En svær genre

Spanske Phrymerial har for nyligt udgivet sit tredje album: Earth Wonderland. Det er udgivet på selskabet Miasma med sæde i Portugal, som huser bands som Dysmorphic Demiurge og Analepsy. Stilen er tech brutal deathcore med ivrig brug af downtempo-passager. De laver ikke musik for masserne, og deres tidligere to udgivelser har da heller ikke fået den opmærksomhed, de fortjener. Det har været for utilgængeligt og underligt, tror jeg. Mon de bliver i rollen den skæve onkel Hans?   

Fra blipblop til tonsertungt

Lad os starte med produktionen, som står knivskarpt, selv når de der lynskalaer flyver afsted over guitarstrengene, så det lyder som en skændig kombination af slut-halvfemser-psysch-trance-blipblop og 80’er-bipbipspil. Især på et nummer som ”Dickdra”, der udover førnævnte løjerligheder rummer nogle af albummets tungeste og ulækreste breakdowns og lavtemposekvenser. Der er plads til alle detaljerne, snørklerne og de instrumentale knuder i mikset. Ikke finger at sætte der.

Men netop de der blipblop-sekvenser, brug af synthesizer og programmerede trommer er ærlig talt træls, og jeg har meget svært ved ikke at blive distraheret af det. Til gengæld er der numre som for eksempel ”Atrocities”. Her leveres imposant og vådt gurglegrowl, der sætter selv Alex Terrible til vægs i dyrisk effekt. Så flot sygt udført faktisk, at deres billige lynskalaer straks bliver glemt. Så har Lukas Swiaczny fra Stillbirth lagt sin imposante vokal til på nummeret ”Sadness Factory”, som jo nok er et af albummets bedste numre, og det er helt tydeligt, at de har haft det vældigt morsomt i studiet.

Til sidst vil jeg fremhæve mit yndlingsnummer på pladen, ”Enki’s Arena”, som er et nummer, der i den grad fremhæver det, som Phrymerial kan bedst: gorillavokal og klæbrige breakdowns, der sender lytteren en tur i brædderne. Nummeret indeholder et par løjerlige påfund, der skaber et unikt lydbillede.

Glemsel eller kongestatus

Phrymerial formår jo at lave et varieret og gennemtænkt album med masser af gode detaljer og idéer i et virkeligt velproduceret format. Men der er elementer og bevidste tilvalg, der vil få mange til at slukke øjeblikkeligt. For eksempel den ivrige brug af synthesizer og programmerede trommeblasts med en meget flad lydprofil. Men når Phrymerial sætter stolen for døren og bliver brutale eller downtempo, så glemmes alt, og det tilgives lige så hurtigt, som det irriterede.

Jeg gad godt at se, hvilken energi de bringer til en liveperformance, så jeg håber, de sporter en festival nær mig i en overskuelig fremtid. Selvom genren er lidt anderledes, så minder de mig om Wormrot, både fordi de begge udstråler et enormt kreativt overskud og samtidig udviser skamløs afvisning af genremure.

Min anbefaling er at give Earth Wonderland et par chancer og give den specielle stil den plads, der skal til, før man fælder dom. Det kan jo være, at de irriterede momenter fortager sig i fascinationens blindhed eller gentagelsens forståelse.