Jailbreak 2024

Jailbreak 2024 af Rolf Meldgaard Jailbreak 2024 af Rolf Meldgaard

Tredje gang er lykkens gang

Man kan næsten allerede glemme, at Jailbreak kun er i gang for tredje år, da konceptet på mange måder står snorlige. Der er et klart brand og visuel identitet, promoveringen spiller, og der er styr på de fysiske rammer i Fængslet – sådan da. Men det er selvfølgelig også forventeligt af datterfestivalen til Copenhell.

Da vi i år mødte op til Jailbreaks tredje udgave, var der allerede en lille forandring: Billetkontoret og indgangen var rykket ud af fængselsmuseets indgangsparti, og man kom nu direkte ind i fængselsgården, som i år havde fået en lille makeover. Mange af boderne var rykket rundt, og der var kommet et lille siddeområde udenfor gården, hvor man kunne finde en bod, som solgte hotdogs med et vaskeægte stykke frilandspølse. Kachotten, som Brooklyn Baren blev døbt af vinderen i Jailbreaks navngivningskonkurrence, var blevet rykket ind i Vestsalen, men ellers lignede festivalpladsen ret meget sig selv. Der var kommet mere udsmykning til, hvor man nu kunne spotte skeletter iklædt de sort-hvidstribede fangedragter nogle yderst mærkværdige steder. Rammerne var på mange måder trygge og familiære. Dette efterlod dog en række spørgsmål: Vestsalens lille kapacitet var allerede hårdt udfordret sidste år, hvordan ville det ikke blive i år? Særligt hvis vi antager, at festivalen fortsat har vokseværk. Hvordan kan man fortsætte med at gøre festivalen mere attraktiv og hive flere folk ind?

En kort identitetskrise?

Den første udgave af Jailbreak, som var en endagsfestival, bød på et lineup, der var en blanding af power metal, oldschool rock, thrash og heavy metal. En festival, som klart sigtede efter en lidt højere gennemsnitsalder end Copenhell. Dog blev Jailbreak 2023 en meget blandet pose bolsjer, som lænede sig mere op ad Copenhell med navne som Alestorm, Arch Enemy, Red Warszawa og Bersærk. Hvis der er noget, Jailbreak ikke bør være, så er det Copenhell version 2.0, fordi så skal arrangørerne til at konkurrere med sig selv. Derfor var årets program en glædelig overraskelse, da det blev annonceret. De var nemlig vendt tilbage til essensen af det, de startede med. Der var en del spændende bookinger som Tobias Sammet’s Avantasia og Eternal Champions første koncerter på dansk jord. Navne som Ugly Kid Joe, Testament, Royal Hunt, U.D.O. og Dragonforce passede også som fod i hose til programmet og konceptet. Omvendt var der herfra en umiddelbar undren over, at Dragonforce skulle spille på den lille scene. Baest var nok den booking, som var længst væk fra at passe ind, altså udover Katatonia, men nu var de også med på et afbud fra Dokken. Selvom dødsmetallerne var langt fra en en-til-en-erstatning, så var det selvfølgelig et sikkert, og måske lidt for nemt, valg, da bæstet som altid nok skulle få sat gang i en fest på deres østjyske domæne.

Et fængsel, som nærmer sig at skabe vaneforbrydere

På festivalens tredje udgave virkede tingene til at køre endnu mere smurt end de sidste par år. Alt gik let med indgang og udlevering af armbånd. Der kom til tider pres på ølboder og madboder, men det var ikke anderledes end andre festivaler. Festivalen gav atter nogle kæmpe oplevelser, som Avantasia, Testament, Brian Downey’s Alive and Dangerous og Dragonforce stod for – og Baest blev en fest som forventeligt. Kig bare på anmeldelserne her i reportagen. Festivalen kan allerede med sit nuværende tilskuerantal prale af at være den andenstørste open air metal- og rockfestival i Danmark; det resultat taler næsten for sig selv. Der er dog visse udfordringer, som blev tydelige i år. Festivalens vokseværk giver problemer med den lille scene; særligt var det synligt ved Dragonforce-koncerten, som blev ulidelig varm, fordi man stod som sild i en tønde derinde. Havde vejret været varmere, så var der simpelthen gået finsk sauna i den. Ud fra insiderinfo så havde Jailbreak omkring 3.500 besøgende begge dage, og hvis alle disse tilskuere nu søgte ind til en koncert i Vestsalen, ville langt over halvdelen blive afvist. Dette er ikke særligt gangbart. Derfor kan man overveje, om scenen i Vestsalen skal erstattes med en ny og større scene udenfor. Så kan man bruge Vestsalen til noget andet, som understøtter festivalens brand og gør den mere attraktiv for billetkøberne. Det kunne for eksempel være en lille tattoo convention derinde begge dage og whiskysmagning. Mulighederne er mange. Samtidig skal man passe på, festivalen ikke bliver alt for stor, da noget af dens store charme er de lukkede og intime rammer – altså af en festival at være. Det er også kanon, at der er kort vej mellem scenerne, og at der aldrig er noget stress for publikum, hvis man vil se det hele. Vi vil lade det være op til de kloge folk at videreudvikle konceptet yderligere; herfra er vi glade for atter at have været med et år på festivalen, som samlet set igen har været en rigtig positiv oplevelse. Vi er ved at blive vaskeægte vaneforbrydere og håber på at kunne fortsætte med at dække alle festivalens koncerter, som vi har gjort hidtil i Jailbreaks levetid. Vi vender i hvert fald tilbage igen næste år, og hvis programmet er nogenlunde i samme boldgade som i år, så glæder vi os allerede!

Fotografier af Rolf Meldgaard, Lykke Nielsen og Sebastian Dammark

Fredag:

  1. Eternal Champion
  2. U.D.O.
  3. Firewind
  4. Mr. Big
  5. Dragonforce
  6. Testament
  7. Katatonia
  8. Avantasia
  9. Brian Downey’s Alive and Dangerous

Eternal Champion Vestsalen, kl. 13:00

Fuld fart frem

Epic heavy metal-bandet Eternal Champion, der gæstede Danmark for allerførste gang i forbindelse med Jailbreak, havde fået til opgave at åbne dette års festival. Bandet har eksisteret siden 2008 og har siden deres stiftelse udgivet to langspillere i henholdsvis 2016 og 2020, og med emner som fantasy, legender og drabelige kampe var den amerikanske kvintet  – på papiret  – perfekt til at få sparket festen i gang.

Eternal Champion @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Can I get an UHG?! 

Med episk fanfare trådte det amerikanske band Eternal Champion anført af Jason Tarpey iført ringbrynjemaske ind på scenen og lagde ud med nummeret “Skullseeker” fra Ravening Iron udgivet i 2020. Beklageligvis var lyden allerede her ikke overbevisende, da det rungede kraftigt, og vokalen virkede uafstemt. Det blev dog en lille smule bedre i løbet af sangen, så man rent faktisk kunne værdsætte Tarpeys unikke og teatralske vokal. Desværre var lydproblemerne et tilbagevendende element under hele denne 45 minutter lange koncert. Det gjorde sig blandt andet gældende ved “The Armor of Ire” fra pladen af samme navn udgivet i 2016, hvor der desuden var alt for meget rumklang. Der var dog også numre, hvor alt fungerede, som det skulle. Det var tilfældet ved blandt andet femte nummer, “Coward’s Keep”, med tunge, nærmest doomede riffs og et atmosfærisk omkvæd, hvor Tarpeys vokal smeltede flot sammen med Arthur Rizks supplerende kor. Koncerten blev heldigvis afsluttet med højdepunktet “A Face in the Glare”, hvor Rizk fyrede en vellykket guitarsolo af og viste sine overbevisende musikalske evner. Det var ikke kun mig, der var begejstret for dette nummer; det gav også anledning til festivalens allerførste crowdsurfer – Bjarne, en af festivalens skeletmaskotter, som vi også mødte dagen efter til Ugly Kid Joe. Men på trods af publikums begejstrede “one more song”-tilråb var der desværre ikke tid til endnu et nummer.

