Jailbreak 2023
Jailbreak @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk
Bag tremmer igen
Den nye søsterfestival til Copenhell – Jailbreak i FÆNGSLET i Horsens – har vokseværk. Det blev anden udgave af festivalen et bevis på. Festivalen er blevet opgraderet til en todagesbegivenhed, så man for alvor kunne føle sig indespærret i selskab med masser af hård musik, mulighed for alt for mange humlegranater og en god selektion af mad. Ifølge vores kilder tæt på festivalen er der i år blevet solgt cirka 3.700 billetter, hvilket er pænt sammenlignet med sidste års omkring 2.500 billetter. Der var også flere boder af alle slags: øl, mad og forskellige slags merchandise. Festivalpladsen var dog den samme og scenerne ligeså, men selvfølgelig med dobbelt så mange bands til at underholde publikummet på de to scener. Retningen i musikken var ændret let: Der var stadigvæk masser af rock, men på metalfronten havde man satset på old school heavy metal og thrash metal frem for power metal. Der var dog enkelte afstikkere i form af Alestorm, Skullclub, Within Temptation og Arch Enemy. Dette kan være for at se, hvad der trækker folk til, men også for at trække et lidt yngre segment med til festivalen. I denne reportage tager vi et dyk ned i alle koncerterne, men vil også afslutningsvis komme omkring, hvad der har fungeret på årets udgave af fængselsoprøret, og hvilke knapper der eventuelt kan skrues på til næste år.
Vi tager gerne en livstidsdom
Alt i alt var det en meget vellykket festival med god stemning og meget flinkt personale. Derudover har Jailbreak siden sidst udvidet deres madsortiment, så man også kunne købe fish’n’chips, tortilla af forskellig art og sågar friskbagt pizza; øldrikkere kunne dog godt ønske sig et mere varieret udbud med noget øl fra mikrobryggerier, så det er måske noget, der kan arbejdes på til næste gang. Under koncerterne var køerne til boderne moderate, men i pauserne var køen til specielt maden lidt for lang, og det var svært at nå at få noget at spise inden den efterfølgende koncert. Til gengæld kunne man fint få tiden til at gå i den gratis fotobooth eller med rappelling op ad fængselsmuren.
Det var også meget positivt med så mange danske bands på plakaten, så det er ønskværdigt med mere af den slags – og gerne bands, der viser samme retning, når nu mottoet hedder “riff’n’roll”, og Jailbreak praler med at være Danmarks største heavyrockfestival. Lyden var lidt svingende: Fredag var den ikke helt god på pladsen, mens mixet ikke altid var optimalt i Vestsalen om lørdagen.
Næste år bliver Jailbreak også et todagesevent, og begejstringen hos dem, Heavymetal.dk’s udsendte talte med, var stor, så man kunne frygte, at rammerne i FÆNGSLET sprænges. I år var der noget mere fyldt end i 2022, og Vestsalens kapacitetsgrænse er nær nået. Der manglede i den grad siddepladser – især indendørs – og det er en skam, at der ikke var den samme Bierzelt-atmosfære inde i Vestsalen som i 2022.
I lighed med 2022 havde Jailbreak en campingplads lige ved siden af festivalområdet, hvilket er alletiders for folk, der bor længere væk. Der var også mulighed for at komme med bus fra København, så man ikke skulle køre selv – folk fra for eksempel Aalborg og Aarhus ville bestemt ikke have noget imod, at der også gik en bus fra deres hjemby!
Vi kan altså konkludere, at det var en fin festival med enkelte forbedringsmuligheder.
