Mennesket og havet

Lyden af bølger, der knuser mod klipper, kan være alt fra beroligende til skræmmende. Fascinerende eller fuldkommen ligegyldig. Menneskeskabt eller ægte. Vand har altid haft en særlig tiltrækningskraft på os mennesker, og det har gennem historien været brugt som symbol på alt fra renselse til destruktion. Og Isak Dinesens berømte citat – “Kuren mod alt er saltvand: Sved, tårer eller havet” – kunne ikke passe bedre på Spiritbox og deres andet album, Tsunami Sea. Det er gennemarbejdet, kompromisløst og knusende ægte. Og selvom vores hjemmeside desværre missede canadiernes debut Eternal Blue fra 2021, har Spiritbox alligevel været et navn, der konstant har rumsteret i metalscenen de seneste år. Denne gang er de tilbage tungere, mørkere og stærkere med en sand tsunami af succes.

Et uvejr på vej

Spiritbox kunne sagtens have sigtet mod masserne med Tsunami Sea, og gået all in på Courtney LaPlantes rene vokal og blødt kanterne af. Men undskyld mit sprog: For pokker, hvor er det fedt at se et band, der nægter at gå på kompromis og i stedet skubber innovationen og deres egen lyd fremad. Det canadiske band havde allerede teaset, at Tsunami Sea ville blive tungere. ”Cellar Door” fra EP’en Fear of Fears gav en tidlig indikation. Men jeg havde ikke regnet med, at de ville skrue så hårdt op for både metalcore, hardcore og djent-elementerne. Åbneren ”Fata Morgana” er alt, en Spiritbox-fan kunne drømme om: Tung som en mursten kylet i ansigtet, men stadig delikat takket være LaPlantes vanvittige vokal. Hun kan både levere skønsang og growle på et niveau, der gør de fleste andre i genren til statister. Der er ingen tvivl – hun er den bedste vokalist i metalcore lige nu. Hvis nogen stadig tvivler, skulle de bare have været i Forum i 2024, hvor Spiritbox for anden gang høstede ni kranier for deres optræden. Håb er en sjælden vare på skiven, hvilket er mærkbart på singlen ”Keep Sweet”, der tager fat i samme rædselsvækkende emne som den beskidte Netflix-dokumentar Keep Sweet: Pray & Obey, hvor kvinderne blot blev brugt som brikker i et spil. At miste håb hænger også oftest sammen med vrede. Den energi kanaliseres brutalt i ”Soft Spine”, en sang du uden problemer kan have i ørerne, mens du tæver din nemesis med et jernrør i ren Terkel i Knibe-stil. Det er brutalt og tæskelækkert. Titelnummeret ”Tsunami Sea” beskriver bandet selv som værende søstersangen til ”Eternal Blue” fra debuten. En klaustrofobisk rejse gennem følelsen af aldrig at være god nok og at synke ned i depression. Igen er det den tunge bas og LaPlantes vokal, der kolliderer og skaber noget særligt.

Men det stopper ikke her. ”A Haven With Two Faces” er det mest proggede djent-nummer, Spiritbox har leveret, og det er både legesygt og udfordrende. Første gang, jeg hørte det, føltes det akavet, men nu står det for mig som både innovativt og kreativt uden grænser. Vokalen strækker sig som bølger i vandet, sporadiske djent-melodier veksler med progget kaos, og det er en sand emotionel barrage af følelser. Tsunami Sea er også et skoleeksempel på, hvad der sker, når man forsøger at skrue på alle knapper samtidig. Bassen arbejder på højtryk, kreativiteten sprudler, men desværre er de elektroniske elementer også presset unødigt langt frem – en af de få ting, Spiritbox godt kunne have holdt lidt igen med. ”Black Rainbow” er egentligt et dejligt tungt nummer, men det er direkte synd, hvordan LaPlantes vokal bliver plastret til med effekter. Den er voldsomt forvrænget, og det dræber leveringen fuldstændigt. Tænk ”Yellowjacket” uden Sam Carters indhop, og så er vi der næsten.

På ukendte farvande

Nogle gange føles det, som om Spiritbox sejler i ukendt farvand – hvilket de nok også gør. Tsunami Sea er nemlig på ingen måde Eternal Blue del 2. Det er sit eget bæst – tungere, mere eksperimenterende og uden at give efter for de mest oplagte mainstream-træk, som f.eks. at skrue op for den rene vokal eller at spille den sikkert. Den gode modtagelse af Fear of Fears har højst sandsynligt skubbet dem i denne retning, og ærligt talt er jeg bare taknemmelig for, at Spiritbox gør præcis, hvad de vil. Til tider innovativt, til tider voldsomt. Men hele vejen igennem er de Spiritbox, og vitale for den nuværende metalcore-scenes udvikling.