Defacing God spiller koncert på Raise Your Horns 2025.
Defacing God - The Resurrection of Lilith

The Resurrection of Lilith

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Melodic Black Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

It’s been 84 years!

Efter at have teaset løs i hvad der føles som en menneskealder, er danske Defacing God endelig klar med debuten The Resurrection of Lilith. Bandet har siden 2015 spillet land og rige rundt, udgivet et par singler og generelt skabt en del interesse på nationalt og internationalt plan – i hvert fald nok til at Napalm Records hev bandet ind i folden sidste år. Men nu er tiden altså inde til, at vi dødelige kan høre, præcis hvad den okkulte kvintet har gået og brygget på så længe, for nu vil Lilith og hendes dæmoniske følge rejse sig og formørke vores eksistens.

Metallisk potpourri

Stilistisk set er den nemmeste måde at beskrive bandet på en blanding af Arch Enemy og Dimmu Borgir tilsat Cradle of Filth og Rotting Christ – altså en omgang storladen, kulsort melo-død med solide riffs, store armbevægelser og lidt gotisk charme. Arch Enemy-delen skyldes mest af alt, at vokalisten Sandie Gjørtz virkelig lyder, som Angela Gossow gjorde tilbage i 00’erne, bare endnu mere vred, hvis det er muligt. Man kan virkelig mærke, præcis hvor ondsindet og rasende bandets frontheks er, når hun spytter sin kulsorte galde udover lytterne – det er både vellykket samt lige akkurat tilpas teatralsk til, at det virker, uden at der går total skolekomedie i det. Men det er ikke kun vokalen, der får en til at tænke på andre ældre og etablerede bands. Tag for eksempel de tre ”Invocation”-numre, der stort set alle lyder som tre forskellige fortolkninger af sangen ”Κατά τον Δαίμονα του Ἐαυτοῦ” – og bevares, det er da også et godt nummer, men også et ret kendt nummer med en meget letgenkendelig rytme og struktur.

Dette er måske netop det største problem med Defacing God, nemlig at der er så mange elementer og dele, som man har hørt før – som et ekstremmetallisk potpourri. Jeg er derfor ikke sikker på, hvordan Defacing God egentlig selv lyder, rods det at samtlige medlemmer alle er yderst kompetente som både musikere og sangskrivere. Men originalitet er også et tveægget sværd: en ske med hul i er for eksempel ganske unik, men også komplet uønsket og decideret ubrugelig og derfor en antisucces. Defacing God har trods alt den fordel, at der – i Danmark – ikke er andre bands, der praktiserer den lyd, som de præsenterer deres lyttere for, og på internationalt plan er konkurrencen alligevel så ubegribelig stor, at det er formålsløst overhovedet at forsøge at slås. Det virker da også til, at Defacing God har valgt at gå efter at være en stor fisk i en lille sø, for The Resurrection of Lilith er lidt af en mastodont med sine 12 numre og en spilletid på en lille time – hvilket er en kende for ambitiøst. Der kunne nemt være blevet skåret noget fedt fra, således at det endelige resultat stod skarpere. Der er ikke ét nummer, der ikke kunne have haft godt af en ekstra gennemgang eller to. Tag nu for eksempel albummets lukker, ”In the Mists of Memories”, der har en Jeff Loomis-influeret shredsolo, som isoleret set er imponerende – den passer bare slet ikke til resten af sangen.

Overambitiøs rodebutik

Jeg kan ikke sætte en finger på bandets tekniske kunnen eller musikalske evner. Jeg er også sikker på, at Defacing God nok skal slå igennem og blive et stort navn herhjemme – og jeg kan også sagtens høre, hvorfor Napalm Records har hevet fat i dem. Men intet af dette ændrer dog på, at Resurrection of Lilith er en overambitiøs rodebutik, der konstant får en til at tænke på andre større og mere veletablerede bands, som man måske nok egentlig hellere ville høre i stedet. Der er absolut ikke tale om en dårlig debut, men en debut, der, som så mange andre debuter, ikke helt kan stå på egne ben, og derfor læner sig op ad andre, der er større og stærkere.

Tracklist

  1. Black Moon
  2. The Invocation Part I Lilith
  3. The Resurrection
  4. The Invocation Part II Jezebel
  5. The Invocation Part III Abyzou
  6. Rise of the Trinity
  7. The End of Times
  8. Echoes From Fulda
  9. Death Followed Like a Plague
  10. Enslaved
  11. In the Land of Rain and Sorrow
  12. Into the Mist of Memories