Fredag:
Artillery Vestsalen , kl. 13:00
Klokken 13 blev Jailbreak 2023 skudt i gang inde i Vestsalen; i år var det de danske thrash-legender fra Artillery, der som de første måtte køre kanonerne i stilling. Da medlemmerne traskede ind på scenen, var der to nyheder: Frederik Kjelstrup Hansen er nu med på trommer, og han gjorde et virkelig formidabelt stykke arbejde under hele koncerten. Søren Adamsen var tilbage bag mikrofonen, og han var meget veloplagt denne eftermiddag, hvor han ikke blot sang pragtfuldt, men hele tiden var i ét med musikken. I starten af sættet var lyden lidt dump, og alt forsvandt i trommernes buldren. Men det problem blev hurtigt løst, og bandet leverede en kongelig performance af “By Inheritance”, hvor Adamsens stemme gik perfekt igennem, og de øvrige musikere udviste sand spilleglæde. Tydeligvis var det ikke kun undertegnede, der var begejstret, for allerede lidt over et var salen fyldt rigtig godt op af et henrykt publikum. Denne geniale koncerts højdepunkt var uden tvivl “Turn up the Rage” fra bandets 2021-udgivelse, X. Hvis du ærgrer dig over, at du ikke nåede denne koncert, så har du mulighed for at se Artillery, når de tager på Metalized Tour i februar 2024.
Mike Tramp Fængselsgården , kl. 14:00
Ude i fængselsgården var det Mike Tramp, der måtte åbne den store scene med sange som “Lonely Nights” og “Cry For Freedom” fra dengang, han selv havde langt hår, spandex og var med i det dansk-amerikanske glamband White Lion. Han var rigtig veloplagt og glad for, at han måtte komme til allerede klokken 14, for så kunne han “nå hjem til Slagelse og slå græs”. Og med en passende portion selvironi fortalte han også, at reglen om, at fotograferne kun må tage billeder under de tre første sange, stammer fra 1980’erne, da “håret faldt ned, og man lignede sit gamle klassebillede” derefter. De numre, der blev spillet denne eftermiddag, stammer jo fra White Lions bagkatalog, der er mere til den bløde side, men sangene lød, som de skulle, og Mikes sympatiske optræden gjorde, at man ikke kunne udvise andet end velvillighed over for denne mand, der jo nærmest er en levende legende i Danmark. Han havde taget nogle dygtige musikere med, og den del af publikum, der befandt sig foran scenen, kunne lide det, der blev budt, så der blev sunget og danset med til den store guldmedalje.
Timechild Vestsalen, kl. 15:15
For denne anmelder var festivalens højdepunkt det danske progrock-band Timechild. Allerede fra første øjeblik sad lyden i skabet, hvilket er meget imponerende, når man tænker på, at bandet kun har eksisteret siden 2020 og først udgiver deres andet studiealbum, Blossom & Plague, i næste måned. Ud fra deres spillefærdigheder og sceneoptræden kunne de lige så godt have 30 år på bagen. Til stor glæde for alle fremmødte gav bandet også en smagsprøve på deres kommende album med sangene “The Dying Tide Part III”, ”Buried in Autumn” og “Call of the Petrichor”, der alle blev krydret med smukke vokalharmonier og eminent guitararbejde. Og da man troede, at det ikke kunne blive bedre, fik vi ovenikøbet lov til at høre bassist Daniel Bach synge Three Man Army-coveret “Polecat Woman” på gåsehudsfremkaldende manér. Ydermere synes jeg, at Timechild skal have ros for at bygge en trommesolo ind i deres sæt, der kun varede lidt under en time, hvilket efter min mening var lidt til den korte side. Dem, der som mig synes, at det var alt for kort, kan glæde sig til, at Timechild tager på turné til september.
Wolfmother Fængselsgården, kl. 16:30
Wolfmother var det første udenlandske band på programmet, og de præsenterede deres hardrock for en relativ stor menneskemængde på scenen udendørs. Uden tvivl har vi her at gøre med nogle meget dygtige musikere, og man kunne se, at der var flere i publikum, der kendte og elskede dette band. Fra et anmeldersynspunkt er der to ting, der trækker alvorligt ned. For det første var interaktionen med publikum minimal – og det er jo ellers en af de ting, fans kommer for – og for det andet var sættets udvalgte sange meget ens, så hvis du ikke kendte bandet i forvejen, fandt du ikke sange med en syng-med-kvalitet af et format, der rækker ud over selve koncerten; det var det samme lydbillede fra ende til anden. Der var få variationer, og sanger Andrew Stockdales meget nasale sangstil er nok noget, nogle elsker, og andre hader. Grunden til, at antallet af kranier alligevel bliver så højt, er, at det, publikum fik serveret, var af ordentlig kvalitet, og der var da også enkelte sange, der skilte sig ud fra mængden, for eksempel “New Moon Rising”, der havde et fedt groove og en formidabel guitarsolo.
