Al modstand får en ende
Der findes mennesker, som kan tage en fuldkommen forfærdelig situation og forvandle den til noget fortryllende. Det kræver livsmod, det kræver styrke, og det kræver selvfølgelig, at noget ulykkeligt sker. I 2022 var det italienske doom metal-band Messa involveret i et voldsomt trafikuheld, da en modkørende bil befandt sig i den forkerte vognbane. Det resulterede i en frontalkollision og desværre kirurgi for flere af bandets medlemmer. Alle har det heldigvis godt i dag, og selvom man kunne ønske sig et stillesiddende job som bibliotekar efter et sådant uheld, så fortsatte Messa med at skabe musik. Nu er de klar med deres fjerde album, The Spin, som fortæller deres egen version om ulykkens konsekvenser, men også om den rejse, der ledte dem dertil. Og det er ikke bare hvilken som helst rejse. Det er doom, når det er allermest spirituelt, atmosfærisk og velkomponeret.
Man kan ikke imitere lidenskab
’It’s the road that keeps you running’. En åbningslinje, der fra første sekund prikker dig på skulderen og minder dig om, at livet ofte går hurtigere, end forstanden kan følge med. Den indkapsler elegant følelsen af et moderne hamsterhjul og det faktum, at vi alt for ofte glemmer at nyde dagene, mens de suser forbi os som notifikationer på en mandag morgen. Messa minder os om dette. Lidenskaben for musikken mærkes øjeblikkeligt. Ikke som et spark i mellemgulvet, men mere som et blidt kys på kinden. Sara Bianchins vokal er smuk, nærmest hjerteskærende i sin udtryksform, og ens tanker vandrer til en anden tid i historien. Messa har dog valgt en lidt anden vej end doom metals klassiske 'alt-er-sort-og-det-er-efterår'. Bevares, melankolien er stadig til stede, men den er pakket ind i et drømmende slør, en ode til 80’ernes liberale tankegang, hvor menneskets forskelligheder for alvor trådte i fokus. Bandets musikvideoer skudt i sort-hvid understreger følelsen af nostalgi og minder os om dengang, hvor ting måske var simplere. Måske. Var de så egentlig det? Næ, ikke rigtigt. Vi fokuserede bare på andre ting, som at sætte pris på stilhed, høre et helt album til ende og ikke at diskutere ananas på pizza.
Åbningsnummeret ”Void Meridian” viser stor tålmodighed og luller hurtigt lytteren ind i kvartettens sfære, som nu også inkluderer shoegaze-elementer. Riffene er melodiske, og produktionen gør det prisværdige, at den giver bassen plads. Og når man så samtidig slynger jazz, prog-rock og en svedig saxofon ind i flere af numrene? Så er jeg ikke bare solgt, men også pakket og sendt. Men det er på andet nummer, ”At Races”, hvor italienerne rammer noget ubærligt smukt. Et af årets absolut fineste numre, der trækker tråde til 80’ernes retrorock og skildrer presset fra en verden, der konstant stiller krav. Hvor mange føler sig utilstrækkelige, selvom intet er gjort forkert. Bandets leadguitarist, Alberto Piccolo, brillerer gang på gang, og tiden flyver bogstaveligt talt af sted i bandets nærvær. Pladens eneste reelle minus er, at ”The Reveal” læner sig meget op ad bluesgenren i begyndelsen, men kaster ideen ud ad vinduet halvvejs. Nummeret har ikke samme elegante udvikling som resten, og det er synd. Det tager dog ikke meget fra udgivelsen, og The Spin er så gennemført, at jeg næsten vil gå så vidt at kalde det for kunst. Er det typisk doom? Nej. Det er meget, meget mere.
Dybdefølende og dramatisk
Messa har med The Spin leveret intet mindre end et lille mesterværk, der oser af lidenskab, melankoli og dybde. Virkemidlerne? De er egentlig ret enkle, som når en skrøbelig skønsang blot bæres af et ensomt keyboard. Det burde ikke virke så stærkt, men det gør det. For når Sara Bianchins formidable vokal får selskab af tre lige så talentfulde musikere, opstår der en slags magi, som ikke kan koges ned til teknik alene. Det er kemi, timing og sjæl. Messa gæstede Radar i 2023, og lad mig bare slå fast: De må hjertens gerne vende snuden mod Danmark igen. Forhåbentlig på mere sikre veje og med færre modkørende biler.
