Fuld fart frem

Epic heavy metal-bandet Eternal Champion, der gæstede Danmark for allerførste gang i forbindelse med Jailbreak, havde fået til opgave at åbne dette års festival. Bandet har eksisteret siden 2008 og har siden deres stiftelse udgivet to langspillere i henholdsvis 2016 og 2020, og med emner som fantasy, legender og drabelige kampe var den amerikanske kvintet  – på papiret  – perfekt til at få sparket festen i gang.

Can I get an UHG?! 

Med episk fanfare trådte det amerikanske band Eternal Champion anført af Jason Tarpey iført ringbrynjemaske ind på scenen og lagde ud med nummeret “Skullseeker” fra Ravening Iron udgivet i 2020. Beklageligvis var lyden allerede her ikke overbevisende, da det rungede kraftigt, og vokalen virkede uafstemt. Det blev dog en lille smule bedre i løbet af sangen, så man rent faktisk kunne værdsætte Tarpeys unikke og teatralske vokal. Desværre var lydproblemerne et tilbagevendende element under hele denne 45 minutter lange koncert. Det gjorde sig blandt andet gældende ved “The Armor of Ire” fra pladen af samme navn udgivet i 2016, hvor der desuden var alt for meget rumklang. Der var dog også numre, hvor alt fungerede, som det skulle. Det var tilfældet ved blandt andet femte nummer, “Coward’s Keep”, med tunge, nærmest doomede riffs og et atmosfærisk omkvæd, hvor Tarpeys vokal smeltede flot sammen med Arthur Rizks supplerende kor. Koncerten blev heldigvis afsluttet med højdepunktet “A Face in the Glare”, hvor Rizk fyrede en vellykket guitarsolo af og viste sine overbevisende musikalske evner. Det var ikke kun mig, der var begejstret for dette nummer; det gav også anledning til festivalens allerførste crowdsurfer – Bjarne, en af festivalens skeletmaskotter, som vi også mødte dagen efter til Ugly Kid Joe. Men på trods af publikums begejstrede “one more song”-tilråb var der desværre ikke tid til endnu et nummer.

Teori og praksis

Der er absolut ingen tvivl om, at Eternal Champion er et virkelig dygtigt band, og det skal da heller ikke være en hemmelighed, at en del af deres numre hører til mine favoritter i epic heavy metal-genren. Men lyden i Vestsalen under denne koncert levede bare ikke op til mine forventninger – der var en allestedsnærværende rungende buldren fra både bas og bastromme, som var altoverdøvende i store dele af sættet. Desuden lå vokalen underligt i mikset og var temmelig flad. Jeg håber dog, at Eternal Champion finder vejen til Danmark igen, og at de så kan optræde under bedre lydmæssige forhold. 

Sætliste:

1. Skullseeker
2. Ravening Iron
3. The Last King of Pictdom
4. The Armor of Ire
5. Coward's Keep
6. Worms of the Earth
7. I Am the Hammer
8. A Face in the Glare

6/10

Metalmaskinen tilbage i Danmark

Udo Dirkschneider blev i tidernes morgen kendt som forsanger i det tyske heavy metal-band Accept, som han dog forlod i 1987 og dannede sit soloband med det kreative navn U.D.O. Siden 1987 har U.D.O. udgivet 18 studiealbummer med forskellige musikere, hvor det nuværende lineup består af guitaristerne Dee Dammers og Andrey Smirnov, den tidligere Accept-bassist Peter Baltes, trommeslageren Sven Dirkschneider og sidst, men ikke mindst, metalkoryfæet himself: Udo Dirkschneider. 