The Quireboys Vestsalen, kl. 17:45
The Quireboys – der vel at mærke ikke er det samme som Quireboys – er et engelsk rock’n’roll-band, der snart har 40 år på bagen, men det mærkede man overhovedet ikke, da bandet omkring sanger og guitarist Guy Griffin trådte ind på den lille scene kl. 17.45. Griffin krydrede sættet med en masse anekdoter og små sjove fortællinger fra bandets lange historie, men det musikalske kom heller ikke til kort. Den fyldte Vestsal måtte høre både “7 O’Clock” og “Mona Lisa Smiled” fra nogle af englændernes ældre albummer, men også “Medicine”, der er den første single fra et nyt album, der skal udkomme om to måneder. The Quireboys er et meget sympatisk band af rutinerede musikere, der leverede en solid performance, hvor lyden var fin, og især brugen af keyboardet var tilpas.
Alestorm Fængselsgården, kl. 19:00
Klokken ramte 19, og det var stadigvæk meget lunt på Jailbreak denne aften. Man var slet ikke i tvivl om, hvad der om lidt skulle udfolde sig. Der var en hær af folk i fuld piratudklædning, badedyrene var pustet op, plastikvåbnene slebet, og den ikoniske kolossale oppustelige and stod center på scenen som fængselsgårdens fjollede enevældige hersker. Ind på scenen løb Alestorm i deres sædvanlige klæder og startede sættet med deres klassiker ”Keelhauled”. Straks galede publikum på de forreste rækker med på piratviserne, og det varede også kun få øjeblikke, før der var gang i crowdsurfing og flyvende badedyr hen over publikum. Det var en Alestorm-koncert lige efter bogen, og hvis man har set dem før, bl.a. i Falconersalen tidligere på året, så var der næppe nogen overraskelser. Der blev roet i gruset til ”The Battle of Cape Fear River”, der blev kastet med øl og drukket endnu flere af dem. Der blev skrålet og gået amok til ”Pirate Metal Drinking Crew”. Jailbreaks udgave var dog en mere familievenlig udgave af Alestorms vanlige koncerter, da jeg så flere fædre liste ud med deres børn i pitten for at give dem en crowdsurf-oplevelse. Heldigvis passede både publikum og vagter godt på dem alle. Tallet efter koncerten lød på 300+ crowdsurfers, så det var ej så vanvittigt som Copenhell i 2022, dertil var rammerne på Jailbreak anderledes, og selvfølgelig var der også færre folk. Intensiteten havde heller ikke det samme niveau, da det kun var de forreste 10 rækker, der havde en kæmpe fest. Selve koncerten var også ramt af et lydbillede i lidt ubalance, hvor instrumenterne var skruet lidt for højt op, og du kunne faktisk ikke få ordlyd nogen som helst steder i fængselsgården. På trods af dette så tror jeg, at alle Alestorms fans og piratelskere fik præcis, hvad de håbede på, hverken mere eller mindre.
Glenn Hughes Vestsalen, kl. 20:30
Som en, der er meget glad for Deep Purple, var denne koncert en meget skuffende oplevelse. I 2022 havde jeg mulighed for at se både Deep Purple og Whitesnake/David Coverdale live. Ian Gillan har stadig stemmen til at kunne synge Deep Purples materiale, mens Coverdale hoster sig igennem en koncert støttet af to unge keyboardspillere, så man kan spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med en Glenn Hughes, der synger Deep Purple. Manden har stemmen, ja – men det enerverende highpitch-skrigeri tog virkelig overhånd og er efter min mening ikke noget, der tager kegler! Det var nærmest ikke til at skelne den ene sang fra den anden, da der var for lidt variation på sangsiden. Hughes behøver ikke at bevise, at han stadig kan. På plussiden finder vi hans sympatiske og energiske optræden – manden er trods alt snart 72 år – og selvfølgelig, at hans gamle “buddy” Søren Andersen var med på guitar. Det var også godt, at han leverede både “Highway Stars” og “Burn” som afslutning på denne koncert.
