Slam eller core?

Den tyske kvartet Gutrectomy er ude med en ny skive til at rive dine indvolde i itu, og den hedder Angst. Men i stedet for at smadre alt som en elefant i en operationsstue lader det til, at de har finjusteret konceptet en hel del. Gutrectomy udgav i 2017 deres første langspiller, rendyrket ’fun’n’guts’ slamming brutal deathmetal med alt, det tager med sig af prut- og tis-relateret lyrik. I 2022 udgav de Manifestation of Human Suffering, og her var der en drejning at spore henimod Deathcore – godt nok den brutale slammende udgave. Derfor er jeg uhyre spændt på, om de på Angst nærmer sig de dødsmetalliske rødder, eller om de fortsætter deres debatterede deroute mod det populistiske coresegment.

Slamcore – nu med episk bismag?

Gutrectomy har aldrig før haft brug for introer eller episke ’pauser’ i deres brutale output, men på Angst valgte de alligevel at starte med et langt intronummer. Det glider så ind i ”Heirs of Pestilence”, som er et hæderligt nummer, der rummer mere end et par referencer til ”To the Hellfire” (et af Lorna Shores store hits), og denne anmelder er ikke glad for den tendens, der rimer på ren deathcore. Misforstå mig ikke. Lorna Shore er fine i og for sig, men andre bands behøver jo ikke at gravitere mod den lyd, netop de har mestret. Frontmand og grundlægger Dennis Schuler viser, at han er blandt tidens bedste og undervurderede vokalister i genren, og han sætter faktisk andre berømtheder i genren som Will Ramos og Ben Duerr til vægs op til flere gange. Han imponerer blandt andet med sine lange inhales og store variation i fry-, squeal- og growlteknikker uden brug af filtre. Vokalen er her præcist lige så meget et instrument som trommerne, der også ligger ret langt fremme i mikset. Den erfarne bassist Louis Weber er også fint fremme i mikset og rigtigt langt fremme i et nummer som ”Dragging Caskets”. Men for at få deathcore lyden frem har de måttet ofre den stakkels guitarist, grundlægger Philip Dahlenburg, på bålet – oftere end ikke er guitaren nemlig mikset så lavt, at den lige så godt kunne være ikkeeksisterende.

Man kan faktisk se stilændringen på deres sangtitler, for mens en typisk sang på debuten, Slampocalypse, var ”Uterus Uppercut”, er en typisk titel på Angst ”Among Ruins”. Farvel til poolnudler, tvetydige sarkasmer og fantasifulde krøller, goddag til en brutal og bedre men også forglemmelig variation af Lorna Shore.

Pladen slutter passende af med både den mest slammende og mest hardcore kreation, ”Atomic Ass Torpedo”, med et dejligt basdrop, der næsten giver mig lyst til at tilgive dem for at sælge deres metalsjæl.

Som en særlig udnævnelse skal det siges at trommeslageren Julien Kuny leverer en toppræstation på Angst. Hans hurtige skift og mange påfund til overgangene får virkelig numrene til at skinne.

Far er ikke sur – far er skuffet!

Gutrectomy formår at skabe et fint album af en høj kaliber af brutal deathcore i stil med Hurakan, Signs of the Swarm, Kanine og Organectomy. Jeg har dog svært ved komme over det faktum, at de spiller så meget bedre i elementet slamming brutalt deathmetal, som de begyndte med 2017. Der er dog fin variation i konstruktionerne, så man ikke keder sig ihjel, men ingen små sjove påhit for at holde den sarkastiske fane højt i en temmelig selvhøjtidelig udgivelse, der ikke som sådan kendetegner deres øvrige album. Måske de bare er blevet voksne, guderne forbyde det. Summa summarum er, at hvis jeg ikke vidste, hvad de kunne præstere uden deathcore-tryllesnyderierne, de episke pausefisk og alt det andet, der distraherer fra deres egentlige egenskaber, så ville jeg faktisk være godt og ukritisk underholdt fra ende til anden.

Jeg står dog tilbage uforstående og skuffet over denne leflen for en trend fra et band, der ellers før i tiden havde fine SBDM-numre i bæltet og ikke gav en fuck for trends. Jeg havde, ganske givet naivt og uopfordret, forventet et tungere udspil fra Gutrectomy, og jeg tror mange af de gamle fans vil give mig medhold i kritikken. Med mine egne holdninger og følelser sat til side, så har Gutrectomy faktisk lavet et rigtigt stramt album, der bør ligge i toppen af deathcorealbummer, selvom mange nok vil overse det.