Den tyske damptromle

Sættet indledtes af “Isolation Man” – åbningsnummeret på Touchdown, der blev udgivet i august 2023 – hvor vokalen var en lille smule lavt indstillet. Det gjorde dog ikke det helt store, fordi det for det første blev fikset kort efter, og for det andet fordi alt andet spillede præcist, som det skulle med iørefaldende guitarriffs og en superveloplagt Baltes, der smilede over hele femøren. Bandet fremførte et udpluk af sange fra syv af deres 18 studiealbummer, hvoraf hovedparten stammede fra deres seneste udspil. Et track, der dog stak ud som særligt vellykket, var det unikke “The Wrong Side of Midnight” fra Mastercutor udgivet i 2007. Nummeret har fine orientalsk klingende guitarriffs og medrivende syng-med-venlige passager. Lidt mindre fin var Andrey Smirnovs neoklassiske “Rondo alla Turca”-guitarsolo i sjette nummer, “Fight for the Right”, der desværre blev spillet i den forkerte toneart og dermed endte med at lyde ret falsk. Til gengæld var “One Heart One Soul” fra Steelfactory med en tung bas leveret af Baltes særdeles vellykket. Det samme gjorde sig gældende for niende nummer, “Touchdown”, der var etklart bevis på hvad en solid dobbeltguitar kan gøre, for samspillet mellem Smirnov og Dammers var helt perfekt. Alt i alt var dette en meget vellykket koncert, hvor det meste fungerede, og Dirkschneider seniors stemme var særdeles overbevisende. Det, der trak ned hos U.D.O., var de to guitaristers manglende karisma – på trods af at de fyrede fede og virtuose guitarsoli af, kom de bare ikke ud over scenekanten.

Metallisch und unkaputtbar

Ud over et par enkelte skønhedsfejl var denne optræden særdeles vellykket, og Dirkschneider beviste endnu engang, at han er en uforgængelig og velsmurt metalmaskine. U.D.O. var et godt valg til at åbne den store scene og en fin booking til Jailbreak – weiter so!

Sætliste:

1. Isolation Man
2. Break the Rules
3. Forever Free
4. Metal Machine
5. The Wrong Side of Midnight
6. Fight for the Right
7. Man and Machine
8. One Heart One Soul
9. Touchdown
10. They Want War
11. Animal House

8/10

Klar til guitarfræs og power 

Kvart over tre stod der powermetal på programmet i form af græske Firewind, der siden 2020 har haft Herbie Langhans med som sanger. Det var dog ikke det sidste, vi så til ham, for tyskeren også var med som gæstevokalist hos Avantasia senere på dagen. Og i kombination med den veloplagte guitarguru Gus G. var der absolut intet, der kunne stå i vejen for en episk og velafstemt optræden. 

Danmark er hovedstaden i Sverige

Bandet beviste deres kunnen allerede fra første sang, “Salvation Day”, som er åbningsnummeret på gruppens nyeste udspil, Stand United, hvor Langhans’ energiske vokal gik tydeligt igennem, og bandet fik sparket powermetal-festen i gang. Det var dog ikke kun Langhans, der fik brugt stemmebåndene; også publikum blev opfordret til at synge med under “Destination Forever” udgivet på Between Heaven and Hell i 2002. Mellem de syng-med-venlige passager shreddede Gus G. løs på sin forsvarsløse guitar og bidrog sammen med Petros Christo på bas og Jo Nunez på trommer til et massivt og medrivende lydbillede, Dette nummer dannede en perfekt overgang til næste høj-intensitets-nummer, “I Am the Anger”, hvor Gus G. ligeledes brillerede på guitar og med overskud og præcision leverede en guitarsolo, der var det reneste øreguf. Da stemmerne var blevet varmet op, blev det tid til en svingom, da Langhans spurgte: “Do you want to dance?”. Hvis der er én ting, som metalhoveder i hvert fald vil, så er det at danse – især til middelmådige popnumre i en revideret metaludgave. Og det var lige det, de gjorde til tiende nummer, “Maniac” fra filmen Flashdance, der efter min mening sagtens kunne have været slettet fra sætlisten. Man kunne tydeligt mærke på Firewind, at de var opsatte på at give folk en god oplevelse, og det lykkedes også et langt stykke ad vejen. Det var dog ikke just kronen på værket, at Gus G. som afslutning af deres sæt sagde “Tack så mycket” – men points for effort. 

They’ll be back

Bandet vil vende tilbage til Danmark – nærmere betegnet Gimle – den 20. september sammen med de finske powermetal-giganter Sonata Arctica samt Tungsten og Serious Black, så de fans, der ikke fik nok, får mulighed for at gense dem, mens andre interesserede skal se at få købt sig en billet, da det virkelig kan betale sig.  