Eternal Champion @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Teori og praksis

Der er absolut ingen tvivl om, at Eternal Champion er et virkelig dygtigt band, og det skal da heller ikke være en hemmelighed, at en del af deres numre hører til mine favoritter i epic heavy metal-genren. Men lyden i Vestsalen under denne koncert levede bare ikke op til mine forventninger – der var en allestedsnærværende rungende buldren fra både bas og bastromme, som var altoverdøvende i store dele af sættet. Desuden lå vokalen underligt i mikset og var temmelig flad. Jeg håber dog, at Eternal Champion finder vejen til Danmark igen, og at de så kan optræde under bedre lydmæssige forhold. 

Eternal Champion @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Sætliste:

  1. Skullseeker
  2. Ravening Iron
  3. The Last King of Pictdom
  4. The Armor of Ire
  5. Coward's Keep
  6. Worms of the Earth
  7. I Am the Hammer
  8. A Face in the Glare

6/10

Af .

U.D.O. Fængselsgården, kl. 14:00

Metalmaskinen tilbage i Danmark

Udo Dirkschneider blev i tidernes morgen kendt som forsanger i det tyske heavy metal-band Accept, som han dog forlod i 1987 og dannede sit soloband med det kreative navn U.D.O. Siden 1987 har U.D.O. udgivet 18 studiealbummer med forskellige musikere, hvor det nuværende lineup består af guitaristerne Dee Dammers og Andrey Smirnov, den tidligere Accept-bassist Peter Baltes, trommeslageren Sven Dirkschneider og sidst, men ikke mindst, metalkoryfæet himself: Udo Dirkschneider. 

U.D.O. @ Rolf Meldgaard

Den tyske damptromle

Sættet indledtes af “Isolation Man” – åbningsnummeret på Touchdown, der blev udgivet i august 2023 – hvor vokalen var en lille smule lavt indstillet. Det gjorde dog ikke det helt store, fordi det for det første blev fikset kort efter, og for det andet fordi alt andet spillede præcist, som det skulle med iørefaldende guitarriffs og en superveloplagt Baltes, der smilede over hele femøren. Bandet fremførte et udpluk af sange fra syv af deres 18 studiealbummer, hvoraf hovedparten stammede fra deres seneste udspil. Et track, der dog stak ud som særligt vellykket, var det unikke “The Wrong Side of Midnight” fra Mastercutor udgivet i 2007. Nummeret har fine orientalsk klingende guitarriffs og medrivende syng-med-venlige passager. Lidt mindre fin var Andrey Smirnovs neoklassiske “Rondo alla Turca”-guitarsolo i sjette nummer, “Fight for the Right”, der desværre blev spillet i den forkerte toneart og dermed endte med at lyde ret falsk. Til gengæld var “One Heart One Soul” fra Steelfactory med en tung bas leveret af Baltes særdeles vellykket. Det samme gjorde sig gældende for niende nummer, “Touchdown”, der var etklart bevis på hvad en solid dobbeltguitar kan gøre, for samspillet mellem Smirnov og Dammers var helt perfekt. Alt i alt var dette en meget vellykket koncert, hvor det meste fungerede, og Dirkschneider seniors stemme var særdeles overbevisende. Det, der trak ned hos U.D.O., var de to guitaristers manglende karisma – på trods af at de fyrede fede og virtuose guitarsoli af, kom de bare ikke ud over scenekanten.

U.D.O. @ Lykke Nielsen

Metallisch und unkaputtbar

Ud over et par enkelte skønhedsfejl var denne optræden særdeles vellykket, og Dirkschneider beviste endnu engang, at han er en uforgængelig og velsmurt metalmaskine. U.D.O. var et godt valg til at åbne den store scene og en fin booking til Jailbreak – weiter so!

U.D.O. @ Lykke Nielsen

Sætliste:

  1. Isolation Man
  2. Break the Rules
  3. Forever Free
  4. Metal Machine
  5. The Wrong Side of Midnight
  6. Fight for the Right
  7. Man and Machine
  8. One Heart One Soul
  9. Touchdown
  10. They Want War
  11. Animal House

8/10

Af .

Firewind Vestsalen, kl. 15:15

Klar til guitarfræs og power 

Kvart over tre stod der powermetal på programmet i form af græske Firewind, der siden 2020 har haft Herbie Langhans med som sanger. Det var dog ikke det sidste, vi så til ham, for tyskeren også var med som gæstevokalist hos Avantasia senere på dagen. Og i kombination med den veloplagte guitarguru Gus G. var der absolut intet, der kunne stå i vejen for en episk og velafstemt optræden. 

Firewind @ Rolf Meldgaard

Danmark er hovedstaden i Sverige

Bandet beviste deres kunnen allerede fra første sang, “Salvation Day”, som er åbningsnummeret på gruppens nyeste udspil, Stand United, hvor Langhans’ energiske vokal gik tydeligt igennem, og bandet fik sparket powermetal-festen i gang. Det var dog ikke kun Langhans, der fik brugt stemmebåndene; også publikum blev opfordret til at synge med under “Destination Forever” udgivet på Between Heaven and Hell i 2002. Mellem de syng-med-venlige passager shreddede Gus G. løs på sin forsvarsløse guitar og bidrog sammen med Petros Christo på bas og Jo Nunez på trommer til et massivt og medrivende lydbillede, Dette nummer dannede en perfekt overgang til næste høj-intensitets-nummer, “I Am the Anger”, hvor Gus G. ligeledes brillerede på guitar og med overskud og præcision leverede en guitarsolo, der var det reneste øreguf. Da stemmerne var blevet varmet op, blev det tid til en svingom, da Langhans spurgte: “Do you want to dance?”. Hvis der er én ting, som metalhoveder i hvert fald vil, så er det at danse – især til middelmådige popnumre i en revideret metaludgave. Og det var lige det, de gjorde til tiende nummer, “Maniac” fra filmen Flashdance, der efter min mening sagtens kunne have været slettet fra sætlisten. Man kunne tydeligt mærke på Firewind, at de var opsatte på at give folk en god oplevelse, og det lykkedes også et langt stykke ad vejen. Det var dog ikke just kronen på værket, at Gus G. som afslutning af deres sæt sagde “Tack så mycket” – men points for effort. 

Firewind @ Rolf Meldgaard

They’ll be back

Bandet vil vende tilbage til Danmark – nærmere betegnet Gimle – den 20. september sammen med de finske powermetal-giganter Sonata Arctica samt Tungsten og Serious Black, så de fans, der ikke fik nok, får mulighed for at gense dem, mens andre interesserede skal se at få købt sig en billet, da det virkelig kan betale sig.  

Firewind @ Rolf Meldgaard

Sætliste:

  1. Salvation Day
  2. World on Fire
  3. Destination Forever
  4. Destiny Is Calling
  5. I Am the Anger
  6. The Fire and the Fury
  7. Ode to Leonidas
  8. Fallen Angel
  9. Rising Fire
  10. Maniac (Michael Sembello-cover)
  11. Falling to Pieces

8/10

Af .

Mr. Big Fængselsgården, kl. 16:30

Musikalitet frem for virtuositet

Mr. Big har et hit, der svarer til deres navn. Det er helt umuligt ikke at have hørt balladen ”To Be With You”, men hvis du tror, det er essensen af Mr. Big, så tro om. Den amerikanske kvartet er startet i slut-80’erne af bassist Billy Sheehan. Han er kendt som bassens Eddie Van Halen og havde fra start en målsætning om at sætte musikalitet over virtuositet. Med bandmottoet in mente kan en livekoncert kun blive en vild oplevelse.

Mr. Big af Lykke Nielsen Photography

Udråbstegn forude

Hvilket det også blev. De aldrende herrer trodsede alene med deres entre på scenen alle aldringstegn. Billy Sheehan kom nærmest flyvende ind på sine, ganske vist stive, ben og åbnede med en bassolo, der samtidig var en del af ”Addicted to That Rush” fra debuten. Et gammelt nummer, men alderen kunne ikke høres. Eller ses. Paul Gilbert havde monteret et sliderør på sin guitar, som han kunne skifte hurtigere end sin egen skygge. Derudover spillede han med boremaskine til ”Daddy, Brother, Lover, Little Boy (The Electric Drill Song)” og spillede i det hele taget lynhurtigt som en ninja. Samme med hans ekvillibristtvilling Billy Sheehan, der på et tidspunkt scratchede som en DJ – på bassen! Han slidede også med pegefingeren på højrehånden og havde oveni det overskud til lidt uhøjtideligt gøgl. Kom således midtvejs ind med en dobbelthalset bas. Bare fordi!

