Dragens år 2024
Det er bemærkelsesværdigt, at vi alle tør begive os ud i livet trods de talrige farer, der lurer i verden omkring os. Nogle frygter edderkopper, andre får sved på panden over højder, og så har vi Dragonforce – et band, der frygter fornyelse mere end alt andet. Det skulle man hvert fald tro. Den mest banebrydende ændring i bandets diskografi skete for fjorten år siden, da ZP Theart forlod Dragonforce til fordel for Skid Row (et klogt valg, hvis du spørger mig). De to forcer, Herman Li og Sam Totman, udpegede efterfølgende Marc Hudson som ny forsanger og forsatte i vanlig stil – men udtrykket blev aldrig det samme. For Hudsons nasale vokal ændrede sangenes dynamik, også uden det egentligt var meningen. Dragonforce blev ufrivilligt genfødt. Vi gav på heavymetal.dk bandets to foregående skiver Exstreme Power Metal og Reaching Into Infinity ni kranier, men har sidenhen lært, at vores tidligere anmeldere led af en sjælden sygdom kaldet ”generøsitetssyndrom”, som vi beklager. Denne sygdom har jeg undveget, og derfor bliver denne anmeldelse en kende hårdere. For Warp Speed Warriors er mere af det samme Dragonforce-nolleri – blot værre.
Selv episke eventyr kan blive vane
Jeg har stadig gode minder, fra dengang Guitar Hero først blev udgivet. Jeg var kun fjorten år, da jeg startede med at spille, og lærte aldrig nogensinde at gennemføre ”Through the Fire and Flames” med en acceptabel score. Sonic Firestorm fik flere ture på anlægget, end jeg er glad for at indrømme, så Dragonforce prægede trods alt en god portion af min ungdom. Men lang tid er gået, og jeg har udviklet mig. Det har Dragonforce tværtimod ikke. Deres akilleshæl har alle dage forblevet den samme. Når man forsøger at gøre alting grandiost og episk, bliver resultatet oftest det stik modsatte. Det bliver komisk, kedeligt og hurtigt kliché. Bevares, Herman Li og Sam Totman er fantastiske på hver deres instrumenter, men der skal sgu mere til i disse dage, hvor der er flere spirende talenter på kloden, end der er statister i Walking Dead.
Warp Speed Warriors er en ret uinspirerede skive, som ikke byder på meget nyt. Alicia Vigil blev i 2022 inkluderet i lineuppet, men hendes basspil og understøttende vokal gør hverken til eller fra. Vi får også serveret de sædvanlige voldsomme guitarsoloer, som kunne mætte et dusin ketogen-diæt-patienter og de lange instrumentelle broer, som får Storebælt til at se lille ud. Marc Hudsons vokal varierer fra glimrende til at lyde som ens irriterende og skrålende lillebror, som øver til MGP. Da han overtog Posten fra ZP Theart, var jeg positiv overrasket, men kvaliteten i hans stemme er dykket, og det elendige nummer ”Doomsday Party” er et fint bevis. Nummeret mangler tempo og kræver, at Hudsons vokal bærer den – hvilket den på ingen måde kan. Det er derudover ultra-poppet og absolut det værste, bandet har præsteret siden ”Evil Dead” på Reaching Into Infinity fra 2017 (og Elize Ryd-versionen er ikke just bedre!). Og lad mig slet ikke begynde at tale om nummeret ”Kingdom of Steel”, som er noget af det mest udetaljerede sjusk, som jeg længe har hørt med et vanvittigt akavet tempo og opdeling.
Men er der ikke noget godt ved udgivelsen, tænker du sikkert? Jo, der er da lidt. Warp Speed Warriors fungerer uden tvivl bedst, når Dragonforce forsøger at holde det stramme speed-metaltempo i konstant sving. ”Astro Warrior Anthem” er en fjollet men fin åbner, som bytter de lange soloer ud med et væld af små, og det skaber en hvirvelvind af tempo og alsidighed. ”Killer Queen” – som for GUDS SKYLD ikke må forveksles med Queen-versionen - holder også et acceptabelt højt tempo, og fremviser Dragonforce fra deres bedste side – netop når de eksperimenter med genren. Guitarsektionerne er kreative, og dette er et af de få numre, hvor Hudsons vokal virker, da den er bragt ned i et dybere toneleje.
De galaktiske myndigheder burde rykke ud
Warp Speed Warriors beviser soleklart, at Dragonforces kreative brønd for længst er blevet udtømt. Den komiske og kosmiske formular er blevet umådelig kedelig, og albummet mangler de kæmpehits, som definerede bandet tidligere såsom ”Through the Fire and Flames”, ”Black Fire” og ”Fury of the Storm”. I stedet for får vi et Taylor Swift-cover og en gæsteoptræden fra Elize Ryd. Juhu! (sarkasme kan forekomme). Alicia Vigil tilføjer desværre ikke nyt til tænketanken, og amerikanerne virker mere i vildrede end Trumps indenrigspolitik. Dragonforce trænger til en kreativ pause – og den må gerne komme snart.