Sætliste:

1. Salvation Day
2. World on Fire
3. Destination Forever
4. Destiny Is Calling
5. I Am the Anger
6. The Fire and the Fury
7. Ode to Leonidas
8. Fallen Angel
9. Rising Fire
10. Maniac (Michael Sembello-cover)
11. Falling to Pieces

8/10

Musikalitet frem for virtuositet

Mr. Big har et hit, der svarer til deres navn. Det er helt umuligt ikke at have hørt balladen ”To Be With You”, men hvis du tror, det er essensen af Mr. Big, så tro om. Den amerikanske kvartet er startet i slut-80’erne af bassist Billy Sheehan. Han er kendt som bassens Eddie Van Halen og havde fra start en målsætning om at sætte musikalitet over virtuositet. Med bandmottoet in mente kan en livekoncert kun blive en vild oplevelse.

Udråbstegn forude

Hvilket det også blev. De aldrende herrer trodsede alene med deres entre på scenen alle aldringstegn. Billy Sheehan kom nærmest flyvende ind på sine, ganske vist stive, ben og åbnede med en bassolo, der samtidig var en del af ”Addicted to That Rush” fra debuten. Et gammelt nummer, men alderen kunne ikke høres. Eller ses. Paul Gilbert havde monteret et sliderør på sin guitar, som han kunne skifte hurtigere end sin egen skygge. Derudover spillede han med boremaskine til ”Daddy, Brother, Lover, Little Boy (The Electric Drill Song)” og spillede i det hele taget lynhurtigt som en ninja. Samme med hans ekvillibristtvilling Billy Sheehan, der på et tidspunkt scratchede som en DJ – på bassen! Han slidede også med pegefingeren på højrehånden og havde oveni det overskud til lidt uhøjtideligt gøgl. Kom således midtvejs ind med en dobbelthalset bas. Bare fordi!

Firestemmig korsang, det kunne de også. Samtidig med at de åbenlyst slappede af og storhyggede på scenen. Trommeslageren var ny, sad i samme stol, som Udo Dirkschneiders søn havde gjort lige inden, og var uendeligt mere levende. Utroligt, at et helt band kan spille en i den grad virtuos koncert på et niveau meget under deres egentlige formåen. Det var ren spas!

Eric Martin var ikke helt på højde med det lidt for tilbagelænede publikum. Eller måske bandet bare var for overgearet på et tidspunkt, hvor de fleste kun lige havde sat fod på pladsen. ’Er I klar?’ fik i hvert fald en sløv respons. Måske Martin bare skjulte sin skuffelse, men det lykkedes med et høfligt: ’Nå, men jeg har ikke noget imod at arbejde for det’. Det havde de allerede gjort overbevisende i tyve minutter.

Men vi skal tilbage til bandmotivationen, for ”To Be With You” blev leveret efter planen helt uden teknisk blær, næsten som en lejrbålssang. Et stort afbræk. Og derefter kom de virtuose spasmagere igen i højt gear.

Mr. Very Big

Det var som at se Steve Vai og Joe Satriani, men her blev alt det overstyrede umenneskelige talent bare kanaliseret til vaskeægte rock, man kunne synge med på. At Mr. Big kun er kendt for det ene hit, gjorde dog fællessangen til en beskeden affære. Og må man spørge, hvorfor de mødte op med så covertung en sætliste? Cat Stevens’ ”Wild World”, ”Shy Boy” af Talas, og særlig underligt var det at slutte med The Whos ”Baba O’Riley”. Her skulle de have fyret deres største rocker af, de har længe nok eget materiale til den lille times spilletid.

7/10

Som sild i en tønde

Forventningsfuldt havde festivalgæsterne mast sig ind i Vestsalen og stod side om side, mens de ventede på, at det britiske kultband Dragonforce endelig ville indtage scenen. Publikum skulle dog ikke vente længe, for de britiske guitarekvilibrister var klar tre minutter før tid med bandets to grand old men, Herman Li og Sam Totman, stående klar oppe på de to store spillemaskiner, der flankerede scenen.

