I bad standing til dommedag

Jesus og heavy metal har ikke et udpræget sympatisk forhold. Stryper, Impending Doom og Demon Hunter prøver godt nok at modbevise dette, men trækker man Impaled Nazarene, Deicide og Rotting Christ op af hatten, så er der vist sat rigeligt streger under det kristne mishag. Men fordi metallen åbenbart har lige så stor trang til blasfemi, som USA har til krig, så byd da velkommen til hviderussiske Sodomic Baptism og deres anden langspiller, Contra Christum.

Vi kan altid bruge flere fodtusser

Fik du to gæt, kunne du nok godt gætte, at hviderusserne havde kastet sig over dødsmetallen. Og med to gæt mere regnet ud, at det var den gode gammeldaws af slagsen.

Det er dog ikke helt de gamle Obituary- og Entombed-travere, som man skal være bange for at støde ind i på Contra Christum. “Posthumous Rebirth” graver sig godt ned i Runemagicks okkulte død, samtidig med at man tydeligt fornemmer, at Immolation har konstrueret de forskellige graveredskaber. Det er god og stabil dødsmetal, som både kan tilfredsstille fans af Bela Lugosis Dracula og Eli Roths Hostel. Dog fungerer Sodomic Baptism klart bedst, når det er den amerikanske dødsmetal, som tager styringen. Med blastbeats der trækker længere mod den brutale død og et Immolation-groove, der dundrer, så jordskorpen slår revner, er “The Witches Laughter” og “Adepts of Chaos” klart pladens højdepunkter. Nok fornemmer man tydeligt, at svensken har tændt fakler, tegner cirkler og symboler, samt messet de blasfemiske paragraffer, men alt derefter bærer et tydeligt præg af den vestlige side af Atlanten. Den rytmiske damptromle af død er nådesløs i sin destruktion, mens riffene skærer som lyn og torden over den formørkede himmel, og vokalens svovlgalde spyes fra jordens indre. Det er muligvis ikke hjulet, som opfindes, men ikke desto mindre er det et fremragende svensk-amerikansk samarbejde, som hviderusserne byder på. 

Havde Contra Christum så bare budt på seks yderligere numre, hvor himmel og hav enten også står i et, eller er på vej derhen, så skulle jeg da hurtigt få fundet en stak EU-visum og opholdstilladelser. Men når man på “Bloody Redemption” synes, at det er federe at lege Dismember med ekstra blastbeats og uden HM-2 pedal for derefter på “LCF” at trække os igennem optagelsesprøverne til “The Witches Laughter”, så falder spændingen hurtigt. Ikke at der er noget galt med Dismember og at øve sig i dæmonisk påkaldelse, men nu skulle kirken gerne jævnes med jorden, og det kræver altså enten en motorsav eller en reel dæmon. Hvor Sodomic Baptism helt skyder sig selv i foden, er på “The Transcendence of Existence”. Søvndyssende og nærmest mekanisk spillet death/doom så ensformigt, at jeg næsten kan høre GarageBands copy paste-funktion på overarbejde kun afbrudt af fuglefløjt og en ren vokal, som burde være indspillet i et badeværelse for bare at være tangerende til acceptabel. Det nummer kan kun være et produkt af et ego, som skulle tilfredsstilles. Ingen demokratisk beslutningsproces ville have medtaget en sådan vederstyggelighed.

Den metalliske tryghedsnarkoman lever i bedste velgående

Vælger man den barmhjertige beslutning og ganske enkelt fjerner sidste nummer fra sin playliste, så er Contra Christum en solid omgang tung dødsmetal. Ganske vist bliver der ikke opfundet nye dybe tallerkener, men når det okkulte mørke trækker sig langt nok ind, og de buldrende toner straffer dit korpus nok, så tager man gladeligt endnu en omgang velkendt dødsmetal.