D-A-D Fængselsgården , kl. 22:00
Efter en lang dag med masser af musik trådte vores allesammens D-A-D ind på scenen klokken 22 og lagde ud med at spille “Bad Craziness” fra deres 1991-udgivelse, Riskin’ It All, som de spillede i sin helhed. Det blev meget tydeligt, at sangene, på trods af at de er 32 år gamle, stadig holder, for folk fra alle aldersgrupper skrålede pænt – og mindre pænt – med. Særligt “Laugh ‘n’ a ½”, som Binzer-brødrene fremførte på akustisk guitar, var yderst vellykket, og publikum fik endnu en gang mulighed for at vise deres sangevner. Så gjorde det heller ikke noget, at scenetæppet havde klemt sig fast, da kulissen skulle bygges om: D-A-D lader sig ikke gå på af den slags småting. Under resten af koncerten blev de fremmødte præsenteret for et stort udvalg af hits fra både nyere og ældre albummer, hvor hverken “Riding With Sue”, hvor Stig var sit teatralske selv og gav den gas på vokal, eller “I Want What She’s Got” manglede. Dermed var selve sammensætningen af sætlisten meget vellykket. Men på trods af al den herlighed var den noget mudrede lyd et tilbagevendende problem, der virkelig påvirkede lytteoplevelsen, og som i sandhed er ærgerligt for denne ellers så skønne koncert.
Bersærk Vestsalen, kl. 23:45
Det hedenske jydeband havde fået den tvivlsomme ære at lukke festivalens første dag. Det kunne gå begge veje. Enten var mange taget hjem for at hvile ørerne og være friske til dag to, eller også ville der være et talstærkt fremmøde af folk, som var klar til at gå bersærkergang. Heldigvis tegnede der sig hurtigt et billede af sidstnævnte, for der var et talstærkt fremmøde, da Bersærk blæste op til aserfest i Vestsalen. Til min store overraskelse blev det hurtigt tydeligt, at mange i publikum var yderst bekendte med Bersærk og kunne brøle med på teksterne. På sådan et niveau, at Casper Roland Popp til tider kunne overlade sangtjenesten til det fremmødte publikum. Bersærk er et band med masser rutine og en solid diskografi efterhånden, hvilket aftenen i FÆNGSELT også vidnede om. Det blev til en god rundtur i deres udgivelser med bl.a. ”Blod og Stål”, ”Kampånd” og ”Tordensol”. Sangene blev leveret med saft og kraft, hvor både Jens Moss Thorsen og Lars Evers skiftevis trådte ud til scenekanten med attitude og grimasser, der matchede, hvilket fik pisket publikum op. Popps kraftfulde vokal og store gestikulerende armbevægelser føjede yderligere til bandets intensitet. Dagens sidste koncert i Vestsalen blev også dagens første koncert i salen, hvor der blev crowdsurfet, og der for alvor var gang i pitten. Som en, der har set orkesteret over en håndfuld gange, kan jeg sagtens sige, at bandet denne aften var i godt spillehumør og veloplagte, men det var ikke nogen ekstraordinær Bersærk-koncert. De gjorde præcis alt, hvad de skulle, med god indlevelse og professionalisme og havde publikum i deres hule hånd. Dette til trods for at det stadigvæk ikke er Popps force at snakke mellem numrene, hvilket aftenen her også bevidnede med et par klassiske akavede publikumsinteraktioner. Ingen bekymringer dog: Vi elsker jer stadigvæk, Bersærk! Folk var i høj grad klar til at synge striden og lyset frem, uanset hvad der blev sagt mellem numrene, fordi Bersærk som vanligt kan skabe liv på ny, når de indtager scenen.