Cuccos og guitarlir

Akkompagneret af gevaldig elektro-pling-pling og pyro indtog Dragonforce den lille scene, der var proppet til randen med kulisser i form af to gigantiske oppustelige dragehoveder og to overdimensionerede spillemaskiner. Gruppen, der ellers er en kvartet, har på indeværende turné medbragt Billy Wilkins, som gruppen har støvet op på TikTok, som ekstra guitarist, så overstadigt guitarfræs var forprogrammeret, da de indledte deres sæt med nummeret “Fury of the Storm” fra Sonic Firestorm udgivet i 2004. Overraskende nok – specielt, når man tænker tilbage på den sidste Dragonforce-koncert, der blev anmeldt her på sitet – sad lyden i skabet fra allerførste tone, og vi fik en fin vokalperformance af frontmand Marc Hudson. Efterfølgende “Cry Thunder” blev ligeledes fremført med overskud og præcision – det er mig dog uvist, hvor meget der er backing track, og hvor meget der rent faktisk bliver fremført live. Men nok om det. Publikum fik ikke blot disket klassiker efter klassiker op, men også nye numre fra deres nyeste udspil, Warp Speed Warriors. Blandt andet “Power of the Triforce”, hvor bandets medbragte Cucco-bamse fik sig en tur rundt i mængden under det forbehold, at den skulle bringes sikkert tilbage til scenen ved sangens afslutning. De fremmødte fans hørte pænt efter, og powermetalveteranerne fortsatte ufortrødent det flotte arbejde. For undertegnede var det dog uden tvivl “Last Dragonborn” fra Extreme Power Metal udgivet i 2019, der var denne koncerts højdepunkt. Alt på det nummer spillede bare, og publikum, der var mast sammen inde i den alt for lille Vestsal, lod sig rive med af den energiske optræden på scenen. Det gjorde, at “Doomsday Party”, der ikke just hører til mine favoritter, blev en smule mere udholdelig. Næste nummer blev introduceret med, at frontmanden spurgte ud i publikum: “Do we have any ladies in the audience?” Da det blev klart, at han spurgte, fordi næste sang skulle være Celine Dion-nummeret “My Heart Will Go On”, som jo ville være den sang, som kvinder med sikkerhed kender – tsk, tsk – blev jeg endnu en gang bekræftet i, at sådanne coversange generelt bare skal afskaffes med tilbagevirkende kraft. Også Taylor Swift-nummeret(!) “Wildest Dreams” kunne jeg sagtens have undværet, selv om det nu var meget morsomt at se folk moshe til netop den sang. Heldigvis blev koncerten afsluttet med et højdepunkt i form af ”Through the Fire and Flames”, der selvfølgelig ikke måtte mangle til et Dragonforce-show.

Hilsner fra spillehelvede

Alt i alt var denne optræden yderst positivt overraskende. Alle i bandet gjorde deres for at holde festen kørende, og publikum tog det til sig med åbne arme og sang med det bedste, de havde lært. Det var vildt, det var svedigt – og det var skidegodt!

Sætliste

1. Fury of the Storm
2. Cry Thunder
3.  Power of the Triforce
4. Soldiers of the Wasteland
5. Last Dragonborn
6. Doomsday Party
7. My Heart Will Go On (Celine Dion-cover)
8. Wildest Dreams (Taylor Swift-cover)
9. Fire and Flames

9/10

Bay Area-legenderne bryder løs

Yes, klokken blev syv fredag aften, og det blev tid til klassisk legendarisk thrash med Testament. Genrens største er jo Metallica, Slayer og Megadeth, som Testament bider lige i haserne. På plade. På scenen er Testament en sand dræbermachine, der med usvigelig effektivitet aldrig fejler. Heller ikke i Horsens.

En fængslende oplevelse

Efter et meget lovende lydtjek, hvor en aldrende roadie luftede riff fra Ted Nugents ”Cat Scratch Fever” og selveste Slayers ”War Ensemble” (måske det bedste nummer, der nogensinde er skrevet), var publikum mere end bare varmet op. Og bandet ditto. Da det store tæppe foran scenen blev revet ned og afslørede det majestætiske Testament, stod én ting lysende klart: Gud er på scenen. Alex Skolnick. Tag en ordbog og slå ’seriøst blæret overskud’ op. Det er ikke uden grund et synonym for Alex Skolnick. Sjældent er en mand set så veltilfreds på en scene. Med lune, glimt i øjet og et konstant smil i sit dejlige hyggeonkelansigt med den karakteristiske brede grå bane i sin løvemanke matchede han med sin virtuositet både Billy Sheehan og Paul Gilbert, der spillede med Mr. Big et par timer forinden. Aldrig et blik på gribebrættet, men konstant i kontakt med bandkammerater og publikum. Som var helt oppe at ringe med crowsurfing, circlepits, wall of death og glad dødsdans. Det spiller formodentlig ind, at vi her fik festivalens absolut hårdeste indslag, som i øvrigt kom på lige efter Firewind og Dragonforces fade kalkulerede grandprixmetal. Gode show, bevares, men der er altså intet kalkuleret ved Testament. Chuck Billy demonstrerede en scenenærvær, der kun overgåes af Phil Anselmo.

