Det er ganske vist
“Har du hørt hvad de siger / historierne går / om skibet der strejfed’ i seks lange år / med fulde sejl sat / fra syd og til nord - uden et eneste udgivet album ombord”.
Indrømmet, om end lettere omskrevet tilhører ovenstående tekst såvel som melodi Israel Hands, piraten fra R.L. Stevensons maritime eventyr. Ikke desto mindre er det ganske vist, at beskrivelsen passer som fod i hose på Crown the Beasts hidtidige kurs. Odenseanerne, der alle har en fortid på den fynske dødsscene, samledes således under nyt banner i 2016, og allerede året efter tromlede de sagesløse 1000fryd i Aalborg ned som opvarmning for canadiske Cryptopsy. Udgivelsen af Spawn of Tomorrow er i virkeligheden den foreløbige kulmination på en flot en karriere, der blandt andet omfatter optræden på Tinderbox i 2019 som det første dødsband nogensinde samt efterårets visit på Odense Metal Fest i selskab med internationalt etablerede navne som Marduk og Unleashed.
Marodører med vinden i ryggen
Vi lægger fra land med kontrolleret kaos på ”Angels of Mercury”, hvor produktionen næsten fremstår for poleret grundet nummerets tenderende pletfrie mix. Der er masser af saft og kraft i både de underliggende riffs og blast beats, hvorimod kaptajn Campbell nærmest synes at lægge bånd på sig selv. Derimod slippes alle tøjler under ”Deathecration”, der med samme hærgen og vildskab som en kategori 5 orkan flår alt og alle med sig i slipstrømmen. Det dystopiske breakdown og nummerets utæmmede brutalitet kommer med garanti til at vælte mangt en koncertsal fremover. I det hele taget er vi selskab med kunstnere, der virkelig kan deres håndværk. Førstesinglen ”God Machine”, med sine gradvist opbyggende temposkift, nedstemte riffs og Christoffer Leths velafviklede lynpedaler, er et glimrende eksempel herpå.
Dødsmetallen bliver af udenforstående ofte betegnet som meningsløs, monoton larm. Duoen Grønning/Von Løvendahls harmoniske riff-kompositioner i ”Gates of Knowing” ikke alene modbeviser postulatet, men advokerer tværtimod for en væsentlig mere nuanceret tilgang til genren. Jasons vokal er tillige droslet ned i spoken word-tempo, hvilket giver en forfriskende variation fra de ellers meget rå konturer, der har tegnet albummets første tredjedel. Beklageligvis begynder forudsigeligheden at snige sig ind herfra blandt andet som følge af bandets begejstring for breakdowns i midterpassagerne. Således også på albummet titulære skæring, der ellers udmærker sig med lige dele energi, groove, flow og aggression i smuk synergi mellem vokal og instrumental.
Crown the Beast er først og fremmest et liveband, hvilket de eftertrykkeligt sørger for at minde os om på skivens afsluttende skæringer. ”Mass Grave” lever således op til sin dystre titel som legemliggørelsen af rendyrket ondskab i form af Grønning/Von Løvendahls flænsende guitarspil, mens Leths supersoniske signaturtrommer tillige fremhæves på efterfølgeren ”Hate”; pladens med afstand hurtigst afviklede lydspor, hvor man på nærmeste sidder på spring for at sætte Gevalia over, såfremt kvintetten skulle komme dumpende ind i dagligstuen. Her burde Campbell og Co. nok have ladet ankeret falde, da vi kommer lidt ud af kurs under albummets afsluttende skæring ”Counting Bodies”, der med ukarakteristisk flad growl i indledningen sætter et lidt intetsigende punktum for en ellers flot førsteudgivelse.
Hist, hvor vejen slår en bugt, titter døden frem så smukt
Lad os slå fast med det samme – der er absolut ikke tale om de vises sten inden for dansk dødsmetal. Hvad der derimod er tale om, er fem modne musikere, der hver især bidrager til et solidt, helstøbt album. Jason Campbell manøvrerer fortrinsvis ubesværet mellem manisk dødsrallen og eftertænksomme, højlydte refleksioner. Der hersker dog næppe tvivl om, at han befinder sig markant bedre på de skrå brædder end i en isoleret lydboks. De herrer Grønning/Von Løvendahl afvikler ligeledes deres instrumenter på aldeles fornemt niveau med tydelig variation mellem de mere groovy melodier, harmoniserede riffs og knivskarp shredding. Endelig skal der kippes med flaget for skibsnavigatør og grydebanker, Christoffer Leth, der med sikker hånd holder skuden på ret køl under det meste af sejladsen. Spawn of Tomorrow vinder muligvis hverken priser eller hæder for innovation, men Døden har som bekendt mange ansigter, og i en tid hvor frygt og usikkerhed hersker, findes der noget betryggende i at møde et velkendt ansigt.