Lørdag:
- Pectora
- Skullclub
- Metal Church
- Arch Enemy
- Skagarack
- Saxon
- Danko Jones
- Within Temptation
- Red Warszawa
Pectora Vestsalen, kl. 13:00
På andendagen var det det danske old school heavy metal-band Pectora, der som de første lod musklerne spille i Vestsalen. Bandet havde taget det gode humør med og sprudlede af positiv energi, til trods for at klokken kun var 13, og salen ikke var helt fyldt endnu. Selv publikum, der stadig så ret bombede ud af fredagens udskejelser, måtte lade sig rive med af de drønende guitarer, den galopperende bas, de buldrende trommer og en vokal a la Rob Halford. Desuden var det meget beundringsværdigt, at den nytilkomne bassist Gustav Solberg allerede har indlevet sig så godt i sin rolle i bandet. Han havde en meget stærk sceneoptræden og interagerede så fint med publikum, at man skulle tro, at han altid havde været med i Pectora. I starten af sættet var lyden ikke i orden – der var en hel del feedback fra bassen, som overdøvede bandet, der ellers gav deres ypperste, da de indledte med “Untaken” fra deres debutplade af samme navn. Men de overvandt problemet, og da samspillet var perfekt, og guitarist Søren Weiss assisterede flot på kor, endte det med at blive en dejlig oplevelse. Senest da vokalist Philip Butler efter et – vel at mærke solidt – highpitch-skrig mente, at det var hans forsøg på at være Glenn Hughes, var alle i publikum vågnet helt op, og nogle enkelte fik endda hevet deres lightere op af lommen for at vifte med dem, så man næsten skulle tro, man var tilbage i 1980’erne. Roskildedrengene fik dermed skruet en koncert sammen, som de kan være stolte af.
Skullclub Fængselsgården, kl. 14:00
To spørgsmål, der trængte sig på, inden denne koncert, som jeg virkelig havde set frem til efter at have set Skullclub på Jailbreak 2022, var for det første: “Er Skullclub populære nok til den store scene?”, og for det andet: “Kan Skullclubs lyd trænge igennem dernede?”. For begge spørgsmåls vedkommende er svaret et rungende “Ja!”. Lige fra første tone var lyden perfekt, og piraterne omkring frontmand Troels Bjorholm leverede et fænomenalt show med fuld fart på trommer, guitarer, bas – og selvfølgelig på banjoen, der er en essentiel del af Skullclubs lyd. Vi fik masser af sjove historier om fire brystvorter og ture til Thailand godt krydret med hits som “Knæk Nak Skipper”, “Ama’r Halshug” og “Se St. Pauli & Dø”. Min personlige favorit var dog “Tysklands Odde”, som fik ordentlig gang i fællessangen, da dette nummer ganske enkelt er ikonisk i sin måde at sætte jyderne på spidsen. Under “L.G.F.M.” tog Troels sig en tur blandt publikum som crowdsurfer, alt imens han opfordrede folk til at “go fucking mental”, hvilket menneskemængden gladeligt tog op. I det øjeblik, denne energiladede koncert var forbi, var folk ikke tilfredse endnu og gik straks i gang med at skråle på ekstranumre, og da der heldigvis var lidt tid inden næste band, fik vi lige “Den Kolde Å” som dessert. Alt i alt en fed koncert, der fuldstændig levede op til forventningerne.
Metal Church Vestsalen, kl. 15:15
Klokken 15.15 kom de amerikanske thrash metal-veteraner fra Metal Church ind på scenen. Sættet havde særlig fokus på bandets første tre plader, som også markerer gruppens storhedstid. Dermed spillede gruppen masser af de gode gamle hits, blandt andet “Gods of Wrath”, “Fake Healer” og “Badlands”, som publikum taknemmeligt labbede i sig. Yderligere fremførte bandet sangen “Pick a God and Prey” fra deres nyeste udspil, Congregation of Annihilation, der med sine iørefaldende riffs og aggression viste, at bandet i den grad stadig har noget at byde på. Men på trods af tydelig spilleglæde, et godt udvalg af sange og gennemgående kontakt til publikum var der et altafgørende problem: Marc Lopes’ stemme kunne ikke trænge gennem den massive lyd fra instrumenterne. Ligeledes var der et par ikke helt så vellykkede vokalharmonier, der også vægter i vurderingen.