Firestemmig korsang, det kunne de også. Samtidig med at de åbenlyst slappede af og storhyggede på scenen. Trommeslageren var ny, sad i samme stol, som Udo Dirkschneiders søn havde gjort lige inden, og var uendeligt mere levende. Utroligt, at et helt band kan spille en i den grad virtuos koncert på et niveau meget under deres egentlige formåen. Det var ren spas!

Eric Martin var ikke helt på højde med det lidt for tilbagelænede publikum. Eller måske bandet bare var for overgearet på et tidspunkt, hvor de fleste kun lige havde sat fod på pladsen. ’Er I klar?’ fik i hvert fald en sløv respons. Måske Martin bare skjulte sin skuffelse, men det lykkedes med et høfligt: ’Nå, men jeg har ikke noget imod at arbejde for det’. Det havde de allerede gjort overbevisende i tyve minutter.

Men vi skal tilbage til bandmotivationen, for ”To Be With You” blev leveret efter planen helt uden teknisk blær, næsten som en lejrbålssang. Et stort afbræk. Og derefter kom de virtuose spasmagere igen i højt gear.

Mr. Big af Lykke Nielsen Photography

Mr. Very Big

Det var som at se Steve Vai og Joe Satriani, men her blev alt det overstyrede umenneskelige talent bare kanaliseret til vaskeægte rock, man kunne synge med på. At Mr. Big kun er kendt for det ene hit, gjorde dog fællessangen til en beskeden affære. Og må man spørge, hvorfor de mødte op med så covertung en sætliste? Cat Stevens’ ”Wild World”, ”Shy Boy” af Talas, og særlig underligt var det at slutte med The Whos ”Baba O’Riley”. Her skulle de have fyret deres største rocker af, de har længe nok eget materiale til den lille times spilletid.

Mr. Big af Lykke Nielsen Photography

7/10

Af .

Dragonforce Vestsalen, kl. 17:45

Som sild i en tønde

Forventningsfuldt havde festivalgæsterne mast sig ind i Vestsalen og stod side om side, mens de ventede på, at det britiske kultband Dragonforce endelig ville indtage scenen. Publikum skulle dog ikke vente længe, for de britiske guitarekvilibrister var klar tre minutter før tid med bandets to grand old men, Herman Li og Sam Totman, stående klar oppe på de to store spillemaskiner, der flankerede scenen.

Cuccos og guitarlir

Akkompagneret af gevaldig elektro-pling-pling og pyro indtog Dragonforce den lille scene, der var proppet til randen med kulisser i form af to gigantiske oppustelige dragehoveder og to overdimensionerede spillemaskiner. Gruppen, der ellers er en kvartet, har på indeværende turné medbragt Billy Wilkins, som gruppen har støvet op på TikTok, som ekstra guitarist, så overstadigt guitarfræs var forprogrammeret, da de indledte deres sæt med nummeret “Fury of the Storm” fra Sonic Firestorm udgivet i 2004. Overraskende nok – specielt, når man tænker tilbage på den sidste Dragonforce-koncert, der blev anmeldt her på sitet – sad lyden i skabet fra allerførste tone, og vi fik en fin vokalperformance af frontmand Marc Hudson. Efterfølgende “Cry Thunder” blev ligeledes fremført med overskud og præcision – det er mig dog uvist, hvor meget der er backing track, og hvor meget der rent faktisk bliver fremført live. Men nok om det. Publikum fik ikke blot disket klassiker efter klassiker op, men også nye numre fra deres nyeste udspil, Warp Speed Warriors. Blandt andet “Power of the Triforce”, hvor bandets medbragte Cucco-bamse fik sig en tur rundt i mængden under det forbehold, at den skulle bringes sikkert tilbage til scenen ved sangens afslutning. De fremmødte fans hørte pænt efter, og powermetalveteranerne fortsatte ufortrødent det flotte arbejde. For undertegnede var det dog uden tvivl “Last Dragonborn” fra Extreme Power Metal udgivet i 2019, der var denne koncerts højdepunkt. Alt på det nummer spillede bare, og publikum, der var mast sammen inde i den alt for lille Vestsal, lod sig rive med af den energiske optræden på scenen. Det gjorde, at “Doomsday Party”, der ikke just hører til mine favoritter, blev en smule mere udholdelig. Næste nummer blev introduceret med, at frontmanden spurgte ud i publikum: “Do we have any ladies in the audience?” Da det blev klart, at han spurgte, fordi næste sang skulle være Celine Dion-nummeret “My Heart Will Go On”, som jo ville være den sang, som kvinder med sikkerhed kender – tsk, tsk – blev jeg endnu en gang bekræftet i, at sådanne coversange generelt bare skal afskaffes med tilbagevirkende kraft. Også Taylor Swift-nummeret(!) “Wildest Dreams” kunne jeg sagtens have undværet, selv om det nu var meget morsomt at se folk moshe til netop den sang. Heldigvis blev koncerten afsluttet med et højdepunkt i form af ”Through the Fire and Flames”, der selvfølgelig ikke måtte mangle til et Dragonforce-show.

Hilsner fra spillehelvede

Alt i alt var denne optræden yderst positivt overraskende. Alle i bandet gjorde deres for at holde festen kørende, og publikum tog det til sig med åbne arme og sang med det bedste, de havde lært. Det var vildt, det var svedigt – og det var skidegodt!

Dragonforce @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Sætliste

  1. Fury of the Storm
  2. Cry Thunder
  3.  Power of the Triforce
  4. Soldiers of the Wasteland
  5. Last Dragonborn
  6. Doomsday Party
  7. My Heart Will Go On (Celine Dion-cover)
  8. Wildest Dreams (Taylor Swift-cover)
  9. Fire and Flames

9/10

Af .

Testament Fængselsgården, kl. 19:00

Bay Area-legenderne bryder løs

Yes, klokken blev syv fredag aften, og det blev tid til klassisk legendarisk thrash med Testament. Genrens største er jo Metallica, Slayer og Megadeth, som Testament bider lige i haserne. På plade. På scenen er Testament en sand dræbermachine, der med usvigelig effektivitet aldrig fejler. Heller ikke i Horsens.

Testament af Rolf Meldgaard

En fængslende oplevelse

Efter et meget lovende lydtjek, hvor en aldrende roadie luftede riff fra Ted Nugents ”Cat Scratch Fever” og selveste Slayers ”War Ensemble” (måske det bedste nummer, der nogensinde er skrevet), var publikum mere end bare varmet op. Og bandet ditto. Da det store tæppe foran scenen blev revet ned og afslørede det majestætiske Testament, stod én ting lysende klart: Gud er på scenen. Alex Skolnick. Tag en ordbog og slå ’seriøst blæret overskud’ op. Det er ikke uden grund et synonym for Alex Skolnick. Sjældent er en mand set så veltilfreds på en scene. Med lune, glimt i øjet og et konstant smil i sit dejlige hyggeonkelansigt med den karakteristiske brede grå bane i sin løvemanke matchede han med sin virtuositet både Billy Sheehan og Paul Gilbert, der spillede med Mr. Big et par timer forinden. Aldrig et blik på gribebrættet, men konstant i kontakt med bandkammerater og publikum. Som var helt oppe at ringe med crowsurfing, circlepits, wall of death og glad dødsdans. Det spiller formodentlig ind, at vi her fik festivalens absolut hårdeste indslag, som i øvrigt kom på lige efter Firewind og Dragonforces fade kalkulerede grandprixmetal. Gode show, bevares, men der er altså intet kalkuleret ved Testament. Chuck Billy demonstrerede en scenenærvær, der kun overgåes af Phil Anselmo.

De bragede overlegent igennem fra start og luftede udelukkende numre fra de to første album, The Legacy og The New Order. Det kan man mene om, hvad man vil, men målt på publikums respons var det et seriøst godt valg. På den anden side kunne Testament nok have spillet lige, hvad pokker de lystede, for der var nok ikke mange kernefans blandt Jailbreaks brede rockpublikum. De var bare glade for endelig at få blæst ørerne ud med en omgang gedigen metal. Min følgesvend var utilfreds med, at de ikke spillede ”Low”, men den er fra netop Low. Hallo, mand! Når det pludselig er jul to gange om året, og en af gaverne er ”Disciples of the Watch”, som blev hamret hjem med slapbassolo i bedste Les Claypool-stil, klapper man altså bare kaje. 

