To trve or not to trve …

Myr er så nyt et band, at det er en lille uge siden, de blev oprettet på Metal-Archives. Derfor er det svært at fortælle ret meget om dem, andet end at de er et black metal-band fra Norge – hvilket, ved Gud, heller ikke siger ret meget. Når nu Norge har produceret uendelig mange bands, hvoraf mange lyder ganske ens, i snart 40 år, så er der noget helt utroligt fascinerende ved, at der stadig er folk deroppe, som finder den hvide sminke frem, køber sig et nittebælte og tænker: ”Jeg kan sgu også være trve!”. Det er i øvrigt ikke ment som en kritik eller en latterliggørelse, tværtimod, for jeg synes helt oprigtigt, at det er fascinerende, og jeg elsker grundtanken i, at den klassiske 90’erblack stadig lever i bedste velgående – selvom vi alle godt ved, at den er dybt passé.

Sjove, men dårlige ideer

Sat på spidsen så lyder Helvegen som Abbaths soloplader tilsat lidt Hate – hvilket da kunne være en udmærket kombination. Der, hvor den dog adskiller sig fra begge sider, er, når det kommer til hastigheden. Jovist, black metal er da ikke grindcore, men Myr er altså lidt for gumpetunge, og de spiller aldrig helt så hurtigt, at det gør noget. Om det skyldes mangel på evner, eller om det er et bevidst valg, er umuligt at sige, men det ville uanset hvad have klædt dem, hvis de havde skruet bare 10-20 % op for tempoet.

Dog er tøffetempoet ikke albummets største problem, desværre. Det er altid prisværdigt, når helt nye bands kæmper en brav kamp for at tænke store og nye ideer. Men som det så tit er med nye ideer, så er der en chance for, at det ender galt, og hvis man er rigtig uheldig, ja, så går der cowey i den. Et sådant eksempel er sangen ”In Perpetum”, hvor bandet vælger at inkludere en semifortolkning af børnesangen ”Twinkle Twinkle Little Star” i omkvædet, endda med en kvindelig gæstevokal. Det er så superunderligt, at det halve kunne være nok – det fungerer, bortset fra det, overhovedet heller ikke i forhold til resten af nummeret. Det er faktisk så underligt, at det bliver siddende i en, selv lang tid efter nummeret er slut. Det er så syret en omgang, der gør det komplet umuligt at fokusere på de resterende numre.

Myr forsøger sig dog også, heldigvis, med andre virkemidler. Der er eksempelvis lidt akustisk og middelalderlig guitar på “Brennt”, men den slags er bare set og gjort så mange gange før, og ganske ulig den uhyggelige pigestemme så er det ikke noget, man husker. De forsøger sig også med lidt saxofon på “Røkkr”, hvilket igen er en sjov idé, men det passer bare ingenlunde ind og er derfor noget, man hurtigt glemmer. Hvilket egentlig er den generelle opsummering af Myrs debut. 

Kunsten at stå på egne ben

Helt overordnet så gør Myr jo ikke noget, der er katastrofalt. De begår et superunderligt lille svinkeærinde, men derudover er resten af albummet ganske fejlfrit. Fejlfrit i sig selv betyder dog ikke ret meget, hvis det, der står tilbage, ikke er på et særligt højt, eller underholdende, niveau. Myr er den slags band, der virkeligt gerne vil op at sidde ved voksenbordet og lege med de store. Sandheden er dog, at de knap har lært at kravle, og spørgsmålet er, om de nogensinde lærer at stå på egne ben.