Bloody Dice

”Det tager jo en hel dagsrejse at komme herop”, proklamerede konferencier Steffen Jungersen, mens han støttende sig til sin stok indtog salens scene for at præsentere aftenens opvarmning, Bloody Dice. ”Et forholdsvis ubeskrevet blad på den danske rockscene, der spiller hårdtslående, bluesinspireret, beskidt rock ’n’ roll”, kunne vi forstå på Jungersen. I tråd med Forums Black Box-koncerter var salens bagerste del afskærmet med et sort akustiktæppe, mens mikserpulten var placeret centralt op ad dette. Det gav optimale betingelser for resonansen i lokalet og fremhævede også de støvede og rå blues-toner, som bandets medlemmer forsøgte at slå an. Forsanger Dagfinn Joensen havde paradoksalt nok en lidt for ren vokal til de valgte stilarter, mens trommeslager Peter Larsen virkede bemærkelsesværdigt fraværende. Kombineret med en stationær stage performance og et noget nær melatonin-bedøvet publikum (dem vender vi tilbage til), blev det aldrig den helt store oplevelse. Afslutningsvis vil jeg dog ikke undlade at fremhæve henholdsvis Stuart ’O Neils bass, der grundet de gunstige lydforhold fremstod både dyb og sprød, og Nickie Jensen, der eksekverede et par velspillede guitarsoli undervejs. 

5/10

Statement

Omtrent 15 minutter efter opvarmningen havde spillet sidste note, dukkede den gangbesværede Jungersen endnu engang frem på scenen. Efter en anekdote om afdøde Lemmy Kilmister fulgte en kort beretning om det faktum, at mange af vores helte ikke blot havde nået, men var nået forbi pensionsalderen. For at sikre rockens videre overlevelse skulle der derfor mødes op og støttes op om de nye navne. En fin overlevering og introduktion af aftenens hovednavn.

BUM! Hvad der mindede om et enkeltskudsbatteri gik af, Statement indtog scenen og leverede åbningsnummeret på den nye skive, ”Don’t You Hide It”. Forsanger Jannick Brochdorf sled med vokalen, hvor især de lysere toner fadede ud og besværliggjorde forståelsen af teksterne. Generelt virkede bandet for stillestående i den indledende del af koncerten og formåede ikke rigtig at komme ud over scenekanten. Med sommerens lavpunkt i kategorien ”pinagtigt publikum” til koncerten med Queen, håbede jeg inderligt i al min naivitet, at bunden var nået. Lad det derfor være sagt med samme: Der blev sat HELT nye standarder for apati og ligegyldighed blandt denne aftens publikum. Det bragte tydeligvis Brochdorf helt ud af jaketten, og han måtte træde vande ved at redegøre for sammensætningen af sætlistens numre, inden de spillede ”Sacrifice”. Først til den Godsmack/Volbeat- inspirerede ”The Hero Inside” løftede en betragtelig del af salen deres slørede blikke fra mobiltelefonerne, istemmende et uengageret ”hhheeeyyy”.

Efter en mekanisk levering af den nye plades titulære skæring, der endnu en gang sendte de åndeligt fraværende tilbage i en tilstand af kollektiv apati, trådte guitarist Niels Alex Larsen pludselig i karakter. Efter en tåkrummende parodi på Rob Halfords ikoniske ”Harley Davidson på scenen”-ritual slap han sin indre Rob Caggiano løs og fræsede igennem en 4 minutter lang solo under outroen på ”Madness”. Aftenens absolutte højdepunkt – indtil videre. For pludselig var det, som om resten af bandet også havde besluttet sig for at deltage i aftenens festligheder. Vi fik således noget Chris Kael-attitude fra bassist Martin Poulsen på ”Lifeline” og ”Dropzone”, mens grydebanker Daniel Nielsen sammen med fire gæstende trommeslagere fremførte et mindeværdigt trommeshow, der gav mindelser om en fusion mellem Tivoli-Garden og Copenhagen Drummers på ”Escaped”.

Men lige lidt hjalp det. Publikum, der allerede under ”Fade Away” og ”California Dreaming” var begyndt at udvandre, fik mig til at tænke på den gamle Tæskeholdet-sketch ”Klokken er ti i syv, nu lukker klubben”. Det ville være morsomt, hvis ikke det var så tragisk. Tomme, gabende huller, de afmønstrede efterlod sig samt den kollektive Neverland-trance, de tilbageværende befandt sig i, kunne med største lethed tjene som indledning til nekrologen over dansk rock. På trods af en eksplosiv finale, hvor signaturhymnen ”Darkness In Your Eyes” blev akkompagneret af ”Copenhagen Drummers/Tivoli-Garden”-ensemblet, guldkonfetti, røg- og flammedysser samt et imponerende fyrværkeri, forlod man salen med en fornemmelse af, at publikum lige så godt kunne være kommet ud fra Viftens biografsal i den modsatte ende af foyeren.  
 

Dansk rock er ikke død – men den har akut brug for en defibrillator.

”Hvis dansk rock skal overleve i fremtiden, så skal der til at ske en drastisk ændring blandt publikum”, var min første bemærkning, efter lyset var slukket. Bemærkningen var rettet mod min sidemand, en tidligere kollega jeg var stødt på til koncerten. Hans svar, om end med selvironisk distance, illustrerer til fulde min pointe: ”Lad nu for helvede være med at være så sur, Madsen. Alternativet for os fra Holbæk er jo at sidde hjemme i sofaen med en frysepizza og se en velorkestreret Netflix-serie.” Deri ligger tragedien. For ham var det ment som en spøg. For de fleste, er det virkeligheden anno 2022. Derfor må jeg også endegyldigt erklære mig uenig med den gode Steffen Jungersen: Vi mangler simpelthen personligheder på den danske rockscene, der kan vende det billede – vi mangler ”den næste Lemmy”.
Jeg forlod Viften med en følelse af at have set to forskellige koncerter. Første tredjedel var på alle måder under middel og ville isoleret set kaste et 4-tal af sig. Statement skal til gengæld sørge for at få ”forlænget kontrakterne” med henholdsvis guitarguden Niels Alex Larsen og tøndebaskeren Daniel Nielsen. De to fik virkelig sat tryk på dieselmotoren og sikrede, at navnlig sidste to tredjedele af koncerten landede på et markant højere niveau, der havde udløst karakteren 7. Vi ender derfor med en samlet karakter på 6 kranier. 

6/10