Blackgaze 2.0

At genrer kan blandes på både nyskabende og berigende vis, ser vi stadig flere og flere eksempler på disse år. Århusianske MØL, hvis fuldlængdedebut, JORD, udkommer her fredag d. 13, er endnu et vellykket eksempel på total genre-crossover. De beskriver sig selv som en kombination af black metal og shoegaze – eller bare blackgaze – og man kan da også høre, at nogle af møls forbilleder må være Alcest og Deafheaven. Man skal dog ikke lytte ret længe til JORD, før man finder ud af, at dette suveræne album ikke bare kan puttes i blackgaze-kassen – for det har meget mere at byde på.

Nye medlemmer = ny kreativitet

MØL har i flere år bestået af Ken Klejs på trommer, Frederik Lippert på guitar og Nicolai Hansen på guitar (de to førstnævnte spillede i øvrigt med på Sunkens glimrende Departure sidste år). Sammen har de udgivet to solide og ganske lovende EP’er i 14 og 15. I 2016 kom Holger Rumph-Frost på bas og Kim Song Sternkopf på vokal med ombord, og især den nye vokal er en kæmpe opgradering i forhold til de to EP’er. Med Kim Sternkopf, der mestrer både høje black metal-skrig og dybe death growls, er det, som om hele niveauet er løftet, og alle bandets mange talenter kommer endnu mere i fokus – inklusive sangskrivningen.

Åbningsnummeret ”Storm” starter som noget, Angelo Badalamenti kunne have skrevet til TV-serien Twin Peaks, men den smukke, melankolske stemning bliver brat afbrudt af en voldsom gang black metal og Kim Sternkopfs effektive skrig. Dette skal hurtigt vise sig at være det musikalske tema, for JORD er et album, der konstant skifter udtryk og hele tiden udfordrer lytteren. Anden sang ”Penumbra” afslører en anden inspirationskilde end de førnævnte blackgaze-pionerer, for her hører man tydelige spor af amerikanske Isis. møl gør det bare aldrig så langtrukkent og indadvendt som de hedengangne amerikanske post-metal-innovatører. For også på ”Penumbra” skifter stemningerne brat og effektivt. Første single ”Bruma” er en på samme tid smuk og insisterende opfordring til ikke at spilde tiden med overfladiske ting, bl.a. med nogle få linjer på dansk: ”Evig nat, vi er borte, evig nat, vi er væk”. Skynd dig at leve livet, for filmen kører kun én gang, er budskabet vistnok.

Samme lyriske tema synes at gå igen på flere af sangene på JORD, der går fra højdepunkt til højdepunkt. På ”Vakuum” introducerer MØL pludselig et decideret thrash-riff, som bandet ubesværet passer ind med alle de andre elementer. ”Lambda” er et simpelt, men smukt melankolsk instrumentalnummer, der brutalt efterfølges af salver af death-, thrash- og black-riffs i ”Ligament”, hvor vildskaben dog igen og igen bliver afbrudt af stemningsfulde post-metal-inspirerede passager. Overgangene er bratte, men fuldstændigt gnidningsløse. Det giver hele tiden mening, og som lytter overgiver man sig bare fuldstændigt og flyder med. Det er virkelig høj klasse, det her! Til sidst får vi så titelnummeret ”Jord”, som slutter en fantastisk plade af med manér.

Årets danske album – so far

MØLs udgangspunkt er måske nok blackgaze, men alt er så langtfra sort i deres univers. For under det hele er der lys, skønhed og en tro på livet, som ikke kan holdes nede, og dette lys strømmer igennem den mindste lille sprække i bandets ellers voldsomme og intense udtryk. JORD er desuden yderst velproduceret, og den store lyd med masser af dybde og rumklang er med til at fremhæve de opløftende passager i musikken. Til sidst bør også Ken Klejs’ trommer fremhæves. Han spiller dynamisk, og hans beats er ofte komplekse (som det jo er kutyme i post-metal), men hele tiden understøtter det de stemningsfulde sange – MØL forfalder i det hele taget aldrig til overflødigt lir. Der er altså ikke en finger at sætte på noget som helst, og JORD bliver en oplagt kandidat til årets danske album.