Testament af Rolf Meldgaard

Bliver det jul igen?

Det gør det stensikkert, når Testament igen står på scenen et sted. Ve den, der tør gå på scenen efter dem. Avantasia gjorde det to timer senere og overlevede, men de forsøgte heller ikke at konkurrere med Testament. Hvilket ville have været meget uklogt.

Mine herrer, tak, fordi I kom.

Testament af Rolf Meldgaard

10/10

Af .

Katatonia Vestsalen, kl. 20:30

Doom på en fængslende festlig fredag

Fredag aften blev det tid til den hyggelige festivals eneste dystre indslag: de svenske doomrockere i Katatonia. Et erfarent band, der debuterede helt tilbage i 1993 som en del af den banebrydende Stockholm-scene, der også tæller Entombed, Dismember und so weiter. For Jailbreak en lidt aparte booking, men ingen regler uden undtagelser, og i forhold til programmet er Katatonia klart undtagelsen. Jeg mener: svensk doom på en hardrockfestival, hvor selv bookingen af Baest virker lige til højrebenet, målt på parameteren ’fest’. For Katatonia hører mere til i Paradise Lost-lejren end i Yobs, der indimellem præsterer at være mere rock’n’rollede end doomede. I hvert fald på scenen.

Katatonia af Lykke Nielsen Photography 

Pråter ni svenska?

Katatonia holdt den indadvendte stil hele vejen igennem. Indadvendt og tilbageholdende – lige der, hvor man fornemmer, at de er præcis på kanten til at rase helt ud, men har kontrollen og bevidst aldrig gør det. Det ville også have skændet deres fine midnatsmesse, hvor stearinlys og rødvin havde passet godt ind. Der var styr på skidtet, for Katatonia er et sammenspillet band, tight som bare pokker. Og de gik på på det helt rette tidspunkt, lige da den sidste sol stod lavt ind ad vinduerne. Det blev en ægte midnatsmesse. 

Frontmand Jonas Renkse brød efter de første par sange den indadvendte stilhed med et kort ”tak”, der senere i koncerten udviklede sig til en hel lille svensk meningsudveksling. De beduggede festivalgæster fik bedre chancer for at følge snakken, da der blev luftet et par gebrokne tyske gloser til et par tyske fans oppe foran, men Renkse valgte klogt kompromisset engelsk. Hans vokal var ofte tæt på Tools Maynard Keenans med analoge mikrofoneffekter; han svingede mikrofonen som et pendul lynhurtigt foran ansigtet og skabte dermed en slags bølgeeffekt. 

De spillede ”Teargas”, men der var ikke sange, der skabte samme respons som et monsterhit. Det virkede snarere, som om publikum var indifferente i forhold til sangvalget, men det er nok sådan, det er for et nicheband foran det brede publikum. Faktum er, at de med deres indadvendthed ikke fik fat i publikum på samme måde som fredagens andre kunstnere, selvom der var hardcore fans til stede, der ikke bare kunne teksterne, men også var i stand til at koreografere trommespillets mere komplekse segmenter.

Katatonia af Lykke Nielsen Photography

Et mislykket flugtforsøg

Den elitære anmelder her kan godt lide doom. Noget doom. Yob er et godt eksempel. Men Katatonia er for overtegnede fremmed territorie. Ren udebane. Derfor kan man sagtens have en fed koncert; det er jo præcis derfor, bandet står på scenen – for at vinde nye fans. Men helt fan blev jeg ikke. Dertil savnede jeg at mærke spilleglæden. Særligt efter en hel dag med musikere, der var totalt i stødet. Mr. Big, Testament, Firewind og Dragonforce havde alle spillet, som var det deres allersidste chance for at bringe festen til folket. Måske ’fest’ i sagens eller doomgenrens natur ikke er en relevant parameter. I den samlede festivalkontekst er den bare svær at overse.

Katatonia af Lykke Nielsen Photography

7/10

Af .

Avantasia Fængselsgården, kl. 22:00

Et møde, der lod vente på sig

I 2022, da vi i forbindelse med udgivelsen af Avantasias 9. studiealbum, A Paranormal Evening with the Moonflower Societyinterviewede selveste Tobias Sammet, sagde han: “Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har spillet i Danmark med Avantasia før [...]. Det er ved at være på tide. COPENHELL eller noget andet, et eller andet sted skal Avantasia starte i Danmark. Det håber jeg …”. Nu, klokken 22.00 på Jailbreak i Horsens, var det endelig så vidt. Det var helt tydeligt, at det var på tide, at den excentriske mastermind og hans følge kom forbi på danske kanter, for forventningens glæde hos gæsterne var stor.

Avantasia @ Lykke Nielsen

En magisk aften i godt selskab

I aftenens anledning var scenen i Fængselsgården blevet udsmykket med en kirkegårdsportlignende kulisse og et bagtæppe, der ændrede sig, alt efter hvilken sang der blev fremført. Atmosfæren var dermed lagt, og Tobias Sammet inviterede de fremmødte med ind i sit skæve, excentriske og magiske lydunivers med nummeret “Spectres” udgivet i 2013 på The Mystery Of Time. Gennemgående blev Sammet suppleret af et formidabelt kor bestående af Adrienne Cowan, Herbie Langhans og Chiara Tricarico, der bidrog til en fyldig og medrivende lyd. Denne blev yderligere forstærket af gæsteoptrædener fra diverse folkekære vokalister såsom Danmarks helt egne Ronnie Atkins under “The Scarecrow”, hvor samspillet mellem de to vokalister fungerede perfekt. De fremmødte var selvfølgelig ekstra ekstatiske over at se deres landsmand, der tillige adresserede folk på dansk, hvilket Sammet lod som om, han var imponeret over. Et andet højdepunkt var definitivt “Dying for an Angel”, hvor H.E.A.T-sanger Kenny Leckremo entrede scenen iført spandex og et bredt udvalg af bælter og kæder. Stemmen passede perfekt til det visuelle, og hans highpitch vokal skabte en flot og dynamisk kontrast til hovedmanden, hvis stemme var på arbejde under flere af de krævende passager. Andre gæster på scenen var Geoff Tate og Bob Catley fra Magnum. Og netop de mange skift, hvor også korsangerne en efter en var nede at give deres bedste, gjorde, at denne koncert fløj afsted. For der var fart over feltet, da der ifølge frontmanden var en stram tidsplan, der ville udløse en bøde, hvis den ikke blev overholdt. Et nummer, der trods alle begrænsninger ikke måtte mangle, var “Let the Storm Descend Upon You” fra Ghostlights udgivet i 2016, der dog kun blev præsenteret i “singleudgaven”. En formidabel gæsteoptræden fra Ronnie Atkins var dog et plaster på såret og reddede den afkortede version hjem. Sammet holdt løbende god kontakt til og opfordrede inden tiende nummer, “Farewell”, de fremmødte til at svinge med armene i takt til musikken: “Now I need your hands! ... You can keep your hands – you don’t have to throw your hands on stage …”. Sammet var i det hele taget i sit es og introducerede “Lost in Space” som et “number one hit”; han måtte dog indrømme, at det var en løgn, men at sangen havde været på top-10 i de tyske charts: “It’s not a shit song, even though it was played in the German radio”. Der var da heller ingen tvivl om, at folk kendte nummeret, for der blev klappet taktfast og skrålet med. Dem, der havde kigget på uret og på tidsplanen, kunne godt regne ud, at denne aftens metalopera snart ville være færdig, men inden det var så vidt, rullede Avantasias crew, der blev rost for sit flotte arbejde, et flygel ind, og Sammet sang “Lucifer”, som han selv akkompagnerede – senest her var man ikke i tvivl om denne mands sangtalent! Og så var vi virkelig fremme ved sidste nummer, hvor “Sign of the Cross / The Seven Angels” på værdig vis gav alle gæstesolister lejlighed til at komme ind på scenen og synge dette nummer i skøn forening. 