De bragede overlegent igennem fra start og luftede udelukkende numre fra de to første album, The Legacy og The New Order. Det kan man mene om, hvad man vil, men målt på publikums respons var det et seriøst godt valg. På den anden side kunne Testament nok have spillet lige, hvad pokker de lystede, for der var nok ikke mange kernefans blandt Jailbreaks brede rockpublikum. De var bare glade for endelig at få blæst ørerne ud med en omgang gedigen metal. Min følgesvend var utilfreds med, at de ikke spillede ”Low”, men den er fra netop Low. Hallo, mand! Når det pludselig er jul to gange om året, og en af gaverne er ”Disciples of the Watch”, som blev hamret hjem med slapbassolo i bedste Les Claypool-stil, klapper man altså bare kaje. 

Bliver det jul igen?

Det gør det stensikkert, når Testament igen står på scenen et sted. Ve den, der tør gå på scenen efter dem. Avantasia gjorde det to timer senere og overlevede, men de forsøgte heller ikke at konkurrere med Testament. Hvilket ville have været meget uklogt.

Mine herrer, tak, fordi I kom.

10/10

Doom på en fængslende festlig fredag

Fredag aften blev det tid til den hyggelige festivals eneste dystre indslag: de svenske doomrockere i Katatonia. Et erfarent band, der debuterede helt tilbage i 1993 som en del af den banebrydende Stockholm-scene, der også tæller Entombed, Dismember und so weiter. For Jailbreak en lidt aparte booking, men ingen regler uden undtagelser, og i forhold til programmet er Katatonia klart undtagelsen. Jeg mener: svensk doom på en hardrockfestival, hvor selv bookingen af Baest virker lige til højrebenet, målt på parameteren ’fest’. For Katatonia hører mere til i Paradise Lost-lejren end i Yobs, der indimellem præsterer at være mere rock’n’rollede end doomede. I hvert fald på scenen.

Pråter ni svenska?

Katatonia holdt den indadvendte stil hele vejen igennem. Indadvendt og tilbageholdende – lige der, hvor man fornemmer, at de er præcis på kanten til at rase helt ud, men har kontrollen og bevidst aldrig gør det. Det ville også have skændet deres fine midnatsmesse, hvor stearinlys og rødvin havde passet godt ind. Der var styr på skidtet, for Katatonia er et sammenspillet band, tight som bare pokker. Og de gik på på det helt rette tidspunkt, lige da den sidste sol stod lavt ind ad vinduerne. Det blev en ægte midnatsmesse. 

Frontmand Jonas Renkse brød efter de første par sange den indadvendte stilhed med et kort ”tak”, der senere i koncerten udviklede sig til en hel lille svensk meningsudveksling. De beduggede festivalgæster fik bedre chancer for at følge snakken, da der blev luftet et par gebrokne tyske gloser til et par tyske fans oppe foran, men Renkse valgte klogt kompromisset engelsk. Hans vokal var ofte tæt på Tools Maynard Keenans med analoge mikrofoneffekter; han svingede mikrofonen som et pendul lynhurtigt foran ansigtet og skabte dermed en slags bølgeeffekt. 

De spillede ”Teargas”, men der var ikke sange, der skabte samme respons som et monsterhit. Det virkede snarere, som om publikum var indifferente i forhold til sangvalget, men det er nok sådan, det er for et nicheband foran det brede publikum. Faktum er, at de med deres indadvendthed ikke fik fat i publikum på samme måde som fredagens andre kunstnere, selvom der var hardcore fans til stede, der ikke bare kunne teksterne, men også var i stand til at koreografere trommespillets mere komplekse segmenter.

Et mislykket flugtforsøg

Den elitære anmelder her kan godt lide doom. Noget doom. Yob er et godt eksempel. Men Katatonia er for overtegnede fremmed territorie. Ren udebane. Derfor kan man sagtens have en fed koncert; det er jo præcis derfor, bandet står på scenen – for at vinde nye fans. Men helt fan blev jeg ikke. Dertil savnede jeg at mærke spilleglæden. Særligt efter en hel dag med musikere, der var totalt i stødet. Mr. Big, Testament, Firewind og Dragonforce havde alle spillet, som var det deres allersidste chance for at bringe festen til folket. Måske ’fest’ i sagens eller doomgenrens natur ikke er en relevant parameter. I den samlede festivalkontekst er den bare svær at overse.