Arch Enemy Fængselsgården, kl. 16:30
Arch Enemy var, med kolossal afstand, Jailbreaks tungeste booking. Før bandet indtog hovedscenen i FÆNGSLET, blev det hyggelige potpourri af 00’ermetal i højtalerne som Linkin Park, Limp Bizkit og Korn afløst af Mötorheads legendariske ”Ace of Spades”, som Arch Enemy bruger som intro. Dette skabte straks en luftforandring og fik det til at slå gnister blandt publikum i ren og skær forventningsfuld glæde. Efter Lemmy Kilmister havde sunget færdigt i anlægget, trådte bandet ud på scenen med Alissa White-Gluz som det sidste bandmedlem til at træde frem fra kulissen. Hendes ankomst var, som altid, den, som fik det største jubeludbrud fra publikum. Hun stod i skærende kontrast til resten af bandet, som var iklædt sorte slidte klæder, mens hun selv var blå med blå på i spraglet spandex-fulddragt. Arch Enemy lagde fra land med ”Deceiver, Deceiver” fra deres nyeste album og virkede utroligt veloplagte. White-Gluz havde fuld gang i spark og mikrofongøgleri, mens resten af bandet spillede med stor præcision og kom frem til fronten på scenen. På trods af at regnen væltede ned over Jailbreak, så kvitterede publikum bandets optræden med festivalens vildeste pit og udfordrede den mængde af crowdsurfere, der havde været til Alestorm-koncerten. Arch Enemy fik på ydmyg vis sagt tak til publikum for at blive hængende til slutningen på trods af nedbøren. Selvom Arch Enemy kørte den på rutinen, så gjorde de det på flot vis med kontrol og energi. Hvis arrangørerne bag Jailbreak var i tvivl om, at festivalformatet kunne bære metal i den noget tungere ende, så fik både publikum og Arch Enemy bevist, at det kunne det godt.
Skagarack Vestsalen, kl. 17:45
De koldingensiske hardrockveteraner fra Skagarack var jo næsten på hjemmebane denne lørdag eftermiddag, så det var lidt en skam, at de bøvlede med teknikken til at starte med. Men med fem minutters forsinkelse kunne de tage publikum med på en rejse gennem nyt og gammelt materiale. Det var lidt en blandet fornøjelse, for sanger og guitarist Torben Schmidts vokal er stadig god, og bassist Rasmus Lund Matthiesen gjorde et helt formidabelt arbejde på kor under hele denne koncert. Lyden var også fin, bortset fra keyboardet, der var indstillet meget højt – så højt, at man næsten blev helt forskrækket, når det satte ind. Det var heller ikke altid, at alle toner sad helt i skabet i løbet af dette sæt, der blandt andet omfattede klassikeren “Hungry for a Game”, der ikke kun fik de over 50-årige til at gribe hinanden om skuldrene og synge med af deres lungers fulde kraft. Desværre blev Skagaracks kæmpehit fra 1996, “I’m Alone”, i den grad trukket i langdrag af et langt instrumentalt parti, der ødelagde energien lidt. Men alt i alt var det en solid præstation fra en gruppe, som nok aldrig helt har fået den anerkendelse, som de fortjener.
Saxon Fængselsgården, kl. 19:00
Da Saxon entrerede den meget sparsomt pyntede scene i fængselsgården klokken 19.10, regnede det stadig i stride strømme, men det gjorde ifølge sanger Biff Byford ikke noget, fordi det jo var et dejligt engelsk vejr, som man kender det. Saxon startede deres sæt med sangen “Carpe Diem (Seize the Day)” fra deres nyeste plade, Carpe Diem. Koncerten blev i høj grad båret af fremragende lyd på instrumenterne og guitarsoli fra allerøverste hylde fremført af Sam Wood, der vikarierede for Brian Tatler denne lørdag. Ikke kun Woods guitarevner var helt fortræffelige – hele hans optræden var meget energisk og positiv og stod i diametral modsætning til Biff Byfords tørre engelske humor, som han diskede op med mellem sangene. På trods af regnen var der en del, der havde vovet sig ud i fængselsgården, og der blev godt fyldt foran scenen med folk i alle aldersgrupper, der tydeligvis havde øvet samtlige Saxon-sange hjemmefra. Og selv dem, der ikke er dedikerede fans, kender helt sikkert “Princess of the Night”, “Crusader” og “Wheels of Steel”, som vi også måtte høre. Specielt “Ride Like the Wind” udløste et sandt hoppeorgie foran scenen anført af mr. Byford himself, så der var ingen, der kom til at fryse. Også selvom Biffs stemme ikke er, hvad den har været, var det en meget vellykket koncert, der var bedre end det, jeg havde forventet.