Denmark is Avantasia-land

Tobi og kompagni virkede oprigtigt glade for endelig at være havnet i Danmark. Det lod sig ikke kun høre på ensemblets overbevisende performance, men også i frontmandens måde at interagere med publikum på. Så da der blev opfordret til at synge særlig godt med, fordi det jo ville lande på YouTube, deltog alle engageret i fællessangen. Vi kan altså konkludere: “Denmark is Avantasia-land!”, og vi håber, at de kommer på besøg meget snart igen. 

Sætliste

  1. Spectres
  2. Reach Out for the Light
  3. The Scarecrow
  4. Dying for an Angel
  5. Alcemy
  6. Invincible
  7. The Promised Land
  8. The Story Ain't Over
  9. Let the Storm Descend Upon You
  10. Farewell
  11. Shelter from the Rain
  12. Lost in Space 
  13. Lucifer
  14. Sign of the Cross / The Seven Angels

 

9/10

Af .

Are you ready?

Der er en grund til, at festivalen hedder, som den gør: Den er opkaldt efter Thin Lizzy-klassikeren ”Jailbreak”. Fængselsfestivallens bagmænd er Lizzy-fans, og der er direkte reklameret med, at Downey har lovet at spille nummeret. Mon ikke også ”Cowboy Song” og den om drengene, der er tilbage i byen, bliver luftet?

Men hvem er ham Brian Downey? Han er medstifter af Thin Lizzy, der nåede at være svingdør for talrige musikere. Gary Moore var med ad tre omgange. Det eneste usvigeligt stabile medlem, bortset fra frontmand Philip Lynott, var trommeslager Brian Downey. En trommeslager med en meget bred stilistisk palette. Med Lynotts død i 1986 blev bandet mere eller mindre lagt i graven. Guitarist Scott Gorham kørte ’bandet’ videre, nærmest som en slags kopiband, der blandt andet varmede op for Metallica på Death Magnetic-turnéen. Og jo, det var samme Gorhams Lizzy-projekt Black Star Riders, hvor Brian Downey skulle have været med, men meldte fra i sidste øjeblik.

Brian Downey af Rolf Meldgaard

Ren kærlighed

Her var en trio, der ikke var vant til store forhold. Sceneopsætningen lugtede af en lille irsk pub, og bagtæppet var en billig plastikpresenning med bandnavnet trykt på. De ydmyge forventninger stod også at læse i Downeys ansigt, da han satte sig. Han var tydeligt glad og dybt rørt over publikums venlige modtagelse. Klokken kvart i midnat er den slags ingen selvfølge. Men der var en ren kærlighedspyramide mellem publikum, musikere og sangskat.

Downey spillede, som var han 50 år yngre, stadig en mester. Resten af bandet leverede på alle tangenter, men særligt frontmand Matt Wilson fortjener respekt for sin autentiske Lynott-vokal. Sætter man den op mod Black Star Riders Ricky Warwick, afsløres sidstnævntes forcerede forsøg på at lyde som Lynott. Der er Wilson mere naturlig og samtidig tæt på at være en fysisk kopi af Lynott, dog til den generte side, ligesom den afdøde frontmand var i sine unge dage. ’Give it up for Mr. Brian Downey’ kom lige lovligt mange gange, måske en kombination af generthed og respekt.

”Jailbreak” åbnede, og de store hits ”The Boys Are Back In Town”, ”Cowboy Song” og Bob Seger-kopien ”Rosalie” kom midtvejs, lige i Lynotts ånd. Han mente, at det bedste skulle fyres af fra starten, så man ikke holdt unødigt på publikum. Og det var meget underligt at høre ”Whiskey in the Jar” med to guitarer. Det klassiske lineup med Gorham og Robertson på guitar spillede den aldrig live. Den er tilbage fra tiden med guitarist Eric Bell og den eneste, der blev spillet fra den tidlige fase.

Brian Downey af Rolf Meldgaard

Musik til evigheden

Downey og hans gutter omdannede fængselssalen til en irsk pub. Koncerten blev til en intim afslutning på fredagen, hvor Thin Lizzys sangskat demonstrerede sin styrke. Det kunne ses foran scenen, hvor voksne mænd rørt til tårer skrålede med, og en ung mand lige midt for scenen havde samtlige tekster på rygraden. Der er håb for fremtiden. Det var musik, der rørte noget helt grundlæggende, musik til evigheden.

Brian Downey af Rolf Meldgaard

10/10

Af .

Lørdag:

  1. Skarnet
  2. Mikkey Dee
  3. S8NT ELEKTRIC
  4. Ugly Kid Joe
  5. Junkyard Drive
  6. BAEST
  7. Royal Hunt
  8. Pretty Maids
  9. Thundermother

Skarnet Vestsalen, kl. 13:00

Vi er ikke som de andre 

Skarnet havde fået den utaknemmelige opgave at åbne lørdagen på Jailbreak, så lettere klatøjet stod publikum klar i Vestsalen og ventede på, at den københavnske kvintet skulle optræde på en jysk scene for første gang. Bandet har hidtil udgivet to langspillere, Vinger til salg og Fængslet i det fri fra henholdsvis 2020 og 2023, der begge har høstet ros her på sitet. Efter at have læst disse anmeldelser og beskæftiget mig med deres sange var mine forventninger til denne optræden tilsvarende høje, og jeg havde i den grad set frem til at se den excentriske gruppe spille live.

Skarnet @ Rolf Meldgaard

Gak Gak I Gågaden 

Sættet, der varede knap en time, blev indledt af “S.K.Ø.R.”, hvor Danny Kroghlys nasale og C.V. Jørgensen-agtige vokal skar igennem instrumentsporets buldren som en varm kniv gennem smør. Videre gik løjerne med “Som du er”. Men hvad var nu det?! Hvor kom backingvokalen fra? Hverken guitaristerne Georgios Alevrofas og Christian Panum eller bassist Stig Kjeldsmark havde en mikrofon at synge i, og da koret fyldte en del, virkede det mærkeligt og ufuldendt. Så lettere chokeret lod undertegnede indtrykkene sive ind og håbede på, at det ville være en engangsforeteelse. Men det var beklageligvis ikke tilfældet. Dette unødvendige hjælpemiddel, som fik denne optræden til at fremstå temmelig uautentisk, blev brugt på størstedelen af sangene – derfor påtaler jeg hermed dette aspekt én gang for alle. Bandet præsenterede også deres seneste single, “Skrig Det Til Træerne”, der udkom i starten af juni 2024. Her var lyden fra trommerne spillet af Jesper Nielsen og bassen en kende for rungende, og enkelte steder begravede de vokalen under sig. Et nummer, der dog – under de givne omstændigheder – fungerede udmærket, var, “Smertedyr”, der havde nogle vellykkede intensitetsskift ført an af guitaristerne. Den medbragte rekvisit – en mannequintorso med grisemaske, altså det besungne smertedyr – var desværre ikke i stand til at aflede opmærksomheden fra førnævnte mangler. I det hele taget synes jeg, at den slags gøgl er unødvendigt, og at musikken skal kunne stå selv. Indtil da var det kun Kroghly, der havde talt til publikum, men næste sang blev introduceret med Kjeldsmarks rørende tale til de omsorgssvigtede, for “Mælkebøttebarn”, første single fra Vinger til salg, måtte selvfølgelig ikke mangle, og her var især basgangen fin. Sættet blev afsluttet af “Voldtaget nattergal” – og nej, det er ikke et Rudolf Broby-Johansen-digt, der ikke nåede at komme med i digtsamlingen BLOD – hvor vokalen haltede en smule. Samlet set var dette en ret skuffende oplevelse, hvor det virkede, som om Alevrofas var den eneste, der havde lyst til at være der og udviste energi og spilleglæde.

Skarnet @ Rolf Meldgaard

For mange skarnsstreger

Den overdrevne brug af backingtrack under denne optræden er med til at trække karakteren gevaldigt ned, for det første fordi denne anmelder er overbevist om, at Skarnet kan så meget mere end det, de viste denne lørdag, og for det andet fordi gruppens optræden endte med at virke ufatteligt uautentisk og temmelig upersonlig. Men da Skarnet har et fint repertoire, kan vi alligevel se frem til deres optræden til Heavymetal.dk’s jubilæumskoncert den 19. oktober på Stengade, hvor de forhåbentlig lader backingtracket blive hjemme og udlever deres fulde potentiale. 

