Én for alle, alle for én

At blive i samme band i mere end et årti uden at kaste med instrumenter eller passivt-aggressivt ignorere hinanden i tourbussen er en umådeligt svær opgave. Det lyder næsten som en fabel fra et mere civiliseret parallelunivers, men ikke desto mindre er det virkelighed for engelske Malevolence, der siden 2010 har holdt sammen på deres besætning. Gruppen har været mere stabil end de fleste ægteskaber og klart mere pålidelige end regeringens klimamål, men hvad er deres opskrift på overlevelse, tænker du sikkert? Tung metal, stenhård arbejdsmoral og fremragende samarbejde. Musikalsk roder de rundt i en sprængfarlig cocktail af hardcore, metalcore, groove og sludge og er inspireret af Pantera, Crowbar og Terror. Det store spørgsmål er dog, om de fortsat kan være originale, har mere ondskab i blodet og atter kan levere knoglesplintrende riffs?

The Truth? You can’t handle the truth

Where Only The Truth Is Spoken kaster sig over dig som en rabiesramt rottweiler, der har forvekslet din halspulsåre med et tyggeben. Allerede fra åbningsnummeret, ”Blood To The Leech”, er der nul nåde og nul intro. Riffene er tunge nok til at kunne flænse en konservesdåse åben, og det eneste man kan gøre, er at smile. Briterne rammer et essentielt skæringspunkt mellem groove, hardcore og metalcore, og hvert eneste breakdown føles som en mavepuster. Der er tydelig inspiration fra Lamb of God, og Randy Blythe kigger faktisk forbi på det frådende nummer ”In Spite” og bekræfter, at vi har med et band at gøre, der kan tilkalde sværvægtere uden selv at lyde som billig fanservice. Tempoet er nærmest amfetaminpåvirket, og svedproduktionen bliver så intens, at selv en crossfit-instruktør ville tage en solid siddepause. Imponerende. Førstesinglen ”Trenches” fungerer som en lydmæssig guerillakrig, en mortergranat, der lander direkte i dit skød og flår dig ud af virkeligheden. Her er ingen falsk høflighed, intet sukkersødt omkvæd og absolut ingen knælen for hitlisterne. Malevolence har gravet sig op fra undergrundens bunkere med blødende hænder og slidte instrumentkabler, og de har ikke tænkt sig at stoppe for noget som helst. Selvom lyrikken prøver at afspejle dette, bliver den dog flere steder for banal og lidt for meget teenage-bølle, hvilket er synd. ’Try take a piece of everything I earn, retract your hand before you get burnt’, fremstår en smule primitivt og kunne sagtens eleveres uden at miste aggressionen.

Malevolence bruger bandets anden forsanger, Konan Hall, på ”Salt The Wound” med stor succes, og han kan synge! Ikke bare sådan lidt i smug som en fuld far til karaoke, men med en overbevisende ren vokal, der næsten får én til at tjekke Spotify-listen for, om man stadig lytter til det samme band. Desværre er denne smarte kontrast et trick, Malevolence ikke helt tør udnytte til fulde. Der sniger sig en følelse af deja-vu ind på albummets b-side, hvilket er en klassisk faldgrube for hardcoreudgivelser, der starter som en rottweiler på steroider, men ender med at løbe panden mod muren på grund af sin egen formel. En kende mere variation ville have gjort underværker.

Originalt og fatalt

Where Only The Truth Is Spoken spiller ikke sine kort sikkert men bevarer briternes originalitet. Allerede fra første sekund bider pladen fra sig som en lænket kamphund, der er træt af sit fangenskab, men desværre forsvinder dele af aggressionen, når først hunden er sluppet fri. Bandet kunne med fordel innovere sin musik ved at kombinere Alex Taylor og Konan Halls vokaler endnu mere. Men tør de bevæge sig ned ad den vej?