7/10

Et møde, der lod vente på sig

I 2022, da vi i forbindelse med udgivelsen af Avantasias 9. studiealbum, A Paranormal Evening with the Moonflower Society, interviewede selveste Tobias Sammet, sagde han: “Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har spillet i Danmark med Avantasia før [...]. Det er ved at være på tide. COPENHELL eller noget andet, et eller andet sted skal Avantasia starte i Danmark. Det håber jeg …”. Nu, klokken 22.00 på Jailbreak i Horsens, var det endelig så vidt. Det var helt tydeligt, at det var på tide, at den excentriske mastermind og hans følge kom forbi på danske kanter, for forventningens glæde hos gæsterne var stor.

En magisk aften i godt selskab

I aftenens anledning var scenen i Fængselsgården blevet udsmykket med en kirkegårdsportlignende kulisse og et bagtæppe, der ændrede sig, alt efter hvilken sang der blev fremført. Atmosfæren var dermed lagt, og Tobias Sammet inviterede de fremmødte med ind i sit skæve, excentriske og magiske lydunivers med nummeret “Spectres” udgivet i 2013 på The Mystery Of Time. Gennemgående blev Sammet suppleret af et formidabelt kor bestående af Adrienne Cowan, Herbie Langhans og Chiara Tricarico, der bidrog til en fyldig og medrivende lyd. Denne blev yderligere forstærket af gæsteoptrædener fra diverse folkekære vokalister såsom Danmarks helt egne Ronnie Atkins under “The Scarecrow”, hvor samspillet mellem de to vokalister fungerede perfekt. De fremmødte var selvfølgelig ekstra ekstatiske over at se deres landsmand, der tillige adresserede folk på dansk, hvilket Sammet lod som om, han var imponeret over. Et andet højdepunkt var definitivt “Dying for an Angel”, hvor H.E.A.T-sanger Kenny Leckremo entrede scenen iført spandex og et bredt udvalg af bælter og kæder. Stemmen passede perfekt til det visuelle, og hans highpitch vokal skabte en flot og dynamisk kontrast til hovedmanden, hvis stemme var på arbejde under flere af de krævende passager. Andre gæster på scenen var Geoff Tate og Bob Catley fra Magnum. Og netop de mange skift, hvor også korsangerne en efter en var nede at give deres bedste, gjorde, at denne koncert fløj afsted. For der var fart over feltet, da der ifølge frontmanden var en stram tidsplan, der ville udløse en bøde, hvis den ikke blev overholdt. Et nummer, der trods alle begrænsninger ikke måtte mangle, var “Let the Storm Descend Upon You” fra Ghostlights udgivet i 2016, der dog kun blev præsenteret i “singleudgaven”. En formidabel gæsteoptræden fra Ronnie Atkins var dog et plaster på såret og reddede den afkortede version hjem. Sammet holdt løbende god kontakt til og opfordrede inden tiende nummer, “Farewell”, de fremmødte til at svinge med armene i takt til musikken: “Now I need your hands! ... You can keep your hands – you don’t have to throw your hands on stage …”. Sammet var i det hele taget i sit es og introducerede “Lost in Space” som et “number one hit”; han måtte dog indrømme, at det var en løgn, men at sangen havde været på top-10 i de tyske charts: “It’s not a shit song, even though it was played in the German radio”. Der var da heller ingen tvivl om, at folk kendte nummeret, for der blev klappet taktfast og skrålet med. Dem, der havde kigget på uret og på tidsplanen, kunne godt regne ud, at denne aftens metalopera snart ville være færdig, men inden det var så vidt, rullede Avantasias crew, der blev rost for sit flotte arbejde, et flygel ind, og Sammet sang “Lucifer”, som han selv akkompagnerede – senest her var man ikke i tvivl om denne mands sangtalent! Og så var vi virkelig fremme ved sidste nummer, hvor “Sign of the Cross / The Seven Angels” på værdig vis gav alle gæstesolister lejlighed til at komme ind på scenen og synge dette nummer i skøn forening. 