Skarnet @ Rolf Meldgaard

Sætliste:

  1. S.K.Ø.R.
  2. Som du er
  3. Provinszombie
  4. Skrig Det Til Træerne
  5. Løgner
  6. Smertedyr
  7. Mælkebøttebarn
  8. Voldtaget nattergal

6/10

Af .

Mikkey Dee Fængselsgården, kl. 14:00

Svenske tøndetæsk

Mikkey Dee, motorhovedernes speedsnakkende svenske trommeslager, har spillet med i Scorpions, siden manden, der ikke kunne dø, døde. I Horsens stillede han op sammen med to landsmænd, Viktor og William. De mødte hinanden til en svensk prisuddeling, hvor Mikkey skulle modtage en pris og de to andre optræde med deres band. De blev opfordret til at spille et nummer med Mikkey, og der var straks kemi. Den kemi, samt Mikkeys lyst til at spille de gamle sange, var startskuddet til en hyggelig turné.

Sidst, de var på scenen, var på Wacken, og der var sætlisten rent guld: ”In the Name of Tragedy”, ”Orgasmatron”, ”Stay Clean”, ”Killed by Death” og de to uundgåelige og lige så udødelige ekstranumre. De to, alle kender. Også dem, der kun kender bandet af navn.

Mikkey Dee af Sebastian Dammark

Ikke helt højt nok

De åbnede med Orgasmatrons ”Build for Speed”, en atypisk åbner, der med fordel kunne have været skiftet ud med noget mere energisk. ”Iron Fist”, for eksempel. Det havde også markeret, at nu var festen dælenduleme i gang. Men måske den gode Mikkey lige skulle varmes op, for han var tydeligt stakåndet mellem numrene. ’Vi forsøger ikke at være Motörhead, jeg savnede bare at spille de her sange’, sagde han, selvom bassist og sanger Viktor lignede en ret ung Lemmy, og han lød også som ham. Vokalen var uhyggelig tæt på originalen. Til gengæld spillede han slet ikke lige så højt, og det var en stor skam, for der skulle have været fyret meget mere op for bassen i klasserockeren ”Stay Clean”. Bassoloen i det nummer gør det til et af Motörheads absolutte trækplastre, men man skulle lytte voldsomt efter for at få den med.

Mikkey fortalte lidt korte anekdoter fra tiden med Lemmy, som tilførte noget meget personligt, autentisk og varmt. Blandt andet opererede de med tre niveauer af højt: Superhøjt, sindssygt højt, og så højt, at lytteren røg på hospitalet. Og den anekdote understregede, at koncerten i Horsens ikke var autentisk i motorhoved-regi, for bandet ramte altid niveau tre. Ulideligt højt. Men det er nok ikke tilladt i Horsens, og det er nok også en dum forretning at sende samtlige gæster på sygehuset. I hvert fald så tidligt på festivalen.

Den fantastiske sætliste svarede til showet på Wacken, men rækkefølgen var til at forudsige. Det er ingen overraskelser i, at ”Ace of Spades” og ”Overkill” kom til slut.

Ugly Kid Joes Whitfield Crane kom på scenen til “Born to Raise Hell” og “Ace of Spades”, hvor “Born” blev koncertens højdepunkt. Publikum skrålede med, men Cranes evner udi publikumskontrol er også uovertrufne. En anden fed detalje var i ”Killed by Death”, hvor trommesolostykket i midten alene dannede ramme under vokalen. Der blev det tydeligt, hvordan Dee bygger dynamik op. Lemmys ikke helt upartiske udsagn om, at Mikkey er verdens bedste trommeslager, har nok et skær af sandhed.

De komplekse takter i ”Sacrifice” fik en anekdote med om, hvordan Lem, Phil og Würzel første gang hørte Mikkey Dees umulige rytme. De kiggede, som var de The Three Stooges, og spurgte: ’What the hell are we gonna play to this?’

Mikkey Dee af Sebastian Dammark

Tag lidt flere chancer

Med ’vi forsøger ikke at være Motörhead’ som ledestjerne kunne trekløveret have tilladt sig at grave særdeles dybt i sangskatten og måske endda lege med den traditionelle sætliste. Være så uforskammede at lukke med noget andet end de gamle kendinge ”Ace of Spades” og ”Overkill”. Måske åbne ballet med den ene og slutte med den anden, bare for at overraske lidt. Det var en lidt forudsigelig oplevelse, uagtet at det var fantastisk at se den gode Hr. Dee på en scene igen, høre lidt om den kære Lemmy og få banket knallertklubbens klassikere lige i synet igen. Live.

Mikkey Dee af Sebastian Dammark

8/10

Af .

S8NT ELEKTRIC Vestsalen, kl. 15:15

Falsk reklame?

S8nt Electric fra Los Angeles blev på Jailbreaks hjemmeside annonceret som et band med London Hudson, Slashs søn, på trommer. Af uransagelige årsager var det dog Trey Baker, der sad bag gryderne til denne optræden. Bandet har hidtil ikke udgivet én eneste langspiller, så jeg er faktisk ikke sikker på, hvordan de var havnet på Jailbreak-festivalen. 

S8nt Elektric - Sebastian Dammark

Mellem barndom og voksentilværelse

Med en lidt haltende opstart hvor lyden ikke blot var meget usammenhængende, men guitarist Niko Tsangaris også havde glemt at tilslutte sin guitar til forstærkeren, kom bandet til at virke som et lettere usikkert efterskoleband, der var gået forkert i byen. Med andet nummer, den endnu uudgivne “Catacombs”, var der dog kommet styr på de værste problemer, så man kunne værdsætte frontkvinde Briana Carbajals autentiske og sjælfulde, vel at mærke temmelig uslebne, vokal, der dog passede godt til de oldschool hardrock-guitarriffs, som er karakteristiske for bandets lyd. Også det efterfølgende nummer, “LIVE ON”, der blev udgivet i juni 2023, var en flot fremført stamper med fine guitarpassager. Men i det hele taget virkede bandet ret usikkert, og som om de ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. Særligt tiden mellem sangene blev udfyldt med usikker skæven mod sætlisten og famlen efter de rigtige ord fra Carbajals side.   

S8nt Elektric - Sebastian Dammark

Rødder med potentiale

Der er uden tvivl potentiale at spore. Jeg vil nok ikke gå så vidt som til at sige, at der er tale om en usleben diamant, men der er helt sikkert noget, der slumrer inden i, som bare skal ruskes op.

S8nt Elektric - Sebastian Dammark

5/10

Af .

Ugly Kid Joe Fængselsgården, kl. 16:30

Grimme drenge bag tremmer

Mælkemandens sønner blev lørdag eftermiddag lukket ud af cellen i Horsens. De har siddet inde siden succesen med musikvideoen til ”Everything About You” på MTV. Tilbage i 90’erne. Livstidsfanger med andre ord – og godt forberedte på den friske horsensianske luft.

Ugly Kid Joe af Sebastian Dammark

Ugly Kid Bjarne

Whitfield Crane er en fantastisk sanger, der, selvom han har passeret de 50, mestrer falset, brøl, ren og mestendels rå vokal. Det havde han allerede vist os et par timer inden på scenen med Mikkey Dee på Motörheads ”Born to Raise Hell”. Hvad der også stod klart med betonelementer nok til fire Øresundsbroer, var, at Crane er en af verdens bedste frontmænd. Så da Ugly Kid Bjarne – undskyld, Ugly Kid Joe – gik på, var der dælme lagt op til fest. Og det blev der.

