Pretty Maids spiller koncert på JAILBREAK 2024.
Pretty Maids - Undress Your Madness

Undress Your Madness

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Melodisk Metal
Spilletid:43:19
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gode og dårlige nyheder

Hvilke metalbands, der havde deres oprindelse – og, som regel, storhedstid – i 1980’erne, spytter her 30 år senere stadig kvalitetsalbums ud med to-tre års mellemrum? Det er ikke nemt at komme i tanke om ret mange, men i Danmark har vi et, og det er selvfølgelig Pretty Maids, der netop har smidt studiealbum nummer 16, Undress Your Madness på gaden. Vi nåede derfor dårligt at komme os over den chokerende nyhed om forsanger Ronnie Atkins’ kræftsygdom, før der igen var noget at glæde sig over fra Pretty Maids-lejren.

Alle de kendte virkemidler…

Pretty Maids fandt meget tidligt i deres karriere den formel, de med få afstikkere har fulgt lige siden: Melodisk hard rock men med tilpas meget kant og attitude til, at de også hører hjemme i heavy metal-familien. Det kommer således ikke som den store overraskelse, at der her på Undress Your Madness ikke er ret meget nyt under solen, for Pretty Maids er ganske godt tilfredse med at lave musik til deres trofaste fanbase i Europa og Japan. Intet galt i det, men hvis det skal have værdi for andre end gruppens hardcore fans, stiller det ret store krav til både sangskrivning og udførelse.

Lad os tage udførelsen først, for det er nemlig temmelig simpelt. Pretty Maids er stadig et topprofessionelt band, der spiller og synger hamrende godt, og med Jacob Hansen bag pulten er en top-produktion en selvfølge. Den rutinerede producer formår at bevare den klassiske Pretty Maids-lyd, men samtidig at få det til at lyde både moderne og vitalt. Så langt, så godt, men hvad så med sangene? Jo, vi får på Undress Your Madnes det sædvanlige mix af hårde rockere, syng-med-omkvæd i spitzenklasse og så et par ballader, der har det med at kamme lidt over i det sukkersøde. Første single ”Serpentine”, der også er første nummer på albummet, har et næsten uforskammet iørehængende omkvæd, et klassisk tungt riff og en endnu mere klassisk Ken Hammer-solo, der på vanlig – og bedste – vis kombinerer ekvilibrisme og melodisk tæft. Jeg tør godt vædde på, at ”Serpentine” bliver et fast indslag på sætlisten, når bandet forhåbentlig begynder at turnere igen.

Andre højdepunkter er det heftige titel-nummer og det ultra-melodiske ”Runaway World” med endnu et uimodståeligt ”sing-along” omkvæd. Men man kan efter et stykke tid alligevel ikke undgå at føle, at det hele er kørt lidt på rutinen, og derfor er en tand for forudsigeligt. Alle de kendte virkemidler bliver taget i brug, og vi har egentlig hørt det hele før. Sidste nummer ”Strength Of A Rose” er endnu en poppet sag, der isoleret set fungerer ganske godt, men som afslutning bliver det lidt fesent, og man savner det Pretty Maids der sparker røv.

Det’ dansk, det’ dejligt

Jyderne i Pretty Maids har altid haft en evne til at mikse klichéerne fra rockens verden med tekster, der revser samtidens dårskab set fra kakkelbordet i Horsens. Så selvom bandet helt fra starten har kigget ud mod den store verden, har de aldrig helt kunnet løbe fra deres danske ophav, og det er måske det, der adskiller dem fra den store mængde inden for den melodiske metal? Uanset hvad, så har veteranerne lavet endnu et solidt omend lidt rutinepræget album, der fortjener syv kranier og en plads i deres imponerende diskografi.    

Tracklist

  1. Intro
  2. Serpentine
  3. Firesoul Fly
  4. Undress Your Madness
  5. Will You Still Kiss Me (If I See You in Heaven)
  6. Runaway World
  7. If You Want Peace (Prepare for War)
  8. Slavedriver
  9. Shadowlands
  10. Black Thunder
  11. Strength of a Rose