Skibet er ladet med P
Først var det Gaerea fra Portugal, så Batushka fra Polen og nu UADA fra Portland – 2020 er åbenbart året, hvor alle maskerede, black bands fra steder, der begynder med ”P”, udgiver album. Her på Heavymetal.dk kan vi godt lide Uada, vi har faktisk aldrig givet bandet andet end otte kranier, så forventningerne til de portlandiske post-blackere var store – meget store. Djinn er det tredje værk siden 2016, så det er bestemt ikke et band, der ligger på den lade side. Men så igen, lediggang er roden til alt ondt – men som et black metal band, så burde dette vel netop være hensigten?
Lys og mørke
Uada er dog et band, der trods sin umiddelbare popularitet også deler vandende i black-miljøet. Da bandet er fra Portland, Oregon – også kendt som hipstermekka – har de tit og ofte fået det mærkat smidt i hovedet, et mærkat der får mange folk til at tænke på filthuer, briller uden styrke og væltepetere – altså ting, der bestemt ikke matcher ens egen forståelse af at være en totalt svedig satanist med nitter og alt muligt. Samtidig har bandet fået på puklen for at være en amerikansk kopi af polske Mgla (hvilket er en langt mere relevant kritik end frygten for en caffe latte til overpris). Men hvor Mgla har en langt mere dyster og forpint lyd, så har Uada en mere opløftet, man fristes til at sige munter, lyd – hvis Mgla er mørket, så er Uada lyset. Djinn fortsætter på mange måder, hvor Cult of A Dying Sun sluttede, og det er faktisk imponerende, hvordan det nærmest lyder, som om de to album i virkeligheden bare var ét langt. Uadas univers er stadig det samme metafilosofiske vortex, hvor vi skal tænke over vores egen eksistens, og hvor ubetydelige vi, i den store kosmiske helhed, egentlig er. Uada har altid haft en lyd, der både var storslået og meditativ, men også fyldt med guitarlir samt riffs, man kan skråle med på – og i den forbindelse står titelnummeret nok som det stærkeste eksempel med sit 80’er rock’n’roll-riff, der agerer ledestjerne for det næsten otte minutter lange nummer. Uada er glade for lange numre, for albummet klokker ind på en lille time med sine seks numre, og generelt mestrer bandet også at lave numre, der er lange, uden man sidder og kigger på uret. Dog kunne ”No Place Here” godt have nøjedes med ”kun” at vare otte-ni minutter i stedet, for de sidste par minutter bidrager ikke med meget andet end lidt rumklang og mumlen, hvilket også kan være fint, men ikke når det varer så længe! Bandet selv beskriver albummet som deres kreative højdepunkt, og der er ingen tvivl om, at sammenlignet med de to forrige udgivelser, så er det sandt. De har formået at bygge videre på det fundament, de påbegyndte tilbage i 2016, og er nu der, hvor det ikke er dem, der lyder som andre, men andre, der lyder som dem. Albummets kreative højdepunkt må være ”Forestless”, som virkelig bare er lyden af Uada, der gør det, som de gør bedst – for her får man nemlig guitarlir, hypnotiske rytmer, og så får vokalist-Jake virkelig lov til at glamme for fulde lunger. Og slutteligt, hvis man sad og følte, albummet var lige langhåret nok, så for at minde os om, at de altså er et black metal-band, klasker bandet os i ansigtet med det sidste nummer: ”Between Two Worlds” – en titel som måske nok netop er en reference til bandet selv, og om hvordan de prøver at balancere lys og mørke.
Så tæt på!
Uada selv var ret tydelig omkring, at Djinn skulle være deres bedste, mest ambitiøse, mest kreative og mest velpolerede album. Og jeg kan kun tage hatten af, i ren og skær ærbødighed, for det er lykkedes dem. Albummet er tæt på at være fejlfrit, og jeg kan kun glæde mig til at opleve dem i Pumpehuset til marts. Djinn er en magtdemonstration, og bandet cementerer, at de på ganske få år er blevet en sand bastion indenfor post black-metallens konstant, ekspanderende univers.
