Ghost - Impera

Impera

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 5,5/10 baseret på 2 stemmer.

Papa er død, længe leve Papa

På samme måde som Ghost skifter frontfigur efter hver ny udgivelse, er Ghosts faste anmelder her på heavymetal.dk også udskiftet. Det må da være et tegn fra Mørkets Fyrste selv! Ghost behøver absolut ingen introduktion. Lige siden Tobias første gang iførte sig sin mitra og svingede med sit røgelseskar tilbage i 2010, har alle i metal- og rockverdenen haft en mening om bandet. De er blevet kaldt alt fra Scooby Doo-jagtmusik til Satanisk Abba, og virkeligheden ligger nok et sted midt i mellem. Impera er bandets femte album, og som tiden er gået, er mystikken omkring projektet blevet pillet mere og mere af, så nu er det kun musikken, der er tilbage – og så er spørgsmålet, om bandets femte udgivelse er stærk nok til at stå alene uden det helt store sceneshow?

Fløderock og tidsfordriv

Udover at være Ghosts længste album til dato, så er Impera også det album, der minder mindst om, hvad de har lavet før. Den gotiske 70’er-stemning (Opus Eponymous) er nu endegyldigt død og begravet (ligesom de foregående papaer), og Satan og hans følgere virker også til at være noget mere diskrete, end det er set tidligere (Infestissumam). De store armbevægelser og Hollywoodskæret (Meliora) er ligeledes nedtonet, og slutteligt er musikken langt fra så kæk og dansabel (Prequelle), som vi ellers har været vant til. Nu har vi etableret, hvad Impera ikke er, ergo er vi derfor nu nødt til at formulere, hvad Impera så er.

Med sine 12 numre skulle man mene, at der var rig plads for Tobias og hans unavngivne kumpaner til at boltre sig og virkelig udfolde sig – især når man tænker på, at de kreative safter da må have været ved at koge over, nu hvor det er fire år siden, bandet sidst udgav et album. Men det virker mest af alt til, at Tobias har brugt de fire år på at sidde på sit drengeværelse og høre de samme, gamle Boston-, Toto- og Van Halen-plader på repeat om og om igen.

Impera hørmer langt væk af tidlig 80’er-rock, komplet med stort hår og endnu større ballader – tag bare fadæsen, der er ”Griftwood”, der lyder, som hvis Lukas Graham genoplivede Van Halen og overtog vokaltjansen. Ligeledes har vi albummets to første reelle numre, ”Kaisarion” og ”Spillways”, der nemt kunne have været fra Totos Fahrenheit-album fra 1986. Hr. Forge udtalte tidligere i et interview, at han foretrak sin dødsmetal fra starten af 1980’erne, dette gælder åbenbart også, når det kommer til hans favoritperiode indenfor fløderock.  ”Hunter’s Moon” og ”Call Me Little Sunshine” er nok de numre, der minder mest om det Ghost, vi kender og elsker, men der er nu stadig et pænt stykke vej til, at man kan kalde dem for ”bangers”, som de unge siger. Imperas største problem er, at man som lytter ikke føler, at ens tid bliver respekteret.

De fleste af albummets 12 numre er enten alt for lange eller alt for korte. Tag et nummer som ”Watcher in the Sky”, som faktisk er et udmærket nummer, men slet ikke godt nok til at vare næsten seks minutter, det bliver simpelthen trukket i langdrag – og omvendt har vi et nummer som ”Twenties”, som er et genialt nummer, hvor vi næsten er ovre i noget avantgarde, men det varer ikke engang fire minutter. Ligeledes har vi hele tre ligegyldige, instrumentelle intermezzoer, der blot fylder, på et album, der allerede er spækket til bristepunktet. Slutteligt må jeg også lige nævne, at selve produktionen og lyden på albummet er decideret anæmisk – den er mere flad end en udpint hoppeborg i et omrejsende bosnisk tivoli.

Nihil est descripta

Impera skulle være fortællingen om store riger og deres fald – så i den forstand passer det jo meget godt, at Ghosts femte album så absolut viser, at bunden er nået for de svenske gespenster. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg er skuffet, men det er jeg ikke. Allerede da EP’en Seven Inches of Satanic Panic udkom, kunne jeg høre, at vi var på vildspor, og i takt med at der udkom flere og flere singler fra Impera, blev jeg bekræftet i dette. Vi har, heldigvis, ikke at gøre med et elendigt stykke makværk, bevares, men når det så er sagt, så er Impera en kedelig, ligegyldig og decideret flad udgivelse blottet for charme, mystik og magi samt den kække og lumre atmosfære, som Ghost ellers normalt har budt på. Ergo havde Papa Nihil ret, da han var imod, at Cardinal Copia skulle overtage projektet – ak ja.

Tracklist

  1. Imperium
  2. Kaisarion
  3. Spillways
  4. Call Me Little Sunshine
  5. Hunter’s Moon
  6. Watcher In The Sky
  7. Dominion
  8. Twenties
  9. Darkness At The Heart Of My Love
  10. Griftwood
  11. Bite Of Passage
  12. Respite On The Spitalfields