Top-3: Tommy Mikkelsen 2025
TOP:3
Breaking news: Deathcore er igen spændende, veteranbands leverer varen, og dansk metal står et stærkt sted anno 2025. Hurra!
Travlhed, åh travlhed
2025 har været travlt. Alt for travlt. Der har ganske enkelt ikke været timer nok i døgnet til at høre al den gode musik, se alle de serier, man burde have set, og komme til de koncerter, jeg stadig ærgrer mig over at have misset. Spotify påstår ganske vist, at jeg har lyttet i 130.000 minutter, men ærligt talt føles det stadig som opvarmning. Det vidner om kvaliteten. Høj. Meget høj. Året startede relativt stille, men 2025 udviklede sig hurtigt til et stærkt metalår, både herhjemme og ude i den store larmende verden. Så lad os komme i gang, og starte med de tre bedste danske udgivelser i år.
Danske udgivelser
Jeg elsker, når bands fornyer sig, skider højt og flot på traditionerne, og gør præcis, hvad der passer dem. Nogle mener, at Baest er blevet kedelige. Jeg mener, at de er blevet voksne, og det klæder dem. ”Misfortunate Son” fra Colossal er et eksempel på et fremragende nummer, og især fordi at Baest endelig har fået smidt endnu flere riffs ind i maskinrummet. Betyder det så, at jeg forventer mere af samme skuffe næste gang? Overhovedet ikke. Baest kunne i princippet lave industrial metal med et 50-mandskor, så længe sangmaterialet er lige så stærkt. Colossal er en kolossal udgivelse, og er et klart bevis på, at bandets interne kemi er både sund, sulten og ekstremt velfungerende.
2. pladsen: Trold – I Skovens Rige
Det er stadig både sjovt at se og høre Trold. Jeg havde fornøjelsen af at fange dem på Fermaten i år under Metallized-touren, og sjældent har det lille dansegulv i Herning været vidne til så meget kollektiv hoftebevægelse. Der blev skrålet, grint og drukket med en entusiasme, der kunne så selv en skeptisk skovtrold ud af hulen. Der er noget uimodståeligt charmerende ved Trolds måde at genfortælle folkeeventyr og røverhistorier på, det er nærmest umuligt ikke at trække på smilebåndet. I Skovens Rige er ligesom debuten en stærk udgivelse, og netop derfor lander Trold solidt på andenpladsen i år.
Det er ærligt talt en skandale, at Sunken ikke fylder mere i det danske landskab, for talentet blæser højt og tydeligt ud af højtalerne. På Lykke krydser atmosfærisk black metal klinger med DSBM, og gruppen beviser endnu engang, at de mestrer disciplinen i at lave et helstøbt album. Det er ikke et album, man plukker singler fra, for numrene flyder sammen til én tung sammenhængende oplevelse, der nægter at give slip. Bandet har ovenikøbet taget et klart skridt frem med Joachim Højer bag trommerne, og det klæder lydbilledet markant, at trommerne forlanger opmærksomhed. Sunken fortjener uden diskussion titlen som årets danske udgivelse, og havde jeg skrevet for heavymetal.dk i 2020, havde Livslede også tage sejren det år!
Boblere:
Feather Mountain – A Liminal Step
Nicklas Sonne – Electric Dreams
Internationale udgivelser
3. Pladsen: Lorna Shore – I Feel The Everblack Festering Within Me
Deathcore har haft et fantastisk år med stærke udgivelser fra blandet andet Whitechapel og Cabal. Men lad os være ærlige: Will Ramos og co. satte i år barren højere, end den har været længe. Med de famøse pig squeals og en nærmest uforskammet mængde kreativitet, sætter I Feel The Everblack Festering Within Me standarden for moderne deathcore. Lorna Shore overrasker konstant. Kompositionerne bygger lag på lag, indtil hele konstruktionen kollapser i et breakdown, og lytteren står tilbage blæst bagover. Lettere forslået men taknemmelig. Og så er det en regulær fornøjelse at høre et deathcore-band, der ikke skruer ned for mængden af riffs, fordi branchen er blevet bange for dem. Tak for det!