Der blev gøglet, taget stygt pis på publikum, og alt opstod spontant. Crane greb alle bolde. Stod en Maiden-klædt festivalgæst og fjollede i udkanten af området, sprang bandet i gang med fjolleudgaver af klassisk Maiden. Som bandet tydeligt ikke mestrede, men faktisk kom godt fra. Og da Crane så en af festivalens skeletmaskotter iklædt karikeret fangedragt (tænk Dalton-brødrene) surfe rundt på publikum, måtte han have en forklaring. Det fik han ikke helt, men publikum fik på en eller anden måde døbt skelettet Bjarne. Og så var der ellers begejstret fællesbrøl: Bjarne, Bjarne, Bjarne …

Der blev selvfølgelig også plads til en omgang californisk rock, og her kunne det meget glædeligt konstateres, at de nye numre, skrevet efter den første prøveløsladelse i 2013 (efter fængslingen i 96 og en lang afsoning i Motel California), passer glimrende ind blandt de gamle hits. Resocialiseringen af de her gutter er sket med stor succes, hvilket AC/DC-hyldesten ”That Ain’t Livin’” fra sidste album var klart bevis på. Vi blev begavet med perfekt udførte udgaver af gamle udødelige slagere som ”Neighbor”, ”Cats in the cradle” og der blev naturligvis lukket af med ”Everything about you”. De kunne sagtens have luftet mere fra deres absolutte hårdrocker Menace to Sobriety, men et festivalgig varer desværre kun en time.

Ugly Kid Joe af Sebastian Dammark

Friske flugtkonger

En lidt mindre dosis gøgl havde muliggjort en sang mere fra Menace. Bandet gøglede dog slet ikke ud som på Midtfynsfestivalen i sidste årtusinde, heldigvis. Læg dertil en frontmand, der med tiden er blevet en maestro i publikumskontrol. Det stik modsatte af Katatonia. De grimme drenge var festligvalens(!) absolut festligste indslag, som kom ubetinget bedst og mest ud over scenekanten.

Ugly Kid Joe af Sebastian Dammark

9/10

Af .

Junkyard Drive Vestsalen, kl. 17:45

A Match Made in Heaven

Når man taler dansk rock fra nyere tid, kan man ikke komme udenom roskildegutterne fra Junkyard Drive, der har været aktive siden 2014 og har fire langspillere bag sig. Så med kompromisløs og uforfalsket hardrock passer de perfekt til Jailbreaks koncept og årets lineup, hvilket blev helt tydeligt under denne koncert.  

Junkyard Drive @ Sebastian Dammark

Who are you, Mr. Rock n’ Roll?

Præcis som planlagt indtog Junkyard Drive scenen klokken kvart i seks med selvtillid samt et sprudlende overskud og lagde ud med nummeret “Pipe Down” fra deres nyeste udgivelse, Look At Me Now, hvor lyden bare var fænomenal. Kristian Johansens vokal gik perfekt igennem, og instrumentsporet stod skarpt og præcist. Under denne optræden var det særligt bandets nye plade, der var i fokus, så der blev spillet hele syv numre fra denne. Under hele sin optræden leverede bandet en helt sublim og medrivende performance, der blev forstærket af medbragte ildmaskiner på scenekanten. Bandets professionalisme blev yderligere bevist, da mikrofonen kort svigtede under tredje nummer, “Beauty Fool”, for kvintetten fortsatte ufortrødent og fik med lynets hast fundet en fungerende mikrofon, så sættet kunne afvikles uden yderligere afbrydelser. Efter de første fire sange fra det nye album kunne fans af deres ældre materiale glæde sig, for bandet havde inkorporeret et medley af gamle kendinge som “Mama” og “Pauline”, hvilket efter min mening er en fin idé til en festivaloptræden, der giver mulighed for at præsentere publikum for et bredt udvalg af sange inden for den stramme tidsramme.   

Et nummer, hvor de fem bandmedlemmer for alvor overbeviste på deres respektive områder, var syvende sang, “Saw You Hanging There”, hvor de fremmødte blev præsenteret for en flot og varieret vokal, et helt uovertruffet kor af bassist Mikkel Sjus godt suppleret af guitaristerne Kristoffer Kristensen og Oliver Hartmann. Endnu et højdepunkt var “Tearaway”, første single fra Look At Me Now, der er et helt fantastisk energiladet rocknummer drevet af en formidabel rytmesektion med Claus Munch på trommer og Sjus på bas. I det hele taget skal Junkyard Drive havde ros for deres vokalharmonier, der var afstemt helt ned til mindste detalje – intet var overladt til tilfældighederne, og hele deres optræden var topprofessionel. Denne koncert, hvor tiden fløj af sted, blev afsluttet efter en time med “Mr. Rock n’ Roll” udgivet på Electric Love i 2022. Under denne sang blev de fremmødte involveret i forskellige syng-med-aktiviteter, og de to guitarister sprang ned til publikum for at holde gang i festen og afsluttede det hele med et ordentligt smækkys.

Junkyard Drive @ Sebastian Dammark

Vi vil ha' mer'

Alt i alt blev vi præsenteret for en yderst overbevisende performance, så hvis man ligesom undertegnede slet ikke kan få armene ned af lutter begejstring, kan man nå at fange Junkyard Drive på HeadQuarters, Aarhus den 17. oktober, hvor de forhåbentlig spiller flere af deres ældre numre.

Junkyard Drive @ Sebastian Dammark

Sætliste

  1. Pipe Down
  2. Shoot From the Hip
  3. Beauty Fool
  4. Black Wolf
  5. Medley
  6. Home
  7. Saw You Hanging There
  8. The Tide is High
  9. Tearaway
  10. Mr. Rock N’ Roll

9/10

Af .

BAEST Fængselsgården, kl. 19:00

For farlige for farmor

De farlige danske dødsmetallere, der opnåede at rumstere så meget, at de blev inviteret på TV 2’s flødebolle-morgen-TV, var absolut festivalens mest brutale indslag. Testament var hårde, Baest var brutale. Når nu Testament om fredagen havde cementeret, hvordan man skærer sig ud af en fængselscelle med thrashmetal, måtte Baest vise, hvordan de med død kunne lægge fængslet øde.

BAEST af Rolf Meldgaard

New Wave Of Baest Heavy Metal

Det startede lidt uheldigt, idet fortæppet var alt for stort til scenen. Derfor kunne man kun se nederste halvdel af bandlogoet. Og så var der de obligatoriske lydproblemer, der næsten altid præger en udendørskoncert. I det første nummer druknede alt i stortromme. Men det blev hurtigt fixet, og bandet præsenterede sig meget energiske og storsmilende, og de fik endda pladsens hyggeonkler og ditto tanter til at springe lidt venskabeligt rundt.

Der blev dykket ned i den seks år gamle debut, men et nyt ikke-udgivet nummer viste sig at være en stor overraskelse ved at være totalt gammeldags NWOBHM. Blandet med Baests kendetegn var vægten klart placeret tidligt i 80’erne. Det bliver spændende at se, hvad deres næste album bringer.

At guitarist Svend Karlsson har ADHD, er ingen hemmelighed, og der var godt gang i den:

”Start så den vaskemaskine”, brølede sanger DJ Snavs på overdrevet aarhusiansk, hvorpå et muntert cirkelløb startede. Samme vaskemaskine blev sat til igen til slut med DJ Snavs stående i midten. Ud over scenekanten rent fysisk, ja, men publikum kørte efterhånden lidt på pumperne. Det var, som om Baest havde kørt folket ned inden afslutteren. Måske de skulle have afsluttet med deres nye NWOBM-hymne. Det havde været overraskende, sejt og modigt.

BAEST af Rolf Meldgaard

Ferie på cellegangen

Et band lige i den hyggelige midtjyske festivals ånd, på trods af at musikkens brutalitet stak ud i programmet. Der var afgjort både fest og spilleglæde fra scenen. Nok er det autentisk dødsmetal, men det kommer direkte fra fem varme hjerter. Henrettelser blev det ikke til, men der var i stedet munter stemning blandt de dødsdømte.

BAEST af Rolf Meldgaard

8/10

Af .

Royal Hunt Vestsalen, kl. 20:30

Erfaren power på gamle flasker

Royal Hunt må have været gemt væk i en støvet kasse på et københavnsk loft. Enten det, eller, mere sandsynligt, har den jyske Motörhead-tosse her drevet rundt med sovs i øjnene; faktum er, at jeg første gang hører bandnavnet, da Jailbreak booker powerveteranerne. Erfarne folk med en stor diskografi og en debut helt tilbage i start-90’erne.

