurtigt glemte. Der blev kvitteret med en lunken middelkarakter, mens jeg konstaterede, at der var tale om enormt vellydende og flot håndværk, men et kedeligt og forudsigeligt resultat.

Er der sket noget siden sidst?

Fjerde og nyeste album fra Statement har fået titlen Dreams From The Darkest Side. Som navnet antyder, er pladens tematiske omdrejningspunkt udfordringen ved at kæmpe for sine drømme, mens man samtidig slås med indre dæmoner, angst og depression. Er man en af de rockfans, der er tekstfokuseret, er her rigeligt med gode og kloge ord at komme efter. Alle leveret af den aldeles dygtige frontmand Jannick Brochdorf.

Det, der fylder allermest, når vi snakker Statement, er dog musikken, og her er der tale om hard rock i samme boldgade som inspirationskilderne i Metallica, Disturbed, Accept og Scorpions. Og jeg må hellere starte med at sige det samme som sidst: Det er enormt flot håndværk, men også ret forudsigeligt. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er kedeligt. “Don’t You Hide It” og “Lifeline” bliver stensikkert nye livefavoritter. Førstnævnte, fordi det er rock fuldstændig, som det skal være, komplet med fede riffs, knivskarp guitarsolo og et fandens catchy omkvæd. “Lifeline”, fordi det er en powerballade med et budskab og et omkvæd, der sidder lige i skabet, og jeg kan allerede nu se for mig, hvordan et velhydreret publikum skal brøle med. Det bliver smukt. Bevares, det er hørt tusind gange før, men når det leveres på denne hårdtslående facon, gør det ingenting. Det holder! Ligeledes er “Here I Am” og “Escaped” uhyre simple i deres opbygning og skåret efter en forholdsvis velkendt skabelon, men de virker præcis, som de skal, og bidrager til et glimrende og fint sammenhængende album.

Jeg må være ærlig at sige, at en lille håndfuld af pladens ti skæringer ikke er lige så spændende som de øvrige. Der sker simpelthen for lidt med melodi, dynamik og udvikling, og resultatet er dermed alt for jævnt. Det er uden tvivl de nævnte fire numre samt den sublime produktion af veteranen Søren Andersen, man hæfter sig ved. Man slukker dog for anlægget med en god følelse i rockhjertet, når afslutteren “Fade Away” fuldender pladen. Nummeret er en klassisk powerballade med masser af catchy melodi, høj pitch de rette steder og godt skruet op for tudeknappen. Man får næsten indre billeder af Slash i ørkenblæsten foran den lille hvide kirke. Selvom det grænser til at være klichefyldt og til den corny side, så er det lige, som det skal være.

Er fjerde gang lykkens gang?

Det umiddelbare svar på det spørgsmål må være ja. Dreams From The Darkest Side er ikke en ny milepæl i dansk rockhistorie, men det er klart Statements bedste album til dato. Det er stadig forudsigelig rock, men kedeligt er det bestemt ikke.

Fem gode numre og en god produktion redder ikke albummet en topkarakter. Det er uden tvivl et fint album, og en hel del af den liveenergi, jeg har efterlyst tidligere, er heldigvis at finde mange steder. Pladens plusser opvejer i høj grad dens minusser, men desværre kommer vi ikke udenom, at Statement stadig har en tendens til at ryge i floskelfælden lidt for ofte. For meget metervarerock trækker helhedsindtrykket ned. Men jeg vil stadig opfordre alle fans af medrivende hård rock til at troppe op i Viften i Rødovre lørdag 8. oktober, når Statement holder releasekoncert. Det er nemlig på en scene, de er allerbedst. Jeg tør godt love, det bliver vildt.

Tracklist

  1. Don't You Hide It
  2. The Reaper
  3. Dreams From The Darkest Side
  4. Sacrifice
  5. Lifeline
  6. Here I Am
  7. Beyond Control
  8. Escaped
  9. Indestructible
  10. Fade Away