Parkway Drive spiller koncert på Wacken Open Air 2019.
Parkway Drive - Reverence

Reverence

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Kunsten at græde i takt

For to år siden mistede forsanger Winston McCall sine to bedste venner til kræft: først hans elskede hund og ikke længe efter, guitaristen fra Architect. At sorg, smerte og tab er glimrende katalysatorer for kunst, er ikke en hemmelighed, og sammen med psykiske lidelser har disse omstændigheder gennem tiden tilvejebragt episke værker. Reverence har således potentialet til at blive den kartasis, der bringer bandet helt ned i øjenhøjde, da alle på et eller andet tidspunkt har måttet tage en uønsket afsked med et eller flere væsner, som har stået dem nær. Men forløsningen udebliver på en plade, der på ingen måde formidler de påførte sår og den helingsproces, der har været tilblivelsen af et meget personligt album.


Sokker i sandalerne, den ultimative stilforvirring

Parkway Drive har langt hen ad vejen holdt sig til, hvad de nu gør, og deres popularitet uden for deres eget kontinent har understøttet postulatet om, at dette er en formular, der vækker genklang hos fans af subgenren. Deres koncert på Copenhell sugede mig ind i deres univers, og desværre gav den mig også forventninger til Reverence – forventninger, der ikke er blevet indfriet. Men ikke på den måde man lige skulle tro, for metalcore er vel metalcore? Ja naturligvis, indtil det ikke er metalcore længere. For på dette, deres sjette album, har de smidt deres sædvanlige modus operandi med breakdowns og vilde riffs ud ad vinduet, og i stedet givet sig i kast med, hvad en PWD-kyndig bekendt omtalte som ”far-rock”.

Det er lige skrapt nok, men jeg har ærligt talt ikke et bedre bud. Det er et planløst, formløst, formålsløst råb i mørket, og jeg opfattede på intet tidspunkt, at pladen er et forsøg på at tackle personlige tragedier. Åbningsnummeret ”Wishing Wells” byder på en halvsløj omgang spoken word, der desværre dukker op mere end én gang, men er ellers en stærk åbner for folk, der godt kan lide Parkway Drive. Derfra går det desværre støt ned ad bakke. Jeg kritiserer ikke deres valg af bøllekor på ”Prey”– det hører sig nærmest til i core-regi og jeg kritiserer heller ikke deres retningsskifte. De går Bring Me The Horizon i bedene på ”In Blood”, og selvom det føles malplaceret, står det dem frit for at gøre som de lyster. Alle kunstnere har lov til at gøre lige præcis, hvad de har lyst til, og på ”The Colour of Leaving” går samples af spadestik i muldjord hånd i hånd med en resigneret vokal, der andetsteds lyder påtaget og anstrengt. Desværre er der alt for få lyspunkter i deres nye lyd. Stilskiftet til en mere heavy metal-inspireret lyd, er ikke det, der er mit problem. Det er manglen på den røde tråd, foruden det emotionelle traume, der skal bearbejdes, der er mit problem.
 

Respekt for processen

Og netop dér, knækker filmen af for mig. Hvis man lyder som et piratband på to numre, som de gør på henholdsvis ”The Void” og ”I Hope You Rot”, og dernæst som en billig og ekstra nu-metallet version af Machine Head, som de gør på ”Shadow Boxing”, så mener jeg at budskabet drukner i rodet. Winston selv har udtalt, at han godt er klar over, at deres fans nok ikke vil omfavne deres nye lyd ubetinget, men at han håber, at de vil tage godt imod det – og den slags selvindsigt tiltaler mig som modtager. Afslutningsvis skal det understreges, at selvom jeg ikke synes, jat eg kan bruge resultatet af mandens lidelser til det fjerneste, har jeg den dybeste respekt for hans tilgang til det, der bliver præsenteret for os. At indspille vokalerne i et mørklagt, klaustrofobisk og kvælende varmt kosteskab for at presse sig selv til at vende vrangen ud på sin sjæl, taler om dedikation og indlevelse, og det er hvad der tæller i sidste ende. Jeg kan dog ikke give karakter ud fra empati, for så havde de fået topkarakterer og et knus, så de må nøjes med fem flinke kranier og et anstrengt smil for deres velmenende produkt.

Tracklist

  1. Wishing Wells
  2. Prey
  3. Absolute Power
  4. Cemetery Bloom
  5. The Void
  6. I Hope You Rot
  7. Shadow Boxing
  8. In Blood
  9. Chronos
  10. The Colour of Leaving

Tilføj kommentar