Target November

Aborted og Entombed A.D.

Store Vega, København V

Halvvejs gennem deres Europa-turné lagde Baest, Aborted og Entombed A.D. vejen forbi København, og det var vi mange, der satte pris på. Efter at have haft fornøjelsen af både Baests og Entombed A.D.’s seneste albums, havde jeg store forventninger til aftenens tredobbelte nedslagtning. De blev alle sammen mødt, og mere til.

Baest

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

De fleste danske dødsmetalfans er sikkert bekendt med det generelle forløb til en Baestkoncert: Århusianerne går på scenen, alt er kaos, og så går de fra scenen igen. Gutternes første koncert i Store Vega bød naturligvis ikke på nogen overraskelser i den forstand.

Folk kommer ofte dryssende halvvejs inde i opvarmningsbandets sæt, men gulvet foran scenen var behørigt proppet med Baesttrøjer og deres ejere, da koncerten gik i gang. Modsat Copenhell i sommers, hvor folk snart sagt moshede under Anders Bøtters Sort Søndag-optakt, skulle publikum lige bruge åbneren ”Vitriol Lament” på at komme ud af arbejdstøjet og ind i stemningen. Det er også fair nok, og der gik heller ikke mange sekunder, fra folk havde tømt deres glas, til de tømte gulvet foran scenen og tørnede sammen uden skyggen af betænkeligheder.

Århusianerne kom jo med en frisk plade af fee død i bagagen, og jeg bemærker, at i hvert fald de danske fans har taget godt imod den. Venenum satte sig på størstedelen af sættet, og som forventet egner numrene sig forfærdeligt godt til scenen. Min tredje Baestkoncert blev næsten lykkens gang, hvor jeg kunne holde mig på fødderne fra start lidt slut, men de fik mig ned med nakken under afslutningsnummeret ”Crosswhore”. Aborteds Sven de Caluwé gjorde entré og leverede en uskøn duet med Simon Olsen, og koncerten sluttede til stort bifald. Folk moshede for fanden stadig på vej væk fra scenen efter koncerten. Vi havde glemt, hvordan man normalt bevæger sig.

8/10

Aborted

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Jeg tilstår at have nydt Aborteds koncert på fornuftig afstand af pitten, og det viste sig omgående, at det ikke var en unødvendig forholdsregel. Anført af de Caluwé fik gruppens blanding af alt, hvad der er ”død”, lynhurtigt fat i de mange fans.

Jeg tilstår ligeledes, at jeg ikke havde haft tid til at danne mig et indgående kendskab til Aborteds diskografi, men min forsømmelse kom nu ikke i vejen for oplevelsen. Med upåklagelig lyd og unægtelig grind, groove og breakdowns fik belgierne salen til at headbange med hele overkroppen. Ligesom hos forgængerne stod gulvet foran scenen sjældent stille, mens de gæster, der holdt sig på fornuftig afstand af pitten, ikke desto mindre nød koncerten med hænderne i vejret.

Aborteds musik er blevet temmelig teknisk, og guitaristerne blæste sig gennem den ene hæsblæsende solo efter den anden. Lyden var heldigvis fremragende, så selv de, der ikke allerede nød indgående kendskab til musikken, kunne få rettet denne fejl. Simon Olsen gengældte de Caluwés gestus fra Baests koncert, og bidrog til at runde endnu en voldsomt underholdende koncert af. Det kan være, min søn skal have en plade med Aborted til sin første fødselsdag.

8/10

Entombed A.D.

By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Ligesom med Aborted var dette min første koncert med Entombed A.D., selvom jeg ligesom så mange andre nåede at få set Petrovs gæsteoptræden til Amon Amarths koncert på Copenhell. På den ene side var publikum godt tændte efter to fremragende dødskoncerter, men på den anden side kunne man tilgive en vis træthed efter næsten to timers uafbrudt moshpit.

Den første side vandt; så snart svenskerne tog hul på ”Torment Remains” tabte publikum deres fadøl, deres kæber og den sidste rest af deres forstand. Ser du, moderne Entombeds musik egner sig virkelig, virkelig godt til en gedigen dødsfest, og både gruppen og fansene var indstillet på at more sig så meget som menneskeligt muligt. Jeg var ikke den eneste, der måtte mærke efter blod fra ansigtet, og sikkert heller ikke den eneste, der måtte ryste en kæberasler fra en flyvende albue af sig.

Ligesom under Aborteds sæt kom Simon Olsen hen mod slutningen på scenen, men jeg kan ikke huske nummeret (”Wolverine Blues”?) – jeg havde som sagt for længst befriet mig for min forstand. Entombed A.D. spillede fortrinsvist sange fra deres seneste plade, og sluttede af med en kavalkade af ældre Entombed-sange, hvilket naturligvis resulterede i en overordentlig fornøjelig koncert. Hvis intensiteten dalede det sidste kvarters tid, var det simpelthen fordi, at folk ikke havde flere kræfter. Folk moshede og headbangede til de bogstavelig talt ikke kunne mere.

8/10

Det er et held, at Vega har fået en metrostation lige ved døren, for længere kunne jeg ikke slentre på mine slatne ben. Med øm kæbe, stiv nakke, blå knæskaller og stort smil krydsede jeg Enghave Plads og tog elevatoren ned. Aftenens program var én af de sjældne oplevelser, som ikke blot levede op til forventningerne, men også til forhåbningerne. Det er mit klare indtryk, at langt størstedelen af publikum var enige, uanset om man nød koncerten fra moshpitten eller fra balkonen. Det er oprigtigt svært at pege på én koncert som den bedste, så det lader jeg være med. Tre fremragende oplevelser fra tre fremragende grupper – og så på én aften.

Tilføj kommentar