Doom-metal har en helt særlig plads i mit hjerte, og Messa, anført af Sara Binachin, kender tydeligvis genvejen derind. Deres drømmende 80’er doom er hjerteskærende smuk, og når man oveni kaster jazz, prog-rock og saxofon ind i ligningen, så er jeg komplet og aldeles solgt. Spotify kunne i år afsløre af ”At Races” var mit mest afspillede nummer, og det overrasker mig ikke det mindste. Sangen har allerede brændt sig fast og forsvinder aldrig igen. Lidenskaber er til at tage og føle på, og det er tydeligt, at Messa først og fremmest laver musik for sig selv, men med den sjældne evne til faktisk at røre andre mennesker. I en tid hvor AI fylder mere og mere, er det befriende at høre et band, der kompromisløst følger deres hjerter. Messa fik mig til at stoppe op, og nye hverdagen en anelse mere. At kunne det på 41 minutter er intet mindre end vanvittigt.
1. Pladsen: Aephanemer – Utopie
Frankrig har i flere år udfordret Nordens konger af melodisk dødsmetal. Ender landet med at være genrens næste fanebærer? Det er ikke utænkeligt. Aephanemer blev ganske vist dannet helt tilbage i 2013, men er forbavsende ukendte, og det er en skam. Franskmændenes kombination af symfonisk og melodisk dødsmetal er både kreativ, uortodoks og fængende som bare pokker. Deres brug af blæseinstrumenter er intet mindre end fremragende, og frontkvinde Marion Bascouls’ skrig og growl er djævelsk imponerende. Utopie er neoklassisk perfektion, og til dato den eneste plade, jeg nogensinde har kvitteret med topkarakter. Titlen holder, hvad den lover, og albummet kan anbefales til fans af alle genrer. For Aephanemers sjæl og vision kan høres i hvert eneste levende sekund af udgivelsen.
Boblere:
Deafheaven – Lonely People with Power
Årets skuffelse
Jeg vil ikke lyve. Selvom 2025 har været et fremragende musikår, har det også leveret sin andel af regulære skuffelser. På hjemmefronten var jeg dybt undervældet af Volbeats seneste udspil Gods of Angels Trust. En risikofri, tandløs og decideret lunken affære, der bedst kan beskrives som metal for mokkadrikkerne. Bandets desperate forsøg på endnu en gang at genskabe ”For Evigt”, er, groft sagt, årets joke, og ”Time Will Heal” er så tåkrummende ringe, at man instinktivt sætter trækker ledningen ud af højtaleren.
Kigger vi uden for landets grænser, rammer pilen på Sleep Token, og sjovt nok kan præcis de samme tillægsord bruges. Risikoløst. Kedeligt. Lunkent. Jeg gav debuten Take Me Back to Eden 7/10 kranier på grund af nogle stærke singler, men Even In Arcadia, er alt det, jeg hadede ved debuten, destilleret og overproduceret til ukendelighed. At Sleep Tokens polerede, følelsesprogrammerede musik har opnået kultstatus, siger måske mere om tiden, vi lever i, end om bandet selv. Det minder mest af alt om AI’ens indtog i musikken, hvor baggrundsmusik hyldes som revolutionerende. Så lad os pænt træde et skridt væk fra hypen, og lade denne opfølger glide direkte i glemmebogen, tak.
Årets overraskelse
Efter at være blevet skuffet utallige gange af nogle af verdens allerstørste navne, er årets måske største overraskelse, at flere af de rutinerede supergrupper faktisk leverede varen. Paradise Losts Ascension er det bedste, bandet har udgivet i mange år, Helloweens Giants & Monsters lød bedre end forventet, og Testament gjorde præcis det, som mange håbede på med Para Bellum. Erfaring gør underværker. Det må stå som en af 2025’s overskrifter, sammen med den danske blackscenes hidsige fremtræden og deathcorens tilbagekomst.