Danko Jones Vestsalen, kl. 20:30
Før denne koncert vidste jeg ikke ret meget om Danko Jones – ikke andet end, at det er noget musik, som mange i rock- og metalmiljøet elsker at hade, men ligeledes er der også mange, som elsker det. Selvom musikken ikke er den samme, føles tonen mod Danko Jones lige så ubegrundet hård, som når man snakker Volbeat. Ind på scenen trådte trioen, og bassist John Calabrese var en stor sending festfyrværkeri, som hoppede rundt på scenen og råbte med på forsanger Danko Jones’ vokaler til ”Guess Who’s Back”. Det var absolut en spilleglad trio, som var kommet for at lege på den lille scene i FÆNGSLETS Vestsal. Da nummeret var slut, råbte publikum frådende ”Danko Jones” i kor som børn, der hungrede efter dessert. Jones’ reaktion blev at træde væk fra mikrofonen og bare lade publikum hylde ham. Derefter sagde han, at publikums råb på ham var det bedste stykke musik, som de ville høre hele aftenen, og at det var umuligt for bandet selv at gøre det bedre. Dette var en udveksling, der skete en del gange mellem publikum og Jones igennem koncerten. Hvad jeg fandt overraskende var, at selvom Danko Jones er, hvad der godt kan kategoriseres som farrock af værste skuffe, så leverede trioen den med sådan en energi og glimt i øjet, at dette blev en af de vildeste koncerter i Vestsalen på festivalen. Sikkerhedsvagterne fik virkelig deres sag for med crowdsurfers, og på trods af at musikken måske ikke var noget af råbe hurra for, så må man tage hatten af for resten, især trioens rutinerede showmanship. De havde virkelig publikum i deres hule hånd på trods af den lidt dårlige lydramme og et kedeligt show produktionsmæssigt.
Within Temptation Fængselsgården, kl. 22:00
Selvom man som jeg ikke er en stor fan af Within Temptation, kan man ikke negligere, at der er tale om et band, der virkelig kan deres kram, og det beviste hollænderne, da de spillede deres headlinershow lørdag aften. Sangerinde Sharon den Adels operaagtige stemme gik godt igennem og blev akkompagneret af tunge guitarriffs, hvilket fungerede specielt godt på “Faster” fra deres 2011-album, The Unforgiven. På bagvæggen kørte et fedt videoshow, der støttede sangenes tekster og gav publikum en masse at se på. Under “Paradise (What About Us?)”, der blev fremført på perfekt vis, hvor Tarja Turunen fra Nightwish synger med, sås hun for eksempel i baggrunden. Bandet gør i høj grad brug af backing track, hvilket imidlertid er et meget normalt hjælpemiddel i forbindelse med symfoniske metalbands’ liveoptrædener, da store orkestreringer og vokalharmonier er en essentiel del af genren, og gruppen selvsagt ikke kan have et symfoniorkester med hver gang. I sin introduktion til “Raise Your Banner” holdt Sharon en rørende tale for det ukrainske folk og svingede med det ukrainske flag. Growls er en del af denne sang, og det undrer lidt, at de bare var indspillet i stedet for at stille en mikrofon hen til en af guitaristerne. Men alt i alt var det et flot, alsidigt og velafstemt show, som fans af Within Temptation helt sikkert kan være begejstrede for.
Red Warszawa Vestsalen, kl. 23:45
Mit liv tog en drastisk vending denne lørdag nat eller søndag morgen, alt efter hvilket perspektiv man anlægger. Jeg havde indtil klokken 23.41 troet, at porre og selleri er noget, man putter i suppe – men nej, og det er stadig et uopklaret mysterium, hvorfor Red Warszawas fans tager porrer og stangselleri med, som de kaster rundt med under koncerten. Og denne spas tog for alvor fart, da konferencieren uddelte porrer efter introen “My Heart Will Go On”. Han udnævnte dem også til at være Danmarks mest velklædte musikgruppe, og efter en sådan hjertevarm introduktion kunne Red Warszawa kun give alt, hvad de havde i sig på indledningsnummeret ”Hurra Skolen Brænder”. Aftenen fortsatte med andet folkekært pjat og publikumsfavoritter til en koncert, hvor lyden var, som den skulle være, og folket havde en fest. Det er ikke alle, der gider stå model til den slags, men dem, der valgte at blive til efter midnat, fik i hvert fald noget for deres penge.