Royal Hunt af Sebastian Dammark

Vin skal stå lidt, inden den er klar

Vestsalen havde allerede fredag demonstreret sin fænomenale akustik. Eller lydmændenes ditto evner. Flere koncerter havde en livelyd, som var det en CD, der blev sat på (til læsere under 40: Før streamingtjenesterne lå musikken på små plastikskiver). Royal Hunt havde lyden med sig, særlig bassen, der var så klar, at man fornemmede lyden af knastørre nye strenge. Når den da ikke druknede i mixet, for orglet kunne overdøve både bas og guitar. Men det er nok en naturlig følge af, at bandet er grundlagt af den russiskfødte keyboardspiller. Han kunne godt ligne Geddy Lee, uden musikalsk sammenfald i øvrigt. Rush er prog, og Royal Hunt power metal.

Spille kunne københavnerne dælme, og som indædt ikke-power-lytter måtte jeg alligevel kaste håndklædet i ringen, for nok er Royal Hunt power, men det er power, som er en koncerttur værd. Det var faktisk en fest, på den traditionelt storladne måde, helt på genrens og konventionernes præmisser. Storladent og pompøst, uden at være kalkulerede og orgastisk opulent (Avantasia, anyone?). Nærmere folkets power metal-band.

Festivalen igennem har det stået klart, at publikum er en venlig, men målt på dedikation blandet flok. Der var derfor langt mellem fans, der kunne synge med, selvom de var der. Og på de præmisser blev det aldrig til en kæmpe fællessangsfest, men en hyggelig semiintim indendørskoncert.

Royal Hunt af Sebastian Dammark

Hvis Prins Henrik endnu levede …

… havde han helt klart draget afsted på jagt med royalisterne her. Når de da først havde fået spillet sig op til det, for koncerten blev gevaldigt mere medrivende, som den nærmede sig sin afslutning. Måske et tysk publikum er mere velvalgt, for med sin stil vil Royal Hunt stensikkert høste seriøst bifald syd for grænsen. Wacken und Rock am Ring, hört ihr mich?

Royal Hunt af Sebastian Dammark

7/10

Af .

Pretty Maids Fængselsgården, kl. 22:00

Reunited, and it feels so good

Et ikonisk band som Pretty Maids har vel næppe brug for en introduktion, så uden de helt store svinkeærinder vil jeg springe ud i anmeldelsen. For efter seks års fravær fra en lokal scene havde Horsens’ bysbørn Pretty Maids endelig fundet vejen hjem igen, og man kunne således ikke forestille sig en bedre afslutning på dette års Jailbreak-festival. Den mellemliggende tid havde været præget af både alvorlig sygdom og en opløsning, men det var der intet at spore af denne lørdag aften, hvor lineuppet med Ken Hammer, Ronnie Atkins, Rene Shades, Chris Laney og Allan Tschicaja stod klar til at tage fat, hvor de slap i 2019.

Pretty Maids @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Little Drops of Heaven

Bandet lagde ud med numrene “Mother of All Lies”, “Kingmaker”, “Back to Back” og ikke mindst “Red Hot and Heavy”, hvor især sidstnævnte høstede yderst positiv publikumsrespons, og alle skrålede med til den helt store guldmedalje. Dette var en yderst fornem start og lagde et godt grundlag for resten af denne halvanden time lange koncert, der uden tvivl havde flere højdepunkter end lavpunkter. Men lavpunkterne kunne vi ikke helt blive skånet for, for “Serpentine” fra Undress Your Madness havde et par skønhedsfejl i både produktion og stemmeføring. Klassikeren “Yellow Rain” blev derimod leveret med en fin clean lyd, hvor vokalen gik godt igennem. Pretty Maids havde derudover medbragt et stort sortiment af deres powerballader, der alle blev modtaget med stor entusiasme fra publikums side. De fremmødte fik da også rig lejlighed til at skråle med, for selv hvis man ikke kendte Pretty Maids i forvejen – sådan nogle findes der faktisk! – så sang Atkins for, og folk skulle bare synge efter. Det regulære sæt blev afsluttet med “Det bedste til mig og mine venner”, som langt de fleste danskere jo kender, og flere brugte lejligheden til at hive luftguitaren frem. Kunne det virkelig være sandt? Var det allerede forbi? Nej, Ronnie og kompagni kom ud igen og serverede publikumsfavoritterne “Future World” og “Love Games” til UG, og man kan ikke sige andet end, at koncerten sluttede på et højdepunkt.

Pretty Maids @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

We came to rock

På trods af sporadiske lydproblemer, hvor bas og bastromme var altoverdøvende og lagde sig som et tykt tæppe hen over pladsen, og en sætliste, der efter denne anmelders mening var lidt kedelig, så var dette en koncert, som undertegnede ikke ville have undværet. Det ville være skønt, hvis Pretty Maids kunne tage på en lille turné, hvor de fejrede Red, Hot and Heavys 40-års fødselsdag og kun spillede de gamle sange.  

Pretty Maids @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Sætliste

  1. Mother of All Lies
  2. Kingmaker
  3. Back to Back
  4. Red, Hot and Heavy
  5. Will You Still Kiss Me (If I See You in Heaven)
  6. Serpentine
  7. Yellow Rain
  8. Trommesolo
  9. Nightmare in the Neighbourhood
  10. Walk Away
  11. Pandemonium
  12. I.N.V.U.
  13. Please Don't Leave Me (John Sykes-cover)
  14. Rodeo
  15. Little Drops of Heaven
  16. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin'-cover)

Encore:

  1. Future World
  2. Love Games

8/10

Af .

Thundermother Vestsalen, kl. 23:45

Kiss’, Scorpions og Søren Andersens disciple

Vi er broderlandet tak skyldig for en helvedes masse fed musik. Ikke mindst Thundermother, som blandt andet har gæstet Copenhell og faktisk har en del at bryste sig med: De har været support for Scorpions, spillet på Kiss Cruise og flere gange på både store (Wacken) og små metalfestivaller. Vores egen Søren Andersen (som man kunne møde rundt omkring på pladsen) har i øvrigt produceret deres nyeste album, og dermed er forbindelsen til Danmark tydelig.

Thundermother af Sebastian Dammark

 

Sveriges Tina Turner

Fra første tone står det klart, at der er vræl i Linnéa Vikström Egg, som kom med sidste år. Hun jokede med angiveligt at have været med i bandet siden starten i 2009 og fortalte, at de havde spillet i 15 år.  Herefter konkluderede hun, at de var startet, da hun var to. Sjov var hun, men mere vigtigt var, at hun både kunne synge som en anden Tina Turner og skabe kontakt ud i salen. For Thundermother spillede inde i salen som festivalens sidste band. Bandet præsenterede sig stærkt, og Vikström Egg havde en stor del af æren.

De kvindelige rockere havde sendt deres guitarist på barsel og til lejligheden hyret en barselsvikar. En ung mand, der spillede stærkt bluesbaseret og var tydeligt scenevant.

Desværre var der med Thundermother for første gang i Vestsalen et band, hvor man ikke kunne høre bassen overhovedet. Under hele koncerten. Det var dog ikke noget invaliderende problem, for ligesom med AC/DC (hvor man heller ikke hører meget til Cliff Williams), er det guitaren, der trækker læsset.

Vikström Egg introducerede ”I Left My License In The Future” med, at hun ikke havde noget kørekort og derfor altid kunne drikke øl. Og derfor kunne hun godt anbefale ikke at anskaffe sig et kørekort. Det var muntert, men det var også sent, og publikum begyndte at sive mod udgangene. Der skulle nok have været en sangskat fuld af evergreens for at holde på Hr. og Fru Horsens over midnat. Jovist, ”We Fight for Rock 'n' Roll” er til at synge med på, selv ved første lyt, men Thundermother har hverken en ”Thunderstruck” eller ”Overkill” at lukke ned med.

Thundermother af Sebastian Dammark

Fængslet lukker

Kan man lukke en festival uden et sangkatalog af rene klassikere? Både og. Thundermothers sangkatalog består af solid rock’n’roll, der på ingen måde er hverken original eller banebrydende.

De svenske valkyrier præsenterede deres håndværk solidt og med stor integritet, men for en del af publikum var det tid til at trække stikket. To dages fest havde tæret på det lettere aldrende publikum, hvorfor kun den hårde kerne valgte at afsone på fuld tid.

Thundermother af Sebastian Dammark

7/10

Af .