Danmarks største rockhåb indfrier de fleste forventninger
Alle regler har undtagelser
Jeg har en del gange postuleret, at der efterhånden findes så mange hardrockbands, at man kan fodre svin med dem. Og det står jeg ved. Hvis der ikke er tale om psykedelisk retro eller rustik blues, så er det sikkert Sunset Strip Sleaze-rock eller garagerock i bedste White Stripes-stil. Der er nok af dem, og fælles for dem alle er, at vi har hørt det hele før. Ofte bare bedre. Men der er også de navne, der, uden at være den mindste smule originale, stadig er uforligneligt fede, fordi de leverer varen på den helt rigtige måde, og det er her, vi finder danske Junkyard Drive.
Siden dannelsen i 2014 har de udgivet to plader, turneret det halve af kloden rundt og er blevet streamet mere end fem millioner gange. Bandet, der siden debuten Sin & Tonic blev spået en stor fremtid, er nu klar med deres tredje langspiller, som har fået titlen Electric Love. Og fremtiden ser lys ud. Meget lys.
Velsmurt rockmaskine
Da Junkyard Drive kom frem, kunne man tydeligt høre, at de var et band, der havde noget at byde på. Bevares, tekstunivers, riffs og produktion var måske en anelse til den lettere umodne og banale side, men potentialet var der uden tvivl. Der manglede bare lige noget. Noget, der var svært at sætte en finger på. Bandet, der trækker på en del inspirationer fra velkendte sleaze- samt klassiske hardrocktraditioner a la Guns’n’Roses, The Cult og D-A-D, har op til udgivelsen af denne plade varslet mere modenhed i deres udtryk, og efter første gennemlytning står det klart, at det var det, der manglede noget af.
Electric Love lægger ud med en dobbelt slagserie i form af “Let It Burn” og titelnummeret, hvorefter man som lytter ikke er i tvivl om, at der er tale om en plade med væsentlige forbedringer. Produktionen, der i øvrigt er foretaget af den altid pivdygtige Søren Andersen, står knivskarpt, mens riffs, dynamik og ikke mindst vokal er på et niveau, mange andre bands kun tør drømme om at opnå. Det er relativt forudsigeligt og til tider også lidt cheesy, men for pokker, hvor er det medrivende. “Let Me Love You” og “Tomorrow I Will Be Gone” er ligeledes glimrende eksempler på dette. De er relativt ens i deres opbygning og udtryk, men når der eksekveres på dette niveau, gør det ikke noget. “Mind Eraser” tilbyder mere end diskrete nik til det nu 35 år gamle Guns’n’Roses-nummer “Mr. Brownstone”, og “Mama” er et nummer, der med fabelagtig dynamik og medrivende melodi nok skal blive en af de helt store crowdpleasers, når bandet optræder live. “The Wonderland of Temptations” er pladens obligatoriske ballade, der bidrager flot med lidt tiltrængt variation, og hele pladen afrundes solidt med den hårdtslående ”Free Your Mind”. Er der noget, Junkyard Drive ikke kan? Man fristes til at spørge, da alt umiddelbart virker rigtigt. Electric Love er jo skåret præcis som en plade af denne kaliber skal skæres. Men jo, der mangler stadig lige det sidste.
Klar til at erobre verden
Selvom Electric Love på nærmest alle parametre lever op til alt det, en moderne rockplade skal være, er der stadig små steder med plads til forbedringer. Albummet mangler for det første et altoverskyggende hit. Et nummer, der skiller sig så markant ud, at man bare må høre det igen og igen. For det andet er det ti numre og 40 minutter lange album også lige en tand for ensformigt. En anelse mere variation i kompositionerne havde ikke skadet. Men i det store hele skal disse to anker dog ikke have lov at fylde ret meget, for uanset hvordan vi vender og drejer Electric Love, så er her tale om en yderst solid og langt mere moden, gennemarbejdet og vellydende hardrockskive fra et band, der efterhånden befinder sig flere niveauer over de fleste andre.
