Warkings

Da The Tribune, The Viking, The Crusader og The Spartan indtog scenen enkeltvis og under stor tamtam, som var de på vej ind i en kamparena, frygtede jeg allerede, hvad der ville vente os. Jeg blev dog meget positivt overrasket: Warkings, der altid er forklædt som tidligere tiders krigshelte og bærer ansigtsmasker, leverede en meget velkoordineret og fejlfri performance. Allerede fra første tone sad vokalen i skabet, og instrumenterne var tydeligvis blevet tunet ordentligt. Der var intet til hinder for, at de fremmødte kunne nyde The Tribune, der måske er mere kendt som Georg Neuhauser fra bandet Serenity, give den gas med sin fabelagtige vokal i indledningsnummeret “The Last battle”.  Jeg var allerede meget begejstret, og man kunne tydeligt mærke, at bandet havde publikum på sin side. Men første sang blev straks overgået af den efterfølgende “Spartacus”, da den kvindelige vokalist Secil Sen, der optræder under navnet Morgana le Fey, trak sangen op på et endnu højere niveau med sin formidable growlingteknik. Neuhauser introducerede efterfølgende “Maximus”, og der var ingen tvivl om, at han har hørt godt efter i latinundervisningen, da han gjorde det på latin. Koncerten fortsatte i upåklagelig stil, og da Warkings var fremme ved sidste nummer “Gladiator” efter cirka 40 minutter, var fornemmelsen, at tiden var fløjet afsted. Kemien mellem Neuhauser og Sen var fantastisk, og sceneshowet var så varieret, at der hele tiden var noget nyt at kigge på.

Sætliste:

1. The Last Battle
2. Spartacus
3. Maximus
4. Monsters
5. Fight
6. Hephaistos
7. Gladiator

9/10

DragonForce

DragonForce havde til gengæld nok pjækket fra lydprøven, for både vokalen og instrumenterne lød lidt skæve og uafstemte i sættets første nummer “Highway to Oblivion”, men det rådede de dog bod på i løbet af koncerten. Til stor morskab for publikum introducerede forsanger Marc Hudson DragonForce som et band fra Buxtehude (en lille og ubetydelig forstad til Hamborg, red.) på sit bedste skoletysk. Her vil jeg lige tilføje, at hans tysk-skills faktisk var meget imponerende og nok bedre end, hvad mange danske skoleelever nogensinde ville kunne præstere. Men hans sang-skills var ikke lige så overbevisende: Især i starten af sættet ramte han ikke alle toner, og det var godt, at koncerten kun varede 40 minutter, for til sidst havde han ikke helt så meget stemme tilbage. DragonForce kørte på i kendt stil med en masse hurtige guitarriffs og highpitch-vokal, og publikum blev inddraget i “hey”-råb og andre syng-med-aktiviteter, som de pænt deltog i. Det var dog først, da DragonForce lavede et såkaldt cover af Celine Dion-sangen “My Heart Will Go On”, at de efter Hudsons mening viste en passende mængde passion, for her kendte alle teksten og skrålede med af deres lungers fulde kraft. Heldigvis havde DragonForce gemt deres største hit “Through the Fire and Flames” til sidst, og det dannede en værdig afslutning på denne koncert, der blev båret af bandets forkærlighed til videospil, hvilket blev illustreret af kulissen med fjernsyn og arkademaskiner; men det er selvfølgelig lidt betænkeligt, hvis kulissen er bedre end bandet selv. Når dette er sagt, så kan man ikke benægte, at DragonForce er en gruppe af rutinerede musikere, der har en god energi og ikke uden grund hører til blandt de største powermetalgrupper.

Sætliste:

1. Highway to Oblivion
2. Three Hammers
3. Fury of the Storm
4. The Last Dragonborn
5. My Heart Will Go On (Celine Dion-cover)
6. Cry Thunder
7. Through the Fire and Flames

7/10

Powerwolf

Jeg har set Powerwolf en gang i år som opvarmning for Iron Maiden i sommers og var allerede der meget begejstret for deres show. Det var dog den spartanske version med meget lidt kulisse. Jeg havde derfor glædet mig til at se dem i deres rette element, og jeg blev ikke skuffet: Powerwolfs kulisse lignede en forfalden katedral, der skiftede udseende i løbet af koncerten, og der var både konfetti- og snekanoner, rigeligt ild og flammekastere. Omkring klokken 21 trådte de germanske varulve ind på scenen en efter en, hvorefter Attila Dorn spurgte, om publikum var klar til den hellige heavy metal-messe – og det var de!
Allerede i første sang ”Faster Than the Flame” blev den helt store pyroteknikpakke fundet frem, og tilskuerne elskede det. Powerwolf spillede en bred vifte af sange fra seks af deres otte studiealbummer, der fik folk til at gå grassat i kollektivt hopperi og fællessang. Det var især “Incense & Iron”, “Amen & Attack” og “Stossgebet”, der fik de fremmødte helt op i gear. Henrykkelsen, især hos det kvindelige publikum, steg yderligere, da Attila mente, at den næste sang, “Deamons Are a Girl’s Best Friend”, kun var til dem – der er jo nu engang ingen, der kan modstå Attilas charme. Og da Falk og Attila i introduktionen til “Dancing With the Dead” sammen viste, at de ikke kun er fantastiske musikere, men også dygtige vals-dansere, var der ikke et øje tørt. Attila var god til at holde kontakten til publikum med små sjove talepauser, og han pralede begejstret med sine nye kontaktlinser med glidende overgang, så han nu kunne læse ALT. Så tog han et kig på sætlisten og begyndte at introducere “Army of the Night” ved meget entusiastisk at spørge de fremmødte, om de var klar til at tage i kamp. Falk måtte dog hurtigt liste hen til Attila og gøre ham opmærksom på, at dette ikke var den næste sang, der skulle spilles. Attila måtte altså rette sit udsagn til, at han havde fået nye kontaktlinser og nu INTET kunne læse. Herefter blev den rigtige sang, “Sainted by the Storm” fra det kommende album, introduceret og spillet til perfektion, og selv denne sang kunne fansene udenad. Publikum kunne slet ikke få nok, og da Powerwolf forlod scenen efter deres regulære sæt, begyndte mængden at råbe “Zugabe” så højt, de kunne for at få deres yndlinge ud på scenen igen. Powerwolf parerede ordre og spillede yderligere tre af deres allermest populære sange, og denne geniale koncert sluttede med bravur efter knap to timer.

10/10