Det mørke stof

Tyske Nightbearer stiller sig på tredje fuldlængdealbum Defiance den opgave at dykke ned i Philip Pullmans fantasytrilogi His Dark Materials (Det Gyldne Kompas), der i sig selv tager afsæt i John Miltons episke hovedværk Paradise Lost (Det Tabte Paradis). Faktisk tjener den som modstykke, da Pullman i sin fortælling hylder arvesynden frem for at lægge den menneskeheden til last, og derved søges et opgør med behovet for en guddommelig frelser. Det er altså lidt af en lingvistisk mundfuld, bandet har taget. Tematikkerne fra litteraturen passer som fod i hose til melodødsmetallen, men spørgsmålet er, om budskabet når igennem, eller om det drukner i udførelsen?

Säg mig, har vi inte hört det förut?

Jeg vil spare dig, kære læser, for de store maleriske beskrivelser af lighederne med svenskerdød og blot konstatere, at de er der. Umiskendeligt, endda. Så har du lyttet til Dark Tranquillity og At The Gates – her tænkes især på henholdsvis The Gallery og Slaughter Of The Soul – ja, så lyder Defiance nok meget bekendt.

Per definition skal melodien indtage en førerplads i denne genre, men tålmodigheden sættes ret så eftertrykkeligt på prøve, når de første tre skæringer netop på den melodiske front ikke har megen variation at byde på. Genkendelighed fungerer sædvanligvis bedst inden for det enkelte nummers rammer eller, undertiden, spredt ud over en større komposition. Her i albummets første akt får man dog snarere indtryk af, at en enkelt idé er blevet strakt for meget ud. Ofte har jeg et horn i siden på gumpetunge numre. Så meget desto mere bliver det også ejendommeligt, når netop den tunge “One Church Over All”, der er grænsende til det sneglende, giver et tiltrængt afbræk fra førnævnte ensartethed.  Albummet fungerer i det store og hele bedst, når Nightbearer sætter tempoet ned, hvilket “Ascension” er endnu et godt eksempel på.  Det modsatte fungerer til tider overordentlig godt, for eksempel på næstsidste skæring, den instrumentale “Until We Meet Again”, der tjener som albummets absolutte højdepunkt. Her er der vitterligt tale om et skoleeksempel på en vellykket formel for et fængende nummer – så godt, at det også er her, de helt store mindelser om fordums forelskelse i Göteborgs melodød indfinder sig.

Mit største problem med dette album er pacen. De tre åbningsnumre er lidt af et melodisk tabernakel at komme igennem, og i det hele taget opstår der flere perioder på pladen, hvor spændingsniveauet daler. Jeg føler heller ikke, at potentialet i kildematerialet bliver forløst. Bevares, referencen gives som et vink med en vognstang på “His Dark Materials”, men den egentlige fortælling går tabt. Jeg vil i hvert fald driste den påstand, at underliggende lyrik og tema nemt kunne være skiftet ud, uden musikken havde behøvet en anden gestalt. En afsluttende, positiv note skal gå til guitarist Dominik Hellmuth, der fortjener stor ros for sin dobbeltrolle som producer. Det veldefinerede lydbillede, der nærmest er allestedsnærværende hos genrens definerende værker, er ganske vist ikke opstået på baggrund af nytænkning, men han gør alligevel mangen anerkendt producer kunsten efter til forveksling. 

Hvad var det nu, det handlede om?

Defiance er ikke noget dårligt album, du vil nok bare ikke huske det, når de sidste toner klinger ud. Der er for mange åbenlyse ligheder til det, nestorerne i Göteborgscenen bragte til bordet for en menneskealder siden, og når det tilmed er højdepunkterne på pladen, ja, så lader resten altså en hel del tilbage at ønske. At fortælling og musik ikke for alvor er gennemkomponeret, får også værket til at stå svagere som koncept, end det velsagtens var tiltænkt. Seks kranier bliver det til i denne omgang.