Denmark is Avantasia-land

Tobi og kompagni virkede oprigtigt glade for endelig at være havnet i Danmark. Det lod sig ikke kun høre på ensemblets overbevisende performance, men også i frontmandens måde at interagere med publikum på. Så da der blev opfordret til at synge særlig godt med, fordi det jo ville lande på YouTube, deltog alle engageret i fællessangen. Vi kan altså konkludere: “Denmark is Avantasia-land!”, og vi håber, at de kommer på besøg meget snart igen. 

Sætliste

1. Spectres
2. Reach Out for the Light
3. The Scarecrow
4. Dying for an Angel
5. Alcemy
6. Invincible
7. The Promised Land
8. The Story Ain't Over
9. Let the Storm Descend Upon You
10. Farewell
11. Shelter from the Rain
12. Lost in Space 
13. Lucifer
14. Sign of the Cross / The Seven Angels

9/10

Are you ready?

Der er en grund til, at festivalen hedder, som den gør: Den er opkaldt efter Thin Lizzy-klassikeren ”Jailbreak”. Fængselsfestivallens bagmænd er Lizzy-fans, og der er direkte reklameret med, at Downey har lovet at spille nummeret. Mon ikke også ”Cowboy Song” og den om drengene, der er tilbage i byen, bliver luftet?

Men hvem er ham Brian Downey? Han er medstifter af Thin Lizzy, der nåede at være svingdør for talrige musikere. Gary Moore var med ad tre omgange. Det eneste usvigeligt stabile medlem, bortset fra frontmand Philip Lynott, var trommeslager Brian Downey. En trommeslager med en meget bred stilistisk palette. Med Lynotts død i 1986 blev bandet mere eller mindre lagt i graven. Guitarist Scott Gorham kørte ’bandet’ videre, nærmest som en slags kopiband, der blandt andet varmede op for Metallica på Death Magnetic-turnéen. Og jo, det var samme Gorhams Lizzy-projekt Black Star Riders, hvor Brian Downey skulle have været med, men meldte fra i sidste øjeblik.

Ren kærlighed

Her var en trio, der ikke var vant til store forhold. Sceneopsætningen lugtede af en lille irsk pub, og bagtæppet var en billig plastikpresenning med bandnavnet trykt på. De ydmyge forventninger stod også at læse i Downeys ansigt, da han satte sig. Han var tydeligt glad og dybt rørt over publikums venlige modtagelse. Klokken kvart i midnat er den slags ingen selvfølge. Men der var en ren kærlighedspyramide mellem publikum, musikere og sangskat.

Downey spillede, som var han 50 år yngre, stadig en mester. Resten af bandet leverede på alle tangenter, men særligt frontmand Matt Wilson fortjener respekt for sin autentiske Lynott-vokal. Sætter man den op mod Black Star Riders Ricky Warwick, afsløres sidstnævntes forcerede forsøg på at lyde som Lynott. Der er Wilson mere naturlig og samtidig tæt på at være en fysisk kopi af Lynott, dog til den generte side, ligesom den afdøde frontmand var i sine unge dage. ’Give it up for Mr. Brian Downey’ kom lige lovligt mange gange, måske en kombination af generthed og respekt.

”Jailbreak” åbnede, og de store hits ”The Boys Are Back In Town”, ”Cowboy Song” og Bob Seger-kopien ”Rosalie” kom midtvejs, lige i Lynotts ånd. Han mente, at det bedste skulle fyres af fra starten, så man ikke holdt unødigt på publikum. Og det var meget underligt at høre ”Whiskey in the Jar” med to guitarer. Det klassiske lineup med Gorham og Robertson på guitar spillede den aldrig live. Den er tilbage fra tiden med guitarist Eric Bell og den eneste, der blev spillet fra den tidlige fase.

Musik til evigheden

Downey og hans gutter omdannede fængselssalen til en irsk pub. Koncerten blev til en intim afslutning på fredagen, hvor Thin Lizzys sangskat demonstrerede sin styrke. Det kunne ses foran scenen, hvor voksne mænd rørt til tårer skrålede med, og en ung mand lige midt for scenen havde samtlige tekster på rygraden. Der er håb for fremtiden. Det var musik, der rørte noget helt grundlæggende, musik til evigheden.

10/10