Kom hid, følgere, og lad os bade i en sø af genrer
Sleep Tokens frontmand og resterende medlemmer formåede ikke at holde deres identiteter skjult lige så længe som Batman, men i realiteten betyder det vel heller ikke noget. Eller gør det? Ville Batman være universelt elsket i Gotham City, hvis folk vidste, at det var Bruce Wayne bag forklædningen? Spørgsmålet er svært at svare på, men lad os alligevel give det et skud med batarangen. Fascinationen og mystikken var helt sikkert omdrejningspunktet på vej ind i det nye album Take Me Back to Eden. Er planen at arbejde ud fra anonymitet, eller er det blot et ekstra instrument i de snu maskerede artisters (og såkaldte Vessels) mesterlige plan? Mon ideen kunne være taget direkte fra superskurkens drejebog – at samle tilskuere fra så mange målgrupper som muligt under samme tag. For realiteten er modsat Sleep Tokens identiteter ret simpel: De er gode til at blande genrer uden for alvor at mestre en eneste. Det er ligesom at åbne en pose familieguf lørdag aften: Der er både noget for far, mor og søster. Selv gamle bedstemor i gyngestolen skal nok rokke med til sidst.
Jack of all trades
Hvis det overordnet set lyder negativt, kan jeg dog forsikre jer om, at der er mange gode momenter at finde på skiven. Leo Faulkner aka Vessel og bandmedlemmer I, II og III leverer faktisk deres bedste plade til dato. Især første halvdel af skiven sammenkobler en god række numre i træk såsom ”Granite”, ”Aqua Regia” og ”Vore”, som alle hver især tonalt rammer plet. De første fem tracks (som alle blev udgivet som singler) er nøje udvalgt som en singleforælders pose bland-selv-slik efter mange måneders mangel på en planlagt voksenaften. Selvom nummeret ”Take me back to Eden” er bygget op til at være pladens magnum opus a la Opeths ”The Grand Conjuration” fra Ghost Reveries, er det ”The Summoning”, som stjæler rampelyset med sin skræmmende okkulte sound, der i al sin pragt kunne være et fantastisk soundtrack til en gyserfilm. Generelt er bandet gode til at udnytte Faulkners forvrængede stemme og et utal af breakdowns til langsomt at indsprøjte stemning i et varieret register – gerne flere gange per sang.
De nøje udvalgte singler nævnt tidligere har dog også en bagside: Alt, der ikke blev vurderet som singlemateriale (hvis vi freder den otte minutter lange ”Take Me Back to Eden”), er under gennemsnittet og kunne snildt være sorteret fra den endelige udgivelse. ”Are You Really Okay?” er en blød gang dagligdagstale, og ”DYWTYLM” matcher tempomæssigt Faulkners stemme så dårligt, at man skulle tro, at et seksårigt barn sad og trykkede pause-play-pause-play på en walkman fra 10’erne. Jeg har af natur intet imod hverken elektroniske beats eller forvrængning af stemme/guitar, hvis det passer godt ind i et nummer, men ligefrem at tilpasse melodien derefter virker som et desperat forsøg på at forklæde sig som en anden superhelt for en kort stund. I et samlet forsøg på at mestre så mange ting som muligt har man bevidst valgt at beholde disse numre, hvilket er en streg i regningen, når vi ser på den samlede kvalitet.
Koncept over kontrol
Sleep Token har et stærkt koncept på trods af deres simple kompositioner, og chancen for at netop du finder et nummer eller to, du kan lide, er ret stor, hvad end det er radiorock eller dystre melodiske kærlighedssange, der ryger i headsettet. Fik vi nogensinde svaret på spørgsmålet om deres identiteter? Egentlig ikke, men mon ikke fremtiden bringer de svar, som vi søger. Hvis Sleep Token formår at holde deres koncept stærkt og fortsætte med at lave fængende genrebarrierekrydsende musik, ser deres fremtid mere lys ud, end Vessel selv ville indrømme. Hvis ikke – skal Vessel nok få dig overbevist alligevel.
”Life is dark, life is bright, life is ugly, life is beautiful – don’t get lost in genres, they’ll only disorientate you” - Vessel.