Ice, ice, baby!

Imperial Crystalline Entombment (som heldigvis også kalder sig for I.C.E.) er et løjerligt band – og ikke et band, nogen havde regnet med at høre fra igen, og da slet ikke som et band, der er at finde på diverse metalfestivaler verden over. Og hvorfor så ikke? Tjo, efter udgivelsen af debuten Apocalyptic End in White gik bandet simpelthen i opløsning – og det kan jo ske. Derfor kom det bag på alle, da de, næsten 20 år senere, valgte at optø sig selv og udgive Ancient Glacial Resurgence – som i øvrigt var en ganske udmærket skive. I.C.E. har aldrig været verdens største band, men i løbet af bandets årelange dvale fik de kultstatus, især i USA. Nu skriver vi så 2025, og trods det iskolde tema samt den meget insisterende påstand om, at de altså er nogle reelle gletsjergespenster, så har bandet aldrig været varmere end nu.

Råvaskieth (Mighty Frostbite)

I.C.E. kan godt lide to ting: frostgrader og Immortal, hvilket egentlig meget er det samme. Ikke nok med, at amerikanerne lyder en hel del, som Immortal gjorde det på ”Blizzard Beasts” og ”Battles in the North”, så har de også opdigtet deres egne vinterverdener og -guder. Hvor Immortal har Blashyrkh, har I.C.E. Råvaskieth, som ifølge bandet selv besætter dem, når musikken skal skrives, som en frostbidt muse.  

Den største forskel på I.C.E. og Immortal er vokalen, for Mike ’IceSickKill’ Hrubovcak er ikke Abbath. Rent teknisk er han nok en bedre sanger end den ikoniske nordmand, men hans stemme er langtfra så ikonisk eller karismatisk som Abbaths. Dog er det helt fair at sige, at Abominable Astral Summoning klart overgår det, som både Immortal og Abbath har begået de sidste par år – helt uden tvivl endda.

Ved første lyt lyder albummet måske som en ganske formularisk omgang pseudomelodisk black metal med knivskarpe og iskolde guitarriffs. Men i takt med at man genlytter og spidser ører, bemærker man de mange små, sjove og skæve detaljer, som musikken indeholder. De amerikanske snemænd har virkeligt kælet for det her album – det er en ren gavebod. Tag nu ”Frigid Spirits Arcane”. Det nummer har et af de bedste, og mest diskrete, temposkift, jeg længe har oplevet. Man hører det første gang et lille minut inde, hvor guitar og trommer pludseligt lige spiller dobbelt så hurtigt. Det varer kun et par sekunder, men det er ekstremt effektivt og giver virkeligt sangen et ekstra ’oomph’. Men sådanne elementer og overraskelser har samtlige numre, og når først man har opdaget dem, kan man ikke undlade at lytte det hele igennem endnu en gang for at undersøge, om man havde misset nogen nogle, som var de små, kulsorte, nedfrosne påskeæg.

Dog er 11 numre for meget af det gode, og enkelte numre kunne godt have været lidt kortere. Ligeledes havde lyrikken til”Phantoms of Ice” havde nok ikke behøvet at involvere, at der blev skreget ”All hail the phantoms of ice!” 10-14 gange.

You are fucking ice!

Abominable Astral Summoning er, uden tvivl, Imperial Crystalline Entombments bedste skive til dato – længere er den simpelthen ikke. Det er en utroligt helstøbt og velskrevet omgang, og det er skønt, at de her amerikanere så flot løfter arven fra Immortal, nu hvor de ikke selv reelt formår det. Ikke at I.C.E. da er det eneste amerikanske band, der gør det – hvilket i grunden er sjovt.

Som tidligere nævnt så er der virkeligt fut i I.C.E. de her dage, og de har travlt – de skal selvfølgeligt også lige indhente 20 år. De har spillet på Maryland Death Fest og Hellfest, så hvem ved – måske vi snart ser dem på vores breddegrader, til vinter måske? Bandet har altid opereret med mottoet ”We are fucking ice!”, og ja – det er de sgu.!